Loe raamatut: «Støv og Stjærner», lehekülg 5

X.

Forstå og beundre en mand, det gør en fornuftig og forelsket kvinde gærne, når hun er vis på, at han vil gifte sig med hende. Men dersom hun ikke er det, da må han være belavet på at få kritik i stedet for.

Henriette Ravnø var en praktisk pige, der en gang kunde blive en udmærket hustru. Hun havde uden modstræben forelsket sig i Ivar Holt, og da det var fuldbyrdet, var han efterhånden blevet forringet i hendes øjne. Hun betvivlede just ikke hans talent, og hun vidste også, at man skal ikke straks foragte et talent, fordi det ikke er noget levebrød, men derfor behøver det vel ikke at hindre sin ejermand i at få et andet, virkeligt levebrød.

Hun forstod ham slet ikke mere. Han opsøgte hende stadig, men havde aldrig noget at tale om. Han søgte ikke nogen plads, studerede ikke, skrev ikke ret meget, men det lod til, at han var meget interesseret i at høre hende fortælle om alle sine ubetydelige småting. Hun kom snart til at gøre en ende på det.

For ham var hun ikke længere det lyse akkompagnement til hans syner. Nu, så længe han følte sig som en ussel digter, var hun den, der havde opdaget ham og givet ham et knæk i selvtilliden. Men det kunde jo være, at hun, som havde opdaget hans sygdom, også kunde blive hans læge.

Han tænkte sig hende som sin kone, nu da han var blevet så nøgtern, og forelskelsen var gået over. Han så hendes kolde, fordrende blik: Har du, hvad vi skal leve af? Om natten vågnede han op af drømme om rigeligt børn og ringe udkomme. Det var en kur, han skulde gennemgå. Hun var af denne verden, og han vilde over til hende, over det gabende svælg.

Han arbejdede i bedste tro på at blive et normalt, almindeligt menneske. Som så mange mennesker, der dog vist ikke er digtere, kunde han ikke tåle at tænke ordet poesi. Hans sjæl stod sig nok bedst ved, at han blev maskinsmed; så havde han en næve med i noget. Han formanede sig selv til nøgternhed. Det ligger vist særligt til de senere danske poeter. "På det jævne, på det jævne," skriger en, som om han havde opdaget det jævne. – "Gik der en smule digter tabt, et menneske blev bevaret," forkynder en anden, som om det nogen sinde lykkedes ham at smøge digteren af og blive et menneske. Mange danske forfattere er gået så vidt, at de hadede digteren i sig selv. I en af dem sad der en romantiker, som ikke tav et øjeblik, og når denne hviskede: Kanel! så skrev forfatteren: Skidt! Og hver gang vi i hans bøger finder en realistisk klat møg, så kan vi vide, at han har brugt den til at kvæle et romantisk suk med. Nylig har en stor mand fordømt sig selv i forklædning med ordet digter, hvilket var det eneste ord, der svarede til hans foragt.

Det er digterens forbandelse, at han ikke finder nivoet. Han synker i jorden til op på lårene og er ringere end andre mennesker; han når op i overmenneskelige højder og regnes dog ikke for større, men han træffer ikke selve jordens overflade.

Ivar Holt håbede ikke, at han nogen sinde mere skulde få inspirerede øjeblikke. Han følte den allerstørste trang til at være et fornuftigt menneske og gifte sig med en kvinde, der kunde hjælpe ham dermed, selv om han ikke var forelsket i hende. Han vilde også gøre noget for at sikre sin fremtid. At han ikke havde begyndt endnu det kom udelukkende af, at han var så optaget af sin egen nøgternhed, den havde aldrig været så udpræget som i dette år. Den kunde også kaldes nedslåethed, for så vidt som den berøvede ham al mulig lyst til at foretage noget som helst, men når humøret var kommet igen, så skulde han til at tænke på fremtiden.

Hans sjæl var et meteor, som var suset glødende gennem den høje luft; nu var den faldet ned på jorden som en kold sten; han tænkte aldrig, den kunde hæve sig mere.

XI.

Hos en livskraftig natur er der intet, som er mere upålideligt end forknythed. Han kan ha slået sig nok så godt til ro i resignasjon, den varer ikke ved. Hans selvnedsættelse kan være fuldkommen ærlig ment; men der er i hans iver efter at regne sig selv for ingenting, et forbrug af energi, som tyder på, at nedslåetheden ikke er andet end en hvile, hvori han samler kræfter til et nyt opsving. Nedtrykthed hos et sundt menneske, det er asken, der lægges på ilden, for at den kan holde sig til næste morgen, da det igen blir dag, og ny ild nødvendig.

Allerbedst som Ivar Holt gik og applauderede sig selv som det jævne menneske, så kom ånden over ham. Han siklede en dag ud af byen, nord på, indtil han nåede strand. Dær satte han sig. Det var næsten vindstille; ingen bølger var at se, undtagen at der med regelmæssige mellemrum dannedes en rynke ti alen fra land, rynken blev til en vold, og en bølge væltede sig ned i sandet med et brat, tungt plask, der fortalte om mange miles rejse.

Hans ven solen skinnede ham i ansigtet, han sugede lyset ind i sig, og dette lys, som nu blev opmagasineret, vilde en gang stråle tilbage igen; måske på en regnmørk vinterdag vilde han pludselig se sig selv vade i solskin. Han var i dette øjeblik ikke bange for nogen vinter, han indsamlede et forråd af lys, der var stærkere end alle nætters mørke.

Foran ham lå havet i glat, silkeblå sorgløshed, over ham stod solen og glemte ikke at gøre sin pligt. Solen er umådelig god, den gør alt, hvad den kan.

Han havde igen indtaget sin retmæssige plads midt i verden, rundt om sig bandt han ved sin sjæls kraft lyksaligheden, ligelig fordelt på alle sider som en verdenskugle.

Mens han lå med sit ansigt ned i græsset og rugede over sit ensomme afsind, kom der igen den overfarende kulde, som han havde lært at kende i det sidste års tid – bruddet på fuldkommenheden. Nu kom han til at forstå den. Lykken er en kugle. For hver en, der står med hodet opad, er der en, der har hodet nedad. Den ene står op mod solen, den anden vender bort fra solen, anelser farer frem og tilbage. Når den ene om middagen bær solskinnet på sine skuldre, ligger den anden med brækket lår ude i natten og råber om hjælp.

Disse to mænd er mig, den ene ikke mindre end den anden, jeg har været nede, og jeg har været oppe; bægge disse mænds lod er min lod, jeg glemmer aldrig den ene for den anden.

Han lå længe uden at kunne tænke på at røre sig, hans sanser virkede ikke længere. Tiden rislede forbi ham med uhørlig hast, men han var gledet af og blevet liggende uden for tidens vej. Han mærkede ikke sit eget legeme, han vidste ikke, om hans fødder lå over kors, og han kunde umuligt sige, hvordan hans hænder var anbragt.

Bevidstheden var udslukt, undtagen en rest, der kontrollerede den stansede maskine, en rest så lille som infusjonsdyret, der kryber hen over den hvilende oceandampers skrueskovle.

Mange grublere har kendt denne sindstilstand: det mindst mulige kvantum bevidsthed lysende over den øvrige, bevidstløse ånd.

Store, ubegribelige ord er opstået bagefter: Uendelighed, Udødelighed, Personlighedens grænseløshed – —. Ingen forstår dem, men der er i dem et vældigt afsind, der river mange med. Opfinderne, der rimeligvis senere omkom af åndelig forstrakthed, hædredes hinsides graven som digtere og profeter.

En mand vågner midt om natten i absolut mørke og stilhed, hans sanser griber efter noget og får intet, han kender ikke tid og sted, mærker ikke sit legeme, men føler sig i øjeblikket som en ånd uden krop, og i sin meningsløse angst farer han op i sengen – legemet er der, arme og ben er rigtigt nok fordelt, dette er mig, herfra og dertil. Han er på ny sprunget ind i tiden og kører med, men han forstår livets mystik, han er i stand til at tro på sjælens udødelighed, og han kræver kødets opstandelse: Jeg må beholde mit legeme, at jeg ved, hvad der er mig, og hvad der ikke er mig. Fornæmmelse af at være blot sjæl er forfærdelig.

Seeren – manden med de lukkede øjne og det indre lys – glemmer hele sit legeme, og hans bevidsthed svinder bort indtil en lille lysende prik. I ham alene foregår der intet; de døde forandres uophørligt i deres kister, det arbejder i jordens indre, og glødende storme hærger stjærnetågerne, men et menneskes sjæl kan gå i stå nogle sekunder. Seeren slipper uden for tiden og verden, han opdager gud og alt andet, hvad han ikke forstår. Han er borte et sekund, der for ham synes tusende år, han rejser sig bleg og forfærdet op fra jorden og bekender: Fra evighed til evighed er du gud!

Du? Hvem er gud? Hvad er evighed? Der har jo ingen været hos ham, han ved ikke, hvem han taler til.

Den ene står op fra ekstasen og bekender gud. Det var et øjebliks afsind, men afsindet var ikke hans, han skyder det fra sig, gud var hos ham, afsindet var gud.

Den anden finder sig selv i ekstasen: Jeg har været ude i uendeligheden, jeg er selv uendelig, jeg kan bære denne ubegribelighed og behøver ikke at redde min forstand ved at kaste ubegribeligheden over på en anden. Der er ingen anden gud end mig selv.

XII.

Allerede i begyndelsen af sommeren sivede det gennem aviserne ud til publikum, at forfatteren hr. Kasbjerg arbejdede på en stor, ny roman. Deri var der nu ikke noget mærkeligt, da han var en sikker mand til at komme med en bog hver jul, men det år blev der i pressen talt kommende storværk, men opdagede ikke den skjulte tråd, som forbandt dem.

Til sidst kunde hr. Kasbjergs eget blad ikke længere forholde sig passivt over for de mange rygter. Først på efteråret bragte bladet et interview af den udmærkede digter, men skønt intervieweren, der var i nystrøgen silkehat, forbandt en forhørsdommers borende energi med en Sherlock Holmes' snedighed, så fik han ikke ret meget ud af sit besøg. Den populære forfatter svarede så vidt muligt kun med smil og skuldertræk, men visse fakta fik manden i silkehatten dog møjsommeligt fravristet sit offer: Det var en moderne roman, just ingen københavnerroman og slet ikke nogen samfundsroman; en ufrivillig blottelse fra det til sidst udmattede offers side tydede på, at der var vers i den; manden i silkehatten turde derfor love sine nydelige læserinder, at romanen kom til at handle om kærlighed. – Derefter tog vi vor høje hat og bad undskylde; havde vi vidst, at det var æmnet, skulde vi ikke ha oprevet digterens sind ved vort lange og pinlige forhør. Kærlighedsdigtere skal man lade i fred, de andre gør det ikke så nøje med.

Det lille interview var umådelig morsomt og blev optrykt i mange provinsblade. Det var skrevet af hr. Kasbjerg selv.

Men samtidig artede hans levende model, Ivar Holt, sig ikke så vel, som ønskeligt var.

Fra først af havde han anlagt sin helt som den vege, unge mand med sky, hvidspirende længsler efter livets lyst og med en fantasi, der gik ovenud, fanden i vold, op i den blå himmel. Men snart fordærvede Ivar Holt dette billede for ham. Han kunde være hæftig og hensynsløs; længsel var ikke noget heldigt udtryk for hans herskende sindsstemning; der var lidenskab i ham, ikke så lidt. Der måtte stærkere farver til, det skulde ikke være noget kalkmaleri. Hr. Kasbjerg vilde hellere gøre en himmelstormer ud af ham, det første udkast måtte kasseres. Men så kunde Ivar Holt være mild og fredsommelig, han stormede ikke himlen, han svævede derop. Hm ja, hvordan skal det nu tillaves i en bog? En slags forloren himmelstormer? Jo, det gør sig vist bedre, og så har man brug for ironi. Man kommer publikum til at smile, mens det dog indser, at det ikke er en ren gøgler.

Hvad hr. Kasbjerg vanskelig forstod, det var Ivar Holts nøje kendskab til jorden. Han havde megen natursans. Hr. Kasbjergs "udpenslede" stil magtede selvfølgelig også naturskildringer, men Ivar Holt tog naturen ind gennem alle sanser. Endogså hans lugtesans var overmåde fin og skelnedygtig. Han kunde mange af Københavns gader på næsen; hans kendskab til sjællandske provinsbyers lugt var videnskabelig udviklet. Også hans smagsævne var meget nuanceret. Når han talte om smags- og lugtefornæmmelser, var hans skiftende minespil en hel række illustrasjoner til hans ord. Og hans synsævne – — hr. Kasbjerg havde med uro lagt mærke til, at der hos enkelte yngre forfattere åbenbarede sig en ejendommelig styrke i synsiagttagelser. De gjorde overraskende opdagelser, hvor den ældre slægt troede at ha set alt, hvad der var, men de nøjedes ikke med synet alene, de belejrede fænomenerne med alle sanser, og meget gammelt blev nyt. Hr. Kasbjerg plejede – som anmælder – at udtale om dem, at de manglede tanker, de havde ikke anelse om sykologi, i virkeligheden misundte og frygtede han dem. Heldigvis havde de endnu uhyre vanskeligt ved at vinde frem til publikum. Ivar Holt syntes at være en af dem. Men han var rigtignok en besværlig fyr at benytte som levende model. Hvordan kan een være hjemme både i himlen og på jorden? Og frem for alt, hvordan skal det forenes i en bog, så at publikum tror på det?

Hr. Kasbjerg var ikke længe om at finde på noget. Det spørsmål var snart faldet ham ind: Hvordan har den unge mand det i erotisk henseende? Og da det gik op for ham, at manden var uerfaren, forstod han det hele: Under manglende erotik blir fantasien vild; kvinder, det er noget, der trækker nedad på den vilde flugt. Der var altså ikke andet at gøre: Ivar Holt måtte studeres i erotisk belysning. Men det blev en ubetinget fiasko. Hr. Kasbjerg skulde ikke for hans skyld umage sig med at invitere piger; de betød ikke noget for ham.

Det var særdeles ubehageligt. Hr. Kasbjerg skulde med fornøjelse ha skaffet den unge mand lidt ekstra indtægt, for at han kunde overkomme at beholde Katinka eller Teologine i nogen tid. Selv vilde han bare betinge sig en vis ret til observasjon. Men det mærkelige menneske syntes slet ikke erotisk angribelig. Det var uforklarligt. Hvad skal man stille op med et menneske, i hvem der ikke er erotik? Frem for alt, tør man i vore dage sætte ham i en bog? Publikum går ikke på ham; hr. Kasbjerg kendte sine folk. Det blev nødvendigt at foretage en sammensmæltning. Lynggren, der ellers skulde ha været en person for sig, kom i støbeskeen sammen med Ivar Holt – altså bogens hovedperson, som derved både erhværvede frækhed og erotik. Det begyndte at blive lidt indviklet; manuskript måtte kasseres, der måtte igen tages fat forfra. Nå, men indviklet, det er også meget godt, indviklet og opløst; det sidste ord står hos Poul Møller og er udmærket, når bare det kan laves. Hr. Kasbjerg lavede af alle kræfter og kunde allerede la rygterne begynde at sive ud til publikum.

Hr. Kasbjerg fik heldigt lavet moralsk fordærvelse og udskejelser, dog i et sømmeligt sprog, eftersom dette jo var en alvorlig mands værk og måske en gang vilde nå ind i selve sognebibliotekerne. Dagene tog af, bogen tog til. Men nu var spørsmålet – det blev påtrængende midt i September —: Hvordan ender sådan et menneske? For en snes år siden vilde det være at anbefale, at han begik selvmord, men i vore dage tar det sig ligesom lidt gammelt ud, vi må vogte os for det melodramatiske. Nej, det gør sig bedre, at han slet ikke ender. Han – — man ser ham gå bort, ud ad en pløret landevej. November, skumring, ikke videre godt vær, han forsvinder i regntykningen, man ser ham ikke mere, en flok råger flyver skrigende op, vinden stønner hæst – —

Ja. Det er naturligvis udmærket; sådan noget forstår et københavnsk publikum at gutere. Den bratte afslutning virker brutalt og er vist heller ikke gennemsnitlig den mest virkelighedstro, livet ynder at gå ud decrescendo, pp, ppp, fermat.

Jo. Meget sandt. Men vi skriver ikke blot for de kræsne litteraturmagere, vi er ikke kunstnere for kunstens skyld, vi har et formål, vi skriver demokratisk og vil helst ha det brede lag i tale; derfor vil vi ikke ende ubestemt, i gråt, men skarpt, med et knald, i rødt. Vi bestemmer os for selvmord.

Nu var Ivar Holt en ualmindelig uheldig model til en selvmorder; hans modløshed var upålidelig. Hr. Kasbjerg troede, at han kunde hjælpe på det ved ikke at optage bidrag fra ham og ved at afspærre ham fra publikum, hvor han havde magt til det. Men ingenting bed på ham. Efter at han en stor del af sommeren havde været umedgørlig tavs, var han nu blevet så ivrig med sit eget værk og så ovenpå, at hr. Kasbjerg kom i den største forlegenhed. Og for at ikke Ivar Holt skulde komme ham i forkøbet med sin egen bog, blev han nød til at hente modløsheden hos Drewes, men den var desværre ikke af nogen rigtig god kvalitet. Der blev meget at gøre med at smælte sammen og lave overgang; først i midten af Oktober var helten færdig til selvmord, og bogen gik i trykken.

XIII.

"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog ned som en stor sten, der slår et stort hul i al den grønne andemad og får de bestyrtede hundestejler og skaller til at pile forfærdede til alle sider. Hr. Kasbjergs højt ansete navn trængte i og for sig ikke til dette mesterværk, men en gang for alle har han villet slå fast – — dog nej, her er ikke tale om vilje, det er en ny åre, der er brudt frem i hans rige talent, et nyt kildevæld, der sikkerlig i lang tid har været forberedt til udbrud. Vi – publikum – kender ikke de sjælelige omvæltninger, der er gået forud for dette værk, vi aner, at der i den ikke længere unge forfatters sind har fundet en krise sted (som viser, at han dog er ung), og vi ser – hvad der for os er det vigtigste – at et betydeligt digterværk er resultatet deraf. Ja netop digterværk. Det er ellers ikke det ord, vi snarest vilde anvende på hr. Kasbjergs strængt reelle og realistiske produksjon. Men bor der ikke en digter selv i den mest nøgterne forfatter? Må ikke poesien en gang bryde igennem også hos livets koldeste iagttager?

Men lad mig nu få lov til at sige, hvad bogen handler om. Hovedpersonen er en digter, en poet, som vor tid frembringer ham. Uden overtro og uden fordom er forf. skredet til skildringen af sin helt. Han har vendt og drejet ham, belyst ham fra oven og fra neden, uden urimelig beundring, uden for megen ringeagt, ti så forskellige er synspunkterne, hvorunder helten stilles frem for læserne. Først ser vi ham som et naturens barn – det siger kun lidt at nævne Christian Winther i denne forbindelse, men her er naturskildringer af høj skønhed, her er den sete, ligefrem malede natur, prægtige panoramaer, hvor landsbyer ses at vandre forbi beskueren, og solbeskinnede marker breder deres tavler ud for os i alle farver og nuancer. De, der har søgt at fastslå hr. Kasbjerg som ren Københavner, de nødes nu til beskæmmede at indrømme, at forf. kender sit land, sit muld, så godt som nogen.

Den anden side af digterens karakter er hans elskovsforhold. Vi ser, hvordan den fine unge pige, Kaja, længes imod ham og skænker ham sin unge elskov, ham, hendes digter og hælt; det hele synes at være såre skønt. Men – og her viser forf. os digterens første brøst – han sviger hendes tillid, nej, han sviger den ikke, ti ansvarsløs og bevidstløs, som han er, står han uden for de moralske bestemmelser, hendes ulykke er for ham ingen vellyst og ingen sorg; en dag ved han ikke længere, at hun er til, han slipper hende, som han slipper alt andet, han griber i blinde og slipper i blinde.

Senere træffer han den kvinde, som han ikke mere kommer fra, fordi hun holder ham fast, den rå, sjælløse kokotte, hundyret og hendes hjælpersker, ti hun tar andre til hjælp, da hun ved, at hun ikke alene kan holde på ham; der må afveksling til. Vi forudser den moralske forargelse, som disse kapitler vil vække hos snævre sind, der ikke begriber forf.s sunde alvor. Her er ikke et ord for meget og ikke et ord for lidt, ingen unødvendige udpenslinger af udsvævelser, men med rystende sandhed gives der os et indblik i digterens blodige perversitet, ti i perversiteten ender denne opløste type; det moderne liv drager ham for voldsomt fra poesien, og han formår kun at suge det moderne samfunds gifte i sig.

Som et skyggebillede ser vi endnu en gang den unge kvinde, han har forladt, men hun formår ikke mere over ham, han er i kløerne på Messalina og – befinder sig bedst dær. Men op af dette erotiske moras stiger den digteriske fantasi med forunderlig kraft; mens karakteren opløses, og legemet nedbrydes, svinger sjælen sig mod himlen og stjærnerne – ikke den religiøse himmel, nej, det uendelige rum, der er forlængelsen af digterens uendelige higen. For første gang er her gjort et alvorligt forsøg på at forklare den samtidige tilstedeværelse af grov sanselighed og høj, digterisk flugt; det ene er ligesom reaksjonen mod det andet, og således splittes digterens sind mer og mere. Der findes her – i til dels rimfri vers – syner af høj patos, som er mærkelige i hr. Kasbjergs produksjon og et godt varsel for fremtiden; mange af bogens genialeste steder er samlede her, skønheder, trodsige paradokser og store tankeglimt, alt blandet mellem hverandre, tilsyneladende forvirret og dog ordnet af en hånd, der intet øjeblik ryster eller griber fejl.

Således er skuet af det opløste menneske, vor tids farligste produkt, åndens anarkist, der intet tror og intet vil, men som spiller bold med alle sandheder. Nu spiller naturen ingen rolle længere; vel søger digteren i længsel tilbage til den, men den er nu død for ham, død som hans første, ideale kærlighed. Og dog, hvor dybt han end er sunket, så er der endnu tider, hvor en ædlere menneskelighed glimter frem, et suk efter naturens fred, en halvkvalt bøn om lykke, men forf. tror ikke på disse forsøg på rejsning, vi tror heller ikke derpå. Med en næsten umærkelig ironi viser forf. os sin helts svingninger mellem høj stjærnelyrik og lav nydelsestrang; vi forudser, der må komme en sprængning, idet storhedsvanvid og dyriskhed kæmper med hinanden – — indtil der en dag knalder et skud. Nu er der et geni mindre i verden! siger han, idet han hæver revolveren til sin højre tinding. Da han føler det kolde stål, mindes han sin ungdoms kærlighed: En pjalt mindre! hvisker han og trækker af.

Det er en hård og alvorlig bog. Vel er den ikke skrevet for unge piger, men dog er der for de rene sind intet urent i den. Moralen er holdt i ære, – man mærke sig modsætningen mellem heltens vilde paradokser og forf.s rolige, uforstyrrede fortællertone. Man tar ikke fejl af, hvor forf. selv står, og det er det, der gir bogen dens sædelige ballast. Den har en revsende betydning, der kan sammenlignes med 'Adam Homo's – omend den er mindre almenmenneskelig —; der er vel smuds i den, men intet deraf kommer fra forf. selv; han er ren, mens han gransker det urene med uforstyrreligt sind."

Således blev hr. Kasbjergs ny bog anmældt af den dybt grebne og højt ansete højskoleforstander Lindeblad, dr. phil. ("Jens Christian Hostrup og den senere Realisme"), og på denne frisindede og alvorlige mands bud åbnede præstegårde og skolelærerfamilier deres bogskabe for mesterværket, de religiøst vakte lægfolk, både grundtvigske og indremissjonske, tog imod den som halvkristelig litteratur, og da de ledende, københavnske anmældere istemte en lignende tone, var dens succes fastslået.

Så snart Ivar Holt fik læst dr. Lindeblads anmældelse, købte han bogen og læste den med interesse og væmmelse. Alle hans ideer aflurede og lagt i blød i sanselighed! Hans egne ord side op og side ned, med underlagte dyriske lyster. Det øverste lag var ham selv, kynismen var Lynggrens, pianisten Tornberg havde måttet levere simpelheden, og slapheden var hentet hos Drewes. Ivar Holt kunde ha fisket sig selv op stykkevis. Det var frygteligt. Han huskede et billede af en hellig mand, der får tarmene vundet ud af livet på en almindelig garnvinde.

En hel uge var han lammet efter dette rov, og så begyndte han at tænke over det. Var det ikke en bekræftelse på hans tidligere anelse? Han var i sig selv intet virkeligt, gyldigt menneske. Lige så lidt som han egnede sig til at skildres i en bog, netop som han var, lige så lidt egnede han sig til at være menneske, sådan som han var. Kasbjerg, der aldeles ikke forstod ham, havde haft den ganske rigtige forståelse, at en Ivar Holt uden tilsætning er umulig i litteratur. Vilde det ikke ha tjent ham bedst, om han selv havde haft Lynggrens frække ævne til at finde sig til rette, Tornbergs simpelhed o. s. v.? Ved siden af Kasbjergs succes var det sikkert, at hans egen bog vilde falde igennem. Mens Kasbjerg gik frem i anseelse og indtægt, vilde Ivar Holt være den, der blev tilbage. Det gennemsnitlige har en forfærdelig magt, der knuser undtagelsen, ti det er ikke alle undtagelser, der er pansrede fra top til tå, så de kan træde reglen under fødder og hæve sig bydende over den. Alting lukker sig om den særegne, hvis der ikke er dynamit i hans sjæl, han spærres ude fra solen og gemmes i det mørke hul, hvor han får god tid til at dyrke menneskeforagt eller selvforagt, alt eftersom det passer ham. Men denne afspærring er ikke nødvendig; den særegne kan godt bruges, hvis de andre får lov at indrette ham efter deres eget tykke, blande til og ta fra, så han blir almenmenneskelig, på lignende måde som hr. Kasbjerg lavede et normalt menneske af Ivar Holt med tilsætning og fradrag. Måske var den bog alligevel genial, mens Ivar Holt selv var fiaskoen.

En dag mødtes de to på gaden, mennesket og hans forbedrer. Kasbjerg hilste flygtigt, Ivar Holt stansede; den anden stod også stille, han vilde ikke ha udseende af at rende fra det.

"Hvordan går det?" spurte Kasbjerg, da de havde set noget på hinanden.

"Jo – jeg arbejder på bogen. Nu må der jo forandres noget."

Kasbjerg så studsende på ham. Var manden ikke rasende? Kunde han bruges mere endnu?

"Det er naturligvis skidt gjort," sa Ivar Holt. "Det vil sige slyngelagtig godt gjort. Jeg skal se, om jeg kan gøre det bedre."

"Ja, gør det."

"Ved De en ting? Sig mig: Var det Deres egen mangel på talent, eller var det min skyld, at De ikke kunde skildre mig uden at blande andre mennesker i mig?"

"Hm," sa Kasbjerg.

"De trækker mig ned i mudderet. Jeg vil prøve at klynge Dem op i luften og ryste alt det lånte af Dem. Hvad blir der tilbage af Dem, når De er bleven raffineret for efterligning og påvirkning? Det er vist svært at sige, hvad der egenlig er Dem. Det nobelt affekterede, tror jeg nærmest."

Ivar Holt så op til den tavse, opmærksomme himmel. Hvis man kan knuse mennesker med ord, så måtte han kunne det i dette øjeblik. "Endskønt, hvad De selv leverer, det er kun litterær afmagt. Det vidner også Deres nye bog om. Jeg kan se det. Hvis jeg skulde sætte Dem i en bog, vilde jeg altså komme i forlegenhed. De er en beholder med andres ideer i, et tøndemenneske med en bred tragt og et godt spunshul. Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg selv er et reelt, gyldigt menneskeeksemplar; det har De også, siden De mente, det var bedst at mikse mig med andre. Men nu ser jeg, at det er Dem, der er ureel, De tåler ikke kemisk rensning, for der vilde ikke blive så meget tilbage, at det kunde gælde for een person. Ja. Det indser jeg nu. Det er vigtigere end alt andet. Jeg taler slet ikke med Dem, De eksisterer ikke. De er – en – usubstantiel – hallunk. Det er Deres latinske artsnavn, jeg ved ikke, hvad hallunk hedder på latin. Det kan De selv se efter."

Kasbjerg vendte sig bort. "Jeg har for resten travlt," mumlede han.

"Ja – hør, det er sandt! Jeg vil selvfølgelig ikke omgås Dem længere. Jeg vil ingen mere pumpning ha."

Han stod og så efter Kasbjerg, indtil han var forsvundet. Så foer blodet ham pludselig op i hodet. Bevares, han hadede jo det menneske! Det opdagede han først, da manden ikke mere virkede hæmmende ved sin tilstedeværelse.

Ha, ja! Jeg kunde skyde ham i mørke. Dær står han, usynlig, lige foran det lys, der ses i et fjærnt vindu. Det er ude på landevejen, jeg kunde godt skyde ham. Men jeg vil ikke se ham falde, høre ham skrige. Jeg kunde også trykke på en knap, så at han langt borte forsvandt lydløst i jorden.

Han vedblev sit foredrag for hr. Kasbjerg, mens han gik. Det blev langt; der kom stadig nye, gode indfald. Han tvang hr. Kasbjerg til at svare, hvert svar gav nye ideer. Hans ben blev adskillige alen lange, hans hoved ragede op over husene, han tog sig ikke af, om han nu og da trådte et menneske i stykker. Han gik og gik. Til sidst nåede han vand og konstaterede, at det var Øresund. Dær stansede han og blev til et menneske af almindelig højde, men han var ikke kuet endnu, han skulde også træde ned og komme frem. I den næste bog igen, det ukendte værk, som han følte vægten af i dette øjeblik, skulde han vinde sin sejr. Han var ramt og havde lært at slå.

Men ikke hjem og skrive nu! Han var ingen af den slags digtere, der står på hodet i blækhuset, så såre ånden kommer over dem.

Han vandrede længe omkring med et fuldt og forpint sind. En flok måger brusede op foran ham og gik ud over sundet. Han smilede og så glad efter dem. Det var altid så velgørende at se noget hvidt gå til værs.