Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med Forbavselse møder nede i de røde Anarkisters Land. At en saa omfattende Bevægelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade, vilde være højst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa paa det ikke mindre iøjnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker elsker og kæmper for, det er den, der staar som Repræsentant for alle de Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de ægges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhængere og Embedsmænd, og det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjør Front mod denne Statsmagt og efterhaanden overfører paa den al den intensive Forbitrelse, der følger med Kampen for en virkelig Livssag.
Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt bærer til Skue, er de imidlertid Sydlændinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og de kommer da til at tilhøre det politiske System, der er den bestaaende Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres nærmeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags Forstæder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden næsten ikke finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig store Antal Legitimister, som man træffer paa, og det tilmed Legitimister af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt dens Tilbehør. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske Café ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Tørklæder, Bønderkonerne bærer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst indvævet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa udpræget Farve og med saa hvasse Artikler, at de næsten bliver barnlig naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at være et normalt og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Særsyn, at der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man søge om selv i Vendée og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terræn saa at sige Dag for Dag, og der kan næppe være Tvivl om, at "Kongen" nu tæller sine talrigste og troeste Tilhængere i Syden. Republikanerne er ganske vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevægelsen nede, de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kaféer og fører samtidig selv det store Ord saa højrøstet, at man paa Afstand kun lægger Mærke til dem. Men netop det er det, der gjør Modstanden indædt og udholdende.
Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i Kampen for det nationale Sprog, gjøres den Indvending, at der endogsaa mellem Forkæmperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udprægede Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtrædende Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel og anvendte sin Formue i velgjørende Øjemed, stillet sig temmelig utilsløret paa Kommunens Side. Spørger man imidlertid de legitimistiske Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Røde, faar man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kæmper imod den bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfælde er Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Røde vil omdanne Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevægelse gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud paa en Løsrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme til sin Ret, i Forbindelse med en føderativ Tilslutning til Spaniens nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde være saare let at underminere hele denne antirepublikanske Strømning, naar man blot vilde gjøre lidt Indrømmelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Førere er det ubetinget afgjørende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny Blomstring for deres kjære Sprog. De slutter sig ikke til Chambordprætendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imødekommen mod den romanske Sprogbevægelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i ethvert Tilfælde skjønne og højt udviklede provencalske Dialekt, vilde den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det moderne franske Sprog behøver ikke at være bange; det er ganske sikkert stærkt nok til at kunne taale Konkurrencen.
En sydfransk Pilgrimsfart.
Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man følte, at Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde brænde med ægte sydlandsk Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Træ bevægede sine Blade; det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke mærker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefængte Pust, der kommer fra Sahara.
I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som ikke havde kunnet faa Plads paa Bænke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser, havde lejret sig i lange Rækker paa Dækket, der var saa tæt besat, at man ikke kunde se den mindste Plet af det.
Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige i deres sorte Talarer, nogle Krøblinge, en del Folk, som falbød Appelsiner, Brystsukker og Brød, og foruden dem knap nok en tyve, tredive Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis rystende Hænder knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigebørn. Smukke var baade Gamle og Unge næsten uden Undtagelse. Rhonemundingernes Departement, især Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse Frankrigs skjønneste Kvinder, Grækere Romere, Saracener og Gallere, der efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,—alle synes de formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige Skjønhedstræk i Arv, som udmærker deres Race. For Malere og Billedhuggere er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefægtninger eller andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis Skjønhed er fuldt værdig til at foreviges af den største Kunstner. Og Nationaldragten, som endnu bæres af Høje og Lave uden Forskjel, passer fortræffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt Skjørt og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger længst nede, hvor det ligger fladt til Panden.
Kvinderne sad paa Dækket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte Psalmebøger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues solbrændte Kyst, sang de i deres vidunderlig bløde Dialekt, af hvilken alle Konsonanter synes at være forsvundne, Egnens mærkelige Sange, disse Sange, der klinger lige sværmerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser Madonna eller det dejlige Fædreland. Af og til lød ogsaa de bekjendte Pilgrimssange: "O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre sacré coeur," og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget næsten uafbrudt. Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Øje paa en Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, næsten helt udyrkede Ø mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa, hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan Pause af Sangen ombord kunde man høre Nattergalens Triller inde fra Sølvpoplerne nærmest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdøvede med det Samme.
Den forunderlige Jubel, det varme Sværmeri, som aandede ud af Sangene, havde ikke Noget tilfælles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og hurtige, næsten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornøjet, som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som ikke indgød mindste Følelse af Skræk. Sangen kunde endog pludselig afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen blev, desto gladere lød Melodien, og desto livligere og mere fortrolig blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de sommerklædte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest op fra deres Lejr paa Dækket for med Jubelraab og viftende Tørklæder at hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede Taarntinde, som hævede sig ved Bredden af det, var Kirken Les Saintes-Maries-de-la-Mer, Maalet for Pilgrimsfarten.
Traditionen fortæller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobæi, gift med Kleophas, en Broder til Tømmermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere andre Disciple efter Kristi Død, og da Forfølgelserne imod hans Tilhængere var begyndte, blev satte ud i et lille Fartøi uden Sejl, Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Ført af Guds Haand kom Fartøjet uskadt til den yderste Pynt af Øen la Camargue, der tilhørte Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste de hellige Marier et Alter til Guds Ære, og paa det Sted, hvor det skete, lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her blev Maria Jacobæi og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Død begravede i Kapellet, hvor der selvfølgelig nu skete de mærkværdigste Mirakler, som bevirkede, at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav. Istedetfor det lille Kapel opførtes allerede før det sjette Aarhundrede en Kirke, der til Beskyttelse mod Sørøverne forsynedes med Fæstningsværker og endnu i det Væsentlige har bevaret sin antikke Skikkelse. Den hører til de mærkeligste Mindesmærker i det sydlige Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong René lod den i det femtende Aarhundrede gjennemsøge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om, at det var de ægte. Paven stadfæstede da ogsaa, at de vare authentiske, og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestræ, som hensattes i Kirkens Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstændig udplyndret, men der forsikres, at den nidkjære Sognepræst forinden havde taget de hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske lignede de ældre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange Mennesker til dem som for Aarhundreder siden.
For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstødelig fast, at de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en vidundergjørende Kraft, der især gjør sig gjældende paa det lægevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed fra den nyere Tid. Det synes at være et Faktum, at et Barn, som var blevet bidt af en gal Hund og havde været sygt i flere Maaneder, kom sig igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Følge heraf er, at alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanføre og Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi Kisterne har den beundringsværdige Egenskab, at alle Gjenstande, der bringes i Berøring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes Amuletkraft, og enhver Familie ønsker naturligvis at have et saadant Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj, hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten over til den følgende Eftermiddag. Det gjælder altsaa om at benytte dette Døgn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet, kan Ingen faa Adgang til dem, førend der paany er forløbet et Aar. Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke misbruges. De gjør det saa strengt endogsaa, at da Ærkebiskoppen for nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Oprør og tvang ham med ladte Geværer til at afstaa fra sit Forlangende.
Til daglig Brug er les Saintes-Maries-de-la-Mer en saa ubetydelig Landsby, som tænkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke ovenikjøbet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger tilmed næsten i en Ørken, idet hele den sydlige Del af la Camargue bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besøger den kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker. Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjør Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert Øjeblik udsætter sig for at løbe paa Grund, bringer andægtige Gjæster i Masse til den gamle Kirke, men Vejen over la Camargue bedækkes af Hundreder af Vogne, under hvis Lærredssejl Selskaber af Slægtninge og Venner valfarter til Relikvierne. Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke mange i from Iver tilbagelægger Vejen tilfods trods den brændende Sol og gjennem usunde Sumpegne.
Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da ogsaa et højst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa Borde, hvor der sælges Rosenkranse, Bønnebøger og Krucifixer, Mairiets Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for Publikum, fra øverst til nederst bedækket med Glansbilleder, forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for Menneskeklynger, udenfor Café de la Porte, som paa en Gang er Byens eneste Kafé, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjæster som udenfor Kaféerne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af Huse, som udgjør den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen. Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele Frankrig til Les Saintes-Maries-de-la-Mer.
En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man ikke er saa andægtig, at man tilbringer Natten paa en Bænk i Kirken, sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke som Pilgrimme. Men de faar saa selvfølgelig ogsaa Lov til at betale denne Begunstigelse. Saintes-Maries-de-la-Mer har den 25de Maj de dyreste Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage at ønske.
Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende strækker sig over et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil være med til Hestevæddeløbene og Tyrefægtningerne, der afholdes i de nærmeste Dage efter Processionen, strømmer altsaa Pilgrimme fra hele det troende Sydfrankrig til Les Saintes, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien, Nedsænkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til Kirken for at føje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede brænder til Mariernes Ære, og da der er al Udsigt til, at man vil komme til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien begynder, er den iøvrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den andægtige Forsamling har ikke ladet sig nøje med de Bænke, der saa tæt som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene, saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Børn oppe paa selve Alterbordene, paa Prædikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa eller sidde. Selv Sognepræsten er nærved at opgive Ævret, da det gjælder om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det øverste Pulpitur, viser det sig, at vi næppe kan trække Vejret der. Luften er aldeles forpestet af Voxlysenes Os, Røgelsen og Uddunstningerne fra de mange Mennesker. Der er ligefrem Fare paafærde. Men Præsten er snarraadig og redder vort Liv ved egenhændig at slaa et Par af de nærmeste Kirkeruder ud.
Psalmerne til Ære for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer fra Tusinder af fromme Læber, som Begejstringen gjorde utrættelige selv i denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele Forsamlingen rejste sig, man hørte en dæmpet Mumlen og saae dette Menneskehav bevæge sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister hoppede som Lygtemænd frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et Øjeblik efter herskede der dog igjen fuldstændig Stilhed. Alle havde faaet det Voxlys tændt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvælvingen forvandledes til et stort, mørkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende Stjerner. Røgelseskyerne blev bestandig tættere, der hørtes en hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de Andægtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, røde Kister, bedækkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var blevne holdte svævende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde se dem, sænkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berørte Gulvet, gav den længe tilbageholdte Spænding sig Luft i et tusindstemmigt Jubelskrig, og Alle, som stod i Nærheden af Koret, styrtede frem imellem hinanden for at være de Første, dér berørte Relikvierne.
Alterklokkerne ringede, Præsterne messede, Smaabørnene hvinede af Fortvivlelse over Varmen, som var nær ved at kvæle dem, og Psalmesangen begyndte igjen, hurtigere, højere og vildere end nogensinde før.
Hvor længe dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv være betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de fysiske Lidelser, et længere Ophold i Kirken medførte. At Stimmelen omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den følgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at røre ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Børn, som var komne til Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa Kisterne og holdte der saa længe som det tillodes; thi der var stadig Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsøgt af en Lidelse, søgte at bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Sæde, i Berøring med Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af Helgenbilleder, Bønnebøger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa Kisterne for at blive indviede ved Berøringen.
Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder med for at kunne lægge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange af Pilgrimmene lagde nemlig den største Vægt paa at kunne blive i Kirken hele det hellige Døgn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som ikke tog Sagen saa rigorøst. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end en Fest, under hvilken Andagten og Glæden, gik Haand i Haand. De drog omkring i Beværtningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der lød muntre Sange. Derpaa aflagde de et nyt Besøg i Kirken, og efterat de en halv Times Tid havde lyttet til en af de Prædikener, som de tilstedeværende Gejstlige uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at søge Adspredelse. Mange Grupper vandrede længe omkring i den maanelyse Nat, førend de søgte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse Spadsereture alleslags Løjer og Lystighed, Men saadan er nu engang den romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religiøs Betydning for disse glade Mennesker.
Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den følgende Dag havde dog ogsaa et højtideligt Præg. En kolossal Procession drog langs Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifølge Traditionen gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne i deres Rosenkrans, medens de bad, og Mændene gik med nylig plukkede hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog, medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide Maager, som fløj ind over Kysten, søgte af og til Hvile paa Fanerne. Der var baade Skjønhed og Højtidelighed i det Billede.
Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten væsentlig til Ende. De mest Andægtige overværede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes op paa deres Plads i Loftshvælvingen og kastede sig i det sidste Øjeblik over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat sig i Bevægelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til Hjemmet og aflægge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste Gang var det især Sarah, som vandt Berømmelse ved at helbrede en Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste, og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget Menneske kunde ønske at være det. Naar man spurgte de troende Kvinder, som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om, at Miraklet havde fundet Sted.
Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortæller ved deresHjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade,Landsbypræsterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, ogTusinder af Katholiker føler sig herved yderligere befæstede i deres Tro.Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den varnødvendig; intet Menneske, der virkelig hører vor Tid til, kan nære nogenTvivl i saa Henseende. Men det er et stort Spørgsmaal, om den franskeRegering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigereSkridt, end det er klogt og hensigtsmæssigt. Den regner med de store Byerog ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troendeFanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Værk, ogdet kan et Pennestrøg, et Regeringsdekret ikke udslette. For SydfrankrigsVedkommende lader det sig i ethvert Tilfælde med Sikkerhed sige, at flereGenerationer vil gaa i Graven, før det lykkes at løsrive Massen afBefolkningen fra det Herredømme, som den katholske Gejstlighedudøver over den.
Oldtidslevninger i Provence.
Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra Alverdens Egne oversvømmer hver Krog af Italien, men til Provence kommer ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en grand diner af første Rang og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle, mærkværdige Byers Gader er Manden med den røde Bædeker under Armen saa sjelden som en Grindehval i Øresund, og mellem dets Bjerges Mandel- og Oliventræer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra sine Vandfald og sælger sin Vin til en halv Snes Øre Litren. Det er for saa vidt prægtigt, det giver dette dejlige Land et Præg af Friskhed og Ejendommelighed, der gjør det dobbelt fortryllende; over de gængse Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk Urtekræmmer besøger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjønhed, en Luft af noget Banalt, der støder fra. Men det er uforstaaeligt tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjønne, og dets ædle Druer fuldt saa fyrige.
Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa stor, at selv vor grinende Skepticisme andægtigt bøjer Hovedet for den endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssæums og Forum Romanums Ry er i Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer hjem fra Rejsen, skynder sig at fortælle Naboer og Gjenboer om, hvad de har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre overvældende Rigdom.
Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af Galliens Byer hørte til de største og betydeligste i den antike Verden. Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde dem Kampen sværere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden, Staten var opløst, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle Galliens Kultur under Barbarstrømmen fra Øst. Dets Byer brændte, dets Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge Borge og Fæstninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen løftede ingen Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev stort og berømt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye Turneringer og nye Kampe, sank Gruset tættere og højere om Levningerne fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brød sig om. Hvad der i disse lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa være uhyre, det, som vore Dages fredende Hænder har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed.
Særlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom en miniature. Det var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i Sinde at gjøre denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader møder man endnu Levninger fra den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin Trosse om en afbrukken Marmorkolos; højere oppe ser man nogle gule, forvittrede og af Solen brændte Taarne og Arkader, det er Levningerne af Constantins Palads! Man spørger om Navnet paa den Café, hvor man sidder: Café du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner helt beskyggede Plads udenfor ligeledes bærer dette antike Navn paa Hjørnet, og opdager virkelig tæt ved Levninger af det gamle Forum: Granitsøjler med prægtige korinthiske Capitæler, Thermernes Facade o.s.v. Man spadserer langs Rhonekajen og støder snart paa Fragmenter af en romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Fæstningsværker, der løbe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner, mellem hvilke den aurelianske Vej førte ind i Byen. Eller man følger Strømmen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med fire klodsede Fødder og Laag ovenpaa, som der sagtens behøves en halv Snes Mand for at løfte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne Allée drager sig hen over det gamle Champs-Elysées, paa Romernes Tid en uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile. De smukkeste Marmorsarkophager er førte bort til Barberinimuseet i Rom, til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille, hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Dødes gigantiske Gade er derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende.