Loe raamatut: «Germanernes Lærling», lehekülg 13

Hjorth underholdt sig med Frøken Vilhelmine, der borttog noget af Udsigten i sin Stilling midt for Bordet, bag den gammeldags Kobbermaskine, gennem hvis hullede Laag Dampen puffedes op i smaa Skyer, der blandede sig med Cigarrøgens blaa Lagtaager, til hele Stuen stod fuld af en hyggelig, tæt Dis, en rigtig landlig Kaffebords-Atmosfære, som dæmpede Dagslyset og udviskede Ansigtstrækkene, og hvori Cigarerne punkterede med deres glødende Ender.

Det hjalp ikke, at Herredsfogedinden fik fine Fornemmelser i Halsen og begyndte at hoste; – Røgen blev tættere. Man kunde næsten skære i den henne i det Vindueshjørne, hvor hendes Mand stod og tindrede med sine blanke Knapper, vridende sin lange rynkede Hals, der blev skaaret af de smaa opstaaende Flipper under Uniformskraven. Ved hans Side udspyede Kammerraadens tykke Læber uhyre Røgmasser, medens han formelig aad Cigaren, forenende Nydelsen af Skraa og Røg; han kastede hvert Øjeblik et kærtegnende Blik ned over sin store barberede Kindflade til Kjoleopslagets nye Ridderkors, der syntes ham at fylde Værelset med sin Hædersglans; af og til lettede han sin højre Fod bag op og greb den om Vristen, idet han et Par Sekunder hinkede paa venstre – en af hans sære Manerer, naar han blev ivrig eller var i godt Humør. Men Proprietær Kolding stod støt i sine tyksaalede Landmandsstøvler, med den venstre Tommelfinger i Uhrkæden, medens han med højre Haand drejede paa den lange Knebelsbart.

Paa den anden Side Spisestuedøren i Kakkelovnskrogen stod Provst Storm yderst i den gejstlige Gruppe, med et Øre vendt ud mod Kammerraadens og Proprietærens Samtale, medens han med det andet skødesløst beærede Pastor Frederiksens spædmælede Anmodning, om det dog ikke var muligt ved næste Syn at faa Godset til at indrette et ordenligt Ligkapel i Oustrup Kirke: – Det var af den Slags Sager, – man kunde ikke bestemt forlange det … Han skulde tale igen med sin Ven Ravn derom … Iøvrig havde han ladet sig sige, at Greven ikke var absolut imod det. – Bag ved dem stod Pastor Krarup mod Baggrunden af den rosarøde Lerkakkelovn, betragtende Selskabet gennem Hornbrillernes Cirkelglas med en Værts Tilfredshed; han havde stukket Hænderne ind paa Ryggen under den sorte Kjole, der slog Folder paa Siden og skubbede ham i Nakken med sin høje Krave under de hvide, silkeblanke Haartjavser, saa at han maatte stikke Hovedet frem med den lange Hage, der idag var blevet smukt barberet, over et rent Halsbind; – i denne Stilling gav den gammeldags, langskødede sorte Kjole hans trivelige lille Person Lighed med en uhyre Allik.

– Kender De noget til denne Jokumsen, som er bleven kaldet til store og lille Skævinge, Hr. Provst?

– Nej, – ikke set ham … Temmelig ung Mand, – fire Aars Kandidat.

– Mon han har præket til Demis?

– Jo han har, svarede Professoren henne fra Sofahjørnet, hvor han dannede som et Bindeled mellem Damerne og Gejstligheden. – Jeg var selv Censor.

– Ja saa! … Naar var det, Hr. Professor?

– Sidste Uge … Jo, meget godt … Det var: Jesus driver en Djævel ud. – —

– Guds Død og Pine, Herredsfoged, saa skulde vi jo været ud paa Sneppetrækket, udbrød Kammerraaden, med et Hop, gribende sig i Vristen.

– Hvad behager? … paa – … Er De blevet gal, Sommer?

– Jo, han si—siger jo der—derhenne, at de sidste Uge prækede om, at Jesus drev en De—jævel ud.

– Aa Snak! – det maa være noget andet … Det er jo engang i Marts, at Jesus driver en Djævel ud og er saa god at vare os ad, at vi skal ud og skyde Snepper.

– Ja, det—det er 'et sgu ogsaa, og nu er vi – – aa, vi er jo midt i August, – ja, hvor man dog kan staa og være distrait.

– Nej, se dog til Godsforvalteren derhenne, den Rad! hviskede Proprietær Kolding. – Aldrig saasnart har han sluppet denne Smule Godsejerske, – det maa for Resten have været en sur Tjeneste, – saa skal han da hen og regalere sig hos den lille Kristine, – ja, det er nu ogsaa en Fandens fix Pige! —

– Hm! – ja—a, Godsforvalteren er, som vi jo hørte ved Bordet, en varm Beundrer af det smukke Køn, – Salmesangen, bemærkede Herredsfogden ironisk, idet han kastede Askestøtten fra sin Cigar hen paa Kakkelovnspladen.

– Ja Ra—Ravn, – han er jo altid som en Ra—Ramler i Marts, plumpede det ud af Kammerraaden. – —

– Nej, Professoren maa da paa ingen Maade rejse sig for min Skyld.

– Bevares, Frøken Klingenberg, De kan da ikke forlange, at jeg skal være saa uhøflig at blive siddende paa den bedste Plads.

– Det kan jo ogsaa være, at Professoren er bleven ked af os Damer —

– Men, hvor kan De dog tro, Frue?

– Det vilde gøre mig meget ondt, hvis jeg skulde jage Professoren bort eller blive et Paaskud, – jeg har netop glædet mig til at tale med Dem … Jeg har med saa megen Interesse læst adskilligt fra Deres Pen.

– Ser man det! … læser Frøkenen ogsaa – —

– Aa, Frøken Klingenberg er nu en ren Theolog.

– Naa, det tør jeg just ikke rose mig af … Jeg vil ogsaa ærlig tilstaa, at jeg begyndte rigtignok paa at læse Deres Disputas, men den – den blev mig dog – lidt —

– Saa, – ja, det vil jeg tro.

– Ja især det meget Græsk, det kunde jeg jo ikke —

– Nej, naturligvis.

– Men flere Artikler af Dem – i theologisk Tidsskrift, – de har interesseret mig overordenlig … Og saa Deres »Kulturhistoriske Billeder af Livet paa Frelserens Tid«. —

– Saa, har De haft Fornøjelse af den? – Det glæder mig at høre. – Ja, den er jo ogsaa mere almenfattelig.

– Ja, saa fin, og saa – Aa, kan De huske – et Sted – det falder mig netop ind – det er en Skildring af Aftenen – hvordan, saadan – ja det begynder – lad mig se! – »Men anderledes saà det ud, naar Solen var gaaet ned (Mathæus 16).«

– Jo, jeg erindrer det nok … Saa, har det tiltalt Dem særlig? … Hm! – Siden Frøkenen giver sig af med den Slags Ting, kan jeg tænke, De har læst Martensens Ethik.

– Aah, ja – i de sidste Maaneder, siden den specielle Del kom, har jeg næsten ikke haft Tanke for andet … Jeg kan slet ikke blive træt af det … Det er rigtignok Tankedybde! – Og saa denne herlige Stil! det er slet ikke, som om det var Videnskab, – det glider saa let som i en Præken. – —

– Jeg maa dog sige, bemærkede Provsten, at hans Eskatologi er mig noget fantastisk. —

– Ja, det kan man ikke saadan uden videre sige, Provst Storm! det er et meget indviklet Spørgsmaal, som man sandelig skal – – Hvad mener De, Hr. Professor? jeg hører De taler om Martensens Ethik … Det er dette med Tusindaarsriget, det er jo vanskeligt, for man kan jo ikke nægte, at det er udtrykkelig forkætret i Konfessionen.

– Saa, Hr. Pastor! udbrød Frøken Klingenberg, – er det forkætret? – det tusindaarige Rige – Gud, det har jeg altid tròt —

– Ja, man maa vel des værre sige, lød Professorens Votum, at vore Reformatorer – paa dette Punkt har været – hvad skal jeg sige? – noget overilede … De har uden Tvivl ladet sig henrive til den syvende Artikel af historiske Strømninger i deres Samtid, som var dem imod, og med Rette imod – af andre Grunde. Tusindaarsriget har den fuldeste Medhold i Skriften.

– Ja—a, – det vil da sige, hvis Johannes' Aabenbaring er ægte, ytrede Provsten.

– Ja, men det maa vi vel være enige om.

– Ja, Luther forkastede dog ogsaa selv Aabenbaringen.

– Jo, vist gjorde han saa … Men De vèd nok, Hr. Provst, at Luthers Forhold til den hellige Skrift var – des værre – i mange Maader – vilkaarlig.

– Ja, det er ganske vist, bifaldt Pastor Krarup, – man kan ikke saadan uden videre – beraabe sig – – Naa, hvad mener Ungdommen? brød han af til Hjorth, som var lokket derhen af den theologiske Disput.

– Jeg antager, at Apokalypsens Ægthed er hævet over enhver Tvivl.

– Ja, de Unge de skal nu altid være saa ultra-orthodoxe, udbrød Provsten ærgerlig.

– Undskyld, Hr. Provst, men det forekommer mig at være en underlig Slutning, da netop alle de radikale Kritikere holder paa dens Ægthed.

– Ja, det er ganske sandt, udbrød Krarup, henrykt ved at se Provsten fanget i sin Uvidenhed. – Det er meget træffende; he, he, he! – Kan De stikke den, Provst; det havde De nok ikke betænkt.

– Ja, saa er det virkelig et noget farligt Forbund, svarede Provst Storm.

– Ah, de Lærde er nok uenige, raabte Herredsfogden, hvis lange Hals under disse Repliker havde forstrakt sig mer og mer i Retning af Theologerne. – Der staar nok Avtoritet mod Avtoritet.

– Ja men, Guds Ord bliver dog den højeste Avtoritet, saa der er ingen Fare, Herredsfoged … Vi talte ellers om Martensens sociale Ethik, og den har De vel ikke læst.

– Jo, den har jeg netop læst, Krarup, det vèd Gud jeg har … Og jeg vil rent ud tilstaa, at jeg finder, det meste af den er noget forbandet Nonsens – hen i Vind og Vejr … Men saa meget vil jeg indrømme Dem, at den kan være meget gavnlig i politisk Henseende … At den nationalliberale Reaktion bliver præket som kristelig Ethik, det kan være meget sundt for Folket, at de kan vide, hvad de har at rette sig efter. – —

– De kan dog ikke ne—nægte, Hr. Proprietær, at det er Indavlen, der har da—dannet Racerne. —

– Ja, men det er ogsaa den, som faar dem til at udarte.

– Saa! er det det? … Da vèd jeg dog ellers, at Backwell —

– Aa, han er aldeles forældet!

– Hva—hvad behager! – forældet?

– Ja, for længe siden! … Og jeg har læst i et Tidsskrift, at Darwin selv – —

– Darwin! – De beraaber Dem da ikke paa Darwin? spurgte Provsten, idet han pludselig vendte sig.

– Nej, – ja, – det vil sige, – det er slet ikke noget om det med Aberne … Det er aldeles uskyldigt … Det er kun om Husdyrene.

– Naa, ja … Ja, men Darwin er alligevel ingen Avtoritet.

– Nej, de—det har Provsten Ret i, de—det er det jeg siger, udbrød Kammerraaden, gribende sig om Vristen … Da—Darwin er ingen Avtoritet, han er Fi—Filosof.

– Aa, De kan selv være Filosof.

– Hvad ba—behager! … Jeg Fi—Filosof! … Jeg er en simpel La—Landmand.

– Maa jeg spørge, hvad er egentlig Stridens Emne? —

– Aa, det er Proprietæren dèr, han paa—paastaar, at Indavlen, the breeding in and in, at den ikke bevarer Racerne, men at der behøves Krydsning —

– Ja, det skulde jeg ogsaa være tilbøjelig til —

– Ja, men be—bedste Provst – —

– Ah, nu er Provsten kommen dèrover, bemærkede Pastor Krarup; – ja dèr passer vor kære Embedsbroder maaske ogsaa bedre.

– Saa? … Hm … Provsten er en ivrig Landmand? … Hm.

– De taler derovre om Darwin, begyndte Pastor Frederiksens snøvlende Stemme med sine mange uartikulerede Nasallyde; – og da vi netop er ved Martensens Eskatologi, saa kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at det har undret mig meget, at han ikke taler om Darwin, dèr – i Anledning af den falske Profet eller Dyret fra Jorden. – Dette, at Dyret stiger op af Jorden, se det minder jo ligefrem om Udviklingslæren, at det kommer fra det uorganiske og saa efterhaanden stiger – og saadan – Og saa det, der staar, at han faar Magt til at give Dyrets Billede Aand, saa at det endog kan tale, det er jo Dyret, der bliver til Menneske, – at han faar det til at se saadan ud, og faar dem til at tilbede Dyret og bære dets Mærke paa Panden, saa de selv bliver ligesom Dyr, det er jo den Darwinistiske Moral … Ja, saa staar der jo ogsaa, at Løgneprofeten ser ud som et Lam, men taler som en Drage, og man hører jo altid netop Darwin rose for hans beskedne Fremtræden, – det Træk forekommer mig nu at være saa slaaende.

– Saa, har De tænkt Dem det saaledes … Hm … Ja, det kunde man jo ogsaa – —

Men Hjorth, der allerede var bleven ked af Theologernes Selskab, gik hen i den anden Ende af Stuen, hvor Kristine sad i en Hjørnesofa og lo, medens hun udsøgte smaa Stykker Sukker i den blaa Skaal, som den galante Godsforvalter bød hende paa en lakeret Bakke. Hun havde forvundet sin første Benauelse ved den lille elegante Herres Opmærksomhed og befandt sig overmaade vel ved Siden af ham, der konverserede hende med en spøgende onkelagtig Venlighed, medens han lænede sig tilbage og balancerede med Kaffekoppen i den venstre Haand, med det venstre Ben slaaet over det højre, vippende velbehagelig med den fine Gedeskindsstøvle, der var som støbt om hans lille Fod.

– Naa, De har rigtignok forstaaet at faa Flødeskindet, Frøken.

– Uh ja, – jeg fik saadan en Mængde, og jeg kan slet ikke lide det, svarede hun rødmende, idet hun bortløj sin Graadighed.

– Hvad for noget, Frøken! … Hvad er det dog for en Smag, tilmed for en landlig Skønhed … Ikke lide Flødeskind! … Ja, men saa maa De virkelig give mig noget af Deres Overflødighed, for jeg er saadan en græsselig Slikmund.

– Men Gud, det gaar da ikke an, Hr. Godsforvalter.

– Jo saamæn gaar det magelig an, nu skal De bare se! —

Han holdt sin Kop hen, og Kristine maatte skovle alt Flødeskindet op af sin Kop og komme det over i hans, medens hun rystede paa Haanden af Latter.

– Se saa, lille Frøken, nu blev vi begge hjulpet, og jeg siger mange Tak for Flødefisken; – ja saadan kaldte vi det som Børn, naar Moder gav os en Theske fuld af Flødeskind … Aak ja, – aak ja! … Det er dog den bedste Tid i Ens Liv, det er saamæn Barndommen.

– Det synes jeg virkelig slet ikke.

– Ikke det … Og De maa dog have haft et rart Hjem, – Deres Fader er saadan en prægtig Mand – saadan lidt af den gamle Skole, men rigtig saadan – aa – … Naa, men det forstaar sig, Ungdommen, den er jo ogsaa – … Aak ja! … Ah, vær saa artig, Hr. Hjorth, vær saa artig!

– Nej, bliv dog endelig siddende, Hr. Godsforvalter.

– Nej, paa ingen Maade, paa ingen —. Skulde jeg blive her og tage Pladsen op for en værdigere? … Saadan et Par Forlovede, de er jo ligesom et Par røde Køer, som vi siger her paa Landet … Det vèd vi nok … Ja, det er ikke, fordi jeg selv nogensinde har været forlovet … Aak nej! …

Hjorth blev imidlertid staaende med Albuen støttet paa Klaveret, og Godsforvalteren fandt sig i at blive siddende.

– De kommer vel paa Skovballet imorgen Aften og faar Dem en Svingom med Deres Kæreste? … Ja jeg siger ligefrem Kæreste, for jeg kan ikke udstaa det Ord »Forlovede«; – der er saadan noget koldt og selskabeligt ved det … Derimod »Kæreste«! hvad ligger der ikke i det Ord! —

– Nej, min »Kæreste«, sagde Kristine med en aller kæreste lille Vrængning efter Ravn, – han kommer saamæn slet ikke, for han tager til København.

– Saa? – allerede! … Har De ogsaa Hjærte til det?

– Aa ja, for min Skyld, Niels! – du kunde dog gærne blive den ene Dag.

– Nej, jeg kan virkelig ikke, kære Kristine … Skolen venter ikke paa mig, og det gaar ikke an, at jeg begynder med at forsømme.

– Det er saa længe siden, vi har været paa Skovbal sammen.

– Skal der nu være Skovbal igen? spurgte Herredsfogden, som ogsaa var flygtet fra Theologerne.

– Ja, der skal saamæn, imorgen; – nede ved Skovvang Sø, svarede Godsforvalteren.

Kristine var sprunget op og gik hen til Vilhelmine, der nu var færdig med at skænke Kaffe. Herredsfogden kastede sig ned i Sofaen ved Siden af Ravn.

– Ved Skovvang Sø? … Ja men, hvorfor Satan har De givet Tilladelse til det?

– Aa, hvorfor skulde jeg dog ikke —

– Æh, nu skal der jo danses den ene Uge her og den anden dèr, – det gaar saagu min Sæl i èn Guddommelighed.

– Ja Herregud, man maa dog unde dem en billig og uskyldig Fornøjelse.

– Ja, den kan sgu ellers blive dyr nok, naar den har trukket Renter i ni Maaneder … Uskyldig! ja den er Fan'en er den … Nej, Ravn! De hører sgu ikke længer til de naive, det kan De ikke bilde saadan en gammel Praktikus som mig ind.

– En frisk Cigar, Herredsfoged, De sidder jo og brænder Læberne, sagde Pastor Krarup og rakte Kassen hen imod ham. Vil De ikke med ud i Haven og trække lidt frisk Luft?

– Aa jo. – —

– Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor netop Hornene —

– Fordi, bedste Hr. Provst, for—fordi der er en meget nøje For—Forbindelse mellem Hornenes Væxt og det sexuelle System og følgelig ogsaa med Mælkesekretionen. – De kan jo allerede se det paa Tyrens og Koens Hornform. – Det er en Ko—Korelation i Væxt … Dersom for Exempel en Ko bliver syg, – jeg vil sige den faar en —

– Ja men nu skulde De virkelig komme med ned i Haven, Kammerraad, afbrød Pastor Krarup ham, idet han slog ham kordialt paa Skuldren, – saa kan De jo disputere videre dernede.

– Ja, ja, – nu kommer vi, nu ko—kommer vi. – —

Haven var overalt, hvor man skulde gaa, et Vildnis af Stikkelsbær- og Ribsbuske, der efterhaanden ved at rykke frem fra begge Sider havde erobret de gammeldags smalle Gange, som bugtede sig frem mellem dem og kun syntes at ville give Adgang for Bærspisere. Hist og her var der nogle mislykkede Blomsterforsøg i nyere Stil, som Hønsene havde vendt op og ned paa; nede langs Staldlængen glòde en Række Georginer, Stokroser og Brandliljer midt imellem et tørt Krat af afblomstrede Riddersporer. Men som oftest holdt Buskene op et Par Skridt fra Gangene, og derinde gròde Græsset frodigt, fuldt af nedblæst Frugt under de gamle mossede Træer, der vare tveløbne eller delte sig fra Roden af i en fem, sex Grene som uhyre Buske.

Det var efter at Selskabet gennem en pludselig Aabning i Ribsbuskettet var trængt ind paa en af disse Plæner, at Professoren udbrød, forvirret ved Gangenes Labyrint-Slyngning: —

– Det er virkelig ikke saa lille en Have, Pastor Krarup; den maa dog koste en Del at holde i Orden.

– Aa, det er saamæn ikke noget videre at tale om.

– Nej, det kan man sgu se, bemærkede Herredsfogden, og pillede et Par Torne ud af sine Buxer.

– Hvad kan De? … He! De skal nu ogsaa altid have noget at udsætte … Ikke sandt, Hr. Professor, er det nu ikke en dejlig Have? … Saadan rigtig vil jeg sige, som en Præstegaardshave skal være.

– Jo, ganske vist; – det er jo Stilen … Naa, man kunde maaske sige, at den hist og her var en Smule overgròt.

– Overgròt? – Nej, hvor vil De hen? … nej paa ingen Maade … En Have maa skam ikke være aaben, det giver ingen Hygge … Nej, den er saamæn ikke overgròt.

– Aa nej, naar man huggede saadan to Trediedele af Træerne —

– Hugge? … nej, De kan tro nej, Herredsfoged.

– Se, sikken nu et dèr! … Det kan jo næppe staa.

– Nej, derfor har jeg ogsaa sat en Stiver til det … Men saa megen Frugt, som jeg høster af det, det gør De Dem ingen Begreb om – ikke Tanke om, at De forestiller Dem det. – De kunde lige saa godt forsøge paa at begribe, hvor langt der er herfra til Sirius eller en af de andre Planeter. – Se der er nu den Bergamot, dèr – den er hul som et Rør; – men hvad det er for et Træ til at bære, – aa, der kunde leve en hel Familje af det.

– Nej, det er ganske vist, at de gamle, det er jo ofte de aller bedste.

– Ja, det har De nok Ret i, Hr. Professor! Nej, kom bare ikke her og sig, at man ikke dur mere, fordi man er bleven gammel … He! – nej dette nymodens, det er dog ellers —! ja, De kan tænke Dem, Hr. Professor, jeg saà forleden – jeg var kommen over i Haven paa Skovvang, – og saa havde de minsandten trukket ganske bitte bitte smaa Frugttræer i Espalier paa Staaltraad – helt ned langs Jorden … Ja er det nu dog ikke skammeligt at forkrøble Guds Skabning saadan!

– Det har jeg ogsaa nu faaet i min Have.

– Ja, det kunde jeg da sagt mig selv! – Aa Gud, hvor det ligner Dem, Herredsfoged! … Overgròt! … nej Deres Have er jo rigtig nok ikke overgròt. En Høne kan jo ikke finde Skygge i den … Se nu saadan et Par stakkels Kærestefolk, hvordan skulde det nu gaa dem i Deres Have? Her kan man netop lige faa et Glimt af dem, inden de slap ind i Filosof-Gangen … Men hvad skulde saadan et Par Stakler stille op i Deres Have – kan De svare mig paa det, Herredsfoged?

– Ja, jeg vil sgu heller ikke have noget stillet op i den. – For Resten kunde de da plukke Roser, for dem skulde jeg da mene, at det er mig som har.

– Ja, det er unægteligt … Ha, ha, ha! den kunde De dog stikke … Aa, men nu skal De se det nyeste. —

– Det var som Pokker! De vil da ikke bilde mig ind, De har Nyheder her!

– Ja, kom nu bare med til »Verdens Ende«.

– Ih, ser man det, Hr. Pastor! … Jeg vidste saamæn ikke, den var saa nær.

– Ja ha, ha, ha! … Er det ikke et morsomt Navn, vi har fundet til den nye Udsigtshøj?

– Udsigtshøj? … Har De lavet en Udsigtshøj? … Ja men Herregud, Mand, der er jo ikke Guds Skabelses Tanke at se efter.

– Jo vist saa! over til Møllen, og – kom nu bare – nu er Solen lige gaaet ned, saa er der – Ah, der har vi Damerne! … Frøken Klingenberg! vil De følge med mig til Verdens Ende?

– Ja med Fornøjelse, – naar De paatager Dem at finde Vej.

Ved en Tvervej stødte Toget paa Pastor Frederiksen og Godsforvalteren, Ravn havde været saa uheldig at løbe paa Præsten i en af Labyrintgangene mellem Ribsene. Han maatte gribe Lejligheden til paa privat Grund at forsikre Pastoren om, at det smertede ham saa uendelig at skulle ligge i Proces med Pastoren … Men Pastoren kunde jo indse, at han i sin Stilling —. Herregud! det var jo en Bagatel for Godset – og han vilde saamæn være glad, hvis det tabte Sagen, det ved Gud han vilde, – men som gammel Jurist maatte han rigtignok sige, at han tròde ikke, der var Udsigt til det.

– Nu skal jeg sige Dem noget som gammel Jurist, sagde Herredsfogden, idet han holdt Ravn tilbage ved et Tag i Skuldren, – ja, det haster sgu ikke med at komme videre, for Frøken Klingenberg har haget sig fast i Professoren, og Hjorth tager sig Pinedød selv af Kristine henne i Nøddegangen, – men jeg vil dog sige Dem, at det er noget forbandet Fedteri fra Godsets Side, den Brændesag. —

– Naa ja, – hvad, enhver staar jo paa sin Ret.

– Ja Ret, ja – Fan'en heller … Se hvad skal det nu ogsaa til, at vi ikke faar de Regnskaber at se?

– Ja men Herregud, vi har dem jo ikke … Der har jo været saadan en græsselig Uorden —

– Ja vèd De hvad, Ravn, – naar en Mand som De siger saadan og saadan, saa kan jeg naturligvis ikke sige, at det er ikke sandt; – men Fanden skal ta'e mig, om jeg tror det.

– Hm—m! … naa ja, enhver bliver jo salig ved sin Tro … Men smid nu den Cigar, Henriksen, den dur jo ikke noget, og tag en her – nej det andet Rum, – det er en ægte Habana.

– Nej virkelig, – er det? … Det var sgu ellers rart … Tak skal De have … For Præstens Cigarer – ærlig talt – saadan efter Middag … Har De lidt Ild! … mange Tak … Ah! —

Hjorth og Kristine spadserede, som Herredsfogden havde bemærket, nede i den Nøddegang, der er et uundværligt Inventarium i en Præstegaardshave. Den gik snorlige langs med Udkanten af Haven og havde det uundgaaelige Navn Filosofgangen, der – ligesom lucus a non lucendo – har sin Oprindelse i en Tradition om, at Præsten her memorerer sin Prædiken. Det var den ogsaa bred nok til; men naar en ung Mand og en ung Dame skulde gaa der ved Siden af hinanden, var det bekvemmest, om de enten vare meget kærlige Sødskende eller Kærester. Hjorth og Kristine, som opfyldte den sidste Betingelse, befandt sig meget vel dernede. Men da de havde spadseret et Par Gange frem og tilbage, mødte de Vilhelmine og Herredsfogdens Datter, der lød det romantiske Navn Amanda. Det var en temmelig lille Dame, hen imod de Tredive, med et magert Ansigt og Haaret strittende ud over Panden, iført en spraglet Kjole, der var saa snever forneden, at den nødvendiggjorde Kæder mellem Støvlerne. Hjorth havde ved Bordet haft hende paa venstre Haand, og de havde vexlet nogle Ord, naar hun ikke netop konverserede Pastor Frederiksen om Brændesagen. Nu blev hun hans sejerssæle Makker i et Kroketspil, der fandt Sted inde paa den skraanende Blegeplads, hvor man bestandig maatte skovle de nedfaldne Æbler bort for at kunne slaa, tage et Tøjreb til Side, der havde trukket sin Gaffelstang om paa skraa, løfte med Køllerne paa de lange Valdnøddegrene, der ludede over det halve af Pladsen.

Saa satte det unge Selskab sig hen, for at hvile efter Spillets Anstrængelser og Spændinger, paa en lille Høj tæt ved, hvor Nøddegangen mundede ud; det var det ene Hjørne af Haven; det andet, ved den modsatte Munding af Nøddegangen, var »Verdens Ende«.

De havde ikke siddet længe, før et Par lyse Benklæder begyndte at skimtes og blive tydeligere nede i Nøddegangens kuppelformede Mørke.

– Ah, dèr sidder det unge Selskab! … Maaske jeg kunde gøre mig fortjent til en Plads dèr paa Bænken – skønt jeg rigtignok ikke længer tør regne mig blandt de unge …

– Gud, Hr. Godsforvalter, – De havde da nær kyst Livet af mig, raabte Frøken Amanda og rykkede ud paa Bænken, saa der blev Plads mellem hende og Kristine.

Damerne havde vel derfra haft en fortryllende Udsigt til Solnedgangen? … Aa de havde spillet Kroket … Det var rigtig Skade! … Solen var gaaet saa dejlig ned … Aa, der var noget saa stemningsrigt ved Solnedgang! … Det var ligesom den bragte alt det gode i Menneskenaturen op!

Men Kristine, der ikke havde set Solnedgangen, var som en Følge heraf paa sit ondskabsfuldeste, og drillede Ravn ved det nærgaaende Spørgsmaal, om han nu ogsaa hyppig besaà Solopgangen? … aa, den var endnu meget stemningsfuldere end Solnedgangen … Og saa drev den al Magelighed ud af Menneskekroppen!

– Nej, men det er virkelig utaaleligt! … Saadan en Drillepind De ogsaa er! … Er hun ogsaa saadan mod Dem, Hjorth? Saa er det virkelig al Ære værd, at De har holdt saa længe ud.

– Det er vistnok netop det aller holdbareste, naar der ikke er for megen Enighed, bemærkede Frøken Amanda med et erfarent Tonefald. – Ønsk De bare, at Deres Tilkommende bliver dygtig drilsk.

– Nej hør, Frøken Henriksen, De er blodig! … Frøken Kristine er ogsaa slem, men De er blodig, det ved Gud De er! … Haane en stakkels gammel Pebersvend ved at tale om hans Tilkommende … Nej Dem tør jeg skam ikke sidde ved Siden af.

Han maatte virkelig holde sig saa langt som muligt fra hende og saa tæt som muligt op ad Kristine.

De fandt alle, at Godsforvalteren var endogsaa usædvanlig elskværdig den Aften. Det var i Grunden godt, han var kommen. De sad dèr og var lige ved at falde i Staver. Men han satte Liv i det hele, kastede de smaa spøgende Repliker som en blød Bolt fra den ene til den anden. Hvor var han ikke hyggelig som han sad dèr, lænet tilbage, med Armene langs Ryggen af Bænken (og Damerne), pustende Røgen fra sin Havaneser ud i smaa velstøbte Ringe, overgiven, sentimental, ironisk og vrøvlende, alt imellem hinanden, som om han bestandig for at glæde de andre valgte netop den Tone, som hans Erfaring sagde ham just i det Øjeblik var bedst egnet til at holde Stemningen i Hjulsporet paa den behagelige Middelvej, – en venlig, skæmtefuld, kær gammel Onkel.

– Men nu maa vi virkelig gaa op til de andre; – det gaar ikke an. Jeg skal ogsaa snart lave The, sagde Vilhelmine.

– Herregud, – jeg syntes, vi havde faaet det saa rart hernede.

– Aa, Godsforvalteren er for doven, han gider ikke rejse sig. Kom, nu skal vi trække Dem op.

– Ja, De kan sagtens gøre Nar, Frøken Kristine.

Det var blevet saa mørkt, at Amanda gav et lille Hvin fra sig, da hun traadte ind i Nøddegangen. Men Hjorth gik ved Siden af hende, og Vilhelmine førte resolut an. Godsforvalteren og Kristine fulgte bag efter, ganske tæt ved.

– Aa, det var da kedeligt!

– Hvad er det, Hr. Godsforvalter?

– Jeg tabte min Signetring, – den gled ned af Fingren lige her.

– Naa, den skal vi nok finde.

– Ja, jeg vilde rigtignok nødig —. Den kunde ligge og ruste, eller nogen kunde træde paa den … Det er mig saadan en kær Erindring fra min Moder … Aa, om Forladelse!

Han var kommen til at støde blødt mod hendes Pande, idet de begge bøjede sig. Kristine lo.

– Nej, hvor her dog er mørkt.

– Ja nu – nej, jeg har ingen Tændstikker hos mig.

Han maatte nøjes med at faa Cigaren til at gløde stærkere. Den kastede pludselig opblussende, røde Lys over hendes Ansigt og de enkelte glinsende Haar, der krusede sig ved Tindingen; og saa dukkede hendes Ansigt igen tilbage i Mørket. Men den tætte, stærke Røg fik hende til at hoste saa voldsomt i hendes bøjede Stilling, at han maatte holde paa hende. Saa lo de begge igen.

– Aa her er den, udbrød Godsforvalteren.

Der var gaaet flere Minutter; de andre vare ikke til at høre.

– De er vist gaaet her ned ad, det er ogsaa det nærmeste, sagde Kristine, da der midt i Nøddegangen aabnede sig en Vej ind i Haven.

Men Godsforvalterens skarpe Øre mente nu at kunne høre dem længer nede. Det forekom ham ogsaa, at de havde talt om »Verdens Ende«. Naa, de kunde jo gærne gaa derop. For hun var vel ikke bange for Mørket.

Nej, Gud bevares! hvor kunde han tro? naar han var med!

Det var umuligt ikke at komme til at støde til hinanden i det Mørke og den Sneverhed. Og kom Kristine efter saadan et blødt Guttaperka-Puf blot et Par Tommer ud til Siden, saa var hun strax inde i det kolde, dugvaade Hasselløv og maatte med et lille Hvin tilbage igen, saa det blev Ravns Tur at komme over i Grenene. Det var en Uendelighed af Smaaskub og Beskyldninger, af Latter og Undskyldninger, af Forsikringer om, at det gjorde Ingenting, slet Ingenting, de havde jo heller intet at lade hinanden høre, af Smaavitser fra Ravn, som at »de tog det paa bedste Beskub, he, he, he!«

Og saadan kom de da omsider til »Verdens Ende«.

Men der var ingen dèr.

– Det er for Resten en hyggelig Plet! … Og saadan en smuk Aftenklarhed i Luften … Skal vi ikke sætte os lidt ned, – da vi nu dog er kommet her? … Theen er vist ikke færdig endnu.

Bænken var lille; det var egentlig ikke at kalde andet end en meget bred Træ-Lænestol; men Kristine havde siddet i den med Hjorth, saa hun vidste, der var Plads til to. Rigtignok var Godsforvalteren lidt triveligere, men det kunde dog nok lade sig gøre med en god Vilje og ikke altfor sarte Hofter.

Den afhøstede Rugmark ligefor med sin bleggule Flade, brudt af Travehobenes lave Voldrækker, højnede en Buelinje mod en skyfri Himmel, der var farveløs bleg og kun henne tilhøjre havde en tynd rødgul Anstrygning: foran denne Smule Farve stod Møllen med den kulsorte kluntede Trækasse hvilende paa Toppen af den lille Murkegle, strittende med tre ubevægelige Vinger. Bladene i Elmetræernes Kroner, der bøjede sig frem over Bænken, stod ganske ubevægelige. Det tegnede til et smukt Vejr den næste Dag. Hvis det blev saadan en Aften, havde Skovballet rigtignok Held med sig! … Han vilde ogsaa komme derned et Øjeblik … Denne landlige uskyldige Folkeglæde fandt han saa idyllisk … Han foretrak langt den fremfor at se paa et stort Bal … Hun maatte da endelig ogsaa komme, selv om hendes Kæreste tog til Byen.

Ja hvis Godsforvalteren vilde danse med hende, saa vilde hun nok komme, for ellers vidste hun rigtignok ikke, hvorfor hun skulde gaa derhen, naar Niels ikke fulgte med.

Danse! vilde hun virkelig danse med ham! – saadan en gammel Kavaler … Det havde han rigtignok ikke tænkt paa … Naa, men en lille Svingom … Naar han turde smigre sig med, at han gjorde hende en Fornøjelse … Selv om han gjorde sig lidt latterlig – Herregud! – hvad vilde han ikke gøre, naar hun bad ham derom – —