Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem. Saadanne Spekulationer kan selvfølgelig ikke føres igjennem uden stor Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning stadig bebudes, hvor dens Kurser erklæres for faste eller saadant Noget, og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt efter det paagjældende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor ethvert periodisk Skrift i Paris, litterære Ugeblade, videnskabelige Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er nervus rerum gerendarum i det Hele, det er den, der kjæles for, det er den, der betaler. Forretningen kan drives svært i Vejret; af "Figaros" Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har været saa uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal grundlægges, hver Gang kort sagt Bankerne trænger til Publicitet efter en større Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Crédit foncier" tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved en Renindtægt af 12—15,000 Francs, de større, mere udbredte Blade det Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de sidste sex Aar er blevet indført mindst for fem, sex Milliarder nye Værdipapirer paa Pariserbørsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt deres rigelige Part "til Anmeldelse".
Og saa er det desuden ikke alene Børsen, som Aviserne har gjort tributpligtig. "Figaros" Reklamekonto udviser en aarlig Nettoindtægt for Bladet af henved tre Millioner Francs. Alting betales der. Der er ikke et Nummer, i hvilket den, der forståar at læse mellem Linierne, ikke finder mindst een Artikel, som er skreven for Penge. Reklamerne for de store Handelsforretninger er gjennemsigtige nok; dem kan Enhver opdage, men de gjør dog deres Virkning alligevel. Publikum har nu engang en mærkværdig overtroisk Respekt for, hvad der har været rost i Avisen, om det saa er Sælgeren selv, der har skrevet Rosen. Ved Siden af disse Handelsreklamer er der imidlertid mangfoldige andre. Bladomtalen er nødvendig for Enhver, der vil komme ovenpaa i den parisiske Kamp for Livet. Naar en ny Bog engang imellem anmeldes, har Forlæggeren i Regelen betalt derfor. En ny musikalsk Stjerne kan ikke dukke op paa Pariserhimlen, uden at den først har konstateret sin Glands med Guld, øst i Bladenes Kasse. Det er ikke nok at have Talent, Talenter er der ingen Mangel paa i en By som Paris, man maa ogsaa have et Navn. Naar man har naaet det, tjener man Millioner, men for at faae Navnet skal der ikke blot meget Talent til, men ogsaa mange udlagte Penge. Selv de alvorligste Pariserblade kan ikke sige sig ganske fri for at være inficerede af Reklamesmitten. De egentlige Boulevardblade har den gjennemsyret fra Ende til anden. En Part af deres talrige Redaktionsstab er ikke Andet end Reklameagenter. De faar deres Gage for Artiklerne, de skriver, men den er kun nogle faa hundrede Francs om Maaneden. Ikke destomindre tjener de Tusinder, Resten kommer ved "les affaires", det vil sige ved de Reklamer, de skaffer Bladet, og af hvilke der betales dem fem og tyve Procent. Hvert Blad har sin Administrationsdelegerede, der omhyggelig bekiger alle Notitser, før de kommer i Avisen, for at undersøge, om de ikke skulde skjule et eller andet anbefalende Ord, der, hvor fortjent det end kunde være, alligevel falder indenfor det parisiske Reklamebegreb og følgelig maa vejes op med Guld ved Kassen, før det kan faae Lov til at passere. Da Sauvages Fødeby indviede en Statue af den geniale Opfinder, maatte den betale hvert af Boulevardbladene tusind Francs for at omtale Festen. Byen var et Badested, og Festen lokkede Folk til dette, følgelig blev Sagen strax klassificeret som Reklame. Paa den Maade er det, at de elleve hundrede Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums Bohémientype fuldstændig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham, saa den ikke er til at kjende igjen. Bohémien'erne fra Firs drømmer ikke og sulter ikke, de gjør ingen gale Streger, de "gjør Forretninger". Ovre i Quartier latin har de sunget Visen, som nu er moderne der:
C'est vingt-cinq francs, c'est vingt six francs,C'est vingt-sept francs cinquante,C'est ça qui est le vrai bonheur….
Da de vandrede over Vandet og bragte Boulevardbladene deres første litterære Fantasier, har man rystet paa Hovedet af dem og givet dem Kursus i Aartiets store Visdom: Il n'y a que les affaires. Nu, saa har de lært at tude med de Ulve, de er iblandt. De gaar ikke paa Knejper, de gaar paa Børsen, de skriver ikke Vers, de skriver Reklamer; det betaler sig bedre.
Men disse Bohémien'er i nye Klæder er kun Marodører ved Journalistikens store Armee. Den har en Elitegarde af Kombattanter, hvis Dygtighed præger hele Hæren. Og paa samme Vis gjør man Uret i at tillægge det Ormstukne ved Pariserpressen altfor overdreven Betydning. Det er en Sygdom, der er kommen naturligt, næsten uundgaaeligt i Følge med det moderne Parisersamfunds overdrevne Jagen efter Guld. Den egentlige Redaktion er desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberørt af Reklamevæsenet. Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter. Var "Finanserne" der ikke, vilde han ikke kunde samle alle de Penne, der nu gjør Pariserpressen til den, som idetmindste med Hensyn til Talent staar uovertruffen i Verden. Det gaar her som allevegne: Lys og Skygge følges ad og hænger uadskilleligt sammen.
Paris som Theatercentrum
I.
Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide spørge. – Fem, sex tusind, svarer Abbeden. – Det er mange, siger Candide, men hvor mange af dem er der gode? – Femten, sexten, lyder Svaret. – Det er mange, siger Martin. – Abbeden kunde i vore Dage trøstigt føje et Nul til begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke større derved. Men det behøves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er. Frodigheden i det franske Theaters Væxt er uendelig, og de gode Frugter, den sætter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa. Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjælp af Paralleler.
Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret, det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel. Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mesterværker, saa er de dog af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjør Rejsen over den ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de største Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det væsentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste Parisertheater har sine fremragende Kræfter, og dog bliver der saa mange betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de Huset. Deres Portræter sælges i hver Flække, hvad der gaar for sig paa de parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser, og som allevegne interesserer.
Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat af mange Ting. Først og fremmest beroer den naturligvis paa særlige Anlæg hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med deres stærkt udviklede Følelsesliv og deres Trang til at spejle Tilværelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende Lyrikere. Franskmændene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed og Koncentration, Franskmændene, hos hvem en let Esprit erstatter den fuldstændig manglende Sentimentalitet, hvis Øjne ikke ser vidt, men som opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets Nøjagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem Aarhundreder har følt sig som en mægtig Nation, der har været vant til at træde op og gjøre sig gjældende. Det har givet dem den Sikkerhed og Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmænd og Skuespillere.
Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhængen i den franske dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjæde, der fortsætter sig med Led ved Led uden Afbrydelse. Théâtre français holdt sit Tohundredeaarsjubilæum med Grund. Det er stadig i den Grad Molières Hus, at man endnu der spiller hans Komedier med Træk opbevarede fra Lærer til Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske Talenter maa tage deres Examiner, før de kan blive til Noget. Har de ikke gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse vist, at de forstaar deres Metier, at de har lært det, som kan læres i deres Kunst, saa kan der for det Første ikke være Tale om, at de faaer Ansættelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i den dramatiske Digtning forlanger Franskmændene først og fremmest teknisk Færdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger Sammenhæng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge videre paa den Grund, der allerede existerer; jo højere han kan bygge, desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og her, saa bliver det i Tidens Løb kun en Bunke spredte Ruiner. Fortsætter Efterfølgeren derimod sin Forgængers Værk, saa kommer der til Slutning en Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjønhed, som bliver staaende, og som vækker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er blevet til.
Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmændenes Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa højt i Vejret. Den er i endnu større Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke Interessen stykkes ud, hvor Kræfterne fordeler sig, og hvor Kappestriden spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstæderne med to, tre hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og bliver Provindsscener uden Selvstændighed. De faaer udelukkende deres Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort Decentralisationsforsøg og opført nye Stykker af indfødte Forfattere, men disse Forsøg har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv ved de største Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge Talenter, der en Sæson ikke har kunnet faa Ansættelse i Paris, finder sig i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlængsel, og saa saare Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Førsterangsposition i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Færd med paa Theatrets Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort særlig Lykke paa en af de parisiske Hovedscener, tilkjøber en Direktør, der ligger ledig paa Torvet—og de mangler aldrig i Paris—sig af Forfatteren Eneret til Opførelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister, som man i Øjeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det samme Maaneder i Træk, er bestandig en Part af Personalet ubeskjæftiget, og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter. Han sammensætter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket, ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjør med det Tournée rundt i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vælten, der benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller. Skuespillerinder som Judic, Variétés uforlignelige Vaudevillesangerinde, har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i to Maaneder ved Midvintertid skal være ude af Repertoiret for at kunne rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Théâtre français Senior Got, er det nu særlig hende, der har givet de moderne Rundrejser af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktører til de to Theatre, det subventionerer. For Provindsbeboerne kan det være ubehageligt, men den dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Løftestang i denne stadig større og større Koncentration i et eneste straalende Brændpunkt, hvor alle Kræfterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang aristokratisk. Den kan ikke føre tarvelig Borgerexistens i smaa Føderativrepubliker, den trænger til et stort Kongedømme med et glimrende Hof, hvor den er en vue, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens Sejre Triumfer. Først da er den i sit rette Element, først da har den Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere.
II.
Opførelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af dem, der har Renommée som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv. Saasnart en saadan "Première" nærmer sig, kommer Alverden i Bevægelse. At faa Adgang til den er næst efter Æreslegionskorset det højeste Maal, der kan sættes for en parisisk Ærgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Première-Billet kan blive Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktør og Skuespillere, man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner, man lover deres Leverandører sin Søgning, man bestikker deres Tjenestefolk, man gjør det Utrolige for at komme i Besiddelse af en saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornøjelse, den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af nogle faa hundrede Privilegerede, som tæller i Millionbyens Menneskehav. Først naar man hører til Première-Publikummet, er man "Nogen" i Paris.
Til en første Forestilling er der ikke Tale om at kjøbe sin Billet. Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Først er der "la feuille du service de la presse". Bladene har i Paris ikke permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinære Forestillinger indsende en af Chefredaktøren underskreven Begjæring om Pladser, der da i Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har de Medarbejdere, der staar i nærmere Forhold til Theatret, en lignende Ret, og endelig sendes der til alle Premièrer hver af Hovedaviserne en eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller mindre indflydelsesrige Blade faaer først denne "service" til den anden Forestilling. Men de større Aviser er mange i Paris, allerede Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det Publikum, hvis Nærværelse Theatret selv af andre Grunde sætter Pris paa, det vil sige de store Berømtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premièren som til en anden stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer sig selv, lader sig det ved sine første Forestillinger være magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flæng. For at blive indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlæggelsen af forhøjet Pris kan hente Billet til alle Premièrer, maa man allerede indtage en meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have særligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente længe, ofte aarvis, til der ved Dødsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt det er at komme paa de parisiske Premièrelister, ligesaa urokkelig sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der. For erhvervede Rettigheder har Franskmændene en umaadelig Respekt. Et karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en ny Direktør. Da Dagen nærmede sig for Sæsonens første Forestilling, gik han med sin Generalsekretær Listen igjennem over de Personer, hans Forgænger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man først ved at forhøre sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden Oplysning om. En Frigænger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissør, til Skuespillere, man gjennemsøgte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker til Theatret; forgjæves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente Direktøren, det kunde jo muligvis være, at han engang havde været anonym Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under Prøven og ønsker at tale med Direktøren. Direktøren kan Ingen modtage nu, bliver der svaret. Herren trænger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand, for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og øjeblikkelig farer naturligvis Direktøren bort fra Prøven for endelig at faa at vide, hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb med at forlade Byen og vilde gjerne forinden…"—"Maa jeg bede Dem tage Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg være til Tjeneste?"—"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg nu selv flytter fra Byen, ønskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret hidtil har været saa god at sende mig, kunde gaa over paa min Efterfølger." Hr. Durand var Skrædder; han havde for en Snes Aar tilbage syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret.
Ethvert Parisertheater har sine Durand'er. De har maaske sjeldent fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden, ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I Regelen gaar deres Tilværelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr. Durands. Naar man hører til det stadige Premièrepublikum, har man den eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt. Man hører til "Tout Paris", man hører til de Toneangivende. Den gamle Adel existerer ikke længer, men Premièrepublikumet er traadt i Stedet for den. Ved de rigtigt store, opsigtsvækkende Premièrer leverer endogsaa Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne.
Uden tvingende Nødvendighed giver følgelig heller Ingen Afkald paa den eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke afhentes, er der hundrede Ansøgere. Ved de store Theatre faaer de mest Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktøren dem mod det Fire-Femdobbelte af forhøjet Pris til Billetsjouerne, der saa driver Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar undtages Théâtre français, hvor Parterret og øverste Etage altid skal sælges ved Kassen, afhændes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas tilkjøbs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have været i Huset ved en Première, selv om man Intet har kunnet se eller høre af Stykket, det er allerede en stor Ting.
Naar Bladene den næste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en særegen, udførlig Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har været i Theatret af Berømtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besøgt dem i deres Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere Dage efter er Premièren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har været til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens Øjne. De overhænges af Venner og Bekjendte, de spørges ud, de maa fortælle og fortælle om den store Begivenhed, som havde de været med til et Slag, ved hvilket Nationers Skæbne afgjordes.
Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Præg af Fest. Herrerne kommer i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Øjet kiger ind i de lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa Brystværnet og fylder Salen med en tung, duftmættet Atmosphære. Endogsaa helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering, guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der omhyggeligt studeres, mens Tæppet er oppe og Klakken paa Bænkene foran med sine løftede, applauderende Arme spærrer Udsigten til Scenen. De unge Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premièren, men ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene Tommelfinger i Vestens Ærmegab og med den anden Haand støttet tungt til den guldknappede, slæber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk, som var de dybt krænkede over af Hensyn til deres Ven Direktøren ikke at have kunnet lade deres sædvanlige Parketplads staa ledig og endelig skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjør det af med dem til Slutning.
Mellemakterne, der ved en Premièreforestilling altid er meget lange, giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Mørket oppe under Hanebjælkerne. De føler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflægger hinanden Visit i sine Førsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med bløde Tæpper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udsætter ikke sine Koner eller Døttre for i Foyeren at blive bekiget af dubiøse Blik eller deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved Premièren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig, man er som et sluttet Selskab, man kan bevæge sig, hvor man vil, Foyeren seer ud som en Salon, fyldt af Gjæster. Gruppe ved Siden af Gruppe, forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra Galleriet, til en Helhed ved Hjælp af ivrigt gestikulerende Herrer, der farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal, et Dødsfald, en Udnævnelse eller en Skandale, de allernyeste Begivenheder, der er passerede i den fælles exklusive Verden, som hele dette Premièrepublikum tilhører. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en saadan Forestilling fortæller, at Alt, hvad Paris rummer af Berømtheder, var i Huset.
Baade Forfatter og Aktører anstrenger sig af yderste Evne for at tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som væsentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt over Scenen som ved den første Forestilling. Man holder Prøve paa Prøve Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjøre det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes og Samarbejdets Potensering for Premiérepublikummet. Dets Dom er absolut afgjørende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den første Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen; gjør det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor længe det kan blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed, slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende højt, helt op til fem, sex hundrede Opførelser de suite endogsaa.