SJETTE KAPITEL. SLUTNING AF LIVET I HADERSLEV
Under alle disse aandelige Brydninger glædede jeg mig dobbelt over at have Freden inden Døre. Som jeg havde vidst fra den første Dag jeg kom ind i deres Kreds, havde jeg foruden min mærkelige Hustru faaet en rig Medgift i hendes Søskene. Søstrene var nu hos os, og udfyldte saa skjønt som dette kan gjøres den Tomhed, et barnløst Hjem ellers maa friste. De gjorde det som gode Engle efter det kjærlige og trofaste Sind, som er dem eget. Aldrig mindes jeg at have hørt et haardt Ord af dem, aldrig seet saameget som en uvenlig Mine, saa meget end mit ustyrlige Væsen kunde opfordre dertil. Jeg begriber ikke, hvorledes det er muligt at forene en saa uafbrudt Venlighed med en saa fuldkommen Troskab mod Sandheden. Af Brødrene har Vilhelm samme fredelige Væsen, men Olaf ligner mere Amalie.
Edle havde sin indre Historie. Men hvor stærk en Lidenskab hun end havde at brydes med, naar hun sad taus, og hvor bittre Taarer hun end kan have fældet, naar hun var ene, har jeg dog aldrig seet den Styrke svigte hende, hvormed hun i Stilhed bar sin egen Byrde, og i det aabenbare bar andres; og det aabenbare var den Fred, som Kjærlighed i Gud breder over et Ansigt.
Frederikke var under Lykkens Blomsterregn. Var hun i Kjøbenhavn, blev hun forkjælet af sin Svigerfader (Conferentsraad Holm). Var hun hjemme, hvilket mest kun var om Sommeren, var der sørget for, at Elskeren saameget som muligt kunde være tilstede, og ved sit friske, veltalende og aandfulde Væsen var han Glandsen i vor Kreds.
Kun 1856 var en Fastetid. Ensomhed i Hjemmet, Edvard Holm var paa sin store Udenlandsfærd, og Brevene udsatte for Skjæbnens Luner, hvad punktlig Ankomsttid angaaer. Det var ogsaa en kold og mørk Sommer, hvor Hjærtevarmen nok kunde behøves. Høyen besøgte os i Juni Maaned, og da vi vilde vise ham den skjønne Egn ved Thorning Mølle, sneede det. I den Sommer giftede min Broder Christian sig. Han havde efter Krigen flakket om i forskjellige militære Stillinger, medens hans Hjærte altid var bundet til vor Tante Møllers Adoptivdatter, en livlig blond jydsk Pige, vi var voxede op med som vor Cousine. Det var et haardt Slag for ham, da hun forsmaaede hans redelige Hjærte og tog den cavallermæssige Officier. Ogsaa den kjære Tante bedrøvede det, da hun i ham mindedes sin Ungdoms Elsker, vor Fader. Sorgen blev endnu større, da hendes Datter døde Aaret efter i Barselseng. Christian var dengang i Aarhus som Læge ved Dragonregimentet, og kjed af Mangel paa hjemligt Tilhold, søgte han sig noget hidsig en Brud. Den han fandt, var den nu som Forfatterinde bekjendte Fru Elfride.
Vi drog da til Aarhus for at feire hans Bryllup, og forefandt hos Elfrides Forældre, Justitsraad Møller, et lidet hyggeligt Hus, men blev ellers modtagne venligt og festligt nok. Jeg viede dem i Domkirken, og Gildet stod med behørig Pomp, forhøiet ved, at jeg fik min gamle Ven og i høi Grad samstemmende Aandsfælle, Troels Smith, ved min Side.
Vi fulgte de Nygifte til Silkeborg, hvor Christian var bleven Districtslæge. Veiret var hundsk, saa Naturnydelse var der ikke stort af. Jeg fornyede Bekjendtskabet med Hostrup, vi var jo Studenter fra samme Aar, og havde ligget paa Regentsen sammen. Men han var tilbageholdende og ordknap. Jeg syntes dog, jeg var aaben og hjærtelig nok. Chr. Richardt, som jeg forefandt hos ham, var ligedan. Jeg maa ikke have været efter deres Smag, og det er da deres Maade intet at sige, hvad vel ogsaa kan være det rigtigste, men morsomt er det ikke. Jeg synes dog, jeg forstaaer mig paa alle Retninger, men jeg har maattet gjøre den Erfaring, at andre Retninger ikke synes om mig.
Det var et byrdefuldt Aar ogsaa i det huslige. Vor smukke Bolig i Gammel Haderslev med Have ned til Søen var bleven os opsagt, og da den nye, jeg havde leiet ved Siden af Skolen, endnu ikke var færdig, maatte vi for Vinterhalvaaret foreløbig flytte til et iøvrigt ogsaa kjønt Hus paa Naffet. Det var dobbelt Flytning, Vintren blev som de to foregaaende meget streng, jeg var vexelvis ophidset af Hede og knuget af Kulde, og Legemet havde ondt ved at holde ud. Dog foer jeg afsted i en tynd Mandarin, og jeg husker, hvor glad jeg saae mig om, da alt var stillet tilrette i den nye Bolig.
Langt værre var det, at Amalies Helbred ogsaa var meget svagt, og medførte til Tider Tungsind, det var svært for os begge at arbeide os igjennem. Jeg finder fra det Aar adskilligt i mine Optegnelser, som levende minder mig om vort dybeste Samliv. Saaledes:
»Netop som jeg havde skrevet den sidste Linie af fjerde Handling i min Døber, kom Amalie ind, og som hun desværre oftere gjør, udtalte hun sin dybe Melankoli over som barnløs intet at have at leve for, og som en aandsfraværende Mands Hustru heller ikke meget at støtte sig til. Da hun ikke følte Lindring ved min sædvanlige Trøst, blev jeg desværre heftig og skjærpede den til en Tale om afgjort at leve for Evigheden. Hun svarede mig, som Hiob kunde svare, med at afdække Sorgens umaadelige Dyb og at gaae i Rette med Gud, som var saa streng mod hende. Jeg maatte betvinge mit utidige Døber-Mod, og med Kjærlighed drage hende til det christelige Haab. Og saa velsignet en gudhengiven Kjærlighed hun har, at jeg aldrig har havt større Glæde end af den Inderlighed, hvormed hun tolkede sin Bedrøvelse over sig selv, og sin Længsel efter Frelsen. Vor Aftenbøn fik meget at betyde.«
Det sidste angaaer den Skik, jeg fra vort Ægteskabs Begyndelse havde indført, at hver Aften, naar vi var komne i Seng, bad jeg med hende foruden Fadervor en Bøn for os selv, vore Kjæreste, Menighed, Fædreland og Hus og Hjem. Ogsaa ved Middagsbordet havde jeg indført Bøn.
Det var atter et Dødsens Aar, dette 1857, Pest og Elendighed, og for os mærket ved, at vi begge kom i Livsfare. Med mig dog for intet at regne, kun en Smule Forskrækkelse
19
En Snestorm paa Storebelt, paa Reise til København. Skibet var lige ved at forlise. Udg. Anm.
, men Amalie maatte lide blandt Aarets Offre.
Den stærke og tørre Hede havde gjort sin Gjerning. Blodgangssoten var udbrudt med en Styrke, som endnu overgik Jammeren i 1853. Jeg fik i Sandhed baade Hjærte og Hænder fulde af bedrøvelig Gjerning, alle de samme Scener foregik som i det tidligere Aar, og det var forsaavidt sværere som Folks Mod var meget sunket. Sygdommen var i hvert Hus, ogsaa i vort, underneden hos Værtens, og min Søsters Børn i Skolebygningen ved Siden af kom meget nær til Døden. Men jeg selv holdt mig ligesaa godt som forrige Gang, mit eget Besvær var for intet at regne. Nei, det Forfærdelige, som hang mig over Hovedet, var at Amalie, som allerede havde lidt af Overanstrængelse paa Reisen, blev svagere og svagere, og maatte sidst i October gaae til Sengs, dog ikke af Blodgangen, men af den endnu værre Tyfus, som fulgte i dens Spor.
Vor Bolig laa paa Solsiden med høie Vinduer, men snævre Stuer. Der var hedt og trangt, og eftersom Sygdommen skred frem og blev farlig, blev det os tungt at skaffe den rette Pleie. Jeg havde kun Frederikke til Hjælp, Edle var i Kjøbenhavn. Vi delte Arbeidet, saagodt vi kunde, jeg vaagede den halve Nat, og hun den halve, men ingen af os var rigtig kyndige i Sygepleie. Der var svære Tanker at bære, naar jeg i Nattens Ensomhed sad i den anden Stue bag den aabne Dør og lyttede til den Syges Aandedræt. Som jeg altid er forud med mine Tanker, udmalede jeg mig til den mindste Omstændighed, hvad der vilde blive af mig, om jeg mistede min Elskede, og den Fremtid, jeg saae ind i, blev saa elendig som muligt. En skrækkelig Nat staaer uforglemmelig for mig. Det var meget varmt, og overtræt havde jeg lagt mig paa min Seng i Sygestuen, men uden at sove. Hun begyndte at stønne stærkere og raabte: »Jeg vil op! Lad mig komme ud!« Det kolde Omslag om hendes Hoved var gledet bort, og Heden var stegen. Jeg foer ned i Gaarden efter frisk koldt Vand, men da jeg kom med Spanden, sad hun henne i en Krog paa Gulvet, sammenkrøben og forvildet. Aldrig har jeg fundet mig saa hjælpeløs. Dog hjalp det kjølende noget, og jeg fik hende til lidt Ro igjen.
Jeg finder optegnet fra 10. November:
»Daglig at være omgiven af Lidende, Døende og Døde kan tilsidst forvandle den hele Jord for Ens Øine til et Lig, der fortæres. Paa mig har det dog ikke gjort den Virkning. Det bæres med høit Mod i Gud, han maa have Æren. Nei, med mig er det ingen Ting, men min Hustru, min Elskede! Hun har nu ligget i fjorten Dage, ingen Hvile Nat eller Dag, lige forpint i Hoved som i Lemmer, og frister kun Livet ved koldt Vand og Medicin. Dog bærer hun det fromt og stille, og styrker sig indenfra ved høie Syner. Naar jeg sidder over hende Natten igjennem, har jeg for at holde mig vaagen ved en let Beskjæftigelse taget Kuglers Arkitektur-Værk frem. Det er ikke noget betydeligt, hvad deri findes, men naar jeg drømmer mig ind i alle disse Underværker af Kirkebygninger, bliver Verden lys for mig som saadant et himmelstræbende Chor. Hun veed det ikke, men har dog lignende Syner. Forleden blev hun ført gjennem lysskinnende Hvælvinger og ledet op til Altret ved Præstens Haand. En anden Gang steg Englen med Døbefonten fra Fruekirke i Kjøbenhavn frem ved Siden af hendes Seng, og det tyktes hende, at der var slet intet andet at tænke derved end: »Alle skulle de toes i Lammets Blod.« Idag bad hun mig dog at love hende snart at søge Forflyttelse herfra, hun kunde ikke trives i denne pestbefængte By. Det har ganske oprevet hende at være Vidne til disse Scener.«
Saaledes gik det hen indtil Jul, altid mellem Angst og Haab. Imidlertid var Edle, som var bleven opholdt hos sin Bedstemoder, der den Vinter laa paa det sidste Leie, endelig kommen, og det var os en væsentlig Støtte.
