– Aa, det kommer.
– Tror De?
– Ja vist.
– Farvel, Signor Giovanni. Han gav Giovanni Haanden.
– Farvel, Mr. Batty. Vi ses.
Og de skiltes. Det var et mærkeligt, halvt sørgmodigt og tavst Venskab, det mellem Giovanni og Mr. Batty. Det var kommet saadan lidt efter lidt.
De spiste i Cirkusrestauranten ved det samme Bord, de hentede hinanden om Morgenen, og de fulgtes hjem om Aftenen.
De havde aldrig mange Ord, men de holdt af hinanden. Naar om Aftenen det mægtige Løvebur var rullet frem, og Batty med sit hvide Ansigt gik forbi Staldmestrene ind i Manegen, gav Giovanni ham Haanden. Det var kommet saadan en Aften, uden at de havde tænkt over det, og nu skete det hver Gang, naar Batty gik ind. De vekslede et Haandtryk.
Da Giovanni kunde Jokeyspringet, sagde han op hos Bedini og vilde tage Engagement i en mindre Cirkus for Øvelsen.
Han havde optraadt sidste Gang, og Batty og han gik hjem.
De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin gennem de stille Gader.
Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt paa hans blege Ansigt:
– Ja – om vi ses igen.
Giovanni havde tænkt det samme. Han tog febrilsk om Battys Haand:
– Batty, sagde han.
Batty gik videre, og stille som før og lavt sagde han:
– Man véd jo, det kommer en Dag.
Ingen af dem talte mer; de kom til Battys Dør.
– Nu, lev vel, sagde Batty.
– Lev vel, Du, sagde Giovanni. De saá bedrøvede paa hinanden og fandt ingen Ord.
Saa gik Batty ned ad Gaden.
Giovanni var blevet Jokey. Han drog fra Cirkus til Cirkus og fik et stort Navn. Publikums Yndling var han allevegne.
Det var Ridtets Voldsomhed, som betog. Ingen red saa ustyrligt som han. Han føjede det store Brospring til Jokeyridtet. Han lagde Vovestykke til Vovestykke; ikke var der det Haarsbred mellem Kvæstelsen og ham.
Midt under Ridtet kom som en Rabies over ham. Alt svandt væk, Lys og Loger og Kvinderne, og han følte kun under sig den gyngende og stønnende Ryg, og han skreg gennem sammenbidte Tænder.
Naar Ridtet var endt, var det sort for hans Øjne, og med sammensnøret Hals faldt han om paa Uldtæpperne i Garderoben og laa plat som en Klud.
Om Dagen var han alvorlig, sat og faamælt.
Det havde været en Aften, da han var engageret i Petersborg hos Cinicelli. En Trapezkunstner var styrtet ned fra det øverste af Rotunden. Han tabte Balancen, de hørte et Skrig, saá Legemet gennem Luften, og kvæstet laa Kammeraten i Manegen. To Timer efter var han død.
Da Kisten paa Begravelsesdagen blev sænket i Jorden, stod alle Artisterne tavse rundt om Graven. En efter en gik de hen, og med ubevægelige Ansigter saá de stumme ned paa Kisten.
Ulykken gjorde et stærkt Indtryk paa Giovanni. Han var ikke bange, han blev snarere endnu mere forvoven i sit Ridt. Men udenfor Arbejdet var han alvorlig, næsten sørgmodig. Han havde set, i hvis Brød han tjente.
Han spillede ofte og højt. Med bankende Pulse – Aarene svulmede i hans Pande – sad han halve Nætter ved Kortene og fortsatte med Pengedynger foran sig Ridtets Spænding.
Saa var det, han i Cirkus Carré traf Miss Alida, Staaltraadskunstnerinden.
Straks, da hun kom ind den første Aften og kastede den røde Atlaskes Kaabe fra sig paa Jorden og stod i sit blege Silketrikot og bøjede sig for Publikum, som brød ud i Bifald blot ved at se hende – skød Blodet op i Giovannis Kinder, og han saá paa hende forbavset, som var hans Øjne opladt, nu, med ét, og han aldrig havde set en Kvinde før.
Han fulgte hver Bevægelse, hans Blik slap ikke hendes Skikkelse. Og da hun steg ned og gik og atter kom ind, smilende og bøjende sig, vidste han ikke, hvor han var, om der var gaaet et Minut eller en Time.
Da hun igen gik ham forbi med Blomster i Hænderne – fulgte han efter uden at vide det. Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre, ind.
Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor Miss Alida sad med graat Slør om en rød Hat.
Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke noget andet end Miss Alida.
Hvor saa Miss Alida var, paa Prøven eller om Aftenen, om hun arbejdede eller sad i Logen bag sin Vifte, saa følte hun Giovannis Øjne rettede paa sig. Men ellers holdt han sig stadig fra hende. En Gang paa Prøven havde han staaet og stirret paa hende lange Tider, og saa var han pludselig gaaet et Par Skridt henimod hende, som om han vilde sige noget. Men det blev ikke til mere end, at han drejede kejtet af, lige foran hende, og gik.
Miss Alida, som var en erfaren Dame, vidste slet ikke, hvad det skulde sige. Og da hun i nogen Tid havde ventet paa, at det skulde blive til mere, og det blev bare det samme med Stirren og Øjne og ikke andet, blev hun ked af det og næsten halvvejs fornærmet. Om Aftenen, naar hun efter Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt.
Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet ødelagt, saa rent, af saadan En. Han rejste paa Markeder – en Cooke.
Og han følte det, at gav han efter, var det forbi, Modstand og det altsammen og saa – gav han efter.
Det var en Formiddag. Han var kommen for at øve, og hans Hest blev ført frem, og, træt ved alting, opgav han at prøve og lod dem føre Hesten tilbage. Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder.
Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt. Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end til Restauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet.
Da han aabnede Døren, gik Miss Alida forbi i Halvmørket.
Han blev staaende med Haanden paa Døren. Hun saá paa ham med sit Smil.
Men i samme Nu havde Giovanni løftet hende op fra Jorden og sat hende ind ad Døren, som han slog i.
– Saadan noget havde Miss Alida dog endnu ikke været med til.
Giovanni var fra Sind og Sans, det var en Vildskab det hele.
For hans Lidenskab var fra den første Dag mættet med et hadefuldt Raseri mod ham selv og mod hende. Han hadede og begærede hende. I nogen Tid kunde han beherske hende med sin Lidenskab, der havde det nok saa rigeligt med Slag som med Kærtegn. Men saa syntes Miss Alida, at den Historie blev hende dog for voldsom, og hun tog til mild Afveksling en kælen og blond Akrobatdreng, som gav Damen i det grønne Hus.
Giovanni vidste det. Han kom til hendes Dør om Aftenen, og hun lukkede ikke op; og han vidste godt, han var derinde. Han gik paa Gaden og vandrede op og ned; naar en Dør blev lukket eller aabnet, skjulte han sig i en Portfordybning. Hen paa Morgenen saá han Drengen komme ned og gaa forbi sig, bleg, med Hænderne i Kavajlommerne. Han ikke saa meget som slog ham. Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven, med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor Akrobatungen nylig havde ligget.
Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu. Det store Jokeyspring kunde han mange Aftener gøre om baade tre og fire Gange. Han vidste godt, han ikke var sikker mere. Han prøvede om Formiddagen Gang efter Gang og blev ikke sikrere. Han piskede sin Hest til Blods og skreg af Raseri under Prøverne.
En Aften faldt han ned seks Gange. Han trak op i sine Støvler, beroligede Hesten, krummede sig sammen og løb til, og snublede igen.
Direktøren, der stod i Staldaabningen, trak paa Skulderen og vendte sig til den forreste Klovn:
– Cette Alida est bien forte, sagde han, canaille.
Saa kom Giovanni op den syvende Gang.
Batty blev engageret med sine Løver til Cirkus. Han og Giovanni var sammen som før. De spiste sammen, fulgte, hinanden hjem om Aftenen. Miss Alidas Navn blev aldrig nævnet imellem dem.
Batty sad paa Giovannis Prøver ubevægelig og stille.
En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede ned og snublede og sprang.
Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte Hestens Ryg og faldt.
– Nej – han skreg – nej, fø’r Hesten ud! Og stønnende kastede han sig næsegrus ned paa Jorden, saa lang han var.
Han laa og hulkede sagte midt i det store Rum. Batty stod op og gik ind til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse.
Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu.
Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det.
– Saa, Giovanni, saa – min Ven.
Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder. Et Øjeblik blev Graaden saa voldsom igen.
– Ja – ja – ja, ja – ja vist – Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hans Nakke – ja vist….
Giovanni tog hans Haand.
– Lad mig saa gaa, sagde han, tak – Du. Han rejste sig, og med et Haandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej.
Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt og saa ikke paa ham:
– Giovanni, kunde vi ikke rejse?
Men Giovanni lod som han ikke hørte, og Batty turde ikke spørge ham igen.
De gik noget. Godnat, sagde saa Giovanni, paa et Hjørne.
– Hvor skal Du hen, sagde Batty. De skiltes ellers aldrig dér. Ud – Giovanni saá bort: Godnat.
Batty stod længe og stirrede efter ham.
Giovanni ventede udenfor Alidas Hus og slap ikke ind før om Morgenen.
Et Par Aftener efter maatte Giovanni gaa fra Manegen, uden at hans Spring var lykkedes.
Han gjorde om og om. Alle Aarer svulmede i hans Ansigt af Anstrengelse og Skam.
Publikum blev utaalmodigt. De hyssede. Han forsøgte endnu en Gang.
– Finissez, Finissez, raabte Direktøren gennem Hysningen.
Og blodrød og med sammenbidte Tænder maatte Giovanni gaa bort fra Manegen.
Miss Alida stod paa Trappen. Hun vilde sige noget, men han gik af Vejen. Han havde bare set hende lige ind i hendes Ansigt.
Han kom ind i sit Værelse og satte sig foran sit Spejl. Armene hang slapt ned langs hans Sider. Han var bedøvet af Fortvivlelse og Skam.
Det bankede paa Døren, og Batty kom sagte ind. Giovanni gjorde en Bevægelse som for at holde ham fra sig. Men Batty saá det ikke, han gik op og ned i Rummet.
Han tog et uldent Tæppe i Krogen og lagde Giovanni det om Skuldrene: Tag det om Dig, sagde han, Du kan ikke sidde saadan.
Giovanni lod Tæppet glide ned om sig og sad som før.
– Tag det om Dig, sagde Batty haardt, skal Du nu ogsaa blive forkølet!
Giovanni adlød, og Batty gik igen frem og tilbage.
Han standsede bag Vennens Stol: Giovanni, Du maa rejse. Dette gaar ikke.
Giovanni rørte sig ikke.
– Hører Du, Giovanni, det nytter ikke: vi maa rejse. Det var ligesom Giovanni vaagnede, han forstod uden at have hørt. Han tog med Haanden ned over Øjnene og sagde:
– Ja – ja … Ja Du sørger vel for det.
Han lagde Hovedet ned mod Bordpladen, og Batty gik.
Batty talte med Direktøren den næste Formiddag: de kunde rejse om en Uge. Det blev saa bestemt.
Men samme Aften – Giovanni red som en gal, saa vildt – styrtede han af; Hesten blev sky, snublede og faldt ovenpaa ham. Der blev Forvirring og Skrig, og de bar Giovanni ud kvæstet. Hvad Brystet havde lidt, kunde man ikke sige, det højre Ben var knækket over Laaret.
En Feber slog sig til, og fjorten Dage svævede Giovanni mellem Liv og Død.
Et Par Uger laa Giovanni hen uden Bevidsthed. Han var ustyrlig, saa de bandt ham i Sengen. Siden mattedes han, og Krisen kom med en fortærende Feber. Han laa med hede Øjne uden at røre sig, uden Mæle.
Dag efter Dag sad Batty ubevægelig paa Stolen ved Sengen og betragtede hans Ansigt ufravendt.
Da Krisen var ovre, vaagnede Giovanni og saá Batty. Han vilde tale, men han havde ikke Kraft. Han smilte, og han forsøgte at løfte Haanden, men han kunde ikke. Han følte sig tung som Bly.
Batty saá Genkendelsen i hans Øjne og fo’r med Haanden op til Brystet, saadan Hjertebanken fik han af Glæden. Giovanni faldt i Søvn igen.
Batty rejste sig og aabnede sagte Døren og gik ud af Stuen. Nede hos den vagthavende Læge bankede han paa.
– Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig.
Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.
Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra Giovannis, der var blev et saa fin og gennemsigtig.
Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt. Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund. Batty sukkede nu og da.
Giovanni syntes, han saá saa sørgmodig ud.
– Batty, sagde han sagte, hvorfor er Du saa bedrøvet?
– Er Du vaagnet, sagde han, det vidste jeg ikke. Jeg er ikke bedrøvet.
Men Giovanni saá tit, naar Batty troede han sov, at der gik som en pludselig Kulde gennem Batty, og han hørte ham sukke kort og sagte.
– Batty, sagde han, Du maa ikke sidde herinde hele Dagen.
– Hvorfor?
– Du kan ikke taale det. Jeg vil ikke ha’e det. Du bliver syg.
– Jeg har det bedst her, Giovanni. Jeg vil helst være her.
Og Giovanni laa og tænkte paa, hvad der vel var i Vejen med Batty.
En Dag sagde han pludselig:
– Batty, sig mig, er det Løverne, Du. Er det?
Batty saá ned mod Gulvet.
– Du véd jo, sagde han, de er altid lidt urolige hen mod Foraaret.
Efterhaanden som Giovanni blev bedre, begyndte han at tale meget utaalmodigt og gnavent.
– En Dag sagde Lægen, som syslede med Benet:
– Ja – til Jokey bli’r det jo ikke mer, men hvor der ikke skal springes saa højt – vil De saamæn slet ingen Mén mærke.
Giovanni satte sig haardt op i Sengen.
– Bli’r jeg ikke Jokey? sagde han. Han følte en skarp Smerte i Benet og faldt tilbage mod Hovedpuden.
– Jeg har jo sagt, De maa ikke røre Dem, sagde Lægen. Nej – Jokey – det bli’r vist for voldsomt – men Hr. Batty siger jo, at for Dem er der Specialiteter nok. Lidt Forandring vil bare more Hr. Giovanni.
Da Lægen var gaaet, laa Giovanni hen med lukkede Øjne. Det havde ramt ham som et Slag: Han skulde ikke mere være Jokey.
Han tumlede med den ene Tanke og fandt ikke Rede. Han syntes, det lukkede sig saadan allevegne.
Da Batty kom, nikkede han kun til Goddag og laa ubevægelig. Ingen af dem sagde nogenting.
Tilsidst spurgte han:
– Batty, hvorfor har Du ikke sagt mig det?
– Det kom jo tidsnok, sagde Batty.
Giovanni lagde sig om mod Væggen ganske stille. Men saa skar Tanken igen gennem hans trætte Hjerne, og han vendte sig i Sengen og stønnede.
– Giovanni, sagde Batty. han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke.
– Vi kunde jo – det kom tøvende – dele Løverne.
Og da Giovanni ingenting sagde, føjede han stille til:
– Hvis Du vil.
– Dele Løverne?
– Ja – jeg mener, vi kunde arbejde sammen.
Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde med Løverne. Saa snart Giovanni blev rask, begyndte de paa Prøverne. Batty bedøvede Dyrene og lod Giovanni følge sig ind i Buret. Løverne var dvaske, der var ingen Fare.
Naar en Løve gned sin varme Krop langs Giovannis Ben, løb som en Kulde hen over hans Hud, ellers var han rolig. Tavse arbejdede de mellem de knurrende Dyr.
De prøvede tre Uger. Saa skulde “Fratelli Bedini, Løvetæmmerne”, optræde for første Gang.
Giovanni og Batty forlod aldrig mere hinanden. De maatte bestandig være sammen. Det var, som den ene ikke mere turde forlade den anden. De tænkte begge det samme, og det forstod de uden at tale.
Da Giovanni stod paa Trappen og saá det røde Bur inde i Manegens Lys og den mørke Krans af Mennesker rundt om, tog han haardt om Gelænderet. Det var, som om alt Blodet i ham vilde standse sit Løb med ét.
– Giovanni, sagde Batty nede fra. Kommer Du.
Giovanni gik ned, og de ventede ved Siden af hinanden.
Slapt faldt Armen tilbage. Giovanni saá fremme foran sig Buret, hvor Løverne gned sig sammen i Flok.
De begyndte at gaa. Han fulgte Batty. Blikket holdt han ufravendt paa den hvide Trappe. Batty steg op og slog hurtigt Slaaen fra; et Nu betragtede han Giovanni og gik ind.
Da de igen var ude, hørte Giovanni Bifaldet som en drukken Mand Blodets Sus.
De arbejdede hver Aften. Løverne var kælne og logrede som Hundehvalpe. Men undertiden fo’r Giovanni om Natten pludselig op af Søvne: han havde set Løvindens Øjne paa sig i Drømme. Han satte sig op badet i kold Sved, og han saá over til Battys Seng, om han sov.
Timevis sad han i Mørket, med Armene om sine Knæ, i tung Grublen.
I den sidste Tid var ogsaa Batty søvnløs. Naar Giovanni vaagnede, forfulgt af sin evige Drøm, hørte han Batty kaste sig i Sengen og sukke. Men saasnart han mærkede Giovanni var vaagen, laa han ganske stille med dybt Aandedrag, og de laa begge timevis, lyttende efter hinanden, og lod som de sov, og de vaagede begge.
Om Aftenen i Garderoben, naar de sad foran deres Spejle, greb de pludselig hinanden i Haanden med et angst Tryk.
– Giovanni, sagde Batty, hvordan er det gaaet til, at Du hader mig saadan?
Giovanni blev bleg. Det var det, han tænkte paa Nat og Dag.
– Jeg véd det ikke, sagde han sagte, jeg forstaar det ikke.
Og de gav sig igen til at klæde sig paa langsomt og mekanisk.
Det var en Sommeraften, det skete, efter en hed Dag, som havde gjort Dyrene rigtig levende.
Batty og Giovanni arbejdede roligt i den gamle Takt. Men den ene Løvinde var ulydig, saa Batty maatte slaa den med Pisken over Snuden. Den blødte. Dyret krummede Kløerne ind og lagde sig knurrende. Giovanni tog ikke sit Blik fra dens gule Øjne.
Det var forbi, og Batty aabnede Døren og lod Giovanni gaa ud. Han fyrede Pistelen af og vilde lukke Døren til den lille Forstue – da han gled.
Han faldt, saadan – forover – paa det højre Ben – og vilde rejse sig – og greb for sig – og havde Løvinden over sig – og skreg.
Og med sin sidste Kraft, med Dyret i sin Strube, vendte han sig og lagde sin Arm som en Rigle ind i Døren, saa den lukkede.
– Batty.
– Batty. Giovanni sled i Døren.
Tilskuerne, flygtede vildt ned over Bænkene, der knustes. Under Skrig sprang de ned fra Gallerierne.
Man hørte de Besvimedes Hvin og Angstraab fra Børn, der klamrede sig til Logerne – og man vendte sig ikke, men flyede.
Paa Amfiteatrets Bænke vred Kvinder deres Hænder. Staldmestrene brødes med Giovanni midt paa Jorden.
– Luk – luk Buret! skreg der Tusinde.
– Løverne gik logrende rundt om Battys Lig i den tomme Cirkus, hvor alle Blussene brændte.
Giovanni sad paa en Kasse ude i Gangen. Fraaden faldt fra hans Mund ned paa hans Bryst. To Artister holdt hans Hænder. Da Kammeraterne slap ham, rørte han sig ikke. Armene faldt ned.
Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort – indtil der var stille.
Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret affyrede han to Skud og aabnede Døren.
Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftede Giovanni Liget ud. Blodet rislede fra Gulvet i Buret piblende ned paa Jorden til en stor Pøl.
Han kaldte paa et Par Staldkarle, og de kom tøvende. De rystede over hele Kroppen.
– Tag ham, sagde Giovanni.
Karlene bøjede sig ned og tog Liget. Men den ene slap Taget. Han besvimede saa lang han var paa Jorden.
Giovanni skubbede den anden væk, og han løftede langsomt det lemlæstede Lig op, og han bar det ud i sine Arme, som et lille Barn. Der blev en lang Vej af Blod til det Sted, hvor han lagde det: paa Løveburets Plads ved Stalden.
Der var ingen. Der var tomt og stille overalt. Han hentede en Baare og lagde Liget paa den og dækkede det med Akrobaternes Tæppe.
Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger gennem hans store Legeme.
Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede. Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet istaa.
Han blev siddende paa Gulvet og saá længe paa det altsammen. Nu var han alene. Hans Smerte blev i samme Nu til et dumpt Raseri mod dem, Dyrene.
Han rejste sig og gik ned ad Trappen. Han ikke saa meget som tænkte paa Liget. Han gik ind i Manegen. Løverne sov i Buret. De blev vækkede ved Støjen og knurrede. Han tog Skodderne i Stalden, en efter en, og satte dem for.
Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købe Kød til Løverne, i Byen.
Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik ud.
Han købte nogle store Oksekøller hos en Slagter, og han fulgte selv med Drengen, der bar dem hjem. Han blev hjemme hele Dagen, og han borede med et gammelt Vridbor lange Gange i Kødet og fyldte dem med Stryknin.
To Politiembedsmænd kom for at faa Forklaring om Ulykken. Giovanni svarede roligt og hørte ikke op med sit Arbejde.
Da det mørknede, gik han ud. En Dreng bar Kødet, pakket ind i et Lagen.
Cirkus laa tom og mørk. Forestillingen var aflyst.
Giovanni tændte to Staldlygter og gik ind i Manegen. Buret stod med sine Skodder paa samme Sted som om Morgenen. Han gav Drengen en Drikkeskilling og lod ham sætte Kødet fra sig; langtsomt tog han Skodderne fra og stillede dem i Kreds op ad Manegen.
Saa viklede han Lagenet op og kastede Kødet ind, Stykke for Stykke.
Løverne greb det knurrende og sled det itu og slugte det. Giovanni saá paa de hvide Tænder i Kødet.
Han satte sig paa Manegen og ventede.
I Halvmørket gned Dyrene sig som Skygger rundt i Buret.
Ubevægelig stirrede han hen, hvor Løverne flakkede uroligt rundt; de skubbede sig op ad hinanden med korte Brøl. Klagende strakte de deres Kroppe ud paa Sandet, og de spilede Øjnene op og strakte de tørre Tunger langt ud og slikkede de kolde Stænger.
Giovanni rørte sig ikke.
Dyrenes Øjne lyste i Mørket som gule Flammer, der blev lysere og matte og slukkedes. De borede deres Kroppe ind i Krogene under sagte Jamren, og de begyndte at ralle, og pludselig fløj de, rasende, op mod de klirrende Stænger og brølede fortvivlet; de faldt ned, og sky slæbte de sig forbi hinanden og væltede sig om paa Ryggen, og der kom fra deres opspilede Gab afbrudte og kvalte Brøl, som om deres Struber snøredes sammen.
Lysene i Lygterne var ved at brænde ned. Det blev helt mørkt.
Giovanni blev siddende og hørte den sagte Rallen fra Buret, hvor der blev stille – lidt efter lidt.
Han syntes, det hele var saa græsselig elendigt, altsammen.
Han tænkte paa saa mange sørgelige Ting. Han tænkte paa de lystige Brolæggere, som i et Aar alle havde kastet sig ned paa Gaden og var døde der paa Stenbroen. Han tænkte paa sin Fader, som havde siddet ved hans Seng og presset ham for Penge.