„Men hvorfor holder Du meest af Emmy?“ spurgte jeg videre, thi det var jo egentlig dette, som jeg vilde have at vide.
„Nu Sligt kan der ikke gives Grunde for, det er en Følelsessag og følgelig noget aldeles Individuelt, men det Individuelle kan der ikke gives almengyldige Grunde for, thi dermed vilde det ophøre at være individuelt og derimod blive noget Universelt.“
Ak vee! nu trak Gamle sig tilbage indenfor sine philosophiske Forskandsninger og slap bort fra mig netop i samme Øjeblik, som jeg meente at have fanget ham.
Dog besluttede jeg at gjøre endnu et Forsøg og sagde derfor: „Ja men selv om det er noget Individuelt, som Du siger, saa maa Du dog have i det Mindste din individuelle Grund dertil, og den vilde jeg gjerne vide.“
„Nu da“, sagde Gamle med uforstyrrelig Rolighed, „for at jeg skal sige det kort og godt: jeg harmonerer med Emmy. Ethvert Menneske bærer i sig et Ideal, som han stræber at realisere, men han føler tillige, at han er for svag dertil. Men hver Gang noget af dette Ideal (jeg siger noget, thi det ganske Ideal faaer han aldrig at see i denne Forkrænkelighedens Verden), hver Gang noget af dette Ideal træder ham imøde i et andet Menneske, da harmonerer han med dette Menneske, og jo mere af dette Ideal han seer, des større er Harmonien, thi det er jo ligesom sit eget bedre Jeg, han faaer at see. Men det ligger nu i Sagens Natur, at denne Følelse af Harmoni maa have en gjensidig Tiltrækning til Følge, og denne gjensidige Tiltrækning er det, vi kalde Kjærlighed.“
Aha! der fik vi det at vide: den af dem, med hvem jeg harmonerer meest, hende elsker jeg meest. Ja jeg tænkte nok, at jeg kunde faae Besked derom hos Gamle, og nu havde jeg ovenikjøbet baaret mig saa snildt ad, at jeg denne Gang fik det gode Raad at høre og slap for Prædikenen, som ellers pleier at gaae forud.
„Se man taler nu“, vedblev Gamle (thi ligesaa vanskeligt som det er at faae Gamle til at tale, ligesaa vanskeligt er det at faae ham til at holde op igjen, naar han først har begyndt), „saameget om ulykkelig Kjærlighed, men her ligger en stor Misforstaaelse til Grund. Thi hvis kun den ene Part føler sig tiltrukken, men den anden ikke, og det er jo sædvanligt dette, man kalder ulykkelig Kjærlighed, da er dette Tegn til, at der i Virkeligheden ingen Harmoni er, men hvor der ingen Harmoni er, er der heller ingen Kjærlighed, og følgelig heller ingen ulykkelig Kjærlighed. Hin første Part er da bleven skuffet og har troet at see Noget i den anden, som i Virkeligheden ikke var der. Om han nu ikke stivsindet vil fastholde, hvad der kun er et Blændværk af hans egen Phantasie, da vil han ogsaa efter nogen Tids Forløb komme til Erkjendelse af sin Feiltagelse og dermed være helbredet. Det eneste Tilfælde, hvor en virkelig ulykkelig Kjærlighed kan finde Sted, det er, hvor en Mand og en Qvinde (thi fra at tale om Kjærlighed i Almindelighed ere vi jo nu komne over til at tale om det særegne Kjærlighedsforhold, som vi kalde Elskov), altsaa hvor en Mand og en Qvinde, der virkelig harmonere med hinanden og derfor egentlig ere bestemte for hinanden, først mødes, efterat den Ene eller maaskee begge To ere bundne til en Anden. Thi da finder Harmonien Sted, uden at dog nogen Forening kan finde Sted, og her have vi derfor en virkelig ulykkelig Kjærlighed. Om nu ikke begge Parter skulle gaae til Grunde, da maae de styrke sig i Bøn til Ham, som har Lægedom for al vor Hjertesorg og trøste sig ved det Haab, at de atter kunne mødes i en anden Verden under lykkeligere Forhold, end som her faldt i deres Lod. Og i dette Haab kunne de vel atter tildeels vinde deres tidligere Ro tilbage, skjøndt de ville begge altid have en vis Følelse af Tomhed og Savn, der endog til sine Tider, og fornemmelig naar Anledning gives, kan gaae over til bitter og voldsom Smerte. Forøvrigt kan ogsaa det kaldes en ulykkelig Kjærlighed, hvor to Elskende virkelig have fundet hinanden, men den ene bortrives af Døden – for den Tiloversblevne gjælder da det Samme, som i det foregaaende Tilfælde.“
Kun halvt om halvt hørte jeg paa Gamles Foredrag over ulykkelig Kjærlighed, thi jeg var i dette Øjeblik nærmest beskjæftiget med min egen lykkelige Kjærlighed: jeg havde nu fundet, hvorpaa det kommer an, nemlig at man harmonerer med hinanden, og var altsaa kommen ud over mine tidligere Tvivl. Dog varede Glæden herover ikke længe, thi da jeg nu ifølge dette Kjendemærke skulde til at afgjøre, hvem jeg vilde foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, saa kom jeg til det Resultat, at jeg harmonerede lige godt med dem begge To, saa jeg var altsaa ikke kommen videre end før.
Da jeg skulde gaae i Kirke, kom Andrea Margrethe hen for at spørge mig, om jeg havde nogen Psalmebog. Det havde jeg ikke, hvorfor hun tilbød mig at laane hendes, da hun havde altfor travlt, til at hun kunde gaae i Kirke. Jeg takkede hende, da hun gik ud for at hente den. Da hun atter kom tilbage med den, vare vi tilfældigvis alene i Dagligstuen, og jeg tænkte derfor, om det ikke var bedst nu at gribe Øjeblikket: blot to Ord, og saa var jeg ude over alle mine Tvivl og Betænkeligheder. Men det var, ligesom Tungen klæbede til Ganen, det var mig umuligt at faae de to Ord frem; taus og stum stod jeg og vendte op og ned paa Psalmebogen.
„De seer saa nøie paa min Psalmebog“, sagde Andrea Margrethe, „De synes maaskee, den seer noget forslidt ud?“
„Nei“, svarede jeg uden dog ret at have hørt, hvad hun havde sagt.
„Ja for jeg skal sige Dem“, vedblev Andrea Margrethe, „den allerbedste Roes for en Psalmebog, det er at see rigtig forslidt ud: derimod naar Guldsnittet skinner altfor stærkt paa Siderne, det er ikke noget godt Tegn.“
„Nu eller aldrig!“ sagde jeg til mig selv; jeg gjorde en voldsom Kraftanstrængelse for at strække min Haand ud og gribe Andrea Margrethes og – Gamle traadte ind.
„Har De en Psalmebog, Christopher?“ spurgte Andrea Margrethe.
„Jo, jeg har laant Emmys“, svarede Gamle.
„Men saa har Emmy jo ingen.“
„Nei det er sandt, det har jeg rigtignok ikke tænkt paa!“
„Men nu skal jeg gaae over og laane en Psalmebog til Dem hos Fader“, sagde Andrea Margrethe, „saa kan Emmy faae sin tilbage.“
„Nei lad mig beholde Emmys – Emmy kan alle Psalmerne udenad, har hun sagt mig, saa hun behøver ingen Psalmebog.“
Nu kom Corpus Juris, han vilde ogsaa have en Psalmebog. „Jeg faaer vel Lov til at laane Deres som sædvanlig“, sagde han til Andrea Margrethe.
„Nei det kan De rigtignok ikke, for jeg har laant den til Nicolai i dette Øjeblik: men jeg kan skaffe Dem en ovre hos Fader.“
„Den kan Nicolai faae, saa tager jeg Deres – Nicolai giv mig Psalmebogen.“
„Nei saamænd gjør jeg ikke nei“, svarede jeg, „jeg har laant den og har lovlig Ret til den.“
„Vist ikke; det er mig, der har Ret til den, for jeg pleier ellers altid at laane den. Kom nu med den!“
„Nei Du faaer den ikke – Du kan ligesaa gjerne tage den anden.“
„Men De maa dog skamme Dem“, udbrød Andrea Margrethe, „to voxne Brødre, der kommer op at skjændes – og det ovenikjøbet om en Psalmebog. Det er dog virkelig altfor galt. Vil De endelig begge To laane min, saa kan De see sammen i den, det er den simpleste Maade at afgjøre Striden paa.“
Corpus Juris mumlede noget om, at han var saa kortsynet, at han nødvendigvis maatte have en egen Psalmebog, men gav dog alligevel efter, tog mig under Armen – (sagtens for at jeg ikke skulde løbe bort med Psalmebogen), og saa gik vi til Kirke sammen.
Kirken var kold og fugtig, men det gjør ikke Noget, naar man bringer et varmt Hjerte med. Det gjorde jeg desværre ikke; vel sang jeg mine Psalmer saa høit som Nogen i Menigheden, men mine Tanker vare ikke, hvor de skulde være.
Præsten stod nu oppe paa Prædikestolen, Psalmen var endt, men Skolelæreren havde ikke endt endnu. Han vedblev med sine Triller og Trimulanter paa Orgelet, som var det ham, og ikke Præsten, der skulde tale. Jeg kunde see paa Præsten, at han begyndte at blive utaalmodig, selv blev jeg ogsaa utaalmodig, og heldigvis blev ogsaa Bælgetræderen utaalmodig, thi han ophørte med sin Virksomhed, saa at Skolelæreren pludselig standsede midt i en Trille: det fik en brat Ende. Saa begyndte Præsten at tale, stærk og kraftig var hans Stemme, men dog ikke kraftig nok til at vække mig af min Dvale: den første Halvdeel af Prædikenen hørte jeg ikke et Ord af. Men nu begyndte Præsten at see stivt ned paa mig, og hvad han sagde, passede saa ganske paa mig, at jeg blev nødt til at høre efter, enten jeg vilde eller ikke. Han sagde nemlig, at ligesom det nye Aar begynder i Jesu Navn, saaledes maa ogsaa al vor Gjerning begynde i dette Navn, om den ret skal blive til Velsignelse for os. Derfor maae vi stedse prøve ved Alt, hvad vi ville foretage, om vi kunne gjøre det i Jesu Navn; og kunne vi ikke det, saa kunne vi ogsaa være visse paa, at der stikker noget Urigtigt derunder, og vi handle derfor rigtigt i ikke at gjøre det. – Se der fik jeg et nyt Kriterium paa, hvorvidt mit Forehavende var rigtigt, foruden de to Kriterier, som jeg alt tidligere havde; men jeg kan ikke nægte, at de to gamle Kriterier, som jeg selv havde fundet paa, huede mig bedre end det, som Præsten gav mig. Thi naar jeg vil være ganske ærlig og oprigtig mod mig selv, maatte jeg dog tilstaae, at hvad jeg nu havde for, det vilde jeg hverken gjøre i Jesu Navn eller Vorherres Navn, men slet og ret i mit eget Navn. Alligevel gav jeg ikke tabt endnu. „Det er en af disse ideale Fordringer“, sagde jeg til mig selv, „som Christendommen stiller til os, men som vi ikke kunne efterkomme i Virkeligheden. Præsten selv, der nu staaer og prædiker saa ivrig om, at man skal handle i Jesu Navn, han handler saamænd heller ikke selv altid derefter. Se nu f. Ex. i Aften har han jo givet Lov til, at vi maa have Dands i Præstegaarden, og det uagtet han mener, at det ikke er rigtigt. Men naar ikke engang Præsten, der er saa gammel og saa erfaren en Mand, handler i Jesu Navn, hvor vil Du saa tænke paa? Nei det er som sagt en af disse ideale Fordringer, som Christendommen stiller til os, men som intet Menneske efterkommer.“ – Det er overhovedet mærkeligt, saa stor en Dialektiker man pludselig bliver, naar man vil gjøre Noget, som er Uret; selv det dummeste Menneske bliver til en sand Sokrates ved den Leilighed, der ved at gjøre saamange Spørgsmaal paa Kryds og paa Tværs og at snoe sig med en saadan dialektisk Færdighed, at enhver Anden end Samvittigheden vilde give tabt. Men Samvittigheden besidder en fast endnu mærkeligere Seighed, i det Mindste besidder min det, thi trods alle mine Argumenter og Beviser vedblev den at gjentage med en Catos Ufortrødenhed: „Præterea censeo, at Nikolai vil gjøre Noget, som er urigtigt.“ —
Da vi atter vare komne tilbage til Præstegaarden og sadde om Kaffebordet, sagde Præsten til mig: „Har De nu hørt vel efter min Prædiken, Nicolai?“
„Jo jeg har.“
„Hvad synes De saa om den?“
„Godt“, svarede jeg, for Andet kunde jeg da ikke vel sige.
„Saa lad mig ogsaa see, at De handler efter den, thi vi skulle ikke alene være Ordets Hørere, men ogsaa dets Gjørere. De er ung endnu, lad mig derfor see, at De staaer som et lysende Exempel for os Andre. – Hvad synes Du om min Prædiken, Andrea Margrethe?“
„Jeg har ikke været i Kirke i Dag.“
„Det kan jeg godt lide Dig for; det er saadan en smuk Maade at begynde det nye Aar paa med ikke at gaae i Kirke.“
„Jeg skulde blive hjemme og passe Huset.“
„Huset kan nok passe sig selv saalænge; kunde Emmy komme i Kirke, kunde Du vel ogsaa.“
„Men hvad vilde Du sige, om vore Gjæster kom i Aften og Intet fik at spise?“
„Vore Gjæster lide ingen Nød, de spise snarere for Meget end for Lidet. Se min stakkels Ost der, hvor den har faaet galloperende Svindsot i de sidste Dage! Jeg havde glædet mig til, at den skulde holde ud til Paaske, men det bliver der ikke Noget af, det har Juristen sørget for. Se, hvor han nu sidder og huler i den: tag Skorpen, min Fa'er, tag Skorpen! den er saa god for unge Tænder. – Saa, nu skal Nicolai have den, ja saa er det nok snart forbi med „die letzten Zehn vom vierten Regiment“! – Det er da godt, at De skal dandse i Aften, Nicolai; for om otte Dage vil De vist næppe være istand dertil – saa tænker jeg, at selv min Slobrok vil være for snæver til Dem!“ —
Noget efter gik Præsten over paa sit Værelse for at hvile sig, Andrea Margrethe gik atter tilbage til sin Virksomhed og tog denne Gang Emmy og Præstekonen med sig til Hjælp, Gamle begyndte at læse, og Corpus Juris og jeg begyndte at kjede os. Efter et forgjæves Forsøg paa at spille Schak, der mislykkedes, fordi vi begge vare lige aandsfraværende, fandt Corpus Juris paa, at vi skulde aflægge et Nytaarsbesøg hos Skolelæreren. Skjøndt jeg just ikke ventede mig synderlig Opmuntring heraf, saa var det dog altid en Forandring. Men en Forandring til det Bedre var det egentlig ikke, thi Skolelæreren befandtes at være alene, hans Familie var nemlig tagen til Roskilde. Vel tog han meget hjertelig imod os, men han var langtfra nogen morsom Mand, og da vi havde været der nogen Tid, begyndte jeg at fortryde, at vi ikke havde foretrukket at gjøre Anders Sørensen et Nytaarsbesøg. Efter at vi nemlig havde gjort de almindelige Bemærkninger om Veiret, saa havde vi forbrugt alt det Stof til Samtale, som vi kunde opdrive. Corpus Juris forsøgte at lede Talen hen paa Politik, men Skolelæreren interesserede sig ikke for Politik. Saa sadde vi lidt tause, medens jeg kastede speidende Blik om i Stuen for om muligt at finde en eller anden Gjenstand, der kunde siges Noget om. Mine Øine faldt tilsidst paa et gammelt Spil Kort, og jeg spurgte Skolelæreren, om han kjendte de Kortspil, som vare i Brug blandt Bønderne.
„Jo“, svarede han, „Trekort og Schafskopf kjender jeg godt, men det er nu ikke saa fine Spil. Nei der er et andet Spil, som jeg har hørt saa megen Tale om, og som jeg derfor kunde have Lyst til at lære, ifald det ikke er altfor vanskeligt – det er L'hombre.“
„L'hombre!“ udbrød Corpus Juris og jeg i Munden paa hinanden, „da hører der saamænd ikke Hexeri til at lære det. Har De Lyst dertil, skal vi gjerne strax lære Dem Grundreglerne.“
Det er vanskeligt at sige, hvem der blev meest glad, Skolelæreren ved Udsigten til endelig at lære L'hombre, eller Corpus Juris og jeg ved endelig at blive satte i Virksomhed. Det gamle Spil Kort kom frem, og Undervisningen begyndte. Havde Skolelæreren ligesaa stort Talent til alt Andet, som han havde til at lære L'hombre, saa har Styrelsen tildelt ham en altfor ringe Plads i Livet. Inden en halv Time kunde han selv raade for sine Kort uden fremmed Hjælp, og som Lykken altid hjælper Begynderen, saaledes vandt Skolelæreren som oftest, medens Corpus Juris og jeg sadde i Uheld, hvilket ikke gjorde ham saa lidt kry, medens vi to Andre bleve mere ivrige.
Nu kastede Corpus Juris de to sorte Esser frem.
„Hvad betyder det?“ spurgte Skolelæreren.
„Ja det har vi ikke lært Dem endnu: det er grand tourné“, sagde jeg. „Seer De, naar En har de sorte Esser, saa kan han lægge dem frem og spille grand tourné, hvilket er ganske som tourné, kun at Vindingen er noget større. Men om De kan, handler De bedre i at spille Solo, thi grand tourné er et farligt Spil.“
Skolelæreren begyndte at dreie sig urolig paa sin Stol. „Ja for jeg skal sige Dem“, vedblev jeg, „De kan meget let faae et Kort op i en Farve, hvori De forøvrigt Intet har, og da risikerer De at blive beet.“
„Deres Velærværdighed —“ begyndte Skolelæreren, men jeg lod mig ikke afbryde, men fortsatte: „Har De derimod Manille og Kongen sjette i en vis Farve, saa bør De før spille Solo, thi da har De altid de tre Matadorer sikkre og tør nok haabe at være saa heldig at faae to Stik endnu, saafremt ikke netop alle de øvrige Trumfer sidde samlede hos den ene Modstander, thi da kan det gaae Dem ilde nok.“
Skolelæreren kunde ikke længer styre sin Uro; forlegen sad han og famlede mellem Kortene, medens hans Blik ufravendt stirrede hen paa Noget bag min Stol. Jeg vendte mig om og fik Øie paa Præsten, der med korslagte Arme stod og saae ned paa mig.
„Lad Dem endelig ikke forstyrre“, sagde han, „De har jo et Foredrag, som en Rigsdagsmand kunde misunde Dem.“
„Vi skulle bare lære Skolelæreren at spille L'hombre“, sagde jeg.
„Ja det seer jeg, og dertil vælger De Nytaarsdag og Søndagformiddag – De kunde virkelig ikke vælge nogen mere passende Tid. Og det var Dem, som skulde gaae ud og lade deres Lys skinne for Menigheden! Saa faaer De ovenikjøbet Juristen med Dem – jo det er to deilige Apostle, jeg der har udsendt til at forkynde sand Christendom! Men det maa man lade Dem, at De forstaaer at begynde Deres Reformation fra Grunden af. Først træder De op inde i Præstegaarden og faaer mine Pigebørn til at dandse Julia Hopsasa den hele udslagne Nat igjennem, og dernæst gaaer De ind til min skikkelige Skolelærer og faaer ham til at sidde og spille L'hombre ved høilys Dag. Formodentlig har De nu i Sinde at gaae Sognet rundt fra Gaard til Gaard og fra Hus til Hus, indtil man tilsidst overalt kun seer Kortspil fra Morgen til Aften og dernæst hører Heidudeldum fra Aften til Morgen. De er rigtignok et forskrækkeligt Menneske, Nicolai; i de fire eller fem Dage, De har været herude, har De voldt mig mere Bryderi end Alverdens Mormoner vilde gjøre i et heelt Aar.“
„Men Deres Velærværdighed maa betænke, at det kun er en uskyldig Tidsfordriv“, indvendte Skolelæreren.
„Uskyldig Tidsfordriv!“ udbrød Præsten, „ja De har Ret: næste Søndag vil jeg have et Spil Kort op paa Prædikestolen, for at jeg kan more mig med at lægge Kabale, medens De morer Dem med at spille paa Orgel, saa kan Menigheden sidde og vente, til vi To blive færdige med vor uskyldige Tidsfordriv.“
„Det var virkelig ikke min Skyld, at Orgelspillet hørte saa pludselig op i Dag.“
„Nei det har De ganske Ret i; thi stod det til Dem, saa tænker jeg, vi sad endnu Allesammen inde i Kirken og hørte paa Deres Orgelconcert. Hvor tidt har jeg dog ikke sagt Dem, at det gaaer ikke an med alle de Triller og Trimulanter, hvormed De døver vore Øren.“
„Jeg vilde dog gjerne sætte nogle Ornamenter til Deres Velærværdigheds Prædiken“, sagde Skolelæreren.
„Ja det er meget smukt af Dem, men De maa huske paa, at det er mig og ikke Orgelet, som skal prædike. Dog lad det nu være godt, jeg haaber, at jeg ikke oftere skal faae Anledning til at klage derover. – Men disse to Spillefugle her tager jeg hjem med mig, for at de kunne gjøre mit Fattigregnskab færdigt, saa har jeg dem i sikker Forvaring saalænge.“
Saa bleve Corpus Juris og jeg anbragte ved Fattigregnskabet, hvor vi tilbragte hele Formiddagen og største Delen af Eftermiddagen. I Begyndelsen var denne Beskæftigelse just ikke efter min Smag, men siden fandt jeg mig bedre deri, thi mine Tanker havde nu faaet noget Bestemt at sysle med, saa Tiden gik temmelig hurtig for mig, og før jeg ret vidste af det, blev det mørkt.
Jeg gik over i Dagligstuen – der fandt jeg Emmy og Andrea Margrethe syslende med at binde Sløifer til Dandsen. Jeg vilde tage en Stol og sætte mig ned ved Siden af dem, men de reiste sig begge.
„Hvorfor gaaer De fra mig?“ spurgte jeg.
„De vil da ikke have, at vi skal dandse i denne Dragt?“ sagde Andrea Margrethe.
„Men De har jo Tid nok, Klokken er knap halvfire.“
„Og Klokken fem kommer vore Fremmede,“ svarede Andrea Margrethe, „De seer, at det er paa høie Tid.“
„Hvad for Noget? allerede Klokken Fem – og saa faae vi Lov til at dandse til Klokken Fem imorgen tidlig: det er tolv Timer; det er mageløst!“
„Nei det skal De rigtignok ikke troe; Klokken tolv hører Herligheden op, og Hver gaaer hjem til Sit.“
„Klokken tolv? Nu har jeg aldrig hørt saa galt – det er paa den Tid, vi pleie at begynde inde i Kjøbenhavn, og saa vil De allerede ende her, det er jo at vende op og ned paa Alting.“
„Ja da kan De vide, at jeg har kæmpet som en Løve for at faae Lov af Fader til at blive ved saalænge. Fader vilde have, at vi skulde høre op allerede Klokken Ti.“
„Det er da vel aldrig muligt?“
„Jo saamænd er det saa; han sagde, at han vilde ikke vide Noget af det Nattesværmeri, og at vi skulde skilles fra hinanden i god borgerlig Tid. Det var først langt om længe, at han gav efter, da jeg sagde ham, at saa kunde han ligesaa gjerne reent forbyde os at holde Bal, for vi vilde blive til Spot og Skandale for al Verdens Mennesker, naar de fik at høre, at vi havde hørt op at dandse allerede Klokken Ti.“
Da jeg nu havde faaet at vide, at vore Gjæster kom Klokken Fem, besluttede jeg ogsaa selv strax at begynde min Omklædning, thi det var en Handling, der vilde tage Tid, eftersom der skulde anvendes den størst mulige Umage derpaa. Et Øjeblik tænkte jeg endog, om det ikke var bedst, at jeg barberede mig, men jeg opgav dog atter dette Forehavende ved Tanken om, at jeg aldrig havde foretaget denne Operation før, og at min uøvede Haand derfor saare let kunde bibringe mig et Skaar, der ingenlunde vilde tjene til mit Aasyns Forskjønnelse. Men den Omhu, som ikke blev viist Skægget, blev tildeelt Haaret i fuldt Maal. Ja de gamle Spartanere have vist næppe smykket deres Hovedhaar med saa stor Iver før Slaget ved Thermopylæ som den, hvormed jeg smykkede mit. Thi jeg skulde jo ogsaa til at slaae et Thermopylæslag, og som jeg haabede, med bedre Held end Spartanerne. Næst efter Haaret var det det hvide Halstørklæde, paa hvilket jeg særlig henvendte min Opmærksomhed. Desværre havde jeg kun faaet tre med mig, og efter at have krøllet dem alle tre ligemeget, var jeg dog nødt til at tage til Takke med det første. Men stor Sorg voldte min Kjole mig: den var bleven aldeles forkrøllet i Kufferten. Forgjæves anvendte jeg en halv Time til at stænke Vand paa den og trække i den paa alle Ledder og Kanter: det vilde ikke lykkes mig at faae den til at straale i sin tidligere Glands.
Jeg aabnede dernæst Døren og traadte ind til Corpus Juris; han trak netop sin Kjole paa; det var Puppen, der var ifærd med at blive til Sommerfugl. Thi nogen større Forandring kan ikke tænkes end den, som foregaaer med Corpus Juris, naar han bortlægger Hverdagsdragten og ifører sig Høitidsdragten og det hvide Halstørklæde. Hvert Spor af Gnaveri og Vrantenhed, kortsagt hvert Spor af Juristen forsvinder, og den fuldendte Selskabsmand staaer der i hele sin kongelige Glorie. Ja vil man lære Corpus Juris at kjende fra hans meest kavaleermæssige Side, saa maa man see ham mellem unge Damer, jo flere, des bedre. I Sandhed, det er et Syn for Guder at see ham staae der med den ene Haand indenfor Vesten, med den anden frit gesticulerende eller strygende sit mørke Haar bort fra Panden, og nu henvender han Ordet snart til den ene og snart til den anden, ikke een er der, som han forglemmer – alle Muser og Chariter have lagt deres Honning paa hans Tunge. I saadanne Øjeblikke pleier jeg at stille mig bagved ham og at lytte til hans Tale, taus og ærefrygtsfuld, som Disciplen lytter til sin Mester.
Da Corpus Juris var færdig, gik vi sammen ind til Gamle for at see, hvorvidt han var kommen. Han var fuldt paaklædt; han sad paa en Stol og var falden i Tanker. I det Øjeblik vi traadte ind, løftede han Hovedet i Veiret – Herre Jemini, sikken en Knude han havde slaaet paa sit Halstørklæde! Havde Gamle havt til Hensigt at hænge sig selv, kunde han ikke have bundet en mere haandfast Knude! Corpus Juris gav sig øjeblikkelig til at binde den om igjen, og Gamle fandt sig med stor Taalmodighed heri. Om Gamle gjælder lige det Modsatte af, hvad jeg har sagt om Corpus Juris. Han er uforandret den Samme, hvad Slags Dragt han end ifører sig. Heller ikke overfor unge Damer foregaaer der nogensomhelst Forandring med Gamle. „De er jo ogsaa Mennesker“, pleier han at sige, „hvorfor skulde jeg saa tale anderledes til dem end til andre fornuftige Væsener?“ Jeg har tidt og mange Gange talt med ham derom, men Gamle besidder i visse Henseender et Stivsind, der gjør, at han ikke paa nogen Maade viger fra sin een Gang fattede Mening. Engang paa et Bal i Efteraaret gjorde han mig det dog altfor broget: i en halv Time udviklede han for sin Dame, hvad man forstaaer ved det nicæno-constantinopolitanske Symbolum. Jeg kunde see paa den stakkels Pige, at hun kjedede sig ganske forskrækkelig. Bagefter talte jeg til Gamle derom: „Hvor kan Du dog falde paa Sligt? det kan jo aldrig more hende.“ „Ja men saa morer det mig“, svarede Gamle, „og altsaa morer i al Fald den ene Part sig, istedenfor at ved den sædvanlige Balconversation kjede begge Parter sig lige meget.“ – Nei Gamle forstaaer sig slet ikke paa at omgaaes unge Piger!
„Har Du nu dine Handsker, Christopher?“ spurgte Corpus Juris.
„Handsker?“ udbrød jeg, „det har jeg aldeles ikke tænkt paa!“
„Ja hvorfor har Du ikke det?“ sagde Corpus Juris.
„Hvor kunde jeg vide, at her skulde være Bal – men det er din Skyld, Frederik, hvorfor har Du ikke sagt mig det? Du vidste det godt – nu er der ikke Andet for, Du maa laane mig een af dine.“
„Hvad vil Du med een Handske?“
„Jeg vil gaae med den i Haanden, saa kan Folk altid see, at jeg har Handske, jeg vil – jeg vil – aa jeg veed ikke selv, hvad jeg vil“, udbrød jeg aldeles fortvivlet, thi naar jeg ingen Handsker havde, hvad kunde saa al min øvrige Herlighed hjælpe mig?
Midt i min Jammer og Fortvivlelse blev Gamle min Hjælper og Redningsmand. „Der har Du et Par“, sagde han pludselig, idet han trak et Par Handsker op af Lommen til mig.
„Christopher, Du er dog det meest velsignede af alle Mennesker“, udbrød jeg, „har Du virkelig tænkt paa mig?“
„Nei det vil jeg dog ikke sige, at jeg har, men jeg fandt et Par i min Lomme, som jeg formodentlig maa have glemt ved en tidligere Leilighed“, svarede Gamle. Handskerne vare ganske nye, de passede mig, som vare de syede til mig. All right! sagde jeg til mig selv, nu kunde jeg begynde Slaget, naar det skulde være.
Alle Tre gik vi ned i Dagligstuen, hvor vi fandt Familien ventende paa de Fremmede. Emmy og Andrea Margrethe vare iførte hvide Balkjoler; Emmy havde en hvid Perlesnor flettet i sit sorte Haar, Andrea Margrethe bar en Krands af Roser. Præsten stod midt paa Gulvet, iført Kjole, hvidt Halstørklæde og Manschetter. Andrea Margrethe var ifærd med at rette paa Halstørklædet, hvilket Præsten havde bundet paa samme solide Maade som Gamle.
„Se saa, lad det nu være godt“, sagde Præsten til Andrea Margrethe, „nu er jeg deilig nok. Se, hvor Nicolai stirrer paa mig, han har vist ondt ved at kjende mig igjen.“
Ja man kunde rigtignok have ondt ved at kjende Præsten, thi hele den stive Høitidsdragt passede saa lidt til hans daglige ugeneerte Væsen.
„Ja hvad gjør man ikke for Kone og Børn!“ sagde Præsten, idet han trak i de stive Manschetter. „Nu synes jeg ellers det var paa Tide, at vore Gjæster indfandt sig.“
„Du maa ikke være saa utaalmodig“, bad Andrea Margrethe, „Klokken er halv fem, og vore Gjæster ere først indbudne til fem.“
„Ja hvorfor har I saa pyntet mig saa tidlig?“ spurgte Præsten. „Nu gaaer jeg her og spilder Tiden. Kom Nicolai, lad os gaae over og faae os en fornuftig Pibe Tobak.“
Men det vilde Andrea Margrethe paa ingen Maade vide af, thi saa vilde vi bringe al Tobakslugten tilbage med os. Andrea Margrethe havde overhovedet nok at gjøre med at berolige Præstens Utaalmodighed. Thi da han ikke kunde faae Lov at ryge Tobak, begyndte han at spise af de smaa Tvebakker, der vare satte frem, og indbød mig til at gjøre det Samme.
„Nei det maa Du virkelig ikke, Fa'er“, formanede Andrea Margrethe, „hvad maae vore Gjæster tænke, naar de see, at vi have begyndt at spise, inden de komme!“
„Ja hvad skal jeg da tage mig til?“ sagde Præsten. „Der seer De selv, hvorledes jeg bliver behandlet, Nicolai: „det vilde Dyr, som i Skoven gaaer, har ikke Fred i sin egen Stue“, saaledes er det at være Ægtemand. Nei vil De følge mit Raad, saa gift Dem aldrig, ikke engang med gamle Ane, thi De kommer til at fortryde det bagefter.“
Til al Held og Lykke rullede i dette Øjeblik den første Vogn ind i Gaarden, og snart fulgtes den af flere. Lidt efter lidt fyldtes Stuen med Mennesker. Men det var lutter fremmede Ansigter: der var ikke eet, som jeg kjendte. Dog det brød jeg mig ikke om; jeg saae ikke engang ret paa Damerne, thi jeg havde kun i Sinde at dandse med Emmy og Andrea Margrethe. Men med hvem af dem skulde jeg dandse den første Dands? Det var det store Spørgsmaal, paa hvis Afgjørelse mit Livs Fremtid skulde beroe. Thi jeg havde nu fuldt og fast besluttet, at den af dem, som jeg dandsede første Dands med, hende vilde jeg frie til. Jeg grublede og grublede, men jo mere jeg grublede, des umuligere var det for mig at komme til nogen Afgjørelse. Naar jeg havde besluttet at gaae hen til Andrea Margrethe, saa var der en indre Stemme, som sagde til mig: „nei Du skal gaae til Emmy“, og vilde jeg gaae til Emmy, sagde en anden indre Stemme til mig: „nei Du skal gaae til Andrea Margrethe.“
I dette Øjeblik standsede Andrea Margrethe, som havde meget travlt med at tage mod Gjæsterne, foran mig og sagde: „De er da vel ikke syg, Nicolai? De seer saa lidende ud.“
„Det er Skjæbnens Vink“, sagde jeg til mig selv, og uden at svare paa Andrea Margrethes Spørgsmaal sagde jeg: „De dandser vel den første Dands med mig?“
„Nei det kan jeg virkelig ikke“, var Svaret, „thi den har jeg lovet Frederik, men anden eller tredie Dands vil jeg gjerne dandse med Dem.“
Men kunde jeg ikke dandse første Dands med Andrea Margrethe, saa vilde jeg slet ikke dandse med hende. I det Samme traadte et Par nye Fremmede ind, og Andrea Margrethe ilede fra mig for at tage imod dem.
Nu kunde jeg spare mig mine Overveielser og gik derfor uden Videre hen til Emmy, der i dette Øjeblik talte sammen med Gamle.
„De erindrer vel, at De har lovet mig den første Dands“, sagde jeg til Emmy.
„Nei det tager De Feil i“, svarede hun, „thi den har jeg for længe siden lovet Christopher. Men hvilken af de følgende Dandse, De ønsker, skal jeg gjerne dandse med Dem.“
Men jeg vilde ikke dandse de følgende Dandse, thi jeg var i høieste Grad opbragt over det andet Afslag. „Saa er det dog sandt“, sagde jeg til mig selv, „at Qvinden er ikke Andet end Løgn og Falskhed og Bedrag og Coquetteri. Men saa vil jeg slet ikke dandse i Aften, saa kan de have det saa godt; ja om de saa paa deres Knæer vilde bede mig om at dandse, vilde jeg dog sige Nei. Jeg vil sige, at jeg har en daarlig Fod eller Hovedpine – eller – eller – aa jeg vil sige lige ud, at jeg vil ikke dandse.“