Det jeg kom igjen med (i 1880) var en virkelig god Bog, efter mit Sind da. Jeg havde kaldt den Graabroderen efter Hovedfiguren, der paa det nærmeste er mig selv. Ved en anden, en sværmerisk og halvt forrykt Klosterjomfru har jeg benyttet Ilia som Model, men har dog i høi Grad overdrevet hendes Eiendommeligheder.
I den Tid, det var det sidste Aar, jeg var i Vallensved, var jeg en flittig Digter, og lod desaarsag Hieroglyferne saa temmelig hvile i et Par Aar. Foruden mit allerede omtalte Digt Panthea, som ikke er udgivet, men blev færdig paa Sjællands Grund, kunde jeg til Falster medbringe en hel Roman i fuld Nutidsstil, mit første Arbeide paa det Omraade. Da jeg korrigerede det i min nuværende Stue, medens jeg var til Huse hos min Formands Enke, morede det mig at mærke, hvor hendes Døttre var pinte af Nysgjerrighed forat faae at vide, hvad der var i de Ark, Posten bragte mig. Den nye Præst var i mange Maader ubegribelig, men dette var endnu det mærkeligste. Bogen er kaldet mine Søstre, og hel Fantasi, som den er, indeholder den intet andet end et Par unge Pigers Hjærtens Oplevelser i deres Moders, en tarvelig Enkes Hjem, i en lille By i Løbet af et Aarstid. Det er saa lidt som muligt, dog løb den op til 400 Sider, og skaffede mig den Glæde ret af Hjærtet at fortælle om mit Ungdomshjem, Roskilde.
Siden har jeg, foruden tre Nutids Komedier, som ikke er kommen længer end til min Hylle, ikke skrevet, eller rettere samlet, for skrevet var det til meget forskjellige Tider, andet end et lille Bind Smaadigte, 100 i Tallet (1884). Jeg kaldte dem Sorgens Genier, thi de indeholde de mørke og pinlige Betragtninger, som have fulgt mig Livet igjennem.
Saamegen Lyst jeg end jævnlig har havt til at slippe ogsaa de glade Fugle løs, lige fra mine første Sværmerier for min Brud til den gamle Mands Frydesang over sin hjemlige Lykke, saa er alt dette saa eget for mit indre Liv, det er saadanne Hjærtens Hemmeligheder og saa underlige Stemninger, at det vel endog ikke engang vilde kunde forstaaes selv af mine Venner, end mindre af det læsende Folk, med mindre jeg havde været en Mand af den Betydning, at man blot for at lære ham at kjende, havde villet lytte til hans Ord. Men en saadan Mand er jeg jo ikke.[28]
FJERDE KAPITEL. EN PRÆSTEHISTORIE
Præstehistorier er der nok af i Verden, og jeg kunde gjerne fortælle omtrent saalænge som det skulde være. Jeg vil imidlertid kun berette en, som hørte til det offentlige Liv, og som fik adskillig Indflydelse paa min Skjebne.
Jeg har aldrig beskjæftiget mig med Politik paa anden Maade end at jeg som Tilskuer har fulgt Begivenhedernes Gang. Desuagtet blev jeg i 1872 indviklet i en Slags politisk Sag, som vakte en Del Opsigt. Ved Rigsdagens Aabning paaligger det som bekjendt Kjøbenhavns Præster paa Omgang at prædike ved Høitideligheden i Slotskirken. Den Præst, hvis Tur det var, Harald Ipsen i Citadellet, var en saa afgjort Modstander af al Folkefrihed, af Grundlov, Rigsdag og alt hvad dertil hører, at han ikke paa nogen Maade vilde forrette den Tjeneste. Han kom til mig i en vildt ophidset Stemning, og sagde mig, at han vilde ikke, han kunde ikke tale de hellige Ord til disse Mennesker, han vilde ikke kaste Perler for Svin eller det Hellige for Hunde, han var mere tilsinds at jage alt det Pak fra hinanden med en Kjep. Jeg maatte prædike for ham. Det var nu ingen ringe Ting at forlange, da denne Høitidelighed falder den første Mandag i October, altsaa i Reglen Morgenen efter Confirmationsdagen, og jeg havde at confirmere henved 100 Confirmander og vidste, hvor træt jeg efter min daværende Helbredstilstand vilde være. Jeg sagde derfor Nei, men Ipsen var ikke til at stille tilfreds. »De kan afsætte mig, men jeg gjør det ikke!« Han foer til Stiftsprovsten og opførte samme Scene, men havde der bedre Lykke. Jeg modtog skriftlig Tilhold om, at da jeg var den næste paa Listen, maatte jeg i Ipsens Forfald overtage Tjenesten. Nu, Øvrighedens Bud maa lydes, tænkte jeg, og satte mig i en temmelig daarlig Stemning Søndag Aften til at forfatte denne vanskelige Prædiken.
Jeg havde valgt en Text, som gjerne kunde kaldes dristig, men jeg anseer nu aldrig Guds Ord for at være for dristige: »Jeg beder til Gud, at I intet Ondt maa gjøre. Ikke at vi skulle synes dygtige, men at I skulle gjøre det Gode, om end vi skulde være som udygtige. Thi vi formaae intet mod Sandhed men for Sandhed.« 2. Kor. 13, 7. Jeg havde taget dette Ord, fordi der det Aar var en almindelig Frygt for, at Venstrepartiet, der første Gang var kommen i Flertal i Folkethinget, vilde bruge sin Magt til at tvinge sit Program igjennem og helst styrte Ministeriet. Min Mening var ikke just at kalde dette ligefrem ondt, jeg vilde i det Hele ikke gjøre nogen egen Mening gjældende, men kun minde om, uden at sige det, at det selv i en god Mening muligvis kunde blive Folk til Skade, man kunde komme til at fortryde det.
Lige foran den lave Prædikestol sad Partiets Førere med den dengang almægtige J. A. Hansen i Spidsen, og jeg havde let ved at see, at allerede Texten, som jeg læste med Eftertryk, begyndte at vække Uro. Anføreren fixerede mig med sine skarpe Øine, og hele Talen igjennem kunde jeg see hans Ansigt blive mere og mere ophidset. Min Tale var dog ikke til det. Tiltrods for min Ærgrelse over at være bleven paabyrdet denne ubehagelige Forretning var den holdt i min sædvanlige Stil. Vel med nogen kraftig Skildring af hvad alt Partivæsen fører til, men uden at paabyrde noget af Partierne det mere end dets Modstandere. Hovedindholdet var Opfordring til Fordragelighed og Fred i den christne Kjærligheds Navn. Men det hjalp ikke.
J. A. Hansen sendte strax Ministeren en skarp Klage over Prædikanten, forlangte mig tilrettevist, og da dette ikke lykkedes, formulerede han siden sit Forlangende derhen, at det i Fremtiden ikke maatte tillades Prædikanten selv at vælge sin Text. Det var vel ogsaa den, der blev anseet for det egentlig fornærmelige, ligesom i Haderslev Hospital, hvor den fornærmede klagede over ikke just hvad de andre havde sagt, men at de »havde slaaet de skrappeste Psalmer op imod hende.« Holt var Cultusminister, og han holdt ikke af stærke Rivninger. Han vilde helst stille de mægtige Modstandere noget tilfreds og havde intet imod, om jeg fik en liden Rivaf for min Vigtighed. Ogsaa de øvrige Regjeringsherrer var ilde ved Sagen, man holder allermindst af at foruleiliges af Præsterne. Venstre var rasende og raabte paa, at jeg med mine Ord om det menige Folk havde angrebet Grundloven. Forsaavidt sandt, jeg havde ikke anseet vox populi for vox Dei.
Ogsaa Kirkens fine Mænd var betænkelige. Fog tog den Prædiken frem, han selv havde holdt for Rigsdagen, og læste den for mig som en Anvisning om, hvorledes sligt skulde gjøres. Den handlede om Alverden og dens Historie og om Fædrelandskjærlighed i Særdeleshed. Paa den Maade kan man unegtelig komme passende, og naar man er en stor Taler, meget smukt fra enhver Ting. De mere ængstelige gik videre. Stiftsprovst Rothe kom med sin vanlige Hast farende op til mig, og fortalte, hvad der var hændet ham. Han havde selv været i Løvens Hule, uforvarende havde han forvildet sig derind. Han havde confirmeret en Dreng, som Kirkebogen viste, var Jens Andersen Hansens Søn, men der var ved dette Navn ikke faldet ham noget mistænkeligt ind, før han paa sin Visitrunde stod udenfor en Dør ude paa Vesterbro, hvorpaa var at læse: J. A. Hansen, Rigsdagsmand. Da løb det ham koldt ned ad Ryggen, men i Guds Navn, en Christen maa frem, om Foden end skal brænde. Det var en haard Dyst, Uhyret var farligt, det forkyndte ham snerrende, at det ikke lod sig afspise med mindre, end at Ministeren ufortøvet gjorde sin Pligt og Synderen fik sin Tugt. Det var nu den gode Provsts Ærinde til mig, at jeg dog endelig maatte ydmygeligst gjøre den farlige Afbigt, vi gik mørke Tider imøde.
Det fandt jeg nu ingen Grund til, men, føielig som jeg er, skrev jeg dog et Brev til Fjenden, om at der var ingen Grund til at tage saadan paa Veie, det havde ikke været min Mening at fornærme nogen, hvad der var sagt om Folket og dets Førere, var sagt for alle Tider og alle Sager, ligemeget til Høire som til Venstre, hvorfor jeg paa min Maade forklarede ham ganske venligt og christeligt, at han fik at tage sig til Hjærte, at vi alle ere Syndere, end ogsaa han. Men dermed kom jeg ikke videre. Som jeg ikke gjerne sender noget Brev bort uden at have forelagt det for min kjære Hustru, saa søgte jeg ogsaa hendes Bifald for dette. Men hun sagde: Nei, det maa du ikke; det vil dog blive opfattet, som du er bleven bange og gjør Afbigt. Heller ikke er det helt sandt, du har dog tænkt paa Venstre ved hvad du sagde, og dette er en Udflugt bag efter. Den ærlige Kvinde havde Ret, og Brevet kom ikke videre. Da saa Prædikenen skulde trykkes, vilde jeg igjen i et ganske kort Forord gjøre opmærksom paa, at min Tale lige saavel kunde gjælde Høire som Venstre, men heller ikke dette tillod min Censor, og reddede saaledes den Ære, som jeg selv sætter for lidt Pris paa.
Dette kom mig i saa høi Grad tilgode, at det forskaffede mig den eneste Ære, der nogensinde er bleven gjort af mig. Da Prædikenen udkom, jublede Høirepressen for de Skrub, Venstre formentlig havde faaet. Poeten og Godsforvalteren F. L. Mynster skrev endog et helt Skrift om den Sag, hædrede mig som en Kjæmpe for den gode Sag, lignede mig ved Mester Ole Vind, og hvad veed jeg? og lod Piecen colportere over hele Landet til Agitation. Og der sad jeg, som ikke havde ment noget med det.
Det morsomste var, at heller ikke min ærede Modstander havde ment noget med det. Aaret efter holdt Johannes Kok den Prædiken, som Ipsen havde været for rasende til at holde, og jeg ikke havde forstaaet at gjøre skrap nok. Han forstod det bedre. Han gik ligefrem løs paa Venstres Synder, og inddelte sin Tale efter de forskjellige Sager, de vilde sætte igjennem, belæggende enhver af Delene med de behørige Grovheder, smukt ordnede. Det var engang en Forargelse, men der blev intet talt derom. Det Hele havde været en Komedie, der skulde ærgre Ministeriet, og da den nu engang var opført, var der ingen Grund til at give den igjen.
Min Sag havde imidlertid faaet det Endeligt, at den var bleven sendt Biskoppen til Erklæring, og det var ret noget for Martensen. Den brave Hyrde tog fast om Værget, naar Kirkens Ret skulde hævdes, og hans lange Udtalelse træffer nøiagtig min egen Mening ved hvad jeg havde sagt, uden at jeg i nogen Maade havde gjort ham opmærksom derpaa.
Biskoppen skrev saaledes:
Efter at Pastor Fibiger har talet om dem, der paa Thinge eller i Folkemøder føre deres egen eller deres Meningsfællers Sag, siger han: »Selv den der kløgtigst og kunstigst beregner sine Midler, slaaer dog som Grundfarven ind i sin kløgtige Væv den Tro, at hans Sag dog tilsidst er Sandhedens Sag; det er kun Midlerne, der kunne falde noget kunstige; og det menige Folk, som kun lidet er istand til at see, hvad Vaaben der bruges, kun at de føre til Seir, troer ligefrem paa, at Sagen der strides for, er intet andet end Sandhed og Ret.« Og paa et andet Sted siger han: »Hvad ere Mennesker, naar Gud fanger de Kloge i deres egen Kløgt, og de maa selv see, at det var Blendværk; naar han lader det menige Folk fare hen paa meningsløse Veie, og de maa selv erfare, det var Daarskab?« Af disse Steder har Hr. J. A. Hansen taget en Forargelse, der er blottet for enhver objectiv og almengyldig Grund, og kun kan betragtes som en Følelsessag for ham selv.
Thi ingenlunde har Pastor Fibiger, som det forekommer Hr. J. A. Hansen, udtalt noget politisk Partistandpunkt. Han har udelukkende holdt sig til religiøse og moralske Synspunkter, har helt igjennem talt om det sandhedskjærlige Sindelag og den moralske Selvstændighed, der er Betingelsen for den politiske Virksomhed, naar denne skal blive til Gavn, uden at indlade sig paa selve det politiske Stof som saadant, eller paa nogen Maade at ville give politiske Raad, hvad der ikke hører til det kirkelige Embede, der bør begrændse sig til det Religiøse og Ethiske som Grundlag for det Politiske. Det vil ikke være muligt for nogen af denne Tale at kunne kjende, til hvilket politisk Parti Pastor Fibiger selv hører, eller om han overhovedet hører til noget politisk Parti.
FEMTE KAPITEL. AFSKED MED DEN GAMLE KREDS[29]
Jeg havde levet den længste Tid af mit Liv i Kjøbenhavn, 13 Aar som Student og Candidat, og 15 Aar som Præst, og Staden var bleven mit egentlige Hjem. Udenfra seet var der intet Hus, der var mig fremmedt, og især i den nordlige Del, hvor jeg mest havde min præstelige Virksomhed, kunde jeg ogsaa ved de fleste af Husene tænke paa, hvilke kjære Mennesker der boede bag Vinduerne. Alle de, hvis Sorger og Ulykker jeg havde delt, og hvis Festdage jeg havde været med til, vare mig kjære. Jeg gik i Gaderne som i en Selskabssal, hvor jeg vel ikke kjendte alle, men jeg kunde dog ikke komme gjennem nogen Gade uden at møde Venner, og de pjaltede kunde ligesaa vel opholde mig med en Samtale som de fine. Dog som det gaaer i en god Omgangskreds, at i Aarenes Løb, falder snart den ene, snart den anden fra, og før man faaer seet sig om, bliver der tomt i Rækkerne. Præsten føler det mest, han maa begrave dem, han maa ligesom offre det ene Liv efter det andet, og gaae ene hjem. Saaledes gik det ogsaa i vor nærmeste Kreds. Hvert Aar maatte jeg ved Graven udgyde mit Hjærtes Klage over de kjære Slægtninge og Venner, og var der end altid nok af Bekjendte, var dog de Gamle, de egentlige borte.
Den første, vi mistede, mens vi boede i Kjøbenhavn, var ogsaa den bedste, Familiens Sol, Farbroder Scavenius. Han var med sine 70 Aar endnu ganske vel tilpas, ved vanligt Humør og saae sund og rødmusset ud. Faa Dage før havde han besøgt os, og gjort Løier med, at han kunde stjæle, hvad vi havde, for vore Døre stode aabne, da han kom. Men en Morgen, da han vilde staae op, blev han pludselig ramt af et saa forfærdeligt Slag, at han ikke mere kunde give noget Livstegn fra sig. Kun naar hans Hustru lagde sin Haand i hans, rørte han svagt sin for at kjærtegne hende, som den gamle Elsker, han var. Saaledes laa han ubevægelig og med lukkede Øine en Uges Tid, da sov han stille hen, den 11. October 1861.
Ved Begravelsen gjorde jeg min første Erfaring i at stede en Hærens Øverste tiljorde, en Tjeneste jeg fik Øvelse nok i under den kommende Krig. Hele Krigsstanden var samlet, Garnisonspladsen fyldt med Soldater og Kanonerne opkjørte, Kongen tilstede, i alle Maader fuld Generalshonnør. Han havde jo ogsaa været Minister, og Kongen havde ham kjær fra den Tid, han havde været hans Discipel. Men i min Tale fandt jeg mig ikke forpligtet til at tage særdeles Hensyn til den glimrende Forsamling. Jeg skildrede ham i jævn Stil, som han var imellem os og jeg bedst kjendte ham, fortalte om hans Liv i Hjemmet, tog endog de pudsige Træk med, og lod saa de høie Herrer om det, de vidste bedre end jeg.
Det var yndigt at se den søde Tante i hendes Sorg. Hun græd bitterlig, og der var intet Haab om, at hendes Savn kunde lindres i denne Verden. Det var jo hendes Livs eneste og altid lige inderlig Elskede, der var borte; og i sin Kjærlighed var den gamle Moder med de mange Børn ganske som en nygift. Men overvældes af Sorgen kunde hun dog ikke, dertil var hun for gudhengiven. Hun sad syv Aar Enke med sine ugifte Døttre, de to Tvillinger, og kunde endnu gjøre Sommerreiser til sine Børn i Fyen og paa Langeland, saa overvældede en Hjærtesygdom hende, og hun sov hen den 28. Januar 1868. Det var streng Vinter og jeg laa i min Seng af Feber. Jeg var fortvivlet, men jeg sagde til Lægen: Jeg bryder mig ikke om hvad De siger, jeg skal og vil i Kirken. Jeg stod op, naaede derhen, og det gik, som jeg oftere har erfaret, at naar jeg først er indenfor Kirkens Døre, er Sygdommen udenfor. Jeg fik af mit fulde Hjærte og under mange Taarer talt over den, der i Sandhed har været mig en anden Moder.
Endnu en tredie Moder havde jeg, for de kjære Kvinder har altid været mig gode. Det var gamle Tante Christine Møller. Hun havde nu siddet Enke i 26 Aar, men ført det samme gjæstfrie Hus, altid med sine ældre og yngre Venner omkring sig, og altid den samme statelige Dame, som ønskede at gjøre et godt Indtryk. Ogsaa lykkedes det hende ganske godt at bevare sin Aands og sit Hjærtes Evner til sine 87 Aar, den sværmeriske Følelse, den romantiske Tankegang forenet med blid rolig Holdning. Ligesom Moder saae hun mig ogsaa gjerne som sin Sjælesørger. Hendes Religion var en naturlig ren Kjærlighed, hun troede paa Evigheden, men hun vilde gjerne leve, hun fandt endnu dette Liv skjønt. Den sidste Dag, da jeg sad hos hende og talte mildt christeligt, mens hun laa afmægtig hen, slog hun sine Øine op imod mig og sagde sukkende: Ja, det er sandt, men du kan troe, det er tungt at døe. En Times Tid efter, sov hun hen, den 12. Februar 1867. Saaledes var der nu af den ældre Slægt ingen andre end Moder alene tilbage.
Hun var nu over 80 Aar og sad med Fred hos min Søster i Thriges Skolebygning. Hendes Helbred var som i alle de sidste tyve Aar hun levede, meget svagt, men hun holdt sin Aandsfriskhed oppe. Mine Prædikener, som hun i mine første Præsteaar havde havt noget vanskeligt ved at finde sig i, havde hun dog, da jeg forlod Haderslev, i den Grad savnet, at jeg regelmæssigt maatte sende hende dem, og hun fik dem saa kjære, at hun med egen Haand afskrev hele Bunker af dem, inden hun sendte mig dem tilbage.
Da jeg i 1874 blev Landsbypræst, var hun 85 Aar, og jeg kunde ikke længer tjene hende med mine Prædikener, da jeg ingen længer skrev. Men jeg sørgede dog for, at min Søster hver Søndag Morgen kunde lægge et godt langt Brev foran hende paa hendes Seng; og saa læse det for hende hver Dag, til det næste kom.
I Januar 1879 fyldte hun sit 90. Aar, men spandt dog endnu den Vinter paa sin Rok. Det duer rigtignok ikke til noget, hvad Moder spinder, sagde min Søster, men hun har dog alle de gode Tanker derved, som hun altid har rost Rokken for at sætte i Gang. Vintren gik hen som sædvanligt, men efter Paaske var hendes Kræfter udtømte, hun vilde mod hendes Sædvane i de sidste Dage i Paaskeugen ikke op af sin Seng. Søster Christine der vidste, at jeg skulde holde Confirmation om Søndagen, vilde ikke sende Bud efter mig. Saaledes skete det, at jeg ikke var tilstede, da Moder Søndag Morgen umærkeligt ikke mere aabnede sine Øine. Gud være takket for rolig Hengang hun fik. Hun havde i Sorg og Smerte lukket saamange af sine Elskedes Øine, nu blev det hende forundt ikke selv at føle Dødens Smerte.
Hendes Forældre saavelsom hele hendes Slægt hviler paa Roskilde gamle Graabrødre Kirkegaard. Derhen førte vi hendes Legem og samledes til Sørgefest i Kapellet. Jeg talte som jeg efter mit Hjerte maatte tale over min Moder, men jeg maa ikke have været heldig med at udtrykke min Stemning. Caspar bebreidede mig temmelig stærkt, at det var for ringe, hvad jeg havde sagt. Du har dog kunnet tale over andre sagde han, skulde du da ikke kunne vise os et bedre Billede af en saadan Moder, som vi har havt? – Ja, det er netop Sagen. Andre kan man løfte saa høit som Kjærligheden og Beundringen er til, men jeg idet mindste kan det ikke ved hvad der i den Grad er mit eget.
Caspar kom selv ikke længe til at savne den Moder, han satte høiest af alt. Hans forskjellige Svageligheder samlede sig efterhaanden til Sukkersyge, og hans før saa bevægelige Skikkelse blev stiv og bøiet. Han arbeidede med sin vanlige Flid, følte vel, det gik mod Enden, men haabede dog, han skulde naae det Maal, han havde sat sig, at faae sit sidste Arbeide, den russiske Litteraturs Historie færdig. Det lykkedes ogsaa saa vidt, at en afsluttet temmelig stor Del af den, til Begyndelsen af dette Aarhundrede, kunde udgives efter hans Død. Men da kunde han ikke mere. Hans Læge skikkede ham til Carlsbad, men denne Kur viste sig saa forfeilet, at den tog hans sidste Kræfter fra ham. Dog skaffede den ham den Glæde, at han fik Leilighed til at gjensee sit kjære Prag, og hvorledes han der blev modtaget, har jeg allerede fortalt[30]. Efter sin Hjemkomst forsøgte han at ligge paa Landet i Torbæk, men blev bragt døende hjem og sov hen med Fred den 4. September 1881.
Saa maatte jeg nu ogsaa begrave ham, og nu sparede jeg i Sandhed ikke paa den Ros, som han havde fundet, jeg havde holdt igjen paa ved Moders Jordefærd. Jeg gjennemgik grundigt alt hans Væsen, og skildrede udførligt det samme som hans bøhmiske Ven, Kheil har sammenfattet i Slutningen af sit allerede omtalte Mindeskrift over ham.
Amalies Familie har jeg altid regnet for min egen, men jeg kan dog ikke negte, nu da jeg er ved at overveie den Sag, at Blodets Baand dog gjør en betydelig Forskjel. Naturgrunden er en anden. I Kjøbenhavn findes den nu i Huset Holm, som dengang endnu sad i sit smukke Hjem, Vesterbro 125. Men deri foregik ogsaa en Forandring. Den gamle Frue døde i Januar 1865, og da Edvard boede i Husets Kvistetage, maatte Frederikke overtage Husholdningen for begge Familier.
Conferentsraad Holm havde i sin lange Virksomhed tiltrods for sin Beskedenhed efterhaanden erhvervet sig en stor Anseelse. Som en alvorlig, from og mild Christen var han høit agtet i kirkelige Kredse, og Medlem af Kirkecommissionen. Og som Mæsenas i Kunstens Verden var han Stifter af Musikforeningen og dens bestandige Direktør, og i Kunstakademiet var han Æresmedlem og sad i Commissionen for dets Reform; da nogle Kunstnere stiftede en Radereforening, toge de ham til Formand og fandt sig vel derved, og, som jeg alt har fortalt, naar vi vilde have Kunstsager til Provindsen, havde vi kun at henvende os til ham. Han selv havde en smuk Samling i sit Hus, og havde han faaet noget nyt, var det hans Glæde at samle de Kyndige med Høyen i Spidsen for at nyde det med dem. Musikere havde han regelmæssig hos sig i gode Aftenselskaber, og de maatte yde deres Bedste. Weyse og Hartmann vare hans Venner, Gade strøg sin Violin ved Kvartetten, Heyse var Familiens Troubadur, ved Indvielsen af Villaen paa Vesterbro satte han en henrivende Musik til den skjønne fantastiske Cantate, Molbech havde skrevet.
Fader Holm blev gammel og var meget lykkelig i sin Familie. Han døde samme Foraar som min Moder i en Alder af 85 Aar. Det var haardt for hans Børn, men da han var hensovet den 28. Mai 1879, samledes vi til en meget opbyggelig Sørgefest. Olaf Waage holdt en fortræffelig Tale.
Høyen var tidligere gaaet bort (April 1870) og havde efterladt et smerteligt Skaar i vor Kreds. Hans Endeligt er saa smukt og sandt beskrevet af L. Ussing, at jeg intet har at tilføie. Hans Enke talte fortrolig med mig, om hvorledes Begravelsen kunde ordnes, og det havde sine Vanskeligheder. Han selv havde udtalt det Ønske, at der ingen offentlig Ære skulde vises ham, ingen Tale holdes over ham, som det hed. Jeg forestillede hende, at det ikke lod sig gjøre. Det kunde ikke hindres, at en betydelig Forsamling af Byens bedste Folk vilde indfinde sig, og jeg vidste af Erfaring, hvilket fattigt ja pinligt Indtryk det gjør, at lade et saadant Møde hengaae i Taushed, man fortryder det, hvilket jeg navnlig fik Bekræftelse paa ved Tschernings Begravelse, som jeg i 1874 fik den Ære at forrette Tjeneste ved. Jeg omstemte hende og hun besluttede sig til Begravelse fra Frue Kirke i sædvanlig Form.
Høyen havde ingen Familie. Men baade han og hans Hustru vare saaledes, at deres Venners Børn var som deres egne. Jeg har allerede fortalt Exempler derpaa i den Skildring, jeg har givet af ham i 2. Bog. H. E. Freund, død 1840, havde vel været hans nærmeste og kjæreste Ven, og han værnede trolig om hans Familie, den stille fromme Frue og hendes Børn, Victor og Olympia, hele Vennekredsen dyrkede dem. Det var yderst svagelige Mennesker, men af en høi Aand og høist elskværdige. Moderen og Datteren døde 1869, medens jeg var deres Sjælesørger. Victor saae ud som en Kjæmpe og tog Mad til sig derefter, men han var saa skrøbelig, at han ikke kunde komme en Gade til Ende, og ikke tale uden hvert Øieblik at puste for at faa Veiret. Han kom jævnlig til os, og jeg fik ham meget kjær for hans Liv og Munterhed og store Lærdom navnlig i Kunsthistorie, hvorom hans udmærkede Bog om hans Fader vidner. Efter hans Bortreise fik jeg jævnlig lange Breve fra ham, fulde af de skjønneste Betragtninger i en egen rhetorisk Stil. Han døde i Sabinerbjergene i September 1881. Hans Fætter, den brave og dygtige Billedhugger, Christian Freund, var derimod kjernesund og er det endnu. En glad Sjæl og god Ægtemand, jeg har selv viet ham.
Den mærkelige Bolig, som Freund havde faaet malet af Hilker i den fineste pompeianske Stil og som i sig selv var en meget anselig Leilighed, gik over til H. V. Bissen. Han var jævnaldrende med Høyen og saae ud til at være en meget kraftig Mand, men under det stærkt formede og skjæggede Hoved var der en spinkel nervesvag Krop. Han brugte altid Koldvandskur, og gik uden Hat og Halstørklæde, helst i Bluse, og levede strengt tarveligt. Naar han beskrev, hvilke Mirakler det gjorde, naar han skjældte paa Theevandsfolk og uldne Klæder og slog kraftig ud dertil, fornam man en Sundhedsaande udgaae fra ham, men det var kun Blendværk. Da han modellerede mig i 1863, kunde han kun arbeide en Timestid ad Gangen, hans Arme var for matte til at løftes længere Tid. Aaben og hjærtelig som han var, uegenyttig og uden Forfængelighed var det en Glæde at omgaaes ham. Han var et af de fortræffelige Mennesker, der har Hjærte for alt hvad der duer, og alt hvad der fører et naturligt Liv saa smaat det end kan være. Han havde sine Værksteder fulde af Træer og Dyr, Katte, Kaniner, Skildpadder og Firben, Slanger i Træernes Grene og Fugle i Toppen og han kjælede for dem alle. Og fik hans Barnebarn fat i ham, kunde han gaae timevis med det paa Armen og lade det nappe ham i Skjægget. Man sagde, han forkjælede og fordærvede Barnet, det gjorde han dog ikke, hans egne Børn blev særdeles dygtige Mennesker. Den ældste, Vilhelm er nu ligesom Faderen.
Kun Christendom kunde han ikke med. Udviklet i en vantro Tid og paa Kant med den Tids smægtende Romantik, havde han faaet et skarpt Syn paa Religionen. Han levede og døde uden Kirke eller Præst, hvorfor skal da en saadan Mand begraves fra Kirken, hvor kun Præsten kan tale til hans Ære, og hvor det ikke er sømmeligt at tale uden paa christelig Viis? Men deri er nu vi Danske uforbederlige. Tankeløs Skik er det eneste, vi kunne tænke os, og at dybere Spørgsmaal reises, have vi Skræk for. Jeg holdt altsaa min Tale over ham i Frue Kirke (17. Marts 1868) og mit Sind staaer mindst af alt til at udelukke nogen af Synagogen. Der var jo nok at sige til den store Mands Ære, og det Christelige havde jeg frit Lov til at forbeholde mine tause Betragtninger. Om Høyens Tale over ham ved Festen paa Akademiet har jeg allerede talt paa sit Sted.
En anden Sag var det med Vilh. Marstrand, som Aaret i Forveien havde mistet sin Hustru (26. Januar 1867). Han var ikke den, der med Forstands-Ræsonnement og bar Naturtilbedelse vilde sætte Christendommen Stolen for Døren, han havde intet høiere Ønske, end at faae Guds Rige klart udfoldet for Øine og Hjærte. Kunde han det ikke, anklagede han ingen anden sig selv, sin flygtige Natur og sin Syndeskyld. Ogsaa i hans Kunst fordybede han sig med Alvor i de hellige Emner, og naar han fremstillede dem, havde han dybe Tanker derved og vidste at afvinde de noksom behandlede bibelske Scener ny Interesse. Den gribende Fremstilling af Thomas, som han vilde have skjænket til Nørrebros Kirke, for, som han sagde: Jeg maa dog ogsaa give mit Bidrag til Kirken, fik han desværre ikke malet, men den legemstore Carton, som er bleven ødelagt, synes mig det skjønneste, han nogensinde har gjort. Derved gjorde han sig mange Betragtninger over, hvorfor Thomas maatte sees staaende, ikke knælende foran Jesus. Han er jo gaaet hen for at røre ved ham, og nu tør han ikke, sagde han. Naar vi talte om saadanne Ting, og jeg baade villig gik ind paa hans Tanker og søgte at føre dem videre, havde han sin Glæde deraf. Ogsaa Bloch har jeg talt med om hans hellige Billeder, men ham kunde jeg mindre stemme med. Han tog det ogsaa fromt christeligt, men han havde ikke Marstrands sunde Sands for det naturlige, og dermed bibelske. At Djævelen for Ex. svæver om Bjerget, og ikke tør komme derop, er ikke bibelsk.
Endnu mere kom dette frem ved hans Hovedværk, den store Nadvere, som han arbeidede længe paa, og ikke forgjæves. Det er vel omtrent det ypperste, der er malet her i Landet. Endelig hans sidste Arbeide, de betroede Pengesummer, som var bestemt til Bankbygningen, men til hans store Bedrøvelse blev afbrudt ved hans Sygdom, heldigvis dog ikke førend han havde faaet malet flere forskjellige Billeder af Scenen. I Anledning af dette Emne, som han selv havde valgt, havde han en Strid med Bankbestyrelsen. Han holdt stivt paa sit, og gjorde Paastand paa, at hvad man end vilde lægge deri, saa skulde Pengemændene finde sig i at ogsaa deres Institut paa sin Hovedvæg fik en staaende Paamindelse om at tone christeligt Flag.
Ja, han var vistnok ingen skoleret Christen, det er i det Hele ikke let nogen selvstændig Lægmand, men han var en alvorlig og tænksom Bibellæser, og saae op til Helligdommen som det Høieste. Nu døde hans gode Hustru, det var et forfærdeligt Slag for ham. Det kom ham uforberedt, hun havde et kraftigt Helbred, men en pludselig tyføs Feber rev hende bort. Og som han altid havde været plaget af Tvivl om sit Livs og sin Kunsts Værd, var Ægteskabet blevet ham en Støtte. Hjemmet var blevet hans Livs Lysside, og al dets Befolkning en altid glædelig Gjenstand for hans Kunst.
Da jeg saa Morgenen efter hendes Død fandt ham siddende i hans Malerstue sammenkrympet, rystet og grædende, blev jeg virkelig forfærdet, jeg havde ikke ventet det. Men det gaaer jo i Almindelighed gode Mennesker saaledes, at naar man maa skilles, hører det med til Smerten, at man ikke har været nok for hinanden. Hvorledes skulde vel ogsaa et saa kjæmpende, grublende og af Naturen omskifteligt Menneske kunne dele alt med sin Hustru. Ogsaa hun var heller ikke meget meddelsom. Men dyb Trang havde han dog dertil som til alt godt.
Alt dette betroede han mig med sin sædvanlige Oprigtighed, men som alle oprigtig Sørgende trykkede ham Tanken om at skulle udholde alt hvad der følger med en høitidelig Jordefærd. Jeg troede derimod, at det vilde gjøre ham godt og sagde ham det. Det viste sig ogsaa, at jeg ikke tog feil deri. Vi havde i vor Kirke et Chor af gode klare Drengestemmer, og den uskyldige Maade hvorpaa de foredrog Psalmen rørte ham dybt. Og da efter den Skik, som ellers for de Sørgende er den sværeste, hele Forsamlingen gik forbi ham for at trykke hans Haand, rørte de ham saa stærkt, at han gjentagne Gange udtalte sig om, hvor det havde været ham kjært at trykke alle de deltagende Venners Hænder, og Kirken var dog overfyldt. Han var som forvandlet, han henfaldt i længere Tid i et formeligt Sværmeri for alle de gode Mennesker, han var omgiven af, og han skjulte det saa lidt, at mange undrede sig over hans stærke Stemning. For mig var det en Glæde at være Vidne dertil. Det blev et virkeligt og blivende Fremskridt i hans Charakter, og siden den Tid var det en dobbelt Hjærtens Nydelse at see ham i hans Familiekreds, naar han sad med sine Børn og Søskenebørn i sine Arme, og hvor de elskede ham. Det er ogsaa tydeligt nok at see i hans Breve fra disse Aar[31].