Der er jo ganske vist ogsaa ved Siden af dem Resterne af Akademikerne, for hvem Traditionen er Alt og Naturen Ingenting. Der er Klassikere som Cabanel, og der er l'art bourgeois med Typer som Bouguereau. Bouguereau er Medlem af Institut de France, han leverer det fineste, elegantest slikkede Arbejde, der kan tænkes, han holder Ligtaler over sin Ven Boucicault, Ejeren af Bon Marché, og han driver selv ved Siden af Kunsten en indbringende lille Biforretning som Husvært. Samtidig med, at han sender sine Venus'er til Salonen, sender han til Amerika hellige Jomfruer med smaa Lam, som han aldrig vilde vove at vise frem i Paris; han gjør sig til af at male et Hoved hver Dag, prutter med sine Modeller om fem og ti Francs og tager Hundredetusinde ind om Aaret. Han er kort sagt en god, fornuftig Borger og en Kunstner, der aldrig løber løbsk. Folk som han vil altid have et beundrende Publikum, særlig i Paris, hvor Eliten ganske vist er større end noget andet Sted, men hvor samtidig de Profanes Mængde er ligesaa forfærdelig stor, som den er forfærdelig intetsigende. De Unge gaar imidlertid hverken i Skole hos ham eller hos en Kunstens Corneille som Cabanel. Der er en skandinavisk Kritiker, der ved Wienerudstillingen har resumeret sit Indtryk af det moderne franske Maleri i følgende Slutningspassus: "Den franske Kunst er i Dekadence, og naar den gamle Bouguereau engang lukker sine Øjne, hvem skal da føre Idealet frem?" I det har han upaatvivlelig Ret, at der imellem hele de Unges Kreds ikke vil være nogen Eneste til at tage Arv efter gamle Bouguereau, der nu forresten kun er fem og halvtresindstyve Aar. Men med Hensyn til Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet angaar, saa hører det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er.
Sikkert nok: den franske Kunstner grubler ikke synderlig over "Idealet". Franskmændene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Stræben og sende blaa Cigarringe og blaa Drømme op i Luften. De gaar løs paa Realiteten. Det er det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Række af unge Malere har i Virkeligheden ingen anden Læremester end Naturen. Det er ogsaa derfor, at man kun i højst uegentlig Forstand kan tale om en moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange, som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Gérome og Bonnat kan ikke siges at have skabt Skole; de har kun vækket og udviklet en Kreds af Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har unægtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Størsteparten søger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmænd og Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris. Næst efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den største Rolle. Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme Ære nylig er bleven tildel, kappes om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i Vælten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrøm har ligeledes baade Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere Arbejder udstillede.
"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenværende Industripalads i Champs-Elysées, er Brændpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig. At alt det skulde være virkelige Kunstværker, er nu naturligvis umuligt, saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Afløbsrende for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de Sêze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert Øjeblik sammen for at præsentere Publikum deres Værker, hvor de kan komme til det. Det hører snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa være en By af Malere. Svært skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der ikke en Neveu eller en Fætter, saa er der i ethvert Tilfælde en Niece eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse ældre eller yngre Frøkener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi de Frøkener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, før han har "korrigeret" deres Billede, hvilket næsten altid bliver ensbetydende med, at han gjør det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der kan tænkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjør Ingenting, de hjælper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto højere naaer dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Værker, der vil leve bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning har frembragt.
Kan man saa fortænke Pariserne i, at denne Salon for dem er Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at gjøre, maa spærre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af Nyhedsjægerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, "le jour de vernissage, er en af de allerstørste Pariserdage, Oprindelig skulde det kun være Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen for at gjøre sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophængte af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtræk af Fernis, som de ikke maa have, naar de indsendes til Bedømmelse. Men efterhaanden er det blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprøve. Har man nogensomhelst Pretensioner paa at høre til den Part af Befolkningen, der tæller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang; hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken Elleve er alle Salene proppede fulde; man støder paa en Berømthed for hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening om alle Hovedværkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk, at Afgjørelsen træffes, om det er en daarlig Salon eller en af Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der, at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum fælder, bliver ligesaa sjeldent underkjendt som Premièrepublikumets i Theatrene.
I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den fine Verden har ligesom i Théâtre français og Operaen sin bestemte Dag, Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine Kunstbetragtninger uden at løbes paa Ærmet af den store Mængde, koster Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa. Man siger, at man har været nødt dertil; Tilstrømningen er i hele Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet næsten ikke kan rumme Publikum. Alle maa have været paa Salonen, for hvor man kommer hen, tales der ikke om Andet. Højst karakteristisk er det, at Aviserne, der kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa bliver læst. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres Salonartikler hører til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen Tvivl om, at Interessen for den næst efter Theatersværmeriet i hvert Fald er den af alle aandelige Interesser, der er stærkest og har bredt sig videst ud i det moderne Paris.
