Jeg var lidt forstemt over mit sidste uheldige Forsøg, dog gik denne Forstemthed snart over. Thi for det Første ligger det ikke i min Characteer at fange Griller og for det Andet frembød denne min første Dag i Nøddebo Præstegaard saamange smukke Erindringer, der i bestandig vexlende Rækker fremstillede sig for mine Tanker, at jeg ikke kunde falde i Søvn. Hvad var det dog ikke for et velsignet Sted denne Præstegaard, hvilken Munterhed og Glæde boede ikke her – og hvad for en Lykke, om man hver Dag kunde see disse prægtige Mennesker, hver Dag tale med dem. Meest dvælede mine Tanker ved Døtrene. Jeg tænkte paa Emmy: det var mig, som om Stemningen af den Ro og Fred, jeg havde fornummet i Samtalen med hende, endnu hvilede over mig; bestandig klang hendes Ord for mine Øren: „jeg elsker det Gamle, thi i det Gamle boer Erindringens Fred og Hvile!“ Ja i Erindringen boer Fred, det følte ogsaa jeg nu, da jeg mønstrede den lange Dag i Tankerne og lod det Alt samle i een Sum for mig. Og jeg tænkte paa Andrea Margrethe: hvor hun var munter og snaksom! Og hvor hun kunde lee, ja det var dog ganske mærkeligt! Men Gamle siger ogsaa, at der er Ingen, der kan lee saameget som unge Piger. Deraf har jeg draget den Slutning, at saa maae unge Piger være de fuldkomneste af alle Mennesker. Den berømte Dr. Swift har nemlig sagt, at derved udmærker Mennesket sig fremfor Dyrene, at det kan lee, og deraf har jeg sluttet videre, at jo mere et Menneske kan lee, des fuldkomnere maa det være, og da nu unge Piger lee allermest, saa maa unge Piger være de allerfuldkomneste Mennesker. Men hertil siger Corpus Juris, at i denne Slutning ere Præmisserne ligesaa falske som Conclusionen, og kun en attenaarig Rus kunde begaae en saadan Feilslutning.
Jeg kunde ikke falde i Søvn, jeg laa og tænkte paa Præstegaarden, hvor jeg havde befundet mig saa vel hele Dagen. Og paa een Gang stod det lyst og klart for min Sjæl, hvad jeg hidtil kun dunkelt havde anet, og en indre Stemme sagde til mig med stor Sikkerhed: „Nicolai, her skal Du blive forlovet!“ Ja saaledes maatte det være, det var der ingen Tvivl om! Derfor havde Præstegaarde altid staaet for min Tanke i saa herlig en Belysning, derfor var jeg altid bleven glad blot ved at høre det Ord „Præstegaard“ – fordi jeg engang skulde blive forlovet i en Præstegaard. Og netop en Præstegaard som denne maatte det være, det kunde jeg ganske bestemt mærke paa mig selv. Hvad var det dog ikke for velsignede Mennesker her, strax fra første Øieblik havde de jo modtaget mig, som om jeg var en Søn af Huset, de havde bestemt ogsaa en Fornemmelse af, at jeg vilde blive forlovet her. Ja Præsten havde jo selv sagt til mig, at jeg skulde forlove mig; vel havde han sagt det i Spøg, men hæ nugæ ad seria ducunt: den Dag skulde nok komme, da det blev til Alvor; Præsten havde uden at vide det udtalt en Propheti. Men fire eller fem lange Aar vilde ligge imellem, thi jeg vilde ikke forlove mig som Student, det stod fast; i de Aar skulde der arbeides, arbeides strængt, men saa kommer Lønnen. Jeg vilde tage Examen ved Sommertid, ikke ved Juletid, thi Sommeren er dog den bedste Aarstid til at forlove sig i. Naar jeg da er færdig, kjører jeg endnu samme Dag med Jernbanetoget Kl. 2½ til Roskilde – nei det er sandt, Examen ender jo først Kl. 4, nu vel, saa tager jeg med Aftentoget Kl. 7; Kl. 8 er jeg i Roskilde – der skaffer jeg mig en Hest, og saa har jeg en mageløs Ridetour i den stille Sommeraften langs Roskildefjorden – Skridt for Skridt rider jeg med tankefuldt Sind – indtil jeg nærmer mig Præstegaarden, da sætter jeg pludselig i Galop: Alle fare til Døren ved det dundrende Hovslag, jeg svinger mig af Hesten og fortæller, hvordan det er gaaet mig, og saa siger jeg – — – ja hvad jeg saa sagde, fik jeg ikke ret udtænkt, thi hver Gang jeg kom saa vidt, vendte mine Tanker om til Roskilde, hvor jeg bestiger Hesten, og atter rider jeg langs Fjorden og kommer til Præstegaarden og svinger mig af Hesten – og saa atter tilbage til Roskilde – og saaledes vedblev jeg at fare frem og tilbage og svinge mig paa Hesten og svinge mig af Hesten, indtil jeg tilsidst faldt i Søvn og drømte, jeg skulde springe paa Hesten i Gymnastiksalen; men hver Gang jeg skulde gjøre det afgjørende Spring, spændte Gamle og Corpus Juris Been for mig, saa jeg faldt og maatte forsøge forfra igjen med samme Resultat.
