Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overværelse af Republikkens Præsident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter grand prix. Det er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store populære Fest. Men den er ogsaa populær tilgavns. Den Part af Paris's Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine Soldater. Paa selve Revuesletten gjør den ikke synderlig Spektakel; den staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et pænt, anstændigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant Korps. Men paa de smaa Kaféer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor Soldaterne trækker over, naar de har defileret forbi Præsidenttribunen, der giver man til Gjengjæld det glade Humør saa meget mere overgivent frit Løb. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre paa den anden Side Boulogneskoven.
Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo længere man kommer ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor Orphéons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endeløse foran En, fejede rene for al den brogede Færdsel, som ellers tumler afsted over dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt Øjet kan naa. Efter Klokken sex er al Kjørsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sørget for at tage sig saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stødende Sidegader drager man sig med ægte Pariserhumør og i ægte Feststemning den sjeldne Lejlighed til Indtægt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten. Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med en Tilgift af frisk Aftenkølighed, og en Hærskare af smaa italienske, guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjøre andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at være en ganske naturlig Ting.
Befinder man sig imidlertid et Sted paa Boulevarden, hvor man netop ikke kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, øde, graa Vej, allevegne omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand hører man Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til at tænke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette Bombardementsindtryk forstærkes kun, naar man drejer ind i en af de Gader, der fører bort fra Centrum. Politipræfekten udsteder stadig Plakater, ifølge hvilke den saa yndede Afbrænding af smaa Sprængbomber og andre Fyrværkerisager hører til de ikke engang for et Folk, der morer sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjældent seer man en enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke været forbundet med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Sprængbomber, tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er undertiden ganske forfærdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig har sin mest støjende og overgivne Karakter, blændes og døves man fuldstændig af disse Raketter, Sole, Sværmere og Bomber, der farer ud fra hvert Vindue og hver Gadedør med Tilbehør af Artillerisalver. Her er der alt Andet end øde. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhøjt af Fornøjelse. Faaer de Fyrværkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok yderlig fortørnede et Øjeblik og farer med vældige Eder over mod den, der har brændt det af, som skulde det gaa paa Livet løs. Men det varer kun et halvt Minut. Naar han pænt har afgivet sin Undskyldning og erklæret, at han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa den glade Nationalfestdag.
Hele Staden over begynder ved Mørkets Frembrud Illuminationshavet at sende sine Strømme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig, gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kæmpebyen, hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terræn paa den anden Side Fæstningsværkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter, selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder mellem Mastetræer, der følger efter hinanden for hver tredie Lygtepæl, trukket prægtige Gaskroner, fem i hver Række, snart er det en af de offentlige Pladser, hvor en ny Statue afsløres i Tusind-og-en-Nats-Glands af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander, slyngede mellem hinanden saa tæt som Lianer, snart atter er det Boulogne- eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet hænger Tusinder af røde Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Søerne vrimler det af Smaafartøjer, overhængte med kinesiske Balloner, Raketternes og de farvede Fyrværkeribombers uophørligt dryssende Regn falder som Myriader af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud allevegne inde fra Træernes Tykning, lægger sit dagklare, fantastiske Skjær over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elyssées er der mellem Træerne trukket dobbelte Rækker af Gasguirlander med mælkefarvede Kupler, og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortsætter sig som et Net ud over den umaadelige Concordeplads og oversvømmer den med Lys, mens farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjær ind i Fontænerne paa begge Sider af Obelisken. Tuilerianlæget er blevet en Aladdinshave med store, straalende koulørte Frugter paa alle Træerne, Kirkernes Spir rager op som flammende Kæmpefakler, om alle de offentlige Bygningers arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt man kan se, spænder Broerne sig over Vandet snart i gylden Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld dæmpet Taageglands af røde orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa tæt behængte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det mørke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys og Flammer, allevegne krydses den mørkblaa Nathimmel af Raketter fra de sex Kæmpefyrværkerier, som Municipalraadet i Aftenens Løb lader afbrænde fra højtliggende Punkter af Byen.
Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne præsterer i de snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstæderne til. Paa begge Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede Glaslygter, føjede sammen i trikolort Arrangement til en lang, løvganglignende Allée af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der paa selve Husenes Façade hængt kulørte Papirslanterner op, der dækker hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem. Ud fra Taget skyder der samtidig lange Stænger, som bærer Buketter af illuminerede Papirsblomster, de hænger paa Snore over Gaden, og de gløder som store St. Hansorme i Laurbærbuskene, hvormed man til Overflod har fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Mænd og Kvinder med Lanterner i Form af kæmpemæssige Konvolveler afsted gjennem disse Gader, røde og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjær over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede Kokarder paa Haaret, Sværmerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer, drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Mængden. Nu mærker man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten, og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede, festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kaféerne til Vauxhalshaver med mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trône hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Théâtre-français- og Børspladsen holder man fête foraine. Hvor den er karakteristisk for Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres Yndlingsfornøjelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt over hele fête foraine-Bæltet, og man staar i Queue ved dem allesammen for at komme op paa Træ-Bucefalerne. Øjnene straaler, man leer og hviner af Glæde, mens man strækker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der er en vittig Kronikør, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at Karusselhestene skulde være i permanent Rotation paa alle Pladser og Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig lægge Hænderne i Skjødet. Intet Oprør vilde nogensinde banke paa hans Dør, thi de nationale Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne er der Barakker med hele Theatre, hvor man opfører store patriotiske Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Børnene fra 93", som stadig gjør stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de er mageløse. Saavidt jeg kunde skjønne, hang Stykket ikke sammen, men fremstillede i skjønsom Afvexling Billeder af den store Revolutions Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke Østerrigere og en fransk Soldat. Østerrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevær i den ene Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau, hvor et Barn laa paa Dødslejet; det var død, forklaredes der, fordi dets Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor Østerrigerne og Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det døde Barn allesammen stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue paa Hovedet. Da det var forbi, fik Østerrigerne og Franskmanden Trommer om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny Forestilling…. Hvor man kommer hen, døves Ørerne af saadanne Svadaer, for hvert Skridt maa man standse og høre paa disse uforlignelige oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre og elektriske Fruentimmer og Fiskemænd og Kæmpekvinder og Somnambuler, af Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en verdensomvæltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjorteærmer, der byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer. Grupperne flokker sig, man trænges og ler og siger Vittigheder. Og stadig farer der Sprængbomber ind, hvor Mylren er tættest, og syngende og trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulørte Lygter paa Hattene. Skjænkeværterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader dem strømme for hvem der vil drikke, Spækhøkeren ved Siden af vil ikke staa tilbage og kaster trefarvede Æg i Grams til hvem der vil gribe. Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med Følelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjør ikke en Kat Fortræd. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste kunde ønske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og været, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden af deres Natur: store, godmodige, elskværdige Børn.
Sommer-Søndage ved Paris,
Udenfor Fæstningsværkerne, i et Bælte, der snevrer sig ind hist og her, men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, strækker sig rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne kalder La banlieue. Det har Landets friske Luft og grønne Sommerpynt, men det har den bymæssig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med Navnebrædt paa Hjørnerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen, der i Tidens Løb er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenværende Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstæder, Markerne mellem dem stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort, sammenhængende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom den graa Kæmpeby.
Her er Pariserens forjættede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen erEndemaalet for al hans Stræben, den lokkende Belønning for et Livs Slid,Lykken saa stor, som han kjender den.
For at naa den arbejder og arbejder han og paalægger sig alle Savn. Selv efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalænge "Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Værksted. Han kjøber sit "Terrain" og drager med Kone og Børn til Banlieuens Kanaan. Hans Ærgjerrigheds Higen kan have stilet højere eller lavere, alt efter den Klasse af Samfundet, han hører til, men i Kubikmetre kan den altid maales.
Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Pæretræer og forresten lader Verden sejle sin egen Sø, den lægger over Banlieuebæltet en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen gaar af En i det Samme man sætter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Blødt, Bedøvende, en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvære. Heller ikke Landliggerne gjør noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en møbleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de føler sig moralsk forpligtede til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende Befolkning er der de nomadiserende Gjæster, Søndagspublikumet, som kun kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af smaa Bestillingsmænd, som aldrig naaer op paa "Rentens" grønne Gren, eller af smaa Haandværkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet først lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse, naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more sig. Tvertimod, intet andet Folkefærd er saa sparsommeligt med sine Fornøjelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen Haandværker ved Siden af, Skrædder, Skomager eller Sligt. Man finder ham ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for at unde sig den Smule Søvn, han kan faa, naar han hvert Øjeblik skal trække i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternølerne. Kig ind i Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller Strygebrædt. Besøg de smaa Butiker. Ejeren, hans Sønner og Døttre staar ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem deres Plads undtagen de Par Øjeblikke, da de skiftes til at gaa ind i Værelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages, bliver kjøbt med Opoffrelse af Indtægt, og den tages derfor kun sjelden. Men river man sig endelig løs engang og gjør et "partie de campagne", saa skal det følgelig ogsaa være Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig op, mens den sad stænget inde saa længe; den maa nu have Luft i en Udladning, der kan forslaa.
Saa fyldes da Banlieuebæltet i Følge med disse Landtours-Gjæster og til deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der fête foraine, bal champêtre, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer, en Invasion af Fornøjelsesvirvar og Fornøjelseslarm à grand orchestre. Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souveræne Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjør Banlieuen saa ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den.
Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres grandes eaux", de vidtforgrenede Springvandssystémer, der hørte med til Le Nôtres Parkanlæg, og som endnu paa bestemte Sommersøndage sender deres taarnhøje Straaler op over de store Plæner, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin Bains-mixts, hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine Illuminationsfester paa La Grenouillère-Øen og sine Kanotierballer. Asnières og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i Træk, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude, Sannois sin Mølle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Væddeløb. Man har hundrede Steder for et at tage hen. Petit Journal indeholder hver Lørdag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn, hvor der den næste Dag er Noget paa Færde. Befordringen er saa overmaade let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer højt tilvejrs, mellem Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af Saint-Lazares og Nordbanens fælles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra Morgen til Aften, uden at mindst een graa Røgslange bugter sig hen over den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Trængsel eller Besvær ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjøbet baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke smaa Dampbaade-Omnibusser, en ægte parisisk Specialitet og det fornøjeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan tænkes.
"Du côté de la Seine", er i de ni Tilfælde af ti Maalet for Landpartiet, Pariserne nærer en ganske umaadelig Kjærlighed til Seinen; deres Passion for den er næsten meer endnu, den er et Slags Kultus, de tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen faaer deres Hjerte til at vibrere.
Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjønne Land, ligger bundet i dens Flodseng. At hans Støv maatte komme til at hvile "sur les bords de la Seine" var den store Napoleons sidste Ønske. "Au milieu de ce peuple français", føjer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte, Frankrigs Sjæl, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder af Mile fra Hjemmet. Han tæredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som Lægerne Intet kunde gjøre ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange være Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjør Verdens Skjønhed.
Kun saalænge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevægt, der sætter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule bort fra den, bliver de strax nervøse, ubehjælpsomme, de føler sig allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting. Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne deres Kjærlighed til Floden bliver gjengjældt. Kan de ikke undvære den, saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig løs fra dem og deres By. Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det hele Banlieuebælte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Løb og troer, den fortsætter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene Side, man gaar tværs gjennem Skoven og træffer den igjen paa den anden Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til En og siger, jeg flytter med. Den gjør En rent tummelumsk paa Banlieuens Topografi. Selv Folk, der er barnefødte i Byen, kan ikke finde Rede i de Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjære Flod er allestedsnærværende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide.
Valfarterne til dens Bredder begynder med den første Foraarssøndag i April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig tættere og tættere, jo mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er forunderligt skjønne. Vejen, som fra Meudonskoven følger Højdedragets Kam over Sêvres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra store, træoverskyggede Plæner aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom klæder Bakkeskrænterne i Fest. Pynter og Øer med gamle Træer skyder sig ind i Flodløbet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Grønne; hele Terrænet vugger sig milevidt bølgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer strøede ind mellem Lunde og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort, straalende, farvefuldt og sommerfornøjet. Men det er ikke det alligevel, der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen særlig vakt Sands for Naturskjønheder. En af deres Kronikører, der er mest "parisien", har engang ærligt skriftet, at han var ude af Stand til at forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i Øjesyn fra et Kafébord med Marmorplade, sous la tonnelle, hvor han bekvemt kunde strække sine Fødder paa Asfaltgulv. Det bredere Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan nøje sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafébordet og Løvtonnellen undværer det nødigt. Det klattrer op paa Seineskræntshøjderne, men det gjør den Tour af saa hurtigt som muligt. Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i Omegnen hører med til et parisisk partie de campagne, som skal være fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man ogsaa fyldt sig med al den Naturskjønhed, man har Behov. Man stiger ned til sin kjære Seineflod igjen og helliger Dagen til Glæderne ved dens Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "la friture", til Middagen, et Løfte, hvorved de dog i Regelen tilskriver sig selv mere og Fiskene mindre Kløgt, end begge Parter viser sig at besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornøjelse, der af alle har højest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man møder naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Sømandskrave eller Lærredsfrakke med Guldankre, Lærredsbenklæder med kulørte Striber ned langs Sømmen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge som muligt. Først naar den er alenbred, gjør dens Ejermand rigtig Lykke. Saaledes udstyret og med en Kjæreste eller idetmindste en "Veninde" ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen brænder, roer man under Hvin og Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kæntrer Baaden, og det hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er Morskaben først rigtig. Saa lægger man sig til Tørring i Solskinnet paa Bredden, slaas med Sand og Græs og Hatte, holder Fløjtekoncert paa sine Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der er en Verden, som er kjedelig og besværlig, og husker kun paa, at den Dag idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af Piaseer. Bliver Humøret et Øjeblik en Smule mat, er man stadig ikke længere fra den lille, landlige Kafé, end at et Glas Absinth eller en Flaske petit bleu hurtigt kan sætte det i Aande igjen. "Tonnellen" har sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der med stadig voxende Frodighed.
Festens Glandspunkt er Middagen i disse vinløvomrankede Verandaer. I selvmedbragte Madkurve og Græsplæner som Spiseborde seer Pariserne undertiden en Nødvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve højt, naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i. Flasker med Støv paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans, og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men den Slags Flasker—og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det Hele taget—har sjeldne Gaver til at sætte Kronen paa, hvad en Dag i Sol og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og Udraabertrompeter—der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar Nærhed—ovenpaa Døsigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa Seinebredsgjæsterne tilstrækkelig animerede til med fuldtaabne Arme at tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonfløjten bliver sat i Aktivitet af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger, Skydebaner og Somnambulevogne oversvømmes af støjende Skarer. Larmen stiger og stiger, kun de store Parktræer staar stille og forbausede og seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til Undsætning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Træer. Den hører næsten uundgaaeligt med til en parisisk Sommersøndag. Man er saa vant til at faa den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjør sit partie de campagne, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjælper saa med til Fornøjelsen. Den giver Festdagen en Ende med Eclat. Éclat er der tilgavns i en ægte parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald, Saa overgivent kaadt vælter den sine Strømme ned over Stimen, der klumper sig sammen og trækker til Jernbanestationen under eet sammenhængende Parapluitag, at det er umuligt at blive fornærmet over den. Man vælger da det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhøjt over hinandens Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et Humør uden Lige.
Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud næsten allesammen. Skovtoure kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kæmpeege, dens vildtromantiske Klippekløfter, dens Søer og Vandfald, en af de største og en af de skjønneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke længer end til Karussellerne ved Fronsardkløfterne lige i Udkanten af den. Endog Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger længere fra Paris end Dyrehaven fra Kjøbenhavn, er saare sparsomt besøgt. Gjennem dens prægtige Alleer ruller Herskabsvogne i Mængde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og til paa en af de aabne, med alenhøjt Græs bevoxede Pletter træffe et Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skrænten ved en lille Bæk, nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man kan saa ogsaa være sikker paa, at de Første er meer eller mindre beslægtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for højst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de synger med Digteren: