Og er man det da ikke ogsaa? Stationerne kommer, de rigtige Stationer, hvor man staar af: Cannes, Antibes, Nice, Monaco, Monte-Carlo, Mentone. Perronerne er fulde af Damer i Silke og Kniplinger, stive, stramme Lakajer med røde og blaa Knæbenklæder staar i lange Geledder, Ekvipager holder ned over Vejene i Rækker, som ingen Ende faaer. Hver Hest har sit Hovedtøj pyntet med Blomster, selv Fyrbøderen, der kommer og pudser Waggonens Dørgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornøjede Ansigter, Søndagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen Solskinnets Glands, dette Solskin, som man føler man kan stole paa og give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og forsvinder først, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker, straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme Øjeblik man sætter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den hører først op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol.
Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i et Par Maaneder har da den fine Verden sin Sæson her. Naturligvis er her paa den Tid prægtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver Paradiset, selv om det hele vie mondaine er forsvundet. Spektaklet kan det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet Moment, som spiller en Rolle. Saalænge Sæsonens Publikum huserer her, maa man være lidt i Slægt med Millionens Verdener for ikke at føle sig fattig mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, føjer Paradiset til sine øvrige Herligheder ogsaa den at være det billigste Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem Nice og Cannes en lille Halvø ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap incomparable har en provençalsk Digter døbt den. Vi var et Par Danske engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi følte det som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjøndt det var lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon—den gamle Paveby, nu Felibrernes Hovedstad—, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstændig tomt og Folkene aldeles konsternerede over at faa Gjæster paa denne Tid af Aaret. Hele Huset fra øverst til nederst—og det var et veritabelt civiliseret Hotel med alt Tilbehør—blev stillet til vor Disposition for sex Francs om Dagen, deri indbefattet fuld Fortæring, Frokost med fem, sex og Middag med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor tørstige Gane begjærede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den ædle Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable.
"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den skjønnesté af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden havde man for sig Højderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halvø nedenfor En med sine Pinielunde og Orangehaver, sine bølgende Vinskrænter, sine solbrændte Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land tælles ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer! Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og alskens flagrende og summende Insekter paa Græstæppet under et gammelt Oliventræ. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus op over en lille Stenskrænt og gik paa Toppen af den i Kompagni med Fyrre- og Figentræer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terrænet nedefter med smaa firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og brogetblomstrede Bønnebuske, saa en Kile ind, der var brandrød af Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltræskroner skjød sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der flimrede ind mellem det lette Løv. Og helt nede endelig det blaa Hav, men blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat, varmt, klart som blaa Pigeøjne, hvori Ungdom og Kjærlighed lyser. Det var guddommeligt. Og rundt om paa Halvøen var der Hundreder af saadanne Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men Luften var saa velsignet ren og Himlen saa høj og Alting saa eventyrlig skjønt, at man lod sig brænde og lo af det kun og aldrig noget Øjeblik ønskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halvø øde. Ikke en Villa er beboet. En Mængde af dem maatte man kunne faa at leje for saa godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider komme,—man maa være Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed.
Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det berømmelige Fyrstendømme Monaco, det mindste, men det skjønneste og lykkeligste samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre Lande, det er ikke saa stort engang som en pæn lille Herregaard, dets hele Længde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendømmets constante Befolkning tæller femten hundrede Sjæle, og dets Souveræn raader over en Armée paa Alt i Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske Idealister knap har vovet at drømme. Indenfor dets Grændser er Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har mindste Slægtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvære. Hvad Menneskehjerner nogensinde har udpønsket for at gjøre Tilværelsen komfortabel, findes her i sin højeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har en Allieret, som sætter den i Stand til at tillade sig alle Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det er meer endnu end Monte-Christos Skat.
Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt Paradis skal være komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det være nok saa dejligt, dets Skjønhed mangler det lokkende, pikante Element, og det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen, Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et Æble, siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en Spillebank.
Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohøjen, bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Højen, hvis Top det kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig, Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin blaa, skjærgaardsbræmmede Kappe som ingen anden. Man har ikke været paa Rivieraen, naar man ikke har været i Monte-Carlo, det er som Apotheosen efter alle Feeritableauerne.
Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjør sin Person saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man sætter sig i Stemning ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuøse, Verden har, og man gaar ud for at se og nyde. Men sandt at sige, denne første Promenade bliver sjelden lang. Øjet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og man hører kun den. Man er nervøs, man giver Varmen Skyld, sætter sig paa Kaféen og tømmer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrømpede Dameben hopper ud og farter op ad Marmortrappens bløde Tæppe. Habituéerne kommer; altid enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjørende fortvivlede Forsøg paa at synes nonchalente, men i Smug tællende Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen, klemmende sig op ad Trappens Rækværk for at undgaa Tæppet i Midten, der bragte deveine igaar. Hvislingen lyder højere og højere. Om man fulgte efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne først som sidst. Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Rækker omkring hvert af de grønne Borde. Men Alting gaar stille, douce og dæmpet. Kuglens Rullen er den højeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit rouge imair et manque med en Stemme som om han talte Bug. I det samme Øjeblik Rouletten standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til sig; med Taskenspiller-Behændighed lader han mellem to Fingerspidser Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. "Faites votre jeu,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin Metaltraadskurv, sætter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil, sit System. Nervøst regner man efter paa Notitsbladet. La vielle garde markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne trille hen over Tæppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair sidder støt og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt færdigt. Rien ne va plus! Kuglen sprætter atter rundt i den aandeløse, spændte Stilhed, de Bageste strækker Hals: trente, rouge, pair et passe.
