Loe raamatut: «Mit Liv og Levned»

FORORD

Ved min Pleiefader Johannes Fibigers Død (13. Nov. 1897) tilfaldt der mig den Opgave, at besørge Udgivelsen af det Memoireværk, som han efterlod. Manuscriptet var allerede kjendt af Flere, som levende ønskede at se det offentliggjort – Prof. Høffding udtalte sig derom i den Nekrolog, som han skrev til »Politiken« – og det var ogsaa Fibigers eget Ønske. Da vi talte derom i de sidste Dage, og hans Hustru yttrede, at der var en Del Steder deri, som man ikke godt kunde lade trykke af Hensyn til nulevende Personer, sagde han: »Aa, det gjør saamænd ikke Noget, lad det blot blive trykt altsammen.«

»Altsammen« vilde nu imidlertid sige omtrent 1700 tæt skrevne Kvartsider, og jeg havde allerede den Gang – uden at kjende Værket – mine praktiske Tvivl om Udgivelsens Mulighed. Min Opgave blev derved siden, efter Samraad med min Forlægger, nærmere bestemt som den at reducere 1700 Sider til knap 600. Og da jeg havde gjort mig fortrolig med Indholdet, forøgedes Vanskeligheden, men ogsaa Interessen ved Opgaven, idet det stillede sig som en bydende Fordring, ikke at meddele Uddrag, der sammenholdtes ved refererende Overgangsstykker fra Udgiverens Pen; Strygningerne maatte foretages saaledes, at Fortællingens Traad eller rettere Traade ingen Steder brast. Memoireværket var i sine fem Bind en Bog – om end en ofte nok uformelig udførlig Bog – og en Bog maatte det vedblive at være; ja mer endnu – den samme Bog. Dermed vare ogsaa saadanne Forkortelsesforsøg udelukkede, der indskrænkede sig til et enkelt Synspunkt: f. Ex. at man sagde, det kommer først og fremmest an paa at faa alt om Forfatteren selv med; naar først det er bjerget, saa kan man se hvad der bliver tilovers af Plads for det øvrige Stof. Tvertimod maatte alle de givne Synspunkter fastholdes og gjennemføres.

Hvad der overhovedet muliggjorde i alt Fald nogenlunde at løse denne ved første Blik næsten umulige Opgave, det var den Omstændighed, at der var enkelte store sammenhængende Partier, som næsten udskilte sig selv. Saavel en Norgesreise i Ungdomstiden som den senere Reise til Italien var skildret med en Udførlighed, der ikke stod i noget Forhold til disse Reisers Betydning for Forfatterens Udvikling. En meget omfangsrig Fremstilling af Familien Waages Historie egnede sig ogsaa bedre for et Familiearchiv end for Fibigers Levned og traadte, ligesom Reiserne, afgjort ud af Rammen. Det vilde ganske vist have været ønskeligt, at Forfatteren selv havde gjort et Uddrag af disse Kapitler, som havde egnet sig for Offentliggjørelse; nu var der imidlertid ikke andet at gjøre, end resolut at stryge dem helt og ved en Note konstatere at her fandtes et Hul, og af hvad Art det var. Da nu ogsaa et Par mindre Kapitler og større sammenhængende Partier af andre Kapitler næsten udskilte sig ved første Blik, saa reduceredes Manuscriptet, allerede før det egentlige Arbeide begyndte, med henimod sexhundrede Sider.

Endnu gjaldt det imidlertid om, med den mindst mulige Skade for Værket at gjøre det halvt saa stort. Her kom det nu Opgaven meget tilgode, at disse Strygninger ikke fordelte sig ligelig paa alle fem Bind. Det vil ved de fleste Memoirer være Tilfældet, at Ungdomstiden er den interessanteste. Det er den, i hvilken Personligheden tager Form, det er den, der ligger længst tilbage og derved faar Tidsbilledets Interesse, det er endelig den, ved hvis Gjenoplevelse Forfatterens Hjerte har været varmest, og som derfor er lykkedes bedst. Denne almindelige Regel finder nu i alle Retninger fuldkommen Anvendelse paa de af Fibiger efterladte Erindringer. Og hertil kommer endnu, at de Diskretions-Strygninger, som unægtelig maatte foretages, ogsaa blev talrigere, efter som man nærmede sig Slutningen. Herved blev det da muligt at fare forholdsvis lempelig frem i den første og værdifuldeste Halvdel af Bogen; og da saavel Fremstilling som Stil overalt var mer end bred, var de Strygninger, jeg her maatte foretage, ofte kun saadanne, som i hvert Fald havde været litterært anbefalelige.

Et Par Steder – jeg troer kun tre eller fire ialt – har jeg forandret Udtrykkene en Kjende, fordi jeg kun havde Valget mellem at mildne Stedet lidt eller helt at udelade det, og det Sidste ikke saa godt lod sig gjøre for Sammenhængens Skyld. Med Undtagelse deraf har jeg ikke noget Steds tilladt mig at rette Stil i Manuscriptet, selv hvor man kunde føle sig mest opfordret dertil. Min Pleiefaders tydelige Haandskrift lod mig aldrig være i Tvivl om, hvad der stod, og den temmelig langsomme og sirlige Omhu, hvormed han skrev og gjennemsaae det Skrevne, udelukkede næsten overalt den Antagelse, at der kunde være Skjødesløsheder af almindelig Art, som en Udgiver f. Ex. i et lignende Tilfælde vilde være berettigt til at antage i et Manuscript af mig. Jeg tør sige at Manuscriptet fra først til sidst var feilfrit: det sagde til Punkt og Prikke hvad Forfatteren vilde sige. Hvad der altsaa fandtes af Unøiagtigheder, forulykkede Konstruktioner og undertiden direkte Sprogfeil var at betragte som Forfattereiendommeligheder, der ikke turde udviskes af en glattende Haand.

Hermed har jeg gjort Rede for mit Forhold til denne Bog som Udgiver, og anser alle videre Bemærkninger for overflødige, da Værket vil tale for sig selv.

Karl Gjellerup.

FØRSTE BOG
SLÆGT OG BARNDOM

FØRSTE KAPITEL
FALSTER

At jeg efter tresindstyve Aar skulde vende tilbage til den Ø, hvor jeg har lært de første af alle Kunster, at staae paa mine Ben og at bruge min Mund, har bidraget sit til, at jeg har faaet Lyst til optegne mine Tanker om, hvad der har fyldt alle disse mine Aar.

At staae paa mine egne Ben og tale med min egen Mund synes mig at være mit Livs Eiendommelighed; men synderlig vidt er jeg ikke kommen dermed. Mit Liv skal ikke mindes mellem de Stores, men man har nu eengang kun eet Liv, og til Tider kan man blive træt af i Aanden at fare al Verden rundt for at søge efter Kundskaber, og finde, det ligger nærmere at søge at faae opfyldt det gamle Krav: Kjend dig selv.

Det var i Sommeren 1881, at jeg blev Præst for Ønslev og Eskilstrup Sogne paa Falster. Da var jeg 60 Aar.

Naar jeg nu, paa Veien til mit andet Sogn, gaaer over den smukke Landevei, som fører fra Nykjøbing til Gaabense Færgested, kan det skee, at jeg tankefuld bliver staaende og seer tilbage gjennem Tidernes Taage. Veien er en forholdsvis nymodens Bekvemmelighed, dog har Jærnbanen allerede igjen gjort den forældet. For tresindstyve Aar siden var den en smal Byvei, der bugtede sig mellem Risgjærder og Piletræer, og havde Tid nok til et langt Svinkeærinde henimod Skoven, hvor Galgekroen laa. Seer jeg nedad den i denne Skikkelse, opstaaer der for mit Syn et Billede, der omtrent seer saaledes ud:

Det er Novemberveir, og gjennem Sølet arbeider sig en i Remme hængende Karosse tungt nok frem. Den er overtrukken med trannet Læder, som trekantet efter Diagonalen er rullet op paa den ene Side, og paa den anden tilknappede Side forsynet med et i Læderet indsyet Stykke Glas saa stort som en Haand, at man dog, naar det Oprullede ogsaa var tilknappet, kunde paa denne Uhrskive see, om det var Nat eller Dag. For Tiden er det en Mellemting.

Paa den lave Buk sees den kongelige Extraposts Rangsmærke, en Kudsk i rød Trøie med gul Krave, lyseblaa Buxer, høi Hat med bredt hvidt Baand om, og over Skuldren et bulet Messinghorn i en spraglet Snor.

Ved hans Side sidder i drapfarvet Kavai med mange trappelagte Slag en Mand lidt under Middelhøide. Han seer endnu lavere ud, som han med duvet Hoved stirrer tankefuld frem for sig. Den monstrøse høie Cylinderhat er trykket dybt ned over Øinene, men ved Siderne kan man see sort kruset Haar, og af de regelmæssige Bryn skjønne, at det er en smuk, tænksom Pande, der skjules, ligesom af de smaa i Uldvanter gæmte Hænder, at det er en Mand, der kun arbeider med sit Hoved. At han arbeider stærkt, er tydeligt af de blege Kinder og nervøse Træk om Øinene, og at han føler dybt og kjærligt, af det usædvanlig bløde og blide Minespil om den fintformede Mund.

Kudsken fortæller maaske netop en Historie, og da den Reisende saa jævnlig har underholdt sig med ham som sin Ligemand, kan der ogsaa deri forekomme en drøi landlig Skjemt. Da trækker sig hans drømmende Øine sammen med mange Rynker, det bløde Ansigt viser, hvad gladt Minespil det er istand til, og han opslaaer en frisk hjærtelig Latter. Saa synker han igen hen, og kun den let krogede Næse og den fine, glatragede Hage sees under Hatten.

Under Vognlæderet klamre fire smaa Hænder sig fast til Døren, og to smaa Drengeansigter, indbundne i strikkede Sjaler, kige nysgjerrig ud. Den ene, halvtredie Aar, med Faderens mørke krusede Haar, den anden, kun syv Fjerdingaar, noget lysere, mere rundkjæbet og mere lig sin Moder; begge rødmussede og friske.

Over dem kommer et moderligt Ansigt tilsyne, ikke just smukt, men indtagende nok og yderst bevægeligt. Efter Tidens over al Maade smagløse Skik skæmmes det af en stor høiskygget Fiskebenshat, under den brede Kappepiber fra det ene Øre til det andet, og et Par stive Virekrøller hængte i et Baand paa hver Side af den stærke aabne Pande. For Øieblikket er hun ifærd med at passe paa Drengene. De store lyseblaa Øine spille af Iver, og den vidtudskaarne Mund bevæger sig ustandseligt, medens den med overraskende Hurtighed udsender vidtløftige Forklaringer over enhver Ting, de smaa Fingre pege paa, blandede med kraftige Formaninger om ikke at strække sig for vidt ud af den aabne Vogndør.

Kiger man dybere ind, ser man endelig paa Forsædet en tolvaars Dreng, der har meget af Moderens, men intet af Faderens Træk. Efter sin Vane søger han nu med æventyrlige Fortællinger og stærke Gesticulationer at gjøre Indtryk paa Tilhørerne, men det er formodenlig spildt paa den halvtsovende Tjenestepige, der ved hans Side vugger et sex Ugers meget lille og fint Pigebarn paa sit Skjød.

Saaledes forestiller jeg mig mine Forældre den Dag, da de havde givet sig paa den lange besværlige Reise til Jylland med deres tre Børn. Den fjerde og ældste var min Moders Søn af første Ægteskab, Caspar Smith. Hun var dengang 33 Aar og Fader 38. Tidspunktet var den November 1822, da vor Verdensdel følte sig beængstet af at Stormagterne sad i Verona og trak deres Fangereb tættere sammen, men paa Faltsters Landevei kan jeg ikke troe, at Sindene var trykkede af saa store Ting.

Min Fader, Peder Grib Fibiger, havde været Overlærer ved Latinskolen i Nykjøbing. Nu var han kaldet til Rector i Kolding.

Jeg, som var den mindste af de to, der stod ved Vogndøren, vidste selvfølgelig intet hverken af Falster eller Jylland, og havde ingen andre Bekymringer end det store Sjal, der hindrede mine oprørske Frihedsbevægelser. Men ligefuldt gaar Erindringen en Del længere tilbage end den kan række paa egen Haand. Familieminder blive snart ligesaa levende som Ens egne. Er da Livet paa Falster end ikke Del af mine første Minder, har jeg dog altid ikke blot havt Forvisningen om, at jeg er født der, men ogsaa en levende Forestilling om, at der havde jeg først taget denne Jord i Øjesyn.

Mine Forældre levede ikke længe her paa Falster, men det var de første fire Aar af et lykkeligt Ægteskab, hvori de efter svære Hjærtesorger og Prøvelser, hver paa sin Vis, endelig havde fundet hinanden, og deri fundet Fredens Havn for Livet.

Det var en hed og tordensvanger Sommer, det Aar 1819, da deres første Barn blev født. Lynene foer jævnlig knittrende ned i Sundet og splintrede mangen gammel Eg derovre paa Lollands Kyst. Det var trykkende, sagde Moder, at vende hjem om Aftenen til den lille Kjøbstadsleilighed ovenpaa i Murmester Martens Gaard paa Langgaden.

For min Fader var det mindre trykkende. Han længtes efter sin Skrivepult. Hans Vinduer vendte ud imod Sundet, der stod han med Blikket hvilende paa Aftengløden over det stille Vand, og drømte de Drømme, jeg saa godt kjender fra den Del deraf, han har givet mig i Arv; og der saaes hans Lys sent i Natten, medens han gjorde sine Oldtidssyner saa levende ved den Rigdom af Naturskjønhed, der fyldte hans Sjæl.

Han var Filolog efter al sin Attraa og i alt sit Væsen, men desuagtet en stor Romantiker og en sværmerisk Ven af Natur og Kunst; en stille, musikalsk Natur. I den Tid, jeg kan mindes, var det altid hans Skik, naar Dagen begyndte at hælde og hans Hoved var træt, at tage sin Hustru under Armen og vandre Egnen rundt. Naar vi Børn sprang omkring dem, vidste vi godt, hvad der boede i Forældrene. Hvoraf vi vidste det, hører til Livets Hemmeligheder, for vi lyttede just ikke efter deres Samtaler.

Da de nu forlode Falster, kan det vel have været med blandede og ikke ganske samstemmende Følelser. Min Moder var en Øbo, og Jylland hende et fremmed Land, hvor hun først skulde forsøge, om hun og hendes kunde trives. Med min Fader var det anderledes; han følte sig som Jyde, han drog til den Egn, hvor hans Slægt hørte hjemme.

Dog var han tidlig nok bleven omplantet paa sjællandsk Grund. Det Billede af Familien, jeg foreløbig har givet, har sin Forhistorie, og førend jeg igjen kommer tilbage til min egen Omplantning, maa jeg betragte mine Forældres Slægt og tidligere Liv.

Man pleier i en Levnedsbeskrivelse at tale adskilligt om, hvorvidt man mest ligner sin Fader eller sin Moder, eller hvilke Egenskaber, man har fra den ene, hvilke fra den anden. Et Menneske er et Skud paa Livets Træ, men skudt ud af to Grenes Forening. Jeg maa altsaa have dem sammen for at forstaae mit Livs naturlige Udspring, og i den Anledning maa jeg tale om deres Forening.

Min Fædreneslægts Familiehjem var Færgegaarden Snoghøi ved Lillebelt, som dengang havde mere Betydning end nu, da hele Forbindelsen mellem Øerne og Udlandet hovedsagelig gik over dets Skibsbro. Gaarden var i Begyndelsen af forrige Aarhundrede først bleven erhvervet af Tordenskjolds Kampfælle, Commandør Peder Grib. Han havde faaet den som en Hædersgave af Kongen som Løn for sine Fortjenester, sagde man i Familien. Men da denne Forklaring kan være paavirket af nogen Familiestolthed, anseer jeg den anden, at han havde kjøbt den for sine Prisepenge, for mere sandsynlig. Hans Datter, som arvede den, blev gift Lindam, og i den Lindamske Familie giftede min Farfader, Gotfred Fibiger, sig atter ind.

Om ham har jeg intet andet Minde end det i den Tids Stil høist fornuftige og gudfrygtige Brev, hvori han bad en Ven af sig, som var Huslærer paa Snoghøi, at frie for sig til den næstældste af Peder Gribs Svigersøns Carl Lindams Døttre, Anne Sofie, som efter sin Faders Død (1778) var bleven Arving til Snoghøi.

Frieriet var heldigt, og Gotfred Fibiger blev Eier af Snoghøi. Han var fra Aalborg, var Jurist, og forenede nu med Tjenesten som Postmester, Transportforvalter og Gjæstgiver ved Færgegaarden en Virksomhed som Egnens Procurator. Med sin Anne Sofie havde han to Sønner, Carl og Gotfred, men deres Moder døde efter sin anden Søns Fødsel (1781) og næste Aar ægtede han hendes Søster Christiane, som blev min Bedstemoder.

Om min Farfader har jeg ikke videre at melde. Da han allerede døde i Januar 1795, har hans Sønner ingen klar Erindring havt om ham, desaarsag er der heller ingen kommen til mig.

Men hans Hustru Christiane har jeg baade selv kjendt og hørt end mere om hende af min Moder, som elskede hende høit og bar stor Ærefrygt for hende. Om hende kan man sige, at hendes Sønner og deres Slægt efter dem har arvet baade Forstand og Hjærte, hvad de saa end tillige have arvet efter deres Fader.

Hun var en kraftig, villiestærk og høitbegavet Kvinde, som efter sin Mand overtog den vidtløftige Bestilling paa Gaarden og med moderlig Kyndighed opdrog sin Søsters to og sine egne fire Sønner, indtil den ældste af dem, Carl, kom saa vidt, at han kunde blive hendes Støtte i hvad Postvæsenet og Færgefarten angik. Den ældste af hendes egne Sønner var min Fader, den anden, Christian, blev i sin Ungdom Sømand, de to yngste, Johan Adolf og Jakob Scavenius Fibiger blev sendte til Kjøbenhavn til Kadetakademiet for at blive Militære. Til disse mine Farbrødre kommer jeg oftere tilbage.

Den ældste af sine egne Sønner bestemte Moder Christiane til at gaae den lærde Vei, og sendte derfor efter sin Mands Død den nu elleveaarige Peder Grib til Roskilde Skole. At hun valgte denne fjerntliggende By, kan have havt sine Grunde. Halvbroderen Gotfred havde gaaet i Kolding Skole, men han havde ikke gjort sin Moder Glæde. Hans forvidtsvævende Lyster havde havt for megen Magt over ham, og han havde ikke naaet nogen ordentlig Stilling. Hun har maaske ment, at Skolen ikke var uden Skyld deri. Der maa desuden have været et nærmere Forhold mellem hendes Mand og Rectoren i Roskilde Johan Henrik Tauber, der ogsaa var fra Aalborg.

Hun søgte altsaa derhen og fik ham til endmere Betryggelse i Huset hos Rectoren. Deri gjorde hun vistnok vel, men efter hans Livs Førelse blev dermed ogsaa hans Fremtids Skjebne afgjort. Han fandt meget mere der end Opdragelse og Lærdom, men det var dog en blandet Lykke, der mødte ham i det bedste Hus, hans gode Moder kunde finde.

I Roskilde Rectorbolig, der dengang havde en tarveligere Skikkelse, men dog ligesom nu fra Domkirkens Fod saae vidt ud over Fjorden og de fjerne Skove, var der et livligt Hjem, fem Sønner og fire Døttre, foruden Pensionærer og den Skare unge Venner, som især Døttrene, og de vare meget egnede dertil, pleie at lokke fra Skolen til Rectorens Hus.

Husfruen, Gregoriane f. Begtrup, en Præstedatter fra Jylland, Pleiedatter af Biskop Rotbøl i Viborg, og da hun blev gift, i Huset hos Rector Worm i Horsens, var en stille elskværdig Moder, og af saa god Dannelse, at hendes Børn og Pleiebørn kunde søge til hende om Hjælp ved deres Lectier.

Tauber selv var en følelsesfuld, endog sværmerisk Mand, men ligefuldt et Forstandsmenneske, en Typus for sin Tid. En Menneskekjender, der kunde tage Folk beregnende, men ikke mindre med Taarer i Øinene favne dem med et Vennekys. Han var af tydsk Slægt; hans Fader Emanuel Tauber var som Kobbersmedsvend indvandret fra Augsburg, havde nedsat sig i Aalborg og var der bleven en velhavende Mand.

Som Doctor theologiæ traadte Tauber altid frem i Skolen i præsteligt Ornat, og førte en Strøm af god Aand med sig ind i den fra Læreres og Disciples Side lige forvildede Republik. Den første Dag, han kom i Horsens Skole, lagde Duxen pligtmæssigt med et dybt Buk et stort Ris paa Kathedret. Han bød ham at kaste det bort, og fortalte siden med Latter, at der som en Løbeild var gaaet det Ord gjennem Skolen: Rectoren vil ingen Ris have! Han reformerede ikke just de tre Skoler, han fik under sin Bestyrelse, dertil var han ikke gjennemgribende nok. Provst Daniel Smith har i sin Skildring af ham sagt, at han fordærvede dem, hvilket upaatvivlelig er en uretfærdig Dom. Han gav i alt Fald et godt Exempel, som dengang høilig kunde behøves.

Min Fader var altsaa elleve Aar, da han af »den agende Post« blev afleveret i Roskilde; og saa lovende det nye Hjem end saae ud, gik det dog der som i andre velbefolkede Huse, at et Barn er mest henvist til Børnene. Den jydske Landsbydreng med det indesluttede uharmoniske Væsen, i sit Indre ubøieligt Høisind, i sit Ydre blød Eftergivenhed eller Taushed, og intet andet Bindeled derimellem end Tungsind og Trang til Forstaaelse, var ikke meget skikket til at gjøre sig gjældende mellem Rectorsønner, der var vante til at spille Mestre paa Pladsen. Fra sin Side har han altid elsket dem som sine broderlige Venner, og de to, der som han blev Rectorer, beundrede han i høi Grad og betragtede dem som sig langt overlegne. De var overmodige og drillevorne og der var ingen Ende paa Historier om Pér's latterlige Udseende, om hvor underlig han bar sig ad og hvor galt han kom fra det. Ja, han gjorde, hvad et Menneske med hans Sind gjør, han forløb sig, naar han gav sine Følelser Luft, og trak sig saa mismodig tilbage i sin Skal.

En glad og sorgløs Ungdom falder ikke i ethvert Menneskes Lod. Ogsaa jeg ligner min Fader deri, at jeg næppe veed, hvad den skjønne Forestilling om Livets Vaar vil sige. Af smaa Optegnelser fra hans Skoletid sees, at han stadig stred ærlig for »at erhverve sig og befæste sig i Dyd«. Og hans Breve til Hjemmet ere i en meget vemodig Tone, bestandige Forsikringer om, at han vilde blive et godt Menneske og gjøre sin Moder Glæde. Stakkel, han var, hvad Livslyst angaaer, altid bag de Glades Række. Medens han ikke havde Frejdighed nok til at faae Tag med i Legen, har han staaet der og dreiet paa Dydens haarde Reb.

Han var ikke religiøs i den Forstand, som ren Christendom tager det. Den fandtes ikke i hans Kreds. Men en redelig og dybtfølende Dreng som han var, blev han under Taubers Paavirkning greben af et høit Sværmeri for sædelig Renhed, og som for enhver, der har levet under Domkirkens Skygge, var dette hierarchiske Monument ham Symbolet paa al Høihed i Livet. Mere ved sin Musik end ved sit Ord talte Kirken til Sjælene, og hans Sjæl var idel Musik.

Hver Morgen gik Skolens Mesterlectie over i Kirken, »at synge for Dronning Margrete«. Det var en Fortsættelse af Sjælemessen, og det turde ikke undlades. Den strenge Marmordronning laa jo bag Altret, og vogtede paa, at man ikke forsømte sin Pligt, saa længe man fik hendes Legatpenge. Daniel Smith siger, »at denne Sangtime var en ren Skandale, der blev gjort de værste Spektakler.« Paa min Fader har den aldeles ikke gjort det Indtryk. Endnu 40 Aar efter, da jeg gik i samme Skole, men ikke sang for Dronning Margrete, baade fordi hun var sovet ind, og jeg ikke kunde synge, talte hans gamle Lærer Cantoren Hartmann, med Rørelse om, hvorledes min Fader havde sunget; ham kunde han stole paa, han svigtede aldrig Tonen. Ogsaa har det moret mig at høre hans Ungdomsven, Præsten Winding, Fader til Musikeren August Winding, paa sin barokke Maade forsikkre mig, at min Fader var den første her i Landet, der forstod Beethoven, selvfølgelig med Undtagelse af Winding selv.

Imidlertid stred han sig gjennem Skoletiden under mangen Sjælekamp, bestandig bekymret for, at han stod langt tilbage for de Venner, han levede iblandt. Det laa saa i hans samvittighedsfulde Sind. I Virkeligheden var han baade den reneste Sjæl og den mest begavede Aand iblandt dem. Men hans Sind var tungt, og hans Hjærte saaret, og blev det alt mere, som Aarene gik. Han bar paa en Hemmelighed, som voxede til en Lidenskab, der formørkede hele hans Ungdom.

Taubers ældste Datter, Christine Augusta (født 3. Maj, 1780) var den af Familien, der nærmest stemte med ham, og hun blev hans Veninde og hans Hjærtes Dronning. Jeg kommer ofte tilbage til hende, hendes Følelse for min Fader er gaaet over paa mig, og jeg har hende saameget at takke for, at jeg vel maa mindes hende med Kjærlighed.

Hun var meget smuk, med de samme store Træk, som hendes Faders Portræt viser; hendes Sind var idel Godhed og lidt mere, Trang til romantisk Venskab, men bagved det sværmeriske Blik i de klare blaae Øine, bevarede hun dog altid en vis lønlig Iagttagelse af en Linie, der ikke maa overskrides, en Egenhed, som jeg saa nødig jeg vil sige noget satirisk om hende, ikke kan kalde andet end Forglemmigeis Uskyldighed.

Hun var femten Aar, og han i sit tolvte, da de lærte hinanden at kjende, en farlig for en sværmerisk Dreng. Der opstod »et broderligt Forhold« mellem dem, men et saadant Forhold mellem følsomme Sjæle blev i den Tid taget med en egen Alvor, og vogtet som en Helligdom. De skrev de lange Breve til hinanden, som skulde opklare Misforstaaelser i Samtaler, og som man stikker i Haanden i Forbigaaende, og med bankende Hjærte venter Virkningen af. Mest dreie de sig om Forskjellen paa mandlig og kvindelig Dyd, og den store Vanskelighed ved at faae de reneste Hensigter forstaaede. Men saadanne Ungdommeligheder udhule de dybeste Leier for Livets Strømninger. Intet Under, at den lidenskabelige Discipel satte sit ærlige Hjærte til hos sin Rectors klarøiede Datter.

Hun gjengjældte ikke hans Lidenskab, og han naaede aldrig til at tilstaa den for hende. Forholdet er let forstaaeligt. Han var en uudviklet Discipel, hun var en allerede beundret Dame – Jomfru hed det dengang. Det laa i hendes Karakter, at hun maatte gjøre Venskabet saa inderligt som muligt, og dette var ikke løst Spil, hun mente det med fuld Oprigtighed og svigtede det aldrig. Saaledes var det endnu i hendes Alderdom.

Samme Aar Peder Grib blev Student (1801), han var da 17 og hun 21 Aar, gav hun sin Haand til en Mand, der var ti Aar ældre end hun, og som hun heller ikke elskede i Ordets stærkeste Betydning. Peder Møller var en smuk og fin Mand, rolig og mild, men fast. I en Alder af 31 Aar var han allerede Assessor i Højesteret og vedligeholdt indtil sin Alderdom en anseet Stilling mellem Hovedstadens Embedsstand.

Da Drømmenes Boble saaledes var bristet, havde den unge Student intet andet at gjøre end at træde sin Livsgjernings Mølle. Forholdet til hans Elskede forblev som det var. Hun var hans Veninde, og han var altid en kjær Gjæst i hendes Hus; hun var ikke forandret, men for ham var der ikke længer Haab, kun Forsagelse tilbage.

Som han var idel dyb Alvor og dyb Følelse, lagde han begge Dele i sit Studium. Han erhvervede sig en Lærdom i den klassiske Oldtids Skatte, som næppe er bleven overgaaet af nogen Samtidig hos os; og han forbandt den med en Følelse for disse Skattes Skjønhed, som er kommen til Orde i hans Poesi. Han fandt ogsaa forsaavidt Anerkjendelse, som han to Gange vandt Selskabet for de skjønne Videnskabers Prismedaille, men han gjorde dog ikke det Indtryk, han haabede. Fortjent synes jeg ikke, det er. Hans Hovedværk, Oversættelsen af Sophokles Tragedier, overgaaer dog Dorphs nu almindelig brugte, i at træffe Originalens mægtige Klang og heroiske Værdighed, ikke at tale om, i Troskab. Hans sex Sange af Iliaden har Wilster spottet over. Seer man paa antik Tone og Styrke i Sproget ere de dog fuldt saa gode som Wilsters. Hvad min Fader egentlig mente med antik Skjønhed seer man bedst af hans egne græske Oder, et Kunststykke, som jeg ikke veed, nogen anden her i Landet har vovet sig til. Saavidt mit Øre kan bedømme det gamle Sprog, ere de af fuldendt Ynde. Saadanne Ting pleiede han at udgive i sine aarlige Skoleprogrammer, ledsagede af en dansk Text, ligesaa kunstret. Et smukt Stykke af den Art er hans Digt til Kolding Slotsruin, ledsaget af et Billede.

Som man ofte kan finde det hos tungsindige Mennesker havde han endnu en anden Egenskab, en høi Grad af Sands for det Komiske. Det er som de mere end det lettere Sind trængte til at ryste Byrden af i en forsvarlig Latter; og som al Komik beroer paa en barok Modsætning, gribes de, der kun altfor godt kjende Livets svære Modsætninger, desto lettere deraf, naar de i ny Belysning stilles saa pudsigt til Skue. Selvfølgeligt gribes de ligesaa meget deraf, naar Modsætningen møder dem i tragisk Klædebon.

Først 1810 fik han Ansættelse som Adjunkt i Roskilde, hvor den gamle Tauber, der havde taget sin Afsked 1808, endnu boede i Rectorboligen. Han havde besværlige Forhold der, da Skolen var i Uorden, og den brave Rector Schultz havde vanskeligt nok ved at faa den gennemgribende Reform af 1810 indført. Han blev der til 1817, da han blev kaldet til Overlærer i Nykjøbing. Samme Aar blev ogsaa i en anden Henseende en lykkelig Overgang i hans Liv.

Jakobine Katrine, født 8. Januar 1789, var Taubers næstældste Datter. Da der var ni Aar mellem hende og den ældste, Christina Augusta, havde den inderlige Kjærlighed, der alle Dage omslyngede dem, en egen Charakter. Den ældste vedligeholdt altid en moderlig Myndighed over den yngre. Denne Afstand i Søstrenes Alder kom til ligesom i Tal at udmaale Aarsagen til min Faders lange Strid. Han var fire Aar yngre end den ene, og fem ældre end den anden, og medens hans Hjærte haabløst hang ved den ældre, betragtede han den yngre som et Barn.

Men Barnet sprang tidlig ud og var glimrende begavet, ikke saa smuk som Søsteren, men udrettede med sine intelligente Træk, sin raske Tunge og sine stærke Øine i en Hast, hvad der i hendes Alder skulde udrettes, at vinde Hjærter. Hun opholdt sig meget i Kjøbenhavn i sin Søsters gjæstfri og stærkt besøgte Hus, og fik først lige fyldt sine 19 Aar, da hun havde sig en ret anselig Brudgom, en smuk, hæderlig og velstaaende Mand med et fint, høist tiltalende Væsen, Procurator ved Hof- og Stadsretten Caspar Vilhelm Smith.

Han var vel omtrent ligesaa meget ældre end hun som P. Møller var ældre end hendes Søster, men hun var ikke den, der lod sig nøie med faderligt Venskab, hun holdt sin Brudefakkel høit, og nød sin korte Lykke af sit fulde flammende Hjærte. Ak, kun to Aar varede hendes Ægteskab, hendes første Barn levede fem Uger, næste Aar, i April 1811, bortrev en hidsig Sygdom hendes Mand, og to Maaneder derefter fødte den een og tyveaarige Enke den Søn, som hun gav Faderens Navn, og som nu var hendes eneste Trøst.

Hun vendte saa tilbage til Roskilde og sad i Stilhed med sin lille Dreng hos de gamle Forældre. Men ogsaa her lod Dødens kolde Haand hende ingen Ro. Der var endnu to Døttre hjemme. Den ældste af disse, Louise, en blomstrende livfuld Pige, 20 Aar, som stod hende nærmest i Alder, blev pludselig bortreven fra hende.

Saa sneg Aarene sig bedrøvelig hen til 1816. Hendes Gjerning var at pleie den livstrætte og i sin Skrøbelighed vanskelige Fader, og at styrke sin tungsindige Moder. Naar hun fortalte os Børn om denne hendes Prøvetid, sagde hun: Moder talte kun lidt, hun sang sine Psalmer, og Fader talte kun om Evigheden. Han havde faaet et Dødsbudskab. En Aften, da han traadte ind i sit Værelse, havde han seet sig selv sidde ved Skrivebordet. Han havde ikke talt om det, men da de undrede dem over, at han mod sin Sædvane ikke havde Lyst at være i sin Stue, men sad i Dagligstuen, kom det ud af ham.

Hendes yngste Søster, Marie Elisabeth, dengang 16 Aar, var hende ikke til Hjælp. Hun var et skrøbeligt Væsen, og hendes Sind blev senere omtaaget. Saa sov den gamle Fader hen 26. Januar 1816 og det kjære Familiehjem maatte nu opløses.

I denne Smertens Tid var det, at min Fader og Moder fandt hinanden. Hvorledes, veed jeg intet nærmere om. Om saadanne Ting talte Moder ikke. I det Udvortes var det ligefrem. Han boede i Byen, det Hus, hvor han havde havt sit Barndomshjem laa kun faae Skridt fra Skolen; og i de faa Timer, han havde tilovers, maa han dér have søgt sit Selskab. Det Indvortes fremgaar af deres Liv.