Da gården kom til syne, følte Riley sig stødt på en måde, som hun ikke havde forventet. Det var som om hun var kørt ind i et oliemaleri af et idyllisk landdistrikt i Amerika. Den hvide træ-rammebolig lå nede i en lille dal. Huset var gammelt, men blev tydeligvis hold ved lige.

Et par udhuse lå spredt rundt på de nærliggende grunde. De var ikke i så god stand som huset. Det var den store lade heller ikke, som var tæt på at falde sammen. Men disse bygninger så meget desto mere charmerende ud på grund af deres forfald.

Riley parkerede i kort afstand fra huset. Hun tjekkede pistolen i sit hylster og steg ud af bilen. Hun indåndede den rene landluft.

Der burde ikke være så dejlig her, tænkte Riley. Og alligevel vidste hun, at det gav perfekt mening. Lige siden hun havde talt med sin far, havde hun indset, at morderen hule måtte være et skønt sted.

Alligevel var der en fare her, som hun ikke var forberedt på. Det var faren for at blive lullet i søvn af de charmerende omgivelser og sænke paraderne. Hun var nødt til at minde sig selv om, hvilken skændig ondskab, der eksisterede side om side med denne skønhed. Hun vidste, at hun snart ville stå ansigt til ansigt med stedets rædsel. Men hun anede ikke, hvor hun ville finde den.

Hun vendte sig og kiggede rundt. Hun så ingen lastbil på grunden. Enten var Dirk ude og kørte et sted, eller trucken var inde i en af udhusene eller laden. Manden selv kunne være overalt, selvfølgelig – eller muligvis i et af udhusene. Men hun besluttede sig for at tjekke huset først.

En støj skræmte hende, og ud af øjenkrogen så hun en hurtig bevægelse. Men det var kun en håndfuld løsgående kyllinger. Flere høns pikkede i jorden i nærheden. Intet andet bevægede sig bortset fra det høje græs og blade på træerne, da en blid brise blæste igennem dem. Hun følte sig helt alene.

Riley nærmede sig gården. Da hun ankom til trappestenen, tog hun sin pistol og gik op på verandaen. Hun bankede på hoveddøren. Der kom ikke noget svar. Hun bankede igen.

"Jeg har en levering til Dirk Monroe," råbte hun. "Jeg har brug for en underskrift for at aflevere den."

Stadig intet svar.

Riley gik ned fra verandaen og begyndte at gå omkring huset. Vinduerne var for høje til, at hun kunne kigge ind, og bagdøren var også låst.

Hun vendte tilbage til hoveddøren og bankede igen. Der var stadig helt stille. Dørlåsen var en simpel, gammeldags type til en skeletnøgle. Hun bar et lille låsesmed-sæt i sin taske til sådanne situationer. Hun vidste, at en lille fladspændingsnøgle ville gøre tricket.

Hun stak pistolen tilbage i hylsteret og fandt øglen. Hun satte den ind i låsen og snurrede den rundt, indtil låsen roterede. Da hun drejede dørhåndtaget, svingede døren åben. Hun trak sin pistol igen og gik indenfor.

Boligen var lige så idyllisk indrettet som landskabet udenfor. Det var et perfekt lille landligt hjem, som var bemærkelsesværdigt pænt og rent. Der var to store bløde stole i stuen med hvide hæklede stykker på armene og ryggen.

Rummet gav hende en følelse af, at venlige familiemedlemmer når som helst kunne træde ind og byde hende velkommen. Men da Riley kiggede nærgående på omgivelserne, forsvandt følelsen igen. Dette hus virkede faktisk ikke, som om der boede nogen i det hele taget. Alt var simpelthen for pænt.

Hun huskede sin fars ord.

Han ønsker at starte forfra igen. Han ønsker at vende tilbage til begyndelsen.

Det var præcis det, Dirk forsøgte at gøre her. Men han fejlede, fordi hans liv på en eller anden måde havde været håbløst fejlagtigt fra starten. Det vidste han sikkert og var plaget af det.

I stedet for at finde sin vej tilbage til en lykkeligere barndom, var han fanget i en uvirkelig verden - et udstillingsrum, der kunne være i et historisk museum. Et indrammet broderi hang endda på væggen i stuen. Riley gik tættere på at se på det.

De små syede x'er var et motiv af en kvinde i en lang kjole, som holdt en paraply. Under hende var broderet ordene ...

En skønhed fra Syden er altid

nådig

høflig

standsmæssig ...

Listen fortsatte, men Riley gad ikke læse resten. Hun havde forstået det, der havde betydning for hende. Broderiet var ikke andet end ønsketænkning. Denne gård havde naturligvis aldrig været en plantage. Ingen såkaldt skønhed fra Syden havde nogensinde boet her, drukket sød te og givet tjenere ordrer.

Men det var en dejlig fantasi for nogen, der boede her - eller havde boet her i fortiden. Måske havde nogen engang købt en dukke - en dukke, der repræsenterede en skønhed fra Syden i en historiebog.

Riley bevægede sig stille ud i gangen, hvor hun lyttede til enhver bevægelse. Til den ene side åbnede sig en buet døråbning ind til en spisestue. Hendes følelse af at være her før voksede sig endnu stærkere. Sollyset strømmede ind gennem blondegardinerne, der hang foran vinduerne. Et bord med stole stod perfekt placeret, som afventende man en familie middag. Men ligesom med alt andet så spisestuen ikke ud til at have været brugt i lang tid.

Der var et stort gammeldags køkken på den anden side af gangen. Der lå alting også på sin rette plads, og der var intet tegn på, at det havde været i brug for nylig.

For enden af gangen var en lukket dør. Da Riley bevægede sig i den retning, fangede en stribe indrammede fotografier på væggen hendes opmærksomhed. Hun undersøgte dem, da hun kantede sig forbi. De så ud til at være almindelige familiebilleder, nogle i sort/hvid, nogle i farver. De gik langt tilbage i tiden - måske et helt århundrede.

De var den slags billeder, man kunne finde i mange hjem – forældre, bedsteforældre og børn omkring spisebordet, der var dækket op til et festmåltid. Mange af billederne var falmede.

Et billede, der ikke så ud til at være mere end et par årtier gammelt, var et skolefoto af en dreng - en nydelig elev med et ny frisure og et stift, påtaget smil. Billedet til højre for det forestillede en kvinde, der krammede en pige i flæsekjole.

Chokeret lagde Riley mærke til, at pigen og drengen havde samme ansigt. De var faktisk det samme barn. Pigen med kvinden var slet ikke en pige, men skoledrengen iført en kjole og en paryk. Riley begyndte at ryste. Udtrykket i den udklædte drengs ansigt sagde hende, at dette ikke var en tilfældig eller harmløs udklædningsleg. På dette fotografi var barnets smil en forfærdelig grimasse – ja, endda vredt og hadefuldt.

På det sidste billede var drengen omkring ti år. Han holdt en dukke. Kvinden stod bag drengen og smilede et smil, der glødede med en helt forkert, uforklarlig glæde. Riley lænede sig tættere på for at se dukken og gispede.

Der var den dukke, der matchede billedet på bogen i butikken. Det var nøjagtig den samme med langt blondt hår, lyseblå øjne, roser og lyserøde bånd. For mange år siden havde kvinden givet drengen denne dukke. Hun måtte have tvunget ham til at elske dukken og drage omsorg for den.

Det pinefulde udtryk i drengens ansigt fortalte den sande historie. Han kunne ikke smile ægte denne gang. Hans ansigt var knust af afsky og selvmedlidenhed. Dette billede indfangede det øjeblik, hvor noget gik i stykker i ham og aldrig blev helet igen. Lige der brændte dukkebilledet sig fast i hans ulykkelige unge sind. Han havde ikke formået nogensinde at ryste det af sig. Det var et billede, han genskabte med døde kvinder.

Riley vendte sig væk fra billederne. Hun gik mod den lukkede dør for enden af gangen. Hun svælgede hårdt.

Her er det, tænkte hun.

Det var hun sikker på. Denne dør var barrieren mellem den døde, kunstige, uvirkelige skønhed i dette landlige hjem og den skæmmende, grimme virkelighed, der fandtes bagved. Det rum var stedet, hvor den falske maske af salig normalitet faldt af en gang for alle.

Hun holdt sin pistol i højre hånd og åbnede døren med sin venstre hånd. Rummet var mørkt, men selv i det svage lys fra gangen kunne hun se, at det var helt i modsætning til resten af huset. Gulvet var fyldt med snavs.

Hun fandt en lyskontakt ved siden af døren og tændte lyset. En enkelt loftspære afslørede et mareridt foran hende. Det første, hun lagde mærke til, var et metalrør, der stod midt i rummet, som var boltet til gulvet og til loftet. Blodpletter på gulvet markerede, hvad der var sket. De uhørlige kvindeskrig ekkoede gennem hendes sind og overvældende hende nærmest.

Ingen befandt sig i rummet. Riley tog sig sammen og gik fremad. Vinduerne var blændet, og intet sollys trængte ind. Væggene var lyserøde, og der var malet flere billeder fra eventyrbogen på væggene. Men de var ødelagt af grimme overstregninger.

Nogle børnemøbler – lænestole med flæser og stole til en lille pige - var væltet og smadret. Stumper af dukker lå og flød overalt - amputerede lemmer og hoveder og stykker af hår. Små dukkeparykker var sømmet fast til væggene.

Rileys hjerte hamrede af frygt og vrede, idet hun erindrede sin egen tilfangetagelse alt for godt. Riley trådte længere ind i rummet, og var ligeledes fascineret af det raseri og den smerte, som hun følte her.

Så raslede det pludselig bag hende, og lysene gik ud.

Riley snurrede panikslagen rundt for at affyre et skud, men nåede det ikke. Noget tungt og hårdt ramte hendes arm med et smertefuldt slag. Hendes våben forsvandt i mørket.

Riley prøvede at forudsige det næste angreb, men et tungt objekt hævede sig over hende hoved og ramte hendes hoved med en højlyst knasen. Hun faldt og kravlede hen imod et mørkt hjørne af rummet. Hun var såret, og hun vidste det. Hun kæmpede for at holde sig ved bevidsthed, men det føltes som om sand gled mellem hendes fingre.

Der var det igen - den hvislende hvide flamme, der skar gennem mørket. Lidt efter viste det skinnende lys, hvem der bar det.

Denne gang var det Rileys mor. Hun stod lige foran Riley med det dødelige skudsår blødende midt i brystet. Hendes ansigt var blegt og dødt. Men da moren talte, var det med Rileys fars stemme.

"Pige, du gør alting forkert."

Riley blev overvældet af kvalme. Alt blev ved med at snurre rundt. Hendes verden gav slet ingen mening. Hvorfor var det moren, der holdt dette frygtelige torturinstrument? Hvorfor talte hun med farens stemme?

Riley råbte: "Hvorfor er du ikke Peterson?"

Pludselig blev flammen slukket, hvilket kun efterlod spor af fantomlys.

Igen hørte hun sin fars stemme knurre i mørket.

"Det er dit problem. Du vil tage alt ondt i verden på dig - alt sammen på samme tid. Du skal træffe et valg. Et monster ad gangen."

Hendes hoved snurrede stadig, imens Riley forsøgte at forstå denne besked.

"Et monster ad gangen," mumlede hun.

Hun gled ind og ud af bevidsthed, og indimellem så hun klart. Hun så, at døren stod lidt åben, og der var en silhuet af en mand i det svage lys i gangen. Hun kunne ikke se hans ansigt.

Han holdt noget i sin hånd – et koben, kunne hun se. Han så ud til at være i strømpesokker. Han måtte have været et eller andet sted i huset hele tiden og havde ventet på det rigtige tidspunkt til at komme og overraske hende.

Hendes arm og hendes hoved var hårdt ramt. Hun følte en klæbrig, flydende varm væske på siden af hovedet. Hun blødte alt for meget. Hun kæmpede mod bevidstløshed.

Hun hørte manden grine, og latteren var ikke nogen velkendt stemme. Hun var håbløst forvirret. Det var ikke Petersons stemme, så grusom og hånende i mørket. Og hvor var hans fakkel? Hvorfor var alt så anderledes?

Hun fandtes i hendes tanker for sandheden om hendes situation.

Det er ikke Peterson, sagde hun til sig selv. Det er Dirk Monroe.

Hun hviskede højt for sig selv: "Et monster ad gangen."

Dette monster var fast besluttet på at dræbe hende.

Hun klappede med hånden rundt på gulvet. Hvor var hendes pistol?

Manden gik hen mod hende og svingede kobebet med den ene hånd og skar i luften med det. Riley kom halvvejs på benene, før han plantede et slag på hendes skulderen og slog hende ned igen. Hun forberedte sig på endnu et slag, men så hørte hun lyden af kobenet falde til gulvet.

Der var noget, der lagde sig rundt om hendes venstre fod og trak i hende. Han havde fået et reb omkring den fod og slæbte hende langsomt hen over gulvet og mod røret i midten af rummet. Det var det sted, hvor fire kvinder allerede havde lidt og var døde.

Riley forsøgte at sætte sig ind i hans tankegang. Han havde ikke opdaget hende eller udvalgt hende. Han havde aldrig set hende købe en af de dukker, han så dybt afskyede. Alligevel havde han til hensigt at få mest muligt ud af hendes ankomst. Han ville gøre hende til sit næste offer. Han var fast besluttet på at få hende til at lide. Hun skulle dø i smerte.

Alligevel så Riley en smule retfærdighed for sig. Bill og et hold FBI-folk ville snart ankomme. Hvad ville Dirk gøre, når FBI stormede huset? Han ville selvfølgelig dræbe hende straks. Han ville aldrig gå med til, at hun blive reddet. Men han var dømt til den samme skæbne.

Men hvorfor skulle Riley være hans sidste offer? Hun så ansigter af mennesker, hun elskede -April, Bill - selv sin far. Nu forstod Riley, at det hun delte med ham var et bånd af mørk visdom, en forståelse af det grænseløse onde i verden. Hun tænkte på det arbejde, hun levede for hver dag, og langsomt voksede en ny beslutsomhed i hende. Hun ville ikke lade ham gøre en ende på hende så let. Hun ville dø på sine egne betingelser, ikke hans.

Hun famlede rundt på gulvet med sin hånd. Hun fandt noget solidt - ikke en del af en dukke, men noget hårdt og skarpt. Hun greb fat om knivens håndtag. Det var sikkert den kniv, han havde brugt på fire kvinder.

Tiden stod nærmest stille nu. Det gik op for hende, at Dirk lige havde bundet rebet omkring det lodrette rør. Nu trak han hendes fod op imod det.

Han stod bortvendt fra hende, for han var helt sikker på, at hun allerede var besejret. Han var optaget af at binde hende til røret og spekulerede sikkert på, hvad han ville gøre ved hende derefter.

Hans uopmærksomhed gav Riley et øjeblik og kun et øjeblik, før han vendte sig. Stadig liggende på gulvet tvang hun sig selv op i en siddeposition. Det lagde han mærke til og begyndte at vende sig, men hun bevægede sig hurtigere end ham. Hun satte sin frie højre fod i gulvet og rejste sig op i øjenhøjde.

Hun stødte kniven ind i maven på ham, trak den ud og stak ham igen og igen. Hun hørte ham skrige og stønne. Hun fortsatte med at stikke ham som en vanvittig, indtil hun faldt bevidstløs omkuld.

Kapitel 35

Riley åbnede øjnene. Hendes hele krop var i smerte, især hendes skulder og hendes hoved. Bills ansigt fyldte hele hendes synsfelt. Drømte hun?

"Bill?" Spurgte hun.

Han smilede og så lettet ud. Han holdt noget blødt mod hendes hoved for at standse blodstrømmen.

"Velkommen tilbage," sagde han.

Riley indså, at hun stadig befandt sig i rummet med røret i nærheden. Hun blev ramt af et øjebliks panik.

"Hvor er Dirk?" Spurgte hun.

"Dead", sagde Bill. "Du gav ham lige, hvad han fortjente."

Riley spekulerede stadig på, om hun drømte.

"Jeg må se det," sagde hun. Hun formåede at dreje sit hoved. Hun så Dirk ligge udstrakt på gulvet med ansigtet nedad i en blodpøl. Med vidtåbne øjne. Uden at blinke.

Bill drejede hendes hoved tilbage mod sig.

"Lad være med at bevæge dig," sagde han. "Du er hårdt såret. Du vil blive rask. Men du har mistet meget blod."

En følelse af kvalme og svimmelhed fortalte hende, at Bill havde ret. Hun formåede at hviske fem ord, før hun mistede bevidstheden igen.

"Et monster ad gangen."

Kapitel 36

Specialagent Brent Meredith lukkede med tilfredshed den tykke kuvert, der var fyldt med fotografier og skriftlige rapporter. Riley følte den samme tilfredshed, og hun var sikker på, at Bill og Flores havde det på samme måde. De sad alle sammen ved bordet i konferencelokalet hos Adfærds- og Analyseenheden. Øjeblikket ville have været perfekt, hvis ikke det var, fordi Riley sad med bandager på.

"Så Dirks mor ønskede sig en datter i stedet for en søn," sagde Meredith. "Hun forsøgte at gøre ham til en skønhed fra Syden. Det var nok bare toppen af isbjerget. Gud må vide, hvad han ellers gennemlevede som barn."

Bill lænede sig tilbage i sin stol.

"Lad os ikke give ham for meget sympati," sagde han. "Ikke alle med en elendig barndom ender som morderiske sadister. Han traf sine egne valg."

Meredith og Flores nikkede samstemmende.

"Men ved nogen, hvad der skete med Dirks mor?" Spurgte Riley.

"Journaler viser, at hun døde for fem år siden," sagde Flores. "Hans far forsvandt længe før, dengang Dirk stadig var en baby."

Tavsheden sænkede sig over gruppen. Riley forstod præcis, hvad det betød. Hun sad sammen med tre personer, hvis liv var dedikeret til at fjerne ondskab. Trods deres selvtilfredshed fandtes der stadig mere ondskab og flere arbejdsopgaver, som skulle løses. Det ville aldrig være slut. Ikke for dem.

Døren åbnede sig, og Carl Walder trådte ind. Han var et stort smil.

"Godt arbejde, alle sammen," sagde han. Han smed Rileys pistol og skilt hen over bordet til hende. "Disse tilhører dig."

Riley smilede et skævt smil. Walder havde ikke tænkt sig at undskylde og endnu mindre sandsynligt var det, at han ville erkende egne fejl. Men det var lige meget. Riley vidste ikke, hvordan hun ville reagere, hvis han rent faktisk gav hende en undskyldning. Sandsynligvis ikke yndefuldt.

"Forresten, Riley," sagde Walder. "Senatoren ringede til mig her til formiddag, og han sender dig sin tak og ønsker dig god bedring. Han har høje tanker om dig."

Riley måtte kvæle et grin. Nu var hun sikker på, hvorfor Walder gav hende pistolen og politiskiltet tilbage. Hun huskede en af de sidste ting, Newbrough havde sagt til hende.

"Du er ingen skødehund."

Det samme kunne aldrig siges om Carl Walder.

"Kom snart ind på mit kontor," sagde Walder. "Lad os tale forfremmelse. En administrativ stilling, måske. Du fortjener det."

Uden flere ord forlod Walder kontoret. Riley hørte de andre trække vejret i lettelse over, at han var væk så hurtigt.

"Du bør overveje det, Riley," sagde Meredith.

Riley lo.

"Kan du virkelig se mig i et administrativt job?"

Meredith trak på skuldrene.

"Du har aftjent din værnepligt. Du har udført mere hårdt feltarbejde end de fleste agenter gør. Måske skulle du blive instruktør. Du ville være god til at træne agenter med din erfaring og indsigt. Hvad synes du?"

Riley tænkte det over. Hvad kunne hun egentlig lære unge agenter? Hendes instinkter var alt, hun havde, og så vidt hun vidste, kunne instinkter ikke læres. Der var ingen måde, hvorpå man kunne uddanne folk til at følge deres mavefornemmelse. Enten kunne de det, eller også kunne de det ikke.

Og ønskede hun overhovedet, at nogen skulle have hendes instinkter? Hun levede for meget i frygt for sine egne tanker og blev hjemsøgt af sin evne til at forstå et ondt sind. Det var en hård ting at leve med.

"Tak," sagde Riley, "men jeg kan godt lide at være, hvor jeg er."

Meredith nikkede og rejste sig fra sin stol. "Nå, men lad os kalde det for en dag. Få lidt hvile, folkens."

Mødet var slut, og Riley og Bill gik tavse sammen ned ad gangen. De forlod bygningen og satte sig sammen på en bænk udenfor. Flere minutter gik. Ingen af dem vidste rigtigt, hvad de skulle sige. Der var for meget at sige.

"Bill," spurgte hun forsigtigt. "Tror du, vi kan være partnere igen?"

Efter en pause sagde Bill: "Hvad synes du?"

De vendte sig og kiggede ind i hinandens øjne. Riley kunne se smerte i Bills ansigt. Såret, hun havde påført ham med sit berusede telefonopkald, var stadig ikke helbredt. Det ville tage lang tid.

Men hun vidste nu noget andet - noget der længe havde været sandt, men som hun aldrig ville have indrømmet før. Hendes bånd til Bill var intenst og kraftfuld, og han følte næsten helt sikkert det samme. Det var ikke længere en hemmelighed, de kunne holde for sig selv. Der var ingen måde, hvorpå de kunne vende tilbage.

Deres makkerskab var ovre. Det vidste de begge to. Ingen af dem behøvede at sige det højt.

"Gå hjem, Bill," sagde Riley forsigtigt. "Prøv at redde dit ægteskab med din kone. Du har dine børn til at tænke på."

"Det vil jeg," sagde Bill. "Men jeg håber ikke, jeg mister dig - dit venskab, mener jeg."

Riley klappede hans hånd og smilede.

"Det gør du bestemt ikke," sagde hun.

De rejste sig begge to fra bænken og gik hen til deres biler.

"Hvad tænker du på, mor?" Spurgte April.

Riley og April havde siddet i stuen til langt ud på natten og set fjernsyn. Tidligere den aften havde Riley fortalt April alt, hvad der var sket - eller i det mindste alt, hvad hun følte, hun kunne fortælle hende.

Riley tøvede, før hun svarede på spørgsmålet. Men hun vidste, at hun måtte sige det højt. Desuden kendte April allerede til det. Det var ikke en hemmelighed. Det var bare noget, Riley ikke kunne ryste af sig.

"Jeg dræbte en mand i dag," sagde Riley.

April så på hende med kærlighed og bekymring.

"Det ved jeg," sagde hun. "Hvordan føles det?"

"Det er svært at sætte ord på," sagde Riley. "Det er forfærdeligt. Det er noget, som ingen har ret til at gøre - aldrig nogensinde. Men nogle gange er det det eneste rigtige."

Riley holdt en pause. "Jeg føler noget andet," sagde hun så. "Jeg er ikke sikker på, jeg burde sige det."

April lo stille. "Jeg troede, vi var enige om ikke at være tavse længere, mor."

Riley tog sig sammen, før hun sagde: “Jeg føler mig levende. Gudhjælpemig, det får mig til at føle mig levende. Og nu ved jeg, at enhver kvinde, der fremover går ind i Madelines butik for at købe en dukke kan føle sig tryg. Jeg er bare ...ja, jeg er bare glad på hendes vegne. Jeg er glad for, at jeg kan give den kvinde det. Selvom hun aldrig kommer til at vide det.”

Riley klemte Aprils hånd.

"Det er sent, og du skal i skole i morgen," sagde hun.

April kyssede sin mor på kinden.

"Godnat, mor," sagde hun og gik ind på sit værelse.

Riley følte en ny bølge af smerte og udmattelse. Hun indså, at hun hellere måtte gå i seng, ellers ville hun falde i søvn på sofaen.

Hun rejste sig og gik hen mod sit soveværelse. Hun var allerede i natkjole, og hun gad ikke at stoppe på badeværelset for at børste tænder. Hun ville bare gå lige i seng.

Da hun kom ind i soveværelset og tændte lyset, fangede noget straks hendes blik. Hendes hjerte slog et slag over.

Der lå noget på hendes seng.

Det var en håndfuld små småsten.