Livserindringer

V. Tidsrummet som Minister. 1848—1851

1848 før Ministerudnævnelsen

Af det hidtil skildrede stille Studie- og Embedsliv og af den tilbageholdende Iagttagerstilling udreves jeg i Omvæltningsaaret 1848 først til en enkelt energisk Fremtræden i den politiske Forhandling og dernæst til en politisk og administrativ Virksomhed, der for nogle Aar ganske løsrev mig fra mine tidligere Beskæftigelser og gav mine Kræfter og Bestræbelser en anden Retning. Faa Dage efter Christian VIII's Død den 20de Januar 1848 offentliggjordes Reskriptet af 28de Januar, indeholdende de naturligvis ialtfald i det Væsentlige før Thronskiftet fastsatte Grundtræk af en paatænkt Fællesforfatning for hele Monarkiet. Det var mig ikke noget Øieblik tvivlsomt, at istedetfor den Svaghed og Vaklen, over hvilken der hidtil kunde klages, forelaae der nu det afgjørende Valg af et System, ved hvilket det danske Monarkis Karakter fra Grunden af forvanskedes og det danske Folks Ret opofredes for en endda meget usikker Bevarelse af den ydre løse Sammenhæng imellem de Landsdele, der vare blevne samlede under det danske Kongehus, i Form af en ligedelt dansk-tydsk Stat, i hvilken, forsaavidt den vedblev at bestaae, det tydske Element vilde underkue det fra Begyndelsen af nedværdigede danske, og at man derfor var kommen til et Punkt, hvor en bestemt Indsigelse maatte reises, en Afvisning udtales. Grundtrækkene gik, som bekjendt, ud paa en fælles Stænderforsamling med ligemange Deputerede fra Kongeriget [c. 1,300000 Indbyggere] og fra de forenede Hertugdømmer [c. 800000 Indbyggere], hvis Forbindelse udtrykkelig bekræftedes, med afvexlende Møde i Kongeriget og i Hertugdømmerne. I Hovedsagen bedømtes vistnok Reskriptets Indhold paa samme Maade af alle udenfor Regjeringskredsen staaende, over vore offentlige Forhold tænkende Mænd; men Ordførerne for Oppositionen havde hidtil saa ensidigen lagt Vægt paa en konstitutionel Forfatning for hele Monarkiet, at de bragtes ud af Fatning og ligefrem forbløffedes ved denne eiendommelige Imødekommen. Et Par Dage efter Reskriptets Offentliggjørelse traf jeg i botanisk Have hos J. F. Schouw sammen med Clausen, L. N. Hvidt, L. Høyen, Lehmann, Monrad, Ploug og Tscherning til en Samtale derom, uden at jeg nu kan gjøre Rede for, hvorledes eller af hvem jeg, der ellers slet ikke hørte til denne Kredses Fortrolige, var bleven indbudt til Mødet. Stemningen var saare trykket, og L. N. Hvidt udtalte tilsidst, at Folket var mat og modløst og ikke kunde sættes i en kraftig Bevægelse, hvorpaa man efter nogen Indsigelse af mig og Høyen skiltes ad. Inderlig utilfreds og misfornøiet gik jeg hjem og skrev samme Aften og næste Formiddag den Artikel, der, efter at være gjennemlæst af en eneste Ven (den ovenfor nævnte Magister P. Pedersen), sendtes til "Fædrelandet"s Redaktion og optoges i "Fædrelandet" for 4de Februar: "Et Par Ord om det i Hans Majestæts Reskript af 28de Januar 1848 antydede Grundlag for en Forfatning i dets Betydning for den danske Nationalitet." Artiklen, der var skreven med den stærkeste Overbevisning og varmeste Følelse, vakte, tildels just derved, at den kom fra en navngiven Mand, der hidtil havde holdt sig ganske udenfor den politiske Polemik, en ualmindelig Opsigt og fremkaldte i vide Kredse den Stemning og den tillidsfulde Tilslutning, som man havde tvivlet om at kunne fremkalde. Pressen tog tilorde, og i en hos Professor Clausen den 23de Februar holdt Forsamling af 45 Mænd med mere eller mindre indflydelsesrige Navne, hvoriblandt ogsaa jeg var, vedtoges den Erklæring imod Forfatningsreskriptet, som derefter trykkedes i "Fædrelandet" for 28de Februar. Men med dette Møde ophørte foreløbigen min Deltagelse i Bevægelsen,^[58] og jeg blev i det Hele udenfor de Begivenheder, der nu paafulgte, og som vel ikke vare uden Paavirkning af den fra Februarrevolutionen i Paris udgaaede almindelige Bevægelse, men især bleve drevne frem ved de ogsaa af hin Bevægelse paavirkede Optrin i Holsten og Sydslesvig, der endte med aabenbart Oprør og Brud af Statsforbindelsen. Grunden til denne Afholdenhed fra min Side var aldeles overveiende den dybe Sorg, der rammede mig, idet mit yngste elskelige Barn i de sidste Dage af Februar angrebes af en Hjernebetændelse og efter haarde Lidelser bukkede under for Sygdommen den 8de Marts. Men desforuden havde Andre baade ved Anlæg og Evner og ved tidligere Virksomhed ikke blot et langt nærmere Kald til at gribe ledende ind i Folkebevægelsen, men ogsaa en almindelig anerkjendt Berettigelse og Forpligtelse til en aktiv Deltagelse i Dannelsen af en ny Statsform og i Sagernes Styrelse under denne. Om den hele Situation vil jeg iøvrigt nedenfor komme til at udtale mig nærmere; men om Nødvendigheden af at ombytte den alderssvage Absolutisme og dens Bærere med en friere og folkeligere Regjeringsform og med nye og yngre personlige Kræfter var der, hvad jeg strax bør nævne, for mig ingen Tvivl. Jeg sluttede mig forsaavidt gjerne til Martsministeriet og ønskede det oprigtigen Held til Løsningen af dets ligesaa vanskelige som for Fædrelandet vigtige Opgaver, om der end hos enkelte af de nye Ministre var Adskilligt i Anskuelser og Optræden, som ikke havde min fulde Sympathi, eller som endog vakte Betænkelighed hos mig; med ingen af dem stod jeg i noget nærmere Forhold eller endog blot i almindelig Omgangsberørelse. I Løbet af Foraaret og Sommeren fulgte jeg, medens jeg troligen øvede min Embedsgjerning, med den inderligste Deltagelse Kampen i Slesvig og med Spænding Forberedelserne til den nye Forfatning^[59]. Da modtog jeg ved Midsommerstid fra Monrad som Kultusminister en Opfordring til at paatage mig et nyt Embede, som han agtede at oprette for en Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, idet jeg samtidig opgav Embedet som Universitetsbibliothekar. Jeg havde selv i de tidligere omtalte Artikler fra 1832 udtalt mig for, at der maatte skabes en livligere Forbindelse imellem Undervisningsvæsenets Overbestyrelse (dengang Universitetsdirektionen) og Skolerne og tilveiebringes et nærmere og stadig sig fornyende Bekjendtskab med Skolernes Personale og dettes Arbeide, Anskuelser og Ønsker gjennem en regelmæssig Inspektion. Jeg gik derfor gjerne ind paa Ministerens Forslag, saamegetmere som de i de nærmest forudgaaende Aar i Forening med Ørsted og Velschow foretagne Skolereiser baade havde bestyrket min Overbevisning om Ønskeligheden af et saadant Forbindelsesled og skaffet mig en vis Forberedelse. Sagen blev hurtig ordnet, og under 22de Juli udnævntes jeg til Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler i Henhold til en Instrux, hvortil jeg selv havde gjort Udkastet. Om den Virksomhed, jeg i dette Embede udøvede, vil det, da den foreløbig snart afbrødes, være naturligere at tale ved dens Gjenoptagelse i 1852 og de følgende Aar.

Den første Reise, som jeg i mit nye Embedes Medfør gjorde, førte mig efter Afslutningen af Skolearbeidet sammen med en Del af Hæren og med dens Hovedkvarter, der, efter Felttogets Ende i 1848 med Vaabenstilstanden i Malmø, i Slutningen af September var i Horsens. Derfra ilede jeg over Aarhus og Kjøbenhavn til Bornholm for i dettes 2den Valgkreds at søge Valg til den grundlovgivende Rigsforsamling, hvilket jeg med Lethed opnaaede (den 5te Oktober) uden at imødekomme det fremsatte Ønske, at jeg skulde forpligte mig til at arbeide for Bevarelsen af Bornholmernes Særstilling med Hensyn til Værnepligten. Jeg havde, idet jeg søgte dette Valg, ikke den fjerneste Tanke paa at ombytte min videnskabelige Gjerning og mit Universitetsembede med en politisk Stilling og Hovedvirksomhed; jeg dreves kun af Lyst til efter Evne at gjøre de efterhaanden hos mig modnede Anskuelser gjældende ved den forestaaende Afgjørelse af vore ydre og indre Anliggenders Ordning.

Novemberministeriet i Almindelighed

I Rigsforsamlingen, der aabnedes den 23de Oktober, blev det, medens man endnu ikke var rykket langt frem i Forhandlingerne om en Forretningsorden, snart bekjendt, at der var indtraadt Uenighed i Ministeriet, og at en Krisis var udbrudt. Uden Anelse om, at denne kunde komme til at berøre mig selv, fandt jeg kun Anledning til ikke uden Virkning at bekæmpe en hos en Del af Forsamlingen fremtrædende Tilbøielighed til ubetimelig at gribe ind i Krisens Gang og Udvikling. Pludselig anmodedes jeg af Grev A. V. Moltke, hvem det af Kongen var overdraget at danne et nyt Ministerium, om en Samtale i hans Palais og kunde vel, efter hvad der forlød om det Clausen gjorte Tilbud om at overtage Kultusministeriet og hans Vægring derved, formode Samtalens Hensigt. Greven, med hvem jeg ikke siden 1830 havde havt den mindste Berørelse, trængte med den ham eiendommelige elskværdige Godmodighed ind paa mig for at bevæge mig til at hjælpe ham til at afslutte den besværlige Opgave og hindre de Ubehageligheder, som en Forhaling let kunde fremkalde i Rigsforsamlingen og andetsteds. Efter en Dags Betænkning gav jeg mit Tilsagn, og Ministeriet udnævntes den 16de November, idet Clausen indtraadte som Minister uden Portefeuille med Bibehold af sit Professorembede. Jeg har siden forelagt mig og forelægger mig i dette Øieblik paany med Alvor det Spørgsmaal, om jeg handlede rigtig i dengang at ombytte min hidtilværende Virksomhed med Ministerstillingen, og om jeg ved at gjøre det lededes af rene Bevæggrunde. Jeg kjender for godt den menneskelige Svaghed og min Delagtighed i den til at turde paastaae, at ingensomhelst Lyst til Indflydelse og Anseelse hin Dag ubevidst eller halvbevidst har rørt sig i min Sjæl, men jeg tør med frelst Samvittighed erklære, at jeg aldeles overveiende lod mig bestemme af Hensyn til Pligt, maaske skjærpet ved en Trang til selv at vinde en alsidigere Livsuddannelse og en fyldigere Beskuelse end den, som den uafbrudte Færden mellem Bøger og Studenter ydede. Jeg kunde heller ikke troe, at jeg fortrængte Nogen, som med Hensyn til de stillede Hovedformaal kunde og vilde gjøre Forsøget med bedre Evne, eller som medbragte bedre Forudsætninger. Til Forklaring af min Beslutning skal jeg iøvrigt endnu kun gjøre en kort Bemærkning om den daværende Situation og min egen politiske Anskuelses Forhold til den. Det var, skjøndt ingen officiel Bekræftelse fremkom, ingen Hemmelighed, at Martsministeriets Opløsning, bortset fra andre Disharmonier imellem Personer og Karakterer, var fremkaldt derved, at Udenrigsministeren: Grev Knuth tilligemed tre andre Ministre: Lehmann, Monrad og Tscherning havde, da de danske Befuldmægtigede ved de i London forestaaende Underhandlinger om Monarkiets Anliggender skulde forsynes med Instruxer, forlangt, at der for det overveiende sandsynlige Tilfælde, at det saakaldte Eiderprogram, der gik ud paa, at Slesvig med Bibehold af særlige provindsielle Institutioner skulde konstitutionelt forbindes med Kongeriget til at danne den egentlige danske Stat, hvortil det tydske Hertugdømme Holsten skulde staae i et friere og løsere Forhold, ikke helt lod sig gjennemføre, skulde optages som subsidiært Grundlag en Beføielse til at gaae ind paa en Udskillelse af en Del af det sydlige Slesvig, der da skulde forbindes med Holsten, medens Resten forbandtes med Kongeriget (Slesvigs Deling), men at Kongen, støttende sig til de øvrige Ministre, havde afslaaet dette. Da hele Ministeriet var enigt om den principale Paastand, der skulde opstilles, og da det var aldeles urimeligt at antage, at de tre, den ældre Regjering tilhørende og dens Anskuelser nærmere staaende Ministre: Moltke, Bluhme og Bardenfleth skulde have villet sætte alt ind derpaa med Afvisning af enhver anden Udvei, laae det nær at antage, at der, medens Eiderprogrammet tilsyneladende fastholdtes, bagved Afslaget skjulte sig Tanken paa at opnaae en Ordning ved saadanne Lempelser med Hensyn til Slesvigs Stilling, hvorved det kom til at danne et fælles Mellemled imellem Kongeriget og Holsten og derved ogsaa bandt dette nærmere til det øvrige Monarki (den saakaldte Helstatstanke). Til denne Side heldede da ogsaa rimeligvis i det Hele det fremmede Diplomati, der helst regnede med den bekjendte gamle Størrelse: det danske Monarki, uden at bryde sig om dets indre Forhold og de store Betænkeligheder, som en saadan kunstig Ordning indeholdt, men ganske vist og fremfor Alt den Magt, til hvem vi nærmest støttede os i Kampen mod "Oprøret" og Tydsklands Indblanding, nemlig Rusland, der hverken i og for sig sympathiserede med en efter nationale Hensyn beregnet, klar og bestemt Afgjørelse eller med milde Øine saae paa, hvad der fremkom fra den demokratiske Side af Ministeriet. Naar nu jeg, der stedse har betragtet Nationaliteten som den sande og eneste faste Grundvold for Staterne, og som heller ikke i mere end én Henseende kunde undgaae Betegnelsen som Demokrat, indtraadte i det Ministerium, som Grev Moltke i November 1848 dannede, var det med den bestemte Hensigt at vogte paa, at der ikke ved de fremtidige Underhandlinger vedtoges Noget, der tilføiede det danske Folks og dets Nationalitets berettigede Krav Skade eller fremkaldte Fare for samme, og saaledes opfattedes ogsaa af Almenheden min og Clausens Stilling og Opgave, og denne Opfattelse omgav os med en vis Popularitet, om end ikke hos de egentlige "Bondevenner"; men jeg var ogsaa temmelig sikker paa, at denne Gunst ikke fulgte mig, naar jeg aabenlyst vedkjendte mig, at jeg betragtede en Afstaaelse af en Del af Sydslesvig ikke blot som det, hvortil vi efter forgjæves Forsøg i andre Retninger maatte komme tilbage, men som det, hvorpaa vi egentlig direkte burde styre løs, og som i og for sig selv var billigt og rigtigt. I det første Statsraadsmøde, i hvilket jeg deltog, udtalte jeg klart og tydelig, at jeg, villig til at underkaste mig den da givne Situation og de deraf følgende Forsøg, men overbevist om disses Frugtesløshed, forbeholdt mig i sin Tid at komme tilbage til den Udvei, der for Øieblikket ikke turde betrædes.

Under den heftige indre Bevægelse og overhængende Fare udenfra var der i Marts 1848 ved en Forbindelse imellem Repræsentanter for det Overleverede og de nye, hidtil udenfor Administrationen staaende Mænd, der bares frem af Folkestemningen, blevet dannet en Art foreløbig ministeriel Diktatur, hvori imidlertid det sidste Element ikke blot ved Antallet havde en afgjort Overvægt. Da nu just Ministrene af denne Side i November traadte ud, fordi de hverken hos Kongen fandt Bifald eller hos Befolkningen turde regne paa Understøttelse for den Modifikation i deres oprindelige Program, som de erkjendte for nødvendig, i det Ringeste som subsidiær Udvei, var det naturligt, at den til den anden Side hørende Ministerpræsident, hvem det overdroges at danne det nye Ministerium, vel ikke paa Grundlag af en vedtagen Forfatningslov, men dog ligeoverfor en allerede til Vedtagelsen af en saadan Lov sammentraadt Forsamling og et denne forelagt Udkast, søgte sine Medarbeidere overveiende imellem Mænd, der allerede før Marts Maaned havde havt Andel i Regjeringsforretningerne og Plads i Kollegierne, men saaledes, at Frygten for et Brud med den nye Retning i Statslivet og med den nationale Stræben udelukkedes. Det nye Ministerium rykkede derved i Personer og Former lidt længere til Høire, men uden nogen Reaktion. At iøvrigt noget nærmere bestemt Hensyn paa en harmonisk Samvirken gjorde sig gjældende, vil jeg ikke sige. De Kræfter, der overhovedet vare til Raadighed, tillode ikke noget strengt Udvalg, og Gjennemførelsen af et saadant Hensyn laae ikke for Grev Moltkes Personlighed ligesaalidt som efterhaanden at paatrykke det engang dannede Ministerium en nogenlunde fast Gang. Grev Moltke var en saare elskværdig Privatmand, en grand seigneur med fuld Følelse af denne Stillings Forpligtelser, og havde Styrke nok til den passive Opofrelse for at lette Statsmaskinens nogenlunde jævne Gang at underkaste sig den ikke altid behagelige Samvirken med Mænd af meget afvigende Anskuelser, Livsvaner og Omgangsformer; men han besad ligesaalidt klart og omfattende Blik paa indviklede Statsforhold som streng Arbeidsomhed eller energisk Beredvillighed til Meningskamp. I selve sin Godmodighed og sin sociale Stilling fandt han Midler til at omgaae Vanskeligheder og udskyde Afgjørelser. Uden nogensomhelst diplomatisk Øvelse eller Erfaring paatog den mere end tresindstyveaarige Mand sig Ledelsen af Udenrigsministeriet, understøttet med Hensyn til det Formelle ved den diplomatiske Korrespondance af en brav, men hverken ved Begavelse eller ved i høiere Stillinger vunden Erfaring fremragende og derhos meget sygelig Mand: Kammerherre, siden Geheimeraad A. H. Bille. Den Karakter af ubestemt Passivitet, der herved paatryktes Regjeringen, var imidlertid under de givne Forhold maaske endog ret heldig, indtil det Tidspunkt, da det i Slutningen af 1850 eller Begyndelsen af 1851 gjaldt om at benytte den relativt gunstige Stilling til en selvstændig og aktiv Optræden. Af de civile Ministre medførte Bang som Indenrigsminister stor Arbeidskraft og Arbeidslyst, omfattende juridisk Indsigt og, navnlig hvad Landboforholdene angik, ogsaa administrativ Erfaring, men der fattedes ham Forstaaelse af høiere politiske Spørgsmaal og Karakterfasthed; hans Betragtning havde ligesom hans ydre Væsen ofte noget Vulgært og Simpelt. Finantsminister Grev Sponneck (den eneste der foruden den senere indtraadte Rosenørn med mig endnu er tilbage af dette Ministeriums Medlemmer) forenede betydeligt Talent og Fagkundskab med ungdommelig Kraft og Mod; han ledede baade sit eget Ministerium med Dygtighed og Sikkerhed og hævdede i det Hele en ikke ringe Indflydelse. I almindeligere politiske Spørgsmaal vare hans Anskuelser imidlertid neppe meget faste, og man mærkede vel hos ham en vis aristokratisk farvet Lyst til med Benyttelse af Omstændighederne at naae en overlegen Rolle og Stilling. Krigsministeren: General Hansen medbragte fra sin Tjeneste i Frederik VI's Generalstab og i Generalkommissariatskollegiet den ældre militære Rutine; han besad Sands for Orden og Regelmæssighed og en til Stivsind og stødende Særhed udartende Fasthed; det hele konstitutionelle Væsen var ham fremmed og imod; i Felttoget 1848 havde han havt Sammenstød med den udmærket begavede Stabschef Læssøe og kunde ikke overvinde sin Uvillie mod ham; det faldt ham derhos overhovedet vanskeligt at fastholde Grændsen imellem sin Virksomhed som Krigsminister og Førelsen af den aktive Armee, en Vanskelighed, hvortil jo ogsaa vore smaae Forhold kunde bidrage Noget. Bardenfleth, en saare elskværdig og agtværdig Personlighed, men hverken særdeles skarpsindig Jurist eller hurtig og sikker i en Debat, og Zahrtmann, der havde tabt noget af Sømandens Energi og Djærvhed som Adjutant og Hofmand hos Christian VIII, gjorde sig ikke meget bemærkede udenfor deres Specialministerier. Moltke, skjøndt i sit Væsen og sine Følelser grunddansk, Hansen og Zahrtmann havde Vanskelighed ved at gjøre sig fortrolige med andre Forestillinger om Monarkiets og dets Deles Sammenhæng end dem, hvorunder de længe havde virket, især med Tanken om en løsere Stilling for Holsten. Bardenfleth og Sponneck holdt vel paa Slesvigs Tilslutning til Kongeriget, men uden at gjøre sig Nationalmodsætningens Forhold til det slesvigske Spørgsmaal ret klart. Bang gik med sine Tanker ikke meget udover Kongeriget, til hvilket hans tidligere Opgaver ganske havde indskrænket sig. Rosenørn, der i September 1849, efter at være nedkommen fra Island, hvor han var Stiftamtmand, afløste den af Ministervirksomheden trætte Bang som Indenrigsminister, var en arbeidsom og samvittighedsfuld Mand med mange Kundskaber, men fortabte sig selv i sit eget Fag lidt i smaalig Detail og var i almindeligere politiske Spørgsmaal uklar og i Debatten ofte uheldig. Imellem disse Mænd indtraadte nu jeg aldeles blottet for administrativ Øvelse og Rutine, ubekjendt med alle Former. Det faldt mig imidlertid ikke vanskeligt temmelig hurtig at sætte mig ind heri og i den mit Specialministerium vedkommende Lovgivning, dels ved Hjælp af en vis fra min Barndom stammende Aandsretning, dels, hvad jeg med stor Tak paaskjønnede, ved den Understøttelse, som jeg fandt hos min tidligere Foresatte, nu min Departementschef: Konferentsraad J. O. Hansen. Andre Vanskeligheder berededes mig paa den ene Side ved mit saare ringe Bekjendtskab saavel med det hele høiere Embedspersonale som med de hidtil udenfor Embedsstanden politisk virksomme Mænd (– thi med den yngre politiske Opposition og Journalistik havde jeg som anført heller ikke hidtil staaet i nogensomhelst nærmere Forbindelse —), paa den anden Side ved min Uvanthed til det høiere Selskabslivs Former og det vedvarende økonomiske Tryk, hvorunder jeg levede^[60]. Adgangen til ved nogen Berørelse med de fremmede Diplomater baade at lære deres Forestillinger nærmere at kjende og maaske at indvirke berigtigende paa dem, i det Ringeste forsaavidt de i mig og Clausen blot saae radikale Demokrater, afskares mig tillige ved min med Undseelse forbundne Mangel paa Færdighed i Fransk og derhos ved den besynderlige Isolation, hvori de fremmede Diplomater levede efter Opløsningen her i Landet af enhver Art af regelmæssig kongelig Repræsentation. Alle disse Forhold ligesaavelsom min Mangel baade paa Evne og Lyst til at samle om mig Noget, der lignede et Parti, forbød mig at stræbe efter en ledende Stilling i Statsraadet, hvorvel jeg ikke negter, at jeg tiltroede mig selv at se mere tilbunds i vor politiske Stilling og Betingelserne for dens Klaring end de fleste af mine Kolleger, og i Rigsdagsforhandlingerne ikke savnede Evne til i rette Øieblik at gribe virksomt ind. Personligen stod jeg i det bedste Forhold til alle mine Kolleger med Undtagelse af General Hansen, der en Tidlang nærede og ytrede en dog efterhaanden forsvindende Uvillie imod mig.^[61] I Statsraadet stod naturligvis Clausen mig nærmest som Repræsentant for den samme Grundanskuelse, men dels gik han meget nødigen ind paa den Indrømmelse, hvortil Nationalitetsprincipet maatte føre med Hensyn til Sydslesvig, dels fordunkledes hans Betragtning af Holstens Forhold ved en under den lange tidligere Kamp mod tydsk Overmod og tydske Overgreb naturligen fremkaldt Bitterhed, der navnlig fremtraadte ligeoverfor Universitetet i Kiel. I indre Spørgsmaal mærkedes det undertiden, at Clausen som Minister uden Portefeuille ikke ret overskuede de praktiske og administrative Krav og stundom paavirkedes noget formeget af sin Stilling som theologisk Universitetslærer. Naar jeg nu ved i Erindringen at sammenfatte Totalbilledet af det Ministerium, om hvis enkelte Medlemmer jeg her har talt, og ved at maale den deri samlede politiske Dygtighed stundom kommer til at tænke paa de Ord, hvormed Axel Oxenstierna opmuntrede sin Søn Jacob, da denne havde Betænkelighed ved at paatage sig Underhandlingerne ved Fredskongressen i Münster og Osnabrück: "Nescis, mi fili, quantilla prudentia mundus regatur," vil jeg dog dermed ingenlunde have sat det hele Ministerium eller mig selv lavere end mange andre konstitutionelle Ministerier, hvori ikke – en sjelden Undtagelse – en overlegen genial Styrer leder det Hele. Det var et Ministerium af redelige, uegennyttige Mænd, og det blev et efter de givne Omstændigheder for Landet og sig selv, saalænge det bestod, lykkeligt Ministerium; Aarene 1849 og 1850, ja Størstedelen af 1851 høre til Danmarks bedste og ærefuldeste Aar.

Ministeriets Forhold til Kongen var strengt statsretslig set naturligvis noget forskjelligt før og efter Grundlovens Vedtagelse; i Virkeligheden kom Spørgsmaalet herom dog ligesaa lidt frem som om Ministeriets Stilling til Slesvig og Holsten efter Vedtagelsen af den foreløbig alene i Kongeriget i Kraft traadte Forfatning. Efterat Enevoldsmagtens Tøiler i Marts 1848 vare faldne Frederik VII ud af hans ikke stærke Hænder (– thi deri bestod, naar vi ville tale sandt, Gaven af Friheden —), havde Kongen trukket sig tilbage til Frederiksborg i Omgivelser efter sit Valg og ytrede ikke synderlig Deltagelse for de offentlige Anliggender eller i det Ringeste Lyst til alvorlig at sysselsætte sig med dem eller gribe ind i dem. Det laae ikke for Grev Moltke, hvormeget han endog bevarede den nedarvede Hengivenhed og Ærbødighed for Monarken, at fremkalde en Forandring heri ved maaske besværlige Forhandlinger og ved nøiagtige Regler og Former. Jeg erindrer ikke, om det nye Ministerium efter dets Dannelse i sin Helhed præsenteredes for Kongen; men vist er det, at Kongen meget sjeldent deltog i Statsraadets Forhandlinger, selv ved vigtige Spørgsmaal baade om ydre og indre Anliggender, og heller ikke krævede eller modtog meget indgaaende Beretninger derom. Kun i Sager, der berørte Kongens Sympathier og Antipathier i Forhold til Personer, stundom blot grundet i Luner, kunde enkelte Gange Vanskelighed opstaae. Var Ministeriets Handlefrihed paa Grund heraf stor, forringedes paa den anden Side (– jeg vilde krænke min Overbevisning ved ikke at sige dette —) den Understøttelse, som, navnlig i Underhandlingerne med Udlandet, den nedarvede Kongeværdighed skulde yde, ved visse personlige Svagheder hos Frederik VII, derimellem en Mangel paa Herredømme over Indbildningskraft og Ord. Hvorvidt ved Ministerskiftet i November 1848 og atter mod Slutningen af 1851 en diplomatisk Indflydelse, navnlig fra russisk Side, har paavirket Kongen igjennem en Kanal udenfor Ministeriet, derom har jeg ingen Vished. Det i November 1848 af ham givne Afslag paa den af Flertallet af Martsministrene gjorte Indstilling om et subsidiært Grundlag for Forhandlingerne i London kan jeg efter mit hele Kjendskab til Frederik VII's Karakter ikke tilskrive ialtfald en bestemt Beslutning af ham selv^[62].

For min Andel i det samlede Ministeriums Virksomhed og for Bestyrelsen af det mig særlig betroede Ministerium skal jeg nu i det Følgende efter Evne søge at gjøre Rede.