Hr. Theodor Franz havde altid saa lykkelige Idéer. Han rettede en Takskrivelse til Studenterne, hvori han meddelte, at Charlot Dupont vilde spille til Fordel for de Vandlidte.
Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas opsatte Skrivelsen sammen.
– Men hvor er de Vandlidte, sagde Hr. de las Foresas.
– Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der er altid Vandlidte i Ungarn.
Hr. Theodor Franz forstod at skrive aabne Breve. Det var hans Specialitet. Han havde haft sin allerstørste Sukces med et aabent Brev. Det var med Miss Tisbyrs, da han i et Brev til Publikum frabad sig Applaus ved en Kirkekoncert for at skaane Miss Tisbyrs’ Finfølelse. Koncerten havde givet seks og tyve tusind Francs Brutto – (og hvad koster saa disse Kirker, min Herre? intet – ingenting, man har dem jo for intet) – og hele Byen havde raabt “Leve” udenfor Kirken.
Hr. Theodor Franz skrev, at Hr. Emmanuel Dupont, det lille Kunstnerfænomens Fader – han har med Hæder tjent sit Frankrig og er forbleven tro mod Orleanerne, sit Fyrstehus – var uendelig lykkelig over, at hans Søn kunde vise sin Sympati mod et Land, der altid havde bevaret en urokkelig Tro paa hans dyrebare Fædrelands Overlegenhed og Fremtid.
Hr. Emmanuelo de las Foresas havde Taarer i Øjnene.
Ved Koncerten for de Vandlidte var Huset udsolgt, før Billetkontoret blev aabnet. Koncerten sluttede med “Kakadu der Schneider”. Da Charlot blev fremkaldt for nittende Gang, gav han “Radetzky-Marchen” som ekstra.
Næste Dag begyndte Turen Ungarn rundt. Hr. Theodor Franz tog tohundredetusind Gylden ind paa den Rejse. —
Charlot skød svært i Vejret. Et langt Stykke tyndt rødt Ben stak op af hans korte Sokker. Hr. Theodor Franz lod en Knipling sætte til ved Knæet.
Om Aftenen, naar hans Blik faldt paa Charlot, der hang langs en Stol med sin evige Cigaret, saá Hr. Theodor Franz bekymret ud.
– Min Herre – Charlot maa være otte, sagde han. Man kan ikke være syv Aar, naar man snart kan træde ind i Garden.
Charlot gik nu stærkt i sit ellevte.
* * * * *
De gav Koncerter i Berlin. Naar de var forbi, skulde Charlot hjem til Paris og have en Maaneds Ferie, før Vejen gik til Amerika.
Det var paa en af de første Koncerter, Charlot havde spillet og stod i Kunstnerværelset og hørte paa Applaus’en fra Salen. Der var en hel Del Mennesker i Kunstnerværelset.
– Ind – ind, sagde Hr. Theodor Franz.
Charlot gik ind. Bifaldet brød løs som en Storm. Ud og ind igen og endnu en Gang ind.
Han stod i Kunstnerværelset varm og ophidset af Bifaldet. De klappede endnu.
– Ind – ind, raabte Hr. Theodor Franz fra Døren.
Ind igen.
Charlot vendte tilbage. Han havde Favnen fuld af Blomster. Træt lod han dem falde ned paa Gulvet og lænede sig til Dørstolpen.
Han følte en Haand gennem sit Haar og saá op. Et mildt, sørgmodigt Ansigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lød Applaus’en endnu.
Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Armene om den unge fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham.
Den unge Mand blev ved at klappe hans Haar.
– Pauvre enfant – mon pauvre enfant.
Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentede Charlot ud at spadsere. De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlot holdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sine Rejser som en gammel Mand.
– Hvor er dine Penge? spurgte Hr. Becker.
– I Paris – hos – Charlot vilde sige sin Moder – i Paris, gentog han saa. Fa’er sender dem til Paris.
– Ja saa – din Fa’er har dem.
Charlot blev ved at fortælle, mens de gik Alléerne op og ned.
Hr. Theodor Franz rejste til Paris. Et Par Dage efter tog ogsaa Hr. Emmanuelo de las Foresas bort.
– Jeg maa jo forberede hans Hjemkomst, sagde Hr. de las Foresas. Jeg skal hjem og slagte den fede Kalv. Hr. Emmanuelo de las Foresas rejste i Stilhed til Potsdam med en Blondine, som vejede 220 Pund.
Charlot blev tilbage hos Hr. Becker.
Det var efter den sidste Koncert. Hr. Becker var kommet for at faa Charlots Kuffert pakket.
– Charlot, sagde han. Jeg har sparet nogen Penge til Dig… Det er noget – forstaar Du, Hr. Theodor Franz og Din Fader véd det ikke – jeg har faaet Lokalerne billigere, ser Du – det er et tusind Mark.
– Tusind Mark – til mig – rigtig til mig… Charlot saa Pengene. – Er de til mig? Alle de til mig… Han fik dem og bredte Sedlerne ud, en for en, paa Sofaen til en Vifte, og glattede paa dem og gik fra, og saá paa dem.
Munden stod ikke paa ham. Hvad han skulde købe, hvad han vilde forære … for alle Pengene.
Han delte Sedlerne af i Partier – det til den og det til den.
– For de Penge faar man da nok en Kjole til Mo’er … af Silke.
Han pludrede længe om Moderen og om dem alle derhjemme, om hvordan de havde det, og hvor de boede. —
– Ja – se – Mo’er – hun græder nu mest … Lige med ét blev han blodrød og tav.
– Ja – for det er bare noget … han var lige ved at vande Høns … det er slet ikke sandt, at Mo’er er død … Det er bare no’et, Hr. Theodor Franz vil ha’e … For Mo’er er derhjemme. Det er jo hende, Fa’er sender alle Pengene at gemme …
De sankede Sedlerne sammen, og de blev syet ind i Charlots Bluse, i Foret.
– Nu skulde Du gi’e dem til din Tante, Charlot, at gemme – saa ingen véd noget om det – saa har Du dem, naar Du skal købe for dem – ikke …
– Jo – jeg gi’er dem til Tante – saa kan jeg hente dem henne hos hende – ja …
Charlot gik hen til Hr. Becker og stod op ad ham.
– De er … god ved mig, sagde han.
– Synes Du, Charlot. Hr. Becker lod sin hvide Haand gaa hen gennem hans Haar.
– Har De ingen Børn, spurgte Charlot.
– Nej – jeg har ingen Børn.
– Hm … det skulde De ha’e …
– Det faar jeg ikke, Charlot. Hr. Becker lod sin Arm glide ned paa Charlots Skulder og holdt ham lidt ind til sig …
– Men nu maa vi pakke, min Dreng …
Charlot græd, da han skiltes fra Hr. Becker.
– Hr. Emmanuelo de las Foresas’ Familie boede stadig paa sin femte Sal. Fru de las Foresas var blevet hvidhaaret. Det var hele Forandringen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas lod sig Klokken to bringe den første Kop Chokolade, paa Sengen. Saa stod han op. Fru de las Foresas klædte ham paa. Hun var meget bange for Hr. de las Foresas under Paaklædningen, for han var en Smule vanskelig om Morgenen. Han brugte Krøllejern. Han satte det lidt fast paa Fru de las Foresas Hals – naar han var misfornøjet.
Hele Huset skælvede, mens Hr. de las Foresas gjorde Toilette.
Naar Hr. de las Foresas var færdig med sin Paaklædning, gik han ud.
Saa vandrede Fru de las Foresas rundt, og bævede for naar han kom hjem.
Og alle de ni Unger skød op og halvsultede i den samme evige Forfjamskelse.
Charlot gled ind i det som før. Han spurgte slet ikke om Pengene.
En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som en Vandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas.
Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusinde Mark. Fru de las Foresas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.
Men inde i sig fik Charlot et stort, sløvt Had til sin Fader, ligesom et Dyr, der lider ondt.
Hr. de las Foresas tog ham forresten tit med sig ud. De var i Teatret og i Operaen. Hr. Theodor Franz forærede dem Logerne. De sidste fjorten Dage kørte Charlot i Boulogneskoven med to smaa Ponnyer. Han havde en skotsk Dragt paa. Det var Hr. Theodor Franz, der gav ham det altsammen. Han var saa god.
Fru de las Foresas gik ud og satte sig paa en Bænk ved Vejen og saa paa Charlot, naar han kørte forbi i det lange Vogntog.
Saa efter fire Ugers Forløb rejste de og “gjorde” Amerika.
Egentlig satte Hr. Theodor Franz ikke Pris paa Amerika. Amerika stødte hans kunstneriske Følelse. Han sagde, han var ikke Trommeslager.
Han tjente en Formue.
Charlot gjorde alt, hvad de sagde til ham. Hver Nat var han paa Jernbane, og han spillede ofte i to Koncerter om Dagen. Han fik underlig dorske Øjne og var aldeles ligeglad ved alting. Tale gjorde han sjældent. Hvis han tænkte noget, faldt han ingen til Ulejlighed med sine Tanker.
Han røg Cigaretter og Cigaretter.
Mange Timer i Træk tændte han Cigaret efter Cigaret og stirrede paa den blaa Røg. Han sad tilsidst i en hel Sky.
Men ellers gik han, som sagt, hvor man vilde have ham, og gjorde som de vilde, akkurat. Han var træt som en Vandbærer, altid.
Han fik i Chikago en lille Guldviolin, besat med Diamanter. Den blev overrakt ham ved en Koncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas var forhindret den Aften – de amerikanske Fyldigheder forhindrede oftere Hr. Emmanuelo de las Foresas fra at overvære Koncerterne – og han fik ikke Violinen at se.
Næste Morgen lod Charlot Portieren i Hotellet sælge Violinen og sende Pengene til Paris til Moderen.
Ved sin Chokolade læste Hr. de las Foresas Bladene og læste om Violinen.
Han vilde se den.
– Jeg har solgt den, sagde Charlot.
– Hva’? Hr. de las Foresas var lige ved at tabe Koppen.
– Ja.
Charlot saá paa sin Fader.
– Jeg har sendt Pengene hjem, sagde han.
Hr. Emmanuelo de las Foresas sad med Koppen i stiv Arm i Sengen og mælte ikke det Muk.
Charlot havde set saa underlig ud i Ansigtet.
Skyde i Vejret gjorde det lille Violin-Vidunder, saa Hr. Theodor Franz kaldte ham for ti Aar paa Plakaterne. Det var i Kalifornien. De tog Havanna, Mexiko og Brasilien.
– Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz til Hr. Emmanuelo de las Foresas. Jeg spytter mig i Øjnene – men Tiderne … min Herre: Vi gaar til Australien.
Hr. Emmanuelo de las Foresas fandt, at alle Penge var lige gode. De gik til Australien.
Charlot var føjelig. Forresten var der da ingen, der spurgte ham.
Naar Hr. Theodor Franz om Aftenen ved Glassene kom til at se over paa Charlot, som bleg, med hængende Arme, var døset hen i sin Stol, sagde han undertiden til Hr. Emmanuelo de las Foresas:
– Véd De – Charlot er egentlig en god Dreng.
– Ser De, min Herre, det er Behageligheden – Børn gør ingen Ophævelser. De er ikke Tenorister – de melder sig ikke syge – De holder ud … man véd, hvor man har dem … Jeg siger ærligt, jeg “gør” meget gerne Børn.
Violin-Underet Charlot Dupont lod sig spille som en Lirekasse. Men Anfald af Stædighed havde han.
En Dag, da Charlot pakkede sin Kuffert, tog han et for et alt sit Legetøj og slog det itu. Han brød det sønder over Stolekanterne og trampede det i Mas paa Gulvet. Han trykkede Staaltøndebaandet mod Væggen af al sin Magt, saa det blev skævt – han stønnede af Anstrengelsen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kom ind og saá Ødelæggelsen. Charlot stod, højrød i Kinderne, midt imellem Ruinerne.
– Hvad skal det sige? hvad er det med det Legetøj? —
– Jeg har revet det itu, sagde Charlot.
– Er Drengen bleven gal? —
Charlot knyttede begge Hænderne:
– Jeg ta’r det ikke med. Han saá lige paa Faderen. Slip mig, jeg ta’er det ikke med.
Hr. Emmanuelo de las Foresas slap ham. Han havde sine svage Øjeblikke: Hr. Emmanuelo de las Foresas gav sig til at samle Stumperne op.
Alle Folk vendte sig efter Charlot paa Gaderne. Han saá grinagtig ud i sin Bluse, med de lange dinglende Arme, og de tynde Ben, som var bare fra Knæet. Theodor Franz købte ham altid saa barnlige Straahatte.
Gadedrengene raabte tidt efter ham.
En Dag kom Charlot forbi en stor Flok Drenge, som gik fra Skole.
– Nej – se Blusemand – hej – se en Blusemand raabte en.
Der blev en hel Koncert af Fingerpiben og Grin og Raab:
– Ej – hvor er Ammen. —
– Hvem skal knappe hans Bukser …
– Tror I, han er ved de fem …
Blusefaar – Blusefaar – hva’ ska’ Du ha’e – Blusefaar – Blusefaar – ska’ ha’ Dada.
Stemte de i, i Kor.
– La’ ham faa Ble.
– Har han en Sutte?
– Gi’e ham tørt paa.
Charlot tog en Sten og kastede efter dem.
Han var ikke mere til at drive ned paa Gaden. Hr. Theodor Franz maatte an med sin Myndighed.
– Jeg gaar ikke. Charlot trykkede sig op til væggen, som om han troede, de vilde slæbe ham ud.
– Jeg gør’et ikke …
Hr, Theodor vilde lige til at knubse, Charlot stod bøjet, med sammenbidte Tænder. Det flammede i hans Øjne.
Hr. Theodor Franz lod Haanden synke.
– Jeg gaar ikke i Bluse, sagde Charlot.
– Ikke i Bluse … Er … Hr. Theodor Franz havde set paa Charlot, tynd og opløben stod han i Blusen. Han stoppede i det.
Hr. Theodor Franz havde set, at Blusen gik ikke mere. Charlot fik Trøje.
Han var snart fjorten Aar.
Charlot-Dupont-Turnéen vendte tilbage til Europa.
– Hr. Theodor Franz vilde danne en Kunstnerbuket. Han vilde samle seks Verdensberømmelser paa én Plakat. Publikum var sløvt, det maatte tages med en Trumf. Hr. Theodor Franz talte om et funklende Fragment af den europæiske Kunsts Mælkevej. Violinvidunderet Charlot Dupont hørte til dette Fragment.
Forresten var Selskabet en Altsangerinde af Hr. Emmanuelo de las Foresas’ Yndlingsomfang, en Baryton, en jomfruelig Romancetenor, en Violoncellist og Mme. Simonin, Pianistinden.
De rumlede gennem Europa med to Programmer.
– Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, jeg ta’er Røgkupé.
Hr. Emmanuelo de las Foresas tog ogsaa Røgkupé.
De andre kørte sammen.
Kupéen flød af Pelsværk og skidne Sovepuder. Altsangerinden rejste uden Korset i et rødt Bluseliv. Hun begravede sig med Overkroppen i alle Puderne, som om hun lige skulde til at staa paa Hovedet. Herrerne vendte Ansigterne ind mod Væggene og snorkede.
Hr. Theodor Franz’ kunstneriske Fragment blev saa temmelig Intetkøn paa Vejen gennem Europa; man generede sig ikke.
Pianistinden led af Varme. Hun klædte sig halvvejs af og rullede sig sammen som en Kat med de nøgne Arme op om Hovedet.
Charlot vaagnede op og saá sig om. Lange Tider kunde han stirre paa Pianistindens runde Arme.
Ingen kunde sove mer. Tomhjernede sad de og stirrede sløve paa hinanden. Pianistinden gjorde Fingergymnastik paa et stumt Klavér.
Turnéen fik fire Vittigheder, som blev sagt nogle Gange i Timen.
Saa sov de igen.
Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa Madame Simonin, som hun laa.
Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.
Naar hun øvede sig, fik han Lov til at holde det stumme Klaver paa sime knæ.
De kom til et Middagssted. Damerne fik Pudderkvasten et Par Gange rundt i Ansigtet og Kaaber om sig. Charlot var altid først ude. Han stod ved den bedste Plads i Spisestuen og ventede paa Fru Simonin.
De lo meget af den lange Charlot med hans Knæbukser.
Han var den, som gjorde mindst Lykke af Hr. Theodor Franz’ kunstneriske Fragment. Han blev saa kejtet, med sine lange Arme, og han stod paa Tribunen og sank ned i Knæene, som om han vilde skjule sine egne Ben.
– Hvordan staar Du, hvordan er det, Du staar. Hr. Emmanuelo de las Foresas var opbragt. Vil Du spille dem i Søvn – er det maaske det, Du vil – Idiot … Ind.
Charlot kom ind dobbelt kejtet.
Hr. de las Foresas stod bag Portièren.
– Ret Dig, hvorfor smiler Du ikke … ret Dig – buk.
Ikke en Haand rørte sig i Salen.
– Buk – buk.
De spinkle Toner kom fra Charlots Violin spidse som Synaale.
Hr. de las Foresas kneb af Arrigskab Vidunderet til Blods med sine Negle.
Under Charlots sidste Nummer stod Hr. Theodor Franz ved Siden af Hr. de las Foresas bag Portièren.
– Hvordan er det han staar, sagde Hr. de las Foresas. Hvordan staar han i den sidste Tid?
– Min Herre, han staar, som han havde gjort i Bukserne. Hr. Theodor Franz gik.
Hr. Theodor Franz sagde virkelig de ubehageligste Ord til Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Charlot fik lidt Sjatklap fra Højden.
– Ind – ind, raabte Hr. de las Foresas – Ind …
– Smil, smil for den lede Satan.
Hr. Emmanuelo de las Foresas bandede saa slemt i den sidste Tid.
Violin-Vidunderet kom paa halv Gage.
Charlot følte ingen Overraskelse. Hvis han overhovedet havde ventet noget, var det dette.
Gulvet, tæt ved Fru Simonins Instrument – det var hans Yndlingsplads – lænede han tit sit Hoved mod Flygelet i en træt Smerte.
Han følte det mest, naar han saá paa hende, og naar hun spillede. Saa syntes Charlot, han var saa rigtig elendig.
Turnéen drog af fra By til By. Hr. Theodor Franz var mest forud. Altsangerinden gik saa i Røgkupé med Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Fru Simonin lagde Kabale paa det stumme Klaver, som Charlot holdt paa sine Knæ.
Barytonisten fortalte ofte Historier. Han vidste en Skandale om hver Virtuos i Europa.
Fru Simonin slog sine blanke Øjne op og lo, saa hun tabte Kortene. Charlot blev rød og saa underlig ved det, naar hun lo saadan.
– Hvad gjorde hun? spurgte Fru Simonin.
– Hun spiste gratis til Aften – hver Aften – i al Uskyldighed.
Den jomfruelige Romancetenor saá op fra sin Avis.
Han sad altid med Aviser, han ikke kunde læse og søgte om sit Navn.
– Kender De ikke Historien om Manden? sagde han.
– Nej – hvilken.
– Hver Gang der kommer en lille ny Lizeski, undersøger han, hvem af deres Venner den ligner … Saa gaar han hen og laaner et Tusind Francs – af den Vedkommende.
Charlot vilde saa gerne, at Fru Simonin skulde lade være at le.
Det var bedst, naar hun sad stille hen med Hænderne i sit Skød. Hun smilte tit for sig selv, og Øjnene var saa blanke.
Charlot følte sig da lykkelig, mens Blodet gik varmt mod hans Hjerte.
Charlot blev mer og mer kluntet. Han havde stadig saa travlt med at skjule sine Arme, at han altid faldt over sine Ben. Han led ved sine Klæder. Sine Babyklæder med Kniplinger – den lange, voksne Dreng.
Rundt i Hotelværelserne borede han sig altid ind i Krogene. Dér sad han gemt, med Hovedet i Hænderne, ubevægelig, mange Timer.
Han var glad, naar han blot maatte være fri for at tale.
Charlot lagde altid Mærke til Tiden, naar Drengene i Byerne kom fra Skole. Han stod ved Vinduet og saá efter Flokkene, der drev hjem med deres Boglæs. Hans Øjne var saa dorske, som var de slukkede.
De andre Verdensberømmelser af Hr. Theodor Franz’ Mælkevej gik uroligt omkring i Hotelstuerne ud og ind hos hinanden. De holdt ikke af at være ene og kun have tarveligt Selskab af deres seks Repertoirestykker. Nervøse og gnavne gik de frem og tilbage, og de havde det altid enten for koldt eller for varmt.
Sygdomme havde de alle og et Arsenal af Medicinflasker.
De holdt mest til hos Fru Simonin, som gik til og fra sit Flygel saa lang Dagen var, og spillede Skalaer.
Charlot løb ikke omkring. Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte.
Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.
Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers kølige Ord. Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og smilede fjottet.
Fru Simonin bar en Formue i Brillanter. Hun støttede saa hensigtsløst sit Barnehoved til sin Arm, der funklede af Diamanter – et Armbaand der fungerede paa alle Verdensudstillinger – og hun smilte med fornem Ro.
Charlot glemte alt. Han stod ubevægelig i en Krog og saá kun. Hans Øjne elskede dette Billede som en Drøm.
Han blev jaget ud og ind til sine Numre. Han vendte tilbage som til Lyset. For dér var blot hun, straalende og skøn.
Der kom fremmede Damer ind med Blomster. Fru Simonin tog dem og takkede og kyssede de fremmede Damer paa Kinderne.
Efter Koncerten hjalp Herrerne af Pressen Fru Simonin og Altsangerinden de lange Skindkaaber paa, og Damerne tog Kritikernes Arm og lod sig følge til Vognene.
De smilede med Buketterne i Hænderne bag Vognruderne, idet de kørte.
– Idioter, sagde Fru Simonin.
Altsangerinden rakte Tunge, og de lo som to Skoletøse.
Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan. Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hans Hænder smertede.
Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev kastet til Violin-Underet efter “Kakadu der Schneider”.
Efter Koncerten var de lystige. De spiste i Negligé, i Fru Simonins Salon. De talte om Virtuoser. De talte tit om Penge. Altsangerinden var rig, hun ejede et Par Millioner og et Slot i Normandiet. Fru Simonin havde Formue. Hun sparede paa en Tiøre og smed de Tusinder ud af Vinduet.
De talte om hvad de tjente. De havde Part. De kunde tage en femtenhundrede Francs ind pr. Aften.
De talte med en raa Begærlighed om alt dette Guld.
– Kunsten, sagde Fru Simonin. Er der ti, som forstaar den? Damerne ser, jeg har gode Fingre, Herrerne gloer paa mine Arme – det er gement. Kunsten – haa – haa – jeg vil være rig.
De kunde overfaldes af en hidsig Gerrighed, saa de kaldte Kelneren til og klagede over en Udgift paa et Par Skilling. De vilde ikke lade sig plyndre. De rejste ikke for deres Fornøjelse. De rejste ikke for at gøre Hotellerne rige. De rejste for at tjene Penge.
De kunde mange Gange drage afsted uden at afse en Øre i Drikkepenge. Kelneren havde fløjet for dem halve Nætter.
– Jeg skal maaske taale den Pøbel hele mit Liv? sagde Fru Simonin. Jeg vil ikke pines – til jeg bliver gammel.
– Jeg rejser for at tjene —
Om Formiddagen havde Fru Simonin kastet ellevehundrede Francs bort til et Damascenersværd.
– Bilder de Folk sig ind, at det morer mig at se dem gabe, sagde Fru Simonin.
De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve.
Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke kunde løfte en Haand.
Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru Simonin, der sagde saa meget stygt.
En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede. Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas’ to tørre Laurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.
Turnéen fik Aviserne op om Morgenen efter Koncerterne. De kunde ikke læse dem, men de saá efter Linjerne, hvor mange der stod om hver, og de søgte at gætte sig til Ordene. Charlot tog aldrig Bladene, naar de andre var tilstede. Men om Eftermiddagen, naar Kritikerne allerede var glemt af de andre, stjal han Aviserne, og inde paa sit Værelse, i Krogen, bredte han Avis efter Avis ud paa sine Knæ, og han stirrede paa den ene, fattige Linje, der stod om “Fænomenet” Charlot Dupont.
En Gang efter Aftensbordet bladede Fru Simonin i nogle Noder.
– Det er smukt, sagde hun. Naar vi bare havde en Violinist i Truppen – men, det er jo sandt, og hun lo, – Charlot spiller jo Violin.
– Charlot – hent Deres Violin.
Charlot fik Violinen fat, og de begyndte at spille sammen.
Da de havde spillet noget, nikkede hun.
– Men det gaar jo – rigtig – det gaar jo helt godt.
– Men – rigtigt. Charlot.
Charlot spillede som i en Drøm. Bare Noderne stod saa tydeligt og saa hendes Ansigt.
– Godt – Charlot.
Det var, ligesom Fru Simonin førte ham saa sikkert. Han spillede med Taarer i Øjnene. Han syntes, nu brast han i Graad, hvert Minut.