Livserindringer

IV. Ansættelse ved Universitetet. Embeds- og videnskabelig Virksomhed. 1826 til 1848

Universitetsvirksomhed

I Sommeren 1826 fik Professor Thorlacius Tilladelse til i to Aar at foretage en Udenlandsreise paa den Betingelse, at en dertil egnet yngre Mand formaaedes til under hans Fraværelse at besørge Examinationen og Forelæsningerne i Latin, navnlig de til anden Examen nødvendige, imod, foruden Betalingen for den private Forelæsning i hvert Vintersemester, at faae et særligt Honorar af 300 Rdl., til hvilket Beløb den nævnte Forelæsningsindtægt ligeledes omtrent kunde anslaaes. Thorlacius underhandlede herom med Poul Møller (Digteren) og mig hver for sig, men vi meddelte hinanden indbyrdes det gjorte Tilbud. Poul Møller, der ikke havde gjort latinsk Philologi til sin nærmere Opgave, skjøndt han i nogen Tid tænkte paa at underkaste sig philologisk Embedsexamen, foretrak at følge en til ham paa samme Tid stillet Opfordring om at gaae til Kristiania som Docent i Philosophi, og jeg overtog da, tilskyndet af Udsigten til derved at opnaae en fremtidig fast Ansættelse ved Universitetet, Vikariatet for Thorlacius med saa kort Varsel, at jeg først den 25de September konstitueredes som midlertidig Docent fra 1ste Oktober, paa hvilken Dag Examen artium begyndte, til hvis Forberedelse jeg allerede flere Dage iforveien underhaanden havde maattet medvirke. Dermed var min Livsbane, omend tilsyneladende kun foreløbig, dog i Virkeligheden i det Væsentlige bestemt ikke blot for en lang Række Aar, men i dens Helhed. Thorlacius vendte vel i Sommeren 1828 tilbage fra Udlandet, hvormed min Konstitution saaledes var tilende, og, da jeg under denne havde vundet Anerkjendelse hos de Studerende og de Universitetslærere, med hvilke jeg samvirkede ved anden Examen, tilbød man mig, skjøndt man ønskede at knytte mig til Universitetet, eftersom ingen af de derved normerede Pladser var ledig, foreløbig et af de Reisestipendier, der dengang af Fonden ad usus publicos næsten efter fast Regel paa to Aar tildeltes unge Videnskabsmænd, der syntes at egne sig for Universitetet. Dette Tilbud vilde jeg selvfølgelig ogsaa, hvis jeg blot havde havt at tage Hensyn til mig selv alene, have grebet med Begjærlighed som svarende baade til Længsler, jeg havde næret fra de tidligste Aar, og til mit i Øieblikket tilstedeværende aandelige Behov; men den Bestemmelse, jeg engang havde taget, og de Forpligtelser, der drog mig i modsat Retning, samt en opstaaet Frygt for, at jeg, hvis jeg modtog Stipendiet, ved min Hjemkomst vilde blive henvist til at vente paa Thorlacius's dengang efter al Sandsynlighed først fjerne Afgang, saa at jeg imidlertid maatte søge andre Udveie, bevirkede, at jeg trængte paa for strax at blive fast ansat, – og der havde imidlertid dannet sig en saadan Mening om Trangen til en yngre, strengere uddannet og efter strengere Methode virkende Universitetslærer i Philologi, navnlig latinsk Philologi, at mit Ønske opfyldtes, og at jeg den 16de September 1828 udnævntes til Lektor i Philologien. Kort efter, den 8de November, disputerede jeg ved Høitidelighederne i Anledning af Prinds Frederik Carl Christians, siden Frederik VII's, første Formæling for den philosophiske Doktorgrad. Thorlacius, der i Vinteren 1828—29 ved Siden af mig holdt Forelæsninger i Latin til anden Examen, skjøndt kun for et ringe Antal Tilhørere, blev henimod Slutningen af Sommeren 1829 ramt af et apoplektisk Tilfælde og døde, da dette gjentog sig, i Begyndelsen af Oktober 1829, hvorefter jeg den 17de November s. A. udnævntes til Professor extraordinarius i Philologi – ifølge Kommunikationen særlig i det latinske Sprog og dets Litteratur —, i hvilken Embedsstilling jeg forblev indtil 1848. Den Løn, hvormed jeg først ansattes, var 800 Rd., hvortil kom 100 Rd. som Honorar for den Forpligtelse paa Latin at skrive samtlige Universitetsprogrammer, dengang tre hvert Aar, siden, da Rektorskiftet sloges sammen med Reformationsfesten, to. Endnu førend jeg udnævntes til Professor, havde jeg den 7de August 1829 giftet mig. Da mit Ægteskab ikke blev barnløst, indtraadte der snart en betydelig Trang til forøget Indtægt, og jeg søgte derfor det i 1832 ved R. Rasks Død ledigblevne Embede som Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket, hvortil jeg valgtes af Konsistorium; Valget bekræftedes af Universitetsdirektionen den 29de December 1832. Denne Stilling beholdt jeg indtil 1ste Oktober 1848, da jeg fratraadte den, fordi jeg den 22de Juli s. A. var bleven udnævnt til Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, hvilken Post jeg atter tilligemed mit Professorembede opgav den 16de November 1848 for at overtage Stillingen som Kirke- og Undervisningsminister. Disse korte Angivelser omfatte de faste ydre Punkter for min Livsbevægelse i 22 Aar. Det var et stille, arbeidsomt Professorliv, hvori der først i de sidste ni Aar under Kristian VIII's Regjering viste sig nogle Spor af aktiv Deltagelse i offentlige Anliggender udenfor mit Embede. De, der altsaa overhovedet noget nærmere ville kjende min Færd i dette Tidsrum, maae finde sig i at følge mig igjennem en noget detailleret Fremstilling af min Embedsvirksomhed og navnlig mine videnskabelige Bestræbelser. Men, førend jeg gaaer over til denne Fremstilling i det Enkelte og til, forsaavidt det her kan og skal ske, tillige at vise, hvorledes mit rent personlige Liv føiede sig sammen med denne Virksomhed, paatrænger der sig en almindelig Betragtning, som jeg maa forudskikke til Belysning og Forstaaelse af det Hele.

Det vil allerede af det Sagte være klart, at mit Liv indtil 1848 var et uafbrudt Arbeidsliv i en bestemt Retnings og Opgaves Tjeneste, idet Forberedelsesstadiet umiddelbart fulgtes af Embedsgjerningen, uden at der imellem begge Afsnit faldt et saadant frit Mellemrum, som Kandidataarene for de Fleste, der skulle forbinde Videnskab og Embede, frembyde til Overveielse af og Forberedelse paa det Kommende og til Bearbeidelse af Personligheden under Omskuen paa de forskjellige Livsinteresser og Livsbestræbelser i Forhold til det særlige Kald og den særlige Gjerning. Jeg gik fra min egen Examen og fra den kort efter paafulgte Disputats over et Fagemne umiddelbart over til at examinere og docere i samme Fag og fortsatte derefter denne Virksomhed uafbrudt indenfor de givne Grændser. En kort Tid kunde nu vel herunder den omhyggelige Indsamling af Specialkundskab og Arbeidet paa en i det Enkelte klar og forstandsmæssig Ordning af denne tilfredsstille; men Trangen til et alsidigere Overblik og til en dybere Begrundelse, der førte ud over Specialvidenskaben, var tilstede og gjorde sig efterhaanden gjældende med Uro og Kamp, endog tildels fremkaldt ved Spørgsmaal og Opgaver indenfor Specialvidenskabens Omraade. En Forelæsning over Philologiens Encyclopædi, som jeg holdt i Sommeren 1830, vakte en saa stærk Følelse af min almenvidenskabelige og philosophiske Dannelses Utilstrækkelighed, at jeg næsten bragtes ud af Fatning og i Sommerferien, umiddelbart efter mit første Barns Fødsel, maatte søge Ro og Ligevægt ved en kort Fraværelse fra Hjemmet og Ophold hos Venner i Nordsjælland. Jeg var da saa stærkt rystet, at jeg, hvis jeg ikke havde havt Pligter mod min Familie, havde havt stor Lyst til ganske at afbryde min Virksomhed og opgive min Embedsstilling. Denne med Møie gjennemgaaede Krisis gjentog sig derhos, omend i en mindre paafaldende Skikkelse, i Sommeren 1832, medens jeg paa engang dels efter en ikke forud fuldt gjennemtænkt Plan og med ufuldkomment Herredømme over Stoffet holdt en Række ogsaa af adskillige Ældre og det ikke blot Philologer besøgte Forelæsninger over Sprogets Væsen og forskjellige Skikkelser, dels stærkt optoges af Spørgsmaalene og Striden om det lærde Skolevæsen. Kun langsomt og efterhaanden lykkedes det mig fredelig at forene det ivrige Specialstudium med en stille Sysselsættelse med almindeligere Spørgsmaal. Philologien beholdt derved sin Betydning for mig som et væsentligt Led i Tilveiebringelsen og Bevarelsen af den historiske Kulturbevidsthed, der tjener Nutidens særlige Dannelse til Grundlag og orienterende Korrektiv, men som heller ikke selv kan undvære Befrugtelsen og Stødet fra Nutidsdannelsen. Det philologiske Arbeide var mig vel ogsaa kjært ved den virtuosmæssige Sikkerhed, der deri lader sig opnaae i Løsningen af Detailopgaver, men denne Kjærlighed kunde ikke fjerne den videregaaende Higen. At søge en overfladisk Tilfredsstillelse for denne Higen gjennem Tilegnelsen af det en Tid lang herskende philosophiske Systems – det Hegelskes – Formler var min hele Natur imod, og først længere hen, for en Del først i den anden Periode af mit akademiske Liv, fandt jeg Tid og Leilighed til et mere sammenhængende Studium af de philosophiske Systemer fra Spinoza og dernæst fra Kant af. Jeg betragter det som en ikke ringe Del af mit Livs Lykke, at der i en høi Alder gaves mig Ro og bevaredes mig Kraft til paa min Vis saaledes at afslutte og fuldstændiggjøre mit Livs aandelige Indhold^[31].

Med Savnet af et saadant friere Pusterum, som en Udenlandsreise før min faste Embedsansættelse vilde have givet, hang den Indskrænkning i ydre Anskuelse af Natur- og Livsphænomener sammen, som var en Følge af mit hele Livs og min hele Udviklings udelukkende Tilknytning til et enkelt Sted og en enkelt Anstalt, Kjøbenhavns Universitet, igjennem en lang Aarrække. Jeg blev 42 Aar gammel, inden jeg betraadte en fremmed Jordbund, fraregnet en Kjørsel gjennem Skaane og et Besøg paa Kullen, og indtil 1845 havde jeg af selve Danmark ikke set Andet end Bornholm og Sjælland. Jeg har aldrig hørt en eneste Times Forelæsning ved et fremmed Universitet og ligesaalidt overværet en Undervisningstime i en Skole udenfor Danmark og saaledes savnet enhver Leilighed til Sammenligning. Den paa personligt Bekjendtskab beroende Tankeudvikling og Samvirken med fremmede Videnskabsmænd, den Forstaaelse af Ens egne Bestræbelser, som ved saadan Berøring lettes, har jeg maattet undvære. For et ikke ganske ringe Tab regner jeg det ogsaa ikke tidlig at have modtaget en Impuls til og havt Leilighed til at vinde Færdighed i mundtligt og skriftligt Udtryk i de fremmede levende Hovedsprog. De sociale Forhold, hvorunder jeg levede i Hjemmet, bødede ikke derpaa, og Manglen, som jeg først senere ufuldstændig afhjalp, har ikke blot været mig til Hinder med Hensyn til videnskabeligt Samkvem, men ogsaa indskrænket min Evne til at virke for vigtige Interesser i anden Retning^[32].

Endnu maa jeg her, tildels i modsat Retning, nævne den ikke ringe Indflydelse, som min Deltagelse i Stiftelsen og Redaktionen af det med Aaret 1829, faa Maaneder efter min Udnævnelse til Lektor, paabegyndte Maanedsskrift for Litteratur fik paa min hele Stilling og Virksomhed i de første Aar af mit Professorliv. Allerede ved at optages som den yngste i en Kreds af de dygtigste og mest anerkjendte Universitetslærere, derimellem H. C. Ørsted, v. Schmidten og Hornemann, hvortil Andre udenfor Universitetet sluttede sig, saasom J. L. Heiberg, og ved efterhaanden at træde i nær personlig og venskabelig Forbindelse med de fleste af dem foruden med Mænd som Poul M. Møller og N. Möhl følte jeg mig opmuntret og støttet. De i Redaktionens Møder, hvor alle Bidrag oplæstes, førte Forhandlinger indeholdt baade et Værn mod Hengivelse til Fagensidighed og et Bidrag til frugtbar Vækkelse, især i den første Tid, hvor denne Paavirkning ogsaa for mig var af den største Vigtighed.^[33] – Ikke uden Betydning i de samme Retninger var ligeledes min tidlige Optagelse som Medlem af Videnskabernes Selskab den 27de December 1833.

Min Lærervirksomhed ved Universitetet var i de to Aar, i hvilke jeg var konstitueret for den fraværende Thorlacius, overveiende knyttet til den saakaldte anden Examen, skjøndt jeg allerede da begyndte at arbeide for et speciellere philologisk Studium og imellem mine Tilhørere derved havde min senere trofaste Ven og Medarbeider Wesenberg, og ligeledes efter den Tid, lige indtil 1847, vedblev Forelæsningerne til den nævnte Examen, om hvis Beskaffenhed jeg ovenfor har talt, at udgjøre en særlig Afdeling af mit Arbeide, i hvilken jeg maatte følge den ved Lov og Vedtægt fastsatte Form og søge at udrette, hvad der med den lod sig udrette. I hvert Vintersemester forklarede jeg i tre ugentlige Timer en latinsk Digter eller Prosaist, og i tre andre Timer gjennemgik jeg afvexlende enten den romerske Litteraturhistorie eller de romerske Statsindretninger i et almindeligt Omrids. Forelæsningerne holdtes indtil omkring 1840 paa Latin, i Antikviteter og Litteraturhistorie efter et af mig i samme Sprog dikteret Grundlag. Det Tilfældige i denne Fordeling af Stoffet for de forskjellige Aars Studenter kunde jeg ikke raade Bod paa, thi i den givne Tid at foredrage begge Discipliner saaledes, at der fremkom en virkelig Helhed eller Sammenhæng, var umuligt. Den latinske Form hindrede naturligvis derhos en friere og lettere Bevægelse, en fyldigere og klarere Udprægen af visse, f. Ex. æsthetiske, Forestillinger. Jeg har oftere udtalt og fastholder endnu, at det gamle Sprog endog i Skolen, omend i en meget indskrænket Øvelsesform, og endmere for vore Philologer bør fremtræde og føles i levende Meddelelse, men, anvendt ved de nævnte Forelæsninger uden al Forberedelse for et talrigt Auditorium til sammenhængende Læreforedrag, stod Latinen som en løsreven Levning fra den ældre rent latinske Skole og meget lidet støttet i sin Betydning derved, at enkelte Forelæsninger ved Specialfakulteterne ligeledes da endnu holdtes paa Latin. Examinationen paa Latin var ofte meget pinlig ikke blot for Kandidaten, men ogsaa for Examinator. Jeg tillod mig derfor endelig paa egen Haand at gaae over til Brugen af det danske Sprog, men jeg er ikke ganske vis paa, om ikke disse Forelæsninger, om hvis Hensigtsmæssighed i det Hele jeg selv havde været med til at vække Tvivl, derved tabte en vis traditionel Ærværdighed. Jeg gjorde mig den største Umage for baade i Behandlingen af Forfatterne at vække Interesse for disse og at forøge og klare Sprogindsigten, ganske vist især i de første Aar ikke uden at medtage for Meget af philologiske Specialiteter, og i Forelæsningerne over Litteratur og Statsforfatning at fremdrage og vække almindelige Forestillinger om Stat og Litteratur. Den Alvor og Iver, hvormed jeg tog Sagen, fandt Anklang, maaske i Førstningen understøttet af min Ungdom og ligefremme Optræden, der stillede mig næsten paa en kammeratlig Fod med mine Tilhørere, og skaffede mig et talrigt Auditorium; dog tør jeg ikke negte, at i de senere Aar Interessen maaske fra begge Sider aftog noget. Da jeg begyndte min Virksomhed, fremtraadte der paa disse Forelæsninger ikke sjeldent ligeoverfor Docenterne en vis Kaadhed og stundom plumpe Drillerier, dels en Levning fra tidligere Tiders Raahed, dels en naturlig Følge af den Indretning, der paalagde et stort Antal ligefra Skoletugten frigjorte unge Mennesker uden Hensyn til individuel Lyst og Behov daglig at høre fem (i andet Semester fire) foreskrevne Forelæsninger, tilmed i hin Tid, da Universitetsbygningen endnu laae i Ruiner, tildels paa forskjellige Steder og i lidet hyggelige eller Ærefrygt indgydende Lokaler, for ikke at tale om enkelte Professorers mindre heldige Væsen og Optræden. Disse Udskeielser lykkedes det mig ved velvillig, bestemt og kort Optræden næsten ganske at holde mig fri for, ja vel endog efterhaanden at bidrage noget til i det Hele at formindske og fjerne; idetmindste erindrer jeg, at den elskværdige Professor i Zoologien Reinhardt (den ældre), der hvert tredie Aar holdt den naturhistoriske Forelæsning for dem, der ikke hørte Hebraisk, betegnede mig som den, hvem det bedst overdroges at give de unge Studenter Tilrettevisninger ved enkelte alvorligere Leiligheder.^[34] Ikke uden Betydning for det uafbrudte Velvilliesforhold mellem mig og mine yngste Tilhørere var, troer jeg, min Bestræbelse for ved første og anden Examen at forbinde Humanitet og mild Form med ikke for lavt stillede Fordringer og min Villighed til ved de skriftlige Prøver at gjøre Rede for Bedømmelsen, hvilken min ældre Kollega Petersen og jeg søgte at gjennemføre med en tidligere noget savnet Konsekvens. – Til de behageligste Minder, jeg har bevaret om mit Forhold til de yngste Studerende i mine tidligste Docentaar, hører Erindringen om de latinske Disputerøvelser, som jeg et Par Aar, uden al Forbindelse med Examen, holdt for en mindre Kreds. I disse Øvelser, hvori Latinen snart blev Vehiklet for en fri og flersidig Tankeudvexling, deltoge saaledes i Vintersemestret 1827—28 F. C. Bornemann, O. Lehmann, Martensen, E. Hornemann og Flere. Bornemann, Martensen og endel Andre, derimellem mærkelig nok et Par allerede da ret ivrige og senere end ivrigere Grundtvigianere, gjentog disse Øvelser i et Semester efter det første akademiske Aar, hvor da Latinen endmere maatte vige for de stundom livlige Kampe om Indholdet.

Fyldigere og, som jeg haaber, mere frugtbringende (ogsaa for min egen Udvikling) var den efter et friere og høiere videnskabeligt Maal anlagte Virksomhed, som forbandt mig med de Studerende, der hengav sig til Philologien som Fag. Det, hvorefter der her først maatte stræbes, var Tilegnelsen og Meddelelsen af en rationel, til Færdighed og Takt uddannet Indsigt i det gamle Sprog. Den rationelle Indsigt maatte bygges paa en klar Forstaaelse af Sprogets almindelige Væsen og forskjellige Udviklingsformer og fremtræde i et den særegne latinske Sprogform med logisk Bestemthed udtrykkende grammatisk System, der da tillige vilde antyde den rigtige Fremstilling af den beslægtede græske Sprogbygning. Jeg optog altsaa nødvendig den almindelige, om man saa vil, philosophiske Sprogbetragtning som en Del af mit Fagstudium og min Fagundervisning og som positivt Underlag for denne Sprogbetragtning den komparative Sprogforskning i den Udstrækning, som jeg ansaae for tilstrækkelig for dette Øiemed, idet jeg ikke gik ud paa etymologisk Detailforskning, men paa en i egen Anskuelse hvilende Erkjendelse af de to saakaldte klassiske Sprogs Stilling i den hele Æt, til hvilken de høre, og paa et sikkert Indblik i de vigtigste sidestillede Sprogætters Grundtyper, en Bestræbelse, hvori mit tidligere erhvervede Kjendskab til den semitiske Sprogform kom mig tilgode.^[35] Jeg haaber, at Mænd som Westergaard, Lyngbye, V. Thomsen og Wimmer, der alle have været mine Tilhørere, have medtaget Adskilligt fra mig til deres i særlige og fjernere Retninger førte Studier. – Den næste Opgave, jeg stillede mig, og mod hvilken jeg tidligere havde stilet hen, var Udprægningen af en sikker, alle Momenter ligelig omfattende Methode for Behandlingen af Oldtidsværkerne, navnlig da Litteraturværkerne, til Fastsættelse af deres Plads og Form og til udtømmende Udfinden af deres Indhold og Vidnesbyrd. Grændsen imellem Græsk og Latin maatte naturligvis her falde bort. Med denne Forberedelse skulde da gaaes frem til Beskuelse af Oldtidens Kulturindhold, som det fremtræder dels i enkelte Hovedskikkelser og Hovedværker, dels i Overblik over hele Sider af Oldtidslivet, saaledes at ikke en forudfattet Betragtning af Oldtiden som en bedre Mønstertid lagdes til Grund, men Blikket paa engang rettedes paa det Almenmenneskelige og Fælles og paa de karakteristiske Modsætninger imellem det Antike og Primitive og det Moderne, naturligvis med Fremdragen af det Skjønneste og Bedste i den primitivere Kultur. Efter de her antydede Grundtræk søgte jeg, vistnok ikke altid sikkert og konsekvent, at indrette mine Forelæsninger og Øvelser. Imellem Forelæsningerne blev mere og mere Forelæsningen over philologisk Encyclopædi den vigtigste. Efter en muligst skarp Bestemmelse og Begrændsning af Philologiens Opgave som Form for den alsidige historiske Beskuelse af Kulturtilstande og specielt af den klassiske Philologis Opgave foredrog jeg i denne Forelæsning den hele almindelige Sprogbetragtning som Grundlag for det specielle Studium af Græsk og Latin og dernæst den philologiske Methodik, Kritiken og Hermeneutiken i dens forskjellige Former, f. Ex. som særlig archæologisk, hvorefter jeg sluttede med et Overblik over de Discipliner, i hvilke Philologien som historisk Videnskab samler og fremstiller Hovedretningerne i den antike Kulturudvikling. Der var Afsnit af denne Forelæsning, som jeg beklager ikke at have fundet Tid og Leilighed til at udgive. Til denne centrale Forelæsning sluttede sig udførlige Foredrag over de romerske Statsindretninger med en almindelig Indledning om Kilderne til den romerske historiske Oldkyndighed og over den romerske Litteraturs Historie samt enkelte Forelæsninger over speciellere Gjenstande, saasom (før Udgivelsen af min latinske Grammatik) over Afsnit af den latinske Sproglære og over antik Metrik.^[36] Af latinske Forfattere behandlede jeg hele Værker eller Stykker af Lucrets, Virgil, Horats, Elegikerne, Persius og Juvenal, Cicero (Taler og philosophiske Skrifter), Seneca og Tacitus dels i Forelæsninger, dels saaledes, at efter en forudskikket orienterende Indledning de Studerende øvede sig i Fortolkning af det Enkelte med ligeligt Hensyn til Indhold og Iagttagelse af den grammatiske og lexicalske Sprogbrug. Af den specielle archæologiske Side (Monumenterne udenfor Litteraturen) behandlede jeg alene de latinske Indskrifter i en enkelt Øvelsesrække foruden leilighedsvis i Antikviteterne. Den Adgang, som ved de tydske Universiteter de philologiske Seminarier give til at kræve skriftlige Prøvearbeider af de Studerende og til at yde et Vederlag for mere omfattende og sammenhængende Øvelsesarbeider, kunde stundom savnes. – Efter Udgivelsen af min latinske Grammatik i 1841 foredrog jeg et Par Gange efter Anmodning græsk Syntax efter samme System, hvoraf fremgik den i 1846 trykte Fremstilling af samme, ligesom jeg da holdt Øvelser over græske Prosaister, i Førstningen uden Anmeldelse i Lektionskatalogen for ikke at støde min for den græske Philologi særlig ansatte Kollega. Med særlig Tilfredshed erindrer jeg en i de Aar holdt Øvelse over Thukydid, hvori syv særdeles flinke Studerende deltog med den livligste Interesse; destoværre døde to af dem (Schwartz og Christensen) kort efter, den ene efter faa Dages Sygdom, og en tredie kun faa Aar derpaa ved Begyndelsen af hans Embedsbane (Borries); en 4de (Fibiger) er død senere, og kun tre af dem leve saaledes endnu. Mine fleste Tilhørere fra dette Tidsrum af min Virksomhed indtage nu, efterat dog ikke ganske faa af dem ere gaaede bort eller satte i Hvile, med et Par fra min senere Virksomhedsperiode samtlige Rektorpladser ved vore Skoler og andre Lærerstillinger. – Oftere havde jeg den ved vort isolerede Universitet sjeldne Opmuntring at se en eller endog samtidig flere norske Studerende, derimellem den senere Expeditionssekretær i Kirke- og Skoledepartementet Hartvig Nissen, imellem Tilhørerne eller Deltagerne i mine Øvelser, nogle Gange en svensk, saaledes en kort Tid P. Genberg, død som Biskop i Kalmar efter i kort Tid at have været Statsraad for "Ekklesiastikærenderne". Med Glæde saae jeg af og til en Ikke-Philolog imellem Tilhørerne ved en Forelæsning; for særlige Forelæsninger af populærere Art over latinske Forfattere eller romerske Forhold var der neppe Modtagelighed; jeg følte i det Ringeste intet Kald dertil.