Rien ne rime comme deux lèvres, Les plus doux vers sont les baisers.
Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt en vogue. Det mest populære er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig høj Stjerne saavel hos Pariser-Bourgeois'en som først og fremmest hos den parisiske Student og "Studentinde". I hvilket Slægtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa den øde Ø melder Historien Ingenting om. Hans Portræt i Legemsstørrelse findes over Indgangen til Beværtningshaven, Lysthusene er anbragte i Træerne og dækkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov, Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Børn i disse Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle halvhundrede Fod høje Træer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om Stammen, og øverst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjøres gjennem Raaber, det er højst originalt. Værten er bleven Millionær ved det Indfald, og den lille Banlieueby et Søndagsvalfartssted af de allermest besøgte. Den har sin egen Jernbane, en uhyre kuriøs diminutiv en, der snoer sig som en Snog ind mellem Hegn og Haver, løber rundt om Blomsterbede og bider sig selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Søndagsrytteriet paa Heste og Æsler. Det er ikke de ædleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere. Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grøfterne derude, hver anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og sønderreven Kjole. Men hvad gjør det! Det løste Haar klæder godt, og til en ny Kjole bliver der sagtens Raad, før man skal i Skoven næste Gang. En skummende Tisane i Robinsonteltet kjøler de hede Kinder, men holder Temperaturen i det hede Blod. Fra Trætoppen seer man Solen lægge Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar.
Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien. Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfære, der ligger over de populære Lag. Bredderne af dets fortryllende Sø er krandsede med Villaer, hvis Ejere er store Financierer, som tæller Rentekapitalen i Millioner, og Søndagsgjæsterne paa denne Sø holder ikke deres Indtog til Musik af Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drømmende Blomsterøer. Fra en stille Krog, hvor Hængepilen bygger Løvkuppel over Søspejlet, kaster de Fiskesnøren ud i det grønne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler ned bag Montmorencys Høje ud paa et Tæppe af Purpur og Guld og driver og drømmer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertrængselen ellers kun seer lidt til, væsentlig rekruteret fra den Part af le monde, som hverken har le grand monde's Præsentationsmidler eller Præsentationstrang, Embedsmænd med unge Døttre uden Toiletter og uden Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem. Der er ingen Karusseller, men der er Jardin des roses med dens Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og en lidt mindre morsom Forklædning. Vil man til ren Natur, skal man ud over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slæber Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly, ved Compiègne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i uberørt, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa meget man lyster.
Parisere en Évidence
Mme. Adam's Salon.
Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedømme til Ende var disse smaa toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der dirigeredes med souveræn Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umærkelige Drejninger Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt aristokratisk Konspirationsvæsen. Men de kom igjen med Kejserdømmet. Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed, saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund. Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der nogensinde vil gjøre det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu. Salonens første Livsbetingelse er en Slægt af Patriciere. Det har Paris i vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere alligevel.
Forsaavidt de gamle Adelsslægter virkelig existerer længer—man hører saa lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom —er det i hvert Fald saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa blødt i Spindelvæv og sover en saa sød Søvn, at det vilde være Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv. De politiske Storheder er kun Statens første Mænd i Kraft af deres Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra. De har næsten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting, de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som Ægteskabs-, Familie- og gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de selv er naaet op. Saalænge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalænge der ikke har formet sig nye Slægter, i hvilke det er Tradition at være Nummer Et, saalænge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en Samling af enkelte Personer fra højst forskjelligartede Samfundslag, hvem Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfældigheder for en Stund gjør til Notabiliteter, som mødes paa Gader og Stræder, i Theatre, ved Fester, overalt, hvor der er Noget paafærde, og som der skaber Opinionen, men den vil ikke have noget société, nogen fast sluttet, toneangivende Kreds, hvis Saloner er Pariserlivets Centrum.
Af alle de Mænd, der har været en vue siden Republikens Indførelse, har Ingen gjort endog blot Forsøg paa at skabe en Salon i de gamles Mønster. De har uden Undtagelse indskrænket sig til deres officielle Receptioner, denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har Æren af at have opfundet, og som er den kuriøseste, der kan tænkes. Præsidentens Elyséefester er Modellen. I Stil med hans Bal-omnibus forvandler Ministre og Soussekretærer, Seine- og Politipræfekt, Kammerets og Senatets Formænd, hele Rækken af den store Administrations Funktionærer skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsættelser af Gaden. Man udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjør man sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand, der vil komme. Man ønsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede, det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af sine Gjæster, og man lærer dem heller aldrig at kjende. Præsentationer betragtes som overflødige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag, driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, træffer maaske ved et Tilfælde, men et Tilfælde, der kun hænder sjeldent, en og anden Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjøre end Honningkagemarkedet paa Place du trône. Man har stærkere Fornemmelse af at være i Selskab udenfor en Kafé paa Boulevard des Italiens end i en af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kaféen er betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse Omnibusfesters Banalitet hæver sig op over at være en ren privat Stue, med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har væsentlige Karaktermærker, som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout Paris", det første Forsøg paa at samle som i et Hovedkvarter alle de Kombattanter fra højst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og Kræfter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er født med den tredie Republik.
Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest aand- og talentfulde Damer i det nuværende Paris, halvt Descendent af den store Revolutions Kvinder, halvt af l'ancien régimes Salondamer. Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes forenede hos en og samme Person, prædestineret hende til den Plads, hun indtager, og Tilfældet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin rette Hylde. Hun er i Besiddelse først og fremmest af Ungdomskildens Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at skulle ældes. Skjøndt hun allerede en Stund har været Bedstemoder, gjør hun Indtrykket af at være en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu stadig en jolie femme; hendes udtryksfulde, uhyre bevægelige Ansigt, store, klare, mørkeblaa Øjne, en lille Mund med et ejendommeligt Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blændende hvide Arme og Tænder giver hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjøn. Over hele hendes Person er der et Liv, i hendes Maade at være paa en ungdommelig Fart, som smitter. Hun er dernæst til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at være Værtinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Øret paa En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjørner, og som maaske aldrig har set hinanden før, ind i en fælles Konversation, sno sig selv som Islæt ind allevegne, saa at hele Væven kommer til at hænge sammen. Skjøndt hun ikke blot er æsthetisk producerende, men halvvejs lærd Forfatterinde, er der ikke noget Øjeblik, hvor hun faaer ringeste Stænk af Blaastrømpen. Den lette Esprit, hvormed hun fører Samtalen, er de gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes analytiske Klarhed fængsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af hende alligevel. Dertil er hun en glødende Patriot, en overbevist Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt, interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der hører hendes Tid og dens Mennesker til, og heller ikke bange for selv at være aktivt handlende ved Lejligheder, hvor hun kan være det, uden at hendes Ynde som Dame lider derunder.
Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet en væsentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfældet ikke havde været ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor Tjeneste. Datter af en fattig Provindslæge ægtede hun, næsten Barn endnu, en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. Ægteskabet blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i Paris søgte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjælp af sit Talent som Forfatterinde. En Række Noveller, og navnlig forskjellige fortræffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmærksomhed. Hendes personligt indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue, dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position, det gav hende, Hendes Mand var nær knyttet til alle fremragende Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Værtinde, han havde ført ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun selv førte sin talrige Kreds af literære Venner med sig, og allerede dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris rummede af Talent og Dygtighed.
Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Bøger, en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser, som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siége de Paris", en Passus, der giver et mageløst Billede af hende i denne Periode, den maaske i hele hendes Liv, da hun har været mest sig selv. Hun taler om den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret, og alle Mennesker strømmede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var mellem dem. "Den skjønne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedækket med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behøves en Sang, en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig vedbliver at modtage Blomster, Løvværk og Guirlander, pludselig inde, og blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de, opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den første Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret Rouget de l'Isle. Ved Verset:
"Entendez-vous dans nos campagnesMugir ces féroces soldats"
tror vi at høre Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive Dig den Bevægelse, som denne Strofe vækker hos os, denne Strofe, der taler om vore Børn, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den ældste ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Mængden føler sig greben, som man kun gjør det i de store Øjeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i Alles Øjne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Følelser, vore Ønsker, vor Begejstring søger hinanden, blandes, forener sig og danner nu kun et eneste Ønske, en eneste Følelse, en eneste Begejstring. Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt længer; den bliver helt fælles, helt national. Min Stemme tilhører mig ikke mere, den klinger for mit Øre, den gaar ud af min Mund, uden at det er mig bevidst. Jeg har afført mig selv, og jeg er beruset af dette hemmelighedsfulde Væsen, der i sig forener saa mange forskjellige Kræfter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa mange stridende Følelser, og jeg elsker det højere end mig selv: min Kjærlighed til Fædrelandet er stærkere end Døden! Jeg vier mig til Frankrig!"
Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme. Adam i første Række mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne Periode til en af de mest opløftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede Lazarether, hun sørgede for Uddelingen af Livsfornødenheder til de Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes Hjælp gjordes nødig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en Maade Forsvarsregeringens højre Haand. Det stillede hende endnu nærmere til de nye ledende Mænd i hendes Land, og da der atter kom Fred og ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Mødestedet for den unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en tung Prøvelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer voxer kun større igjennem Sorger; hele hendes Tilværelse var fra nu af dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv.
I den første Periode efter Krigen var hendes Salon væsentlig politisk. Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de mødtes hos hende med Repræsentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord er bleven sluttet, meer end een fælles Operationsplan mod Reaktionen er bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun søgte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae havde Behov at finde hinanden, var længe mellem de store Begivenheder i Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med større Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Først da den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og Grévys Overtagelse af Præsidentskabet var traadt ind i sin legitime Existensperiode, først da begynder det politiske Skjær over Hotellet paa Boulevard Poissonniére at vige Pladsen for et mere literært. Saalænge Kampen mod fælles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiførere endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren førtes over i Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest indtagende Værtinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam er kun Diplomat, saalænge Patriotismen gjør hende dertil. Hun siger det, hun tænker, seer og forudseer uden Omsvøb og uden Frygt for at støde. Hun har i alle politiske Spørgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og adskillige Andre kjøligere end i den første Tid. Hun staar endnu paa en venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glæde sig ved Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men den intime Samvirken er ophørt, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere og mere lod falde over hendes Salon, bortskræmmet fra den de tidligere Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres nye officielle Stilling nødsagedes til at paalægge sig selv en Reservation, som de tidligere havde kunnet sætte til Side; nok er det, Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu overvejende litterær og artistisk, dog naturligvis uden derfor at stænge Døren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder man stadig Senat og Kammer talrig repræsenteret, og maaske er det ikke engang ved et Tilfælde, at Militæretaten under den sidste Vintersæson en efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard Poissonniére.
Hvad selve dette angaar, udmærker det sig i Grunden kun ved sin Simpelhed. Man finder i de fem, sex jævnt store Sale, i hvilke Mme. Adam samler sine Gjæster, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen skrammererede Lakajer, Betjeningen besørges af Tjenestepiger i sorte Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Beværtningsbuffet eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Tøj og betaler dets Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjælper paa Hyggen. Selv naar Gjæsterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man Indtrykket af at være i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoiréer existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier, Silvestre, Richepin eller andre Poeter læser deres Digte op; naar der er fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjæsterne, improviseres der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionærerne, for to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig Forestillingssal. De rent litterære Soiréer, der er Mme. Adams Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjæster en Primeur af sit nye Værk og søger en Elitekreds's Dom om det, før han sender det ud til det store Publikum. Derouléde har paa den Maade læst sin Moabit, Aicard sin fortræffelige franske Gjengivelse af Othello hos hende, hun selv har budt sine Gjæster Premieren af forskjellige af sine Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som Sæsonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to bekjendte Forfatterinder Henry Gréville og Claude Vignon repræsenterer alene det smukke Kjøn, Derimod træffer man ved hendes sædvanlige Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er le vrai monde, og den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frøkener. Derfor sluttes der i Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og som er højst animeret. Flere Gange i Vinterens Løb samles desuden alle Husets Venner til større Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme. Adam kan være grande mondaine som ingen Anden.
Ved Siden af alt det har hun sin Nouvelle Revue, en Konkurrent til eller rettere en Afløser af Revue des deux mondes. Buloz's gamle Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der læser kun Faa det længer. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som Værtinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktør i Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrører den. Hun læser de indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede Forslag til Rettelser, hun udfinder Æmnerne, som hun ønsker behandlede og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik. Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmørke i sine Saloner for at skjule, at hun sminker sig. De gjør hende Uret. Er der en Hensigt i denne dæmpede Belysning, saa er det at skjule Øjnenes Træthed og Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener hun at staa som en Pariserinde en évidence.
En Aften hos Victor Hugo.
Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det verdslige fører Titel af Republikens Præsident og troner i Palais de l'Élysée, det aandelige hedder le grand Maitre og har sit Tempel i Avenue d'Eylau. Af disse Landets to øverste Stillinger kan der ikke være nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Præsidentskabet varer kun et kort, begrændset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde absolut sikkret. Grand-Maître Værdigheden derimod er given for Livstid, og ogsaa i Tilfælde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Døden ophører den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere opløftede Position. Præsidenten maa omgive sig med et Ministerium, der "har Landets Tillid"; le grand Maître vælger selv sine Ypperstepræster, uden at spørge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans Tempel uden at være ansvarlige for Andre end ham selv. Præsidenten har Modstandere, der gjør ham Livet surt, le grand Maître hyldes af alle Partier. Fra den rødeste Radikale til den hvideste Legitimist bøjer enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke nogen Samtidig længer, hvis Gjerning kan være underkastet Kritik, de seer i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne intellektuelle Frankrig.
Med ærbødig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau. Her er det, at le grand Maître sidder i hellig Majestæt, grundende over Tilværelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste, det vil sige i le grand Maître's Skrivebordsskuffe, indtil en værdigere Efterslægt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjør stundom en ulykkelig Theaterdirektør, der ikke kan drage Publikum til sit Hus, Forsøg paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjæves. Det gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin, der kun maa udskjænkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker le grand Maître sig inde med sit Geni. Men naar Aftendæmringen begynder at sænke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydløst paa sine Hængsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, først Præsterne og siden de mere Profane.
Som ægte demokratisk Helgen indskrænker le grand Maître sig ikke til at modtage de Andægtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgængeligt hver Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der bankes tre Gange med en middelalderlig Dørhammer, og en sortklædt Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig derpaa efter et Kvarters Forløb med en stor Jernnøgle, som aabner Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfølgende Troendes Visitkort; den sortklædte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og kommer efter et andet Kvarters Forløb atter tilbage, denne Gang for at drage et tungt Fløjlstæppe tilside og aabne en ny Dør. Man træder ind og befinder sig i selve Templet.
Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vægge betrukne med Rødt. I Hjørnerne brænder med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det stærkeste Skjær kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens Længde nedad udgaar en dobbelt Række røde Lænestole, hvidlakerede i Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de Ventende, den kvindelige Part af dem tilhøjre, den mandlige tilvenstre, alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom le grand Maître selv grundende over Tilværelsesgaaderne. De løfter Blikket et Sekund, naar Portièrerne for Indgangsdøren glider tilside og en Novice træder ind, men kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det helligere Rum paa den anden Side det mørke Kabinet, der støder op til den røde Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og Gafler, der bevæges mod Tallerkener. Man lytter andægtig; det er le grand Maître selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til Bordets Glæder.
Portièrerne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i det mørke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede Kappe viser sig og tænder den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Døren paa den anden Side af det mørke Rum, man hører Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjær kommer derinde langt borte fra. Alle de Andægtige rejser sig.
Langsomt, alvorlig, værdig, som det sømmer sig en grand Maître, skrider Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen første Ypperstepræstinde, Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter følger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele, det Antal, som daglig indbydes til le grand Maître's Bord. Processionen vandrer tavst op gjennem de tavse Rækker. Helgenen tager Plads foran den mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette sætter sig paa Stolen tilhøjre nærmest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de sætter sig, alle paa samme Side som hun, nærmere eller fjernere, alt efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende oprejste som le grand Maître selv.
Han begynder at tale. Alles Ansigter er spændte, Ingen vil slippe et Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i Rækken er det heller ikke svært at høre Alt, le grand Maître taler langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar fra hans Mund. Han taler altid om ophøjede Ting, det behøver ikke at siges. De to, tre Nærmeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i Form af korte Spørgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i de Firs, følger det af sig selv, at Udødelighedsspørgsmaalet er et Thema, der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det Kapitel. Men le grand Maître selv tror. Det kunde synes at maatte give Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At hans Sjæl er udødelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil opstige paa Englevinger til Himlen, indrømmes fra den ene Side som noget Selvfølgeligt, men det indrømmes saa samtidig fra den anden, at dette muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjøres en Forskjel paa, hvad der gjælder for almindelige Dødelige og for en grand Maître som Victor Hugo.
De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Spørgsmaal som det nævnte drøftes i dem alle. Efter en halv Times Forløb holder en Troende, der aspirerer til Præsteværdigheden, en kort Lovtale til le grand Maître, der hører paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte, strittende, hvide Haar og det isgraa Skjæg. Naar Lovtalen er til Ende, rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andægtige paa Kvindesiden gjør det Samme. Le grand Maître bevæger sig nogle Skridt fremad og stiller sig midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden, vandrer de Troende forbi ham og udstrækker Haanden, medens Læberne mumler Formularer, af hvilke kun Ordene Cher Maître er hørlige. Cher Maître trykker de fremstrakte Hænder, Uhret inde i det mørke Kabinet slaar langsomt elleve Slag, Portièrerne glider tilside, Udgangsdøren aabnes og bliver staaende aaben, Receptionen er tilende.