XXI
Så begyndte det lange, tragi-komiske drama, bevidsthedens forstyrrelse, efterhånden at udspilles.
Det syntes som om Hans Råskov skulde bøde for, at han havde tiet så meget og så ofte behersket sig. I anfald af raseri, der i lang tid gentog sig næsten hver dag, var han tvungen tilskuer til, at hans fantasi udførte, hvad han et øjeblik havde tænkt på og straks var blevet herre over; handlinger han havde afvist og skammet sig over at få lyst til, de blev nu på en måde til virkelighed; det begyndte fra hans barndom med husholdersken og gik op efter, selv en ubekendt mand, han en gang havde slået hatten af, blev trukket frem og lynchet af den tøjlesløse fantasi – han gennemlevede en hel parodi på sin egen fortid.
Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede under anfaldene; det skreg og larmede – bag ved bevidstheden; han hørte ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra, vognrumlen eller dagligdags stemmer, så svulmede de op og blev ligesom til et med den skjulte larm. I sådanne øjeblikke følte han også selv trang til at skrige; han mærkede et råb, der arbejdede sig op gennem hans strube, og han hørte det ligesom alt det andet; han forestillede sig det første og derpå alle dem, der vilde følge efter, han vilde flå sig op indvendig og slide de sidste, trævlede skrig frem, indtil de hendøde i komisk klynkende piben, som når en lirekasse langsomt går i stå. Dertil vilde det passe godt, om han kastede sig ned på gulvet og væltede omkring – — han tænkte sig det med. Men han gjorde ikke noget af det altsammen. Når det var overstået, følte han en hæshed, så at han lige straks ikke var vis på, at han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans øren, som om han var kommet ud af en maskinhal.
Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i ham og levede ved siden af hans egen fornuft uden at fortrænge den, og dog genkendte han alting, og syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der havde taget plads i ham og snyltede på hans sunde fornuft, så han måtte vente, at den en dag var udhulet og brast sammen til ingenting. Han førte en dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig, med sin forstand og sine sanser, der tilsyneladende ikke fejlede noget, og samtidig ernærede hans fantasi en snylter, der aldrig viste sig – efter snylteres art – og som syntes at skulle fortære ham fra inden og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans. Det skulde for eksempel hænde ham, en dag da det blev højt vær, at han ikke kunde ha nogen glæde af den blå himmel; han betragtede den med mistro og undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte sig rødt under den, og han følte sig lettet, da de følgende dage igen bragte gråvær.
Hen på foråret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i forfald, det fik alle de egenskaber, der kendetegner henrådnen. Havde han før haft anelser om ild og skrig, så blev det nu til aske og uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig rundt om ham, og når han skulde til at falde i søvn, blev det til byger af lange, meningsløse ord og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved selv at lave ord, der var lige så tåbelige, han syntes han drillede fjenden, og det var ikke til at afgøre, om det hele var påtvunget, eller om han gjorde det af fri vilje; men selv dette påfund fattede han mistanke til som noget, der kunde være opfundet af den anden, og han forsøgte det ikke mere end et par gange. Han gjorde også den erfaring, at ethvert forsøg på at mildne galskaben eller ligesom narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han måtte la den være ene om sit og ikke gribe ind.
Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod de forestillinger, der påtvang sig. Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv synes at hvile på, og han overværede – i løbet af et helt år – en opløsningens komedie, som der ikke skal gøres forsøg på at gengive her. Han kunde ikke løbe fra noget; han havde perverse syner, der ligesom vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed; andre udgik fra Johannes' Åbenbaring og bragte forvrængede billeder fra en bog, der selv er sjælelig usundhed – —
Sådan ser det ud i de sjælens dybder, som vi taler om med gru eller med en ærefrygt, der er blandet med mystisk svimmel; i den ubetegnelige dynge, vor bevidsthed bygger på, skal måske livets dybere mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en sådan søgen vil falde meget storslået ud. Den dybere, alvorlige sammenhæng eller den dybere, latterlige mangel på sammenhæng – hvilken af delene er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi skal finde som enden på sagen?
– Som ganske lille dreng blev Hans Råskov en dag for første gang vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde ventet at se inde i det velkendte dyr, havde gjort et så rystende indtryk på ham, at han listede sig bort og gemte sig i en høstak for at tænke over det; men fra den dag var en ko ikke længere en ko i hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde vokse naturligt sammen.
Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen flået og skåret op – og gået i fordærvelse tilmed.
Men over synernes rå, skinnende billeder hævede hans fornuft sig for så vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem; der var stadig noget, der holdt sig frisk, og når den tyngsel, der hvælvede sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik, så syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog på en måde var til at leve; den forjættede ham den store nøgternhed, som han to gange troede at ha opnået, og hvori han så sin eneste frelse.
Der gik et år, og det blev lidt bedre med ham. Mens han før havde underholdt sig med uskyldigt legetøj, som der ikke skulde åndelig anstrængelse til, så kunde han nu lave små maskiner af træ og ståltråd og gøre de simpleste kemiske forsøg om igen. Han kunde få en hel eftermiddag til at gå med at fremstille ilt og brænde tykke firtommesøm, som om det var tændstikker; det havde også været et af hans første eksperimenter, da han var dreng.
Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt arbejde, men så vidt han kunde mærke, havde han tabt lysten til arbejde, og det var jo også meget tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det.
Hvad der var ham mest påfaldende, når sygdommen slap sit tag og tillod ham at tænke på andet end den, var hans fuldkomne ligegyldighed for alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken til ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn til fortiden lod det til, at han havde udraset; alle minder havde sygdommen bemægtiget sig og tilsyneladende fortæret; der var ingen varme ved dem, ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen, fortiden var en hob aske. At han under lejlighedsvise tilbagefald måtte beskæftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han en gang havde tænkt: at han var kommet til det døde hav, hvor alt er brændt ud? Asken og asfalten, der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har været, før alting blev fortæret.
– Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium i et udhus, og tog fat på et vanskeligere forsøg, der varede to dage; det kostede ham et tilbagefald på fjorten dage, og da hans sind igen var tilstrækkelig befriet, til at han kunde tænke over det, da mente han at ha vished for, at lysten var borte. Den stive energi, hvormed han før gik på, den vældige fremdrift, der kunde vare uforandret flere år, var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde drevet ham til arbejdet. Måske havde han det sådan, at han arbejdede bedst, når det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens maskineri går støt under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og det, der tænkes og frigøres i handling udad til. Men var denne indre drivkraft gået tabt, hvad så? Selv om han endnu ikke var aldeles rask, og hans nærvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle kraft, så var der sket en blivende forandring med ham. Dær hvor sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke at være andet tilbage fra den store ødelæggelse end hans forstand. Hvis det var den nøgternhed, han havde attrået, så havde hans ønske været dårligt og opfyldelsen værre, ti den havde ikke bragt andet end idel tomhed.
Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens folk og traf gærne en eller anden, som han kom i tale med, når han gik ud; hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden kun vilde ha været leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han kedede sig ikke slemt. Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse ud og prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han rejste der fra, så var det, at prøven skulde stå, om han duede til noget eller ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde udsætte sig for et uigenkaldeligt resultat. Efterhånden blev det spørsmål ham også ret ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, så længe han ikke følte lyst ved nogen ting.
Sådan gik der et år til uden stor forandring. Han tog sig ikke noget til og var altid beskæftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i egnen som en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. På sine ture, der stadig blev længere, stansede han og så til overalt, hvor der blev udrettet noget, og snakkede med alle, der havde tid – som en gammel bedstefaer, der går sin sidste runde og tar afsked med dem, der skal overleve ham.
XXII
Det var en klar, kold aften først i Februar.
Hans Råskov var på hjemvejen fra en tur, der havde varet hele dagen; han havde gået seks mil og havde een igen. Det at gå var efterhånden blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for indtryk, gik omtrent de samme ture hver dag, ligesom plovmændene der hjemme, der målte den samme mark hundrede gange på een dag, indtil de kom i en slags følelsesløs ekstase og havde så vanskeligt ved at lukke munden op og tale højt, når de kom hjem. Hans Råskov blev dygtig stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig over hele hans legeme; han mærkede det om morgenen, når han stod op; og dagens første halve mil kunde også være besværlig nok, men så gjorde bevægelsens rytme sin magt gældende, han gik og glemte alting, gik fra sin egen tomhed, der undertiden syntes at slå sig sammen med sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke andet af tiden, end at den skulde gå, gå forbi lydløst, sporløst, forbi ham som en, der ikke skal med, og for hvem det er en plage at mærke tidens gang, fordi den samtidig er en målestok for hans egen overflødighed.
Hans Råskov var en dårlig fodgænger; han var af dem, der slider for meget – både på jorden og på sig selv. Hvor det var blødt, trådte han dybere i end andre mennesker, og når han gik på sølede veje, tog han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; han havde tungt ved at komme af sted på jorden, og nu, da han ikke tog sig stort andet til, kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han var tit overtræt, når han kom hjem, og måtte lide for det om natten.
Månen begyndte at skyde sin røde, forbrændte skive op på himlen, da Hans Råskov drejede uden om en af Limfjordens mange små vige. Ude på isen gik der børn; det sang vidt omkring, når de flyttede deres jærnbeslåede træsko og tog tilløb. Hans Råskov fulgte vandet en halv mils vej; han konstaterede med ærgrelse, at han havde gjort sin tur en mil for lang, for han var allerede meget sulten nu og vilde altså være aldeles udaset, når han havde gået den sidste mil. Han mistede øjeblikkelig al sin udholdenhed, når han blev sulten; han blev til en klud, hvis han ikke straks fik noget at spise, det kendte han så godt. Han kom snart til at svede af mathed og hviskede et halvhøjt: Idiot, hvormed han mente sig selv – fordi han ikke, som han plejede, havde sørget for at ha noget spiseligt hos sig.
Han var så optaget af sin egen ærgrelse, at han ikke opfattede et skrig om hjælp, der lød to gange ude fra isen; tredie gang fik det ham til at stanse og glemme sin sult. Der var een faldet igennem. Med det samme vidste han også, at han havde hørt det flere gange; han havde vist antaget det for en slags hallusinasjon, og det havde stemt hans sind så underligt. Men nu var alt det væk, han så sig om efter huse eller mennesker, om han kunde tilkalde hjælp, men der var ingen, det var et ensomt sted.
Det var åbenbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede på stemmen og udsendte sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum, og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.
Hans Råskov skyndte sig ned til vandet og så sig om efter en ting, der kunde være til hjælp. Han kunde høre drengen arbejde der ude, han gav sig af anstrængelse, idet han søgte at komme op på kanten; men han kunde nok ikke, det var vel den gamle historie med det, der suger ind under isen. Han havde dog ikke tabt modet eller håbet endnu; han skreg ikke af skræk, han kaldte på mennesker og undrede sig vel over, at der ikke snart kom nogen. Det var så lydt i den kolde, stille aften.
Hans Råskov så sig om en gang til. Nej, han var nok ene om det, han måtte selv ud. Ja ja. Han trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i den, idet han tænkte, at han vel også selv måtte i vandet. Han havde allerede fået sympati for fyren der ude, der holdt sig så tappert og brugte sin stemme med forstand, på en menneskeværdig måde og ikke hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr.
Hallo! råbte han. – Hallo! lød det der ude fra, og der kom ikke flere skrig.
Hans Råskov følte en sindsbevægelse, som han aldrig før havde kendt. Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde. Gamle erindringer dukkede op, ikke for at plage ham eller være stof til goldt raseri. Dette var altså den tredie, han vidste der var faldet i vandet og var i fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde være ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt, så man fiskede ham op med væmmelse og smed ham fra sig som et ækelt insekt, der er kommet i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke bange for at dø, for han var så opsat på at leve, at tanken om døden slet ikke var faldet ham ind. Han fortjente at leve.
Isen knagede; han stansede uvilkårlig og tænkte: Om et øjeblik ligger jeg der nede. Det holdt igen på ham; der kom et par sekunder, hvor han ikke kunde drive sig selv længere ud ad. – Jeg er vel ikke bange, tænkte han og kom til at ryste. – Det er sandt, jeg er jo syg. Det er slemt; men det hjælper ikke.
Drengen gav sig der ude, om det nu var af utålmodighed eller af anstrængelse for at holde fast.
Du er der vel endnu? råbte Hans Råskov.
Ja vel, lød det klart og simpelt.
Han krøb på alle fire, til isen brast under ham; men da han mærkede det kolde vand, troede han, at han skulde få krampe; hele hans legeme var i een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet som et knivstik. Så kastede han sig for over, knuste isen med armene og svømmede. Drengen ventede tålmodig og spurte en gang, hvordan det gik. Hans Råskov svarede med at spørge, hvordan han havde det. Jo tak, han havde det temmelig godt.
Lidt efter kunde de to følges ad ind efter; Hans Råskov svømmede i den rende, han havde lavet, drengen kravlede forsigtigt på isen ved siden af.
Hvad hedder du? spurte Hans Råskov.
Jens.
Du kan vel nok selv gå hjem?
Ja magelig.
Hvis du ikke kan støtte på benene, så rend på alle fire, til de kommer i orden, vedblev Hans Råskov, der følte en stedse stærkere sympati for det eneste menneske, hvem han, så vidt han vidste, havde gjort vel imod; han vilde gærne sige noget mere, men kunde ikke finde på noget; desuden havde de nu nået det sted, hvor han først var gået ned med isen.
Nu skal jeg da hjælpe Dem, sae drengen.
Det kan du ikke, min ven; så falder du bare i for anden gang; jeg blir nød til at knuse isen et godt stykke, før jeg kan komme op.
Ja men så er det da bedst at jeg – — —
Nu skynder du dig at komme hjem, det er det bedste for dig.
Ja ja. Så siger jeg da så mange tak – —
Selv tak. Farvel, Jens.
Hans Råskov så efter drengen, der løb ind mod land på sine vaklende ben.
Så var det mig, mumlede han.
Han begyndte at slå i isen. De første to alen gik let, men snart mærkede han, at en dødelig mathed lammede hans hænder. Han hævede sig op på isen, der knækkede under hans vægt, og på den måde kom han igen et par alen fremad. Derefter syntes den at være solid nok til at kunne bære ham.
Han hvilede sig lidt med bægge hænder om iskanten, men under denne hvile svandt næsten alle hans kræfter. Han formåede ikke at hæve sig op; benene blev trukket den anden vej.
Hans er blevet gammel, mumlede han.
Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned i isen, men fandt ingenting. Da trak der ligesom et smil over hans stivnede læber: Her skulde det altså ende. – Det smærtede i brystet; hvert åndedrag af den kolde luft gjorde ondt der nede, og hans hoved blev tungt.
Han så ind mod land, hvor drengen ikke mere var til at øjne. Han var vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han havde dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. – Jeg har taget hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et godt bytte. Så er det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg selv dør.
Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere over hans hoved end ellers; den sagte vind puslede med hans våde hår. Lammelsen tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der udgik en ængstelse fra det, som så ofte før, men døsigheden lae sig over hans hoved og dulmede, han blinkede tungt et par gange og følte ikke mere kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent.
Han forsøgte at få øjnene op. Var der ikke noget, der skinnede et sted? En kostbar ting, der lå og vinkede i solskinnet?
Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede øjne, idet han gik under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt borte, der endelig havde fundet vej til ham.