„Befaler Deres Durchlauchtighed et Regnbad eller et Douchebad?“ – ved disse Ord vaagnede jeg næste Morgen, idet tillige et Par kolde Draaber Vand, som faldt ned paa min Næse, mældte mig, at der ikke overlodes mig lang Tid til Valget. Jeg foer i Veiret – der stod Præsten og holdt Vandkanden over mit Hoved.
„Klokken – Klokken er vist ikke ni endnu“, sagde jeg, idet jeg strakte mig velbehagelig i Sengen.
„Og mener De, at De er kommen herud for at ligge i Sengen til høit op ad Formiddagen?“ lød Svaret. „Vi andre christne Mennesker har allerede sunget vor Morgenpsalme, men det bruger De naturligvis ikke.“
„Er Gam— er Christopher, vilde jeg sige, og Frederik allerede oppe?“
„Kommer det Dem ved, hvad Christopher og Frederik tager sig til? – Naa, skynd Dem nu, saa skal vi gaae en Morgentour sammen, og jeg skal vise Dem Byen Nøddebos Mærkværdigheder.“
Da det lod til, at Præsten havde i Sinde ikke at vige fra mig, førend jeg var bleven paaklædt, saa gjorde jeg mig i Hast færdig. Gamle var allerede oppe, men idet jeg gik forbi Corpus Juris' Værelse, saae jeg, hvorledes han laa nok saa sødelig og sov derinde. Jeg havde den største Lyst til at løbe ind og vække ham, for hvorfor skulde han have det bedre end jeg? men Præsten greb mig i Armen, idet han sagde: „Vil De nu bare passe Dem selv og smukt lade Frederik i Fred.“
Idet vi gik igjennem Forstuen mødte vi Andrea Margrethe. Hun syntes at være i fuld Virksomhed, et stort hvidt Kjøkkenforklæde havde hun bundet om sig og saae om muligt endnu mere fornøielig ud end Dagen i Forveien. „Godmorgen“, sagde hun til mig, „vil De ikke først drikke en Kop The, inden De gaaer ud?“
„Nicolai skal først gaae med mig og betragte Nøddebos Mærkværdigheder“, sagde Præsten, „saa kan han altid siden komme hjem og drikke Thevand.“
Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg brød mig ikke det Mindste om Nøddebos Mærkværdigheder, men vilde langt heller blive hjemme og drikke The med Andrea Margrethe, men jeg havde nok mærket, at det gik ikke an at sige Præsten imod, og derfor fulgte jeg ham.
„Præstegaarden selv er der ikke videre at see paa“, begyndte Præsten. „Kun maa jeg bede Dem betragte Hundehuset; De seer, at Indgangen dertil er bygget i Rundbuestilen, hvilket tyder paa, at det maa være meget gammelt.“
„Hvor er Lænkehunden henne?“ spurgte jeg.
„Lænkehunden gaaer frit omkring og lever af at æde Kyllinger.“
„Men hvorfor faaer den da Lov at gaae frit omkring?“ spurgte jeg forundret.
„Fordi Mo'er og Børnene vil have det, og saa maae jeg tie stille. Den Ting lærer De ogsaa nok, naar De engang bliver gift og faaer Kone og Børn.“
Det forekom mig underligt, at Præsten altid talte saa meget om, at hans Kone og Døtre førte Kommandoen, medens dog i Grunden Alt gik efter hans Villie, ja jeg syntes næsten, at han stundum tiltalte dem med en vis Haardhed. Jeg kunde ikke dye mig, men lod et Par Ord falde derom.
„Ja saa“, sagde Præsten idet han pludselig standsede og saae paa mig med et gjennemborende Blik, saa at jeg maatte slaae mine Øine til Jorden, men jeg lagde dog Mærke til, at der spillede et lunefuldt Smil om hans Læber. „Saa det er Deres meget ærede Mening? – Naar De kan lade være at sladdre af Skole, skal jeg fortælle Dem en Hemmelighed, og det er, at naar man har med Fruentimmer at bestille, gjør man bedst i ikke at fortælle dem, hvormeget man holder af dem, for det kan de ikke godt taale at høre. Men det hører nu ogsaa til de Ting, som De vil erfare, naar De engang selv bliver gift.“ Dermed dreiede han sig rask omkring og gik videre.
Det var atter en straalende Morgen, hvormed Dagen begyndte. Den lave Pileallee, der førte op til Præstegaarden, og som om Sommeren var ringe og uanseelig, glimrede nu i sin vinterlige Herlighed, bestrøet fra øverst til nederst med Rimfrost, mod hvilken Solstraalerne brøde sig i et tusindfoldigt Spil. