Livserindringer

Universitetsvirksomhed

Ved Universitetet, hvilket i Forbindelse med videnskabelige Arbeider min Livsvirksomhed fra 1852 af atter væsentlig tilhørte, begyndte jeg strax i Februar det nævnte Aar mine Forelæsninger og fortsatte dem uafbrudt med Undtagelse af noget af Efteraarssemestret 1860, det meste af Foraarssemestret 1869 og lidt af Efteraarssemestret 1870, da jeg var borte paa Reiser, samt en enkelt Udsættelse paa Grund af Rigsraads- eller Rigsdagsarbeide indtil 1879, i de sidste tre Aar dog noget hindret i fuld Virksomhed ved det svigtende Syn.

Medens jeg før 1848 ifølge min Ansættelse og den overleverede Vedtægt, som kollegiale Hensyn ikke tillode at forandre, havde indskrænket min Lærevirksomhed til den latinske Philologi med Undtagelse af, som tidligere berørt, halvt hemmelige exegetiske Øvelser i de sidste Aar over græske Prosaister og af den encyclopædiske Fremstilling af hele den klassiske Philologis Opgave og Methode, var jeg nu ved selve min Udnævnelse til Professor i klassisk Philologi ligesaavelsom ved Fritagelsen for de tidligere til 2den Examen holdte Forelæsninger, men fremfor Alt ved min egen indre Drift opfordret til i Kredsen af mine Forelæsninger og Øvelser ligelig at omfatte begge Sider af den klassiske Oldtid, og denne Udvidelse af min Lærevirksomhed stødte heller ikke længer paa nogen Vanskelighed fra min ældre Kollegas og Vens F. C. Petersens Side. Jeg holdt altsaa fra nu af ikke blot exegetiske Forelæsninger og Øvelser saavel over græske Digtere, navnlig Sophokles, Euripides, Aristophanes og en enkelt Gang Pindar, som over Prosaister: Thukydid, Plato, Demosthenes og andre Talere samt sjeldnere Polyb og Plutarch, men foredrog ogsaa med stor Interesse den græske Litteraturs Historie (indtil og med den alexandrinske Tid) og en Fremstilling af de græske, navnlig attiske, Statsindretninger, idet jeg, efter at have orienteret mig i de nærmest forudgaaende tre Aars philologiske Litteratur, ved Siden af mine gjenoptagne latinske Studier begyndte og efterhaanden gjennemførte et nyt sammenhængende Studium af den opbevarede græske Litteratur, som jeg fra Homer af fuldstændig gjennemgik indtil de alexandrinske Digtere (Apollonius Rhodius, Kallimachus og Theokrit) og i Prosa (med Undtagelse af Aristoteles's og Theophrats naturhistoriske Skrifter og den førstes Metaphysik) helt ned gjennem Polyb, Diodorus Sikulus og Strabo lige til Plutarch og Lukian. Af hvad der ligger efter denne Tidsgrændse medtog jeg derhos i sammenhængende Læsning nogenlunde tilstrækkelige Prøver til at orientere mig med Hensyn til Benyttelsen af de mangfoldige deri adspredte Levninger fra og Erindringer om den ældre Tid; kun Athenæus gjennemarbeidede jeg tilsidst helt, for ikke at tale om de græske Skribenter over romersk Historie indtil og med Herodian. Ogsaa paa den latinske Side førte jeg den fuldstændige Læsning af den prosaiske Litteratur ned til det fjerde Aarhundrede med Tilføielse af ikke ubetydelige Afsnit af Retskilderne. Et Vidnesbyrd om denne Gjennemarbeidelse af Oldtidsforfatterne foreligger i mine Adversaria Critica, hvorom nedenfor. Heller ikke de græske Indskrifter, især de attiske, forsømte jeg; med de latinske havde jeg allerede før beskæftiget mig ikke ganske lidet, men udvidede og uddybede Studiet, efter at den af Mommsen grundlagte Samling havde gjort Stoffet tilgængeligere. Mine Forelæsningers og Øvelsers Karakter blev, omend i det Enkelte modificeret ved vunden Erfaring, i Hovedsagen den samme som tidligere, idet jeg fremdeles stræbte efter paa Grundlaget af en sikker Sprogkundskab, klaret ved Indsigt i Sprogets almindelige Væsen, hos de Studerende at opbygge en alle væsentlige Momenter omfattende Oversigt over Oldtidslivet i dets særegne og historiske Udvikling. Jeg søgte at fremkalde Tilfredsstillelse ved Forstaaelsesvirksomheden og alvorlig og flersidig historisk Interesse, naturligvis med Glæde henvisende til det Skjønne og Dygtige, især de primitive, simple og naturlige Kulturformer, men uden begeistret Prisen af Oldtiden som den bedre Tid, som den i uopnaaelig Herlighed straalende Menneskehedens Adel. Overhovedet bestemtes mine Forelæsningers Form og Indhold ved min Forestilling om den vordende philologiske Lærers Evne til at gjennemføre den Opgave, jeg stillede den humanistiske Side af Skoleundervisningen, nemlig dybere at begrunde Dannelsen ved Selvbeskuelse af Oldtidens eiendommelige Kultur i Modsætning til den moderne, og ved min derefter formulerede Anordning af den philologisk-historiske Embedsexamen. De Unge, der henvendte sig til mig ved deres Studiers Begyndelse, gjorde jeg mig Umage for klart at fremstille, hvad de i Studiet havde at vente, og hvilke Krav det gjorde til dem, idet jeg tillige opfordrede dem til at overveie, hvorvidt de troede at have Forudsætningerne for med Held og Tilfredshed at udøve den Undervisningsgjerning, hvortil Studiet for de Fleste maatte lede. Forlokket til at vælge det philologiske Studium har jeg Ingen, forsaavidt det ikke er sket ved at ses selv at drive det med Lyst og Tilfredshed; afskrækket har jeg maaske En og Anden, maaske ikke altid dem, der vare mindst kaldede. Men med dem, der fastholdt Valget, har jeg arbeidet ikke blot med embedsmæssig Troskab, men med personlig Velvillie og Imødekommen, støttende dem det Bedste, jeg kunde, og følgende dem med Deltagelse, og jeg har al Grund til at paaskjønne, at der er sket mig fuld Gjengjæld fra deres Side baade i Universitetsaarene og siden.

Mine Forelæsningers i det Hele rent fagmæssige Karakter satte mig ikke umiddelbart i Forhold til noget stort Antal af de Studerende; men mine stadige Besøg ved Skolerne, navnlig ved deres Afgangsexaminer, udvidede det gjensidige Bekjendtskab med en større Kreds, hvilket tillige fremmedes ved min ikke ringe Deltagelse i Universitetets almindelige Anliggender. Min Lærevirksomheds Form udtrykte sig baade tidligere og i de senere Aar i den bestemtere Udsondring af den klassiske Philologi til selvstændig, men i sin Fremtræden begrændset Specialvidenskab i Modsætning til den tidligere Udbredelse af et vist almindeligt philologisk, nærmest latinsk Præg over det hele Universitetsvæsen. Den i sig selv ogsaa efter min Mening berettigede Bestræbelse for at fjerne dette Præg, der besværede Videnskabens og Tankens frie Udtryk, gik herhjemme paa Grund af særlige nordiske Reminiscenser noget hurtigere frem end i Tyskland, stundom med nogen Bitterhed og Miskjendelse af Fortidens Forhold. Ligesom jeg gjerne havde nedlagt min Post som Universitetets sidste latinske Programskriver, saaledes faldt det ogsaa i min Lod ved Reformationsfesten i 1854 at holde den sidste latinske Universitetstale, og, idet jeg delvis gav den Formen af en "parentatio", greb jeg da Leiligheden til baade i det Hele at paavise, hvilken Tjeneste den latinske Form havde ydet til Videnskabens Almindeliggjørelse som europæisk Fælledseiendom, og i Særdeleshed at fremhæve, at denne latinske Form maaske i Reformationstiden havde været et væsentligt Værn mod en Fare for vor Dannelses Germanisering.

Ligesom i Forholdet til de Studerende saaledes har ogsaa i Forholdet til mine Kolleger mit fornyede Universitetsliv været et ved gjensidig Velvillie og Imødekommen særdeles glædeligt, hvilket jeg har saa meget mere Grund til at paaskjønne, som Tilbagetrædelsen fra en Foresats Stilling i Rækken af de gamle Embedsbrødre ikke altid sker uden Anstød. Det første Bevis paa mine Kollegers vedblivende Velvillie modtog jeg – næst (som tidligere berørt) den enstemmige Indrømmelse af en vis til Ancienniteten knyttet Ret, som jeg ikke havde sikret mig, – ved Valget til Medlem af Konsistorium den 1ste Gang, et saadant Valg foretoges efter min Tilbagevenden (den 8de Januar 1852), og jeg havde derefter uafbrudt Sæde i samme, efter ikke lang Tids Forløb ifølge Alder, lige til min Afgang fra Universitetet og deltog til enhver Tid ivrig i dets og i den akademiske Lærerforsamlings Forhandlinger. Derpaa fulgte den 11te Oktober 1855 mit første Valg til Universitetets Rektor for 1855—56, hvilket senere fornyedes for 1856—57, 1863—64, 1866—67, 1870—71 og sidste Gang for 1878—79. – Med særlig Tilfredshed overtog jeg kort efter min Indtrædelse i Konsistorium Bestyrelsen af det nyoprettede betydelige Smithske Stipendium (over 20,000 Kr. aarlig), der efter dets Oprettelse kun et halvt Aar forinden havde været overdragen til Krieger og blev ledig ved hans Bortgang fra Universitetet. Jeg beholdt denne Bestyrelse (Ephori) i femogtyve Aar og troer i denne Stilling, under Samvirkning med Fakulteterne og Konsistorium at have bidraget Mit til, at der er blevet udrettet endel Godt. Vi bragte det dertil, at det for yngre Videnskabsmænd og Studenter ikke blot betragtedes som en Fordel, men som en Udmærkelse at opnaae Stipendiet. – Imellem de forskjellige administrative Anliggender ved Universitetet, hvori der betroedes mig virksom Andel, vil jeg her kun nævne Opførelsen af den nye Bibliotheksbygning, Bibliothekets Flytning og Indlemmelsen af det Classenske Bibliothek deri, idet jeg allerede tidligere har havt Leilighed til nærmere at omtale min Virksomhed derved. Den Plan, hvorefter det zoologiske Museum opførtes, fandt jeg i Landsthinget Leilighed til at støtte mod Indsigelser og mod Ministerens (Monrads) ikke utydelige Lyst til at opgive samme. Ligesom jeg til enhver Tid med Iver havde virket for Universitetets og dets Læreres fælles Interesser, saaledes fik jeg derhos endnu i mit sidste Universitetsaar særlig Leilighed dertil, idet jeg fungerede som Formand for og tog ivrig Del i Forhandlingerne i den af Kultusministeriet i Juli 1879 nedsatte Kommission, hvis i Oktober s. A. afgivne Betænkning blev Grundlaget for det derefter forelagte, men ikke gjennemførte Forslag til Lov om Tilveiebringelse af Ligevægt mellem Universitetets Indtægter og Udgifter, og idet jeg endvidere kom til at fungere som Formand for et af den akademiske Lærerforsamling ligeledes i 1879 nedsat Udvalg, der under 31te December afgav en udførlig Betænkning og Forslag om Universitetets Lærerkræfter^[98].

Der indtraf i det her omhandlede Tidsrum flere Anledninger for vort Universitet til ved festlige Leiligheder at lade sig repræsentere ved fremmede Universiteter, saaledes 1861 i Kristiania, 1868 i Lund, 1875 i Leyden og 1877 i Upsala, og mine Embedsbrødre kaldte mig hvergang til i Forening med Rektor alene (i Kristiania F. C. Bornemann, i Leyden Nellemann) eller med Rektor og en anden Kollega at udføre dette Hverv. Til Festen i Upsala havde jeg faaet en personlig Indbydelse fra Universitetet dersteds. Alle disse Reiser bragte mig Tilfredsstillelse for vort Universitets Vedkommende og Glæde ved den Modtagelse og Indgang, jeg personligen vandt. Det kom mig tilgode, at min Optræden og mine Udtalelser tydede paa et friere og videre videnskabeligt Standpunkt, paa en alsidigere Livsdannelse og paa et livligere og mildere Sind, end man maaske havde forudsat det hos den strenge Grammatiker og Faglærer. De knyttede Bekjendtskaber og Forbindelser, og det ikke udelukkende med Universitetslærere, have bevaret sig. I Kristiania fandt jeg Leilighed til i en forresten saare bekymringsfuld Tid, nemlig i Efteraaret 1870 under den tydsk-franske Krig, at opfriske disse Bekjendtskaber, idet jeg var anmodet om dér at holde en Række Forelæsninger, hvortil jeg som Emne valgte Sprogets Væsen og Liv. – Til disse Repræsentationer af vort Universitet paa fremmede Steder knyttede sig tilsidst det Hverv, som mine Embedsbrødres Tillid og Velvillie overdrog mig, og for hvis Skyld jeg indstændig var bleven opfordret til at fortsætte noget længere i mit Embede, end jeg ellers formedelst min Alder og mit Syns stærke Svækkelse havde villet, nemlig som Rektor at lede vort Universitets egen Firehundredaarsfest i 1879. Det er noksom bekjendt, at Preussens og Østerrigs aldeles vilkaarlige Ophævelse af Pragerfredens femte Artikel i Begyndelsen af Aaret foranledigede Universitetets Lærerforsamling til den Beslutning at opgive den paatænkte Indbydelse til samtlige europæiske Universiteter til at deltage i dets Fest, fordi Samkvemmet med de udentvivl i størst Antal indtræffende tydske Universitetsrepræsentationer baade vilde have været ydmygende og let kunde fremkalde Ubehageligheder, og at indskrænke Indbydelsen til et Antal Videnskabsmænd fra de nordiske Broderriger, hvem akademiske Grader tildeltes. Denne Beslutning, der ikke toges uden Modstand, navnlig ogsaa fra Kultusministeriets Side, anbefalede jeg selv efter alvorlig Overveielse og føler mig overbevist om, at vi deri valgte den rigtige Vei, og at vore Bevæggrunde forstodes rigtig baade udenfor Tydskland og ligeledes i Tydskland. Festen selv fik maaske ved Indskrænkningen et stærkere Præg af Inderlighed og forløb heldig og glædelig under stærk Deltagelse af de Studerende, Statsmyndighederne og Kjøbenhavns Kommune samt de nordiske Fremmede. Til Emne for Talen ved Hovedfesten i Frue Kirke valgte jeg Fremstillingen af Universiteternes egentlige Opgave: ikke ene at besidde og beherske Videnskaberne, men at bevare, forplante og bearbeide dem i Sammenhæng og gjensidig Paavirkning, saaledes at en sand folkelig Dannelse derfra kunde hente Udspring og Styrke og den sig frit bevægende nationale Litteratur og Kunst der finde Støtte ved Selvbetragtning og Tradition, overalt med Henblik derhos paa de særlige Forhold, hvorunder vort eget Universitet, paa engang stillet ene og sluttende sig sammen med den europæiske Videnskab, havde virket og virker. Talen, der aabent gik ind paa ikke uvigtige Spørgsmaal, syntes at finde Anerkjendelse^[99], og jeg havde al Grund til at glæde mig ved den Velvillie, der samtlige Festdage kom mig imøde og lettede mig den ikke ganske ringe Anstrengelse, ligesom den havde staaet mig bi under Festens Forberedelse og de dermed forbundne Vanskeligheder og Meningsforskjelligheder. – Med denne Fest var min Universitetsgjerning i det Væsentlige afsluttet. For at føre Rektoratet tilende og i December Termin at kunne afslutte mine Stipendieregnskaber havde jeg dog faaet det ordnet saaledes, at min Afsked som Professor, der bevilgedes mig under 18de August 1879, først blev at regne fra 1ste Januar 1880, dog saaledes at jeg fritoges for at holde Forelæsninger i Efteraarssemestret 1879. Dette gav Anledning til, at Embedsbrødre, Studerende og Medborgere udenfor Universitetet endnu beredede mig personlig en med talrige Lykønskninger (Adresser og Deputationer), rige Gaver og Æresbevisninger forbunden Afskedsfest den 17de November: 50 Aarsdagen for min Udnævnelse til virkelig Professor (de tre Aar, i hvilke jeg havde været borte fra Universitetet, erstattedes paa en Maade ved de tre Aar, i hvilke jeg inden 1829 havde været konstitueret Docent og Lektor). Særlig bør jeg her nævne det ved denne Leilighed til Ære for mig ved Sammenskud af Landsmænd stiftede, til Universitetet knyttede Madvigske Jubilæumslegat paa 10,000 Kr., hvoraf dog mine Døttre skulde nyde Renten i deres Livstid, og den til Ære for mig samtidig prægede Guldmedaille^[100].

Personlige Forhold

Kort efter min Afgang fremkom der under Behandlingen af Finantslovudkastet for 1880—81 i Finantsudvalget et Forslag om at yde mig en aarlig Extrapension, som jeg ikke mente at kunne og burde modtage, hvad jeg lettest kan udvikle ved nedenfor at meddele de tvende Skrivelser, som jeg i den Anledning tilstillede Kultusministeren og Finantsudvalget^[101].

Med Paaskjønnelse af at jeg efterhaanden har nydt alle de Goder og Fordele, som Universitetet kan yde sine Lærere, vil jeg tilsidst endnu her nævne, at jeg fra Efteraaret 1872 kom i Besiddelse af den eneste tilbageværende virkelige Professorgaard, efterat jeg et Par Aar iforveien havde været ubetænksom nok til at lade den gaae mig forbi, og at jeg efter min Afskedigelse ved venlig Imødekommen af og Overenskomst med tidligere Kolleger (Hermansen og Holten) deri er vedbleven at have en hyggelig Alderdomsbolig i nær Berøring med de Institutioner, hvortil jeg i saa mange Aar har været knyttet, – samt at jeg ved alle festlige Sammenkomster mellem Lærerne ved vort eget og vort Nabouniversitet i de følgende Aar vedblivende er regnet med iblandt disse.

Undervisningsinspektørvirksomhed

Med Professoratet overtog jeg i Januar 1852 tillige atter det Embede som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, som jeg i 1848 kun havde beklædt i nogle faa Maaneder, og udførte det med Lyst og Kjærlighed. Den personlige Inspektion af Skolerne maatte paa Grund af mit Universitetsembede med ganske faa Undtagelser indskrænkes til og forbindes med den Reise, jeg hvert Aar i Løbet af en Maaned foretog for at kontrolere Afholdelsen af Afgangsexamen til vexelvis det halve Antal af offentlige lærde Skoler og til Dimission berettigede private Instituter. Da jeg ved de offentlige Skoler foruden Afgangsexamen gjorde mig Umage for at se og høre saameget af Klasseundervisningen, som det paa nogen Maade var muligt, og at samtale med Rektorer og Lærere om Skolernes Anliggender, var Reisen travl og anstrengende, idet den mindst mulige Tid anvendtes til Flytning fra Sted til Sted og til Hvile; men den var tillige i dobbelt Henseende oplivende, dels ved de vexlende Naturindtryk, som jeg nød med stor Glæde, og som efterhaanden samlede sig til en fyldig Anskuelse af hele vort Fædreland og dets Egne, dels og fornemmelig ved den Imødekommen og Velvillie, som jeg næsten uden Undtagelse traf hos Lærerpersonalet og hos de stedlige Embedsmænd, med hvem min Gjerning bragte mig i Berørelse; jeg troer, at jeg navnlig hos Lærerpersonalet nogenlunde fortjente denne Imødekommen ved human Optræden og ved alvorlig Bestræbelse for at fremme dets Interesser og Vel, om jeg end ofte kun kunde udrette Lidet. Ogsaa har jeg bevaret en glædelig Erindring af, hvad jeg ad forskjellige Veie kunde overbevise mig om, at jeg heller ikke af Disciplene, navnlig Dimittenderne, betragtedes med Ugunst eller Frygt, men fandt Paaskjønnelse som en vel alvorlig, men derhos mild og upartisk og ligeoverfor særlige Tegn paa Dygtighed eller Bekymring og Tryk opmuntrende og deltagende Dommer. Forat Undervisningen i de Fag, i hvilke jeg ikke turde tiltroe mig selv nogen sikker Dom, kunde blive behørig kontroleret og de dem repræsenterende Lærere finde Opmuntring i Berørelse med fuldt fagkyndige Mænd, formaaede jeg med Ministeriets Tilladelse afvexlende Universitetslærere i de naturvidenskabelige og mathematiske Fag (navnlig oftere Steenstrup, Holten og Steen) eller i de nyere Sprog (Bjerring) til at ledsage mig paa disse Reiser, og jeg troer, at de derfra have bevaret Erindringen baade om alvorligt Samarbeide og livligt og venligt Samkvem, stundom maaske med lidt Beklagelse over den noget anstrengende Færd, jeg bød Andre, fordi et stærkt Helbred tillod mig selv at udholde den. – Til Inspektionsreiserne og Indberetningerne om dem sluttede sig i den øvrige Del af Aaret Indstillinger og Betænkninger til Ministeriet samt Cirkulærskrivelser til Skolerne om allehaande Skoleanliggender efter Ministeriets Krav eller af egen Drift^[102]. Ministeriets Arkiv bevarer Vidnesbyrd om, at denne Virksomhed var omfattende og indgaaende, navnlig da ogsaa i Alt, hvad der vedkom Embedsbesættelser, Befordringer og stundom Afskedigelser, og at jeg i denne Henseende lod mig det være magtpaaliggende at erhverve mig paalideligt Kjendskab til hele Personalet og i Henhold til dette Kjendskab at udtale mig for Ministeriet aabent og uforbeholdent, men tillige billig, skaansomt og med Overveielse af alle i Betragtning kommende Omstændigheder. Paa den anden Side maa jeg erkjende, at de forskjellige Ministre idethele ydede mine Indstillinger i personlige Anliggender den Opmærksomhed, jeg kunde forlange. At de tretten Mænd, der i Tidsrummet 1852—1874^[103] beklædte Posten som Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet, ingenlunde alle havde tilegnet sig et nærmere Kjendskab til eller en fast Mening om det lærde Undervisningsvæsen, og at de, der i større eller mindre Grad havde saadan Kundskab og Mening og en dermed forbunden alvorligere Interesse for Gjenstanden, tildels stode paa meget afvigende Standpunkter, behøver ikke at siges. Disse Uoverensstemmelser traadte da naturligen frem i Behandlingen af de tildels indgribende Spørgsmaal, der efterhaanden i Ministeriet selv eller fra forskjellige Sider udenfor Ministeriet reistes om selve den i 1849 fastsatte Undervisningsplan, og den omfattende Deltagelse i disse Forhandlinger, som mit Embede paalagde mig, og som min Interesse for Sagen skærpede, kunde ikke undgaae enkelte Gange at blive noget vanskeligere ved min eiendommelige Stilling som den, der havde en væsentlig Del i Undervisningsplanens Udarbeidelse og Ansvaret for dens almindelige Indførelse. Det kan ikke være Hensigten her i det Enkelte at gjennemgaae disse Forhandlinger, hvis officielle Aktstykker findes samlede i Lindes og Asmussens Meddelelser angaaende de lærde Skoler for Aarene 1857—1878 (Kjøbenhavn 1879 ff.), og der, som jeg haaber, bære tilstrækkeligt Vidnesbyrd om den Alvor og Frimodighed, hvormed jeg ligeoverfor samstemmende eller afvigende Ministre gik ind paa Drøftelsen. – Efterat Undervisningsplanen i det Væsentligste var bleven gjennemført uantastet i Aarene 1850—1858^[104] (– i disse Aar var jeg i 1855 Medlem af en Kommission om Realundervisningen ved nogle lærde Skoler og i 1857 af en Kommission om Undervisningen og Afgangsprøverne i de lærde Skoler —), falder det første Hovedafsnit af de omtalte Forhandlinger i Aarene 1859 til 1864 under Monrads, Engelstofts og Heltzens Bestyrelse af Ministeriet. V. Borgen kom i sin korte Funktionstid ikke til nogen Virksomhed i denne Retning. En livlig Deltagelse udenfra udtalte sig i det nævnte Tidsrum i et Par Adresser og i et ikke ganske ringe Antal af Smaaskrifter og Bladartikler (opregnede i de nævnte Meddelelsers første Hefte S. 39), paa hvilke jeg delvis svarede i en Piece fra August 1860: "I Anledning af de Angreb, der nylig ere gjorte paa de lærde Skolers Undervisningsplan". Monrad, hvis Indflydelse tillige ganske beherskede den lidet selvstændige Engelstoft, havde dengang en stærk Tilbøielighed til at ophæve den i 1849 trufne Grændse imellem Skolerne og Universitetet og ved Gjenoprettelse af den saakaldte anden Examen, omend i noget forandret Skikkelse, ganske at borttage Grundlaget for Undervisningsplanen af 1849, men begge Ministre fandt i det Hele en bestemt Modstand mod deres gjentagne Forslag og Henvendelser hos Skolerne og Konsistorium, til hvilke jeg kunde slutte og støtte mig uden at miskjende, at den siden 1849 og 1850 bestaaende Indretning paa nogle Punkter trængte til ikke uvæsentlige Ændringer. Min Slutningsindstilling herom fremkom til Ministeriet under 15de Oktober 1864 og lagdes af Ministeren (Heltzen) med ganske ringe Modifikationer til Grund for den efter kongelig Resolution udfærdigede Bekjendtgjør. af 30te Novb. 1864, hvorved Afgangsexamens Deling i to selvstændige Afdelinger ophævedes og mindre Modifikationer indførtes i Bestemmelserne om de enkelte Læregjenstande, deriblandt om Latinundervisningens Begyndelse og om Adgang til Undervisning i Engelsk i øverste Klasse. Ved de trufne Bestemmelser var tillige det Hensyn taget, som jeg og Andre troede, at der kunde og burde tages til de under de forudgaaende Forhandlinger stærkt fremtraadte Klager over Disciplenes Overbebyrdelse. Selv fremgaaet sund og stærk fra et til kun faa Aar concentreret Skolearbeide, men med dengang meget kortere Ferier og under Fattigdommens tilføiede Tryk, har jeg altid havt en varm Følelse for Bevarelsen af Disciplenes Sundhed og legemlige Velvære og for Tilstedelsen af Adgang til barnlig og ungdommelig Forfriskelse og Glæde; men i mange af Klagerne over Tilsidesættelse af disse Hensyn har jeg maattet skrive en stor Del paa Forældres og Slægtninges Uforstands og paa en slap Forlystelsessyges Regning, medens en anden Del faldt paa en forkert Bedømmelse af Børnenes Evne til overhovedet at gjennemgaae den lærde Skole. – Forsaavidt nu ved Bedømmelsen af denne Evne dog tillige unegtelig Begavelsens og dermed den naturlige Lysts forskjellige Retning fremtræder som et berettiget Moment, saaat mindre gode Anlæg i én Retning ikke bør udelukke Anlæg i anden Retning fra at komme til Anerkjendelse og Udvikling, og forsaavidt et tilbørligt Hensyn til denne Forskjellighed kan gjøre den Unges Vei igjennem Skolen lettere, bleve i det næste Afsnit af min Skolevirksomhed Overveielserne rettede herpaa, og disse ledede til Loven af 1ste April 1871 om Undervisningen i de lærde Skoler. I Forberedelsen af denne Lov og særlig i Udarbeidelsen af Udkastet dertil, som Hall, efter at være indtraadt i Ministeriet den 28de Mai 1870, allerede i Oktober samme Aar forelagde Rigsdagens Folkething, havde jeg ingen fremragende Andel, hvorvel jeg baade i Løbet af Juni Maaned privat samtalte saavel med Ministeren som med Departementschefen om det allerede i længere Tid før Halls Indtrædelse drøftede Spørgsmaal om en Deling af Skoleundervisningen paa dens øverste Trin, et Spørgsmaal, ved hvilket Opmærksomheden nødvendig ogsaa rettedes paa den i Frankrig nylig indførte saakaldte "bifurcation" af Lycealundervisningen, og deltog i den Forhandling om Sagen, som Ministeren ved Skrivelse af 13de Juli foranledigede afholdt med en Del Skolemænd (ogsaa Forstandere for Privatskoler) og Professor Steen (se de før citerede Meddelelser S. 201 ff.). Medens jeg fuldkommen billigede og selv tidlig havde henpeget paa en vis Deling af Disciplene paa det øverste Trin i to Grupper med ikke ringe Lempelser i de forskjellige Fag for hver af Grupperne, mente jeg allerede dengang, at Udkastet ved fuldstændig Tilslutning til det franske System gjorde Adskillelsen for stor og derved Undervisningen i de høiere Klasser for hver Gruppe noget for ensidig ved fuldstændig Udelukkelse i Skoletidens sidste og modneste Aar af Fag, med Hensyn til hvilke jeg ikke kunde gaae videre end til at tilraade Indskrænkning og Lettelse. Det var ogsaa den fuldstændige Adskillelse paa det øverste Trin, der fremkaldte noget for strenge Fordringer paa og foran det Trin, fra hvilket Adskillelsen skulde indtræde. Dog skal jeg ikke nu kunne sige, med hvilken Grad af Klarhed i det Enkelte Ulemperne allerede viste sig for mig i 1870. Ganske bestemt var jeg allerede dengang, hvad jeg ogsaa udtalte og motiverede under Lovudkastets Forhandling i Landsthinget, imod Nedlæggelsen af Skolernes to nederste Klasser, hvorved jeg antog, at den faste Underbygning i Kundskabselementerne og Læremethoden vilde svækkes ikke lidet, medens det tilstræbte økonomiske Resultat vilde blive temmelig illusorisk.^[105] I Folkethinget, hvor Ministeren først forelagde Lovudkastet, blev der af et ikke stort og i sin Overbevisning usikkert Flertal vedtaget en fuldstændig omskabt Form deraf, i hvilken det Eiendommeligste var Indførelsen af en besynderlig tredie Undervisningslinie, bygget paa nordisk Sprog og Historie, ved Siden af de to i Lovudkastet opstillede. I Landsthinget blev derfor Hovedopgaven for Ministeren at faae Lovudkastet fra denne aldeles ubrugelige Skikkelse ført tilbage i det Væsentlige til den, hvori han først havde forelagt det, hvilket Resultat ogsaa opnaaedes, hvorefter Folkethinget vedtog Forslaget, som det var kommet tilbage fra Landsthinget. Der var dog i det sidstnævnte Thing sket nogle Lempninger og Indrømmelser, hvormed jeg ikke kunde føle mig tilfreds, dels med Hensyn til de nyere Sprog, af hvilke det tydske fortrængtes fra den faste Stilling, som det efter min Mening, saa stærkt jeg end til enhver Tid har kæmpet for mit Folks Ret mod Fortydskning og tydske Overgreb, ifølge vore geografiske og især historiske Forhold og hele Stilling i Kulturen bør indtage, dels med Hensyn til den skriftlige Indøvelse i den latinske Sprogform ogsaa for de øverste Klasser i den sproglig-historiske Afdeling af Disciple; den efter mit Forslag i Stedet optagne franske Stilskrivning og Stilprøve var, som jeg nu erkjender, en betænkelig Erstatning. Iøvrigt ydede jeg i Landsthinget Ministeren min fulde Understøttelse (naturligvis med Undtagelse af Spørgsmaalet om Klassenedlæggelsen) med Tilbagetrængen af mine øvrige Tvivl, navnlig ved kraftig og skaanselløs Bekæmpelse af den forkerte og sygelige Særretning, der havde fremkaldt Forslaget om den tredie Undervisningsafdeling, et Punkt, hvori Hall baade efter sin Natur, sin Stilling og visse Forbindelser og Sympathier var mindre oplagt til ganske at tage Bladet fra Munden. Mig har det igjennem min hele videnskabelige og politiske Virksomhed været en Hovedopgave paa den ene Side at hævde og forsvare vor nordiske Folkeeiendommelighed indenfor dens berettigede Grændser og vort særlige Bidrag til den europæiske Fælleskultur, men paa den anden Side uden Sky at gjøre gjældende, at kun i Tilslutningen til denne Fælleskultur og i Anerkjendelsen af dens universalhistoriske og centrale Udvikling finde vi det faste Grundlag for et fyldigt og tilfredsstillende nationalt Aandsliv. – Efter Lovens Vedtagelse og Udstedelse medvirkede jeg endelig efter Pligt i det sidste Afsnit af min Virksomhed som Undervisningsinspektør ved den nærmere Udarbeidelse og Indførelse i det Enkelte af Lovens Indhold. Allerede flere Aar iforveien havde jeg imidlertid (i en Skrivelse af 15de Oktb. 1864, se Lindes Meddelelser S. 161) for Ministeriet udtalt, at det turde være hensigtsmæssigt at ophæve Undervisningsinspektørens Embede og istedet derfor at sætte en af forskjellige videnskabelige Fagmænd udført flersidigere Kontrol med de lærde Skoler, og denne Tanke fik ved Undervisningens Deling en endnu større Berettigelse, og, da nu dertil kom dels min i visse Punkter fra den nye Ordning noget afvigende Mening, dels min fremrykkede Alder og den indtraadte Svækkelse af mit Syn, trak jeg mig under uafbrudt venskabeligt Forhold til Hall i Slutningen af 1874 (den 14de Decb.), altsaa omtrent samtidig med Nedlæggelsen af min Rigsdagsvirksomhed, tilbage fra mit omtalte Embede ved Skolerne for derefter alene at arbeide i Universitetets Tjeneste og for mig selv; at jeg ikke uden et vist Savn afbrød Forbindelsen med Skolerne, ved hvilke jeg talte saamange Venner og tidligere Disciple, behøver ikke at siges,^[106] og min Interesse for deres rolige Udvikling overfor nye Reformplaner har jeg endnu i 1877 havt Leilighed til at lægge for Dagen i mine da i "Berlingske Tidende" for den 13de Marts indrykkede og særlig aftrykte: "Nogle Ord til Fremme af Besindighed ved den lærde Skoles Reform" med nogle Tillægsbemærkninger dertil i samme Tidende for 11te April s. A., foranledigede ved de da af Dr. V. Pingel fremsatte Ideer.