ANDET KAPITEL. DEN SOMMER FOR ALLE SOMRE
Efterat Amalie Morgenen efter Begivenheden havde været hos Suhrs og Charlotte Falck og hos Aagesens for at faae Absolution for sit Forræderi imod Familien, og til Visittid havde fremstillet mig med ny Hat og Handsker, for at hendes Valg om muligt kunde vinde Bifald, hvilket da ogsaa blev hende tilstaaet, saasom man nu eengang var nødt til at finde sig i at skjænke hende Bifald, naar man saae hendes Ansigt, blev vi efter Pintsen indbudt til et fint Middagsselskab paa Sølyst, og vor Skaal udbragt af Onkel Theodor, det vil sige Hr. Agent Suhr med al Værdighed. Jeg haaber, at jeg har svaret anstændig, men husker det rigtignok ikke. Forsommeren randt ubegribelig hurtig, dels med lignende Udflugter, dels med henrivende Aftenvandringer ved Byen, uden dog derfor at forsømme andre Tider paa Dagen. Da Sommerferien kom, havde Suhrs som sædvanlig indbudt Amalie og hendes Søskene til deres Landsted, og dertil været saa venlige at føie en Indbydelse, om at den Uundgaaelige vilde glæde hende med to Gange om Ugen at tilbringe Dagen hos hende.
For bekvemt at kunne efterkomme denne Pligt, satte jeg mig derfor en skjøn Aftenstund i en Omnibus forat indkvartere mig i Torbæk Kro. Naar jeg om Aftenen kom fra Sølyst, havde jeg min store Fornøielse af inde fra min Stue at høre paa Fiskernes støiende Sammenkomster ude i Skjænkestuen. Jeg blev i Studenterhumør derved, og i et Brev til Moder beskrev jeg kaadt nok Livet i Torbæk saaledes:
»Byen er, saavidt jeg mærker, beboet af tre Slags Folk, Mennesker, Kjøbenhavnere og Svin. De første staae paa det høieste Trin saavel i legemlig som hjærtelig Dannelse. De er store og stærke, hvide Buxer, islandsk Uldtrøie og lange Transtøvler, drikke Brændevin og Øl, Lørdag Aften ogsaa Punsch, leve christeligt og nære sig af Kjøbenhavnere og Fisk. Til Punschen skyde de de blanke Hatte i Nakken, trumfe i Bordet og synge gammeldags Drikkeviser, sværmeriske Kjærlighedssange og moderne skandinaviske … Paa Sølyst lever man ganske herligt, idetmindste saalænge Fru Heiberg endnu ikke er ankommen. Jeg troer heller ikke, at Amalie og jeg, hvis Protectrice hun ellers er, ville tage os Komedien nær. En yndig Havesal med to Kabinetter er indrettet til dem, med Fortepiano, bløde Sofaer og Lænestole og et meget stort Toiletspeil. Amalie har betroet mig det, men jeg maa ingen sige det til osv.«.
Hermed havde det en egen Sammenhæng, som ikke var glædelig. Gamle Theodor Suhr sværmede stærkt for Fru Heiberg, men tog hendes Mand med, og havde hver Sommer det berømte Kunstnerpar hos sig. Han var en egen Mand. Under sin tørre Skal havde han et brændende Hjærte, det han nu i temmelig høi Grad havde sat til paa den pikante Skuespillerinde. Hun tiltrak ham vistnok ligemeget ved sit fine Væsen og sin Berømmelse. Han kjedede sig med sin Familie og saae i Hjemmet kjedelig ud; desto mere tiltalte det ham at finde en Dame, som foruden det skjønne Indtryk hun gjorde paa enhver, forstod at føre en fortrolig Samtale med ham, gik ind paa hans Interesser og drog hans gode Sider frem.
I Grunden var der vel egentlig ikke noget ondt deri, men den forunderlige Modsætning mellem hans og den skjønne Kunstnerindes Skikkelse kunde dog ikke andet end at give Anledning til en Del Satire. Værre var det, at det heller ikke kunde andet end at gjøre Forholdet mellem ham og hans brave Hustru endnu ringere, end det før havde været. Dog veed jeg, at hun, tiltrods for, hvad der var kommen dem paatværs, dog altid holdt af ham, og satte ham høit og virkelig var ham en trofast Hustru. Fru Heiberg var ogsaa forstandig nok til at vise hende al den Opmærksomhed, hun kunde; men det var svært, thi mod hende var Fru Suhr stram nok.
Nu var hun til Aars, men var dog endnu en meget statelig Dame, med fornemt Udseende og kraftig Holdning. Man mærkede ikke paa hende, at noget trykkede hende, ikke engang det, at hun var bleven saa tunghør, at det var besværligt at føre en Samtale med hende. I Selskabet repræsenterede hun med stor Værdighed, men hun trængte til noget mere hjærteligt, og da hendes Mands Broderdatter, som hun mest havde om sig, mindre tilfredsstillede hende, udøste hun gjerne sit Hjerte for Amalie.
Saalænge Heibergs var paa Sølyst, dreiede alt sig om dem. Suhr var meget omhyggelig for at gjøre dem Livet i hans Hus saa behageligt som muligt. Til Heibergs astronomiske Studier anskaffede han endogsaa et stort Teleskop med alt Tilbehør, og den lærde Digter syntes at finde god Behag i et saa vel udstyret og mageligt Landliv. Han var i det bedste Humør, opmuntrede Selskabet med sit fine Væsen og muntrede sig selv ved evige Løier med de unge Piger. Fruen havde en anden Smag, hun lod sig helst tilbede af ældre Herrer, og Suhr skaffede hende rigelig Leilighed dertil ved sine jævnlige store Middagsselskaber. Os viste hun megen Velvillie. Et Par Elskende, som ikke havde Øie for andet end hinanden, syntes at være noget, hun kunde have Lyst til at studere. Amalie fandt hendes Væsen naturligt og hjærteligt og holdt af hende; jeg kunde ikke ganske samstemme med hende deri. Mindst behagede det mig, at hun forsøgte at give Amalie et lille Cursus i, hvad hun kaldte et smukt Væsen, men som i Virkeligheden var et efter hendes Mening klædeligt Koketteri.
Af de mange fremragende Mænd, jeg saae paa Sølyst, morede os mest de tre meget forskjellige Personligheder: Tscherning, Peder Bang og Kammerherre Scavenius. De var alle tre Suhrs nærmeste Venner. Tscherning, som han omgikkes mest, morede ham med sin friske Veltalenhed og sin uudtømmelige Strøm af nye Ideer og mærkelige Projecter, dem vi andre ogsaa havde godt af, naar de foredroges over Borde. Bang var hans Consulent i Pengesager og tiltalte ham ved sit aldeles ligefremme Forretningsvæsen. For os andre var han kun morsom ved sin fuldstændige Formløshed. Scavenius var af Familien, men lod ogsaa ved sit kluntede Hovmod tilstrækkelig føle, at han ikke behøvede at genere sig. Naar han saae et kostbart Stykke følte han paa det og spurgte, hvad det havde kostet; og Suhr drillede ham da med paa den mest ligegyldige Maade at nævne en overdreven Pris, vel vidende, at det ikke smagte ham, at nogen kunde eie dyrere Ting end han.
I saadant Selskab var jeg selvfølgelig ganske tilovers, holdt mig derfor mest taus og til Væggen, troligt efterkommende den Anvisning, som Moder tidtnok havde fundet det fornødent at give mig i min Barndom, at lade som jeg ikke var til. Desmere brugte jeg mine Øine og Øren og havde Fornøielse deraf. Var derfor glad over, at man i det rige Hus var saa kjærlig mod Amalie, at man altid tog mig fattige Fyr med. Den Aandrighed, som jeg ifølge den Selvfølelse, ingen Alders-, Stands- eller Formuesoverlegenhed kunde betage mig, følte mig i Besiddelse af, forbeholdt jeg min Elskede og gjorde ikke noget Forsøg paa at gjøre den gjældende i Selskabet. Jeg fandt det heldigere for mig at blive anseet for en ubetydelig end for en paatrængende Person; var derfor kun saa venlig og høflig, som jeg formaaede. Dette var mig nu heller ikke saa vanskeligt, da jeg i Virkeligheden var saa optagen af een, at jeg ikke kunde overkomme mere.
Amalie har betegnet mit Væsen med et mindeværdigt Ord. Da jeg kom tilbage som Præst til Kjøbenhavn, var de gamle Suhrs døde, og Amalie fandt ikke, der var Anledning nok til at søge Omgang med Ole Suhrs Hus. I et Selskab spurgte Biskop Martensen hende, hvorfor vi ikke mere kom til Suhrs, vi havde dog staaet i saa nært Forhold til Familien. Hun forklarede, at den yngre Slægt havde hun aldrig stemmet synderligt med, nu var det Selskab, der samledes der, fremmed for hende, og noget Venskab kunde der dog aldrig komme ud deraf. Ja, men der gives dog Grader i Venskab, mente Biskoppen. Jeg har nu altid syntes, vedblev Amalie, at min Mand passede saa lidt i den Kreds, at da han først begyndte at komme der, var det mig ligesom jeg maatte oversætte for dem, hvad han sagde, før de kunde begribe ham. Det kan jeg saa godt forstaae, svarede Martensen med sin grundige Mine.
Som sagt kunde jeg tilbringe to Dage om Ugen paa Sølyst, men de øvrige savnedes der heller sjelden Leilighed til at besøge min Kjære. Vi fordybede os da i Haven og Skoven og talte selvfølgelig idelig om al Naturens Herlighed, som den speilede sig i vore Hjærters Herlighed. Naturen var der heller intet at sige paa. Endog Kjendere, som ikke er Elskere, maatte indrømme, at den viste sin skjønneste Side frem i den Sommer. Men Talen kunde der vel med Grund siges det paa, som Kjendere pleie at lade den høre, at Elskovstale kan vanskelig komme ud af at være rigtig sand.
Min var det idetmindste ikke. Saa henrivende – at sige i min Ledsagerindes Øren – jeg end kunde tale om Luftens Toner, om Havets vexlende Stemninger, om Skyggespillet i Lunden, om Blomst og Blad og hvad Nattergalen sagde, og Aftenklokken i det Fjerne og alt det, som jeg saa siden henne i Krostuen satte paa Vers, saa brød jeg mig i Virkeligheden ikke stort derom, Versene, det kunde være, dem gjentog jeg altid for mig selv, men om ellers alle de Ting speilede sig i Hjærtet eller ikke fik jeg ikke efterseet, jeg saae mere efter, hvad der var i Dybet, end hvad der speilede sig i Overfladen.
Tiltrods for at jeg gjerne vilde være poetisk, er jeg dog bange for, at jeg kun altfor snart faldt ud af Rollen, og mere underholdt min Elskede med besværlige psychologiske Undersøgelser, der forurolige baade Tanken og Hjærtet, end med skjønne Syner, der lette Sindet. Jeg frygter for, at hun snart begyndte at føle, at det var en vanskelig Mand, hun havde faaet sig, hvori hun ikke havde Uret. Det har været mit Livs Plage, at jeg har en ustyrlig Trang til at sige for meget, og i enhver Sag, stor eller liden, at ville have en anden Mening end andre Mennesker, og ikke at ville lade mig selv eller andre have Fred. Hun skulde nu til at sætte sig ind deri, til »at oversætte min Tale«, og det gik ikke uden from Forsagelse fra hendes Side.
Hvad hører der dog ikke til, at to Mennesker kunne voxe sammen, om de end er nok saa kjærlige Sjæle? Fortvivlet, jo kjærligere de er, desto vanskeligere bliver det. Kjølige Hjærter komme let over det. De gjør ikke store Fordringer, de indrette sig paa at have Terrænet delt imellem sig og hver sin Plads at røre sig paa, saa nikke de af og til til hinanden over Hegnet. Men vil man først intet vide af Hegn, hverken Tjørn eller Rosenhæk, vil man have Hjærte lagt lige paa Hjærte og lytte til, om Slagene stemme, og have alle Tankens Fostre frem i Lyset, at see, om de ogsaa rigtig er Søstre, saa bliver det en mer end menneskelig Opgave. Elskende Sjæle ville Salighed, men den hører kun hjemme i Paradis.
Sølyst var nu just ikke noget Paradis, hvad saa end Fortidens Digtere har villet gjøre det til. Imidlertid havde det skjønne Sted for os to dog saameget af Luftningen fra Guds Have i de Sommerdage, at det idetmindste bragte os til at føle Opgaven. Kjærlighedsbreve er en dyb Hemmelighed, det forstaaer sig. Men da jeg skriver, hvad der vel ikke bliver læst, før vi alle ere døde, kan jeg vel nok tillade mig selv den Nydelse at afskrive nogle Prøver paa, hvordan vi dengang søgte at løse Opgaven.
Endog medens jeg var i Torbæk, skrev vi omtrent daglig. Der skulde jo meddeles, hvad der var oplevet efterat vi – ogsaa daglig – havde forladt hinanden. Hendes endte sædvanlig med den bedste af alle Sætninger: Saa venter jeg min Elskede ved Laagen Kl. – Mine indeholdt mest lyriske Skildringer, som 6. August:
»Du er et godt Menneske imod mig – det bedste Menneske under Solen, maa jeg sige idag: iaftes vilde jeg have sagt; det mest henrivende Menneske under Maanen. Jeg sad oppe ved Concertsalen og hørte en smeltende Ouverture af Mozart, Maanen stod over Stranden, saaledes, at Sølyst Havepynt ragede ud i et glimtende Straalehav. Det var mig ubegribeligt og smerteligt, at jeg ikke længer havde dig i min Arm, og jeg tænkte i mit Sværmeri: see, saaledes lægger min Sjæl sig som et Luehav om hendes, ja, som den straalefyldte Strand favner den yndige Høi, hun pleier at staae paa. Sjelden har noget Billede saa levende speilet sig i min Stemning. Da Musiken taug, og jeg reiste mig for at vandre hjem, var det med den Tanke: Ja, er Kjærligheden ikke evig, saa er den ingen Ting, men er den det, saa er den først en Perle, man giver al sin Eie for, dernæst en uhyre Perle, hvori som i Himmeldybet al Verden indesluttes. I hvad Forbindelse jeg kom til saadanne Tanker, maa du selv udfinde. – —«
Vi havde, som det saa tidt skete, siddet i Skoven, og jeg havde udøst alt mit Hjærte for hende, om min egen Uværdighed, mine skiftende Stemninger, min Frygt for at plage hende med mit Væsen, og hvorledes alt dette maatte forklares. Til disse besværlige Undersøgelser svarer hun mig næste Morgen, 18. August:
»Ja, du min egen Kjære! Jeg troer nok, jeg tør sige, kunde du end i alle andre Henseender have faaet den, der stod høit over mig, saa troer jeg ikke, du kunde finde nogen, der fuldkomnere kunde hengive sig til dig. Ja, det gaaer saa vidt, at naar der kan være et og andet hos mig, som jeg enten selv kan finde galt, eller som andre bebreide mig, saa sørger jeg ikke saameget derover for min egen Skyld, som for at du skal have En, der har de Feil og Mangler, saa jeg gjerne kan sige, at hele mit Væsen gaaer op i dig, men deri finder jeg den høieste Lykke. Den Følelse var ret saa inderlig hos mig igaar Aftes, da vi sad sammen i Skoven, og jeg ret sad og fordybede mig i dit Væsen. Jeg ønskede kun at kunne hengive mig, leve og opoffre mig for dig, og det kan slet ikke nytte, hvad du siger, jeg troer alligevel, at du føler ligesaadan for mig. Det er vistnok ikke sandt, hvad du sagde iaftes, at du maatte sige Nei, naar jeg spurgte dig, om du ene kunde leve for mig; og det var heller slet ikke sandt, naar jeg svarede, at det forlangte jeg heller ikke. Det var dog med en lidt resigneret og smertelig Følelse, jeg sagde det. Men jeg mener blot det, at om du ogsaa studerer nok saa meget, og hengiver dig til de høie Interesser, der beskjæftiger dig, saa hører dog dit egentlige Liv mig til, og med det lever du dog fuldkommen for mig, ikke sandt? Andet ønsker jeg jo heller ikke. Du kan da nok tænke, at jeg ikke kunde ønske, at du altid skulde gaae og sværme og kun tænke paa mig, det var jo en afskyelig og tillige dum Egoisme og Forfængelighed. Det maa jo netop være min høieste Glæde, at du ret skulde blive til noget. – —«
Stemningerne skiftede stærkt. Der var foruden mit sædvanlige Mellemværende mellem de høiere og lavere Følelser, endnu i den Sommer en ganske naturlig og meget forstandig Tanke, der endelig ogsaa angik os begge, den hvad jeg duede til i Verden, og hvad jeg skulde blive til i den, som nok kunde ængste mig, skjønt jeg rigtignok ikke tog mig synderlig af den. En Adjunktplads i Sorø var bleven ledig, og jeg tænkte paa at søge den, men saa vidt jeg husker, gjorde jeg ikke noget virkeligt derved; maaskee har jeg indgivet en Ansøgning, men vist ikke fremstillet mig for nogen af de Styrende. Heller ikke Amalie yndede den Plan. Med disse Tanker skrev jeg d. 25. August:
»Du, hvis Psychevinger jeg trænger til forat løfte mig over Jorden, du vil jo nok have Taalmodighed med mig paa de kummerlige Veie, jeg har at gaae paa. Jeg er igjen iaften af de Tanker, du nok kjender hos mig, at jeg føler mig saa uendelig ringe. Ikke just afmægtig, men endnu kun ved Begyndelsen af Evighedens Bane. Andre vilde, om jeg sagde dem det, ikke betænke sig paa at kalde det et affectert Hængehovederi, jeg selv vilde ogsaa kalde det saa, om jeg ikke allerede var vant til, at det saa ideligt vender tilbage, at jeg ikke kan fornegte det. Men dig kan jeg gjerne sige det, du vil ikke spotte mig, du troer mig, naar jeg siger, det er sandt, om du end kan have Grund til at skamme mig ud.
Jeg traf i Eftermiddag paa Universitetet Carl Thomsen, som meget venlig kom hen og hilste paa mig. Jeg fortalte ham min Sorøske Plan; vi gik op i Lunddahls Værelse, som ikke var hjemme, og vi sad længe og talte sammen. Han fortalte mig meget om Sorø, især om Wegener, og i alt, hvad han sagde, var der en saadan Forstand og smuk Tænkemaade, dertil Lærdom og klar Dom, at jeg ganske indtagen i ham tænkte: See der igjen et Menneske, som er mig langt overlegen, skjøndt jeg maaskee af Naturen er ligesaa godt udrustet som han, bestemt til ligesaameget og burde have opnaaet ligesaameget. Og hvormeget mere er det ikke Tilfældet med de Mænd, han talte om? Den Tanke har jeg ikke kunnet slippe den hele Aften, og nu gaaer det som sædvanligt ud over dig, du min tro Ledsagerinde paa min Tankes forvildede Veie.
Hvor det er underligt at boe midt inde i et Kvarter af den travle By. Den silde arbeidende Snedker høvler og saver, Moderen synger sit Barn i Søvn, de større løbe og lege og skrige i Gaardene; paa den ene Side stiger en Violin til de høieste Toner, paa den anden gjør en Fløite sig forgjæves Flid med at faae en Vals i Takt. Mine pjaltede Gjenboere afvexlende klamres og synge rørende Kjærlighedsviser i stort Chor, og de arme Djævle lade formodentlig Flasken gaae rundt dertil. Kattene miaue Serenader, og altsom det bliver mere stille, hører jeg den evige Pladsken af Springvandet nede i Gaarden, hvortil Bagerens Faarekyllinger svare som Pibe til Tromme. Saa Klangen af Portklokken og Lyden af Vinduer, der hist og her lukkes, naar man gaaer i Seng; og i alt det dog den dybeste Ensomhed og en Slags Stilhed, der meget godt passer til min Stemning, naar jeg staaer i Vinduet og lader mine Øine søge de evige Stjerner, der gaae deres Baner, som da Kong Pharaos Vismænd udmaalte dem. Det var det med min egen Ringhed – du maa ikke mistænke mig for, at jeg ikke vel nok og hjærteligt nok føler mit Broderskab med mit fattige Naboskab. Gud glæde dig med den grønne uskyldige Susen.«
Jeg boede i Kronprindsessegaden i et Baghus, hvis Ende vendte ud til Adelgadens Baghuse. Dertil svarede min forstandige Brud udaf sit redelige Hjærte:
»Jeg kan saa tydelig sætte mig ind i din hele Stemning og de Følelser, du omtaler, er mig ogsaa kun altfor vel bekjendte fra mig selv. Du har visselig Ret i, at jeg ikke vil spotte dig, tværtimod vil jeg optage enhver af dine Følelser i mit Indre, tænke over dem og forstaae dem, som det var mine egne. Da jeg læste dine Yttringer om dig selv og din egen Ringhed, kom jeg til at tænke paa, hvad Mynster saa smukt siger i en af sine Betragtninger, og som greb mig meget, da jeg læste det. Han omtaler den besynderlige Ustadighed hos Mennesket, at man undertiden kan føle sig hævet, lykkelig og tilfreds med sig selv, ja endogsaa næsten overmodig, og til andre Tider igjen saa ringe, saa ussel og ubetydelig, og begge Dele, siger han, er lige langt fra den sande Ydmyghed, som sætter al sin Lid til Gud, trofast strider til det Maal, og kun vil være noget ved ham og i ham. Dette udvikler han nu langt smukkere end jeg for Øieblikket kan huske det, men der har altid forekommet mig at være en stor Sandhed deri. Det er vist langt fra altid Beskedenhed, men der blander sig vist tidt en Del Forfængelighed i de Følelser, der bringe os til at føle os saa ringe overfor andre, ligesaa meget maaskee som i dem, der bringer os til at oversee andre. Men jeg veed i Grunden ikke, hvorfor jeg siger dig alt dette, som du dog veed og kan forklare langt bedre end jeg. Du maa da endelig ikke troe, jeg vil belære dig eller bebreide dig noget, men det er Ting, jeg tidt har sagt mig selv, og ved at læse dit Brev, kom de igjen frem for mig. Du veed jo forresten nok, at jeg slet ikke vil tillade dig at rive ned paa en vis Person ved Navn Johannes. For ham holder jeg af, og der er ingen, der bedre end jeg veed, hvor elskværdig og fortræffelig han er, og han staaer slet ikke tilbage for nogen af de andre. Du kan saa sige om dem, hvad du vil, fordi de er ældre og maaskee lidt mere lærde, det er ogsaa alt. Vil du nu bare see, du er artig, ellers skal jeg nok correxe dig, naar jeg faaer fat paa dig, kan du troe, din lille uartige Dreng! Men du er dog deilig alligevel, og jeg holder uhyre meget af dig.
Det er ellers forunderligt nok, at den Beskrivelse, du gjør over din Ensomhed midt i Byens Støi, netop svarer til de Tanker, der beskjæftigede mig, da jeg iaftes sad paa Bænken udenfor Gaarden paa den Tid i Tusmørket, som jeg holder saameget af, da der endnu er et Skjær af Aftenrøden i Luften, og Stjernerne begynde at komme frem. Jeg saae ud over Kjøbenhavn og tænkte paa, hvor du nu var. Det syntes mig saa underligt, at du sad alene derinde, og jeg ikke var hos dig. Det maa dog have været en egen sympathetisk Følelse, der har sagt mig det i det Øieblik. Troer du ikke det? – —«
Ja, saameget har vi levet sammen, at vi tidtnok har moret os med at opdage, at vi tænke samtidig de samme Tanker. Hendes Alvorsprædiken til mig var da heller ikke andet end mine egne Tanker. Alligevel trænger jeg desværre til den endnu, faaer den ogsaa endnu.
Hun var i September i Hørsholm hos hendes Forældres gamle Venner, Birkedommer Neergaards Familie. De forstode at gjøre det godt for Mennesker, de indrettede en god gammeldags Tur til Dyrehaven, hvor Vilhelm Holm og jeg maatte mødes med dem og tilbringe en lang skjøn Dag i Skoven i det gladeste Selskab, og de fik siden mig ud til Hørsholm, at jeg i to Dage kunde nyde denne Sværmeriets klassiske Egn. Desuden gik Brevene hverdag frem og tilbage, et af dem anslaaer min høieste Tone:
»Min egen inderlig elskede Amalie! Tak for igaar, og mit Hjærtes daglige uudtømmelige Tak for det, du altid nærværende og fraværende er for mig. Du skulde have hørt den Prædiken, Fog holdt igaar, og som vel var saa overstrømmende frisk, fordi han om Morgenen havde holdt den for sin Hustru – saa vilde du forstaae, hvad jeg mener ved det, den ene er for den anden. Han talte om, hvad Christus er for os, men herved er jeg desværre kommen til min sædvanlige Fantasi, at gjøre min Elskede til min Frelser. Dog, du vil tilgive mig, men du maa ikke gjøre det paa den Betingelse, at du anseer mine Ord for Spøg; derfor vil jeg aldrig have Ord om dig ansete, saa maa du hellere lade være at tilgive mig. Maaskee er det dig en forargelig Tale, eller i alt Fald en Hemmelighed, og en underlig Hemmelighed er det ogsaa, men derfor ikke mindre antastelig og hellig, da det er en Guds Hemmelighed. Jeg veed meget vel, at Frelsen er kommen til mig fra den længst Henfarne, der viste sig for fjerne Slægter, og er ikke at finde i et eller andet Menneske, men alligevel kan jeg ikke lade være at gjentage for mig de Ord: Lyksalige de Øien, der saae dig, de Øren, som hørte dig. For mig er altid det Nærmeste det først ret kraftige. Kan det da undre dig, at jeg søger mig min Frelsers Afbillede i hans mest benaadede Tjenerinde. Jeg kan ikke undvære ham, og priser da Gud, fordi han ikke er død, men opstanden for at leve i os og tage Bolig i dig. O, bliv for hans Skyld ikke vred og ikke kjed af mine underlige Paastande. Jeg vilde ikke sige det, om mit Hjærte ikke idelig strømmede over, og i dette Øieblik er saa fyldt af denne Følelse, at jeg ikke kan holde den tilbage. Og tro mig, jeg har dog stærkt gjort Vold paa mig selv for ikke at sige mere. Du kjære, kjære Pige, hvad var jeg dog bleven til, om jeg ikke havde mødt dig, eller om jeg ikke havde været værdig til din Tro, din Kjærlighed og dit Haab, da jeg mødte dig?«
Hun svarede:
»Min kjære, kjære Johannes! Du skal ikke vente paa Svar, jeg griber strax Pennen. Dit Brev glædede mig som sædvanligt. Du veed ikke, hvad det er for en Salighed for mig at høre dig tale saa varmt, jeg kan gjerne sige glødende, om din Kjærlighed til mig. Jeg føler mig saa ubeskrivelig lykkelig, men tillige saa ydmyg derved. Du maa dog love mig, at du ikke vil tale derom paa den Maade som i dette Brev. Du har Ret i, at det for mig næsten er en Hemmelighed, hvad du mener dermed, og uagtet jeg vil tilstaae, at jeg var svag nok til at ønske, at du havde skrevet alt, hvad du tænkte, da du siger, du har gjort Vold paa dig, for ikke at sige mere, saa føler jeg mig dog saa ængstelig tilmode derved; og jeg maa tænke ved mig selv, hvad er jeg dog, at han taler saaledes til mig? Hvor er det dog muligt, at jeg kan have den Indflydelse paa ham, som staaer saa høit over mig i enhver Henseende? Ak, jeg føler desværre, hvor meget jeg selv trænger til en Frelser, jeg er langtfra saa god og gudfrygtig, som jeg burde være. Jeg veed ikke selv, hvorledes det er, men jeg synes næsten, at jeg ikke mere saa levende trænger til at udøse mit Hjærte for Gud som før; jeg føler mig nu altid saa lykkelig, saa fuld af glade, ogsaa gode Tanker, og min Bøn bliver som oftest kun en Bøn for dig. Men det er dog ikke ret, og det maa ogsaa blive anderledes, føler jeg godt. Nu skulde vi hjælpe hinanden, ikke sandt? og gjensidig være hinanden en frelsende Ven. Saaledes synes jeg, det er smukt og godt, og vistnok den gode Gud behageligt, ham til hvem alle vore Tanker og Følelser maa stunde, og uden hvem vi dog intet ere. —«
Sommeren gik til Ende, og som fra een Side dens Begyndelse havde aabnet en ny Periode i mit Liv, gjorde dens Slutning det fra en anden.
Udbyttet af mine Undervisningstimer var for ringe, jeg trængte til en bedre Stilling. Jeg fik og modtog gjerne Tilbud om at blive Hovmester for den umyndige Lensgreve Christian Petersdorff, som, endnu kun 14 Aar, blev opdragen hos Overpræsident Lange i Kjøbenhavn. Første November 1846 begyndte jeg denne Virksomhed og tilbragte nu de fire næste Aar i Langes ligesaa elskværdige som høitdannede Familie. De beboede første Sal i den store Gaard paa Gammeltorv mellem Nygade og Klædeboderne, hvis Frontespice Abildgaard har decoreret, og jeg og min Elev havde to store smukke Værelser i Messaninen.
Lange var ingen almindelig Typus paa en Bureaukrat. En energisk Arbeider med et kjæmpestærkt Legeme havde han tidlig tjent sig op til Deputeret i Cancelliet, og var nu i samme Aar bleven Overpræsident. Han var let at tjene. Aldeles optagen som jeg var baade af min Kjærlighed og mine høitflyvende aandelige Udsigter, kunde jeg mangen Gang være altfor forsømmelig i min Hovmestergjerning. Han kunde da i Forbigaaende give mig en Paamindelse, men han gjorde det altid med en fin Følelse for, at ogsaa den letteste Berøring var mig tung at bære, og et velvilligt Blik for, at det kun daarligt stod i min Magt at forandre mig. I saa Henseende har jeg meget at takke ham for. Hans Døttre var kjærlige og aandfulde Sjæle, der havde en betydelig litterær Dannelse. De to ældste var allerede gifte, den yngste, der ogsaa var noget ældre end jeg, var hjemme, og gav Huset Glands med sin glimrende Conversation og ligesaa glimrende Fortepianospil. Hun var ikke smuk, men meget behagelig i Omgang, og er ikke bleven gift. Jeg havde alle meget kjær, særdeles den brave Moder, der saa venligt tog sig af mig.
Der var ikke Spor af fornem Fjernhed, vi omgikkes med al den Frimodighed, som godt Venskab, der er tryg til alle Sider, medfører, og da aandfulde Damers Selskab altid har behaget mig meget, kunde de Timer, jeg tilbragte i deres Stue, kun været til Glæde, men de var det ikke altid. Mine Lidenskaber gjorde mig ufornuftig, og om jeg end gjorde mig Umage for at bevare et net Væsen, heller ikke just veed, nogensinde at have ført mig upassende op, var min Stemning dog for min egen Fornemmelse jevnlig ikke til at raade med. Selv saa god Omgang var mig en Lænke, jeg sad mest som paa Naale af Længsel efter to Ting, enten at komme vel nedad Trappen forat kaste mig over Bog og Pen, eller at fare hen til min Elskede.
Min Bog var det gamle Testamente, og min Pen den Pensel, hvormed jeg malede den til Døden viede Jeftas Datter. Aldrig har vel nogen stridt med et mere smerteligt Æmne, og min Opgave var fuldkommen ubarmhjærtig at drive Fortvivlelsen til den yderste Hjælpeløshed – Himlen lukt, og paa Jorden en Offerkniv. Var det da dette, der gjorde min Stemning saa trykket? Mindst af alt. Det tragiske har som Livets Høihed altid gjort et opløftende Indtryk paa mig, og Opløftelse, selv om det er Korsdød, der løftes til, havde jeg i mit Livs Korsgang vænnet mig til at føle som noget festligt. At falde ud af den løftede Stemning, var min eneste Plage, og Hverdagens Trivialitet min egentlige Fjende.
Saa kræsen var jeg, at ikke engang det kjedsommelige Slid med min tungnemme Elev var mig det sværeste; det kunde jeg komme igjennem som jævnt Arbeide, man knap behøver at have sine Tanker ved. Men hvad jeg kaldte min pligtmæssige Conversation med Damerne, løb jeg mig fast i. Hvad jeg i Øieblikket havde en virkelig Glæde af, kritiserede jeg i næste Øieblik afveien som dum Tidsspilde, og var i min Forvænthed nærved at ansee som Ulykke.
Sagen var ogsaa, at mit Helbred endnu var meget svagt, jeg led stærkt af min gamle Sygdom, og min Levevis gjorde den ikke bedre. Naar jeg var færdig med Læsetimerne, og det var kun et Par Formiddagstimer, løb jeg mig en Tur, men paa Veien bruste de høie Fantasier i mit Hoved, og naar jeg ør i Hovedet og med rystende Ben kom hjem, satte jeg mig strax til at forme paa de forfærdelige Scener, jeg havde udkastet. Trængte jeg til Hvile, tændte jeg mig hellere en Pibe Tobak, hvad jeg heller ikke havde godt af.
Det var, saavidt jeg mindes, den første Vinter, jeg var i Langes Hus, at de en Formiddag, da de vilde kalde mig op til Frokost, fandt mig besvimet paa Gulvet, og at jeg, medens Bevidstheden stred for at komme igjen, saae et overordentligt grimt, men yderst velvilligt Ansigt virre frem og tilbage for mine Øine. Det var en hæderlig Tante, Overpræsidentens Søster, der stænkede mig med Vand, men det kan ikke nægtes, at hun ogsaa med Ro beseet, lignede en Del efter en skikkelig Grib. Da jeg kjendte min Svaghed og før havde havt det Tilfælde, trøstede jeg den ængstelige Gruppe omkring mig med at tage Sagen fra den komiske Side, og takkede den gode Tante Lotte, fordi hun dog endelig engang holdt sit Hoved ordentlig paa sine Skuldre. Dette gav Anledning til meget dybsindige psychologiske physiologiske Undersøgelser ved Kaffebordet, uden at vi dog kom nærmere til de rette Bestemmelser om Forholdet mellem Sjæl og Legeme.
Mit tragiske Digt fik jeg færdigt til Jul 1856, og skulde da til at tænke paa at gjøre min Elskede delagtig i min Hemmelighed. Lade det trykke, faldt mig ikke ind. Jeg skrev det altsaa af saa pænt som muligt, og fik en Bogbinder, som jeg haabede ikke vilde læse det, til at sætte et Bind om det. Men det hjalp ikke stort paa Modet. Ganske vist pleiede jeg at betro Amalie alle mine Tanker, og hun havde rimeligvis allerede, mig selv uafvidende, faaet saamange ogsaa af de vildeste, at hun kunde tænke sig, jeg kunde finde paa det værste; men jeg haabede dog endnu at kunne gjælde for en anstændig theologisk Candidat. Lagde jeg nu dette for hende, kunde hun see mig med eet omskiftet til et vanvittigt Geni, og hvilket Slag vilde det ikke være for hende? Vinteren gik hen, jeg vendte og dreiede min lille Bog mellem Hænderne, og det blev ikke til andet end det, jeg saa tidt har tænkt ved, hvad jeg har skrevet: der behøver jo intet Menneske at see det, hvad er det saa andet end en Fantasi!