Loe raamatut: «Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке»

Henrik Ibsen

Font:

PEER GYNT

PERSONERNE

Åse, en Bondes Enke.

Peer Gynt, hendes Søn.

To Kjærringer med Kornsække.

Aslak, en Smed.

Bryllupsgjæster. Kjögemester. Spillemand, o. s. v.

Et Par Indflytterfolk.

Solvejg og lille Helga, deres Døtrre.

Bonden på Hæggstad.

Ingrid, hans Datter.

Brudgommen og hans Forældre.

Tre Sæterjenter.

En grönklædt Kvinde.

Dovregubben.

Et Hoftrold. Flere lignende. Troldjomfruer og Troldunger. Et Par Hexe.

Tomtegubber, Nisser, Hougfolk, o. s. v.

En stygg Unge.

En Stemme i mörket. Fugleskrig.

Kari, en Husmandskone.

Master Cotton, Monsieur Ballon, Deherrer v. Eberkopf og Trumpeterstråle, rejsende Herrer.

En Tyv og en Hæler.

Anitra, en Beduinhøvdings Datter.

Arabere, Slavinder, dansende Piger, o. s. v.

Memnonstötten (syngende).

Sfinxen ved Gizeh (stum Person.)

Begriffenfeldt, Professor, Dr. phil., Forstander for Dårekisten i Kairo.

Huhu, en Målstrever fra Malebarkysten. Hussejn, en østerlandsk Minister.

En Fellah med en Kongemumie.

Flere Dårekistelemmer samt deres Vogtere.

En norsk Skipper og hans Mandskab. En fremmed Passager.

En Prest. Et Ligfölge. En Lensmand. En Knappestöber. En mager Person.

__________________________

(Handlingen, der begynder i Førstningen af dette Århundrede og Slutter henimod vore Dage, foregår dels i Gudbrandsdalen, og på Højfjeldene deromkring, dels på Kysten af Marokko, dels i Ørkenen Sahara, i Dårekisten i Kairo, på Havet, o. s. v.)

FØRSTE HANDLING

(En lid med lövtrær nær ÅSEs gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)
(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover Gangstien. ÅSE, moderen, liden og fin, fölger efter. Hun er vred og skjælder.)

ÅSE

Peer du lyver!

PEER GYNT

Nei, jeg gjør ej!

ÅSE

Nå, så band på, det er sandt!

PEER GYNT

Hvorfor bande?

ÅSE

Tvi; du tør ej!
Alt ihob er tøv og tant!

PEER GYNT

Det er sandt – hvert evigt ord!

ÅSE

(foran ham)

Og du skjæms ej for din moer?
Først så render du tillfjelds
månedsvis i travle ånnen,
for at vejde ren på fånnen,
kommer hjem med reven pels,
uden byrse, uden vildt; —
og tillslut med åbne øjne
mener du at få meg bildt
ind de værste skytterløgne! —
Nå, hvor traf du så den bukken?

PEER GYNT

Vest ved Gjendin.

ÅSE

(ler spotsk)

Rigtig, ja!

PEER GYNT

Hvasse vinden bar ifra;
bak et oreholdt forstukken
han i skaresneen grov
efter lav —

ÅSE

(som før)

Ja rigtig, ja!

PEER GYNT

Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte knirken af hans hov,
så av ene hornet grenene.
Derpå varsomt mellem stenene
frem på bugen jeg meg flytted.
Gjemt i røsen opp jeg glytted; —
slig en bukk, så blank og fed,
skulde du vel aldrig set!

ÅSE

Nej, bevares vel!

PEER GYNT

Det smaldt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han faldt,
sad jeg skrævs på bukkeryggen,
greb ham i det venstre øre,
vilde netopp kniven kjøre
bagom skolten ind i nakken; —
hej! da skreg han vildt, den styggen,
stod med et på alle fire,
slog mig med et agterkast
ud av næven kniv og slire,
skrued mig om lænden fast,
stemte hornene mod læggen,
klemte mig, som i en tang; —
dermed satte han på sprang
bent fremover Gjendin-eggen!

ÅSE

(uvilkårligt)

Jesu navn da – !

PEER GYNT

Har du sett den
Gjendin-eggen nogen gang?
Den er halve milen lang,
hvass bortefter, som en ljå.
Udfor bræer, skred og lider,
rakt nedover urder grå,
kan en se till begge sider
lukt i vandene, som blunder
svarte, tunge, mer enn tretten —
hundred alen nedenunder. —
Langsmed eggen han og jeg
skar os gjennem vejret vej.
Aldrig red jeg slig en fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det vide svimle slug
midtvejs mellem os og vandene, —
sakked agterud, som fnug.
Isflak brast og brød mod strandene;
men der var ej døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; – de sang, de svang
sig i ring for syn og øre!

ÅSE

(svimmel)

Å, Gud trøste mig!

PEER GYNT

Med et,
på en rådløs bråbratt plett,
foer ivejret rype-steggen,
flaksed kagglende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for bukkens fod på eggen,
bukken gjorde halt omkring,
satte med et himmelspring
udfor dybet med oss begge!

(ÅSE vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)

bag oss bergets svarte vægge,
under oss en bundløst slug!
Først vi kløvte lag av tåger,
kløvte så en flok av måger,
som igjennem luften vigende
fløj till alle kanter skrikende.
Nedad, uden stands, foer toget.
Men i dybet glittred noget
hvidlet, som en rensdyrsbug. —
Moer, det var vort eget billed,
som igjennem fjellsjø-stillet
opp mod vandets skorpe piled
i den samme vilde fart,
som i den vi nedad kiled.

ÅSE

(gisper efter vejret)

Peer! Gud fri meg – ! Si det snart – !

PEER GYNT

Bukk fra luften, bukk fra bunden,
stangedes i samme stunden
så at skummet om oss klasked.
Ja, der lå vi nu og plasked. —
Langt om længe, du, vi nådde
nordre landet på en måde;
bukken svam, og jeg hang bak ham; —
jeg for hjem —

ÅSE

Men bukken, du?

PEER GYNT

Å, han går der vel ennå; —

(knipser i fingrene, svinger seg på hælen og tilføyer):

kan du finne ham, så ta ham!

ÅSE

Og du har ei knekket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggbenet brutt?
O, Vårherre, – prisen, takk,
skyldes deg, som hjalp min gutt! —
Buksen har dog fått en revne;
men det er knapt ved at nevne,
når en minds, hvad meget værre
kunne hende i slik et sprang!

(Stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:)

O, din fandens reglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjennt
som en jente på de tyve.
Gulbrand Glesne er det hent, —
ikke deg, du!

PEER GYNT

Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.

ÅSE

Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjordt ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
lagt alt så vildt og stort,
uglet ut med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løyet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig måløs skræk,
at en kendes ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!

PEER GYNT

Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!

ÅSE

(grædende)

Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej binder på ham. —
Peer, du er og blir forloren!

PEER GYNT

Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord; —
vær så blid og glad —

ÅSE

Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
meg, en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?

(Græder igjen.)

Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han, —
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kjørte med forgyldte vogne – ,
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske?

PEER GYNT

Hvor er sneen fra ifjor?

ÅSE

Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hvert andet rude —
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet —

PEER GYNT

Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!

ÅSE

Der er saltrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, —
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der han kom fra Kjøbenhavn,
spurgte deg som døbenavn,
bandt på at sligt et nemme
sakned magen prins derhjemme,
så at faer din gav han hesten
med en slæde tol, som tak
for den vennesæle snak, —
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang der dagstødt, åd og drak,
fyldte seg, så fast ed sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da ’Jon med skæppen’
tog ivej med kramkarl – skræppen.

(Tørker øynene med forkledet.)

Ak, du er dog stærk og stor,
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer, —
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv; —

(græder påny)

å, Gud hjælpe med for nytte
jeg har havet af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellom bygdens folk du skræmmer
jentene fra gildestuen, —
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter —

PEER GYNT

Lad mig være.

ÅSE

(følger efter)

Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der I slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
armen på han Aslak smed, —
eller idetmindste brækte
ene fingeren hans af led?

PEER GYNT

Hvem har fyldt dig med slig præk?

ÅSE

(hidsig)

Husmanskonen hørte hylene!

PEER GYNT

Ja, det var meg, som skreg

ÅSE

Dig?

PEER GYNT

Ja, moer, – for jeg fikk pryglene.

ÅSE

Hva for någet?

PEER GYNT

Han er spræk

ÅSE

Hvem er spræk

PEER GYNT

Han, Aslak, ved jeg.

ÅSE

Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte,
slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?

(Gråter igjen.)

Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste spe.
Lad ham være nok så spræk; —
skal du derfor være vek?

PEER GYNT

Om jeg hamrer eller hamres, —
ligefuldt så skal der jamres.

(Ler.)

Trøst dig, moer —

ÅSE

Hvad? Har du løjet nu igjen?

PEER GYNT

Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet; —

(knytter den venstre hånd)

se, – med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge —

ÅSE

O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!

PEER GYNT

Nei da; du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre!
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget – noget rigtigt stort!

ÅSE

(blæser)

Du!

PEER GYNT

Hvem ved, hvad en kan møde!

ÅSE

Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!

PEER GYNT

(hidsig)

Jeg skal blive konge, kejser!

ÅSE

Å. Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten av hans vid!

PEER GYNT

Jo, jeg sal! Giv bare tid!

ÅSE

Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!

PEER GYNT

Du skal se, moer!

ÅSE

Hold din mund!
Du er gal i bunde og grund, —
Nå, det er forresten sandt, —
noget var derblevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet —

PEER GYNT

Tror du?

ÅSE

Gamlen har ej kræfter
til at stå sit barn imod.
Han er stivsindt på en måde;
men til slut får Ingrid råde,
og hvor hun går, fod for fod
stavrer knarken arrig efter

(begynder igen at græde)

Ak min Peer; en grundrig jente, —
odelsjente! Tænk dig til; —
hvis du bare havde villet,
stod du nu som brudgom gild, —
du, som går her svart og fillet!

PEER GYNT

Kom, så vil vi ja-ord hente!

ÅSE

Hvor?

PEER GYNT

På Hægstad!

ÅSE

Stakkars dig;
Den er stængt, den friervej!

PEER GYNT

Hvorfor det?

ÅSE

Akk, jeg må sukke!
Spildt er stunden, spildt er heldet —

PEER GYNT

Nå?

ÅSE

(hulkende)

Mens du i vesterfjeldet
gennem luften red på bukke,
har Mads Moen fæstet jenten!

PEER GYNT

Hvad? Den kvindfolk—skræmsel! Han!

ÅSE

Ja, hun taer ham nu til mand.

PEER GYNT

Vent mig her, til jeg får spændt en
hest for kærren —

(vil gå).

ÅSE

Spar sligt spræl.
Bryllupet skal stå imorgen —

PEER GYNT

Pyt; jeg kommer jo i kveld

ÅSE

Tvi dig; vil du øge sorgen
med et læs af hvermands spot?

PEER GYNT

Trøst dig. Alting skal gå godt.

(Skriger og ler på en gang.)

Hejsan, moer! Vi sparer kærren;
det taer tid at hente mærre.

(Løfter hende ivejret.)

ÅSE

Slip mig!

PEER GYNT

Nej, på mine arme
bær jeg dig til bryllupsgården!

(Vader ut i eleven.)

ÅSE

Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner —

PEER GYNT

Jeg er båren!
til en gildere død —

ÅSE

Javisst;
du blir sagtens hængt tilsidst!

(Rusker ham i håret.)

O. dir ubæst!

PEER GYNT

Hold nu fred;
her er glat og slim på bunden.

ÅSE

Asen!

PEER GYNT

Ja brug bare munden;
det gør ingen mand fortred.
Så; nu skår det atter op —

ÅSE

Slip ej taget!

PEER GYNT

Hejsan, hop!
Vi skal lege Peer og bukken; —

(galloperende)

Jeg er bukken, du er Peer!

ÅSE

Å, jeg ved ej af mig mer!

PEER GYNT

Ser du; nu er evjen rukken;

(vader iland)

giv så bukken pent et kys;
det får være tak for skyds —

ÅSE

(slår ham på øret)

Der er tak for skydsen!

PEER GYNT

Au!
Den betaling var for snaud!

ÅSE

Slip mig!

PEER GYNT

Først til bryllupsgården.
Vær min talsmand. Du er klog;
snak med ham, den gamle dåren;
sig Mads Moen er et drog —

ÅSE

Slip!

PEER GYNT

Og sig ham så tilslut,
hvad Per Gynt er for en gut.

ÅSE

Ja, det kan du bande på!
Du skal vakkert skudsmål få.
Skildres skal du for og agter;
alle dine fandens fagter
skal jeg nævne grejdt og grant —

PEER GYNT

Så?

ÅSE

(sparker i arrighed)

Jeg skal ej stagge munden,
fød den gamle hidser hunden
på dig, som var en fant!

PEER GYNT

Hm; så får jeg gå alene.

ÅSE

Ja, men jeg skal komme efter!

PEER GYNT

Snille moer, du har ej kræfter —

ÅSE

Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint!
Slip mig!

PEER GYNT

Ja, ifald du lover —

ÅSE

Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!

PEER GYNT

Nej, du får nok vente her.

ÅSE

Aldri! Jeg vil med i laget

PEER GYNT

Får ej lov.

ÅSE

Hvad vil du gjøre?

PEER GYNT

Sette dig på kværnetaget

(sætter hende derop. ÅSE skriger).

ÅSE

Løft mig ned!

PEER GYNT

Ja vil du hø – ?

ÅSE

Sludder!

PEER GYNT

Snille moer, jeg beer —

ÅSE

(kaster en græstørv efter ham)

Løft mig ned på timen, Peer!

PEER GYNT

Turde jeg, så visst jeg vilde.

(nærmere)

Husk nu på at sidde stille.
Ikke spark og spænd med benene;
ikke riv og rusk i stenene, —
eller kan det gå dig ilde;
du kan dratte ned.

ÅSE

Dit bæst!

PEER GYNT

Ikke spræl!

ÅSE

Gid du var blæst
som en bytting ut af verden!

PEER GYNT

Fy da, moer!

ÅSE

Tvi

PEER GYNT

Giv mig heller
din velsignelse til færden.
Vil du? Hvad?

ÅSE

Jeg vil dig dænge,
om du end er nok så stor!

PEER GYNT

Ja, far vel da, kære moer!
Hav nu tål; jeg blir ej længe.

(Går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger.)

Husk så på du ikke spræller!

(går).

ÅSE

Peer! – Gid hjælpe mig, nu går han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skrår han over jordet – !

(Skrigende.)

Hjælp! Jeg svimler!

(to kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen).

FØRSTE KÆRRING

Kors; hvem skriger?

ÅSE

Der er mig!

ANDRE KÆRRING

Åse! Se, – så høyt på strå?

ÅSE

Dette her vil lidt forslå; —
snart Gud bedre mig, jeg himler!

FØRSTE KÆRRING

Signe rejsen!

ÅSE

Hent en stige;
jeg vil ned! Den fandens Peer —

ANDRE KÆRRING

Sønnen jers?

ÅSE

Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.

FØRSTE KÆRRING

Vi skal vidne.

ÅSE

Hjælp mig bare;
jeg vil bent til Hægstad fare —

ANDEN KÆRRING

Er han der?

FØRSTE KÆRRING

Så blir I hævnet;
smeden kommer og til stævnet.

ÅSE

(vrider hænderene)

Å, Gud trøste mig for gutten;
de tar livet hans til slutten!

FØRSTE KÆRRING

Ak, den lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det er så laget!

ANDEN KÆRRING

Hun er rent fra sans og vid.

(Råber opover.)

Ejvind, Anders! Hej, kom hid!

EN MANDSSTEMME

Hvad er fat?

ANDEN KÆRRING

Peer Gynt har løftet
moer sin op på kværnetaget!

__________________________

(En liten højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)

PEER GYNT

Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.

(Stiger halvt over; så betænker han sig.)

Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?

(Skygger for øjnene og ser bortover.)

Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. —
Hm, det er kanske rettest jeg vender.

(Trækker atter benet til sig).

Stødt så flirer de bag ens ryg,
og tisker, så det tvers igennem en brænder.

(Går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet.)

Den som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gå uformærkt. —
Eller den, som var ukendt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for så bider latteren ikke.

(Ser med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)

EN MAND

(i samtalen)

Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.

EN KONE

Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.

(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)

PEER GYNT

(sagte)

Å, lad dem snakke!
De kan da vel ikke livet av mig rakke.

(Kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.)

For en underlig sky. Den ligner en hest.
Der er mand på med, – og sadel – og grime. —
Bagefter rider en kærringpå en lime.

(Ler småt ved sig selv.)

Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst;
hejda, Peer! —

(Lidt efter lidt lukker han øjnene.)

Ja, nu er hun bange. —
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. —
Hesten har sølvtop og guldsko fire.
Selv har han handsker og sabel og slire.
Kåben er sid og med silke foret.
Gilde er de, som ham følger i sporet.
Ingen dog sidder så stout på folen.
Ingen dog glittrer som han imod solen. —
Neder står folk i klynger langs gærdet,
løfter på hatten og glaner ivejret.
Kvinderne nejer sig. Alle kan kende
kejser Peer Gynt og hans tusende svende.
Tolvskillingsstykker og blanke marker
ned han som småsten på vejen sparker.
Rige som grever blir alle i bygden.
Peer Gynt rider tvers over havet i højden.
Engellands prins står på stranden og venter.
Det samme gør alle Engellands jenter.
Engellands stormænd og Engellands kejser,
der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.
Kejseren letter på kronen og siger —

ASLAK SMED

(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet)

Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin – !

PEER GYNT

(farer halvt ivejret)

Hvad, kejser – !

SMEDEN

(læner sig til gærdet og smågriner)

Rejs på dig, gutten min!

PEER GYNT

Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?

SMEDEN

(til de andre)

Lunde-sviren hænger nok i ham endu.

PEER GYNT

(springer op)

Gå med det gode.

SMEDEN

Jeg skal så, ja.
Men karl, hvor kommer de sidst ifra?
Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad!

PEER GYNT

Jeg har gjort underlige gerninger, smed!

SMEDEN

Lad os høre, Peer!

(Blinker til de andre.)

PEER GYNT

Kommer ingen ved.

SMEDEN

(lidt efter)

Du skal vel til Hægstad?

PEER GYNT

Nej.

SMEDEN

En tid
de sagde, jenten derborte var dig blid.

PEER GYNT

Du svarte kortp – !

SMEDEN

(viger lidt)

Ikek harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler – ;
tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds;
der kommer både ung-lam og enker tilårs —

PEER GYNT

Til helved – !

SMEDEN

Du finder nok en som vil ha’e dig. —
God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. —

(De går under latter og hvisken.)

PEER GYNT

(ser efter dem, gør et kast og vender sig halvt om)

For mig kan Hægstad-jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!

(Ser nedover sig.)

Brogen revnet. Fillet og fæl. —
Den, som havde noget nyt at skifte.

(Stamper i bakken.)

Kunde jeg med et slagtertag
rive dem ringeagten ud af bringen!

(Ser sig plutslig om.)

Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag?
Hm, jeg syntes så visst – . Nej, det var nok ingen. —
Jeg vil hjem til moer.

(Gåt opover, men standser igen og lytter mod bryllupsgården.)

De spiller til dans!

(Stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnne lyser; han gnider sig langsad benene.)

For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands!
Å, piskende død, – jeg må med i laget! —
Men moer, som sidder på kværnetaget —

(øjnene drages nedover igen; han hopper og ler).

Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!
Ja, han Guttorm med felen er glup!
Det låter og sprætter, som fos i et stup.
Og så hele den glittrende jenteflokken! —
Ja piskande død må jeg med i laget!

(Sætter med et spring over gærdet og nedover vejen.)

__________________________

(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbake. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbake mellom bygningene; ældre folk sidder hist og her i samtale.)

EN KONE

(tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke)

Bruden? Å, ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldri ændse.

KØGMESTEREN

(i en anden flok)

Nu får I, godtfolk, på dunken lænse.

EN MAND

Tak, som byder; men du skænker for tidt.

EN GUT

(til spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden)

Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene!

JENTEN

Stryg, så det ljomer udover engene.

JENTER

(i ring om en gut, som danser)

Gjildt kast var det!

EN JENTE

Han er spenstig i læggen!

GUTTEN

(dansende)

Her her højt til loftet og vidt til væggen!

BRUDGOMMEN

(smågredende, nærmer sig faderen, som står i samtale med et par andre, og trækker ham i trøjen)

Hun vil ikke, faer; hun er så kaut!

FADEREN

Hvad vil hun ikke?!

BRUDGOMMEN

Hun har stængt sig inde.

FADEREN

Nå, så se du kan nøglen finde!

BRUDGOMMEN

Jeg ved ikke vejen!

FADEREN

Du er et naut!

(Vender sig til de andre igjen. Brudgommen driver bortover tunet.)

EN GUT

(fra bagsiden af huset)

Jenter! Nu kommer der liv i tingen!
Peer Gynt er på gården!

SMEDEN

(der nys er trådt til)

Hvem har bedt ham?

KØGENMESTEREN

Ingen.

SMEDEN

(til de andre)

Nej; vi lader, som vi aldri så ham.

PEER GYNT

(kommer livfuld og hed, standser midt for flokken og slår i hænderene)

Hvem er den sprækeste jente i ringen?

EN ENKELT

(til hvem han nærmer sig)

Ikke jeg.

EN ANDEN

(ligeså)

Ikke jeg.

EN TREDJE

Ja, jeg ikke heller.

PEER GYNT

(til den fjerde)

Så kom da du, før en bedre sig melder

JENTEN

(vender sig)

Har ikke tid.

PEER GYNT

(til en femte)

Så du!

ENTEN

(idet hun går)

Jeg skal hjem.

PEER GYNT

I kveld? Er du rent fra sans og samling?

SMEDEN

(lidt efter, halvhøjt)

Peer; der går hun til dans med en gamling.

PEER GYNT

(vender sig raskt til en ældre mand)

Hvor er de ledige, du?

MANDEN

Find dem frem.

(Går fra ham.)

(Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skult og sky mod flokken. Alle ser på ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre klynger. Hvor han kommer bliver der taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)

Hvem har bedt ham?

PEER GYNT

(sagte)

Øjekast; sylhvasse tanker og smil.
Det gnisler, som sagbladet under en fil!

(Han stryger sig langs gærdet. SOLVEJG, med lille Helga ved hånden, kommer ind på tunet ifølge med forældrene.)

END MAND

(til en anden i nærheden af Peer Gynt)

Se indflytterfolket.

DEN ANDEN

De vesterfra?

FØRSTE

Ja, de fra Hedalen.

ANDEN

Rigtig, ja!

PEER GYNT

(træder ivejen for de kommende, peger på SOLVEJG og spørger manden)

Får jeg danse med datteren din?

MANDEN

(stille)

Får så; men først må vi ind og hilse på folket i huset.

(De går ind.)

KØGEMESTEREN

(til Peer Gynt, idet han byder drikke)

Er du kommen, skal du vel stikke på kruset?

PEER GYNT

(ser ufravendt efter de gående)

Tak; jeg skal danse. Jeg har ingen tørst.

(Køgenmesteren går fra ham. Peer Gynt ser mod huset og ler.)

Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned på skoen og det hvide sprede – !
Og så holdt hun i moderems skørteflig,
og bar en samlebog svøbt i et klæde – !
Jeg må se på den jenten.

(Vil ind i stuen.)

EN GUT

(kommer med flere derfra)

Peer, går du alt fra dansen?

PEER GYNT

Nej.

GUTTEN

Men så stævner du galt!

(Tager ham i akslen for at vende ham.)

PEER GYNT

Lad mig slippe forbi!

GUTTEN

Er du ræd for smeden

PEER GYNT

Jeg ræd?

GUTTEN

Ja, du minds vel på Lunde forleden?

(Flokker ler og går ned på danseplassen.)

SOLVEJG

(i døren)

Du er visst den gutten, som vilde danse?

PEER GYNT

Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?

(tager henne i hånden)

Kom så

SOLVEJG

Ikke for langt, sa’e moer!

PEER GYNT

Sa’e moer? Se’e moer! Er du født ifjor?

SOLVEJG

Du gjør nar – !

PEER GYNT

Du er dog en unge næsten
Er du voxen?

SOLVEJG

Jeg gik ivåres til presten.

PEER GYNT

Sig navnet dit, tøs, så snakker vi lettere.

SOLVEJG

Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?

PEER GYNT

Peer Gynt

SOLVEJG

(trækker hånden til sig)

Å, kors da?

PEER GYNT

Hvad er det nu?

SOLVEJG

Mit strømpebånd er løst; jeg må binde det tættere.

(Går fra ham.)

BRUDGOMMEN

(trekker i sin moder)

Moer, hun vil ikke – !

MODEREN

Vil ikke? Hvad?

BRUDGOMMEN

Vil ikke, moer!

MODEREN

Hvad?

BRUDGOMMEN

Lette på låsen.

FADEREN

(sagte og arrig)

Å, du var værd at bindes i båsen!

MODEREN

Nå, skæld ikke. Stakkar, han blir nok bra’.

(De går bortover.)

EN GUT

(som kommer med en hel sværm fra dansepladsen)

Lidt brændevin, Peer?.

PEER GYNT

Nej.

GUTTEN

Bare lidt?

PEER GYNT

(ser mørkt på ham)

Har du noget?

GUTTEN

Det kunde nok hende

(trækker en lommeflaske frem og drikker).

Åh! hvor det river! – Nå?

PEER GYNT

Lad mig kende.

(Drikker.)

EN ANDEN

Nå får du også smage på mit.

PEER GYNT

Nej.

DEN SAMME

Å, snak; vær nu ingen tåbe.
Drik du, Peer!

PEER GYNT

Så giv mig en dråbe.

(Drikker igen.)

EN JENTE

(halvsagte)

Kom lad os gå.

PEER GYNT

Er du ræd for mig, tøs?

EN TREDJE GUT

Hvem er ikke ræd for dig?

EN FJERDE

På Lunde viste du jo hvad konster du kunde.

PEER GYNT

Jeg kan mer end som så, når jeg først slår mig løs!

FØRSTE GUT

(hviskende)

Nu kommer han sig!

FLERE

(slår kreds on ham)

Fortæl; fortæl!
Hvad kan du?

PEER GYNT

Imorgen – !

ANDRE

Nej, nu ikveld!

EN JENTE

Kan du hekse, Peer?

PEER GYNT

Jeg kan mane fanden!

EN MAND

Det har bestemor kunnet før jeg blev født!

PEER GYNT

Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.
Jeg har engang manet ham ind i en nødd.
Den var ormstukken, ser I!

FLERE

(leende)

Det er grejdt at skønne!

PEER GYNT

Han banded og græd og vilde mig lønne
med ligt og uligt —

EN I FLOKKEN

Men måtte derinde?

PEER GYNT

Ja vel. Jeg dytted hullet med en pind.
Hej; I skulde hørt ham surre og rumle!

EN JENTE

Nej tænk!

PEER GYNT

Det var plent som en hører en humle.

JENTE

Har du ham endnu i nødden?

PEER GYNT

Nej,
nu er den djævel strøgen sin vej.
Det er hans skyld at smeden har lagt mig for had.

EN GUT

Så, du?

PEER GYNT

Jeg gik til smidjen og bad
han vilde knække den nøddeskallen.
Det lovte han; lagde den bort på pallen;
men Aslak er nu så hårdhendt, han; —
og stødt så skal han nu bruge slæggen —

EN STEMME FRA FLOKKEN

Slo han fanden ihjæl?

PEER GYNT

Han slog som en mand.
Men fanden hyttede sig, for som en brand
tvers gennem taget og kløvte væggen.

FLERE

Og smeden – ?

PEER GYNT

Stod der med stegte hænder.
Siden den dag var vi aldri venner.

(Almindelig latter.)

NOGLE

Den ræglen er god!

ANDRE

Den er snart hans beste!

PEER GYNT

Tror I, jeg digter ihob?

EN MAND

Å nej,
det er du fri for; jeg kender det meste
fra farfar —

PEER GYNT

Løgn! Det er hændt med mig!

MANDEN

Det er jo alting.

PEER GYNT

(med et slæng)

Hej, jeg kan ride
rakt gennem luften på gilde heste!
Å, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide.

(Skoggerlatter igen.)

EN I FLOKKEN

Peer, rid lidt i luften!

MANGE

Ja, kære Peer Gynt —

PEER GYNT

I har ikke nødig at trygle så tyndt.
Jeg skal ride som et uvejr over jer alle!
Hele sognet skal mig tilfode falde!

EN ÆLDRE MAND

Nu er han rivende gal.

EN ANDEN

De fæ!

EN TREDJE

Storskryder

EN FJERDE

Løgnhals

PEER GYNT

(truer mod dem)

Ja vent, skal I se!

EN MAND

(halvdrukken)

Ja vent; du skal få dig en børstet trøje!

FLERE

En mørbanket ryg! Et blåmalet øje!

(Sværmen spreder sig, de ældre i vrede, de yngre under spot og latter.)

BRUDGOMMEN

(tæt inved ham)

Du, Peer, er de sandt du kan ride i luften?

PEER GYNT

(kort)

Alting, Mads! Du må tro, jeg er kar’, jeg.

BRUDGOMMEN

Så har du vel også usynligheds-kuften?

PEER GYNT

Hatten, mener du? Ja, den har jeg.

(Vender sig fra ham. Solvejg går over tunet med Helga ved hånden.)

PEER GYNT

(mod dem; det lysner i ham)

Solvejg! Å, det er godt du kommer!

(Griber hende om håndledet.)

Nu skal jeg svinge dig spræk og gild!

SOLVEJG

Slip mig!

PEER GYNT

Hvorfor?

SOLVEJG

Du er så vild.

PEER GYNT

Vild er renbukken med, når det gryr mod sommer.
Kom så, jente; vær ikke tvær!

SOLVEJG

Tør ikke.

PEER GYNT

Hvorfor?

SOLVEJG

Nej, du har drukket.

(Går bortover med Helga.)

PEER GYNT

Den, som havde sit knivblad stukket
tvers igennem dem, – en og hver!

BRUDGOMMEN

(puffer ham med albuen)

Kan du ikke hjelpe mid ind til bruden?

PEER GYNT

(tankestredt)

Bruden? Hvor er hun?

BRUDGOMMEN

På stabburet.

PEER GYNT

Nå.

BRUDGOMMEN

Å, du Peer Gynt, du får friste på!

PEER GYNT

Nej, du får væew min hjælp foruden.

(En tanke skyder op i ham; han siger sagte og hvast:)

Ingrid på stabburet?

(nærmer sig Solvejg)

Har du betængt dig?

(Solvejg vil gå; han træder ivejen.)

Du skæms, fordi jeg ser ud som en fant.

SOLVEJG

(hastig)

Det gør du ikke; det er ikke sandt!

PEER GYNT

Jo! Og så er jeg ldt på en kant;
men det var på trods, for du havde krænkt mig.
Kom så!

SOLVEJG

Tør ikke nu, om jeg vilde!

PEER GYNT

Hvem er du ræd for?

SOLVEJG

Mest for faer.

PEER GYNT

Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med øret? Havd? – Nå svar!

SOLVEJG

Hvad skal jeg svare?

PEER GYNT

Er faer din læser?
Er ikke du og moer din med?
Nå, vil du svare!

SOLVEJG

Lad mig gå ifred

PEER GYNT

Nej

(dæmpet, men hvast og skræmmende).

Jeg kan skabe mig om til trold!
Jeg skal komme for sengen din inat klokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
så må du ikke bilde dig ind det er katten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit blod i en kop;
og din vesle syster, hende æder jeg op;
ja, for du skal vide, jeg er varulv om natten; —
jeg skal bide dig over lænder og ryg —

(slår på engang om og beder som i angst:)

Dans med mig, Solvejg!

SOLVEJG

(ser mørkt på ham)

Nu var du styg.

(Går ind i stuen.)

BRUDGOMMEN

(kommer drivende igen)

Du skal få en stud, vil du hjælpe mig!

PEER GYNT

Kom!

(De går bag huset. Idetsamme kommer en stor flok fra dansepladsen; de fleste er drukne. Larm og opstyr. Solvejg, Helga og forældrene kommer med endel ældre folk ud i døren.)