Det kan vanskeligt være anderledes. Hovedparten af Fællessalens Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over Hovedet netop de Nætter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover de under Concordebroens Buer, mellem Teglværksovnene ude ved Barrières d'Amérique, i Champs-Elysées Busketter, naar der er Løvværk og varme Nætter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der, vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for Vagabondering; søgte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre. Paris lokker og drager saa stærkt. Fra det øvrige gamle Evropa vandrer man ud; alle de uregelmæssige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan finde Tumleplads i Hjemmet, søger hinsides Havet til den store, ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig præsterer ingen, eller i hvert Fald forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmændene har nu engang Rædsel for at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjøgler deres Fantasi dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og grønne Skove at tjene, Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot strækker Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer bringer i Vejret, bærer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa være let at naa ogsaa for alle Andre. Kunde man tælle dem, der Aaret rundt kommer til Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behøver at sætte Foden paa den parisiske Stenbro for at gjøre deres Lykke, vilde man faa et rentud forfærdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire Tusinde er Udlændinge. Talrigst repræsenteret er naturligvis det nære Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer. Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og Norge har kun nogle ganske faa Repræsentanter, Island derimod hele elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika, Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem intet Andet at gjøre end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed og Hjælpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de Indvandrende ikke har denne første store Betingelse for at lide Skibbrud, selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste Kræfter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brød i Millionstaden. Livskampen er sværere der end nogetsteds, Existensudvejene ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere. De stritter imod saalænge, indtil den værste Sygdom af alle: Trang og Sult, endelig faar Bugt baade med Humør og Arbejdslyst og Kræfter. Det er uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store Vagabondhær.
Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu værre og uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Sværdsiden er Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden løsagtige Fruentimmer. Politiets Runder gjør ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Fællessal er i Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken og Fløjlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set Fruentimmerne med ægte Zobelskinds Pelsværk og Diamantsmykker til Tusinder; forhørte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa omtrent den samme. Fædrene samlede Klude, og Brødrene arbejdede paa Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjæster i Depotet.
Det er i det Hele taget Massen af den store Hær. Først og fremmest kommer Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskrækkende; saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Første, man gjør, at bringe dem et Brød. Den franske Justits har den humane Betragtningsmaade, at enhver Lovovertræder, den fanger ind, kan være kommen i Konflikt med den som Følge af Sult. Den kjender sit Paris, den veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende Butiker segner Ulykkelige, hvis Død, hvor utroligt det end klinger, ikke skyldes nogen anden Grund end Hungersnød. Den veed ogsaa, at dens Depot aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels Familier, der er kastede paa Døren af ubarmhjertige Værter, vandrer om og skjuler sig, hvor de kan komme til, saalænge indtil Børnene begynder at skrige efter Brød. Saa maa Moderens Rædsel for Depotet vige, og hun melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfælde til Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Føde og Husly, indtil Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop denne dets Rolle som Forsørger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der er dem, der i Grunden har Depotet til regelmæssigt Standkvarter og kun fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der fortælles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har været anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu før han naaede Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun paa Grund af hans nomadiske Tilbøjeligheder. Man dømte ham, han sad sin Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planløse Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, før det fandt ham paany, gik han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg har hverken Existensmidler eller fast Bopæl, det er bedst, I spærrer mig ind."
Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig anholdes for Vagabondering, er Børn. Hjemmet i Forstadshulerne er kun altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Forældrene gjør vel i Regelen ikke overvættes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund mindre at forsørge er altid saa Meget vundet. Det hænder tilmed ikke sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove, naar de falder dem til Besvær. Hittebørnshospitalerne, som vi kjender dem fra de ældre franske Dramaer, existerer ikke længer i Paris, men Depotet har erstattet dem.
Der er i det en særegen Sal for Børn, som Politiet har fundet paa Gaden, og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de hører hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Forældre eller Paarørende skal komme og søge dem. Men i de ni Tilfælde af ti kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og græder efter Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjæbne. Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at spise hver Dag."
Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslægtede: Oldinge i Barndom, der er blevne samlede op paa en Bænk i Champs Elysées, Fremmede, der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk, Gale eller Folk, der har gjort Forsøg paa Selvmord og vægrer sig ved at love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt med at foretage Arrestationer uden at være ganske sikker. Hænder det i eet Tilfælde af Tusinde, at en sagesløs Person bliver spærret inde i Depotet, er det Højden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man har havt et vaagent Øje med længe, før man lægger Haand paa dem, eller ogsaa Misdædere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de Anholdte hører til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle Depotgjæster, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor Fængslet, hører det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne Sociologer er i Færd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden mange Aar vil den muligvis have ført til en total Omformning af det hele Straffevæsen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste; men det maa siges til den franske Republiks Ære, at den ogsaa paa dette Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's store Fællesfængsler, disse Lære- og Opdragelsesanstalter for Forbrydelsen, er i Færd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pélagie og det forfærdeligere Saint-Lazare, Kvindefængslet, hvor alle de Indespærrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhøre, blandes mellem hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Børnefængslet, er allerede Cellesystemet indført. Straffekolonierne er det næste Skridt paa Vejen.
Men det maa gjøres snart; der er periculum in mora. Med uhyggelige Tal viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags Vedkommende, i de højere er det ganske sikkert Børssvindelens Fristelser, der spiller en væsentlig Rolle i Forøgelsen. Alverden er besat af Mani for at gjøre Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan det kun altfor tidt hænger sammen med disse Forretninger. "Der gaar næsten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine Herrer herind." Han har Ret; alle Stænder er repræsenterede i Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, høje Embedsmænd og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der har hørt til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipræfekturets Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misère.
Kafé – og Gadeliv
I.
Paris har mellem det Meget, der gjør den til en By à part, een Ting, som Alle, selv de, der nødigst vil synge dens Pris, maa indrømme er noget Mageløst: den har sine Gader. Man maa absolut Være skabt som en Kvæker for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to—Kvækere mener jeg—, der nylig kom over fra Hendes britiske Majestæts alvorlige Land for at prædike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke været fem Minutter paa Boulevarden, før de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen. Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de mærkede, at Fristeren kom op i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte.
Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa jo … saamænd, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke paa længere Tid har været i Kongens Kjøbenhavn, taber Ens Blik let sin kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige, stille, lyse Sommernætter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man føler Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa paa En, gaar væk; Livslysten begynder at krible, Humøret kommer op. Man fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget Æggende i Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som sætter Fart i En fra Top til Taa.
Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstændig særegen Beskaffenhed. Det er ikke blot Færdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige Verdensstadskolorit, der gjør den til, hvad den er. Af den Slags Liv har London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer, bliver i det samme Øjeblik man sætter Foden udenfor Døren den eneste Tanke, man har. At være paa Gaden blot for at være der, lader sig aldeles ikke gjøre. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Trængselen for at komme frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede Støj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man seer Ingenting, man sandser Ingenting, man føler kun Stimen, der er bagved, man synes, den vilde vælte over En og lukke sig og begrave En, hvis man standsede, og man tumler da med i det rastløse Jag. Man gaar og gaar og gaar og bliver først Feberen kvit og kan trække Vejret igjen, naar man er ved Maalet.
I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Færdselen er størst, er der ikke noget Aandeløst ved den. Folk har nok travlt hist og her, men man lægger knap engang Mærke til det, de forsvinder mellem Mængden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kaféernes Fortougsstole, staar i Gadedøre eller i Grupper paa Trottoiret og passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en Fornemmelse, som om man var paa Fornøjelsestour, for at hvile sig, for at se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Øjnene rigtigt op og fylde sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besørge Et eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for. Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig løs fra den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Øjeblik følt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har følt sig som i en Salon, hvor man befandt sig fortræffeligt, og hvor man følgelig blev. Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vægge, midt i Tummelen og Trængselen, helst hvor den er allerstørst, der er dér flest Incitamenter, som faaer Blodet til at rulle hurtigere og sætter den letpaavirkelige Fantasi i Bevægelse. Man søger til Boulevarden; den er den store Fællessalon, hvor hele Byens Befolkning strømmer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang til Selskabelighed, hvor man mødes med Lyst til at være sammen, hvor man færdes mellem hinanden med den elskværdige Forekommenhed, den Lethed i Tilnærmelse, der er en ganske naturlig Følge af Bevidstheden om, at man gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse, fornøjelige Toner over sig, den Glands af Glæde, den Hvile midt i Uroen, den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det fortryller, den Charme, der gjør Pariserboulevarden til noget ganske Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden.
II.
Uhyre betegnende for den er dens Kaféer. De ligger Side om Side, utællelige næsten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befærdede Templekvarter, paa Strækningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssøjlen, faaer Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde være latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som Beværtningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om Pariserne var det mest forfaldne Folkefærd i Verden. Nu er de imidlertid tvertimod det allersobreste, der kan tænkes, og samtlige Kaféejere bliver hovedrige Folk alligevel i Løbet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har Andet at byde deres Gjæster end de Varer, der skjænkes ud. Kaféen er en reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjørne i den store Fællessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at være det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby som Paris næsten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en sluttet Kreds kunde trække sig tilbage for sig selv, mangler fuldstændig; hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa at sørge for Gjæsternes Underholdning har man heller ikke lagt Vægt; kun i de afsides Gader har Kaféerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres, er dyrt; en almindelig "Consumation". betales med en halv Franc, uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkaféen, ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den. Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsætter sig ud paa dette. Kaféstolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere Kaféer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det Væsentlige, Salene indenfor er nærmest kun at betragte som et Slags Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjæsterne kan bilde sig ind, at de sidder i Tørrevejr, og heller ikke Kulden kan jage dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage, naar den gaar over alle Grændser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kaféen i Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriøst. Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for den aabne Væg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjælderen igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild, Pariserne er ikke kuldskjære, naar de blot kan faa Lov til at være paa deres kjære Gade.
Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kaféen halvvejs tom, vegeterer med morgengnavne Opvartere og bædekerstuderende Rejsende. Allerede ved Frokosttid begynder Gjæsterne at strømme til den i Masse. Den er i Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er nødvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om Tiden til at kunne gjøre en Rejse til den anden Ende af Byen for at spise. Frokosten paa Kaféen, koster dem ganske vist mindst tre, fire Francs, og der gaar ogsaa dér let en Time eller to med i Løbet Men hverken de eller Pengene er spildte. Man træffer den Kreds af Mennesker, med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjøres tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er, klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden Omsvøb, føler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og ned ad Væggene for at faa en Sag i Orden. Et Spørgsmaal, et Svar—<volà, c'est entendu. Garçonen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet, inden han faaer den næste Ret serveret. Frokostkaféen er Børs ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertræffelig. Le chef de la cuisine, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide Forklæde, Hirschfængeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin Metier. Han kan undertiden være indisponeret ved Dineren; om der ved den sniger sig en Smule Skjødesløshed ind, har endda ikke saa Stort at sige. Publikummet er det kritikløse, der kommer i Ny og Næ, som ikke har nogen selvstændig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har Renommée. Ved Déjeuneren derimod er det nødvendigt at holde Ørene stive. Han arbejder da for Gjæster, hvis Tunge forstaar at grade en sauce relevé's Pikanteri, og som øjeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis han tog sig et Blund. Han er paa Højden af sin Kunst, og hans Kunst er stor. Boulevardkaféen vilde være uforlignelig, selv om den ikke havde andre fortræffelige Sider end sin Kjøkkenchef.
Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i "l'heure de l'absinthe" er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time andetsteds; den passer kun for Pariseren, den hænger netop paa det Nøjeste sammen med den Rolle, Gaden og Kaféen spiller i hans Liv. Naar han henimod Aften er færdig med sit Arbejde, lægger han mellem Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilværelsen kan have af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han kjøber sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafé, sætter sig ved det lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person, Legeme og Sjæl, svømme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i Grunden er en mageløs prægtig Ting. Absinthen, det halve Glas Øl, Fingerbøllet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlægger af sin Plads, som de to Sous, han i Parc Monceau eller Champs-Elysées betaler Madammen for sin Stol. Og Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa Solen og blive slugt af dens Flammer, før Absinthtimen var forbi, vilde hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Øjne, hvormed han seer paa dem, er i Slægt med Papas Ører i den lille, lune Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har kommet Sukker og Fløde i hans Middagskaffe, og hans lille Pige tændt den store Merskumspibe for ham, og han saa lægger sig paa Sofaen og siger: "Saa Børn, snak I kun, Fa'er hører efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er hører ikke, han holder Absinthhvil paa sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge, for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjærlighed og Stolthed. Hans Sjæl glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver ligesom Et med den. Det er Velværet for ham, det har paa sin Viis al den lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske føler, naar han nogle Øjeblikke lever helt i det, han elsker.
Middagen, kommer. Ekvípagerne, som Kafégjæsten mellem Fem og Syv har siddet og seet bære al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og Fodgjængertrængselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder løser sig selv paa de Hjørner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden, der er Efternølere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver hurtigere, Damerne er hørt op at strømme ud fra Butikerne, deres Toiletters brogede Luxus afløses af de smaa Arbejderskers sorte Merinoskjoler, Avissælgernes Raaben med de friske Aftenaviser dør hen. Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalænge Absinthtimen varede, budt Trottoirepublikummet den højeste Udfoldning af sig selv, men Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kaféstolene gjør det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig. Naar Absinthen ikke længer kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet, kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er Boulevardkaféen det store Forlystelsessted, hvis Tiltrækningskraft bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en Pariserfamilie af de jævnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig fornøjelig Aften, gaar den paa Kaféen, og har man Gjæster, er det næsten uundgaaelig nødvendigt, at man fører dem derhen. I Hjemmet har man hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved at være sammen. Om Selskabelighed inden fire Vægge har den langt overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb; Kafébesøget træder i Stedet for. Skal der være exceptionelt Gilde, gaar man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysées, hvor Publikum sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er den Fornøjelse imidlertid for dyr. "Entrée libre" hedder det vel paa de fristende, illustrerede Kæmpeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt, man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nødt til at bestille her som paa enhver anden Kafé, koster til Gjengjæld tre Francs. Det giver Pariserne nødigt ud for at more sig, de er for forvænte med virkelig at faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkaféen er Morskaben for dem omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man betaler for sit Øl, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalænge man lyster. Kun Ødelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det tømte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i ustandselig Række, Tiden gaar, uden at man mærker det. Man har ikke Behov for Kaféens Varer. Livet, Tummelen, Luften, mættet med Boulevardens Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjør En ør. Naar man gaar hjem, er det, som om man havde været en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkaféens Hemmelighed.