Endelig Juleaften, da vi i al Tarvelighed havde pyntet et lille Julebord, og jeg havde telegraferet efter det glædeligste af alle Mennesker, Broder Olaf, havde jeg den usigelige Trøst at kunne tage min Elskede som et Barn paa mine Arme, og bære hende ind paa Sofaen i Dagligstuen. Vemodigt nok, hun var saa let. Saaledes gik det endnu en Maanedstid, hver Dag maatte jeg lægge mine Arme ind under hende, løfte hende varsomt, og bære hende ind og lægge hende forsigtig paa Sofaen, for atter paa samme Maade at bringe hende tilbage, naar hun begyndte at blive træt. Dog saa underligt kjært at have hende paa mine Arme, og at mærke, at hun efterhaanden blev tungere. Mod Foraaret begyndte det endelig at blive ordentlig bedre. Hun kunde nu gaae, og i Sommerens Løb kom vi saa vidt, at vi igjen turde vove os paa Reise; skjøndt hendes Ben vedbleve at være svage, og som det gjerne gaaer efter saadan svær Sygdom, aldrig gjenvandt Ungdommens Lethed.
Imidlertid havde jeg fuldført mit store Værk, Johannes den Døber, og havde under Amalies Sygdom faaet det trykt. Forhandlingerne derom, Arbeidet derved, endelig endog den for mig saa afgjørende Begivenhed, at det nu traadte frem til al Verdens Bedømmelse, hvad jeg saa længe havde taust baaret hos mig selv, berørte mig langt fra saa stærkt, som naturligt var, at det maatte gjøre. Jeg vilde ikke engang kunne erindre noget af de Ting, hvis jeg ikke endnu havde de skriftlige Mindesmærker derom.
Hvad Virkning eller ikke Virkning, Bogen har gjort, har jeg, ligesom ved mine andre Bøger, ikke faaet synderligt at vide om. Hvad der har været skrevet derom, fik jeg kun flygtigt læst noget af og har forlængst glemt. Om hvorledes det gaaer mig dermed har jeg allerede talt ved Jeremias (3. B. S. 233). Jeg kan da kun afskrive, hvad jeg forefinder i mine Gjemmer fra den Tid.
Bladet »Fædrelandet« var dengang den øverste Autoritet, idetmindste for den Kreds, hvortil jeg hørte. Deri stod der en længere Recension, jeg troer af den Tids Storliterat, Clemens Petersen, som siden forsvandt og gik til Udlandet. Den var ganske anerkjendende, men forøvrigt dog saa overfladisk, at han ikke havde lagt Mærke til det tragiske Moment i Slutningen, Profetens Kamp med Døden.
Med den theologiske Verden var jeg ikke saa heldig. I evangelisk Ugeskrift stod der en ganske kort Anmeldelse, som forraadte, at Anmelderen kun havde læst Begyndelsen af Bogen. Han forkastede den aldeles, navnlig fordi Profeten var opfattet som en reflecteret, ikke som en umiddelbar Charakter. Det var nu Tidens Kunstudtryk, hvad man mente dermed var ikke tydeligt.
Theologerne toge i det Hele intet Hensyn til min Skildring, eller om de læste den, fandt de den urigtig opfattet eller anstødelig med Hensyn til Helligdommen. Det sidste blev især gjort gjældende af stærke Christne, for hvem det altid er en Brøde at gjøre en Helligdom forstaaelig. Min kjære Cousine Ilia var den, det laa nærmest at føre deres Sag, og hun lagde ikke Fingrene imellem. Jeg har maaske allerede anført formeget af hendes Breve, men dette er saa eiendommeligt, at jeg dog finder det værdt at tilføie.
»St. Anna Hospital 21. November 1857.
Kjæreste Johannes! Skjønt jeg maa skamme mig ved at skrive dig til, saa søvnig som jeg er, vil jeg dog hellere lade staae til og gjøre det, mens jeg har Lyst. Desuden er jeg en saa daarlig Raisonneur, at jeg vist ligesaa godt kan udtrykke mig sovende som vaagende – ja, hvem veed? kanskee bedre. Lykken er Daarens Formynder, og min Skjebne har jo i visse Maader været at komme sovende til alt. Og i værste Tilfælde har jeg da noget at skyde Skylden paa. Men du maa ikke tage det for nøie med store og smaae Bogstaver og andre slige Bagateller, thi det gaar altsammen paa Slump, naar jeg er som iaften
20
Den Indgang har omtrent ethvert af hendes Breve.
.
Først takker jeg dig saameget for din Bog og dine venlige Breve. Bogen har jeg læst ud i Aften. Hvad jeg synes om den, veed ingen bedre end jeg, jeg veed det med den yderste Vished af Verden. Hvad jeg veed, det veed jeg, hvad jeg synes, det synes jeg, og hvad jeg gjør, det gjør jeg, og det – jeg tør nok sige det, med en Sikkerhed som faa. Men har kun to Grunde, som ret beset er een: fordi det er saadan, fordi det skal være saadan. Derfor synes jeg det, derfor gjør jeg det, det Æsthetiske. I den virkelige Verden er jeg saa stor en Stakkel som nogen. Jeg veed nok, det har forarget dig før og vil sagtens ogsaa forarge dig nu. Men hvad jeg gjør i den Retning, gjør jeg i Kraft af en guddommelig Magtfuldkommenhed. En guddommelig Magtfuldkommenhed i Løierpoesien, ikke andet. Og deri har du min Hovedindvending mod din Bog. Du har taget feil, du vil tage Poesien for mere. Du feiler – Jeg, Ilia Fibiger, en af disse Løiers større Profeter, siger dig, du feiler. Poesiens Løier – deri bestaaer dens Uskyldighed. Den har ikke det mindste med Christendommen at bestille. Den er Hedenskab, skyldig eller uskyldig, alt efter som den giver sig for hvad den er, eller for hvad den skaffer af Veien. Jeg kan tale derom. Jeg har selv engang skrevet noget religiøst, ogsaa en Tragedie »ikke bestemt til Opførelse.« Netop, det var Hemmeligheden. Ikke bestemt til Opførelse, derfor skriver man det. O Søren! Søren! Søren! Du har sagt det. Det Christelige skal gjøres, det poetiske ɔ: hedensk skjønne – skrives. O, Søren! Søren! Søren! Du har sagt det. Forskjellen paa Helten og Digteren er den, at Helten er Bedriftens lykkelige Elsker, Digteren den ulykkelige. Lad gaae med Elskov, Storhed, Verdens Lykke! Hvor let fanger man ikke den som ulykkelig Elsker? Hvor gjerne var man nu ikke den lykkelige? – Men i det Religiøse har man Valget – og at
vælge
at være ulykkelig Elsker – o Johannes! Dog gjorde jeg det ikke dengang. Ikke af Eftertanke, men af Instinct. Det var mit Middel, det ufeilbarste af alle Midler til at skyde mig det paatrængende Christelige fra Livet. Det var 1852. Derfor er jeg heller aldrig bleven mere end jeg er. Men at jeg er dette med en vis Uskyldighed, skylder jeg det, at jeg saa fuldkommen forstaaer det selv. Jeg veed, jeg er Digter, jeg veed, jeg er kun Digter. Jeg veed, at den ringeste Vaagekone, der sover om Natten, fordi hun om Dagen ikke har havt Ro for sin husvilde Nabokone med Børn, dem hun har givet Ly af Barmhjærtighed, er mere end jeg.
Seer du, Johannes! Det er min Indvending mod din Bog. Min bestemte absolute Indvending, der rammer saa vel mit syvende som dit tredie Stykke. Mit dog mindre, forsaavidt det ikke har – tilgiv, kjæreste Johannes! – forgrebet sig paa nogen hellig Skikkelse eller noget helligt Navn. Efter min Samvittighed er dette ikke tilladt. – Dog, jeg feilede: mit Stykke rammer
21
Sic. Skrivefeil for rammes? Udg. Anm.
haardere, netop af denne Grund. Det ligger det almindelige, det personlige nærmest; thi det der har frembragt det, var en langt stærkere og inderligere Opfordring til
mig
. En Profet er en Profet, ikke directe mig eller dig.
Og veed du vel saa, at i den Grad er det æsthetisk-kritiske Element overveiende i min Natur, at hvad mit eget angaaer, da ligger det mig nærmest paa Hjærte, ikke at det er, christeligt, Synd, men at det er, æsthetisk,
galt
: uskjønt. Det er kun psykologisk rigtigt. Men ak, jo rigtigere, desto uskjønnere. Og Skjønheden er den ikke den skyldige Digtekunsts høieste Lov?
Jeg er kun et Fruentimmer, jeg er kun en Digter. Endnu aldrig, sagde den gamle Kritiker (Heiberg) aldrig siden Verdens Skabelse havde et Fruentimmer formaaet at være Digter i den Retning. Og han læste videre og tilføiede: Jeg maa tage mine Ord tilbage. Hvorfor er nu denne Magt mig given? Er det kun fordi jeg fuldkommen, fuldkommen fattede, at den var
given
; at jeg selv er intet? Nei, fordi jeg tillige fattede, at
den
var intet – en broget Sæbeboble, som seiler glædeligt hen gjennem Luften. Mænd! Hvor ere I Børn! Skal en Kvinde lære Eder? Ja, det skal hun. Selv uden at sige et Ord, skal hun det. Derved at denne Magt lagdes i Kvindens Haand, fremstilledes det tydeligt, hvordan den er kun Løier. See, det forstod jeg fra først af, og kun saaledes forstod jeg det som Mulighed, at jeg kunde gjøre det, de andre havde stræbt efter, det jeg aldrig havde tænkt paa.
Og saaledes haaber jeg paa Tilgivelse for at jeg gik den lette og grønnende Vei, ikke den trange og besværlige Sti. I Sandhed, den har været ensom og vildsom nok, hverken himmelsk eller jordisk, næsten lige langt fra Engle og Mennesker.
Du maa aldrig tiere skrive til mig, som om jeg var aparte christelig. I Livet og i Gjerningen har jeg ikke mere end til yderste Nødsbehov.
Din trofaste Veninde Ilia.«
Skade, at dette ikke blev bekjendtgjort til Bedste for Kvindesagen. Jeg tvivler ikke paa, at alle de, der skrive Noveller, ville flokkes om min Veninde, jublende over »den Magt, der lagdes i Kvindens Haand.«
Men atter Skade, at vistnok ogsaa de allerfleste Mænd ville give hende Ret. Jeg burde derfor helst intet have svaret, men smukt have taget mig denne Prædiken til Hjærte, og baaret min Skam i Taushed. Men da jeg er af en meddelsom Natur, kunde jeg det ikke. Jeg svarede da med den sædvanlige Undskyldning, at større Digtere end jeg havde valgt sig christne Emner, og at jeg ikke havde ment andet dermed end saa godt jeg kunde at forherlige vor Helligdom. Men denne Tale indbragte kun mig og de større Digtere yderligere Irettesættelser.
Da jeg saaledes var paa det nærmeste sat ud baade af den synlige og usynlige Synagoge, maatte jeg søge min Trøst i hvad jeg af Behageligheder kunde høre fra mindre kirkelige Venner. Vilh. Marstrand skriver i Julen:
»Kjære Johannes! Jeg vil haabe, at dette Brev med min Lykønskning til det nye Aar maa træffe dig i en god Stund, hvori Sindet er roligt og gladt, saa at du gider slaa en lille Passiar af med os herovre, thi jeg veed jo, at din kjære Kone har været og maaskee endnu er meget syg, hvad der jo har bedrøvet os meget. Eders By har i det Hele været vel betænkt med slige Gjenvordigheder. Men saa udstraaler der jo ogsaa af dens Mørke saa funklende Glædesblus, at man maa undre sig – ja, din Bog har interesseret mig meget, den har grebet mig med sin mægtige Alvor og dybe Poesi. For os Lægfolk har den oplyst os om den mærkelige historiske Tid, hvori Forjættelsen skulde opfyldes. Hvilken uhyre Opgave at fremstille den, og saa Johannes, som man almindelig kun tænker paa som døbende Christus, stiller du op for os som den mest storartede tragiske Heros, og som dog tilsidst selv fortvivler og tvivler om Christus er den rette. – Jeg kunde nok lide den Anmeldelse, der stod i Fædrelandet, og kan slet ikke samstemme med dem, der mene, at man ikke skal bruge Biblen til poetisk Stof; thi det veed du nok, er en yndet Sætning. Men hvordan skulde det saa gaae med alt det fortræffelige, der er malet af Bibelen. Jeg har taget fat paa din Jeremias, og læser den med megen Interesse efter at jeg har læst Johannes – og før havde jeg dog ikke Øie for den, saa at jeg aldrig havde læst ud. Prof. Høyen har talt med megen Roes om din Døber, og har forelæst en Del af den i hans Fredagsmøder, men jeg var ikke tilstede.«
Derefter taler han om Dagens Kunst; jeg tager det med, da dette Brev ikke er kommen med i Raffenbergs Samling:
»Jeg maler forskjellige Sager, hellige og profane, nordiske og italienske, ligesom Lunet byder det. Jeg har flere Holbergiana for, især et større, 5. Act af det lykkelige Skibbrud, hvor Philemon er stævnet for Retten af Magisteren, og alle Vidnerne træde op. Det er et godt Emne, da alle Holbergs Hovedfigurer der paa eengang samvirke. Caspar var her nylig og fortalte, at han ogsaa sysler med Holberg, og hans Bog skal tillige indeholde hans Levnet. Jeg har tænkt paa at tegne ham et lille Vignet til Titelbladet. Det skal forestille hvor Holberg i Rom laver sin Mad, hvad han selv morsomt fortæller. Nu er jeg tillige ifærd med at male et Portræt af Tryde til Frue Kirke, og Fru Heiberg skal ogsaa paa Tapetet. Roed er snart færdig med sin Ecce homo, og der er meget smukt i. En Kjærlighed i Gjennemførelsen, som bøder meget paa hans sædvanlige Mangel paa Livlighed i Opfatningen. Men han maler sig altid fattig paa sine Billeder. Det er ellers magert nok, hvad dette Nordens Athen producerer af Kunst – du skulde see et Musernes Tempel, der reiser sig paa Kongens Nytorv, det er en Skandale. Og saa har den gode Cultusminister saa lidt Agtelse for Kunsten, at han gjør en Mand til Overhoved, der ikke har Anelse om Kunst. Jeg venter en skjøn Dag, at han ogsaa sættes over os. Men den værste Brøst er dog mellem Kunstens egne Dyrkere. Det maa vel ogsaa engang komme til en Krise iblandt dem, hvor alt det raadne kunde blive skaaret bort – dog, et forgjæves Ønske, thi Bunden, hvori Træet voxer, er sur.«
Efter adskillig Tale om Familien, byder han mig saa en god Tegning til Tak: »Den er af min Phantasikreds, der er af en lavere Natur, men du stiger ogsaa gjerne ned til den, ikke sandt?«
Fra Roed fik jeg et lignende Brev, tilligemed Efterretninger om de omtalte Malerier. Saadanne Udtalelser sætter jeg Pris paa. Kunstnere give sig ikke ud for at være særdeles Kjendere hverken i Poesi eller Religion eller Oldtid, men som jeg altid har fundet, at de i Virkeligheden fatte Oldtidens Digtere nok saa godt som Filologerne, og gaae til det Religiøse med en ren Følelse uhildet af Theologiens Betænkeligheder og Fordringer, saa takker jeg dem for at have gjort det samme ved min Bog.
Broder Caspar tog Sagen med sin vante Ro og sit Holbergske Humør. Da han sendte mig sin Holbergs Levned, udkommen i Foraaret 1858, skrev han en lille komisk Dialog mellem Poeten i Haderslev og Skolemesteren i Roskilde om nogle Sprogunøiagtigheder, men henholdt sig iøvrigt til en Recension i Dansk Maanedsskrift, som var tilstrækkelig anerkjendende. Tillige fik jeg fra ham at vide, hvad jeg aldeles ikke havde tænkt paa, at blandt Kjøbenhavns Geistlighed blev min Bog opfattet som et Angreb paa Statskirken i Kierkegaardsk Aand. Fog var navnlig ilde berørt deraf, og havde vel derfor ikke takket mig for Bogen, jeg havde sendt ham. Mundtlig udtalte han sig siden derom. Nu, selvfølgelig kan Døberens Prædiken altid opfattes som et Angreb paa enhver Statskirke, ligesom vor Herre Jesu egen. Dog kan ingen Christen afvise dem. Ogsaa kan det, som jeg selv har forklaret min daværende Synsmaade, meget godt siges, at den kierkegaardske Strid havde havt nogen Indflydelse paa min Fremstilling af Profeten, og at jeg ogsaa i mit stille Sind har leet af den Tanke, at i saa Fald maatte Gamaliel være Biskop Mynster, skjønt jeg aldrig har tilladt mig at yttre det. Men ligefuldt behøvedes der hele Fogs urokkelige Tro paa det Bistaaendes Eneret til at være, forat see Digtet i det Lys. Planen til det var ældre end denne Periode, og de faae Yttringer, der haves af Profeten kunne dog ikke godt udlægges paa anden Maade end jeg – kun altfor vidtløftigt – har gjort det. Det gaaer altid saa, at om end en Tidsstemning kan give Stød til Farten, faaer dog Æmnets Mægtighed under Udførelsen en saadan Myndighed over en Forfatter, at han vel kan have Grund til at blive ærgerlig over, at et smaaligt Partistandpunkt skal gjøres gjældende mod hans Syn paa den store Sag.
Jeg havde altsaa været ret heldig med dette betydelige Foretagende. Jeg forlangte ikke bedre, og hvad Mangler der kunde være, tilskrev jeg mig selv. Det faldt mig ikke ind, at jeg skulde have overvundet alle Vanskeligheder, der er dog det i Bogen, der er godt, og dette var i Grunden ogsaa indrømmet fra alle Sider. Dette gav mig Mod til strax at sætte det næste Værk paa Stabelen. Jeg vilde nu frem i en anden Retning.
Jeg længtes efter den hjemlige Romantik, og da jeg, saa at sige paa Embeds Vegne, var godt hjemme baade i vore Kjæmpeviser og i hele Middelalderens kirkelige og sædelige Splid, valgte jeg mig et dertil svarende Æmne, og skrev i Løbet af næste Sommer (1858) min »Kors og Kjærlighed«. Skjønt jeg kun havde et Par Timer til min Raadighed de fem Dage om Ugen, var jeg dog færdig til September. Og saa godt var jeg fornøiet med mit Værk, at jeg uden videre Omstændigheder, uden engang at lade det gjennemgaae den sædvanlige Censur hos Lembcke, lod det trykke.
Jeg havde ment, at nu var jeg kommen saa vidt, at jeg vel turde være Forfatter paa egen Haand. Men jeg fik andet at vide. De offentlige Bedømmelser, forsaavidt der fremkom nogen, vare saa mistrøstige som muligt. I »Dagbladet«, som nu var blevet det dominerende Organ, og som var antichristeligt og præstehadende i en lignende Form som nu »Politiken«, forkyndte en Recensent under mange aandrige Vendinger, at han ikke havde forstaaet et eneste Ord af det Hele, hvilket vel var det sandeste af det, han sagde. Og i Byens Avis »Dannevirke«, som efterat min christelige Kampfælle, P. Chr. Koch havde solgt den, var bleven en Aflægger af Dagbladet, blev det samme gjentaget og forøget med, at jeg tituleredes »Jephta Fibiger« og »Sognepave«.
Med mine Nærmeste gik det mig ikke bedre. At Ilia vilde føle sig ligesaa mimos