Loe raamatut: «Forsvundet», lehekülg 7
Kapitel 14
De var kun lige kørt ud af Sanfield, da Riley pludselig krydsede to baner og kørte ind på en frakørsel.
Bill var overrasket. "Hvor skal vi hen?" Spurgte han.
"Belding," sagde Riley.
Bill stirrede på hende fra passagersædet og afventede en uddybende forklaring.
"Margaret Geratys mand lever stadig der," sagde hun. "Han hedder Roy, ikke? Roy Geraty. Og ejer han ikke en tankstation eller sådan noget?"
"Faktisk er det et autoværksted og en forsyningsbutik," sagde Bill.
Riley nikkede. "Vi vil aflægge ham et besøg," sagde hun.
Bill nikkede tvivlsomt.
"Okay, men jeg er ikke sikker på hvorfor," sagde han. "Det lokale politi gjorde et ret grundigt arbejde med at forhøre ham om hans kones mord. Det gav dem ikke nogen spor."
Riley sagde ikke noget i et stykke tid. Hun vidste det godt. Alligevel følte hun, at der stadig var noget, der skulle læres. Der måtte være nogle løse ender i Belding, som kun lå en kort køretur gennem Virginias landbrugsland. Hun skulle bare finde ud af, hvad det var - hvis hun kunne. Men hun var begyndt at tvivle på sig selv.
"Jeg føler mig rusten, Bill," mumlede Riley, da hun kørte. "En overgang var jeg helt sikker på, at Ross Blackwell var vores morder. Jeg burde have vidst bedre ved første øjekast. Mine instinkter er svækkede."
"Vær ikke så hård ved dig selv," svarede Bill. "Han passede jo til din profil."
Riley stønnede. "Ja, men min profil var forkert. Vores gerningsmand ville ikke stille arrangere sådan – og slet ikke på et offentligt sted."
"Hvorfor ikke?" Bill spurgte.
Riley tænkte et øjeblik.
"Fordi han tager dukker meget alvorligt," sagde hun. "De har en virkelig dyb betydning for ham. Det er noget personligt. Jeg tror, at han ville blive fornærmet over Blackwells små julelege, og den måde han placerede dukkerne på. Han ville mene, at det er vulgært. Dukker er ikke legetøj for ham. De er ... Jeg ved det ikke. Jeg forstår det ikke rigtig."
"Jeg ved, hvordan din hjerne fungerer," sagde Bill. "Og uanset hvad, så finder du ud af det til sidst."
Riley blev tavs. I hovedet gennemgik hun nogle af de seneste par dages begivenheder. Det forstærkede kun hendes følelse af usikkerhed.
"Jeg har også taget fejl med andre ting," fortalte hun Bill. "Jeg troede, morderen havde mødre som mål. Det var jeg sikker på. Men Margaret Geraty var ikke mor. Hvordan kunne jeg tage sådan fejl?"
"Du kommer snart ind i kampen igen," sagde Bill.
De nåede ud til udkanten af Belding. Det var en sørgelig lille by, der må have ligget der i generationer. Men de nærliggende gårde var blevet købt af velhavende familier, der ønskede at være "fritidslandmænd", og som stadig pendlede til prestigefyldte job i D.C. Byen var undseelig, og man kunne næsten køre igennem det uden at lægge mærke til den.
Roy Geratys autoværksted og forsyningsbutik var umulig at overse.
Riley og Bill steg ud af bilen og gik ind i det temmelig snuskede forkontor. Der var ingen. Riley ringede på den litte klokke. De ventede, men ingen kom. Efter et par minutter bevægede de sig ind i garagen. Et par fødder stak ud under et køretøj.
"Er du Roy Geraty?" Spurgte Riley.
"Ja," lød en stemme under bilen.
Riley kiggede rundt. Der var ikke andre medarbejdere i syne. Kørte forretningen så dårligt, at ejeren selv måtte gøre det hele?
Geraty kom rullende ud fra under bilen og så mistænkeligt på dem. Han var en stor mand i midten eller slutningen af trediverne, og han havde olie-plettede overalls på. Han tørrede sine hænder af i en snavset klud og rejste sig op.
"I er ikke herfra," sagde han. Så tilføjede han: "Nå, hvad kan jeg hjælpe jer med?"
"Vi arbejder for FBI," sagde Bill. "Vi vil gerne stille dig nogle spørgsmål."
"Åh, mand," knurrede manden. "Jeg orker ikke det her."
"Det vil ikke tage lang tid," sagde Riley.
"Nå, men så kom," mumlede manden. "Hvis vi er nødt til at snakke, så må vi jo gøre det."
Han førte Riley og Bill ind i et lille medarbejderlokale med et par automater. De satte sig ned på plastikstole. Roy samlede fjernbetjeningen op og tændte for et gammelt fjernsyn næsten som om ingen andre var til stede. Han fumlede med at skifte rundt mellem kanalerne, indtil han fandt en gammel komedie. Så stirrede han på skærmen.
"Bare stil jeres spørgsmål og lad os få det overstået," sagde han. "De sidste par dage har været et helvede."
For Riley var det nemt at gætte, hvad han mente.
"Jeg er ked af det, din kones mord er i nyhederne igen," sagde hun.
"Aviserne skriver, at der er blevet begået to mord magen til" sagde Geraty. "Jeg kan ikke tro det. Min telefon har kimet uafbrudt med journalister og andre røhuller. Min email-indbakke er også overfyldt. Der er ikke længere nogen respekt for privatlivets fred. Og stakkels Evelyn – min kone – hun er virkelig rystet over det."
"Har du giftet dig igen?" Spurgte Bill.
Geraty nikkede og stirrede stadig på tv-skærmen. "Vi blev gift syv måneder efter Margaret ..."
Han kunne ikke færdiggøre sætningen.
"Folk her omkring syntes det var for hurtigt," sagde han. "Men det var ikke hurtigt for mig. Jeg havde aldrig været mere ensom i mit liv. Evelyn har været en gave sendt fra himlen. Jeg ved ikke, hvad der ville være blevet af mig uden hende. Jeg tror måske, jeg ville være død."
Hans stemme blev grødet.
"Vi har en lille pige nu, som er seks måneder gammel. Hendes navn er Lucy. Hun er min øjesten."
Latteren var sitcom-komedien i tv virkede upassende. Geraty snøftede, rømmede sig og lænede sig tilbage i stolen.
"Nå men, jeg aner ikke, hvad I vil spørge mig om," sagde han. "Jeg synes, jeg besvarede alle slags spørgsmål for to år siden. Det gjorde ingen forskel. I kunne ikke fange gerningsmanden dengang, og I kommer heller ikke til at fange ham nu."
"Vi forsøger stadig," sagde Riley. "Vi vil bringe ham for domstolen."
Men hun kunne høre de tomme løfter i sine egne ord.
Hun holdt inde et øjeblik og spurgte så: "Bor du i nærheden? Jeg tænker på, om vi måske kan besøge dit hus og se os omkring."
Geraty rynkede tankefuldt panden.
"Er det nødvendigt? Eller har jeg overhovedet noget valg? "Spurgte han.
Hans spørgsmål overraskede Riley.
“Det er bare en forespørgsel,” sagde hun. “Men det vil være en hjælp.”
Geraty rystede på hovedet.
"Nej," sagde han. "Jeg er nødt til at trække en streg i sandet. Det lokale politi flyttede nærmest ind i mit hus tilbage dengang. Nogle af dem var overbevist om, at jeg havde dræbt hende. Måske tænker I det samme nu. At jeg har dræbt nogen."
"Nej," sagde Riley beroligende. "Det er ikke derfor, vi er her."
Hun så, at Bill kiggede undersøgende på mekanikeren.
Geraty kiggede ikke op. Han fortsatte bare. "Og stakkelse Evelyn – hun er hjemme hos Lucy, og hun er allerede et nervevrag efter alle de telefonopkald. Jeg vil ikke trække hende igennem mere. Jeg beklager. Det er ikke, fordi jeg vil være usamarbejdsvillig. Jeg synes bare, at nok er nok."
Riley kunne se, at Bill ville insistere. Hun kom ham i forkøbet.
"Jeg forstår," sagde hun. "Det er okay."
Riley var sikker på, at hun og Bill sandsynligvis ikke ville finde ud af noget vigtigt ved et besøg i Geratys hjem. Men måske ville han svare på et spørgsmål eller to.
"Kunne din kone – Margaret, dine første kone – godt lide dukker?" Spurgte Riley forsigtigt. "Samlede hun måske på dem?"
Geraty drejede sig mod hende, og det var første gang han kiggede væk fra fjernsynet.
"Nej," sagde han og så overrasket ud over spørgsmålet.
Riley indså, at ingen havde stillet spørgsmålet før. Politiet kunne have haft mange teorier for to år siden, men dukker indgik ikke i nogen af dem. Og selv med al den chikane, han oplevede nu, var der ingen forbindelse til dukker.
"Hun kunne ikke lide dukker," fortsatte Geraty. "Det var ikke, fordi hun hadede dem. Det var bare, fordi de gjorde hende trist. Hun kunne ikke - vi kunne ikke få børn, og dukker fik hende altid til at tænke på det. De mindede hende om det. Nogle gange begyndte hun endda græde, når hun var i nærheden af dukker."
Med et dybt suk vendte han tilbage til tv-skærmen igen.
"I de sidste år var hun ulykkelig over det," sagde han i med lav, fjern stemme. "Ikke at have fået børn, mener jeg. Så mange af vores venner og slægtninge havde deres egne børn. Det var ligesom alle, bortset fra os, fik babyer hele tiden, eller havde børn som voksede op. Der var altid baby shower at gå til, og mødrene bad hende altid om hjælp til fødselsdagsfesterne. Det gik hende virkelig på."
Riley fik en klump i halsen af sympati. Hun følte empati med denne mand, som stadig forsøgte at samle stumperne af sit liv efter en uforståelig tragedie.
"Det var vist alt, hr. Geraty," sagde hun. "Mange tak for din tid. Og jeg ved, det er for sent at sige det, men jeg kondolerer."
Et øjeblik senere kørte Riley og Bill væk.
"Spilds af tid," sagde Riley til Bill.
Riley kiggede i bagspejlet og så den lille by Belding forsvinde bag dem. Morderen var ikke der, hun vidste. Men han var et sted i området, som Flores havde vist dem på kortet. Et eller andet sted i nærheden. Måske kørte de forbi hans trailer lige nu og vidste det ikke engang. Tanken pinte Riley. Hun kunne næsten føle hans tilstedeværelse, hans iver, hans trang til at torturere og dræbe, der blev et stadig mere påtrængende behov.
Og hun måtte stoppe det.
Kapitel 15
Manden blev vækket af alarmen på sin mobiltelefon. Først anede han ikke, hvor han var. Men han vidste straks, at i dag var en vigtig dag. Det var den slags dag, han levede for.
Han vidste, at han var vågnet på dette særlige sted af en rigtig god grund - fordi det skulle være den slags dag. Dagen ville bringe stor tilfredsstillelse for ham og ren terror og ubeskrivelig smerte for en anden.
Men hvor var han? Stadig halvt i søvne kunne han ikke huske. Han lå på en sofa i et lille tæppebelagt værelse og kiggede på et køleskab og en mikrobølgeovn. Morgenlys strømmede ind gennem et vindue.
Han rejste sig op, åbnede døren til stuen og kiggede ud i en mørk gang. Han vendte sig rundt i lyset af rummet ved siden af dørkarmen. Lys skinnede ud i gangen og ind gennem en åben dør på den anden side af gangen. Han kunne han se et sort-polstret lægeundersøgelsebord med nogle steriliseret hvidt papir, som kunne trækkes hen over det.
Selvfølgelig, tænkte han. Den gratis lægeklinik.
Nu huskede han, hvor han var, og hvordan han var ankommet her. Han ønskede sig selv tillykke med sin snedighed. I går var han ankommet til klinikken sent på dagen, da der var særlig travlt. Midt i patienttravlheden havde han bedt om en simpel blodtryksmåling. Og hun havde været sygeplejersken, der testede ham.
Præcis den kvinde, han var kommet her for at se. Kvinden, som han havde kigget på i dagevis i hendes hjem, mens hun shoppede, og da hun kom her for at arbejde.
Efter blodtryktsmålingen havde han presset sig ind i et et smalt rum langt inde i et opbevaringsskab. Alle ansatte havde været så naive. Klinikken var lukket, og alle var gået hjem uden at tjekke skabet. Så havde han var kravlet ud ud og havde gjort sig til rette i den lille medarbejder-lounge. Han havde sovet godt.
Og i dag skulle blive en ganske særlig dag.
Han slukkede straks loftslyset. Ingen udenfor måtte vide, at der var nogen i bygningen. Han kiggede på klokken på sin mobiltelefon. Klokken var bare et par minutter i syv.
Hun kunne ankomme hvert minut nu. Han vidste det fra sine overvågningsdage. Det var hendes ansvar at få gjort klinikken klar til både læger og patienter hver morgen. Klinikken åbnede ikke før klokken otte. Mellem syv og otte var hun her altid alene.
Men i dag skulle det være anderledes. I dag ville hun ikke være alene.
Han hørte en bil køre ind på parkeringspladsen udenfor. Han drejede persiennerne præcis nok til at se ud. Godt, det var hende, som trådte ud af bilen.
Han havde ingen problemer med at holde nerverne i ro. Det var ikke som de første to gange, da han havde følt sig så frygtsom og bekymret. Allerede tredje gang, da alt var gået så glat, vidste han, at han virkelig var i sit es. Nu var han moden og dygtig.
Men der var en ting, han ønskede at gøre lidt anderledes, bare for at ændre sin rutine, og for at gøre denne gang lidt anderledes end de andre.
Han ville overraske hende med en lille gave – sit eget personlige telefonkort.
*
Da Cindy MacKinnon gik over den tomme parkeringsplads, gennemgik hun i hovedet dagens rutiner. Efter at have fået alle forsyninger på plads, ville hendes første opgave være at underskrive genopfyldningsanmodninger fra apoteker og sørge for, at udbudskalenderen var opdateret.
Patienterne ville vente uden for døren, når klinikken åbnede klokken otte. Resten af dagen ville være afsat til forskellige opgaver, herunder gennemgå helbred, tage blodprøver, give injektioner, lave aftaler samt opfylde de ofte urimelige krav fra de ansatte sygeplejersker og læger.
Hendes arbejde her som praktiserende sygeplejerske var næppe glamourøs. Alligevel elskede hun, hvad hun gjorde. Det var dybt glædeligt at hjælpe folk, der ellers ikke havde råd til lægebehandling. Hun vidste, at de reddede liv her, selv med de basale ydelser, de tilbød.
Cindy tog kliniknøglerne ud af sin taske og låste glasdøren op. Hun trådte hurtigt ind og låste døren bag sig. Andre ville låse den op igen klokken otte. Så slog hun straks koden fra for at deaktivere alarmen i bygningen.
Da hun gik ind i vente-området, fangede noget hendes blik. Det var et lille objekt, som lå på gulvet. I det svage lys kunne hun ikke finde ud af, hvad det var.
Hun tænder loftslyset. Objektet på gulvet var en rose.
Hun gik hen til den og tog den op. Rosen var ikke ægte. Det var kunstigt, fremstillet af billigt stof. Men hvorfor lå den der?
Sandsynligvis havde en patient tabt den i går. Men hvorfor var der ikke nogen, der havde samlet den op efter klinikken var lukket klokken fem?
Hvorfor havde hun ikke set den i går? Hun havde ventet, indtil rengøringsdamen var færdig. Hun var den sidste, der var gået, og hun var sikker på, at rosen ikke havde ligget der.
Så mærkede hun et kick af adrenalin og frygten eksploderede i hende. Hun vidste, hvad rosen betød. Hun var ikke alene. Hun vidste at hun var nødt til at komme ud. Hun havde ikke et splitsekund at spilde.
Men da hun vendte sig mod døren, greb en stærk hånd hendes arm bagfra og stoppede hende. Der var ingen tid til at tænke. Hun måtte lade sin krop handle.
Hun hævede sin albue, snurrede rundt og kastede hele sin vægt til siden og tilbage. Hun følte sin albue ramme et hårdt men bøjelig overflade. Hun hørte et voldsomt, højt støn og følte overfaldsmandens vægt imod sig.
Havde hun været heldig og ramt hans solar plexus? Hun kunne ikke vende sig om og kigge. Der var ikke tid – kun et par sekunder, hvis endda det.
Hun løb hen mod døren. Men tiden stod stille, og det lykkedes ikke at løbe i det hele taget. Det føltes som at bevæge sig gennem tykt, klart gelatine.
Endelig nåede hun døren og forsøgte at åbne den. Men selvfølgelig havde hun låst den efter at hun gik ind.
Hun famlede som en gal i sin taske, indtil hun fandt sine nøgler. Hænderne rystede så meget, at hun ikke kunne holde fast på dem. De faldt i klirrende til jorden. Tiden føltes lang, da hun bøjede sig ned og tog dem op. Hun fumlede med nøglerne, indtil hun fandt den rigtige. Derefter stak hun nøglen i låsen.
Det var ubrugeligt. Hendes hånd rystede uophørligt. Hun følte, at kroppen forrådte hende.
Endelig fangede hendes øjne et glimt af bevægelse udenfor. På fortovet ude ved parkeringspladsen gik en kvinde med sin hund. Stadig med et fast greb om nøglerne, hamrede hun næverne mod det utroligt hårde glasrude. Hun åbnede munden for at skrige.
Men hendes stemme blev kvalt af noget stramt over munden, som trak smerteligt i mundvigene. Det var klud – en klud eller et lommetørklæde eller et tørklæde. Hendes overfaldsmand havde kneblet hende med nådesløs og uforsonlig kraft. Hendes øjne bulede, men i stedet for et skrig var alt, hvad hun kunne udsende, et forfærdeligt støn.
Hun viftede med armene, og nøglerne faldt igen ud af hendes hånd. Hjælpeløst blev hun trukket bagud og væk fra morgenlyset ind i en mørk, skummel verden af pludselige og utænkelige rædsler.
Kapitel 16
"Føler du dig lidt malplaceret?" Spurgte Bill.
"Ja," sagde Riley. "Og jeg er sikker på, at vi begge to gør."
En tilsyneladende tilfældig blanding af dukker og folk sad i læderbetrukne møbler i den prangende hotellobby. Folk - hovedsagelig kvinder, men nogle mænd - drak te og kaffe og sludrede med hinanden. Forskellige dukker, både drenge og piger, sad blandt dem som velopdragne børn. Riley mente, at det lignede en bizar familiesammenkomst, hvor ingen af børnene var levende.
Riley kunne ikke lade være med at stirre på denne mærkelige scene. Da hun og Bill ikke havde haft flere spor at følge, besluttede hun sig for at komme her til denne legetøjsdukke-messe, og håbede, at hun måske ville finde nye spor, men ikke sandsynligt.
"Er I to indregistreret?" Spurgte han
Riley vendte sig om, og der stod en sikkerhedsvagt og kiggede på Bills jakke, som uden tvivl at have opdaget hans skjulte våben. Vagten holdt sin hånd i nærheden af sit eget våbenhylster.
Hun tænkte, at at sikkerhedsvagten havde god grund til at bekymre sig, når der var så mange mennesker omkring dem. En skydegal idiot kunne virkelig forårsage kaos på et sted som dette.
Bill viste sit skilt frem. "FBI," sagde han.
Vagten lo
"Jeg er ikke ligefrem overrasket," sagde han.
"Hvorfor ikke?" Spurgte Riley.
Vagten rystede på hovedet.
"Fordi her er de særeste mennesker til stede, som jeg nogensinde har set på ét sted."
"Ja," samstemte Bill. "Og de er ikke engang allesammen mennesker."
Vagten trak på skuldrene og svarede: "Du kan vædde på, at nogen her har gjort noget, de ikke burde."
Manden så fra side til side og scannede rummet.
"Jeg glæder mig til, at det hele er over." Så gik han væk og kigget sig forsigtigt og vagtsomt omkring.
Riley ikke sikker på, hvad vagten var så bekymret over, da hun vandrede med Bill ned i en tilstødende gang. Generelt så deltagerne mere excentriske ud end truende. Kvinderne så ud til at være både yngre og ældre. Nogle virkede tilknappede, mens andre virkede åbne og venlige.
"Fortæl mig igen, hvad du håber at finde frem til her," mumlede Bill.
"Jeg er ikke sikker," indrømmede Riley.
"Måske lægger du for meget vægt på det med dukker," sagde han, tydelig utilfreds med at være her. "Der var noget uhyggeligt ved Blackwells omgang med dukker, men han var ikke gerningsmanden. Og i går fandt vi ud af, at det første offer ikke engang lignede dukker."
Riley svarede ikke. Bill kunne godt have ret. Men da han havde vist hende brochuren, der annoncerede messen og showet, kunne hun ikke rigtig lade være med at gå efter det. Hun ønskede at gøre endnu et forsøg.
Riley syntes, at mændene så veluddannede og professor-agtige ud de fleste af dem var iført briller og mere end et par af dem havde geddeskæg. Ingen af dem lignede nogen, der var i stand til at myrde. Hun gik forbi en siddende kvinde, der kærligt rokkede en babydukke i armene og sang en vuggevise. Lidt længere fremme sad en ældre kvinde og førte en åndeløs samtale med en abe-lignende dukke.
Okay, tænkte Riley. Så det er alligevel en lille smule mærkværdigt.
Bill hev brochuren ud af jakkelommen og bladrede den igennem, imens de gik rundt sammen.
"Sker der noget interessant?" Spurgte Riley ham.
"Bare samtaler, foredrag, workshops – den slags ting. Der er nogle store producenter her, som skal opdatere butiksejere om trends og diller. Og så er der nogle personer, som er blevet berømte i dukke-miljøet. De skal holde taler af forskellig slags. "
Så grinede Bill.
"Ha. Her er et foredrag med en rigtig unik titel."
"Hvad?"
"Socialkonstruktionen af porcelændukkers køn i den viktorianske periode." Det begynder om et par minutter. Vil du tjekke det ud? "
Riley lo også. "Jeg er sikker på, at vi ikke vil forstå et ord af det. Ellers andet?"
Bill rystede på hovedet. "Ikke rigtig. Intet som hjælper med at forstå en sadistisk morders motiver."
Riley og Bill trådte ind i det næste store åbne rum. Det var en gigantisk labyrint af stande og borde, hvor enhver tænkelig slags dukke eller marionet var udstillet. Dukkerne varierede i størrelse fra noget så småt som en enkelt finger til rigtig menneskestørrelse, fra antikdukker til nyfabrikerede dukker. Nogle af dem kunne gå og andre talte, men de fleste hang bare eller sad eller stod der og stirrede tilbage på gæsterne, der klumpede sig sammen foran dem.
For første gang opdagede Riley, at der faktisk var børn til stede - ingen drenge, kun små piger. De fleste var under opsyn af deres forældre, men nogle vandrede omkring i smågrupper og satte udstillernes nerver på højkant.
Riley samlede et miniature-kamera op fra et bord. Den vedhæftede mærkat hævdede, at det fungerede. På samme bord lå små aviser, bamser, håndtasker, tegnebøger og rygsække. På det næste bord var der badekar i dukkestørrelse samt og andre badeværelsesarmaturer.
En stand trykte print på T-shirts til dukker og mennesker, men frisørsalonen var kun til dukker. Synet af flere små omhyggeligt stylede parykker gav Riley kuldegysninger. FBI havde allerede fundet producenterne af parykkerne fra gerningsstederne og vidste, at de blev solgt i talrige butikker overalt. At se dem ligge på rad og række fik Riley til at se billeder for sit indre blik, som hun vidste, at andre mennesker her ikke så. Billeder af døde, nøgne kvinder, arrangeret som dukker, iført dukke-parykker, som passede dårligt.
Riley følte sig overbevist om, at disse billeder aldrig ville forsvinde fra hendes tanker. Kvinderne blev behandlet så hjerteløst, men alligevel så omhyggeligt sat der for at repræsentere ... noget hun ikke helt kunne regne ud. Men det var selvfølgelig derfor, at hun og Bill var her.
Hun gik hen og spurgte den perky unge kvinde, der så ud til at være ansvarlig for dukke-frisørsalonen.
"Sælger du de her parykker?" Riley spurgte.
"Selvfølgelig" svarede kvinden. "De her er kun til udstilling, men jeg har helt nye parykker i kasserne. Hvilke af dem vil du gerne se? "
Riley var ikke sikker på hvad hun skulle svare. "Styler du de her små parykker?" Spurgte hun til sidst.
"Vi kan ændre stilen for dig. Det er en meget lille ekstra omkostning."
"Hvilken slags mennesker køber dem?" Spurgte Riley. Hun ønskede at spørge, om nogen skræmmende fyre havde været her for at købe dukkeparykker.
Kvinden kiggede på hende med store øjne. "Jeg er ikke sikker på, hvad du mener," sagde hun. "Alle slags mennesker køber dem. Nogle gange medbringer de en dukke, som de gerne vil have ændret håret på."
"Jeg mener, om det ofte er mænd, der køber dem?" Spurgte Riley.
Den unge kvinde følte sig tydeligvis utilpas nu. "Det kan jeg ikke huske," sagde hun. Så vendte hun sig brat om for at ekspedere en ny kunde.
Riley blev stående et øjeblik. Hun følte sig som en idiot, der busede frem med sådan nogle spørgsmål. Det var, som om hun havde trukket sit eget mørke ned over en person, der skulle være sød og enfoldig.
Nogen strejfede hendes arm. Bill sagde: "Jeg tror ikke, du vil finde gerningsmanden her."
Riley følte, at hun rødmede. Men da hun vendte sig væk fra dukke-frisørsalonen, indså hun, at hun ikke var den eneste sære dame, som udstillerne her skulle håndtere. Hun vadede nærmest ind i en kvinde, der desperat krammede en nyindkøbt dukke, imens hun græd voldsomt og tilsyneladende af glæde. Ved et andet bord var en mand og en kvinde kommet op at skændes om, hvem af dem, der skulle købe et særlig sjælden samlerobjekt. De stod og trak i varerne, som nærmest var ved at blive revet i stykker.
"Nu begynder jeg at forstå, hvorfor sikkerhedsvagten var bekymret," sagde hun til Bill.
Hun så, at Bill var optaget af at kigge på en i nærheden.
"Hvad er der?" Spurgte hun.
"Tjek den fyr," sagde Bill og nikkede hen mod en mand, der stod ved en nærliggende stand med store dukker i flæsekjoler. Han var i midten af trediverne og ganske flot. I modsætning til de fleste andre mænd her, så han ikke nørdet eller videnskabelig ud. I stedet lignede han af udseendet af en velstående og selvsikker forretningsmand. Han var korrekt klædt i en dyr habit og slips.
"Han er lige så malplaceret her, som vi er," mumlede Bill. "Hvorfor leger sådan en fyr med dukker?"
"Jeg ved det ikke," svarede Riley. "Men han ser også ud til at han kunne hyre en rigtig levende legekammerat, hvis han ville." Hun så på forretningsmanden et øjeblik. Han var standset for at se på en udstilling af små pige dukker i flæsekjoler. Han kiggede rundt, som om at være sikker på, at ingen så på.
Bill vendte ryggen til manden og lænede sig frem som om han talte med Riley. "Hvad laver han nu?"
"Kigger på varerne," sagde hun. "På en måde, som jeg virkelig ikke bryder mig om."
Manden bøjede sig tæt frem mod en dukke og kiggede på den - måske lidt for tæt - og hans tynde læber krusede i et smil. Så scannede han igen de andre i rummet.
"Eller leder efter potentielle ofre," tilføjede hun.
Riley var sikker på, at hun opdagede en vis hemmelighedsfuldhed i mandens måde, da han rørte ved dukkens kjole og undersøgte stoffet på en sensuel måde.
Bill kiggede på manden igen. "Du godeste," mumlede han. "Er denne fyr skør eller hvad?"
Riley blev kold. Rationelt vidste hun godt, at dette ikke kunne være morderen. For hvad var chancerne for at snuble over ham i offentligheden sådan? Alligevel var Riley i det øjeblik overbevist om, at hun var i nærheden af ondskab.
"Slip ham ikke ud af syne," sagde Riley. "Hvis han opfører sig mere mærkeligt, så stiller vi ham nogle spørgsmål."
Men så blæste virkeligheden de mørke tanker væk. En lille pige på omkring fem år kom løbende hen til manden.
"Far," kaldte hun.
Mandens smil voksede, og hans ansigt strålede med troskyldig kærlighed. Han viste sin datter dukken, han havde fundet, og hun klappede hænderne og grinede af glæde. Han gav den til hende, og hun krammede den. Faren tog sin tegnebog frem og ville betale sælgeren.
Riley stønnede.
Mine instinkter er fraværende, tænkte hun.
Hun så, at Bill lyttede til nogen i sin mobiltelefon. Hans ansigtsudtryk var stift, da han vendte sig mod hende.
"Han har kidnappet endnu en kvinde."
