Livserindringer

Hvad Kirkevæsenet angik, var det fra det første Øieblik af, da jeg fik dermed at gjøre, min Overbevisning, at Staten og dens Tjener: Ministeren skulde yde Folkekirken den Understøttelse og det Værn, der i Grundloven tilsagdes den, men saa lidet som muligt og allerhelst slet ikke befatte sig med dens indre Anliggender, hvilke Kirken imidlertid da maatte sættes istand til selv at varetage. Dette skulde skee ved den kirkelige Forfatningslov, som Grundlovens § 80 stillede i Udsigt. Men, medens det stod mig fast, at Staten kun kunde staae i et Understøttelsesforhold til en virkelig ordnet og paa et bestemt, omend ikke i alle Enkeltheder fastslaaet og uforanderligt Læregrundlag bygget Kirke, og jeg derfor var en ligesaa bestemt Modstander af den Grundtvigske Præstefrihed, der lod Kirkesamfundet forsvinde, som af Retninger, der frygtede alt Kirkeligt og Præsteligt, kunde jeg ikke være blind for den Vanskelighed, der laae deri, at den hidtil i sine Anliggenders Styrelse aldeles uselvstændige Kirke skulde modtage sin Forfatning ved en borgerlig Lov. Der maatte altsaa efter min Mening arbeides hen til, at denne Forfatningslovs Indhold saavidt muligt fremgik af Kirkens egen Trang og Overbevisning og kun fik sin ved Tilsagnet om Understøttelse betingede Sanktion af Statslovgivningen. Jeg maatte derfor uden Hensyn til, at den ved Forhandlingen og Vedtagelsen af Grundlovsparagrafen i Forslag bragte udtrykkelige Bestemmelse om et forberedende Kirkemøde var udgaaet, fastholde den af min Formand i Ministeriet, Monrad, opstillede Tanke om et saadant Kirkemøde som nødvendigt til Forberedelsen af en Kirkeforfatning og forlangte i det første Udkast til en Finantslov, der forelagdes (i den første Rigsdagssession 1850), en Sum af 10,000 Rdl. til Afholdelse af et saadant Møde. Efterat jeg baade ved første og anden Behandling havde udtalt mig i den her antydede Retning, især ligeoverfor Grundtvig og Tscherning, mod hvilken sidste jeg gjorde gjældende, at den danske Kirke hidtil i sin Styrelse slet ikke var, hvad han kaldte den, en Menighedskirke, bevilgedes der 5000 Rdl. Jeg modtog denne Bevilling med en dyb Tvivl om, hvorvidt jeg enten i det Aar eller i det næste vilde være istand til at benytte den og til alvorlig at fremme Sagen, og derfor med stor Bekymring. Jeg saae ikke blot, hvilke stærke og skærende Modsætninger der i det Øieblik fandt Sted imellem de fremragende Ordførere i den danske protestantiske Kirke, saasom J. P. Mynster, Clausen og Grundtvig, men jeg nærede derhos Tvivl om, at der da overhovedet var et saadant Menighedsliv og en saadan hengiven Tilslutning til Kirken tilstede hos Folket, at Bygningen lod sig opføre paa denne Grundvold, og, hvad der for mig personlig var det Tungeste og maaske bestyrkede og skærpede hin Tvivl om Andre: jeg følte, at jeg selv, skjøndt paa min Maade inderlig religiøs stemt, dog ikke stod saaledes paa hele Aabenbaringstroens Standpunkt, at jeg tillidsfuld, med Fasthed og uskrømtet Alvor kunde deltage i, endsige lede Forhandlingen om en Forfatning for den evangelisk-lutherske Kirke i Danmark; jeg vilde ikke nedrive eller svække, men skyldte at befæste og opbygge; jeg frygtede for at vakle eller at hykle; jeg led derved stærkt og lod derfor Sagen, som heller ingen Anden dengang ytrede ret Mod eller Lyst til at tage fat paa, hvile. – Men udenfor Hovedspørgsmaalet om Folkekirkens egen Forfatning paatrængte der sig efter Grundlovens Vedtagelse forskjellige særlige Spørgsmaal, der angik Berøringen imellem Folkekirken og Personer, der befandt sig udenfor den, og den disse Personer nu tilkommende Uafhængighed af Folkekirkens Forskrifter og Former. Efterat jeg allerede i Rigsdagens første Session 1850 i Anledning af et Andragende fra den mosaiske Menighed i Kjøbenhavn og en derved fremkaldt Forespørgsel i Folkethinget havde forelagt et Udkast til Lov om den religiøse Opdragelse af Børn, der vare fødte i Ægteskab mellem Personer af forskjellig Trosbekjendelse, og, da Udkastet paa Grund af dets Fremkomst mod Sessionens Slutning ikke var kommet til Behandling, havde forelagt det paany i anden Session samme Aar, fremkom der i denne fra et Medlem af Folkethinget: Overretsassessor Spandet et Forslag til "Lov om Trosfrihed", der meget mindre handlede om, hvad Titlen angav, end om alle de Forhold, i hvilke hidtil kirkelige Handlinger og Former vare satte i Forbindelse med borgerlige Rettigheder, og som gik ud paa overalt at ophæve denne Forbindelse paa en Maade, der baade unødvendig og forstyrrende greb ind i Folkekirkens Opfattelse og Vedtægt og lidet tilfredsstillede den borgerlige Ordens og Retssikkerheds Krav. Idet jeg nu under første Behandling af dette Lovforslag paaviste og bekæmpede denne dobbelte Mangel ligeoverfor den selv meget alvorlig religiøse Forslagsstiller og hans to fra høist forskjellige Standpunkter udgaaende Kampfæller: Grundtvig og Tscherning, erkjendte og udtalte jeg ligefremt og aabent, at der var Punkter og Tilfælde, for hvilke der nødvendig maatte skaffes nyere og friere Former og Bestemmelser, navnlig med Hensyn til Ægteskabs Indgaaelse imellem Medlemmer af forskjellige Trossamfund eller Personer udenfor ethvert anerkjendt Trossamfund og med Hensyn til Opdragelsen af Børn fødte i slige Ægteskaber, og, da et Udvalg var nedsat efter første Behandling, meddelte jeg dette et Udkast til Lov om den saaledes begrændsede Gjenstand, hvori da ogsaa Indholdet af det af mig forinden forelagte Forslag om Børneopdragelsen indgik, hvorfor dette bortfaldt som særskilt. Det nævnte Udkast tiltraadtes i alt Væsentligt af Udvalget og førtes derpaa til endelig Vedtagelse gjennem en Forhandling, som jeg saameget mere maatte lede baade med Kraft og Forsigtighed, som den i Udkastet ligefrem foreskrevne Form af rent borgerligt Ægteskab fandt ringe Sympathi hos Justitsministeren og aabenbart bekæmpedes af min Kollega Clausen, idet han sluttede sig til et Forslag, der søgte at bevare et tomt Skin af præstelig Medvirkning. Medens jeg i Folkethinget havde maattet kæmpe for Lovens Indskrænkning til det Nødvendige og for Skaansel af det Bestaaende, hvor ingen Forandring var fuldt nødvendig, maatte jeg omvendt i Landsthinget føre en meget skarp Kamp imod Ørsted og Blechingberg, der stædigen afviste enhver Reform. Erfaringen har vist, at den aabnede Udvei, som jeg siden administrativt maatte supplere ved en af mig selv affattet Formular for den borgerlige Vielse, da var aldeles tilstrækkelig for Formaalet og ikke har beredet nogensomhelst Vanskelighed eller Uorden. Den heftige Bevægelse, som det Spandetske Lovforslag havde fremkaldt i og udenfor Geistligheden, lagde sig ogsaa snart^[66]. Et af Pastor (senere Biskop) Kirkegaard i Landsthinget i første Session 1850 indbragt Forslag om Menighedernes Ret til Indførelse af nye Psalmebøger bortfaldt ved anden Behandling i Henhold til en af mig afgiven Erklæring om, hvilken Myndighed jeg troede, at Administrationen i denne Retning havde, og om hvorledes jeg for min Del vilde benytte denne Ret. Hele Forhandlingen var ført i velvillige Former^[67].

Under Kultusministeriet henhører som bekjendt dels den egentlige Bestyrelse, dels Tilsynet med Brugen og Benyttelsen af store Indtægter og Eiendomme, der ere henlagte til Kirkens og Geistlighedens og til de høiere Undervisningsanstalters Underhold. At jeg med Hensyn til den store Kapital- og Godsformue, som tilhørte Universitetet, Kommunitetet, Sorø Akademi og den almindelige Skolefond, strax og fuldstændig anerkjendte den samme Ret til Kontrol og Bevilling hos Rigsdagen, som denne udøvede med Hensyn til den almindelige Statsformue, finder vel nu Enhver naturligt og nødvendigt; i 1849 og 1850 fandtes der ikke ganske faa eller ubetydelige Mænd, der troede, at jeg deri gik for vidt. Desto bestemtere hævdede jeg navnlig under den første Finantslovs Behandling og kunde jeg hævde Berettigelsen og Hensigtsmæssigheden af at respektere og beholde Fortidens Overlevering i denne Henseende og forsvare de enkelte Stiftelsers Ret og Krav. Jeg henviser herom til Folkethingstidenden for 1ste Session 1850 Sp. 636 om Universitetet, Sp. 539 om polyteknisk Institut, Sp. 4088 om Sorø, navnlig om Skolen ligeoverfor Akademiet, og om den lærde Skoledannelse, jvf. Sp. 4097^[68]. Den samme Betragtning førte mig da ogsaa til den Overtydning, at den Lov, der for Statsdomænernes Vedkommende vedtoges om Fæstegodsets Overdragelse til Brugerne som Eiendom i Henhold til tidligere Antydninger og Tilsagn, ogsaa maatte finde Anvendelse paa det Fæstegods, der tilhørte de under Kultusministeriet henlagte Stiftelser, navnlig Sorø Akademi, og jeg forelagde henimod Slutningen af den anden Rigsdagssession i 1850 det hertil sigtende Lovudkast og gjentog det, da det dengang ikke kunde komme til Forhandling, i 1851, hvor det dog først blev endelig vedtaget efter min Udtrædelse af Ministeriet efter en temmelig udførlig Forhandling om en særskilt Afdeling af det soranske Fæstegods, det saakaldte Kalkreutzske Gods. At jeg som Udøver af Godseierretten gjorde mig den største Umage for at forbinde Billighed og Humanitet med Agtelse for en Eiendomsret, der ikke var min egen, er jeg mig bevidst, og den eneste Klage, der i Folkethinget fremdroges over et ganske enkelt Tilfælde, var det mig let fuldkommen at afvise. Den Vanskelighed i Kreditforholdene, som Begivenhederne i 1848 og den fortsatte Krig medførte, gav mig Anledning til i Forvaltningen af Stiftelsernes, navnlig Sorøs, Kapitaler at bevilge Lempelser, der uden Skade for Stiftelserne lettede Privates Forlegenhed. – Hvad angaaer de til de geistlige Embeder henlagte Eiendomme, gjorde der sig i Tilslutning til den almindelige Opfattelse af Landboforholdene en noget større Tilbøielighed end tidligere gjældende til at afhænde til Selveiendom eller Arvefæste Annex- og Mensalgods eller overflødige eller ubekvemme Præstegaardsjorder, men med streng Omhu for Kaldenes Interesse. Paa et gjentaget og indstændigt Andragende fra Grev Knuth til Knuthenborg om at afhænde ham Tienderne til Kirkerne paa hans Grevskab, forat han kunde bortsælge Bøndergaardene frie for Kirketiende, ansaae jeg mig slet ikke berettiget til at gaae ind uden Lovhjemmel og fandt heller ikke Afhændelsen økonomisk forsvarlig, uagtet Greven tilbød en efter de daværende Sædpriser tilsyneladende uforkastelig Kjøbesum. Erfaringen har vist, at min Betænkelighed var vel grundet.

En saare vigtig Gjenstand for Kultusministeriets Omhu er den tilbørlige Besættelse af de derunder henhørende Embeder, især de saare talrige geistlige. Jeg gjorde mig med Hensyn til de sidste al Umage for – med Benyttelse af Biskoppernes Erklæringer, forsaavidt jeg fandt disse bestemte og paalidelige, – at forene Hensynet til Dygtighed og til visse Embeders særlige Krav med Aldershensynet; medens jeg rigtignok troer, at det var uberettiget, naar en Præst ytrede, at han vilde være bleven befordret hurtigere og bedre, hvis han ikke havde været en personlig Ven af Madvig, er jeg dog temmelig vis paa, at Ingen er bleven befordret, fordi han var en Ven af mig. Et Misgreb vedkjender jeg mig at have begaaet ved i Begyndelsen for strengt at opstille og gjennemføre den Regel ikke at befordre Præster til nye Embeder udover det tresindstyvende Aldersaar, skjøndt en rigtig Tanke laae til Grund, nemlig at den Præst, hos hvem Alderen begynder at gjøre sin Indflydelse gjældende, helst bør blive der, hvor han før har virket med fuld Kraft. – En særlig og ikke let Opgave stilledes mig ved i sidste Del af 1850 og i 1851 at skulle understøtte den slesvigske Bestyrelse i Valget af de bedste Kræfter til at reorganisere den geistlige Embedsstand og Lærerpersonalet ved de høiere Skoler i Hertugdømmet; jeg troer, at der i saa Henseende udrettedes omtrent Alt, hvad der under de givne Forhold kunde udrettes, og at den hele Række af geistlige og Skoleembedsmænd i Slesvig har givet et godt Vidnesbyrd om Tillisch's, Regensburgs og min samvittighedsfulde Omhu. – Det tilfaldt mig i tre Aar at foreslaae Kongen Udnævnelsen af fire Biskopper, nemlig i Lolland-Falsters, Fyens, Aalborgs og Als og Ærøs Stifter. Besættelsen af Lolland-Falsters Bispestol med Monrad skete dog ikke efter ganske frit Valg, da han før sin Udtrædelse af Ministeriet af Konseilpræsidenten, Grev Moltke, havde ladet sig give et Tilsagn om dette Embede, som jeg, da han fastholdt det, troede at maatte respektere; for min egen Del havde jeg ønsket, at den begavede Mand havde oppebiet en anden Leilighed. At ved Indstillingen af Engelstoft og Bindesbøll til Bispeembederne i Odense og Aalborg mit eget Valg fuldkommen faldt sammen med Biskop J. P. Mynsters, da jeg hensynsfuldt overlagde Sagen med ham, bemærker jeg blot, fordi Mynster, da begge Biskopper indviedes efter min Udtrædelse af Ministeriet, paa en noget paafaldende Maade tilsidesatte Hensynet til mig ved ikke at lade mig indbyde til at være tilstede derved. Denne høitbegavede, men myndige Mand havde ondt ved at forsone sig med den nye Forfatning og med den Stilling, hvori denne satte ham til en Minister, som før havde været hans Underordnede ved Universitetet, – og den hele Forhandling om Grundloven og siden Loven om borgerligt Ægteskab havde ikke virket formildende^[69].

Det er mig kjært endnu at tilføie et Par Ord om den af mig gjennemførte Ordning af det kongelige Theaters Bestyrelse, fordi jeg kan udtale, at Overhofmarskalk Levetzau med en Ro og Anstand, der siden gik over til virkelig Velvillie imod mig, fandt sig i Ophævelsen af Theaterdirektionen, hvis første Medlem han var, og at Geheimeraad Collin, hvem jeg ikke blot agtede høit, men hvem jeg skyldte Taknemmelighed fra tidligere Dage, baade erkjendte Forandringens Nødvendighed og fuldstændig billigede det Valg, jeg havde truffet ved at indstille Digteren I. L. Heiberg til at udnævnes til Theaterdirektør. Theatret har ikke havt og vil, hvad den paafølgende Tid noksom har vist, ikke let faae nogen Direktør, der staaer ved Siden af Heiberg, og det ingenlunde blot i æsthetisk Henseende, men ogsaa fra Karakterens Side; jeg siger dette saameget heller, som underordnede Intriguer senere forenede sig med politisk Misgunst til en ubillig Forfølgelse og et usømmeligt Drilleri imod Heiberg. – De Forhandlinger, hvortil Theatrets Budget, saaledes som det var forelagt i de to første Finantslovudkast, havde givet Anledning, og en ligefrem Beslutning af Folkethinget foranledigede mig til at nedsætte en Kommission til Overveielse af hele Theatrets Stilling til Staten og af dets Økonomi og til Udarbeidelse af et Lovudkast derom. I denne Kommission, der bestod af Theaterdirektøren, Finantsbogholder Schiern, Departementschef Weis og Professor, Folkethingsmand Fenger, delte Meningerne sig imidlertid saaledes (Heiberg og Schiern mod Weis og Fenger), at jeg selv, efter først mod Slutningen af September 1851 at have modtaget Betænkningen, maatte formulere et nyt Lovudkast, som jeg forelagde faa Dage før min Udtrædelse af Ministeriet. Men, efterat atter det efter første Behandling nedsatte Udvalg, hvori David og Fenger havde Plads, havde foreslaaet indgribende Forandringer i Udkastet, viste det sig strax ved Begyndelsen af anden Behandling langt hen i Februar 1852, at der, selv uden Hensyn til Rigsdagens ikke fjerne Slutning, kun var ringe Tro paa idetmindste for Øieblikket at kunne ved Lov hensigtsmæssigen ordne Theatrets Anliggender i det Enkelte og liden Interesse for det hele Anliggende baade hos Folkethinget og den nye Kultusminister; anden Behandling var derfor slæbende og mat, og, skjøndt Overgangen til tredie Behandling vedtoges med et temmelig stort Flertal, naaede Udkastet dog ikke til denne Behandling.

For Statens Kunstsamlinger kunde der i de trange Krigsaar ikke let tænkes paa at udrette Mere end at bringe Bevillingerne til dem i en fastere og regelmæssigere Form, end de havde havt tidligere, og at afvende Indskrænkninger paa svævende Punkter, hvilket i det Hele lykkedes. Da Kongen i 1851 ønskede et extraordinært Tilskud til Civillisten og der fra Førerne for Bondevennepartiet underhaanden gjordes ham Tilbud i denne Retning, besluttedes det i Statsraadet efter Samraad imellem Finantsministeren og mig at afkjøbe Kongen de af Christian den VIII efterladte naturhistoriske (conchyliologiske) og archæologiske Samlinger for 200,000 Rd., idet tillige nogle ved Overdragelsen foranledigede Udgifter, især Pensioner, overtoges af Statskassen ifølge et af mig derom forelagt Lovudkast.

Det sidste Lovforslag, jeg som Minister indbragte meget faa Dage før min Udtrædelse, gik ud paa ved en maadeholden Forhøielse af Pensionen for den kort forud afdøde H. C. Ørsteds Enke at yde den udmærkede Videnskabsmands Fortjenester en Anerkjendelse. Kun et enkelt Medlem af Folkethinget reiste en Indvending, som jeg, da som Medlem, let gjendrev. Det havde været mig en Glæde Aaret iforveien at udvirke Ørsteds Udnævnelse til Geheimeraad ved hans Afsked fra det Lærerembede, i hvilket det var lykkedes ham at kaste en saa stor Glands over vort Land. Et Aar tidligere (i 1849) var det faldet i min Lod ved Øhlenschlægers 70aarige Fødselsdag at bringe ham Udnævnelsen til Storkors af Dannebrog. Ved Finantsloven for 1851—52 var det endelig lykkedes mig at skaffe Digterne H. Hertz og Paludan-Müller (for H. C. Andersen var der sørget) et livsvarigt Honorar af 1000 Rd. for hver. At der ved Siden deraf kun tildeltes Chr. Winther 500 Rd. aarlig, havde sin Grund i den Forudsætning, at der af Civillisten var sikret ham 500 Rd. aarlig for at have undervist Frederik VII's anden Gemalinde, en Forudsætning, der destoværre viste sig urigtig, idet dette Honorar ophørte; for Forfatteren St. Aubain (Carl Bernhard) blev der sørget gjennem Anvendelsen af de almindelige Midler under Kultusministeriet.

Til min Deltagelse i Rigsdagsforhandlingerne for mit eget Ministeriums Vedkommende føiedes i anden Session 1850 en temmelig betydelig Indgriben i Forhandlinger, der angik to andre Ministerier. B. Christensen havde kort efter Sessionens Begyndelse indbragt et af ham i Forening med Tscherning affattet Udkast til en Kommunallov, der gik ud paa en Deling af Riget i to store Kredse, Jylland og Øerne, med næsten fuldstændig Sondring i alle Anliggender, der paa nogen Maade kunde betegnes som kommunale, hver med en Landshøvding i Spidsen, udrustet med en Myndighed og en Besættelsesret til en Mængde Embeder, hvorved Kongemagten og Centralregjeringen aldeles lammedes og den betænkeligste Forvirring maatte indtræde. Det var af den største Vigtighed, at de yderst farlige Konsekventser, hvortil dette Lovudkast, hvis det endog blot for en ringe Del sattes igjennem, vilde føre, og at den statsopløsende Tendents, der, tildels vistnok Koncipisterne ubevidst, gik derigjennem, blev paavist og tilbagevist, saa at ingen Del af Spirerne kom til Udvikling; men denne Opgave laae udenfor den daværende Indenrigsminister Rosenørns Synskreds; han tabte sig under den første Behandling (den 1ste November) i en Række lidetsigende Detailbemærkninger, billigende, misbilligende og tvivlende, og det saae næsten ud til, at Lovudkastet vilde faae en vis Anerkjendelse ved Henvisning til anden Behandling, maaske med ikke ringe Stemmeflerhed og med Nedsættelse af Udvalg. Jeg tog da i sidste Øieblik Ordet for i et indtrængende Foredrag at belyse Forslagets hele Karakter og samle Grundene derimod under bestemte, skarpt fremtrædende Hovedpunkter; Følelsen af Sagens Vigtighed gav mig Kraft, og ved den umiddelbart paafølgende Afstemning ved Navneopraab negtedes Overgang til anden Behandling, et Udfald, der baade i Statsraadet og hos Publikum udenfor Rigsdagen hilstes med mere end almindeligt Bifald^[70]. Mindre iøinefaldende, men af mere positiv Betydning var min Medvirkning ved Presselovens Behandling. Da den Tilstand, der var tilveiebragt ved en provisorisk Forordning af 24de Marts 1848, som ophævede alle efter Trykkefrihedsforordningen af 1799 givne Bestemmelser om Pressens Brug, var uholdbar og uklar, havde Justitsministeren Bardenfleth allerede i den første Rigsdagssamling 1850 i Landsthinget indbragt et Lovforslag om Pressens Brug, der med ikke uvæsentlige Ændringer gik over til Folkethinget, men dér, efterat et nedsat Udvalg havde foreslaaet yderligere Forandringer, paa Grund af den fremrykkede Tid ikke kom til videre Behandling. Forstemt over Udkastets Modtagelse fremlagde Ministeren intet nyt Forslag i anden Rigsdagssamling 1850, men derimod indbragte syv Medlemmer af Folkethinget, derimellem Damkier, Hall, Krieger og Schack, med Benyttelse af det tidligere Udkast og Forhandlingerne derom, et Forslag til Lov om Pressens Brug. Til dette Forslag stillede Justitsministeren sig under første Behandling temmelig uvenlig, og Udsigten til en Overenskomst syntes meget ringe. Da jeg imidlertid baade i Forslaget saae et i det Væsentlige brugbart Grundlag og ansaae et Brud imellem Regjeringen og den nævnte Side af Folkethinget, der i det Hele støttede den, for meget uheldigt, navnlig i denne Sag, tog jeg ved Slutningen af første Behandling Ordet for at anbefale Forslaget til Fremme. Ved anden Behandling syntes Forholdet imellem Forslagsstillerne og Justitsministeren ikke at blive bedre, og en ny Vanskelighed opstod, idet Clausen meget heftig opponerede mod den Paragraf i Forslaget, der angik Beskyttelsen af religiøse Trossamfund og Sædeligheden mod Krænkelser i Pressen, som utilfredsstillende, medens jeg i det Hele maatte tiltræde og forsvare den. Efter Slutningen af anden Behandling lykkedes det mig imidlertid at tilveiebringe en fortrolig Forhandling i Bardenfleths Bolig mellem Forslagsstillerne og Bardenfleth, Clausen og mig, i hvilken jeg, som jeg ved tredie Behandling udtalte, overtog Mæglerens Rolle. En Overenskomst kom istand ved gjensidige mindre Indrømmelser og Lempelser, og, idet de deraf følgende Ændringsforslag gik igjennem ved 3die Behandling, skjøndt Clausen endnu var misfornøiet med § 8, vedtoges Lovudkastet af Folkethinget med meget stort Flertal. I Landsthinget maatte jeg derefter ved første Behandling paatage mig Lovudkastets og navnlig den omstridte ottende Paragrafs Forsvar mod Ørsteds og Blechingbergs heftige Angreb; ved anden og tredie Behandling opgav de og deres Meningsfæller Kampen, og Lovudkastet gik da stille igjennem begge Behandlinger og bestaaer endnu som gjældende Lov om denne vigtige Gjenstand.