Livserindringer

II. Skoleaarene i Frederiksborg. 1817 til 1820

De faa Dage, jeg paa Veien til Frederiksborg tilbragte i Kjøbenhavn, have kun efterladt hos mig en uklar og mørk Erindring. Uden nogen paa en Gang fast og kjærlig Støtte, pintes jeg paa den ene Side af Følelsen af min forladte og ensomme Stilling og af Savn og Længsel efter det moderlige Hjem, paa den anden Side af urolig Higen efter det Sted og den Gjerning, hvortil jeg søgte hen, med Angst for ikke at naae Maalet i rette Tid. Med min Broder tog jeg først ind i et af en Bornholmer bestyret og fornemmelig af Bornholmere søgt Sømandslogis i en Kjælder i Lille Torvegade paa Kristianshavn, hvorfra det forekommer mig, at jeg flyttedes til et lidt mere anseligt Hus af samme Art i Lille Kongensgade, i hvilket jeg engang blev tagen med paa en Dandsebod, og hvor der en Aften foræredes mig en saakaldet Udgangsbillet, for at jeg i det kongelige Theater kunde se "en Entrée", det vil sige en lille Dands, der gaves efter Hovedforestillingen, men jeg var dengang for lille til fra Parterret at see Noget. Derimod saae jeg, ført af nogle Landsmænd, ude paa Amager de paa Steile og Hjul liggende Kroppe af de syv Børnehusfanger, der vare henrettede efter Opstanden og Ildspaasættelsen i Straffeanstalten paa Kristianshavn kort Tid i Forveien; med Rædsel vendte jeg mig bort fra dette Skuespil, der, saa vidt jeg husker, ikke siden er givet hos os. Af andre Mærkværdigheder saae jeg Intet, uden hvad der tilbød sig for Øiet paa mine korte Vandringer med min Broder, som forberedte sig til sin Vestindiefart. For den Velgjørerinde, der havde tilsagt Hjælp til min Undervisning, blev jeg ikke forestillet og erindrer overhovedet ikke Noget om, hvad der foretoges til Ordningen af min Fremtid. Kun husker jeg, at et ældre Næstsødskendebarn af mig paa min Faders Mødreneside, der som Koffardikaptain laae ledig i Kjøbenhavn, havde Del deri og virkede for mig.^[19] Med ham tiltraadte jeg ogsaa efter en Uge eller noget mere tilfods Vandringen til Frederiksborg, idet vi underveis lod os hjælpe frem af en eller anden Bondevogn. Det var blevet ganske mørkt, da vi, jeg i det Ringeste med temmelig Angst, gjennemvandrede "Store Dyrehave", en større sammenhængende Skovstrækning, end jeg indtil da havde set. Da vi vel omtrent Kl. 8 naaede Byen, kom vi, jeg ved ikke hvorledes, formodentlig ved den Opmærksomhed, som vor bornholmske Udtale vakte, i Samtale med en Mand, der udenfor en Kjøbmandsgaard var ifærd med at stige til Hest. Det viste sig at være en Pastor Gad, der havde været ansat paa Bornholm og der stiftet Bekjendtskab med min Fader, men som da var Sognepræst i Skjævinge Nord for Hillerød (Fader til den senere Biskop Gad i Fyen og fem andre Præster). Da han mærkede vort Ubekjendtskab med Forholdene og vor Raadvildhed, gik han velvilligen strax med os til sin Ven, Rektor og Professor Bendtsen og fik mig meldt til Møde i Skolen næste Dag, skjøndt denne iøvrigt saa milde Mand ikke var uden Betænkelighed ved at optage den lange trettenaarige Dreng som nederst i nederste Klasse, især med det Privilegium strax at være Gratist. Fra Skolen førte Præsten os dernæst til Forstanderen for Byens Hospital Dahlerup, hos hvem de to Sønner af Amtmanden paa Bornholm, min Faders og Præstens fælles Ven, vare satte i Kost, og hvor jeg straks indtingedes til at boe med dem i det samme lille Kvistværelse med Skraatag og et enkelt Vindue^[20]. I dette boede jeg da i tre Aar, hele min Skoletid, i hvilken jeg ikke fjernede mig over en halv Mil fra Byen med Undtagelse af et Par korte Feriebesøg i Skjævinge, hvorfra jeg endog med en eller to af Sønnerne engang foretog en Vandring over Frederikssund til Jægerspris, og af en halv Dags Udflugt til Fredensborg med et Par af Studenterne fra Skolen.

Byen Hillerød eller, som den i daglig Tale hedder, Frederiksborg, adskilte sig fra de øvrige inde i Landet liggende Kjøbstæder, hvis stille Præg og, især under Datidens yderst indskrænkede Kommunikationsmidler, stærkt fremtrædende Afsondring den iøvrigt delte, ved Latinskolen, ved Slottet med den deilige Naturomgivelse af Skove og Smaasøer, ved en Garnison af en Husareskadron, hvis yngre Officerer naturligvis overstraalede Skolens Adjunkter, endsige øverste Klasses Disciple, samt endelig ved foruden Amtmand og Amtsforvalter imellem sine Beboere at tælle enkelte pensionerede militære og civile Embedsmænd, men som alle levede i saare beskedne økonomiske Vilkaar. Med en vis Stolthed dvælede Indvaanerne ved Erindringen om Frederik VI's i 1815 i Slottet og Slotskirken foregaaede Kroningsfest. Latinskolen, i hvilken der faa Dage efter min Indtrædelse høitideligholdtes Trehundredaarsfest for Reformationens Indførelse med en latinsk Tale af Rektor, hvoraf jeg naturligvis ikke forstod et Ord, bar i 1817 paa endnu ikke faa Minder om Tilstanden før Skolereformen af 1806, der under Landets yderlige Nød og Fattigdom kun langsomt og tildels famlende blev gjennemført. (Om denne Famlen bærer ogsaa den – uden Tvivl af Engelstoft conciperede – uklare og i nogle Punkter rent forvirrede Forordning om de lærde Skoler af 1809 stærke Vidnesbyrd.) Fattigdommen mærkedes overalt, i hele Læreapparatet og i Lærernes trykkende Kaar. Skolens Virksomhed og Anseelse holdtes væsentlig oppe ved dens Rektor. Denne for mig og mange Andre uforglemmelige Mand var vel ikke nogen fremragende Aand, besad ingen strengt videnskabelig philologisk Gjennemdannelse og havde ikke ved et kort Ophold i Gøttingen, hvor han promoveredes som Doctor philosophiæ, ganske kunnet gjennembryde den Begrændsning af Synskredsen, som befæstedes ved hans Ansættelse i den lille By ved den Skole, hvori han selv var opdragen af sin Fader, hans umiddelbare Forgænger, især da Omsorgen for en talrig Familie i trange Tider hvilede tungt paa ham; men han var en Mand af dygtige og omfattende Kundskaber, hvori han uden Tvivl overgik de fleste af sine samtidige Kolleger med Undtagelse af O. Worm i Horsens, af Troskab og Iver i sin Embedsgjerning og fremfor Alt af et overordentlig mildt og kjærligt Gemyt, der omfattede enhver god og villig Discipel med faderlig Omhu. Mig, hvem han snart fik kjær, har han ikke blot ydet en omhyggelig Undervisning, ogsaa udover Skoletimernes Grændse (– thi jeg og Andre bragte ham om Aftenen vore extra Stile, efter hans med egen Haand skrevne Opgaver, til Gjennemsyn og Rettelse, og jeg bevarer et levende Billede af, hvorledes han stod der ene med mig i en Skoleklasse, der tjente ham til Arbeidsværelse, i sin tarvelige, af et Reb sammenholdte Kappe ved et eneste Tællelys —), men han har derhos indgydt mig Tillid og Fortrøstning og opretholdt mit Mod, der maaske ellers vilde have svigtet, ligefra den Tid, da han ved den første Kvartalsexamen efter min Indtrædelse i Skolen sagde til mig: "Du lange Bornholmer maa tage dig ordentlig sammen, naar der skal blive Noget af dig", indtil han i mit sidste Skoleaar skrev i min Karakterbog: "Madvig maa huske paa ἀίεν ἀριστεύειν καὶ ὑπείροχος ἔμμεναι ἄλλων"^[21][22]. Han læste Latin, Græsk, Hebraisk og Fransk, men kun i øverste Klasse, i hvilken Disciplene pleiede at tilbringe tre eller dog 2 Aar, og han hjalp mig til hurtig at komme under hans umiddelbare Paavirkning ved at lade mig gjennemgaae hver af de tre lavere Klasser (Skolerne havde dengang kun fire) paa et halvt Aar, medens der ellers krævedes mindst et Aar. Ligesom skarp logisk Form i Begrebsudvikling og Forklaring ikke just var hans stærke Side, saaledes var hans æsthetiske Dannelse og Betragtning bleven staaende omtrent ved 1790—1800 uden at berøres af Øhlenschlæger; i Fransk, hvorfor han havde Interesse, og hvori han selv havde udgivet en lille Syntax, læste han med os, foruden Noget af Voltaires Karl XII, Stykker af Laharpes cours de littérature, der vare os for vanskelige, og af Voltaires Henriade, som han betragtede som et sandt episk Digt. Det forekommer mig ret mærkeligt, hvorlidet den ved Øhlenschlæger og Andre vakte Bevægelse og nye Retning i Litteraturen efter omtrent et Decenniums Forløb mærkedes i en By saa nær Kjøbenhavn med en lærd Skole og en Kreds af Beboere, hos hvilken en noget høiere Dannelsestrang kunde forudsættes; ogsaa her gjorde Tidens Nød og Fattigdom sig gjældende. I Skolen repræsenteredes den danske Skjønlitteratur alene af Sanders Odeum (1807), hvori dog fandtes Øhlenschlægers "Skattegraveren" og "Guldhornene", og Rahbeks danske Læsebog, hvori fandtes en Scene af Hakon Jarl. Værre saae det naturligvis ud med den fremmede, navnlig den tydske Litteratur. For den danske Litteraturs Vedkommende skete heri dog nogen Forandring, da J. P. F. Dahl, der – efter et indholdsrigt akademisk Liv i Kjøbenhavn – et Par Aar havde været konstitueret som Docent i Philosophi ved Kristiania Universitet, ansattes som Overlærer i Frederiksborg. Som Lærer i de gamle Sprog var Dahl, trods sine gode Kundskaber, mindre heldig paa Grund af hans Undervisnings Bredde og langsomme Fremrykning, men i øverste Klasse var hans Undervisning i Modersmaalet (dansk Stil) vækkende og befrugtende. Ogsaa til Bekjendtskab med den nyere Litteratur og Poesi ledede han de mere opvakte Disciple hen, forsaavidt hans egen med saare ringe Midler tilveiebragte Bogsamling ved Udlaan strakte til; Bekjendtskabet med Schiller skylder jeg ham; til Goethe naaede jeg ikke i Skolen. (Spinoza nævnedes først flere Aar senere imellem Dahl og mig.) De øvrige Lærere ved Skolen vare jevne Mænd med ringe speciel Fagdannelse og paavirkede mig ikke udover den brugte Lærebogs Grændser. En af dem blev ved den Elendighed, hvori en uden Tvivl oprindelig god og velbegavet Natur var nedsunken ved sørgelige økonomiske og huslige Forhold og ved det derimod brugte Trøstemiddel, en Gjenstand for min og de bedre Meddisciples dybe Medlidenhed; vi holdt over, at han ikke aabenbart krænkedes og spottedes; men, at i de høiere Klasser af 12 Disciple 8 eller 9 i hans Time spadserede i Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis var dette Skolens Religionslærer. En Timelærer i Skrivning, Gymnastik o. s. v. nød ikke samme Hensyn og Skaansel. Nøiagtig Gjennemførelse af ydre Orden og Kontrol med Lærernes Virksomhed laae ikke for Rektor Bendtsens milde og bløde Karakter og endnu mindre Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.

Min Hengivenhed og Ærbødighed for min Rektor drog min Interesse overveiende hen til de Fag, hvori han underviste med Alvor og dyb Tro paa Gjenstandens Vigtighed, og, da Skolearbeidet ingenlunde optog min hele Tid og Kraft, søgte jeg at føie Noget til. Jeg læste paa egen Haand Plautus's Aulularia ved Hjælp af Schmieders meget overfladiske Kommentar og Aischylos's Eumenider ved Hjælp af et efter F. C. Petersens Forelæsninger nedskrevet Hefte; navnlig til det sidste Arbeide vare baade min Forkundskab og mine Hjælpemidler meget utilstrækkelige. Jeg havde i min Skoletid kun Benyttelsen af et forældet græsk-latinsk Lexikon (Schrevelius's), der tilhørte mine to Stuekammerater, hos hvem jeg ogsaa laante Badens latinske Ordbog; derimod var jeg selv, jeg ved ikke hvorledes, kommen i Besiddelse af Eschenburgs Encyclopædi i den klassiske Litteratur og tilegnede mig deraf endel historiske Kundskaber om Oldtiden og et ganske foreløbigt Bekjendtskab med og Interesse for philologisk Litteratur. Et Bevis paa, hvor ivrig jeg drev Studiet af Latin, var endelig en efter min Rektors specielle Tilskyndelse udarbeidet Fremstilling i et Par hundrede latinske Hexametre af Sagnet om Demophon og Phyllis; Digt kunde jeg ikke kalde dette i November 1820 tabte Værk. Udenfor de gamle Sprogs Omraade var jeg blottet for næsten alle Midler til Tilfredsstillelse af min Videbegjærlighed og Læselyst. Med stor Iver studerede jeg en Bog over den franske Revolutions Historie, hvis Forfatter og Navn jeg har glemt, og optog derfra i Hukommelsen et stort, men vistnok saare lidet kritisk sigtet Stof. Archenholz's Geschichte des siebenjährigen Krieges faldt ligeledes tilligemed et andet større Værk af speciellere militær Karakter (jeg tror af Tempelhof) tilfældig i mine Hænder og sysselsatte mig stærkt. En i Byen boende Familie, af hvilken en Søn var min Meddiscipel i øverste Klasse, havde en stor Samling af A. Lafontaines paa Dansk oversatte Romaner, hvilke igjennem denne Kammerats Medvirkning udlaantes og læstes af os i stort Omfang tilligemed Spiess' "Ulykkens Boliger og Elendighedens Huler" (hvis jeg husker Navnet rigtig), hvormed vi forsynedes fra samme Sted.

Med mine Skolekammerater stod jeg i det bedste Forhold, og de fleste af dem, med hvilke jeg sad sammen i øverste Klasse, have siden givet mig talrige, med Tak modtagne og besvarede Prøver paa bevaret Velvillie. Med nogle stiftede jeg et Venskab, der fortsattes langt udover Skolen; med et Par bestaar dette endnu, derimellem med min ene Kontubernal, der med usvækket Hengivenhed har hængt fast ved mig (den anden, skikkelig, men ringe begavet, døde tidlig efter et lidet glædeligt Liv). Med ingen traf jeg dog saaledes sammen i aandelig Retning og Bestræbelse, at en fremmende Indflydelse paa min Udvikling deraf kunde fremgaae, uden forsaavidt venlige og kjærlige Berørelser og Stemninger aldrig savne Betydning for den senere Gemytsudvikling og Livsopfatning.^[23] At dog i de hyppige Møder paa vort lille Kammer med to eller tre Kammerater af øverste Klasse stundom ret alvorlige Spørgsmaal kom frem, derom vidner den Erindring, jeg har, at jeg der engang udviklede den aldeles selvstændig hos mig opstaaede Betænkelighed ved, at den guddommelige Aabenbarings Indhold var kommen til os gjennem den historiske Overleverings Tilfældighed og Usikkerhed, derimellem ogsaa de kritiske og philologiske Tvivl og Spørgsmaal ved Bibeltexten. Den med en Udtalelse af Lessing stemmende Grundtvigske Opdagelse, der sætter Symbolum apostolicum som et gjennem de første Aarhundreder sikkert bevaret Skrin, var da ikke gjort.

Trods mit gode Forhold til Skolen og mine Kammerater hvilede der over mit Forhold og Væsen gjennem hele min Skoletid et tungt Tryk. Fattigdom og Savn vedblev, uagtet den ovenfor nævnte Velgjørerinde snart paatog sig at udrede hele Betalingen for mit Logis og Ophold, at omgive mig paa alle Sider; den afskar mig Anskaffelsen af Læremidler og paatrykte efterhaanden mit Ydre et altfor tydeligt Præg. Om Deltagelse i Noget udenfor Skolen, der krævede Udgift, f. Ex. Dandseundervisning, kunde der ikke være Tale. Jeg erindrer, at jeg for at kunne yde mit Bidrag til en Fødselsdagsgave til vor kjære Rektor maatte sælge det eneste Klenodie, jeg havde medbragt fra Hjemmet, en lille Sølvmedaille, der var givet mig i Faddergave. Nøden blev mig desto bittrere, fordi jeg havde Bevidstheden om, at min Moder, der i det fjerne Hjem havde at sørge for fire yngre Søskende, alligevel for min Skyld paalagde sig forholdsvis store Opoffrelser og Savn, og fordi jeg bar Fattigdommen mellem Fremmede, der ikke altid forstod dens Virkninger eller ydede den Deltagelse eller dog Skaansel. I det Hus, i hvilket jeg boede, og hvis med mig jevnaldrende Sønner vare mig gode Kammerater, maatte Omsorgen for den talrige egne Børneflok, hvis Opdragelse faldt byrdefuld nok, aflede Interessen temmelig fra de der anbragte fremmede Skoledisciple og sjeldent og sparsomt lade disse tilflyde en Opmuntring og venlig Ytring, og til ingen anden Familiekreds havde jeg Adgang. Jeg trak mig sky og forknyt tilbage i mig selv, og kun sjeldent gjennembrød en vis stolt Trods min Forknyttelse, som da jeg en Aften, efterat en adskillige Aar ældre Datter af Huset ved det store Fællesbord i nogen Tid havde drillet mig ved en Fortælling, der fremstillede mig i et komisk Lys, pludselig rejste mig op med det Udbrud: "Gjentager De Fortællingen endnu engang, erklærer jeg det for Løgn, Jomfru", og derved imponerede hele Forsamlingen, den strenge og myndige Husfader iberegnet. Ogsaa paa Skolen kom det en enkelt Gang til et lignende Udbrud ligeoverfor en Lærer, som jeg ellers vel kunde lide, men som havde tilladt en af ham forkælet Meddiscipel ustraffet at krænke mig^[24]. En Erstatning for Meget, jeg savnede, bød mig i de tre Somre, jeg var i Frederiksborg, den deilige Skovnatur, i Særdeleshed Indelukket og Præstevangen, i hvilken sidste vi Drenge anlagde vore Græsbænke, og baade Sommer og Vinter den stolte Slotsbygning, hvis Kirke var Byens Sognekirke, og hvis Klokker og Uhr hørtes vidt om i Skovene og vakte Minder og Drømme, ligesom Aftenvandringerne under Taarne og Hvælvinger, der rungende gjengav hver Sang og hvert Udraab. – Jeg har allerede sagt, at jeg stod fuldkommen udenfor Selskabslivet og selskabelige Fornøielser i Frederiksborg (kun engang medtoges jeg til en Forestilling paa et Privattheater), og desto naturligere synes jeg at kunne og burde forbigaae "de tredive Tyranner", men kan det dog ikke ganske. Med dette Navn, som kom i Brug just i min Skoletid, betegnedes endnu længe derefter vidt og bredt imellem alle, der havde nogen Forbindelse med Frederiksborg, den Kreds af smukke eller dog tækkelige og tiltrækkende unge Piger af bedre Familier, der i hine Aar udmærkede Frederiksborg og oplivede dets Baller og dets Spadseregange, om endog Tallet 30 ikke ganske naaedes, ligesaalidt som man i det Afsnit af den græske Historie og den romerske Keiserhistorie, hvorfra Benævnelsen hentedes, kan udfylde Rammen helt med Navne. Efter min hele Stilling til Selskabslivet har jeg ikke vexlet noget Ord med nogen af disse Tyranner med Undtagelse af de to, med hvem jeg boede i Hus, og af hvilke den ene forekom mig at være en af de alleryndigste, og maaske en til, men jeg har dog, saavidt mit allerede dengang noget svage Syn tillod, glædet mig ved Beskuelsen og været inddraget i den eiendommelige, maaske ikke i alle Henseender sunde Athmosphære af Fortryllelse og Forelskelse, som de udbredte. Et særligt Indtryk erindrer jeg at have modtaget og søgt ved om Sommeraftener vandrende igjennem Staldbygningerne foran Slottet at høre to unge Piger, som jeg neppe nogensinde ellers mødte, synge indenfor det aabne Vindue i Husareskadronens Chefs Bolig. Da jeg i Sommeren 1819 forberedtes til Konfirmation paa den eiendommelige Maade, at jeg efter Professor Bendtsens Aftale med Sognepræsten paa Grund af mine Arbeider ved Indtrædelsen i øverste Klasse (man pleiede ellers at konfirmeres i tredie Klasse) fritoges for hvert andet Møde hos Præsten, deltog to Døtre af en Adelsmand, der beboede et Landsted ganske nær ved Frederiksborg og havde en Mellemting imellem et Hof- og et Forstembede, og som hørte til Tyrannerne, i Konfirmandundervisningen. De traadte som andre Døtre af Honoratiores altid i Følge med Præsten ind i Konfirmandværelset, hvor de jævnere Familiers Børn og jeg som den eneste Repræsentant for Latinskolen forud samledes. Jeg har altsaa aldrig vexlet noget Ord med dem, hvilket jeg desuden efter Forskjellen i vor Stilling ikke vilde have vovet, men jeg glædede mig aldeles uskyldigen hver Gang ved Beskuelsen af deres ædle Skikkelser og deres Skønhed, og jeg har bevaret disse rene Billeder ved Siden af det, jeg daglig saae i Hjemmet, indtil denne Dag med trofast Glæde, og, da jeg i 1850 ved et Taffel paa Frederiksborg Slot havde deres Moder til Borddame, kunde jeg ikke lade være at sige hende, hvilken stille Hengivenhed jeg havde ydet Døtrene, med hvem jeg aldrig har talt.^[25]

Den 24de September 1820 tog jeg paa den sædvanlige Maade, men med dyb Bevægelse Afsked med min Rektor og med Skolen. Det var Skik, at Dimittenderne paa en bestemt Aften en efter en gik ind til Rektor i den Skoleklasse, hvor han sad ved sit ensomme Lys, og der modtog sit Skoletestimonium under en fortrolig og kjærlig Tiltale og Formaning. Denne bar for mit Vedkommende det stærkeste Præg af hans Godhed og besvaredes, omend ikke i Ord, med den inderligste Tak. Et besynderligt Indtryk gjorde det, at den stille Mand, der i Skolen uden Undtagelse tiltalte sine Disciple i øverste Klasse i 3die Person med Ordet "man" (f. Ex. "man er en Æsel, Nielsen"), efter Overrækkelsen af Testimoniet ligesaa uforanderlig anvendte Pronomenet "De"; det var Emancipationstegnet. Og dog har jeg i min Skoletid aldrig betraadt den Mands Familiebolig nede under Skolen, som var mig saa god, og som jeg elskede saa høit; saa streng var Afsondringen imellem hans vistnok saare tarvelige Husliv og Skolen. – Særegne Forhold bevirkede, at jeg i mine akademiske Aar yderst faa Gange og yderst kort gjensaae Frederiksborg og Bendt Bendtsen; jeg har ofte bebreidet mig, at jeg ikke noksom ydede ham Gjengjæld for den kjærlige Stolthed, hvormed han fulgte sin Lærlings Fremskridt paa den akademiske Bane som Lærer i hans Yndlingsfag: Latin; jeg er vis paa, at han satte Pris paa, at hans tredie Søn – den for nogle Aar siden, efterat han havde taget Afsked som Rektor for Ribe Kathedralskole, afdøde Carl Bendtsen, en kjær Kammerat og Ven af mig, – som philologisk Student var min Respondens, som det da hed, da jeg i 1828 disputerede for Doktorgraden. – Den 25de September 1820 kjørte jeg med en Meddimittend, som jeg holdt af, paa en til hans Raadighed stillet Vogn til Kjøbenhavn, for den 1ste Oktober at indstille mig til Examen artium, saaledes som den dengang afholdtes ved Universitetet.