Næste Aar traadte en anden Tydsker op. Vor kjære Veninde Margrete Thrige var Aaret før bleven forlovet med en holstensk Præst Steffensen, og som nygifte besøgte de nu den sjællandske Familie. Moder havde indbudt dem til at boe hos os under deres Ophold i Kjøbenhavn; hvor hun fik Plads dertil, er ikke let at forstaa. Steffensen var en fin, høitdannet og begavet Mand, og vi fik atter en Prøve paa tydsk Veltalenhed, men mere , mere kirkelig, og jeg satte Pris derpaa. Man lærer først en Nation at kjende, naar man seer den i Kjød og Blod, man forstaaer først dens Tankegang, naar man hører Tonefaldet og seer Minespillet dertil.
Den tredie Tydsker, jeg kom i Venskab med, indfandt sig saa igjen næste Aar i Kjøbenhavn med et Anbefalingsbrev fra Nitzch til mig. Han var Fysiker, hed Dr. Meyn, og vilde studere under Ørsted. Atter det samme fuldtfærdige veltalende Væsen, dannet nok, men ikke med den fine Følelse, som hos de to andre havde gjort, at man ikke mærkede, man havde vort Folks Modstandere overfor sig. Han forklarede mig vidt og bredt Slesvigholstenernes utvivlsomme Ret, beskrev deres høie Dyder, deres urokkelige Mod og Fortrøstning til deres gode Sag, og deres derpaa begrundede Forvisning om Seir. Jeg havde meget lidt beskjæftiget mig med Politik, kjendte vel Sagen af Bladene, men fik dog et nyt Indtryk af den ved at høre den foredrage af en begeistret Mand, der sprang ganske frisk og fersk udaf Partiets Midte. En saadan Figur var dog værd at see i Nærheden, og da jeg havde det tydske Folkeliv ligesom den tydske Litteratur meget kjær, og var vel oplagt til at sætte mig ind i enhver menneskelig Sag, stødte hans Tale mig ikke saa meget, som den vilde have stødt de fleste. Jeg blev vel ved min og alle Danskes Mening, men hørte dog taalmodig paa ham, naar vi i Vintertiden (1844—45) gjorde en Del Fodvandringer sammen.
Min Regenstid var gaaet til Ende i Foraaret 1844, og jeg var glad ved at kunne flytte ud til Moder paa Frederiksberg. Jeg var nu kommen saa vidt, at jeg ganske godt var istand til om end med nogen Forsigtighed at fortsætte mine Examensstudier.
Dog trængte jeg endnu til en og anden Afbrydelse, hvorved jeg kunde styrkes. Det blev en meget kold Sommer, en af de ubehageligste, jeg mindes. Ved Midsommerstid var det saa koldt, at vi hyppig midt paa Dagen kun havde 5° Varme. I Haab om noget bedre Veir havde dog Moder arrangeret en Reise til Jylland. Jeg fulgtes med min Svoger Søren Thrige.
Det var Himmelbjergsfest det Aar, og i en Tid, da Frihed og Fædreland med høitidelig Forventning saaes at trække op som Tordenskyer der glimrede i Solen, var det en stor Begivenhed. Fra Houlberg Præstegaard, hvor vi var i Besøg, fik Søren og jeg os en Bondevogn, og kjørte en regnfuld Morgen gjennem de tungsindige Frisenborg Skove, over alle de brune vandperlende Lyngbakker, ad de endeløse søvndyssende Sandspor, til vi en skjøn opklarende Aften endelig naaede langs de blanke Søer til Ry Mølle.
Næste Formiddag laa vi paa Ryggen af Himmelbjerget. Om Middagen samledes Selskabet fra alle Jyllands Egne, og fra Øerne med. Deroppe fra saae man Landfolket overalt i smaa brogede Colonner rykke ned over Lyngbakkerne, forsvinde i Dybderne, komme tilsyne over Engene, langsomt skride frem langs Søbrederne, og endelig stige op ad Bjerget fra alle Sider. Der saaes mange politiske Notabiliteter, Grundtvig holdt Hovedtalen, mægtig men paa Grund af hans underlige Stemme ikke synderlig hørlig. Den ene Tale fulgte nu efter den anden paa sædvanlig Vis, som vi nu siger, men den Gang var det ingenlunde sædvanligt. Jyden hørte til med vanlig Ro, og tænkte sit, mest vel endnu ingen Ting. Saa kom den uundgaaelige Regn. Vi kom til Bords i Festteltet, hvor Talerne blev til Raab imellem hverandre, og altsom Tordenbygerne under dundrende Skrald bragte Vandet til at stige op over Fødderne, blev Stemningen mere og mere henrykt, det vaade Fædreland og den skyllende Frihed levede høiere og høiere, og Dagens Helt Sten Blicher, blev mere og mere drukken.
Det mørknede, man maatte afsted, det gjaldt om at komme i Ly for Natten, men Opgaven var fortvivlet, Kjøretøi var ikke at faae og paa Bjerget var der dengang ingen Bygninger, alt uveisom Natur. Den halve Mil til Kroen maatte vades gjennem et i Mulmet uforstaaeligt Søle, og i Kroen var der ingen Mulighed for at finde Herberge. Da var vi saa ubegribelig heldige efter megen Raab og Skrig at komme op i en Vogn, hvor vi fandt os Ansigt til Ansigt med den farligste af alle Bevægelsesmænd, Balthasar Christensen. Han var paa sit Høieste, og ustandselig talende, satte han med dæmonisk Glæde os unge uskyldige Mennesker ind i Agitationens gruopvækkende Hemmelighed, som han paastod selv at have opfundet.
Saadanne Ting kunde jeg fortræffelig taale. Men ligefuldt ventede mig i Hjemmet mine Plageaander med sædvanlig Ihærdethed. Jeg indsaae, at jeg nu maatte have Examen, hvad det end skulde koste, og jeg sparede ikke mig selv den Vinter. Jeg havde vel mange Kundskaber i forskjellige Retninger, men de var samlede med lange Afbrydelser; i flere Aar havde jeg maattet ligge ledig, og naar jeg kunde studere, maatte jeg vælge, hvad jeg bedst kunde taale. Det meste laa mig derfor allerede fjernere og maatte igjen opfriskes. Der var saa godt som intet gjort af det Arbeide, der er nødvendig for paa en bestemt Dag at kunne aflevere sin Kundskabsmasse.
Jeg var ligefuldt færdig i Forsommeren. Jeg har altid bestræbt mig for, at ikke andre kjære Mennesker for min Skyld skulde blive nødte til at opgive hvad de havde for. Min Søsters Bryllup var blevet feiret i vor daværende lille Bolig i Løngangsstræde ligeoverfor Vartou Kirke, i al Tarvelighed, men med desto større Glæde.
Søren Thrige var bleven ansat som Overlærer ved Slagelse Skole, efter et Aars Tid at have været Adjunkt i Roskilde og sin Bedstefaders Medhjælper. Festen, den 9. Mai 1845, havde været meget rørende i sin hellige Del. Stiftsprovst Tryde havde viet dem i Frue Kirke, og kom hjem til os; Professor Paulsen var tilstede som sin Stedsøns Forlover. Alt gik til Moders Tilfredshed, skjønt og livligt, paa det nær, at da Talen efter Bordet faldt paa slesvigsk Politik, kunde Tryde og Paulsen i høi Grad ikke forliges, da Tryde holdt med Slesvigholstenerne. Næste Dag fortsatte vi Festen i Roskilde.
Moder skulde nu tilbringe Sommeren hos de Nygifte, og glædede sig selvfølgelig usigelig dertil, men hun kunde ikke forlade mig, før jeg havde faaet Examen. Men hvilken Tilstand var jeg ikke i, da jeg en hed Aften i Begyndelsen af Juni Maaned sad i mit lille Kammer, og med skjøn Skrift paa et stort Ark opsatte mit Petitum, som det kaldes, efter den Tids Skik i de fineste latinske Fraser, og efter min egen Skik meget længere end det behøvedes.
Lykkeligvis er det min Natur, at mit Mod stiger med Faren, og naar der er gjort, hvad der kan, naaer det til god Ro. Da Examensdagene kom, var det mig en Morskab ved de skriftlige Arbeider at lade min Pen løbe med alle mine Aandrigheder og Spidsfindigheder; og den Morgen jeg skulde indstille mig til Examination, foer jeg hen over Torvet med lettere Skridt end dem jeg kunde opdrive paa andre Morgenture. Nu var jeg jo færdig, og det faldt mig ikke ind at frygte for Slagets Udfald; skjønt jeg ligesaa let kunde have lidt et Nederlag, da jeg i Virkeligheden ikke var ordentlig forberedt.
Ikke engang Tiden mellem den skriftlige og mundlige Examen, som ellers er saa kostbar for Candidater, havde jeg kunnet benytte. Jeg maatte som sædvanlig ud paa Landet at samle Kræfter.
Heller ikke laa Theologien mig i overvættes Grad paa Sinde. Jeg havde dyrket den for at bemægtige mig, hvad der var Aandsføde for mig efter mit Sind, og for nogenlunde at blive hjemme i en Videnskab, som altid har den Betydning, at Kundskab til den umuligt kan undværes i geistlig Stand. Den linguistiske og historiske Del af den havde jeg ogsaa bragt det temmelig vidt i, og den systematiske Del var der heller ikke just andet i Veien med, end at jeg ingen synderlig Tillid havde til Systemet. Da jeg havde fundet det, jeg kunde bruge, havde det heller ikke stor Interesse for mig længer. Ogsaa er det gaaet mig saaledes, at jeg lige til min Alderdom ikke har turdet kalde mig nogen egentlig Theolog, snarest kun Religionshistoriker, hvad Videnskab angaaer. Dengang var det mig dog ikke ganske klart. Det er først i Aarenes Løb, at jeg har lært, hvor nødvendigt det var mig, ifølge den Førelse Gud havde forundt mig, ganske paa egen Haand ud af min levende Christendom at finde mig tilrette i den ikke synderlig levende Theologie.
SJETTE KAPITEL. STØRRE VENNEKREDS
Hvad der mest glædede mig ved at være kommen saavidt, var den Beroligelse, jeg kunde forskaffe den kjære Moder ved at komme hjem som en velmeriteret Candidat. Denne Glæde kom endog til at overstige min Forventning, den blev en mærkelig Scene i hendes lille Stue. At hun selv var i den høieste Henrykkelse, og overøste mig saaledes med Kjærtegn og Ros, at jeg knap turde tage derimod, jeg havde langtfra selv tænkt mig saameget derved, kunde vel være i sin Orden efter al den Bekymring Moder havde gjennemgaaet for mig, men det morsomme var, at der med udbredte Arme og taarefyldte Øine stod en Veninde ved hendes Side, som saa snart hun kunde komme til, foer løs paa mig med ligesaa overvældende Omfavnelser og Kjærtegn og Kys. Det var svært at komme til Ro. Hvem der har været saa lykkelig at kjende Fru Louise Lunding vil dog ikke undre sig over saa heftige Udbrud.
Det var Torsdag, den Aften Vilhelm Marstrand havde sit ugentlige Selskab, jeg kunde ikke negte mig den Fornøielse at gaae derhen. Han boede dengang i Stueetagen af Prindsens Palais ved Frederiksholms Kanal, og havde indrettet sig en ugentlig Sammenkomst af omtrent de samme Venner som i den ovennævnte Fætterklub, paa de kvindelige nær, og til Gjengjæld nogle flere. Vi samledes i Mørkningen og sad om et tarveligt Aftensbord med Smørrebrød og Øl, og en Themaskine paa et Sidebord.
Da jeg kom, var der allerede nogen af de vanlige Gjæster, men Vilhelm var endnu ikke kommen hjem. Vi sad lidt og samtalede, saa kom han, og Aftenen gik som den pleiede, lystig leende eller alvorlig forhandlende og disputerende. Jeg reiste mig noget tidligere end de andre forat tage Afsked, da jeg var overmaade træt. »Hvad,« raabte Vilhelm, »du vil da ikke hjem og læse nu. Tag en Styrkning, og see til, du snart kommer til Bunden af Videnskabens Krus,« og han skjænkede mig et Glas Øl. »Ja,« svarede jeg, »idag har jeg foreløbig faaet Examen.« »Hvad!« raabte han. »Og det siger han først nu, som det var ingen Ting. Nei, hvor du er affectert!« Høyen var imidlertid kommen til og stod ved Siden af min Stol. Han rakte Armene ganske rørt mod mig, og sagde i sin hjærteligste Tone: »Nei, Marstrand, Fibiger er ikke affectert.«
Det var mit første Møde med denne mærkelige Mand. Ikke at jeg just saae ham første Gang; han havde oftere besøgt vore Sammenkomster, men da han efter sin Natur altid indtog et aandeligt Præsidium, og med sin overvældende Veltalenhed let kom til ene at føre Ordet, havde jeg som den, der mindst kvalificerede mig til at være andet end en Tilhører i en saadan Kunstnerkreds, sømmelig holdt mig tilbage. Det var første Gang, han saa at sige tog mig med, og selvfølgelig glædede han mig ikke lidt, ved saa venlig at vise, at han forstod min Stemning.
Han gjorde mere. Den Aften indbød han mig til at komme i hans eget Hus, thi ogsaa han havde en ugentlig Aften, hvor han samlede en Kreds af Kunstnere og med dem aandsbeslægtede Folk omkring sig. Dette betragtede jeg som en ikke ringe Ære, da han var temmelig nøieseende med hvem han indbød.
Jeg var ikke seen med at holde mig til. Ikke uden jeg var haardt nødt dertil, forsømte jeg den glædelige Fredag Aften, og har den i Løbet af hele min kjøbenhavnske Tid, baade før og efter min Embedstid i Slesvig at takke for Bekjendtskab med mangen en betydelig Mand, endelig da ogsaa elskværdige Kvinder. Idet jeg mindes denne lange Række af Aar, tager jeg dem alle under Eet.
Af Høyens ældste Venner, J. Fr. Schouw og Hermann Freund, var Freund allerede død i 1840, men hans Enke, den fine Skikkelse som Skovgaard saa smukt har malet, hørte til Selskabet ligesom Sønnen, Kunsthistorikeren Victor Freund, og Brodersønnen, Billedhuggeren Christian Freund. Høyen havde selv ingen Børn, men deres Venners betragtede de altid som deres Pleiebørn. Schouw har jeg ikke seet der i Huset, men hans Datter Georgia var af de kjæreste Gjæster. Saa var der Bissens Svoger Maleren Sonne og hans Broder Kobberstikkeren, og særdeles H. V. Bissen selv, hvis djærve paalidelige Væsen gjorde sig god Plads, som ogsaa hans Anskuelser om Kunst var fuldstændig stemmende med Høyens. Af andre Billedhuggere var der Peters og Herzog. Den mest talende var den morsomme frimodige Bindesbøll, og saa Meldahl og L. P. Fenger var der. Og af Malere, Marstrand, Constantin Hansen, Købke, Eddelien, Roed, Vermehren, Hilcker, Rump, H. Hammer, Exner, Heinrich Hansen og særdeles Skovgaard og Lundby, som ogsaa til andre Tider vare Familiens fortrolige Husvenner. Af ikke Kunstnere saaes hyppigst Monrad, der som en Pleiesøn af Fru Høyens Broder regnedes til Familien, ligesom senere hans Børn. Saa Allen, Louis Ussing, Professor Keyser og Englænderen Stephens; og Karl Ploug med sin livfulde Hustru og til Tider, men sjeldnere Orla Lehmann og hans aandrige Frue, Puggaards Datter. Til og fra kom ogsaa udenlandske Gjæster, den hyppigste var vel Welhaven[8].
Da jeg begyndte at komme der i Huset, boede de i et Baghus i Gothersgaden, senere flyttede de til en tredie Sal i Løngangstræde. Begge Steder var Leiligheden tarvelig, og Aftensbordet som i en jævn Familie, thi Høyen havde kun smaa Indtægter. Da det ikke kunde vides, hvormange Gjæster der vilde indfinde sig, havde det sine Vanskeligheder altid at skaffe Plads ved Bordet; men Fru Høyen havde en mærkelig Evne til at faae Stole og Borde og Madvarer til at holde Skridt med Hjærtet og udvide og mangfoldiggjøre sig tilligemed dette. Jeg blev snart hendes Fortrolige og blev i Krogene indviet i hendes husmoderlige Bekymringer, men ogsaa i, hvorledes hendes Glæde over hendes beundrede Mands Venner maatte og skulde overvinde alle Vanskeligheder.
Høyen var overordentlig nøisom med Hensyn til sine personlige Fornødenheder, han havde ogsaa været nødt dertil, da hans Stilling, som af de Styrende blev anseet for temmelig overflødig, var slet lønnet, og hans fuldkommen uegenyttige Charakter i Forening med den for ham uundværlige Uafhængighed ikke egnede sig til at forbedre Stillingen. Men saa lidt han havde at give af, gav han dog hellere end han tog, og var i Sandhed en glad Giver.
Da han laa paa Frederiksborg for at ordne den derværende betydelige Malerisamling, hændtes det hyppigt, at Bekjendte af ham kom derud, og det var for dem og ham en ligestor Glæde, naar han personlig viste dem om paa Slottet. Men derved gik den Betjent, som ellers var Omviser, glip af sit Honorar. Dette oversaae Høyen ikke, men gav hvergang Betjenten af sin egen Lomme de ham tilkommende Dalere, hvilket selvfølgelig den Besøgende intet fik at vide om, og uagtet Slotsbestyrelsen ogsaa lod som den ikke forstod, at han selv kunde trænge til et anstændigt Honorar for sit store Arbeide. Saaledes var han i alle Forhold.
Naar Talen kom paa hans lange Ophold i Italien, dvælede han helst ved de elskværdige Træk, han havde fundet hos Landets Almuesfolk, endog hos Droschkekudske og Dragere. Og da han paa en Reise i Slesvig kom til os i Haderslev, kunde han ikke høre op med at tale om, hvilken Glæde han havde havt af sin Kudsk paa den lange Vei fra Lygomkloster, det var dog en almindelig Bondekarl, som for andre saae træven ud. Men Høyen havde det menneskekjærligste og mest demokratiske Hjærte, jeg nogensinde har truffet, han kunde faae ud af Mennesker, hvad ingen anden kunde see.
Han var ogsaa det mest frisindede Menneske, jeg har kjendt, ja en af de yderst faae, der virkelig vide, hvad Frihed er. Han bekjæmpede vistnok enhver efter hans Syn feil Retning, og da han var meget heftig, kunde han bekjæmpe den voldsomt, men naar han saa fik tænkt sig om, kunde han blive formelig fortvivlet ved den Tanke, at han kunde have forsyndet sig mod den Overbevisning, en anden efter sine Kaar maatte have, og endnu mere over at have saaret en Følelse hos ham, som maatte være ham hellig.
Saa nøieseende var han med at lade enhver have sin Frihed, at han nødigst af alt vilde lede nogen, endog i den Kunst, hvori han var sin Tids største Autoritet. Naar Kunstnerne hentede ham hjem til sig, forat faae hans Dom over deres Arbeider, var der ingen Tvivl om, at han ved første Øiekast saae Manglerne i enhver Henseende, men det var langtfra saa let at faae ham til at udtale sig, og de maatte ofte nok finde sig i, ikke at faae noget Raad af ham, næppe engang en Dom. Lad dem selv, lad dem endelig selv! sagde han. Han var bange for at bibringe dem noget, som ikke udsprang af dem selv.
Man beskyldte ham altid for at være partisk. Dette kunde ikke undgaaes, da man offentlig hørte hans overlegne Domme, og de, der følte sig trufne af dem, ømmede sig, og de der ikke hørte til hans Omgangskreds havde en Mistanke om, at der blev talt noget meget slemt i den. Men det havde dog en egen Sammenhæng med hans Partiskhed. Overfor mangelfuldt og feilfuldt Arbeide var han ubøielig, idetmindste med at tie stille med sin Ros. Skovgaard var en af dem, han mest sigtedes for at begunstige, til Mishag for dem, der mente sig at være større Landskabsmalere, for Ex. Gurlitt. Dog var det saa langtfra, at han smigrede denne samvittighedsfulde Kunstner, at først, da han havde malet det stille Dyrehavestykke med den sovende Hjort i Forgrunden, og det var dog langt henne i hans Virksomhed, da han allerede havde faaet flere Præmier, og hans Billeder klædte Nationalgalleriets vægge, hørte jeg Høyen udbryde: »Nu er Skovgaard bleven en Kunstner! Dette er dog endelig Kunst!«
At han skulde være partisk for nogen særegen Retning, kunde kun siges af Uvidenhed. Med større Sandhed kunde man sige, at fra Kunstens første Daggry til den Dag han levede, og fra China til Island kunde der intet af Værd fremdrages, som han ikke havde lige kjær.
Paa samme omfangsrige Maade bedømte han den enkelte Kunstner. V. Gertner, dengang den mest roste Portrætmaler, var han en bestemt Modstander af, som heller ikke denne forfængelige Mand sparede ham. En Aften Høyen var hos os, havde min Hustru talt om et Portræt af ham, hun fandt fortræffeligt. Høyen hørte opmærksom paa hende, lænede sig saa tilbage i den gode Lænestol, jeg pleiede at skyde hen for ham, og begyndte: Ja, det er interessant, hvad han tidt formaaer. Og nu holdt han et helt langt Foredrag over Gertners Kunst, hvori han ligefra hans Begyndelse gjennemgik ethvert af hans Arbeider, endog de mindst bekjendte, og fremhævede paa den mest anerkjendende Maade ethvert af hans Fortrin, men rigtignok ogsaa hans Svagheder. Men et Stemningsmenneske var han. Man maatte tage noget varsomt paa ham. Havde nogen paastaaeligt rost denne Kunstner, især paa en andens Bekostning, var han paa det heftigste bleven viist tilbage. Høyen havde maaskee raabt! Det er noget Snavs tilhobe! Dog næppe, hvis det havde været en Dame. Mod dem var han altid meget hensynsfuld, og havde snarest svaret vittigt og leende.
Det er bleven en gjængse Tale hos dem, der ikke have kjendt ham, og er formelig blevet slaaet fast som hans Eftermæle, at han paa en bornert Maade fremelskede en national Kunst, alt skulde være saa nordisk. Ja, da han havde seet, hvor usundt det mer og mer blev for vore Kunstnere at hente alt deres Stof fra Italien, henviste han til det Hjemlige og sagde: See paa det, som Hollænderne have seet paa deres. Han fandt ogsaa, som Samtiden i det Hele fandt det i det nationale Opsvings Tid, at den nordiske Oldtid, der havde affødt saa rig en Poesi, ogsaa kunde med Fordel behandles af Billedkunsten, og han glædede sig over, hvad hans Venner Freund og Bissen frembragte af Mesterværker i den Retning.
Hans Lærdom var overordentlig, og støttet paa hans ligesaa overordentlige Hukommelse var den ham altid nærværende. Naar han vilde skildre en Kunstperiode, begyndte han med Tidens og Landets Historie, og det ikke med abstracte Data, men med en saa levende Skildring af Tidens Eiendommeligheder og Folkets Kaar, at Tilhørerne fik en Fornemmelse af selv at have vandret paa de Steder og levet med de Mennesker. Og tog han enkelte Kunstnere for, fik man deres Liv og Charakter, og deres Beskyttere og Modstandere, Fyrster og Stormænd og Publicum, saaledes fremlagt, at der hørte en Digter af stor Styrke i Charakterskildring til at gjøre ham det efter. Dette opnaaede han ikke saameget ved Udførlighed, som ved det personlige Indtryk han vidste at stemple alt med.
Han var den ypperste Taler, jeg har hørt, men ingenlunde i den Stil, store Talere ellers pleie at berømmes for, ikke det ringeste af det, der har sit Forbillede i Cicero. Han talte hurtig og let, som En der i daglig Tale er ivrig for at faae sagt, hvad han vil. Men alt som hans Stemning steg, som de skjønne og ophøiede Syner begyndte at udfolde sig for hans Øine og henrive hans Hjærte, steg Udtryksmaaden i Værdighed og Glands, og Foredraget blev en mægtig Flugt baaren af flammende Følelse.
Men hans Veltalenhed behagede ikke dem, der havde en anden Forestilling om denne Kunst. Da han i Akademiets Sal holdt sin glimrende Mindetale over Bissen, og Kongefamilien og alt hvad stort var i Staden var tilstede, deriblandt ogsaa Fru Heiberg, gjorde denne kunstforstandige Scenens Dronning den Bemærkning, at der i hans Foredrag var gode Elementer til en Tale, men en Tale var det ikke. Heri gav Biskop Martensen, som har fortalt mig det, hende fuldkommen Ret. Nei, som den akademiske Prædikant talte han vistnok ikke, men han talte saaledes, at selv de, der ikke forstode Bissens Kunst, blev henrevne af Kjærlighed til en saadan Mand, og blev rystede over hans Bortgang.
Mest henrev mig hans Skildring af den antike Kunst, den havde ogsaa fortrinsvis hans Hjærte. Hellenerne elskede han over alle Folk. I Grunden elskede han alle Folkeslag, det var en af hans Egenskaber, og den var ikke »partisk«. Hos ethvert Folk satte han sig ind deres Liv og Charakter, fremhævede deres bedste Egenskaber, og kunde have sin Glæde af dem, han besøgte. Men af de nyere følte han sig mest tiltrukken af Hollænderne, og saae i dem et Slægtskab med Hellenerne, som han satte høiest paa denne Jord.
Om saadanne Ting talte jeg helst med ham, om Kunst talte vi mindre. Jeg undgik helst det Æmne, da jeg ikke overfor ham havde Lyst til at yttre mine Meninger derom. Jeg havde nok i andet, thi hans Dom var ligesaa kyndig over Poesie og al Slags Litteratur, kun ikke over Filosofi, den indlod han sig ikke gjerne med. Han mente ikke, at man ved Filosofiens Hjælp faaer Syn paa, hvad der styrer Verden. Hans Syn var grundet paa naturlig Betragtning og følelsesfuld Opfattelse, og gik ud paa optimistisk, næsten barnlig Glæde over Livet.
Religionen var ham en vanskelig Sag, men i intet viste hans Frihedssind i et renere og mere rørende Lys. Det fine Hensyn, han altid tog til enhvers eiendommelige Udvikling, og den Frygt, han havde for at forstyrre nogen i deres Følelser og Tanker om det Høieste, en Eiendommelighed, der som alt omtalt, ogsaa gjorde sig gjældende i hans Behandling af Kunstnere, viste sig ogsaa i det Religiøse derved, at der var intet, som han var mere ængstelig for at gribe forstyrrende ind i end i andres christne Tro.
Han havde arbeidet stærkt og ærligt for at komme ind i det religiøse Liv, og læste altid, hvad han mente, der kunde tjene ham i denne Sjælesag, i Særdeleshed Biblen, som der var faae, der kjendte saa godt som han. Men han var en overordentlig kritisk Natur, og hans store Kundskab til Oldtidens Aandsbevægelser virkede til, at han maatte ansee dens Forkyndelse af det Overnaturlige for Selvskuffelse, for smuk, men naturlig Dannelse af Legender. Jesus og hans Disciple vare ham de største af alle Mennesker, men Kirkens systematiske Udvikling vendte han sig med Misnøie fra, og sagde, at da Christendommen var bleven Statsreligion, havde den gjort Mennesker grummere end Hedenskabet. »See, hvor nænsomt Athenæerne tog paa Sokrates,« sagde han, »og hvorledes behandlede man siden en Kjætter?«
Det var i det Hele ikke synderlig bekjendt for hans Venner, hvorledes det stod sig med hans Tro. Kunstnere pleie ikke at være videre opmærksomme paa den Sag. Ikke engang Skovgaard, som blandt de yngre stod ham nærmest, og selv var en fast troende Christen, vidste det. Bissen, der selv var en Fritænker og ikke skjulte det, vidste det bedre, og rystede smilende paa Hovedet ad Høyen. Til mig talte han ofte derom, altid i en bekymret Tone, og fortalte mig selv, hvorledes han mente, han maatte komme igjennem for ikke at vække Forargelse: »Jeg vilde ikke for nogen Pris forstyrre Skovgaard med mine Tvivl,« sagde han, »eller Georgia« – Skovgaards Hustru, Datter af J. Fr. Schouw.
Engang jeg gik med ham i Mariekirken i Haderslev, paa hvis Alter der stod et stort smukt Crucifix, blev han staaende foran dette, saae længe paa det, og sagde saa i en dybt bedrøvet Tone: »Det er Døden. Videre kan jeg ikke komme.« »Vi kan dog ikke undvære Opstandelsen,« bemærkede jeg, men dertil svarede han intet. En Gang fandt jeg ham liggende paa sin Sofa, læsende i Platons Phædon. Naar han befandt sig ilde, læste han helst Ting, der kunde lede hans Tanker til Evigheden. Da jeg kom, udbrød han: »O herlige Mennesker, Sokrates og hans Disciple! Men jeg forsikkrer Dem, at engang jeg havde læst den Bog, og efter den kom til at gjennemgaae Apostlenes Breve, det var i Kundby Præstegaard« – hans Hustrus Hjem – »sagde jeg til mig selv, hvorlangt dybere og langt høiere!« En anden Gang, det var da han var en gammel Mand, ogsaa en trist Dag, da han var syg, fandt jeg ham læsende i Poul Møllers Afhandling om Udødeligheden. Da sagde han: »Jeg har læst den flere Gange, og jeg troede, jeg endnu kunde finde noget i den, men jeg finder desværre intet for mig.« Jeg troer, han kjæmpede lige til sin Død med sin Tvivl.
Vi stod alle i et Discipelforhold til Høyen; jeg troer endogsaa de ældre betydelige Mænd, jeg har nævnet, da de i hans Sfære ikke var meget videre end vi andre. Og da han saa godt som ene virkede ved det mundtlige Ord og sin levende Personlighed, medens hans Skrifter dels ikke dengang var os bekjendte, og kun de af dem, der ogsaa ere levende Ord, nemlig de stenograferede Foredrag, ere ret betegnende for ham, kunde jeg i min Beundring for ham ikke lade være at sammenligne ham med Sokrates. Endog hans Udseende og det at han altid var ung mellem de Unge gav Anledning dertil; ogsaa hans Stilling i det dannede Samfund, idet ogsaa hans Opgave var at vise alle dem, der vidste saa meget, at de i Virkeligheden vidste saa lidt. Han var da endelig ogsaa – at sige efter vore fredelige Forhold – omtrent ligesaa miskjendt og bagtalt som den store Hellener.
Af hans Kreds var P. Chr. Skovgaard den jeg nærmest sluttede mig til. Hans rolige og i høieste Grad paalidelige Væsen, som dækkede en dybttænkende og dybtbevæget Aand, tiltalte mig særdeles; og da han dengang endnu ikke havde nogen større litterær Dannelse, hørte han ogsaa gjerne min Tale. Han tegnede den Vinter (1846—47) hele Selskabets Portræter hver for sig, ogsaa mit. Desværre indtraf det Uheld, at han tabte sin Tegnemappe paa en Reise, hvorved alle disse fortrinlige Billeder gik ud af Tilværelsen. Lundbyes maa dog være bleven reddet, da jeg finder det i Tidsskriftet Ude og Hjemme mærket med Aarstallet 1845. Han maa have udført det tidligere og ikke have havt det med i Mappen, thi allerede den 3. Juni 1845 havde vi holdt Afskedsfest for Lundbye, da han drog til Italien, som jeg seer af en Sang, Svend Grundtvig havde skrevet til dette lille muntre Gilde.
J. Th. Lundbye havde jeg meget kjær, skjønt jeg ikke veed, om han ganske gjengjældte min Kjærlighed. Dog talte han gjerne med mig om sin Kunst og havde godmodig sine Løier af mine Bemærkninger om den Retning, han var Fader til. Han var en fintdannet Mand med et mildt stilfærdigt Væsen, der i Omgang mere bar Præget af end han udtalte hvad der boede i hans Indre. Hos ham følte man mere end hos Skovgaard med det aldeles fordringsløse Væsen, at man stod overfor en betydelig Mand. Han var stærkt grebet af Tidens Bevægelser, og havde sluttet sig til Grundtvig, hvis Sønner vare hans Venner. Da Krigen kom, var det ham umuligt at blive hjemme. At saa et Vaadeskud skulde ramme hans skjønne uopveielige Hoved, saae vistnok ud som noget af det Rædsomste, Tilfældighedens grulige Lov kan byde, men det var dog muligt, at Tilfældet dog ikke var saa dumt brutalt, som det den Gang forekom os alle. Jeg kunde tænke mig, at om han selv kunde have taget Ordet iblandt os i de Sorgens Dage, vilde han have sagt: »Hvad klage I? Er det ikke endnu skjønnere at falde for sit Fædreland uden at have behøvet at vende det blodige Vaaben mod noget Menneske? Og kunde jeg ønske mig noget yndigere Liv end her paa Slesvigs aabne Mark, med de hvislende Græsstraa omkring mig, og en Hare hoppende hen over min Grav? Ganske stille vil jeg ligge, og ikke skræmme hverken den eller Faarene, naar de vil lægge sig tæt op til mig.«
Hans vemodige Grundstemning var vistnok bleven forstærket ved en dyb Smerte, han havde gjennemlevet i sin første Ungdom. Jeg har vel hørt derom, men det er mig ikke saa bekjendt, at jeg tør tale derom. Han havde knyttet sig meget nær ikke blot til Høyen, men ogsaa til hans Familie. Hans særdeles Veninde var Fru Høyens Søster, Hanne Westergaard, og dette Forhold var meget betegnende for ham. Hun var af Udseende en meget fed og ubehjælpsom Skikkelse, talte langsomt og utydeligt, og gjorde paa Forstandsmennesker Indtrykket af at være temmelig enfoldig, men hun var overstrømmende hjærtensgod og sværmerisk Grundtvigianer. Hun fortalte mig, at engang havde der hjemme i hendes Faders Præstegaard, i Kundby, været En – jeg husker ikke hvem – som havde talt til hende og en Veninde om, at det var taabelig Overtro med denne Djævel. »Det gjorde os saa ondt, saa ondt. Vi laa om Natten og græd i hinandens Arme, for vi skulde miste den kjære Djævel.« Høyen havde for Skik at afbryde hende med et utaalmodigt Raab, naar hun vilde arbeide sig op til at indblande en confus Bemærkning i hans Tale; men han holdt inderlig af hende som en Ungdomsveninde og kjær Husfælle. Ogsaa viste hele hans Kreds hende megen Opmærksomhed, baade for hendes kjærlige Hjærte, og fordi dette var en rig Beholdning for alle deres personlige Forhold. Man kunde heller ikke andet, naar man saae hende rokke med sit store Hoved i Henrykkelse over saadanne elskelige Mennesker.