FJERDE BOG. ÆGTESTAND
FØRSTE KAPITEL. BRYLLUP
De første tredive Aar af mit Liv nærmede sig deres Ende, det var sent nok at begynde paa at tjene sit Folk og skaffe sig en Arne. Men jeg har altid været noget sent paafærde, det var da ogsaa tidlig nok, forat naae det Maal, jeg har naaet.
Da jeg kom tilbage fra Norge, var jeg uden Erhverv, og det var i Sandhed en fattig Kjæreste, min trofaste Brud tog under Armen, da hun den Morgen i al sin Glorie mødte mig i Grønningen. Fattigdommen trykkede mig dog ikke, den var jeg vant nok til; jeg havde jo hende, og hun forlod mig forvist ikke, om jeg saa aldrig blev til noget. Jeg maa dog formodentlig have tænkt paa at blive til noget. Idetmindste tænkte jeg paa at gifte mig.
For det første havde jeg dog nok med at udkramme alt, hvad jeg hjembragte fra det nordiske Land. Vi reiste til Roskilde, men der fandt jeg ikke megen Indgang for min Tale, alt var i feberagtig Bevægelse over Aarets voldsomme Begivenheder, og hvad der skulde komme. Seiren ved Isted havde mere med Skræk end med Svøbe fordrevet den største Del af den tyske Embedsstand fra Slesvig, og den Stilling, som Søren Thrige havde været udseet til allerede før Krigen, havde igjen aabnet sig for ham. Han var allerede udvalgt til Rector i Haderslev, og Talen var kun om at besætte de øvrige Pladser ved den nye danske Skole. Jeg talte med derom som om enhver anden Sag, men, da han sagde til mig: »Har du Lyst til at være med?« veed jeg med Sikkerhed, at jeg ikke før havde tænkt derpaa. Men jeg pleier heller ikke at bruge Tid til at tænke over en Beslutning og svarede øieblikkelig: »Hvorfor ikke!« Og Sagen var afgjort.
Amalie og jeg kunde da strax gaa over til vor egen Side af Sagen og dens nærmere Omstændigheder. Kanonerne tordnede jo endnu paa Dannevirke, og ingen kunde sige med Sikkerhed, om de tydske eller danske Aviser havde Ret i, hvem der skulde blive Herrer i Slesvig. Det var Galskab ikke at afvente de europæiske Tilstandes Opklarelse. Vinteren maatte idetmindste gaa hen, før vi kunde tænke paa at sætte Bo under kvindeligt Regimente. Holm fandt dertil, at de 700 Rdl., jeg kunde faae i Løn, selv om alt gik godt, ikke var nok til en Families Fornødenheder, og Suhr, for hvem al Livet var Vinter, indsaae ikke, at een Vinter fortjente en Tanke, saameget mere som alle Elskere, undtagen han selv, for ham var nogle Narre.
Disse Betragtninger havde nu aldeles ingen Plads fundet paa vor Fantasis righoldige Blade. Min Brud fandt Embedsgagen stor nok, og det var hende, der forstod den Sag, ikke jeg; den Mad, hun vilde sætte for mig, kunde jeg sagtens spise. Kanonerne var høist tillokkende, det var interessant at faae dem at høre. En ren Umulighed var det at være Vintren over alene, idetmindste for mig.
Enden blev altsaa, at da jeg den 17. September havde faaet at vide, at Madvig, der forestod den tilkommende slesvigske Lærdom saavelsom al anden Lærdom, havde indstillet mig, og han log mig vide, at jeg kun skulde holde mig færdig til Afreise, saa tog Fader Holm mig under Armen, og førte mig i Egenskab af snarlig Brudgom til Suhr, hvis Velsignelse efter alt, hvad han havde gjort for Amalie, var nødvendig. Den stive Kjøbmand og Skeptiker i alle Kjærlighedssager viste sig overvunden, og da han havde ladet os berøre de kolde Ender af sine Fingre, havde han endogsaa i sin anden Haand et Papir, hvorpaa var optegnet under Livsforsikkringsanstaltens Haand og Segl, hvorledes han rigelig vilde forsørge Amalie som Enke. I Sandhed en uhyre Tanke, men det var nu hans Maade at være fornuftig paa, og alt ordentlig betænkt, kunde jeg da heller ikke blive gift uden det. Han fortrak ikke en Mine derved, men jeg har ingen Tvivl om, at hans Hjærte var stærkt i Bevægelse i Retning af den egenvillige Dame.
Med idel Solskinsforhaabninger forlod jeg saa Kjøbenhavn den 23. September efter den Tids Maade om Aftenen. Der var kun Jærnbane til Roskilde, og i Selskab med min Rector reiste jeg Natten igjennem med Deligencen, naaede næste Middag Odense, og fik der Edvard Lembcke ind til os i Vognen, saasom han var den nye Skoles Conrector. Det var den bedste Medgift, det var muligt at faae til det lidet lovende Omgangsliv i en lille By, og til den Skolegjerning, der endnu laa indhyllet i Jævndøgnsveirets Regnskyer. Vi tog øieblikkelig til paa fødte Aandrigheders Maader at behandle alt, hvad der ligger mellem Himmel og Jord. Saaledes er vi da ogsaa omtrent bleven ved alle de Dage og Nætter, jeg har havt den Lykke at kunne skifte Ord med den elskelige Mand. Der var kun en Sag, hvori jeg blev nødt til at gjøre nogen Indskrænkning i vor Fortrolighed. Han hadede Tydskerne af hele sit glødende Hjærte, alle som een lige til Barnet i Vuggen – det vilde han dog ikke spidde, kun tage det og opdrage det paa Dansk, saa det ikke skulde lære en Stavelse af sit Modersmaal. Men i alt andet smeltede vore Meninger sympathetisk sammen lige fra det Øieblik vi kom paa Siden af hinanden.
Der blev ogsaa Leilighed til at gjøre en grundig Begyndelse. Vi var nødt til at være sammen fra Morgen til Aften i en Uges Tid eller mere, da ingen af os havde Hus og Hjem eller noget at bestille, Skolen kunde ikke begynde endnu. Vi var en mørk Regnveirsaften bleven sat af i en skummel gammel Gjæstgivergaard med klippede Lindetræer udenom, forsaavidt godt nok, det mindede om gamle Kolding. Men jeg har altid været en Hader af Værtshusliv, og min sædvanlige Udvei at forvandle Værtshuset til et Hjem ved at slutte Venskab med Værtens Familie, lod sig for det første ikke udføre, saasom Værten i sin Egenskab af Fører for Byens Hjemmetydskere, maalte os, som om det havde været hans Hverv at arrestere os. Ligefuldt blev dog denne frastødende Vært siden min Ven. Han var Forstander for det Hospital, hvorved jeg strax efter blev Præst, og naar han bragte mig min maanedlige Løn, forsømte jeg ikke at holde ham fast til en Samtale, og han viste sig da som en forstandig og brav Mand. Vi var heller ikke uden familiære Berøringspunkter, det er man da ikke let i vort Land, selv om man tager Hertugdømmerne med. Han var Morbroder til de Søskene Thygesen, som var Amalies Venner, og det behagede i høi Grad min Collega »Agenten« at tale om denne sin lærde og aandrige Familie. Hans Svoger, Bonden, var forresten dansk, og naar den politiske Strid kom paa Tale, yttrede han med et stramt Smil: Ja, der er forskjellige »Ansigter« i vor Familie.
Mit Venskab med ham maatte nu helst blive en Hemmelighed, da han var en af dem, vor strenge Øvrighed helst vilde strax have jaget over Grændsen. Men jeg fik andre Venner med ildesete »Ansigter«. En Snedker, hos hvem jeg efter i Selskab med Lembcke at have afsøgt adskillige borgerlige Huse, endelig fik leiet den fortryllende Ting, som de Nygiftes Rede er, var ogsaa af den hjemmetydske Art, og derfor ikke til at tale om, men desto mere til at føle for, saasom han var en »Christen«, det vilde der i Egnen sige en Christiansfelder Ven, en hernhutisk Pietist, i Virkeligheden en høist rørende Sværmer, der med et Suk over Verdens Forfængelighed gjorde mig det fortryllende Sted i Orden, men gjorde det med samvittighedsfuld Forsynlighed og til redelig billig Pris.
Det var Snedker Holgersens gode Tid – efter Verdens Tankegang. Efterat jeg var flyttet fra ham, gik det stærkt tilbage for ham. Han blev mer og mer forfalden til mystiske Grublerier og tabte sin Arbeidskraft. Da jeg lærte ham at kjende, havde han endnu et Møbelmagasin i Salen ovenpaa, men efterhaanden forsvandt det, han leiede hele Forhuset ud og trak sig tilbage til Baghuset. Da jeg sidste Gang besøgte ham i 1859 for at tage Afsked med ham, fandt jeg en udmagret krumbøiet Skikkelse i en stribet Nattrøie i et lille daarligt Værksted siddende over en gammel Postil. Han vendte aandsfraværende glasagtige Øine mod mig, rakte mig saa med Salvelse sin knoklede Haand, og begyndte en underlig Tale om at være eet med Gudfader og i Forløserens Blod at bære Korset for alle hans Skabninger, og ønskede mig Velsignelse til den Gjerning som noget, der skulde gjøres, men som han ikke lod til at tiltroe mig Naadegave nok til. Han sukkede ikke længer, men med et Suk skiltes jeg fra dette levende Billede paa gammel tydsk Haandværkermystik. Dette var mit første Indblik i Borgerstandens aandelige Liv i den slesvigske By, og det viste mig strax, at her var adskilligt andet at gjøre end at drive national Storpolitik.
Jeg leiede altsaa Mystikerens Værelser ovenpaa, paa Salen nær, som han formedelst Verdens Forfængelighed endnu ikke kunde undvære, og nu begyndte et uendeligt Skriveri til den Dame, som havde lovet mig at tage de tre pæne Stuer med Kjøkken, Pigekammer og andre udvortes Bekvemmeligheder under sin Varetægt. Rigtignok ikke som i tidligere Dage hver Dage et Breve, for Brevene var dengang endnu dyre, men man kunde jo gjøre dem desto længere, og det blev fra begge Sider ikke forsømt.
Brylluppet blev feiret med fuld Glands den 29. November 1850 i Suhrs gamle Gaard paa det kjære Gammeltorv. Skjønt min Familie, som gjæstfrit nok blev tagen med, var aldeles fremmed der, havde vi dog ikke kunnet negte Amalies gamle Venner, i Særdeleshed den trofaste Tante Caroline den Glæde at gjøre en glimrende Fest for os. Tryde holdt sin kjærligste og skjønneste Tale ved Frue Kirkes Alter, Vennerne sang til Peter Heises Toner, Etatsraad Suhr udbragte med Værdighed Brudeparrets Skaal, gamle Tante Møller skinnede blidelig ved hans Side som en Romantikens dalende Sol, jeg takkede det bedste, jeg i min Stil formaaede for alt det Venskab, jeg havde nydt i det rige Hus, og en skjøn Frostaften, vendte vi saa, som Stjernerne begyndte at blinke, de længe nok slidte Gader Ryggen.
ANDET KAPITEL. SKOLELIV OG PRÆSTESTAND
Skolen blev aabnet den 7. October. Det laa ganske i Thriges Væsen, hurtig og uden mange Ord som han er, heller ingen høitidelige Ord at spilde paa denne store nationale Sag. En Regnveirs Mandagmorgen gik vi hen i den sorte skumle Bygning, som ligger paa Kirkepladsen, og efterat en Svamp havde fuldbragt Nationalitetsforvandlingen ved at afviske, hvad der med store Kridtbogstaver stod paa Kathedertavlen: tog vi uden Indledning 24 danske Drenge under Behandling, for det første fordelte i fire Rum.
Min Bestilling blev det først og fremmest at lære dem Christendom, og altsom vi fik en øverste Klasse, hvilket vi det første Aar ikke havde, som Kronen paa Værket at foredrage Kirkens Historie; saa og at danne mulige Theologer ved at læse Evangeliet paa Græsk og første Mose Bog paa Hebraisk. Dernæst at lære dem at skrive ordentlig Dansk og give dem Begreb om dansk Litteratur. Men da dermed endnu ikke Timernes Antal var fyldte, og ingen anden Lærer fandtes, blev jeg ogsaa Tegnelærer, endog en Tid Skrivelærer. Tegningen beholdt jeg altid, dels af Lyst og dels fordi det var mig en Hvile efter de andre noget anstrengende Fag.
Hvorvidt jeg nu kan have vakt noget dybere religiøst Liv hos mine Disciple, har jeg ingen bestemte Beviser paa. Jeg søgte ikke at fremavle christeligt Væsen, det har jeg aldrig ønsket. Det var dengang som nu min Mening, at skal Troen have Magt med Mennesker, maa den være inderlig forenet med hele deres Livsbetragtning, og hos litterært dannede Folk med deres videnskabelige Overbevisning. Jeg bredte derfor mine hellige Tanker udover den øvrige Lærdom, og fremhævede navnlig i Litteraturhistorien Psalmedigtningen langt stærkere end vore Litterater pleie at gjøre.
En Skole er en behagelig Republik, naar den tages med Velvillie, og det gjorde vi alle under vor yderst forekommende Rectors Anførsel. Der var ikke Tale om nogen anden Stemning, heller ikke mellem Lærerne indbyrdes. Vi var ikke ganske efter Nutidens Tugt, vi var kun paa Overgangen. Vi vilde noget ordentligt og intet Sløseri, men vi vilde det dog efter gammel gemytlig Skik.
At blive Præst havde jeg, da jeg drog til Slesvig, ikke gjort mig andre Tanker om, end at det maatte gaae, som Gud vilde. Det kom ogsaa som en Guds Gave, uden at jeg søgte det. Et Hospital for halvhundrede gamle Kvinder havde sin egen lille Kirke, og Tjenesten ved den havde været forbunden med Diakonatet ved Byens Hovedkirke. Men Frederik Helweg, som var Diakonus, havde ikke Lyst til dette Annex, saameget mere som dermed ogsaa var forbunden Sjælesorg og Prædiken i Byens Arbeids- og Sygehus. Han foreslog derfor mig at overtage disse Bestillinger, og jeg pleier ikke at gjøre mig Betænkeligheder ved Arbeide, der bydes mig, skjønt Gud veed, der kunde være Betænkeligheder nok ved at faae to Kirker foruden Skolearbeidet, jeg fik det da ogsaa at føle.
Der var ingen Formaliteter, som der i det Hele ikke var i Slesvig i de Dage. Jeg begyndte min Kirketjeneste midt i December, og lod Øvrigheden sørge for saadanne Ting som Kaldelse, Ordination og høitidsfuld Indsættelse. Det blev ogsaa besørget derefter. Jeg var allerede bleven en kjær Præst og Ven for mine alderstegne Søstre, da jeg først den 26. Januar 1851 blev ordineret, derefter kaldet til Præst den 31. Januar, og endelig, efter tre Maaneder den 16. Marts indsat af Provsten.
Min Ordination var en mærkelig Høitidelighed. Superintendent i Nord-Slesvig var, førend Bispedømmet for hele Slesvig blev oprettet, en gammel Landsbypræst i Jordkjær ved Aabenraa, hed Jens Hansen, en stor svær Mand med et knoldet Hoved. Da han den Vintermorgen, jeg var ankommen til Præstegaarden, viste sig i sin Dagligstuedør med de gule Uldstrømper op over Buxerne, de store Lædertøfler og hvid Nathue, saae han mindst ud som en Biskop, mest som Landsbyens Møller. Han satte sig strax ved sin Morgenpibe til at underholde mig med, hvad der vel er den fornemmeste Kunst. Det er Regnekunsten, men den rigtige Regnekunst er ikke saadanne Barnagtigheder, som de har for henne i Skolen, nei, det er ordentlige Knuder, som ikke kan løses efter Regnebogen, men som der skal et grov stærkt Hoved til, og dem knækker man lige med eet – han slog begeistret ud med Haanden – ved en Indskydelse! »Kan De for Ex. sige mig, naar man siger: I tyve Gjæs! Og de svarer: Vi er ikke tyve, men var vi en hel Gange saa mange og en halv Gang saa mange, og en hel Gaas og en halv Gaas og en Gase, saa var vi tyve. Hvormange var der da? Kan De see, De kan ikke!« Nei, jeg kunde ikke, jeg stirrede forbauset paa hans knudrede Hovedknub, hvor Nathuen var skubbet tilbage over de strittende Haar. »Saadanne Nødder skal der Geni til at knække«, – og han opgav mig Nød paa Nød. Men jeg befandtes aldeles intet Geni at være, jeg følte mig lille, da han reiste sig i sin imponerende Høide og sjokkede ind at stoppe sig en ny Pibe.
Den mindre fornemme Kunst, hans Theologi, viste sig dog ikke at være nær saa farlig. Hans Bispeexamen bestod i, at han flyede mig et Par Opgaver, som jeg om Eftermiddagen skrev adskilligt om i Gjæstekamret, mens jeg inde i Storstuen hørte ham med en underlig syngende Gravrøst, der forekom mig at vare ligesaa længe som jeg skrev, vie et Par Folk. Mine Papirer lagde han i sin Skuffe med den Bemærkning, at dem vilde han læse en anden Gang, for næste Morgen skulde vi holde Ordination. Og hvad mundtlig Examen angaaer, saa fik den at være: »De Herrer Kjøbenhavnere kommer altid med noget nyt, det kan vi ikke indlade os paa.«
Ordinationen forekom mig, Gud forlade mig det, som en Slags Spøgelsesscene. Det var en kold mørk Vintermorgen, og medens jeg stod i den lille skumle Kirkes Chor første Gang iført min nye Præstekjole, saae jeg lydløst skride op ad Gangen en tre fire underlige Bjørneskikkelser. Det var Nabopræster, som over deres Samar[14], som de kaldte Præstekjolen, havde svære Pelse og Sivsko paa Fødderne. I Stolestaderne sad der et Par Rækker Bønderfolk, der udaf Pontoppidans gamle Psalmebog sang med saa kraftig Røst, at hvergang der kom et R lød det, som rullede en Vogn gjennem Kirkens Mure. Har nogen hørt den rette Udtale af Affenr-r-rô (Aabenraa), vil han forstaae det. Ordinationstalen var ikke ilde; thi Superintendenten var en alvorlig Christen, men jeg kunde ikke faae mig selv fra at sammenblande den med den mystiske Brudevielse fra Aftenen før, ligesom jeg havde sammenblandet denne med mine theologiske Reminiscenser. Og da jeg holdt min Prædiken, var det mig fast, som jeg havde en Flok Gjengangere fra forrige Aarhundrede for mig.
Da jeg allerede i et Par Maaneder forinden havde gjort præstelig Gjerning, og ikke engang blev rigtig Præst derefter, forsaavidt det endnu varede sex Uger, inden jeg blev indsat, er det ikke at undres over, at min Ordination ikke fik nogen afgjørende Betydning for mig.
Det første, jeg havde at gjøre, eller rettere allerede fra først af havde gjort, var da at gaae ned til Hospitalet – man gaaer ned ad en temmelig høi Bakke i Byens Søndergade og over Broen, saa ligger det strax sønden for Aaen – og fra Stue til Stue underholde mig med min fattige alderstegne Menighed, saa broderligt som muligt om alle deres Skrøbeligheder.
Der var en, hed Hedevig, hun var saa elendig af Vattersot, at alle hendes Lemmer var som en oppustet Blære, og dertil led hun Nat og Dag den ulideligste Pine i sit Ansigt, især sin Næse, og kunde ikke ligge i sin Seng, men fik alle de lange Nætter kun Nattesøvn i sin Stol. Aa, mi Neis, mi Neis! kunde jeg høre hende stønne, allerede naar jeg kom i Forstuegangen.
Da jeg nu ikke kunde blive Natten over, saa var der En, der kunde det. Det var hende med det firkantede og rynkede Ansigt, den skarptskaarne Opnæse, og de smaa vandfulde Øine. Ved Nat og ved Dag kunde Marie Winfeld det, i Jesu Navn, som en af de tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, der skulde arve Saliggjørelsen; ingen Engel som dem, der sidde paa Skyerne, nei, en forsvarlig jordisk en, i godt hjemmegjort Hvergarn, pæn altid skinnende hvid Hue og tærnet Lærreds Forklæde helt om paa den brede kantede Ryg. Hun kunde lægge Puderne til Rette i Sædet, og brede Vattet behændigt udover alle stakkels Hedevigs Lemmer, og hun kunde synge og bede paa godt Sønderjydsk og slaae de yndigste Psalmer op i den gamle Spændebog og fremfor alt see den Syge ind i Ansigtet med en Kjærlighed som en Guds Aabenbaring. Altid sukkede Staklen: Du maa ikke forlade mig! Men naar Marie med Glædestaarer sagde: Forlade dig! Nei, vi to Søstre skal være sammen i Paradis, i Jesu velsignede Navn! saa hjalp der ingen Modstand, man var nødt til at see Paradiset staae vidtaabent der i den fattige Stue med de fire mørke Alkovesenge. Og vist var det, at saaledes blev Korset baaret i de ni Aar, jeg saae det. Korset, sagde Marie, skal vi ikke ogsaa takke Gud for det? Vor Herre bærer den tykke Ende. Har han baaret saa meget for os, skal vi saa ikke ogsaa bære noget for ham? Og hendes Ansigt straalede som de Kvinders, der saae Herren i hans jordiske Dage. Jeg troer heller ikke, de har seet synderlig anderledes ud, hvad saa end Kunstnerne gjøre dem til. I alt Fald var min Maries Lægedomsflaske ligesaa fyldt med Kjærligheds Parfume som den evangeliske Maries Alabasterkrukke.
Desværre var der i en anden Seng En, som brugte en anden Slags Flaske, en tre Pægles Flaske, som hun i Mørkningen fik snildelig gjemt i Sengen, naar Marie ikke mærkede det, og om Morgenen var ikke en Draabe af Høkerens Fuselfri gaaet til Spilde, desmere af Lisbets Forstand. Det var Maries største Sorg, og det varede længe, inden jeg fik det at vide, jeg maatte selv opdage Lisbets Tilstand, for »man skal skjule Syndernes Mangfoldighed«; paa den anden Side dog ogsaa tage en Søster i Enrum inden man henter to eller tre af Menigheden. Aar og Dag stod hun paa sin Vare som Habakuk og prædikede som han, endelig fik Præsten det at vide. Men hvad skulde man sige, »i Mørket driver den Onde sit Spil, og en anden kan ogsaa være en Synder« – og Marie vendte sig om mod Vinduet og tørte sine Øine med Fligen af sit Forklæde.
I den tredie Seng var der ogsaa En, som gjorde Marie Sorg. Den med Flasken bekjendte altid grædende sin Synd, men denne var forhærdet, hun kunde ikke med Bekjendelsen. »Der var nok dem, der kunde vide noget med sig selv, men hun vidste ingen Ting, nei, Gud skee Lov!« Og hun skjævede til Hedevig.
Sagen var, at stakkels Hedevig, som altid blev holdt til at takke Gud for de Dage, der var gaaede, vel vidste, at de ikke altid var gaaede, som de skulde. I bedre Dage var hun engang falden i Vandet, og var bleven trukken halvdød op. Man var enig om, at dette var Grunden til hendes Vattersot. Om dog Vandet fra Haderslev Dam saaledes kan blive siddende under Huden ved Guds Tilskikkelse, maa jeg overlade Videnskaben at afgjøre. Værre var det, at der ogsaa var dem, der som Hjobs Venner ansaae det for en Guds Straf. Marie vidste ingen Ting, og »hvad man it veed, skal man it sej«. Men der var mange, der vidste, at Hedevig havde drevet det temmelig vidt med og havt en lille Næringsvei med at signe og spaae.
Der var fjorten Stuer, og alle havde de deres Mysterier, men det maa være nok med denne ene, første Stue til venstre i den øverste Bygning, velsignet Ihukommelse! Nu er de alle døde, de kjære Sjæle, og Hedevig er sikkert nok i Paradis. Marie har ikke sluppet hendes Haand, og St. Peter maatte ingen Christen være, om han ikke var vegen for hendes Grunde.
Denne gamle Gaard, stiftet og af nyt opbygget og med Fundats forsynet af gamle Hertug Hans Aar 1569, maa jeg vel takke Gud for, det er den, der har lært mig at være Præst. Det er hos de Fattige, man skal lære det, de have Lægen mest behov, og hos de Gamle og Skrøbelige, der er Korset tungest, og Opstandelsen nærmest. Der var vistnok hverken Daab, Confirmation eller Brudevielser, saa jeg havde ikke meget med Kirkebøger at gjøre, men desmere med Begravelser. En efter anden bleve mine Søstre i Gud baarne ind i Kirken og der med fuld Pomp omflyttede i Evigheden. Det var Høitid og bidrog meget til at gjøre dem til mine Venner. Jeg gjorde det mest mulige ud af Ligtaler, opdrev al den Ros for den Døde og al den Formaning for de Levende, som jeg kunde, og har, hvad end strengere Præster ville sige, aldrig fortrudt, at saa begyndte jeg og saaledes er jeg vedbleven. Det var Kjærlighedens Evangelium, jeg forkyndte, og ved Afskeden skal det høres, at vi have elsket hinanden.
Der kom mange udenfra, især i Begyndelsen. En ny og ung Præst bliver sædvanlig søgt, og om det end siden blev ringere med Besøget, da Folk havde faaet hørt, hvad jeg havde at sige, og der var bedre Prædikanter i Byen end jeg, havde jeg dog altid den Tilfredsstillelse at have min Kreds. Den bestod mest af de Stille i Menigheden, de gammeldags Pietister, der havde en Fornemmelse af, at jeg hørte til de Opvakte.
Min største Glæde havde jeg af Sjælesorgen, den gik af sig selv. Jeg kom strax i et fortroligt Forhold til dem, jeg saae ind til, og jeg havde nok af det fromme Livs Erfaringer til at støtte den til. Troen blev der ikke gjort meget Væsen af, det var en given Sag, at vi alle vare troende, det kom kun an paa, at vi kunde have Frelsens Glæde af den i et flammende Hjærte og et saligt Haab. Uden Kjærlighed ingen Tro og heller intet Haab. Derom kom jeg vanskelig til Rette med mine Foresatte. Jeg blev kaldt en Schleiermachersk Følelsestheolog, eller blev endog befunden at have i det Stykke et Stænk af Katholicismen. Dog var jeg saalangt som muligt fra et Par af mine Venner, der virkelig blev Katholiker.