Der kommer en umaadelig Bevægelse mellem Publikum, saa saare Tallene begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Løbendes Numere markeres. Alle rejser sig op. "Assis! assis!" brøles og hvines der fra Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Øjeblik ingen Tanke for. "Hvem løber?" det er det første store Nysgjerrighedsspørgsmaal, det gjælder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet; til "grand prix" er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man trækker sig kun grumme nødigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et Slags Adelsdiplom, at den har været med ved det rigtige store Løb. Man kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjære? Der findes forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Løbet nogen af de hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en Førsterangstrænør paa et eller andet fjernt, øde Sted, pludselig dukker frem og gjør alle Sportsmændenes Beregninger til Skamme? Man har set Sligt ikke saa sjældent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager, saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har støttet sine Væddemaal, ikke to Sous værd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Løbere at gjøre, saa er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed. Der mangler sjælden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med Enere mod Tiere.
Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa Tavlen. Om der var tilstødt et Uheld! Om den pludselig var bleven indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Væddeløbere er ømfindtlige som de store Primadonnaer. Ængsteligheden begynder at brede sig. De, der har været bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan umulig være hændet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig været omgiven af en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste den med Brød, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til at lade sine Evner straale i det skjønneste Lys. Den er sund og frisk, glødende af Kampiver, forsikrer de; de har været i Stalden endnu om Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige Blikke; Hjerterne hører op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa dens Tal paa Tavlen. Et højt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det skjæres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu Stilhed over den store Væddeløbsbane som i Theatret, naar Tæppet hæver sig. Alles Øjne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i Række kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjør en lille Galopfart for at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Løbet begynder. Hvor der strækkes Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetørklæder og Hatte og Parasoller i Et uendeligt Brøl fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber sin foretrukne Dystløbers Navn og bliver ved at raabe det under hele Løbet, som om Hesten kunde høre det, og som om det uvægerligt maatte føre den til Sejer, naar det blot overdøvede alle andre. Der kommer de frem ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den holder sig! Den øger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra!
De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey, førende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele Væddeløbsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmænd paa Sadlepladsen flokker sig lykønskende om Ejer og Trænør. Den Første tager ved dette ene Løb en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer, Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjønheds, og hvis Tjeneste betales højere end en Adelina Pattis og en Faures Toner.
Efter "le grand prix" følger der atter andre, mindre Løb med Priser fra sex til femten tusind Francs. Det Hele ender først henimod Aftentid. Men Væddeløbsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part maa se itide at faa fat paa sine Kjøretøjer, der kan gaa Timer, før de findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af Champs-Elyséesavenuen at være Vidne til det nye Skuespil: le rétour des cours, den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjørsel i Parade. Hele den brede Allée er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en formelig Hær af Vogne, og det varer Timer, før Revuen tager Ende. Her holdes Hovedmønstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer Overraskelse paa Overraskelse. Er "le grand prix". Slutningen af Parisersæsonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise Udlændingene sin kjære Stad i al dens Herlighed, før man overlader den til deres Indvandring. Fra den første Mandag i Juni har de Lov til at fylde den med Rejsekostumér og røde Baedekere, men den store Væddeløbsdag skal den være sig selv, være paa Højden af sin Glands og Pragt. Og det er den.
Badeliv ved Kysten.
Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalænge Solen befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevægelse, En hel Hær af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjæftiget med at holde Alting vaadt, der bliver sprøjtet og sprøjtet paa Makadamiseringen, Husfacaderne overrisles, Gaardene sættes under Vand, Trottoirerne skures og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjølighed, saa den store Bys Indeklemthed ikke trykker.
Men alle Regler har desværre sine Undtagelser. Af og til, naar Temperaturen stiger særlig højt, og Sommeren bliver særlig tør, vil Dhuys og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke længer gjøre deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Trængselstid. Byen begraves i Støv. Som en tæt, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange Boulevarder og Avenuer. I de første Morgentimer staar denne Taage endnu lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde løfte sig i Vejret eller løse sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner, efterhaanden som der kommer Folk og Færdsel, med hver ny Vogn og hver ny Fodgænger hæver den sig højere og højere. Den ruller ind over Byen i voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter Time fortætter de sig. Længere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm, okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra Lygtepæl til Lygtepæl. Det Hele er forvandlet til et ubegrændset askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Træer og Huse glider sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Døren, er i det samme Nu Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Støv; naar man har gaaet en halv Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man sætte sig ved et Kafébord paa Trottoiret, maa det først fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer ruller langsomt og bedrøveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over de lange Boulevarder er der næsten ikke et eneste grønt Blad at opdage. Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Støvet ude fra Gaderne trænger sig gjennem hver lille Sprække og Aabning, laver Skyer, lægger sig i Lag overalt.
Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt, faaer Sommerrædsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted før dem. Under den nye atheniensiske Republik kræver Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det store Træn fra Sæsonen, sætter sig paa landlig Diæt og vegeterer i en Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er væsentlig dette Hensyn, der allerede strax efter "le grand prix" begynder at lægge Paris øde. Under de to følgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I Slutningen af Juli er den berøvet saa at sige hele sit "tout Paris", det lille Frimurerselskab af udvalgte, ægte Parisere, der til daglig Brug ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa sjeldne, at de vækker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne, Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Søndagen formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt tomme, mest befolkede med Arbejdere, stønnende Forretningsfolk og langsomt drivende engelske Lorder og Misser.
Paris er paa Landet. Man tager til sit Château, naar man har enten et virkeligt Château eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med god Villie kan tillægges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i Omegnen, naar man er nødt til stadig at ture ind i Forretninger, eller man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjør helst det Sidste; det er mest Fashion.
Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I gamle Dage var der væsentlig kun Trouville; nu tælles de snart i hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besøge.
Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra Fécamp. Men Alphons Karr kom tilfældigvis dertil og opdagede Stedet, ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to høje, hvide Skjærgaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan spadsere gjennem en lang Gade, der bærer hans Navn, og hvor de Handlende i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger prægtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den nærmeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og Badegjæsterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight og Brighton, har kastet deres Kjærlighed paa det, og et Sted, der tages under Armene af saadanne Magter, behøver ikke mange Aar for at komme i Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overfløjet de fleste normanniske Badesteder. Trouville skræmmer trods de demokratiske Tider Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjøre lange Strækninger ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fécamp for provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig, og Vinden blæser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af ægte fransk Badeliv, skal man for Øjeblikket tage dertil.
Turisten, der kommer for et Par Dage, vil være henrykt. Det stolte Hav med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjærgaardsklipper, som springer ud i det og danner en Række af mægtige Portaler, mod hvilke de herligste Triumfbuer kun er Legeværk, det muntre, brogede Badeliv paa Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de grønne Bakker, Musiken fra Kasinoet—alt det vil sætte ham i Begejstring, og han vil uden Betænkning erklære Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En eller Anden, som læser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa Grundlag af den, foretrækker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det.
Ubetinget fornøjelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i Vandet fra nordiske Badehuse, vækker den Forbavselse i første Øjeblik, og det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten vil erklære, at Sligt kan de paa ingen Maade være med til. I sidste Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag. Hvad alle Mennesker gjør, kan ikke i Længden vedblive at være stødende for den Enkelte. Amerikanere, Englændere, Russere og andre Folkefærd følger da ogsaa uden Betænkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn til Alder eller Kjøn i den brogede Vrimmel af Badende. Der er særlig to Tider paa Dagen, da denne Vrimmel præsenterer sig mest malerisk, nemlig om Formiddagen umiddelbart før Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjæster, befinder sig da paa Skrænten, som fra Kasinoterrassen fører ned til Vandet. Under Sommerparaplyer og røde Parasoller lejrer man sig i Grupper paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedækket, plasker i Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klæde sig af og paa. Disse smaa Træhuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, før man faaer fat i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung Frøken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten efter En, hører til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre, uden at støde den gode Tone, banker paa Døren til en Dames Paaklædningsværelse og spørger, om han snart kan afløse hende. Alt gaar her paa Badeskrænten for sig fuldstændig sans gêne. En Badetur er her det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen sætter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Stævne til Badningen den næste Formiddag. En isoleret Vandgænger hører til de store Sjeldenheder; i Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der følges ad og i deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade ned ad Gangbrædtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet.
Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af et broget Skjærf, Benklæder, hvis normale Længde er til noget nedenfor Knæerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler.
Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer. Mellem den bedagede Pebermøs folderige, til Anklerne naaende Dragt af sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, stærkt nedringet, uden Ærmer og stumpende ovenfor Knæet, kan man vælge Overgangsformer nok, der blotter eller dækker alt, efter hver Enkelts Behov og Tilbøjeligheder. Herrerne møder som oftest i stribet Trikot, der ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for præsentable i det Kustume, er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrøbeligheder under en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom være tilstrækkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og Vandet plejer begge Kjøn at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den er imidlertid ingenlunde absolut nødvendig, og det er kun Faa, der ikke under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for Vandringen opad efter Badet. Under dette lægges den helt nede ved Bredden, fortøjet med et Par af de største runde Sten, man kan faa fat paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige, inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde ikke hensigtsmæssig uden disse Kapper.
Badningen er langt mere et Fornøjelsesparti end en Sundhedsforholdsregel. Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestræber sig for at more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det høje Springbrædt styrter baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over hinanden, slaar Kolbøtter over hinandens Ryg eller under Brædtet, vælter sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og søger i det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dødsforagt for det vaade Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltrække sig en eller anden badende ung Frøkens Opmærksomhed. Damerne kan i Reglen svømme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjønne ogsaa Plads i en af de smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af Herresværmen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bølgerne, for saa at lade deres Favntag bære hende ind igjen. Fartøjets Bjergning overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De Damer, der ikke er indviede i Svømmekunstens Mysterier eller ikke dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar Undervisning af Bademestrene eller af nærbekjendte Herrer, overpjadsker hinanden med Vand og bliver hvert Øjeblik bange for Bølgerne, som ruller hen over dem og slynger dem omkuld eller vælter dem ind mod Land, Bølgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersværmens højrøstede Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden hænder det ogsaa, at en nærgaaende Bølge skyller helt op til de nærmeste Stolerækker og over Hals og Hoved jager deres Indehavere op ad Skrænten, samtidig med, at den fører Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt hænder, er der ingen Ende paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver søger at redde Sit, men Ingen kan naturligvis finde netop sine Ejendele.
Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i Etretat, naar det udstrækkes over et længere Tidsrum. Folk, der ligger ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilværelsen, at Badeliv nødvendigt maa være ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjæsterne i Etretat synes denne Opfattelse at være bleven til et Dogme. De betragter Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som Etretat hører Alverden efter en fjorten Dages Forløb uundgaaelig til en af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt, at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget, betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelæsninger og ved praktiske Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive Maaneder hen i Etretat uden at trættes; men dertil bliver Stedets Adspredelser og hele Liv i Længden for ensformige. Det kan være særdeles morsomt for en Gang eller to at være med til Yndlingssporten ved disse Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer omkring mellem Skjærgaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det er dog den Slags Fornøjelser, som ikke egner sig til at gjentages hver Dag. Krocketspillet paa de store Plæner omkring Byen synes at være et Privilegium for Englænderne, og Ture op til Bjergtoppene gjør man een Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornøjelse, da man ikke kan faae en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs.
Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard paa halvtredsindstyve Alens Længde, begrænset paa den ene Side af Badeskrænten, paa den anden af en Kafé med de højeste Priser og den sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af Spille-, Læse-, Koncert- og Dansesale.
Næst efter Badetimerne er det Kasinobesøgene, der spiller Hovedrollen i Badegjæsternes Tilværelse. Naar man ikke hører til de Millionærer, der paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjønheder, er man i Etretat ikke bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed andetsteds. Stundom er man endogsaa værre faren, idet man lever indestængt i en lille Kjøbstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to saadanne Institutioner, der selvfølgelig ikke kan rumme meer end et Minimum af de Besøgende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervæggen, naar man vil strække sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end højst nødvendigt, gjør man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller Écarté, en meget høj Écarté—der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt Haand—medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og viser deres Toiletter, eller af og til gjør en Tour ned paa Rullestensskrænten for at hente det ikke sjeldent frugtbart forhaandenværende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den tager sig ud i Vandet, og saa sætter sig i Skyggen under Kasinokaféens Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfærdeligste Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englænderne gaar omkring i Jockeyjakke og har Spleen, mens Englænderinderne derimod sørge for den almindelige Morskab ved at præsentere sig i hvide Trikotkjoler med højrøde Livbaand samt alenlange Sko og sorte Strømper.
Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig høre ved disse Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den hede Sal. Til Dandsen er Tilstrømningen ikke mindre. Tilsynet overholdes saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det hører følgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen—og meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde Alderdommen—hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om Formiddagen er komne op af Badet. Især paa Englænderinderne er der ingen stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens. Naar de møder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrøjer lidt mere stramt.
Alt det kan, som sagt, være ganske fornøjeligt at se paa og være med til nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det hænde, at Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som Normandiets Himmel. Luften skal være styrkende, siger man, men Alverden gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjærgaardsklipperne voxer der hverken Blomster eller Blade, og de lange, grønne Bakkeskraaninger ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man kan bilde sig ind, at man er i Naturen.
Nationalfesten.
Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad Napoleonsdagen var under Kejserdømmet. Et helt Aarti omtrent havde Paris baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser. Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kæmpeværket paa Marsmarken stod færdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strømmede til fra alle Jordens Egne. Fredens Gjerning havde læget Krigens Saar. Paris var atter sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Længsler og Drømme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By, Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest, Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfødte Hof. Siden den Tid fejrer den franske Republik hvert Aar sin Fødselsdag. Den har valgt dertil den 14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den fortsætter.
Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og hver Landsbyflække, men hvor store Anstrengelser man end gjør sig allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet Folkefærd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig. Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning først og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vælte alt Muligt af sig og fornøje sig som Børn i uskyldig, overstrømmende Glæde. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed føre til nye, storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjøre det, hvor gammel end Nationalfesten bliver.
En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt tømrer og hamrer man, hænger Lygter op, bygger Æreporte, rejser Mastetræer, pynter Huse og kjøber Flag først og fremmest. Trikolorhavet voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det. Pariserne flager ikke, som man gjør det i mindre extravagante nordlige Egne af Verden. De hænger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste Hus, de pynter Façaderne med tætsammenpakkede Emblemer af dem, de spænder dem som Theatersoffitter tværs over Gaderne fra Tag til Tag, der hæver sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud; de store Nouveauté-magasiner sælger dem for et Par Francs Stykket, og det er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne være med til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjøbende Publikum svælger i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore Strømper og trikolore Halstørklæder, trikolore Vifter og Lommetørklæder og Dukker for Børn; alt Muligt, hvad der sælges, maa, nåar Nationalfestdagen nærmer sig, være trefarvet, selv Herrernes Seler og Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjør en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjørner. Nogle Droschkeejere maler selve Vognene blaa, hvide og røde, pynter Kudskene med trefarvet Liberi og anskaffer sig trefarvede Dækkener til Hestene. Samtidig er Gaderne overspændte med et saadant Væv af Guirlander og Blomster, at man i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da forsvundet under Løv og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man med trikolore Papirsstrimler og med højst primitive trikolore Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og spørger hinanden, hvad der kan være i Vejen. Selv Sælgekonernes Frugt- og Légumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig trikolore Lærredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres Hatte; Børnene gjør man trefarvede fra Top til Taa.
Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan kjende den igjen. Det sædvanlige Liv er borte og erstattet af et helt nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og Færdsel sin vante Gang. Først henad Aften, naar Forstædernes Beboere gjør deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af Søndagspræget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes. Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man sætter sin Fod i Gaderne, mærker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er først og fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre Steder, de er nu rømmede for deres Boder og forvandlede til vældige, guirlandebehængte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Værksted, selv Posten standser sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tømmes der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen, yderlig fornøjede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den rastløse, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt, skikkelige, søndagspyntede Grupper med en Mylr af Børn, og de standser hvert Øjeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa Gaden. En af de talløse Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig op der omkring et Stativ, der bærer et trikolordrapperet Republikhoved med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehængte Faner. Man opfører Koncert, og unge begejstrede Mænd holder Taler til Forsamlingen mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, klædt paa som Frihedsgudinde, løftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige Søndagshøjtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskværdige paa denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemærkninger med hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der mødtes, man gaar omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at være forekommende, og man griber med Begjærlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rømmer sin Plads for hinanden i Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget.