Det er under den tredie Republik, at Pariserbørsen i Ondt som i Godt er kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne til det maa søges længere tilbage. Allerede det andet Kejserdømme gav Stødet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne bære de med dette "vie surchauffée" forbundne Udgifter begyndte den fornemme Verden allérede da at gaa paa Børsen. Saalænge Adelen holdt sig fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjøndt de selvfølgelig ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blændet af det tredie Kejserdømmes Glands, fandt sig beføjet til saa halvt om halvt at lægge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det nødvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at hævde sin Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen var forsvunden. Selve Hoffets nærmeste Omgivelser øste af den nye Berigelseskilde med fulde Hænder. Millionen var en Støtte for Regeringen, og den hædrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske fornuftigt og ganske hensigtsmæssigt at give de gamle rustne Vaabenskjolde et nyt Overtræk af Louisd'or-Guld. Børsen gjorde ingen Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den følte sig vel endogsaa baade støttet og smigret ved, at man henvendte sig til den derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forøgedes, dens hele Liv fik Dag for Dag under Kejserdømmet mere og mere Vind i Sejlene.
Det er imidlertid først under den tredie Republik, at den er naaet til Højden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart før den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilværelse. Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs uudtømmelige naturlige Hjælpekilder strømmede hele Landets Befolkning til med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige Summer blev overtegnede tredive Gange i Løbet af en eneste Dag, man stod i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med Beundring var Frankrigs Venner, med indædt Misundelse dets Fjender Vidne til denne overvældende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor selve Rigets Grændser kunde den ikke undgaa at vække Forbauselse og, da Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtægt. Man havde faaet det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjøre det fluktuerende var bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i Milliardlaanene, man bød det nye Afløbsrender, og det og meget mere til østes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne.
Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Børsens Tiltrækningskraft. Der bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi: Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmænd har bestandig betragtet deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en Formue. Man havde oprindelig nøjedes med at forlange den som Resultat af en Ungdom i ihærdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Børsen, forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som Millionærer den næste. Saadanne Exempler maatte nødvendigvis virke fortumlende. Man begyndte med at ville være rig i Løbet af to, tre Aar, man endte med at ville være det i Løbet af en Uge eller to. De alvorlige, grundmurede Børsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over Spillet. Alverden spillede paa Børsen. Landets første Slægter gav Tonen an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v. med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betænkte sig ikke paa offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa Børsen. En eller anden forhenværende Ministers Navn kunde ikke undværes og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om Love, som kunde sætte en Stopper for dette Uvæsen. Og mens Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dør til Dør paa Samfundets Højder, trængte den samtidig ogsaa længere og længere ned i Dybderne. Den trængte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener, der saae deres Herre kaste Penge ud, skjøndt de vidste, at han ingen Formue ejede og Ingenting bestilte, de lærte snart at opdage den uudtømmelige Guldkilde og at øse af den selv. Portneren saae en skjønne Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De Operationer, der gav saa mageløse Resultater, mente han, maatte han dog ogsaa forsøge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de store Summer, de vandt, til Urtekræmmer og Spækhøker og Grønthandler, og ogsaa de fulgte Trup. Og Grønthandlerne smittede Sælgekonerne, og saadan i det Uendelige.
Udenfor Børsen, paa Bænkene langs Omnibuskontoret og under Træerne, sad i lange Rækker de gamle "Boursicotièrer" og drev Spekulationen i deres værdiløse Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen havde naaet sit Højdepunkt, der maatte komme en Katastrofe.
Den kom i Affairen med "Union générale", Bontoux's berømte Bank, det sørgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Børsspekulationen og dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde før Firserne kun været lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at støtte sig til Mac Mahons nærmeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der gjennem denne stod i høj Gunst hos Kejseren af Østerrig og de østerrigske Ærkehertuger, Mænd som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Mængde Koncessioner i Østerrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde "Union générale" og dens Affødning, den østerrigske "Länderbank", eller la timbale, som den kaldtes i Frankrig, udmærkede Forretninger og erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele Østerrig fra de tidligere Forretningsmænd. Men dertil kom yderligere en anden, meget vigtig Omstændighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at skulle være et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til at modarbejde Jødernes, særlig de tydske Jøders Indflydelse paa det parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende Pengemagt kæmpe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjørende katholske Kirke. Den støttedes som Følge deraf af hele Gejstligheden i Frankrig og Østerrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Støtte for Banken. Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne lød paa 500 Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde hundrede. Kort før deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens Grundlæggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs.
Selvfølgelig kunde det ikke være gaaet naturligt til. Der havde været Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud mirakuløse Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt. Under Kampen med de jødiske Bankierer, der dannede Konsortier for at fremtvinge Baisse paa "Union générale"'s Papirer, havde denne selv søgt at holde Kurserne ved strax at opkjøbe de af dens Aktier, der blev tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne sprængte. Men til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne Børsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne op til en ikke mindre fabelagtig Højde end "Union générale"'s. Fra 900 var de stegne til 3500. Den nævnte Spekulant havde først ved alle kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjøbe, faaet det paagjældende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da saa Højdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang sine nærmeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en eneste Dag medførte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke undgaas. Dette Øjeblik benyttede Koalitionen af Børsmatadorer for at ramme Bontoux dødeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre Baisse, som Paris's Børs endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke engang i Mirès's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke mødtes af nogen Kontramine, og da Banken ikke længer havde Summer nok til at kjøbe op som før, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Børsdag fra 3200 til 1300, altsaa noget nær 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag over Paris, og det medførte en almindelig Panik. Den langt overvejende Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de sælge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte ligeledes sælge for at dække dem, og Baissen bredte sig da og oversvømmede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt, hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte paa Børserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden hørte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne ogsaa været forsynlige Folk, som havde hørt op, mens Legen var god, men de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne Ødelæggelse, men Mange kom kun ud af Krisen med en Gjæld paa Halsen, som de kunde behøve Aar af deres Liv til at dække. Der var særlig een Klasse af Mennesker, som Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med dens store Behov for Luxus, dens stærke Fantasi og dens gamle Tro paa, at Guld og grønne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var der næppe ti, som ikke i større eller mindre Grad kom under Indflydelse af Berigelsesvanviddet. Verdensberømte Stjerner, der havde gjort Karriere og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra igjen med tomme Hænder; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem, sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle mødte paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke kæmpemæssige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i disse sørgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved at hjælpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed indbyrdes, der er et af de smukkeste Træk i den franske Nationalkarakter. Overfor Fremmede har Pariseren Høfligheden paa Læberne og Hjertet lukket; Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab.
Denne Redebonhed til at hjælpe, i Forening med den umaadelige Evne paa alle Kanter til at kunne gjøre det, forhindrede, at Katastrofen med "Union générale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget Foretagende gik kun et Par enkelte andre større Banker tilgrunde i Krisen. Landets Velstand ramtes ikke føleligt af den, og den gjorde da maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har vel næppe forhindret, at der kan følge andre efter, men den har dog for en Stund gjort de Funktioner normale, som Børsen er bestemt til at udføre i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tør ikke undervurderes. Der har været store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets mægtige, smittende Idéer, da dets Kunst og Literatur gav det den første Plads mellem Nationerne. Der har været andre ogsaa, da det var de franske Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fødder. Men Tiderne skifter. Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav for stor en Magt, til at Tænkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang mellem Staterne. Som Frankrig har været Vuggen for alle Menneskehedens store, moderne Idéer, saaledes er det endnu det ukrænkelige Tempel, det eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu mandsstærk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige Øjne kan overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen Militærmagt. Skal Frankrig hævde sin Position i vort Aarhundredes Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have, hvad Tiden gjør til det Største og Vigtigste, fordi det er det rigeste Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa Børspladsen, der forvalter og frugtbargjør den. Pariserbørsen behersker ikke blot det franske, den behersker det hele internationale Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de nødvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerbørsen, gjorde man ynkeligt Fiasco og var nødt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge, anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede Milliarder, dette Land har været rigt nok til at laane den øvrige Verden. En saadan Rigdom vilde aldrig være kommen, hvis man som i gamle Dage havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strømpeskafter. Alle Samfundslag har lært at bringe det til Børsen, derfor er det, at Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa. Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserbørsens Haand, det er af den Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne franske Samfund.
Kunst og Kunstnere
Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode før netop i vore Dage. David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Først henimod Fyrretallet, med Piejaden, hvis største Navne var Delacroix, Millet, Théodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjøre Epoke. Siden da har den taget svær Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem al moderne Kunst, den ikke blot fæster hele Verdens Opmærksomhed paa sig, den har forøget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at nægte. Men den har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er født. Den klæder vore Dage i kunstnerisk Kjød og Blod. Den gjør det med store Evner, med en uendelig Sum af Energi og med levende Sandhedskærlighed tillige. Det er Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri.
Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er den ogsaa en højst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som misundelsesværdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmærke dem, Fru Fortuna øser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er, efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere og mere blevet dens første Fornødne. Et Hus, der er indrettet comme il faut, kan ikke undvære sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet Kunstværk i sin Salon. At det hænger paa Væggen der, er ligesaa nødvendigt, som at der hænger Diamanter i den gifte franske Dames Øren. Om man har Noget i Kjøkken og Kjælder faar blive, hvad det er, men Brillantørenringene og Malerierne, de er som Klæder paa Kroppen, Velanstændigheden forlanger deres Existens. Med Begjæret stiger Varens Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder, har sin første Grund i, at de er Nødvendighedsgjenstande for den moderne Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre til ogsaa.
Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmænd og Yankeer Dag for Dag udviklet sig til større og større Intimitet. Ved enhver Lejlighed hædres Søsterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens Sæder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjæles for, lovprises i Aviserne og begunstiges af la vie mondaine. Med al den Opmærksomhed er Amerikanerne yderst tilfredse, og de gjengjælder den ved at bringe Paris deres Penge. De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af "rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som udelukkende "gjør Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar.
Fremdeles har ogsaa Spekulationen kastet sig over Kunstværkerne. Man kjøber nutildags Malerier ikke blot for Fornøjelsens, men ogsaa for Fordelens Skyld. Pengene, som man anbringer i dem, trækker store Renter, mens Billederne hænger og pynter op og giver deres Ejermand Air og Anseelse. Naar man har havt dem en halv Snes Aar, kan man næsten være sikker paa at faa dobbelt saa stor en Kapital ud af dem, som man har sat i dem, og er man en Smule Kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjøre det paa langt kortere Tid endogsaa. Med Franskmændenes udprægede Forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare længe, før de gjorde den Opdagelse. Langt Flere, end Nogen troer, har draget sig den til Indtægt. Ved at spekulere i Aktier klæber der dog endnu for visse Kredse noget mindre Nobelt, men at spekulere i Malerier, det er en god Forretning, der har de tre store Sider forenede: at tilfredsstille Spekulationstrangen, at være en fin, douce, fornem Spekulation. og dog at give rigtig godt i Lommen. Mod den kan ingen moderne Franskmand have Nogetsomhelst at indvende. Paa den Maade er da det at være fransk Maler, der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at være et Lykkens Skjødebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjøbe, og de er de eneste, man vil kjøbe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud. Der er en parisisk Kunsthandler, der ti Aar i sin Boutik har havt hængende en Primaticcio, som han vil sælge for tusinde Francs, men som han ikke engang til den Pris kan komme af med. Samme Mellemhandler kan derimod med den største Lethed faa femten tusind for en lille Akvarel af Detaille, malet paa en Dag eller to, og bliver det ham muligt at faa fat i et diminutivt Maleri af Meissonier for tredive, fyrretyvetusind Francs, saa gjør han store Forretninger. Mesterens bekjendte Billede "La charge des Cuirassiers" har Amerikaneren Stewart kjøbt for 300,000. Naturligvis gaar der af saadanne Summer ikke lidt i Mellemhandlerens Lomme. Goupil kunde, da han gav Gérome sin Datter, give hende to Millioner i Medgift og dog beholde en tyve, tredive Millioner tilbage for sig selv. Megen Svindel løber der ogsaa med ind, saaledes ved Auktioner, hvor Kunsthandleren "poussere" sine Malere ved selv paa anden Haand at drive deres Arbejder i Vejret, som dengang for Exempel et Billede af en Spanier Villegas af temmelig underordnet Rang blev betalt med 125,000 Francs. Den Slags Priser kan selvfølgelig ikke holde sig i Længden. Men hvor meget end Kunsthandlerne meler deres egen Kage, og hvor mange uholdbare Reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at en fransk Kunstner i Firserne, der har Talent, ogsaa med stor Lethed i Kraft af det bliver en velstaaende, endog en rig Mand. De Tider er forlængst forbi, da Millet manglede Brødet til sine Børn, og Rousseaus "Le givre", som han selv kun med Nød og næppe kunde faa fem hundrede Francs for, det er nu hundrede tusind værd. De store moderne Mestere har fyrstelige Indtægter og fører et Liv som Fyrster. De har deres egne komfortable Hoteller, deres Villaer i Syden og i Omegnen af Paris, deres Stalde staar fulde af Heste, deres Saloner bugner af Luxus. Meissonier ejer paa Boulevard Malesherbes et Hus til en Million, og i Poissy et andet, hvis Værdi er endnu større. I hans Samling af Billeder, stikker der saadant Noget som fem, sex Millioner. Han er nu ganske vist fire og tresindstyve Aar, og han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve Billeder aarlig, hvis Gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde Francs. Men selv de rent Unge har ingen Anledning til at klage over, at Kunsten ikke lønner sig. Der var paa en af de sidste Saloner af van Beers udstillet et Billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret allevegne: den unge Pige, som Marineofficeren fører ned ad Dampskibstrappen efter et Besøg ombord. For at danne mig en Forestilling om, hvorledes de unge Kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang, hvad han havde faaet for det. Han havde ikke kunnet faa det solgt, svarede han meget beskedent. Da jeg undrede mig over, at et Arbejde, der havde gjort saa megen Opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende Sujet, ikke kunde finde Kjøbere, kom Sandheden imidlertid frem. Der havde været Liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind Francs for det, og han fandt den Pris latterlig lille. Van Beers hører endda ikke engang til de Medaillerede. Naar han stiller saadanne Fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de Unge betales, der trods deres endnu ikke fyldte tredive Aar allerede er naaede til Succès'ens Højde, Folk som Bastien-Lepage, Gervex eller Dagnan.
I hele sin ydre Fremtræden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en ganske anden Race Mennesker end dens Forgængere, der førte Bohémienliv paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er der næsten ikke Skygge tilbage af længer. En ung Kunstner fra vore Dage er en Kavaller comme ti faut, klædt efter sidste Mode, fint dannet, elegant, beleven i sin hele Færd. Han spiser sin Middag hos Sylvain eller Peters og lægger ingen Vægt paa, om den koster ham en halv Snes Francs, naar det, han faaer er godt, og han i behageligt Selskab kan ryge sin fine Cigar til Kaffen. Naar han kommer sammen med sine Venner, konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de sidste Premièrer; naar man bliver præsenteret for ham, byder han En sit Kort, paa hvis Fod der staar angivet Dagen, da han tager imod. Og aflægger man ham saa et Besøg, finder man ham i det fine Monceaukvarter installeret paa det Allerbrillanteste. Hans store, luftige Atelier er en fantastisk Modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste Sager, dekoreret med orientalske Tæpper og Draperier, antike Kunstmøbler, gamle Vaaben, Sévresporcellain og en Mylder af sjeldne Bibelot'er, der kan gjøre artistisk Virkning. Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i Øjesyn, og det hænder heller ikke saa sjeldent, at de kommer.
Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare søgt Mand. Han lever kun lidt sammen med Kammerater. Noget fælles Kunstnerliv, som det endnu findes i Rom eller i tydske Byer, der er Centrum for Malerne, det existerer aldeles ikke i Paris. Der er smaa artistiske Kredse paa en halv Snes Mennesker, som samles en Gang om Maaneden til Middag: den, hvis Hovednavne er Bastien-Lepage, Dagnan og Courtois for Exempel, den, som tæller Cazin, Gervex og Finnen Edelfelt mellem sine Medlemmer, eller "Les Rigoberts", hvor Detaille, Vibert, Jacquet, Leloir og Flere samles for at more sig med at efterligne Dyr og den Slags Plaseer. Men disse smaa Dinerer er ogsaa snart sagt det Hele, man faaer Tid til at offre Vennerne. Man drukner i Indbydelser fra alle Kredse af "le monde", En Soirée er mislykket, naar Værtinden ikke kan gjøre Stads med en eller anden Kunstner i Vælten. Eller rettere sagt: med en Maler, thi Billedhuggerne holder sig væsentlig udenfor denne "mondaine" Sus og Dus. De betales endnu forholdsvis daarligt og fører et Liv som Kunstnerne i gamle Dage, og det skjøndt der mellem dem findes Talenter af allerførste Rang. Paul Dubois er en af Verdens største Mestere, Falguière, Frémiet, Chapu og adskilligt Flere vil have beholdt deres Plads i Kunsthistorien, naar mangen Maler er glemt, som Parisersalonerne nu ligger paa Knæ for. d'Epinay og tildels de St. Marceaux er ikke destomindre saa at sige de Eneste af Billedhuggerne, der er paa Moden. Men navnlig den Første er det ogsaa tilgavns. Amerikanermillionærerne navnlig kan ikke leve uden d'Epinay. Er der Nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med Billetter. "De maa absolut præsentere d'Epinay hos os iaften." "Jeg vil være Dem ganske overordentlig forbunden, hvis De kan faa d'Epinay til at spise til Middag hos mig, Frøken Chose vil gaa i Graven, hvis hun skal rejse hjem uden at have faaet ham at se," saaledes lyder det i Kor fra alle Kanter. Og er det muligt engang imellem at slippe fra Salonerne, saa er Cirklerne der strax med deres Krav. Det er i dem stadig Kunstnerne, der maa agere Maîtres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og dekorere og spille Komedie og Gud veed hvad. Hvorledes de med alt det faaer Tid til at være saa flittige, som de i Virkeligheden er, det er en Hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det Utrolige, der kan naaes i Paris.
Flittige er de nemlig, selv de i Selskabslivet mest søgte af dem. Franskmændene er i det Hele taget begavede med en Arbejdsdygtighed, som ikke blot tilnærmelsesvis naaes af noget andet Folk. Men hos deres Kunstnere, hos deres Digtere og Forfattere findes denne Evne potenseret til en fabelagtig Højde. Man behøver blot at tælle Balzacs, Victor Hugos, George Sands eller Alexandre Dumas Bøger for at have et klart Billede af, hvilket titanisk Arbejde disse Navne repræsenterer. Antoine Baryee har alene produceret Mere, end alle andre Billedhuggere tilsammen, Delacroix' og Rousseaus Værker er utællelige. Og denne uendelige Produktivitet gaar paa ingen Maade Haand i Haand med manglende Samvittighedsfuldhed. Tvertimod. Der er et Træk, der er overordentlig karakteristisk, og det er tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske Malere, Meissonier. En af hans Specialiteter er, som bekjendt, hans Heste. Da han begyndte at male dem paa sine Bataillebilleder, holdt han sig endnu til Skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. Han vilde studere Naturen og gjengive den. Er det imidlertid allerede vanskeligt at faa en Hest til at staa Model, naar den skal være i Ro, saa bliver det saa at sige ugjørligt at portrætere den i Bevægelse. Meissonier bar sig saare snildt ad. Han lejede i Poissy, i Nærheden af sit Hus, en lang, flad Slette og belagde den med Skinner. Paa disse Skinner anbragte han et Slags bevægelig Lænestol, i hvilken han tog Plads med sit Album i Haanden. En Tjener tilhest travede eller galopperede ved Siden af ham, alt eftersom han havde Brug for den eller den Oplysning, medens en anden skjød Lænestolen frem paa Skinnerne, parallelt med Hestens Side. Paa den Maade kunde Kunstneren vende hjem med hele sin Skizzebog fuld af Tegninger. Det var for Størstedelen rent ud hieroglyfiske Skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i sit Atelier, resumerede han disse Studier i Voxstatuetter, og efter dem malede han saa. Det er paa den Maade, de unge franske Kunstnere mere eller mindre bærer sig ad alle, og det er paa den Maade, de faar Sandhed og Liv og Troskab i deres Billeder.