Rødt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen … sort! sort! er det, som det lød igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber man ned i Vestelommen og trænger sig frem mellem Rækkerne. Man staar ved Bordet, man sætter ud. Beskedent først et Femfrancsstykke. Man vinder. Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen bliver, desto større bliver Modet. Man prøver "Hestene", saa en Karré, saa et enkelt Tal. Man er allerede forlængst ved Guldet; Sex og tredive Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg Herre, med rystende Hænder og store; rødtunderløbne Øjne rejser sig. Man tager hans Plads. Nervøsiteten er borte, man forcerer sit Spil, man doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har man alle Lommerne fulde af Guld.
Nu først, i den friske Skumringskjølighed, gaar det rigtigt op for En, paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver blød Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over Haveterrasserne, Alt har man Øje for nu, og Alt sætter En i Begejstring. Un bon diner følger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes med ægte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et Par Guldmønter meer eller mindre, hvad gjør det! Man finder jo hvert Øjeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke havde tænkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlæssede Sal, i Krydsild af Smil fra guldblonde Skjønne, ombølget af bedøvende Duft fra Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke underlige, nye, sødt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i Ens Hoved! Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous sauterez la banque, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantøjne, som man sad ved Siden af ved Rouletten. Sprænge Banken! Man leer af det først, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke, siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet højere, naar vi var bleven ved… ved Kaffen drøfter man med den alvorligste Mine af Verden, hvilke Midler der findes til at sende større Pengebeløb bort fra Monaco, og hvilke Forholdsregler, der vil være at iagttage, hvis man en Aftenstund skulde komme til at sove i Værelse sammen med en Million eller saadan Noget.
Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjøre un petit coup om Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karré'er og Numere uden Forskjel, man behøver ikke engang at dublere. Klokken Ti er man træt og har nok. Man drikker en Flaske Moët frappé paa Kaféen, driver et Par Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken spiller, vinker saa ad en Vogn og kjører sin Promenade i den vidunderlige Natteluft, i flyvende Galop ned over la Condamine og op ad Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjøretour, det er en Drøm, der fylder hver Fibre med Vellyst. Man sover meget længe den næste Dag. Man har Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" før Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde se lidt forhippet ud at komme før Frokost. Om man kjørte over Bjergene til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren raadføres. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal prøves idag. Man tager Carnet'en frem og undersøger den igjen; alle Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som vælter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Rækkerne omkring Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor. Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde ønske, men ikke een af dem svigter. Systemet holder; man tænkte det jo nok, men det er altid rart at have Valuta i Lommen, som beviser det.
Man gaar tilbage til Hotellet for at lægge Gevinsten af. Det er dog bedst, man tager til Nice den næste Dag; det begynder at blive lidt ængsteligt at bære alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der forskjellige Ting, man skal kjøbe; Ens Garderobe trænger til at indrettes paa det varme Klima. En Undersøgelse af Monacos Boutiker forøger den foreløbig med det Nødvendigste: en Solskærm og et Par blaa Briller; man tager sig et Bad og kjører saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes Forstærkning. Og saa—man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk, men enfin: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden.
Om man stoppede og rejste og lod sig nøje med, hvad man endnu havde i Behold? Nej, det vilde være at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne tjene en Formue, det gjælder kun om at være sikker paa sig selv og holde sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at gjøre det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Nøgle hos Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa være saa uforsigtig ikke at tage hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man ikke bleven sprængt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa den tolvte.
Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har været "forsigtig" nu, man har den sidste Rulle Guldstykker ude. Huit, rouge, patr et manque, Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse, og man hører hans Faites votre jeu, Messieurs. Men med et Smil, et Smil maaske, der ikke er ganske fri for at være en lille Smule fortrukkent, rejser man sig. Vous partez? spørger den Guldblonde, der staar bagved. Oui, Mademoiselle. – Vous permettez que je prenne votre place?—Avec plaisir. Og hun sætter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven, der ikke kom. Kuglen sprætter og standser. Noir, pair et passe. Naturligvis. Man drikker den Aften ingen Moét, og man kjører ikke over la Condamine. Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men Musiken gjør trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt tilsengs. Man gjør det hverken i det lyseste Humør eller med de venligste Følelser mod Tilværelsen. Men den næste Morgen, naar man vaagner, er det Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjønhed! Og hvor det ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imøde, som det vilde sige: Nu forstaar vi hinanden, nu hører Du mig til. Man nynner et Vers og klæder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store, brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Først nu straaler Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Øjet er blevet aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de Paris"! Dog ligemeget—man har været i Rivieraens Paradis, og bringer man end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens Sjæl, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forøde.