Loe raamatut: «Forsvundet», lehekülg 10

Kapitel 20

Stolen var behagelig og omgivelserne var elegante, men den behagelige belysning på Mike Nevins kontor gjorde ikke noget for Rileys humør. Cindy var stadig væk. Kun guderne vidste, hvad der skete med hende lige nu. Blev hun blevet tortureret? Den måde, Riley havde været på?

Agenterne, der undrsøgte, havde stadig ikke fundet hende. Ikke engang efter fireogtyve timer. Det kom ikke som nogen overraskelse for Riley. Hun vidste, at de undersøgte det forkerte område. Problemet var, at hverken hun eller nogen anden havde spor til det rigtige område. Hun ville ikke spekulere på, hvor langt væk morderen havde kørt hende hen – eller om hun stadig levede.

"Vi mister hende, Mike," sagde Riley. "For hvert minut der går, oplever hun mere smerte. Hun kommer tættere på døden."

”Hvorfor er du så overbevidst om, at de har den forkerte mand?" spurgte den retsmedicinske psykiater, Michael Nevin, hende.

Altid ulasteligt klædt og iført en dyr skjorte med vest, havde Nevins en omhyggelig og kræsen personlighed. Riley kunne lide ham endnu mere på grund af det. Hun fandt ham forfriskende. De havde mødtes for første gang for mere end ti år siden, da han var konsulent på em højt profileret FBI-sag, som hun arbejdede på. Hans kontor lå i D.C., så de sås ikke ofte. Men i årenes løb havde de erfaret, at når de lagde hendes instinktive fornemmelser sammen hans dybe baggrundskendskab,så gav det dem et unikt indblik i lusket sind. Som det allerførste i morges var hun kørt hen for at se ham.

"Hvor skal jeg begynde?" Svarede Riley med en gysen.

"Tag dig god tid," sagde han.

Hun nippede til kruset med den lækre, varme te, som han havde givet hende.

"Jeg så ham," sagde hun. "Jeg stillede ham nogle spørgsmål, men Walder ville ikke lade mig bruge mere tid sammen med ham."

"Og han passer ikke til din profil?"

"Mike, denne Darrell Gumm-fyr er en wannabe," fortsatte hun. "Han har en slags fanboy fantasi om psykopater. Han vil være en. Han vil gerne være berømt for det. Men han har ikke, hvad der kræves. Han er væmmelig, men han er ikke en morder. Det er bare lige nu, at han kan udleve sin fantasi helt ud. Det er hans drøm, der går i opfyldelse."

Mike strøg sig tankefuldt over hagen. "Og du tror ikke, at den rigtige morder ønsker sig berømmelse?"

Hun sagde: "Han kan være interesseret i berømmelse, og han vil måske endda have det, men det er ikke det, som holder ham i gang. Han er drevet af noget andet, som er mere personligt. Ofrene repræsenterer noget for ham, og han nyder deres smerte på grund af, hvem eller hvad de repræsenterer. De udvælges ikke tilfældigt."

"Hvordan så?”

Riley rystede på hovedet. Hun ønskede, at hun kunne sætte bedre ord på det, end hun var i stand til.

"Det har noget at gøre med dukker, Mike. Fyren er besat af dem. Og dukker har noget at gøre med, hvordan han udvælger kvinderne."

Så sukkede hun. På dette tidspunkt lød det ikke engang overbevisende for hende selv. Og alligevel var hun sikker på, at det var det rette spor.

Mike var stille et øjeblik. Så sagde han: "Jeg ved, at du har et talent for at genkende det onde. Jeg har altid haft tiltro dine instinkter. Men hvis du har ret, så har den mistænkte, som tilbageholdes, holdt alle andre for nar. Og ikke alle FBI-agenter er nemme at narre."

"Men nogle af dem er," sagde Riley. "Jeg kan ikke få den kvinde, han fangede i går, ud af mit sind. Jeg bliver ved med at tænke på, hvad hun gennemlever lige nu." Så gik hun direkte til det punkt, som var formålet med besøget hos psykiateren. "Mike, kan du stille Darrell Gumm nogle spørgsmål? Du vil se igennem ham på et sekund."

Mike så forskrækket ud. "De har ikke indkaldt mig til denne sag," sagde han. "Jeg tjekkede sagen i morges, og jeg fik at vide, at Dr. Ralston talte med ham i går. Tilsyneladende er han enig i, at Gumm er morderen. Han fik endda Gumm til at underskrive en skriftlig tilståelse. Sagen er afsluttet for FBI. De tror, at de nu bare skal finde kvinden. De er sikre på, at de får Gumm til at tale."

Riley himlede forundret med øjnene.

"Men Ralston er en kvaksalver," sagde hun. "Han er Walders lakej. Han vil nå frem til en hvilken som helst konklusion, Walder ønsker."

Mike sagde ikke noget. Han smilede bare til Riley. Riley var temmelig sikker på, at Mike følte samme foragt for Ralston, som hun gjorde. Men han var for professionel til at sige det.

"Jeg har ikke kunnet finde ud af det," sagde Riley. "Vil du i det mindste læse sagsmappen og fortælle mig din mening?"

Mike virkede fordybet i egne tanker. Så sagde han: "Lad os tale lidt om dig. Hvor længe har du været tilbage på jobbet? "

Riley måtte lige tænke over det. Sagen havde optaget hende, men det var stadig nyt.

"Omkring en uge," sagde hun.

Han lagde bekymret hovedet på skrå. "Du er hård ved dig selv. Du er du altid."

"Manden har dræbt en kvinde og kidnappet en anden i det tidsrum. Jeg burde være blevet på sagen, siden jeg første gang så hans ugerninger for seks måneder siden. Jeg burde aldrig have droppet det."

"Du blev afbrudt."

Hun vidste, at han henviste til hendes eget fangenskab og tortur. Hun havde brugt timer på at beskrive det for Mike, og han havde hjulpet hende med at komme igennem det.

"Jeg er tilbage nu. Og en anden kvinde har problemer."

"Hvem er din partner nu?"

"Bill Jeffreys igen. Han er fantastisk, men hans fantasi er ikke så livlig som min er. Han er heller ikke kommet frem til nogen løsning."

"Hvordan er det for dig? At være sammen med Jeffreys hver dag?"

"Fint. Hvorfor skulle det ikke være det?"

Mike stirrede tavst på hende for et øjeblik, og så lænede han sig mod hende med et bekymret udtryk.

"Jeg mener, er du sikker på, at du tænker klart? Er du sikker på, at du er i det rigtige spil? Jeg tror, at det jeg spørger om, er - hvilken kriminel er du i virkeligheden efter?"

Riley skævede til ham, lidt overrasket over denne tilsyneladende ændring af emnet.

"Hvad mener du? Hvilken?" Spurgte hun.

"Den nye eller den gamle?"

Tavsheden lagde sig imellem dem.

"Jeg tror, at du muligvis er her for at tale om dig selv," sagde Mike sagte. "Jeg ved, at du altid har haft svært ved at tro på, at Peterson døde i den eksplosion."

Riley vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun havde ikke forventet dette; hun havde ikke forventet, at samtalen ville vende sig imod hende.

"Det er irrelevant," sagde Riley.

"Hvad med din medicin, Riley?" Spurgte Mike.

Atter svarede Riley ikke. Hun havde ikke taget den foreskrevne medicin i dagevis. Hun ønskede ikke, at medicinen forstyrrede hendes koncentrationsevne.

"Jeg er ikke sikker på, at jeg bryder mig om det her," sagde Riley.

Mike tog en stor slurk fra sit tekrus.

"Du bærer en masse følelsesmæssig bagage," sagde han. "Du blev skilt i år, og jeg ved, at du har blandede følelser omkring det. Og selvfølgelig mistede du din mor på en sådan forfærdelig og tragisk måde for mange år siden."

Riley ansigt rødmede af irritation. Hun ønskede ikke at komme ind i dette.

"Vi har talt om omstændighederne ved din egen bortførelse," fortsatte Mike. "Du skubbede grænserne. Du tog en stor risiko. Dine handlinger var virkelig ret dumme."

"Jeg fik Marie ud," sagde hun.

"Og du betalte selv en høj pris."

Riley tog en lang og dyb indånding.

"Du vil måske sige, at jeg påførte mig selv det," sagde hun. "Fordi mit ægteskab faldt fra hinanden og på grund af den måde, hvorpå min mor blev dræbt. Du vil måske sige, at jeg tror, jeg fortjente det. Så jeg tiltrak mig dette. Jeg satte mig selv i den situation."

Mike smilede tilbage med et sympatisk smil.

"Jeg siger bare, at du skal tage et godt hårdt kig på dig selv lige nu. Spørg dig selv, hvad der virkelig foregår indeni."

Riley kæmpede for at trække vejret og holde tårerne tilbage. Mike havde ret. Hun havde spekuleret på alle disse ting. Derfor ramte hans ord hende så hårdt. Men hun havde ignoreret disse halv-bevidste tanker. Og det var på høje tid, at hun fandt ud af, om noget af det var sandt.

"Jeg passede mit job, Mike," sagde hun i et chokeret tonefald.

"Det ved jeg," sagde han. "Intet af det var din skyld. Ved du det? Det er selvbebrejdelserne, jeg bekymrer mig om. Du tiltrækker det, du føler, du fortjener. Du skaber dine egne livsforhold."

Riley rejste sig og var ude af stand til at høre mere.

"Doktor, jeg blev ikke taget til fange, fordi jeg tiltrak det," sagde hun. "Jeg blev taget til fange, fordi der render en psykopat rundt derude."

*

Riley skyndte sig hen til nærmeste udgang og ud i den åbne gård. Det var en smuk sommerdag. Hun tog flere lange, langsomme vejrtrækninger og beroligede sig selv lidt. Så satte hun sig på en bænk og begravede ansigtet i hænderne.

I det øjeblik summede mobiltelefon.

Marie.

Hendes mavfornemmelse fortalte hende med det samme, at opkaldet var vigtigt.

Riley svarede og hørte ikke andet end krampagtigt gisp.

"Marie," spurgte Riley bekymret. "Hvad forgår der?"

I et øjeblik hørte Riley kun snøft. Marie var selvfølgelig i en endnu værre tilstand end hun havde været.

"Riley," sagde Marie endelig. "Har du fundet ham? Har du ledt efter ham? Har nogen ledt efter ham?"

Rileys humør dalede. Selvfølgelig talte Marie om Peterson. Hun ville forsikre hende om, at han var virkelig død, dræbt i den eksplosion. Men hvordan kunne hun sige det helt sikkert, når hun selv tvivlede på det? Hun huskede, hvad retsvidenskabelig agent Betty Richter havde fortalt hende for et par dage siden om oddsene for, at Peterson var rigtig død.

Jeg vil sige nioghalvfems procent.

Det tal havde ikke været nogen trøst for Riley. Og det var det sidste, som Marie ønskede eller skulle høre lige nu.

"Marie," sagde Riley sørgmodigt. "Der er ikke noget, jeg kan gøre."

Marie udstødte et vræl af fortvivlelse, der fik Riley til at fryse til is.

"Åh Gud, så er det ham!" Råbte hun. "Det kan ikke være andre."

Rileys nerver var på højkant. "Hvad taler du om, Marie? Hvad er der sket?"

Maries ord kom væltende i en hektisk strøm.

"Jeg fortalte dig, at han ringer til mig. Jeg har lukket min fastnettelefon, men på en eller anden måde har han fået mit mobilnummer. Han bliver ved med at ringe hele tiden. Han siger ikke noget. Han ringer bare og ånder ind i røret, men jeg ved, det er ham. Hvem kan det være? Og han har været her, Riley. Han har været i mit hus. "

Rileys alarmberedskab vågnede.

"Hvad mener du?" Spurgte hun.

"Jeg hører lyde om natten. Han kaster ting på min hoveddør og mit soveværelsesvindue. Småsten, tror jeg."

Rileys hjerte slog et slag over, da hun huskede småstenene på sin egen trappesten. Var det virkelig muligt, at Peterson stadig levede? Var både hun og Marie i fare igen?

Hun vidste, at hun var nødt til at vælge sine ord med omhu. Marie befandt sig tydeligvis nær sammenbruddets rand.

"Jeg kommer hen til dig lige nu, Marie," sagde hun. "Og jeg får FBI til at undersøge dette."

Marie udstødte en barsk, desperat og bitter latter.

"Undersøge det?" Gentog hun. "Glem det, Riley. Du har allerede sagt det. Der er ikke noget, du kan gøre. Du skal ikke gøre noget. Ingen vil gøre noget. Ingen kan gøre noget."

Riley steg ind i sin bil og tilsluttede mobilen til højttaleren, så hun kunne tale og køre.

"Bliv hængende i telefonen," sagde hun, da hun startede sin bil og ledte efter Georgetown. "Jeg kommer og henter dig."