Der gik fire Aar, og hans Helbred blev efterhaanden svagere, medens hans Aand dog endnu holdt sig i sin Styrke. Det er de Aar, hvorfra Mesterværkerne, den store Nadvere og det store Billede i Universitetets Festsal stamme.
Han havde oftere lidt af Svækkelse i Ryg eller Underliv, men hans muskelstærke Legeme havde kunnet bære det. Han var saa stærk, at naar han, for at prøve den Kur, gik hen i et Gymnastiklokale, sagde han leende: Det kan kun lidt hjælpe der at trækkes med en Karl. Naar jeg tager fat, trækker jeg ham strax overende. Nu skete det for ham ligesom for hans Fætter, min Broder Caspar, at hans Svækkelse viste sig at være Sukkersyge, og hans Kræfter tog stærkt af. Han holdt sig endnu til Efteraaret 1871, skjønt han gik svagt; da sank han pludselig uden Smerte ned af sin Malerstol, og hans venstre Side var lammet. Da jeg kom til ham, laa han i sin Seng, og beskrev mig Tilfældet, men haabede endnu at kunne reise sig. Det saae mig dog betænkeligt ud, da det var at vente, at Slaget vilde komme igjen.
Jeg talte da til ham om Døden paa samme Maade, som vi tidt nok havde talt derom. Men han kunde ikke forsone sig med Døden. Jeg er saa rastløs, sagde han, jeg higer altid efter de store Opgaver, der foreligge. For at mildne Tanken havde jeg ogsaa oftere udtalt den Tanke, at i Evigheden vilde der vistnok blive endnu mere Skjønhed for en Kunstnersjæl at nyde end her; men derom vilde han intet høre, kun Sjæleangst og uopnaaelig Hellighed brød ind paa ham. Ogsaa havde han, som de fleste da have, sine lønlige Tvivl om det evige Livs Virkelighed.
Saa var det den 15. Marts 1873, at vi stod om hans Seng og stirrede paa de kjære afsjælede Træk. Et Lig er en ubegribelig Ting. Man see kun noget paa det, saa synes man at Aasynet bevæger sig, og man ryster desmere, for man atter seer, det er Blendværk, kun en minderig Bygning, men Beboeren er borte. Hvor ofte har jeg ikke seet det? Det er baade til at gaae fra Forstanden af, og at miste sin Tro ved.
Sørgefesten var glimrende, men ikke kirkelig. Det var i Akademiets Festsal, omringet af alle de stille antike Kjæmper, at jeg kom til at holde min Tale over ham, og en egen Sag for mig der at staae paa Høyens Plads. Dog er det endnu en Trøst, at det lykkedes mig at faae sagt saameget, at jeg ikke har mere at tilføie. Om hans Kunst fandt jeg mig ikke beføiet til at tale, kun om det Sind, hvoraf den fremkom, i det jeg skildrede hans Charakter og Væsen paa samme Maade som jeg har gjort det i denne Bog[32].
Endnu efter 20 Aar er det mig en stadig Sorg, at han er borte. Naar jeg sidder her i min Ensomhed og tænker paa, hvordan de nu alle er borte, er der ingen, jeg mere ønsker, vilde træde ind igjen, end den kjære Vilhelm. Ja, naar jeg i mystiske Timer drømmer om, hvad jeg kunde faae at vide, om en af de elskede Afdøde kom til mig, er der ingen, jeg hellere gad udspørge om Evighedens Hemmelighed end ham. Dog skal man ikke vente at faa Livets og Dødens Gaader løste paa den Maade. Man maa betænke, at om man kom til Tale med de Afdøde, vilde man erfare, at heller ikke de ere i Besiddelse af den Visdom, vi drømme om. De have ikke seet mere og forstaaet mere end de er istand til at fatte, og enhver fatter kun, hvad Gud giver. Enhver fatter sit, og jeg mit.
SJETTE KAPITEL. LANDSBYLIV
Jeg havde længe følt, at jeg som Præst i Kjøbenhavn ikke var paa min rette Hylle, og ikke udrettede, hvad jeg burde; dog blev jeg holdt fast der af saa mange Baand. Nu brast det ene efter det andet, og i disse Dødens Aar tænkte jeg flittigt nok paa at forlade Byen. Men Tiderne vare vanskelige. Theologiens Glorie fra min Ungdom hvilede endnu som en Nemesis over den geistlige Verden i Skikkelse af en saadan Frodighed af Ansøgere, at da jeg efter adskillige Skuffelser, søgte Vallensved ved Næstved, havde jeg 73 Medbeilere at overvinde, og dog var dette Kald ikke større, end at Ministeren, min Regensven Worsaae, selv raadede mig fra at tage imod det.
Det var i November 1874, at jeg drog ind i min Præstegaard, forat tilbringe Vintren hos Enken, Madame Buchholtz. Der saae tarveligt ud, Stuehuset var godt og grundmuret, opført af min Formand, men de øvrige Længer kun altfor maleriske, og jeg saa uerfaren, at jeg fandt, det skjønneste ved dem var de grønne Tage. Det blev en haard Vinter, og jeg kom forfrossen til Kjøbenhavn, naar jeg vilde see til det skjønne Hjem i Frederiksgaden, mens jeg dog allerede var saa vant til Kulden, at jeg ikke kunde udholde Heden i de kjøbenhavnske Stuer. Men da Vaaren kom, og Amalie med Søstrene, paa hendes Fødselsdag den 6. April, rullede ind i Gaarden i den nye Landauer, som min kjøbenhavnske Menighed havde skjænket mig, havde vi da aldrig seet saa deiligt et Foraarsveir.
Nu faldt der ny Glands over Gaarden, de tarvelige Stuer kom ved Hjælp af vore Kunstskatte til at see ud efter noget, og den lille begroede Have blev taget under kunstmæssig Behandling af en Gartner, der om han end ikke vidste andet af sin Kunst, dog vidste, hvad æsthetisk Fantasi er. Jeg tog et nyt Stykke Jord ind, jeg tegnede lange flotte Sving paa Gangene og stampede dem af med mine Vinterstøvler, jeg tegnede Lysthuse og Bænke i klassisk Stil til Beundring for min nye Ven Tømmermanden, og Figen og Vinstok paa Solsiden, og Klematis og vild Vin paa Skyggesiden, og nyplantede Frugttræer og Jordbærland trivedes deiligt i den nye Jord under Himlens Velsignelse. Naar vi saa i en rød Aftenstund sad paa vor Havetrappe, beviste jeg klarlig for mine Tilhørerinder, at de beboede den skjønneste Plet paa Jorden, og da Sommergjæsterne kom, sandede de, at Beviserne var uomstødelige.
Men jeg havde havt en streng Vinter at stride mig igjennem. Jorden frøs og Sneen føg, mens Slaget stod mellem mig og min nye Menighed. Min ulykkelige Rigsdagsprædiken havde forfulgt mig ud paa Landet. Hvermand vidste, at denne Præst var det Uhyre af en Høiremand, der ligefor den glorværdige Rigsdags Øine havde angrebet Kong Frederiks Kongegave paa Livet. Man skrev mig bekymret til fra Kjøbenhavn om, hvorledes det gik mig, Bønderne havde jo svoret sig sammen om ikke at taale mig. Jeg vidste intet derom, og forandrede heller intet i min Slagplan.
Jeg gik først til Sognefogden, det var at tage Tyren ved Hornene. Skulde jeg smides ud, var det ham, der skulde besørge Forretningen. Store Jens Pedersen – for der var endnu to Jens Pedersener – var Egnens Fører, og vidste al Politiken udenad, han behøvede ikke at læse sig til den, hvad han ogsaa daarligt nok kunde, han tog den store J. A. Hansen under Armen paa ethvert Møde. Jeg traf ham ikke hjemme, men hans forstandige og fromme Kone tog imod mig med Glæde over at see den nye Præst. Næste Morgen, som jeg stod i min Dør, seer jeg den høie knoklede Sognefoged med lange Skridt, Hatten i Nakken og svingende sin Stok komme ind ad Porten. – »Naa, det var kjønt, at De kommer, jeg traf Dem ikke igaar. Kom nu ind til en fornuftig Pibe Tobak og en varm Kop Kaffe, for det er koldt.« Og det kan hænde, det blev en ordentlig Samtale, for stortalende var han, men heldigvis, og det skal siges til hans Ros, ogsaa meget varmhjærtet: Da han fik at vide, at Præsten var en Frihedsmand, hvis høitflyvende Ideer om nyt Folkeliv og alt det andet, han ikke engang selv kunde over, og Præsten desuden var saa rask i Vendingen, at der ingen Tid blev til at komme til Frihedens praktiske Paragrafer, glødede hans Ansigt af Glæde, saa han formelig omfavnede mig, inden han kom afsted, og det uagtet der ingen Brændevin blev hældt i Kaffen.
Det var en god Begyndelse, jeg maatte nu sørge for en god Fortsættelse. Jeg gik hver Dag ud at afsøge Sognet, og det var ikke større, end at jeg paa min Fod kunde naae til dets Grændse. Jeg gik ind i hvert Hus, spurgte hvem der boede, opskrev Navnene i min Lommebog, og satte mig saa til i fornøielig Samtale at undersøge Navnenes Betydning i Skikkelse af Levnedsbeskrivelse af dem alle, store og smaa.
Og idetmindste en Gang om Aaret, maatte hele Registret gjennemgaaes, for at eftersee, om alle disse Bogstaver af Kjød og Blod var i Orden. Denne Fremgangsmaade anbefaler jeg begyndende Landsbypræster. Man maa være sit Folks Ven, før man kan blive dets Præst.
I Sognet er der ingen Skov, men tæt om dets nordre Side breder sig herlige Skove. De tilhører Herremanden paa Gunderslev Holm, og han elsker sine Træer og lader dem staae, til de blive til brede Kjæmper. De nærmeste Skove gik vi ud i, naar Dagen hældede, og satte os og hørte paa alle de smaa Fugle som tale. De fjernere forbeholdtes Søndagen. Da kjørte vi en Mils Vei eller to ud, forrest Landaueren, derefter Fjælevognen, fra den lød der stadig Latter og Sang.
Man kommer til en Skovplet, hvor Solen faaer Plads til at falde ned paa en Stensætning vel de 100 Alen lang, og er man behændig, kan man klattre op paa Overliggeren i Midten og føle sig saa stolt i Sædet, som den Konge der ligger derunder. Skyggerne glide sagtelig hen over alle de mossede Stene, og man bliver længe siddende. Endelig vandrer man Arm i Arm hen langs Bavelse Sø, gjennem den Dyrehave, hvor alle Træerne ere af dem, der skal staae, og man kommer til et Herberge, som Herremanden har ladet bygge paa Bakken. Søen er bleven blank, og de røde Skyer graane, men man vil nødig hjemad, før Maanen stiger. Saa kommer man endelig igjen i Vognene, de vugge gjennem Skovene, og man ager atter forbi den store tæt indesluttede Eng, hvor Taagen har lagt over alt, hvad der dandser derinde af Usynligt, eller sover derinde af svære Køer. De unge Piger synge, og ved det sidste Led siger den Kone, hvis Sorger og Glæder, man ogsaa kjender, venskabeligt Godnat.
Det er sjællandske Glæder, og de blev nydt Aar efter Aar, uden andre Begivenheder, end at Pigebørnene blev ældre, skiftede ogsaa med andre lignende, baade Familiens og andre, vor Dreng bragte sine Venner med, og han selv begyndte at blive en Forfatter, som beskrev os alle, og vakte Oprør i Egnen, naar den gjenkjendte sine egne Figurer i de Bøger, han ved Juletid bragte os i Guldsnit.
Livet omkring mig kunde nu være en saa skjøn Idyl, som ønskes kunde, men naar jeg i Skumringen atter og atter gik min Have rundt især i mørke Efteraarsaftener, filosoferede jeg meget over, at det ikke var det. Det gik mig som i Kjøbenhavn, vi vilde for enhver Pris være lykkelige Mennesker, og Næringssorgen kom over os. Embedet var kun jævnt, og som det gaaer de fleste Folk paa Landet, havde jeg ved at see paa Indtægterne, glemt at gjøre ordentlig Afregning med de Fradrag, som Skat, Skyld og alskens Udgift til landlige Fornødenheder medførte. Jeg fik intet af Tienden og havde kun Marken at leve af, men min Forpagter med sin Familie skulde ogsaa leve af den. Marken var god og stor, men Priserne paa Guds Gaver sank i Menneskenes Øine. Da han ikke kunde længer, satte jeg, hellere end at lade ham gaa fattig bort, hans Afgift ned med en Trediedel; og nu kunde han nok, men ikke jeg komme igjennem Terminerne.
Saa indsaae jeg, at jeg maatte gjøre en Forandring, og igjen, saa nødig jeg vilde, tiltræde Ansøgerens tunge Bane. Jeg søgte flere sjællandske Embeder, og da jeg var velseet i Ministeriet, gjorde Herrerne der deres bedste for mig, men det gik ikke, min stakkels Rigsdagsprædiken var endnu efter mig. Ministeren, Fischer, vilde intet høre om mig, han ansaae mig for en af sin Fjendes, Biskop Martensens, vigtigste Drabanter. Der gik derfor nogle Aar, da blev Fischer fjernet, og mine Velyndere i Ministeriet, Linde og Joncquieres fik let hans Efterfølger stemt for mig. Jeg blev i Sommeren 1881 kaldet til Ønslev og Eskilstrup her paa Falster, med retsgyldigt Løfte om at faae dobbelt saa meget at bestille, men ogsaa dobbelt store Indtægter.
Da jeg kom tilbage til min Fødeø, havde jeg vel ingen Minder om den fra min Barndom, men det rørte mig dog at tænke paa, hvad mine Forældre havde oplevet der. Da jeg saae det Hus i Nykjøbing, hvor jeg er født, kunde jeg ikke lade være at gaa ind og kjøbe mig en Hat hos den Hattemager, der boer i Stuen, for at gjøre hans Bekjendtskab og høre hans Fortælling om, hvad han vidste om forrige Tider. Meget velvillig viste han mig ogsaa den solide Decoration af marmorpoleret farvet Stuk, som mine Forældre havde berømmet, og som er der endnu ligesaa frisk som dengang.
Min Fader havde sagt, at hele Falster er som en Have. Det er den vel ikke ganske, men naar jeg her fra mit Skrivebord seer ud over min aabne Gaard og over Landsbyens Tage over til Skoven, og seer den skifte sin Dragt mellem blaalig sort, lysegrønt, mørkegrønt og brunt, Aar efter Aar, sander jeg dog Faders Ord. Gaarden har jeg lagt med pæne Græspletter og gruset Kjørebane, og sat en klassisk Søile i Midten efter egen Tegning, og udført af Hjulmanden, ham med de mange Børn, dem jeg døber og confirmerer og vier hvert Aar. De Træer, jeg har sat i den, Birke og amerikanske Aske, voxe godt til, ligesom den klippede Hæk ind til Haven, hvor den mod Syd skraaner ned mod en stor Dam, omringet af gamle Træer og ældre Graasten. Den Del af Haven har jeg selv anlagt med meget romantiske Gange, at de Unge kunne see Maanen og sig selv i det blanke Vand, og vi fra det smukke Lysthus ogsaa see paa dem.
Ønslev Sogn strækker sig langs Guldborgsund til ind imod Nykjøbing, og er skovrigt i Sydenden, men meget lavtliggende, desto mere frugtbart. Naar man hvor Landeveien høiner sig, seer ud over det, er det velgjørende for Øiet at see, hvor alt bugner af Træplantning og farverige Agre, og Sundets Blink og Lollands Skove længst ude. Ved Udkanterne boe nogle Herremænd, men jeg har ikke duet synderligt i deres Selskab, dertil er jeg altfor stiv en Aristokrat.
Eskilstrup Sogn er mere bakket og ligeledes omgivet af Skove. Det tiltaler mig i høi Grad, at et Stykke af den store Statsskov tilhører mig selv, og da Skovrideren bestyrer hvad Præsten ikke forstaaer, maatte jeg strax opsøge ham i hans Hule, og fandt baade Hulen og ham meget tiltrækkende. En lang tynd Mand af min Alder med spillende Træk og heftige Lader, et af de bedste og hjærteligste Mennesker, jeg har kjendt, Kjendemærket derpaa er, at han ikke blot aldrig har eiet en Bøsse – at skyde paa de uskyldige Raadyr, der hoppe i hans Skov, vilde han ansee for en Forbrydelse som at skyde paa Mennesker – men ogsaa Smaakrybet elsker han saaledes, at han nøie seer sig for, og griber en i Armen, at man ikke skal komme til at træde paa Myrernes Sti. Da han fortalte, hvorledes han havde seet en Rotte forsvare sin Unge mod Katten, sluttede han: Jeg tager min Hat dybt af for Rotten. Og med stor Alvor gjorde han denne chavalereske Bevægelse. Han studerede Naturfilosofi og foredrog den begeistret. Berregaard hed han og var en Søn af Frederik den Syvendes gamle Ven, Generalen, men ham meget ulig.
Jeg fandt i hans Bogskabe hele Rækker af de til det Overnaturliges Videnskab henhørende Værker, og da jeg altid er meget begjerlig efter at faae aabnet mig nye Synsvidter, studerede jeg dem flittigt og anskaffede mig selv de nyttigste af dem.
Først det omfattende Værk af Perty, Professor i Medicin i Bern, en Samling af alle den saakaldte Overtros Huler og Veie, nøiagtig belyst med alle de Historier, der derom ere fortalte, og med Forfatterens egen rationalistiske Filosofi. Ved at gjennemgaae det dannede jeg mig strax en Forestilling om den indre Sammenhæng mellem hele denne Mørkets Verden, og fandt, at skjønt disse overordentlig talrige Fortællinger fra alle Lande og alle Tider selvfølgelig ikke saaledes kunne factisk begrundes, at de kunne bestaae for en modvillig Kritik, gives der dog indre Mærker paa, om de ere opspundne eller virkelig oplevede. Det virkelige Spøgeri har en egen Maade at komme frem paa, meget forskjellig fra romantisk Fantasi. Da Mennesker nu ikke kjender den, og den ikke passer til sædvanlige Forestillinger, er der ingen Rimelighed for, at naar saadanne Mærker bestandig komme igjen paa de forskjelligste Steder, i Paris eller i Assens, at de skyldes Indbildning. Al den Stund de ikke tiltale denne.
Jeg havde allerede selv dannet mig denne Theori, da jeg siden til min Tilfredsstillelse fandt at den langt tidligere var fundet og anseet for paalidelig hos de betydeligste af dem, der have vovet sig ind paa dette Omraad. Hypnosen, eller som den tidligere kaldtes, Magnetismen, er jo nu anerkjendt af Videnskaben. Spiritismen staaer tilbage, den er ogsaa noget for sig og savner i høi Grad endnu sin Theori. Der er meget Selvbedrag eller vitterligt Bedrag i den, dog er den allerede nu saa grundigt undersøgt, navnlig af Physikeren Crookes i London, at dens Hovedphænomener maa ansees for fastslaaede.
I 1888 havde vi beredt os paa en god Reise, men den blev forhindret ved Amalies tunge Sygdom. Det var St. Hansdag, at hun følte sig ilde, da vi kjørte hjem fra Hanenau Skovridergaard, hvor vi havde taget Afsked med vor Ven Berregaard. Hun maatte gaae til Sengs da vi kom hjem. Saa blev Reisen først udført næste Aar, gik opad Rhinen til Schweitz, hvor vi laa en rolig Tid i Brunnen i den smukke Pension , og havde stor Glæde af det ikke Overnaturlige.
Denne Sommer 88 var en grusom rystende Tid, ikke ulig den i 1857, men min Elskede forvandt dog ganske godt dette Angreb. Døden havde kun banket paa. Ikke som da den tidligere havde seet ind til os, da fik den Overmagt, og det kunde ikke forvindes. Det var Søster Edle, den da tog fra os.
Sidst i Juli 1882 maatte hun underkaste sig en Operation, men derefter var hendes Kræfter udtømte. Hun laa i otte Dage uden klar Bevidsthed, da sov hun hen, den 5. August 1882.
Jeg gik hjemme i min Have, sorrigfuld i min Ensomhed. I en skyggefuld Gang kom der mig da et Syn forbi, et Tankesyn, med de legemlige Øine saae jeg intet, men saa levende var det dog, at jeg aldrig kan glemme det. Jeg saae Edle vandre roligt hen forbi mig med sit blide fromme Aasyn. Hun var helt klædt i Hvidt og gjorde et Indtryk paa mig ganske som jeg saae en Engel. Ved hendes Side gik Amalie og bøiede sig bekymret ind mod hende. Det var i de Dage hun laa paa sit Dødsleie, og hendes Søster sad over hende.
Hun havde elsket vor Karl ligesaa høit som vi selv, og testamenteret ham en Del af sin lille Formue. Dette satte ham istand til at gjøre den Reise, han har beskrevet i sit »Vandreaar«, og som i mange Maader skaffede ham et betydeligt Udbytte som Forfatter og Verdensmand.
Imidlertid levede vi vort sædvanlige idylliske Liv. I den stille Vinter rykke vi nærmere sammen om vor Lampe, læse sammen og bearbeide det Læste fortrolig med hinanden. I Sommertiden lukke vi Naturens Bog vidt op, og det er Umagen værd her paa vor Ø.
Næstefter at kunne see henover Menneskers Boliger, og kunne sige, i dem alle boer mine Venner, er da ogsaa det at see ud over et Land, man har kjært som sit Hjem, det der gjør Sjælen mest godt. Veien til Eskilstrup er for Folk uden Sjæl kun en kjedelig Landevei, men mig fryder den, hvergang jeg kommer der; og naar jeg seer det rigtbebyggede Land og over det det røde Taarn hæve sig – for vi boer ikke i et Land som Tydskland, hvor man ikke seer en Menneskebolig før man kommer til Byen – siger jeg: hvilket Land i Verden har saadanne Kirketaarne, og saa ordentlig opstillede, at man overalt kan see fra det ene til det andet og til flere endnu? Ikke saadanne Træspidser, der see ud som de i Legetøisæsker, nei, svære Fæstningstaarne paa Guds Borg, der sige: Lad see, om I kan flytte os.
Jo, Ære være vore Landsbykirker! I Storstæder kan man gjerne see ned paa dem som paa alt andet, men paa Landet er det dem, der bærer det Hele. Og saa er de fra de Tider, da vort Folk dog vandt nogen Seire, siden har vi ikke forstaaet andet end at dukke os for Nederlag. I Eskilstrup Kirke havde jeg opdaget, at der under Kalken i Choret sporedes en Del punkterede Ringe, der maatte være Glorier, og jeg fandt, at deres Glorier ikke burde fordunkles af Tidernes Daarlighed. Jeg talte til Musæumsdirektøren derom, og han sendte Professor Kornerup fra Roskilde hertil. Det var noget for ham. Den ligesaa livlige som lærde Mand klattrede med sine 68 Aar til min Forfærdelse rask opad de høie Stiger og bankede løs. Først paa den lange Række af 13 Glorier, der sidde over Chorbuen ud imod Kirken, upaatvivlelig Herren midt i sin Apostelrække. Jeg havde ventet mig meget af den. Men ak, Farven var aldeles forsvunden, som det synes, afskrabet med Flid. Men inde i Choret var vi heldigere. Midt i Alterapsissen kom en stor Regnbueglorie frem, og i den Marias Kroning. Derom Evangelisternes Emblemer, og under neden atter tolv Apostelmænd. Paa den søndre Sidevæg en stor Forestilling, Flugten til Ægypten. Josef holder Grimen paa det kjære fromme Asen, og foran gaaer en Række store Engle.
Mest fornøier mig de fire Apostle, der staae ved venstre Side af Altret, kun et Par Skridt fra mig. De er godt og ganske naturalistisk tegnede, og ligne mest gode fromme Landsbypræster, der ikke agte at skrue sig op til at see ud som Apostle, kun at være kjære Embedsbrødre. Og saa er de fra Valdemar Seirs Dage. Snart 700 Aar har de siddet under Kalken uden at forsage, fordi ingen vidste, at de var til. Men nu steg de frem, og Professoren, som kan alt kirkeligt Billedværk paa sine Fingre, vidste strax at datere dem. Mig er det en Bestyrkelse at vide, at naar Biskop Absalon visiterede, kunde han finde samme Slags Præster i vore Kirker som vor nuværende Biskop.
Det var nu iaar. Men heller ikke de øvrige tolv Aar, jeg nu har været her, har jeg savnet lærd Bistand. Den ypperste Mand her var Biskop Monrad. Han var ikke altid let at omgaaes, men jeg skal dog ikke klage paa ham, da det snarest var min egen Skyld, naar det ikke ganske gik som det skulde. Han saae mig gjerne hos sig, og læste med Interesse mine Bøger, kunde ogsaa betroe mig sine sjælelige Sorger. Den Egenskab, jeg af alle hans mærkelige Egenskaber satte mest Pris paa, men som var mindst bekjendt af dem, der kun saae ham paa den politiske Kampplads, var den, at han ikke blot var mild i sin Dom, og kunde ikke lide, at der taltes ilde om nogen, men saa streng mod sig selv, at naar han havde noget ubehageligt Sammenstød med nogen, kunde man være vis paa næste Gang at finde ham saa meget mere venlig. Grunden var, at han i Dybet var en virkelig from og derfor kjærlig Sjæl. Den klare og skarpe Jurist som han var, var der inderst i ham en dyb Tro til Mennesker. I Politik troede han, at kunde faae dem til, hvad der for ham stod som det Rette, og blev skuffet deri. I Theologien fandt han sig mest fortrolig med sine Kirkefædre, dem han altid sad fordybet i; men var desuagtet streng confessionel. Han var et rigtig Pligtmenneske. Da jeg sidste Gang var hos ham, sagde han: De kan troe, det er en Prøvelse saaledes at føle, at dette gamle Menneske ligesom trinvis synker sammen, det er som at mærke, at det Jordiske smulrer bort. Dog sad han endnu og arbeidede og hurtigere end andre. Kort efter faldt det sammen. Hans Hustru reiste bort paa et Par Dage for at see til sin døende Fader. Ved Afskeden sagde han til hende: Du seer mig sandsynligvis ikke mere. Og det skete. Mens han sad ved sit Arbeidsbord, sank hans Hoved ned over Bogen, og hans Liv var ude. 1887.
En anden ganske forskjellig Ven har jeg nydt meget godt af i den sidste Periode. Det er Filosofen Harald Høffding, Karls Fætter. En rolig, mild, høist omgjængelig Mand. Han kommer her gjerne engang om Aaret og tilbringer en Uges Tid her, roser vort Hjem og er selv et lysende Exempel paa godt gammeldags Præstegaardsliv. Han er en god Theolog og kjender alt, hvad der fra den Side kan siges, men han har opgivet at bruge det, for at tage Livet ene fra den ethiske Side.
Om der er et andet Liv end dette, hvad man kalder et evigt, lader han staae hen. Det vil vise sig, om der er, siger han. De mystiske Tildragelser, jeg har talt om, gaaer han ind paa, naar man blot ikke deraf vil bevise et Rige bagved Døden, men blive ved det, der er fundet, at Sjælelivet har i visse Tilstande et større Omfang end i de normale. Underligt nok ville de fleste Præster ikke engang indrømme det, de kalde det altsammen Djævelskab. Endog Monrad var af saadan Mening. Man skulde dog synes, at denne »Occultisme« maatte ligge en Christen nær. Men derom vilde Monrad intet høre. Da jeg engang talte til ham derom, sagde han strengt afvisende: »Dette er jeg aldeles udenfor.« Saa fik jeg da at tale om andre Ting.
Men hvad saa end Theologerne sige, saa gaaer Tiden, og Verden forandrer sig, og Theologerne med. Siden Oldtidens Undergang har den vel i ingen Tidsalder saaledes skiftet Udseende, som siden Tændstikkerne og Galoskerne blev opfundne. Der bliver nu i hvert Sogn bygget idetmindste en Snes nye Steder om Aaret, og Bønderne begynde at bygge Villaer med Architectur.
Ogsaa Oplysningen er naaet til sit Høidepunkt, eller vel allerede ud derover og ifærd med at liste den kummerlige Vei nedad mod raa Smagløshed. I Oldtiden fik den sin Fuldendelse i to Skikkelser, i Verdens Konge Augustus og Guds Riges Konge Christus. Efter dem blev den ført ud i det Brede ad alle Verdens Landeveie. Videnskaben samlede til Dynge, beskrev og ordnede, de Guds Mænd prædikede og fortolkede, sloges ned, men sloges dog endnu mere om Magten, men intet virkeligt Fremskridt kunde mere gjøres; Aandens herlige Kræfter gik hurtigere tilbage, end Samtidens Tanker selv var istand til at fatte. Verdensaanden har kun det Indhold den har. Naar det er forbrugt, kan Livstræet ikke brede sig videre og ikke bære bedre Frugt. Det kan lægge sin Sæd for kommende Slægter, men det tager de tusinde Aar, inden de kunne begynde at hæve den, og atter tusinde Aar, inden de forstaae, at de ikke er komne videre end det de forefandt.
Paa en Maade ligner Slægten det enkelte Menneske, men det er kun tilsyneladende. Slægten er et Naturvæsen med denne Verdens Kaar, og det er rigtigt at kalde den et Træ, forsaavidt dette staaer sin Tid, saa ældes det og giver Plads for andre Træer, der igjen ikke komme videre. Men det enkelte Menneske har i sit Indre en anden Verden. Hvad vi have af Slægten, udfolde vi i vor jordiske Levetid og naae vort Høidepunkt i godt eller ondt, men da indtræder Forskjellen. Forsaavidt vi er aandelige Mennesker, gaae vi ikke tilbage, tvertimod hvad vi have vundet, bliver altid klarere, stærkere og mere livsfriskt. Vi lægge ikke blot Sæden for andre, for selv at døe, men vi staae, naar det udvortes Menneske gaaer til Grunde, i det indvortes som endnu unge, og yngre end nogensinde, beredte til selv at være det nye Liv – ogsaa i det Onde.
Og medens jeg er ifærd med at see mit jordiske Liv til Ende, skulde jeg endnu overtænke, hvad jeg har faaet ud af dette, og hvad jeg har af Indhold til at gaae et nyt Liv imøde. Saa er dette da det Udbytte, jeg har af mit Liv, at det er blevet mig forundt at elske, elske alt det Gud elsker, alt det, som han i sin første Velsignelse har givet Mennesket at herske over, og i sin anden at beherske med Kjærlighed – Fisken i Havet, Fuglen under Himlen og Kvæget og al Jorden og alt det Kryb, der kryber paa Jorden, endelig ogsaa det der groer op af Jorden til vor Beundring, vor Aands og vort Legems Føde, den moderlige Jord, og Luften, der vifter over den, og Vandene, der kvæge den, og Sol og Maane og Stjerner, som han lader opgaae over baade Onde og Gode, henrykkes over alt det vidunderlige Farvespil, Lyset lader det sees i.
»Men Menneskenes Børn har han allermest kjær, Gud aander paa Øiet, naar det græder.« Saa har jeg da mest elsket Mennesker, jeg har ikke kunnet andet, de har mit Hjærte, blot jeg seer dem. Mit Livs sande Udbytte er mine Venners Kjærlighed, og deraf er den rigeste Skat atter den, jeg har hjemme ved min Side.
»Nu hælder Aaret i sin Gang, snart ødes Eng og Lund. Farvel med al din Lyst og Sang, du korte Sommerstund!« Jeg sidder her og seer Birkens Løv hænge gyldent og den kobberbrune Skov bagved, og Naboens Mark, hvor den unge Sæd spirer saa saftig grøn, saaledes er Livet. Saa usigelig skjønt, at ingen kan male det saa fint, og ingen tænke sig det saa yndigt. Men i Nat raste Storm og Regn, saa min Hustru forfærdedes. Alt dette maa forlades, alt dette maa komme til Ro.
Det er en trist Psalme den: »Gaa nu hen og grav min Grav,« mit Sind kan ikke stemme med den. Jeg kan ikke sige: »Ak, i Verden er der koldt, alt dens Lys er kun en Skygge.« Dog kalder jeg det en Høitidsdag, den da der skal siges: »Far da vel, det er fuldbragt, Dagens Sol og Nattens Stjerne!« Det er saa festligt at tænke paa at skulle see den Sol, som aldrig gaaer ned, og de Stjerner, som ere Englenes milde Øine. Jeg længes efter at skue Evighedens Dybder, og efter alle de Sjæle og alle de Helligdomme, jeg længes efter at falde ned for min Frelser og bekjende alle mine Synder.