Livserindringer

Personlige Forhold

De Aar, som jeg efter min Afgang fra Universitetet har tilbragt i stille Fred i mine Børns Kreds og i glædelig Omgang med mine tidligere Embedsbrødre og andre Venner, have ikke bragt ydre Begivenheder, der fortjene her at omtales. Ved Siden af den allerede omtalte indskrænkede Efterhøst af philologiske Studier, hvorom ogsaa det i disse Aar udkomne tredie Bind af mine Adversaria critica bærer Vidnesbyrd, og en mere omfattende Udfyldning af det Overblik over den nyeuropæiske Historie og Kulturudvikling samt Philosophi, som jeg allerede tidligere havde søgt at tilegne mig, har der været levnet mig Ro til at hengive mig til de Betragtninger over Livets og Tilværelsens dybere Spørgsmaal, som i tidligere Aar specielle Fagstudier og Deltagelse i Livets praktiske Opgaver kun havde levnet ringe Raaderum, om end Driften dertil altid var tilstede og efterhaanden skærpedes. Men, hvorledes jeg paa dette Omraade har forsøgt at finde Ro og Hvile og at forene Tankens Trang til Klarhed med Følelsens Inderlighed og Kjærlighedskravet, derfor er det ikke her Stedet at gjøre Rede^[123].

Tillæg I.

Til min Faders Optegnelser om hans eget Liv havde han som Tillæg føiet nogle under 22de November 1885 dikterede kortfattede Bemærkninger om Kong Frederik VII, hvilke han selv tillagde en vis Betydning og ialtfald havde tænkt sig engang offentliggjorte samt, saafremt hans Livserindringer bleve udgivne, utvivlsomt i Forbindelse med disse. Idet jeg derfor nu nedenfor lader disse Bemærkninger aftrykke, har jeg dog troet efter den Maade, hvorpaa min Fader havde knyttet dem til den Tale, som han den 7de Januar 1864 holdt ved Universitetets Sørgehøitid for Kong Frederik VII paa Kristiansborg Slot (Universitetets egen Festsal var under Reparation), først at burde lade den nævnte Tale, der vel i sin Tid blev trykt i dens Helhed, men ikke var tilsalgs, og som saaledes ikke har været let tilgængelig og er lidet kjendt, ligeledes aftrykke her. Det vil derved ogsaa bedst ses, hvorledes Talen og de efterfølgende Bemærkninger stille sig til hinanden.

Endvidere havde min Fader efterladt sig nogle Bemærkninger om Nationalitetsprincipet, hvilke han, hvad selve Indledningen til dem viser, ligeledes eventuelt havde tænkt sig medtagne som Tillæg, og som derfor her trykkes saaledes.

Udgiveren.

1. Tale ved Universitetets Sørgehøitid for Kong Frederik VII af J. N. Madvig.

Høistærede, høit anselige Forsamling af Medborgere af alle Klasser og Stænder, af Embedsbrødre og Medstuderende! Sorgen over den gode Konge skal ikke være taus eller ordknap. Kongen i Graven kræver Ordets Vidnesbyrd og Hæder; Folkets Smerte finder Lettelse og klarer sig ved Udtalelse; men denne Form af Sorgen, der søger sit Udtryk i fyldige Ord, har sin tilmaalte Tid, den begrændses af Livets Færd, Livets Opgaver, Livets Glæder, Livets Bekymringer. Sorgen skal ikke forsvinde, men den skal forvandle sig til en vemodig Erindring, der stille gjemmes i Sindet. Det er næsten to Maaneder siden, at Kong Frederik VII kaldtes bort fra os; siden den Tid har Klagen lydt gjennem mange Stemmer; hans Lig er under Folkets Ledsagelse ført til hans Fædres Hvilested; Kirken har udtalt sit alvorsfulde, sit trøsterige Farvel til ham; den stille Taushed, der hvilede over Landet, er ophørt; Glæden – nei, ikke Glæden (thi den har været sparsom i Danmark i denne Jul), men i det Ringeste den livlige Færd og Adspredelserne mærkes atter. Bekymringerne omringe os saaledes fra alle Sider, de trænge saaledes ind paa os, at de kun lade lidet Rum tilbage for Tanken til at vende sig mod Fortiden. Hvi da en ny Sørgehøitid? Hvi har den danske Høiskole samlet sig og indbudt Medborgere til at samles med sig, og det paa en Tid, hvor den ikke engang kan modtage sine Gjæster i sin egen Hal, i de Omgivelser, der minde om dens eiendommelige daglige Virksomhed, men maa modtage dem paa et Sted, der vækker ganske andre Erindringer end Høiskolens? Stod da Frederik VII i et saa særeget nært Forhold til Høiskolen, at den, ikke tilfreds med at dele det almindelige Udtryk af Landets Sorg, særlig maa hæve sin Røst? Har Høiskolen Noget at sige om Frederik VII af saa eiendommeligt Indhold, at det ikke tør tilbageholdes? Frederik VII var ogsaa os en god og naadig Herre; under hans Regjering have vi set vore Lærekræfter udvidede, vore Læremidler forøgede, forbedrede, forskjønnede paa en Maade, som vi taknemmelig paaskjønne; naar vi nærmede os til ham, modtoges vi med venlig Nedladenhed; den akademiske Ungdoms muntre Færd, de begeistrede Udbrud af dens Følelser betragtede han med Velbehag. Men Frederik VII vilde ikke selv regnes blandt de Fyrster, der særlig søge Musernes eller den alvorlige Pallas Athenes Gunst. Naar hans Blik i Tanken vandrede hen over Statslivets og det borgerlige Livs forskjellige Kredse, da tør vi ikke troe, at det med Forkjærlighed dvælede paa det Omraade, hvor vi have at arbeide. Det er en anden Grund, som opfordrer os til særlig at samles. De protestantiske Universiteter, for største Delen stiftede eller udvidede af høihjertede Fyrster i Reformationens Aarhundrede, have altid med Hengivenhed sluttet sig til deres Landsherrers Person, dels i taknemmelig Erindring, dels fordi de deri udtrykte Bevidstheden om, at de arbeidede ikke blot i Videnskabens almindelige Tjeneste, men ogsaa for det særlige Fædrelands Oplysning og for Statens Vel; de have gjort Fyrsternes Mærkedage til deres egne. Der var en Tid, da Evnen til at indklæde Tanken i sammenhængende, fyldig og smagfuld Form udenfor Kirken ikke let fandtes uden ved Høiskolen, og den Form, hvori Tanken dér indklædtes, var dengang ikke Folkets egen; det var en fremmed, men fælles for det hele lærde Europa, og det lærde Europa faldt dengang nærmere sammen med det dannede end nuomstunder. Det hørte med til den kongelige Herlighed, at Kongens Minde ogsaa skulde hædres og bevares i det ligesom almindelige europæiske Sprog. Den fremmede Form er forsvunden, den ærefrygtsfulde Skik er vedligeholdt. Ved alle danske Kongers Død siden den Konges Tid, der fornyede og foryngede Universitetet, har dettes Røst ladet sig høre, navnlig ved alle Enevoldskongernes Død, og den Hæder, der er vist samtlige Enevoldskonger, skulde ikke unddrages den sidste Enevoldskonge, ham, der var det i kort Tid, men frivillig hørte op at være det; det skulde ikke synes og siges, at Indskrænkningen af Magtfylden formindskede Hengivenheden eller dens Udtryk. Saa har vor Konge villet det, saa ville vi det selv, og derfor have vi samlet os til Frederik VII's Minde.

Ved dette Minde ville vi et Øieblik dvæle, som det sømmer sig Mænd, hvis daglige Gjerning er Tankens og Prøvelsens i Sandhedens Tjeneste. Tankens, Prøvelsens, i Sandhedens Tjeneste? Er det da Meningen her at gaae til Historiens fulde, strenge Granskning af Frederik VII's Liv og Regjering, at sætte os til Doms over den døde Konge? Er det Meningen her at mønstre hans hele Færd, i hans Regjering skarpt at adskille, hvad der tilhørte ham selv og hvad hans Medarbeidere, hvad der var fri Beslutning og hvad der var Tidens og Forholdenes Værk? Er det Meningen, borttagende baade Kongekaaben og Kjærlighedskaaben at efterforske og udregne, hvormeget der ogsaa i hans Liv og Væsen fandtes af menneskelig Svaghed og Skrøbelighed, for derefter smaalig at udregne Summen af den Fortjeneste, der bliver tilbage, og at anvise ham sin Plads blandt Regenter? Nei, dertil er det ikke Tiden; dertil er fremfor Alt ikke Stemningen hos os; dertil have de, i hvis Navn jeg taler, ingen Beføielse og have ikke villet overdrage mig nogen; dertil føler jeg selv mindst noget Kald. Der er i denne Forsamling mere end én, der ifølge den Stilling, han har havt til den bortgangne Konge og til hans Regjeringsvirksomhed, kan have et Vidnesbyrd at aflægge for Historien; vi ville ikke foregribe det, ikke forsøge ligesom at tage det fanget. Vi bøie os for, vi dele og istemme Folkets Sorg og Folkets kjærlighedsfulde Dom om dets døde Konge, men, idet vi agte og istemme den, ville vi et Øieblik fremkalde for os Hovedpunkterne deri og se, fra hvilken Side de fornemmelig have deres Gyldighed og Betydning. Folkets Dom om Kongen ved hans Død og nær derefter dannes ikke ved en Opløsning af hans Regjering i dens enkelte Bestanddele, Foretagender og Begivenheder og Prøvelse deraf; Folket og allermest det danske Folk, der i Aarhundreder har været vant til i en Regjeringshandling at se den umiddelbare Udstrømning af Kongens egen Villie, adskiller ikke Kongen fra hans Medarbeidere, ligesaalidet som Regenten fra Mennesket. Dommen fremkommer ved en almindelig Følelse af Folkets hele Skæbne under Kongen, ved det hele Indtryk, Folket har modtaget af sin Konge i hans Fremtræden for det og, for at bruge gammeldags, men betegnende Ord, i hans Omgængelse med det; og, naar Folket dog just vil fastholde Kongens Personlighed, da fastholder det den ikke gjennem en omhyggelig Betragtning af Karakteren i dens finere Sammensætning, af Elementernes Forhold og Vexelvirkning deri, men det holder sig til den udprægede og fremtrædende Form, under hvilken Kongen, naar han umiddelbart viste sig for Folket, traadte det imøde. For hvem af os er det dernæst skjult, at der i Folkets Omdømme om dets bortgangne Konger optages Meget, der væsentlig vidner om Folkets egne Stemninger, dets Ønsker, dets Forventninger og dets Sorger? Vi tør vel sige, at i det hele Billede, der umiddelbart efter en Konges, især efter en elsket Konges Død, danner sig af ham hos den store Masse af Folket, er der og maa der være Noget, som erindrer om, hvad vi hos Oldtidens Folk kalde Mythe og Sagn; men Mythen har sin Sandhedskjerne, som Historien ikke tør vrage eller bortkaste. Lader os, idet vi tale om Frederik VII, fremdeles ikke glemme et Hensyn, som har en stor Betydning saavel i den umiddelbare nærværende Paaskjønnelse som i al historisk Bedømmelse. I vigtige Livsforhold, i ansvarsfulde og indflydelsesrige Livsstillinger kommer det ikke blot an paa den rene Personlighed hos den, der skal indtræde og virke i en Stilling, men ligesaameget og fornemmelig paa Forholdet mellem Personligheden og Øieblikket og den Opgave, som just Øieblikket byder og forelægger. Dette gjælder ikke mindst om Konger; thi Kongen kan ikke vælge, ikke forandre sin Gjerning og Opgave; kaldet til den ene bestemte Livsopgave ved Arv, ikke ved særlig Tilbøielighed og Valg, maa han tage den, som den tilfalder ham. En flersidigere Begavelse og en stærkere Drift til selvstændig Indgriben, der dog ikke naaer enten til en genial Gjennemskuen af Forholdene eller mægtig Omdannelse af dem, udretter stundom mindre end en jævnere og villigere Tilslutning til det Givne, Imødekommen mod det af Tid og Begivenheder Medførte. Lader os prise det som en Lykke for Frederik VII og hans Folk, at hans hele Væsen og Personlighed særdeles egnede sig for de Omstændigheder, for de Forhold, under hvilke han maatte overtage og bære Kronens Byrde, og lader os søge en ikke ringe Fortjeneste i den heraf fremgaaede villige Samvirken med Folkets Stræben.

Hvad dømmer da Folket om Frederik VII? Det siger, at han var en dansk Konge i Væsen og Sind, at han var en folkelig, en frihedselskende Konge, Frihedens Begrunder i sit Rige, at han var et Værn og Skjold for sit Folk og at der, trods al den Møie og Kamp, han og hans Folk maatte gjennemgaae sammen, dog var Lykke ved Frederik VII.

Frederik VII var en dansk Konge i Væsen og Sind. Den Naturbestemmelse, der var givet ham ved hans Fødsel, udviklede og pleiede han med den Hengivelse, der ved at rette den almenmenneskelige Sympathi særlig mod det Nærmeste og mod den Kreds, hvori hver er stillet til at handle og lide vel eller ilde, giver den en praktisk Skikkelse i en varm Fædrelandskjærlighed; hans jævne Væsen optog ikke og stræbte ikke efter noget Fremmed; ingen Forfængelighed drev ham til at tilegne sig andre Landes og Folks Former for at behage Flere og vinde en større Anerkjendelse; han elskede sit Fædrelands Naturskjønheder, han elskede dets Sæder og Skikke, han elskede dets Minder, han elskede dets Sprog. Der boede tidlig i ham en stærk, til klar Tanke sig fremarbeidende Følelse af, at ethvert Folk er en bestemt Personlighed i Historien, udtrykt i særegne Livsformer, udtalende sig i sit eget Sprog; han havde Følelse og Erkjendelse af Vigtigheden af at bevare denne Personlighed ukrænket hos Folket i fyldig, ren Skikkelse og Bevidsthed; han følte og saae, at i denne bestemte Form, i denne under al Udvikling bevarede Enhed af Folket laae det, der skulde bære Staten, og at Folket var Mere og Andet end et Antal af Mennesker samlede indenfor en vis geografisk Grændse og forbundne ved ydre og tilfældige Baand. Men hvorfor dvæle vi saalænge ved Noget, der synes saa simpelt og naturligt, allermest for Kongen, der skal føle sig som sit Folks Spidse, som dets første Mand, og som, for at være det, allermest og allerførst maa i Sandhed være En af Folket? Vi vide for det Første og bør sige os selv, at der for den danske Konge har været og endnu er en særegen Vanskelighed ved at gjennemføre den Opgave at være en i Sind og Væsen dansk Konge; der har været og er den Pligt for ham ved Siden af et fuldt og stærkt dansk Sindelag at bevare Velvillie og Sympathi for den anden Nationalitet, der ogsaa har en Plads under det danske Scepter, for den Nationalitet, der i dette Øieblik har vendt sig saa fjendsk imod os, at det er vanskeligt, som vi bør og ville, at bevare Billigheden i Tanke og Tale om den. Vi vide dernæst, at hele dette Forhold en Tid lang var blevet forvansket til Unatur, at der har været en Række danske Konger, der baade selv glemte og tillode deres Omgivelser at glemme, at de herskede og levede i Danmark, og at det første Mærke paa al deres Færd burde være Danskhedens. Men Kong Frederik VII var jo dog ikke den første Enevoldskonge, hvem vi kunne tillægge den Roes, at han var en i Sandhed dansk Konge. Enhver af de Ældre af os erindrer selv, hvilken god og ren dansk Mand i sin hele Fremtræden Frederik VI var; og Frederik VI var ikke blot umiddelbart i sit eget Væsen og Liv en dansk Mand og Konge, hvortil han – det være sagt til Andres Roes og Ære – var bleven opdragen; han satte ikke blot det Danske eller fandt det under hans egen Barndom sat paa dets rette Plads i Kongens Hus, i Kongens nærmeste Omgivelser, i det Land, der særlig kaldes Kongeriget Danmark, men hans Tanke rettede sig – og denne Fortjeneste var særligere hans – paa at hævde Danskhedens Ret der, hvor Grændsen for dens Udstrækning mere eller mindre var forrykket og forrykkedes Dag for Dag; destoværre gjennemførte han ikke sin Tanke. Christian VIII var en i sin Person og sin Dannelse dansk Mand; hans Sind havde aabnet sig for, hvad der i danske Former var frembragt af Dygtigt i Videnskab og Skjønt i Kunst, og han havde udentvivl modtaget langt mere omfattende og stærke Indtryk fra denne Side end Frederik VII; men han følte ikke saa skarpt, hvor det var, der skulde kæmpes, og hvorledes der maatte kæmpes for Danskheden; hans Natur var mildere, maaske svagere; dette Forhold blandedes for hans Blik med andre politiske Hensyn og fordunkledes deraf; Begivenhederne havde endnu ikke lagt det saa rent og aabent for i dets hele Betydning. Næsten i det samme Øieblik, da Frederik VII overtog Regjeringen, trykkede Fjenderne ham det Sværd i Haanden og det Skjold i Armen, som han skulde bære og hæve, ikke blot for Danmarks Land, men ogsaa for Danmarks Folk i dets Karakter som dansk. Han optog gjerne, hvad der bødes og paalagdes ham; han sluttede sig med Inderlighed til sit Folk i dets hele Særegenhed; han bar høit og freidig til Skue dets Mærke i sit Væsen og i sin Tale; han var stolt af at være den danske Konge, af at bære et Navn, for hvilket Folket vandt ny og frisk Hæder.

Naar vi, idet vi prise Frederik VII som en i Sind og Væsen dansk Konge, minde om Konger, der ikke vare sig deres Forhold til Folket i dets Eiendommelighed, dets Sæder og dets Sprog bevidste, ikke sluttede sig til det i denne Eiendommelighed og værnede om dens Enemærker, da paatrænger der sig en Betragtning og en dertil knyttet Fortrøstning, som det synes mig naturligt at give Ord. Spørge vi, hvo den Konge var, der ved Enevoldsmagtens Indførelse tillige paatrykkede for længere Tid den danske Kongeslægt, den danske Kongeborg et halvfremmed, unationalt Præg, da var det ikke en Prinds af et nyt Hus, men en Søn af den ægte danske Kong Christian IV, af ham, om hvem Frederik VII saa gjerne mindede sig og Andre. Opdragelsen for en Bestemmelse uden for Danmark løsnede ham fra den danske Naturgrund og den ved Enevælden indtraadte Adskillelse fra Folket, de dermed følgende spændte Forhold selv til den Klasse af Folket, der stod Thronen nærmest, fastholdt ham og tildels hans Efterfølgere i en falsk Retning. I Modsætning til denne Bortvendelse fra den givne Naturgrund skulle vi se en fri, bevidst, personlig Tilslutning til det valgte Folk, til det Folk, som har kaldet Fyrsten, støttet af den Forbindelse og inderlige Berøring imellem Konge og Folk, som den gjenfødte Frihed medfører, at fornye og styrke Naturgrunden for den danske Kongeslægts danske Væsen.

Frederik VII var en folkelig Hersker. Naar jeg her om Frederik VII bruger et Ord, hvori af Forskjellige lægges en temmelig forskjellig Betydning, da tænker jeg ikke nærmest og troer, for at Ordet i dets Anvendelse her skal have et baade bestemt og sandt og særligt Indhold, ikke nærmest at burde tænke paa en politisk Opfattelse og Bedømmelse af Standsforhold og deres Betydning i Statsordenen; jeg tænker paa Kongens Personlighed i dens Fremtræden og i dens frie Forhold til det Menneskelige, uafhængigt af de politiske Former, Indretninger og Adskillelser; jeg tænker paa det uhildede Sind, den aabne Sands for Anskuelsers og Følelsers jævne Udtryk, for Livets Bevægelser ogsaa i smaae Forhold, i simple og ukunstlede Former og den heraf følgende sikkre og tillidsfulde Optræden imellem det menige Folk, den Lethed til og Glæde ved at færdes med det og forstaae det, som hørte til Kongens Væsen. Der er høitbegavede Personer, som ikke i deres Berøring med Andre kunne unddrage sig en stærk og overveiende Indflydelse, et afgjort Præg af den særlige Kreds, i hvilken de ere opdragne og leve, af den særlige Plads, paa hvilken de ere stillede i Samfundet; medens deres Sind har Rum for Menneskehedens Anliggender i videste Omfang, lære de ikke let at forstaae, hvorledes menneskelige Tanker og Følelser yttre sig paa de forskjellige Trin af Stilling og Dannelse, og de kunne derfor heller ikke selv blive forstaaede: selv bundne til en vis afmaalt Udtrykkets og Fremtrædelsens Form, kunne de kun ret hengive sig til, hvad der kommer dem imøde i en lignende Form, og finde sig derved paa mange Maader ligesom afspærrede. Vi ville ikke sige, at Frederik VII besad en ved Reflexion uddannet dyb og omfattende Menneskekundskab; det er ikke den, hvorpaa det her kommer an; men han var ikke indskrænket til en snever Livsform; han var ikke bunden ved den særlige Horizont, der begrændser Livet, set fra Thronen; han havde bevæget sig imellem Folk paa Samfundets forskjellige Trin, lige ned til den egentlige Almue; han kunde se deres Anliggender, og hvad der laae dem paa Hjerte, fra et nært og rigtigt Synspunkt; han fandt i sin jævne og aabne Natur Nøglen til at forstaae, hvad der boede hos de lavere Stillede, til at fatte de Ord, hvormed de talte, den Form, hvori de fremtraadte, og, idet han forstod dem, blev han forstaaet af dem; han kunde hengive sig til dem, han kunde lade Mennesket skues gjennem Kongekaaben, medens denne dog passede og sluttede sig fast om hans Skuldre. Overalt, hvor han fremtraadte for Folket, følte og udtalte det, at Kongen var som en af de Andre, og at han dog ikke blot var som en af de Andre, men at han med det Samme var Konge.

Fremfor Alt var dog Frederik VII en frihedssindet og frihedselskende Konge; han gav, han gjengav det danske Folk Friheden og han gav den med rundelig Haand. Lader os dog et Øieblik overveie, hvad der ligger i disse Ord: "han gav, han gjengav". Da Frederik VII besteg sine Fædres Throne, vare henved 200 Aar henrundne efter den mærkelige Begivenhed, da den danske Konge, som det sagdes, med fuldt Samtykke af Folket, og, som det ligger for Dagen, uden nogen Modstand fra dets Side, tillagde Kongedømmet udelukkende al Ret og Myndighed i Staten, saa at fra dette Øieblik Kongemagten ikke længere betragtede sig som fremgaaet af Folket, som Folkets Spidse og Statslegemets Afslutning, men som nedstegen fra Himmelen med en særegen Sendelse, med en særegen Ret til at beherske et den ovenfra til Varetægt og Ledning betroet Folk. Se vi lidt nøiere til, er det danske Enevoldsherredømme, saaledes som det grundlagdes 1660 og derefter udøvedes, i sin Opfatning af Kongemagtens Oprindelse, i Regjeringsgrundsætningerne og deres Udøvelse aldeles ikke væsentlig forskjelligt fra, hvad der paa samme Tid gjorde sig gjældende i de fleste af de europæiske Fastlandsmonarkier. Den danske Kongelov er dog tilsidst ikke Andet end en udførlig Omskrivning, endog formildet ved et religiøst Hensyn, af den enkelte Sætning, hvori en fransk Konge sammenfattede sin Betragtning: l'état c'est moi. Hvad der giver Indførelsen af Enevoldsherredømmet i Danmark en særegen Karakter, er for det Første just det, at vi kunne tale om en saadan enkelt Akt, en udtrykkelig Indførelse, at vi kunne angive Aarstal og Datum, fra hvilken de danske Konger bleve Enevoldsherrer, og dette staaer i Forbindelse med den forunderlige Modsigelse, at man i det Land, hvor man tidligst og bestemtest udtalte Læren om den absolute og uindskrænkede Ret, som Kongen havde, og denne Magts guddommelige Oprindelse, en Udtalelse, der imidlertid ikke i sin hele Fylde og Klarhed traadte frem for Lyset førend en hel Del Aar efter 1660 ved Kongelovens Publikation, med det Samme paaberaabte sig Overenskomsten med Folket og grundede Retten derpaa. Der var imidlertid andre Forhold, som gave det danske Enevoldsherredømme, saalænge det fortsattes i sin fulde og strenge Skikkelse, sin Særegenhed og en visselig uheldig Særegenhed. Den Ret, Kongedømmet alene tiltog sig paa hele Folkets Vegne, var i Tiden nærmest forud for 1660 i Virkeligheden ikke udøvet af Folket; en enkelt Stand havde efterhaanden samlet alt det Væsentlige deraf; men, idet den politiske Ret toges fra denne Stand, Adelen, indtog denne i Begyndelsen en overvunden Modstanders Stilling ligeoverfor Kongedømmet, og dette, der ved Indførelsen af Regjeringsforandringen havde benyttet Fremmede, ogsaa fra de Landsdele, som allerede dengang stode i Forbindelse med det danske Rige, førtes til, som Modvægt mod den misfornøiede og mistænkte danske Adel, at omgive sig med en anden fremmed Adel. Da Adelen efter Datidens Forhold var det Led, som sammenbandt Kongen med Folket, fulgte just heraf hin Adskillelse af Kongemagten fra det danske Folk som dansk. Enevoldsherredømmet blev derved tillige et i lang Tid for Folkets Nationalitet ligegyldigt, derfra bortvendt Herredømme. Folkets Ret udøvedes dernæst, sagde jeg, umiddelbart før Enevoldsherredømmets Indførelse næsten ganske af en enkelt Stand; den øvrige Befolkning eller dog den just i Danmark og især i den Tid langt overveiende Del af Befolkningen: Bondestanden – thi Stadbefolkningen var da forholdsvis ringere i Tal og Betydning end nu – var allerede i lang Tid nedtrykt, i den sidste haarde og trange Periode endnu mere end tidligere, og det syntes, som om Enevoldsherredømmet fra sin høie Tinde aldeles tabte Blikket for denne Del af Befolkningen; det vilde, kunde det synes, udsone sig med Adelen ved at lade Folket endyderligere bøies under dens Magt. Derfor fulgte der med Enevoldsherredømmet en endnu større Svækkelse af al folkelig Dygtighed og Kraft, af al folkelig Eiendommelighed, end ellers vilde have været Tilfældet. Naar vi nu imidlertid sige, at Enevælden i Danmark ophørte med Frederik VII, hvormeget og hvor Forskjelligt sammenfatte vi da ikke under dette Navn, og hvormeget staae vi da ikke Fare for i altfor høi Grad at betragte som en enkelt Handling, hvad der var en lang Udvikling, som fik sin Afslutning, sin store og afgjørende Afslutning ved Frederik VII? Enevoldsmagten bestod visselig i Formen indtil Frederik VII's Tid; men hvilken uendelig Forskjel er der ikke i Anskuelserne om Kongemagten og Folket og i den hele Maade, hvorpaa disse Anskuelser gjordes gjældende i Gjerning og udtaltes i Ord, imellem Frederik III's og Frederik VI's Dage? Hvilken uhyre Forskjel er der ikke imellem hvad Griffenfeldt skrev under Frederik III, og hvad Christian Colbjørnsen udtalte i Christian VII's Navn og efter den Mands Bud, som dengang endnu ikke hed Frederik VI? Frederik VI gjengav under sin Faders Navn Folkets Masse den personlige og individuelle Myndighed og Selvstændighed; men derved grundlagde han med Nødvendighed Ophævelsen af Enevoldsmagten. Frederik VI tænkte vistnok ikke selv paa dette Maal, i det Ringeste ikke som saa nært. Han havde set den store og stærke Rystelse, der fra Frankrig var udgaaet over Europa; han saae det mægtige Krigerherredømme, der fulgte derefter, og efter dets Fald Forsøgene med konstitutionelle Formers Indførelse paa Fastlandet; han oplevede i den sidste Del af sit Liv en ny Folkebevægelse, der reiste sig mod Enevoldsmagten i dens Form og i dens hele Væsen. De Bestræbelser, der under den første franske Revolution herhjemme havde yttret sig enkeltvis og ifølge deres umiddelbare Forbindelse med denne tildels vildt og excentrisk, trængte sig roligere, men alvorligere og stærkere frem henimod Slutningen af Frederik VI's Regjering og fremkaldte ikke ringe Afvigelse fra den tidligere Statsform. Folket skulde høres, men det skulde dog endnu ikke beslutte. Den Konge, der næsten i 50 Aar efter sin bedste Overbevisning havde regjeret for Folket, kunde ikke tilsidst selv gaae over til ogsaa at regjere med Folket. Kravene vare heller ikke stærke nok; Folket var ikke modent; thi i den politiske Modenhed er Villien, den enige og samlede og paa et bestemt Maal rettede Villie, et stort Moment. Efter Frederik VI fulgte Christian VIII, der heller ikke endnu vovede at gaae til Opgavens Løsning, under hvem andre Sorger, Bekymringen for Monarkiets Sammenhold, trængte sig imellem; og, steg end Folkets Længsel efter en fri Statsordning, fremkom der dog ikke nogen Begivenhed, der kunde tænde ligesom en elektrisk Gnist og ved den forene Kongens Sind og Folkets Ønsker. Da traadte Frederik VII til. Lader os ogsaa lægge Mærke til, at Frederik VII opgav Enevoldsherredømmet efter en i kun kort Tid ført Regjering. Det er ikke for Regenten let at bortkaste den Form, hvorunder han længe med god Villie og Stræben har hersket, saaledes at ved Forandringen det Forbigangne stilles i Skygge og ligesom fordømmes ved Siden af det Nye. Men heller ikke begyndte Frederik VII sin Regjering umiddelbart med at give Friheden; Gaven af Frihed er ikke en saadan ensidig Handling ligeoverfor et blot modtagende Folk. Det Oprør udbrød, der krævede Folkets hele Kraft og Styrke til at staae imod. Da blev det paa engang klart for Folket, at det ikke kunde overlade selv den bedste, selv den ædleste Konge hele Ansvaret for den Kamp, som nu skulde begynde, og for Kongen, at han maatte frigjøre den Kraft, til hvilken han skulde stille saa store Fordringer. Frederik VII, som endnu ikke havde levet sig ind i, regjeret sig ind i den faste Forestilling om, den fulde Vane til det usvækkede Enevoldsherredømme, gav Folket Friheden, idet hans Sind mødtes med Folkets Røst. Og den Gave, han saaledes havde skænket i sin Regjerings Begyndelse, den bevarede og hævdede han derefter med trofast Sind i de indholdsrige Aar, der fulgte efter. Han kunde ikke undgaae at lade forandrede Forhold og nye Hensyn, der gjorde sig gjældende fra hele Monarkiets Standpunkt, faae Indflydelse paa de Former, under hvilke Folkets Medvirkning i Regjeringen skulde udøves ikke blot for en Landsdel, om end den største Landsdel; men han blev sin Gaves Væsen tro under alle Forhold. Har Frederik VII aldrig noget Øieblik fortrudt sin Gave? Har han aldrig noget Øieblik ønsket Enevoldsmagten tilbage? Hvo kan sige det? Der er vel ingen Mand i vigtig Stilling, der er vel ingen Konge, som ikke i enkelte Øieblikke, med den bedste Villie til at bruge Magten vel, vilde ønske at have større Magt end han har. Men Ønsket blev hos ham aldrig til Villie og Stræben, til en udover Øieblikket virkende Attraa. Han bevarede Folket den Frihed, han engang havde givet det, og, at han bevarede den med den Overbevisning, at det var en god og heldbringende Gave, udtrykte sig allermest i den, jeg turde næsten sige, naive Glæde og Stolthed, hvormed han altid selv utvungen og naturlig gjenkaldte for Folket, naar han stødte sammen med det, den Forandring, der var foregaaet, og at han selv havde indført den. Lad da Frederik VII medtage fra os, hans Samtidige, til Historien Erkjendelsen af og Vidnesbyrdet om, at han ved Frihedens Gave fuldstændig udsonede den Slægt, til hvilken han hørte, med Folket, at han fyldte og udslettede den Kløft, der i Fortiden havde dannet sig mellem Folk og Regjering, og som hans nærmeste Forgængere, trods det kjærligste Sind imod Folket, ikke havde formaaet aldeles at udslette. Vi ville tænke os ham hvile i sin Grav rækkende den ene Haand til Enevoldskongerne og helst til dem, som vare ham nærmest i Tid, i Slægt og i Aand, men rækkende den anden Haand til den Slægt, der skal komme og fortsætte hans Værk. Thi saa vilde den strenge Skæbne, at Enevoldsmagtens Stifters mandlige Slægt ikke skulde strække sig længere end Enevoldsmagten selv; den, som fuldendte Forsoningsværket, skulde være den Sidste af denne Slægt, og Herredømmets Førelse efter den nye eller fornyede Frihedslov skulde overgives til en anden Regentrække.

Frederik VII var sit Folks Værn og Skjold. Han var det ikke ved udmærket Krigerdygtighed eller Feltherrekunst, ikke ved sjelden Statsmandskløgt, ikke ved glimrende enkelt Bedrift. Hvormed værgede han da for os? Der hvilede paa hans Person en Slægts ved Traditionens Magt styrkede Ret. Den blev ikke altid agtet; vi skulle ikke tillade, at de, der nu med Vold fare frem mod Danmark, sige, at de have oppebiet Frederik VII's Død for at reise Avindsskjold mod vort Land, for at sønderrive Monarkiet; de reiste det allerede mod Frederik VII, da det Gøglebillede af Ret, som de nu paaberaabe sig, ikke i nogen Maade blot som Skin var tilstede. Men til Overvindelse af det dumdristige Forsøg og al den Understøttelse, det fandt, laae der en stor Styrke just i den nedarvede Ret, og denne Styrke lagde Frederik VII med klar og stærk Villie i Vægtskaalen for sit Folk. Han skilte sig ikke fra det, han handlede ikke for sin særlige Interesse; idet han stolede paa sit Folks Dygtighed og Mod, hengav han, tryg ved dets Forsvar, Alt, hvad der tilhørte ham, til at værne for det. Vi ville ikke prise Frederik VII som en stor Personlighed, men vi ville sige, at Alt, hvad han var, Alt, hvad han eiede, hengav han til og for sit Folk med rolig og fast Beslutning.