Litteratur og Aviser
Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt stadig at være fuldstændig paa det Rene med den litterære Produktions Omfang; Antallet af de litterære Fødsler kan opgives med samme Nøjagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For Øjeblikket beløber de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange Volumina forøger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter først, naar de er slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider.
En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Løbet af en Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke gjør det, lader dog deres Bøger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor den er rent forsvindende. Den indskrænker sig saa at sige til nogle provençalske Digtsamlinger i Avignon og Nîmes. Selv Byer som Marseille og Lyon giver sig ikke af med at trykke Bøger. Som alt Andet er ogsaa hele det litterære Liv centraliseret i Paris.
Men man mærker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjør "grande besogne", men den gjør ikke stort Spræl. Udkommer der et nyt Værk af Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vækker det Opsigt ganske vist og bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Bøger, der har en saadan Evne til at samle Opmærksomheden og blive Dagens Løver. De fleste kommer til Verden i al Stilhed og gjør deres Karrière uden Allarm. En Roman kan være trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at den har staaet nævnt i et Blad, og uden at dens Existens noget Øjeblik har været et brændende Thema for Konversationen. Paris er ingen litterær By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager at beskjæftige sig med, til at den kan være det.
Pariseren i Almindelighed læser heller ikke meget. Han gjør det, saalænge han er ung, før han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane. Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med den ældre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han træder ind i Livet som Mand, har han ingen Stunder længer til Læsning. Forretningerne, Kampen for at gjøre Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa uendelig; sætter han ikke alle Evner og Kræfter og Tanker ind paa at byde den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans Gjerning ved, kan han beskjæftige sig med. Og naar der endelig engang imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervøs overanspændt til at kunne søge den i Bøger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der ikke koster Besvær. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjælp veed han altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende. Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Føde tilfredsstilles rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover strækker hans Læsning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer.
De læser nemlig; de gjør det baade for sig selv og for Mændene med, og de gjør mere end det: de kjøber Bøger. Jeg gjorde engang i Selskab med en Parisérinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og hun læste bestandig. Paa hver større Station, hvor Toget stoppede, var hun strax ude for at kjøbe Bøger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende; hendes Bibliothek var under Rejsen blevet forøget med fem og tyve Bind, Det er allevegne i større eller mindre Grad Damerne, som den skjønne Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere læselystne, de har ogsaa baade mere Otium til at læse og flere Penge til at kjøbe Bøger for end andetsteds. Og saa er de desuden nødte til at kjøbe. Lejebibliotheker existerer ikke tilnærmelsesvis i det Omfang som for Exempel i Skandinavien og Tydskland, Læseforeninger og Læsemapper er Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store Hovedstøtte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten af sin litterære Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en fransk Roman, der gjør Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv tydske Forfattere, der er saa populære som Spielhagen og Heyse, i Regelen maa nøjes med fire, fem af samme Størrelse.
Dette betydelige Salg gjør, at i Frankrig en Forfatter, der har noget Talent; kan leve frit og uafhængigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt. Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine" eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her kommer det karakteristiske Træk hos Franskmændene igjen, at de kun kan passionere sig for hvad der gjør Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, føjede sammen til store Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig. Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i Regelen mangler. Han kan gjøre Fruen Foræringer med sine Skitser, han kan tegne Portræter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig, glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen, hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbøjelig til at gjøre Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det ud i selskabelig Elskværdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om Zola: at han er en ren Bjørn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det Talent og den Esprit, som man finder i deres Bøger, og bekymrer sig ikke synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige Omstændighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem sejle deres egen Sø. For Malerne har den École des beaux-arts og Prix de Rome og Salonen og Kjøbet af deres Billeder til de talrige offentlige Gallerier, for Forfatterne Ingenting, højst engang imellem en lille Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understøttelser paa Statens Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelønninger for de bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstændig privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til Indtægt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser det allerbedst ved Fordelingen af sine Æreslegionskors. For hvert, der gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst have graa Haar, før der tænkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har været paa Alles Læber, ikke engang Riddere.
Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts, Udødelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie er som saa mange andre blegnet svært med Tiden. Der har efterhaanden i de privilegerede Lænestole siddet Række paa Række af Folk, hvis Adkomst til Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang frabede sig den Ære at vælges ind i Kompagniet. Positionen, som det skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage nærmest kaldes rent illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan saameget som blot nævne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et af sine mange penge- og modløse Øjeblikke det Raad af sin Forlægger: at forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Læser til og endnu mindre en Kjøber," svarede Digteren, "Vil jeg være læst, maa jeg gjøre mig til Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig." Han tænkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas.
Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og han vilde da uden Besvær kunne være kommen saa højt tilvejrs paa Lykkens grønne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer man at sige. Det er et Postulat, der i høj Grad trænger til Bevis. Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De rækker dem i Frankrig materielt en hjælpende Haand af den allerstørste Betydning, og en Haand, der med Begjærlighed gribes af Alle. Selv om en Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag, tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Bøger er saa billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlæggeren ikke kan betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens Indtægt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa løber det jo ganske vist op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjælper med dertil? Selv den mest renommerede og mest læste af alle moderne Romanforfattere, Daudet, selv en saa fabelagtig populær Skribent som Jules Verne naaer kun sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa repræsentere en Sum paa fyrretyve tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal. Fem, sex Oplag er allerede ganske pænt for en almindelig Roman. Men med Indtægterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. Før hans Fortælling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien.
Feuilletontrykket bliver følgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret, ikke at tale om den mylrende Mængde af literære Uge- og Tidsskrifter. Af Oversættelser ser man højst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid en Forlægger, der er villig til at udgive Fortællingen som Bog; Publikummet er tilstrækkelig stort, til at Afsætningen stadig stiger, jo mere bekjendt Arbejdet bliver.
Til Feuilletontrykket før Bogudgaven kommer yderligere de mange senere Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de kjender til Oversættelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det ønsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er blevet enigt med "Société des gens de lettres". Dette Selskab modtager et Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede Francs engang, men der er saamange smaa Bække, at de alligevel til Slutning gjør en Aa. Det hører ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig.
Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur, anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de største af dem bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjør sig til stadige, saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire" endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab findes Navne som Legouvé, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der er i hele den franske Skjønliteratur ikke een fremragende Personlighed, som ikke har været mere mere eller mindre nært knyttet til "Figaro", der er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vælten—ja, man kan gjerne tage selv de lyriske Digtere med—næppe nogen, som ikke samtidig er Journalist. Indtægtsspørgsmaalet spiller derved ikke den afgjørende Rolle alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler godt. Den første Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et særlig fremragende Navn, der staar under; bekjendte "Kronikører" som Albert Wolff eller Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en Journalist med noget Talent. Men det Væsentlige, der samler alle Evner omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for Dag mere og mere kommer til at indtage.
Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke være Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen uden at beskjæftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmændene først bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvættes stor. Desuden tillader et Pariserblads Økonomi ikke de umaadelige Udgifter, som Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at være velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de franske derimod snart utællelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen. Abonnentkredsen bliver derved nødvendigvis meget indskrænket. "Figaro", der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de ansete Pariserblade ikke gjøre Regning paa et Oplag af mere end mellem ti og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter dækkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har Læsekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjør i de senere Aar ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske Korrespondenters Antal stiger stadig—medens der saaledes før Krigen kun var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu mindst et Dousin—og Blade som "Temps", "République française", "Debats" eller endogsaa "Liberté" søger bestandig at gjøre sine Læsere Rede for Alt, hvad der hænder i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal alligevel forandre sig, før de paa dette Omraade kan naa deres engelske Kolleger.
I alle Spørgsmaal, der angaar Frankrig selv, er de franske Blade derimod baade bedre betjente og har større Magt end noget andet Lands Presse. Som Franskmændene er fødte Talere, er de ogsaa fødte Journalister. Adskillige af deres mest udprægede Nationalejendommeligheder kommer dem herved tilgode, først og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al unødvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfælde i en Frase, der slaar ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er nødvendigt, for at det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink endnu holder Læserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til anden, den vækker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar man er færdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan ikke Andet end betydeligt forøge Indflydelsen, som Pressen altid maa øve i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen er ubegrændset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som sikkrest og lettest fører enhver Ærgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes Redaktionskontorer staar Dørene aabne paa vid Gab til alle Statens øverste Poster. Deputerede, Præfekter, ministerielle Embedsmænd, selv Ministre og Gesandter vælges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte sin Karrière i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de Republikens Mænd, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Række Artikler i "Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en Retraite fra den. De har været det for begge den tredie Republiks to mest fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "République française", og for Jules Simon, der som Direktør for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i Bladet. Det er Træk, der tilstrækkelig tydeligt karakteriserer Pressens Position i det franske Samfund.
Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en høj Grad af Anseelse, og de gjør det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed, der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtægt paa en Maade, som kaster betænkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig færre Udgifter end fem, sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente kan Summen endog løbe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedstøtte Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtægtskilde kun en forholdsvis underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig kun sættes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr, mener de; dens Læsekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De foretrækker da at hjælpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der rigtigt kan tiltrække sig Opmærksomheden. Fremgangsmaaden, der følges af en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjøretøjer med dens Adresse rundt i Gaderne. De er rødmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at lægge Mærke til, og koster den end noget mere end Bladannoncerne, hjælper den dog ogsaa ti Gange bedre end de. Dernæst er de franske Blades Afsætningsmaade uheldig. Kun faa af dem har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve tusind Exemplarer knap afsætter fem hundrede ved Abonnement. Resten spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den ene Dag, taber man den næste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade og periodiske Skrifter er der næppe mere end godt og vel et hundrede Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad Pressen ellers ordinært plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer, er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt andet uudtømmeligt Fond, den har Børsen, den har "Finanserne" at støtte sig til. Den sælger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt.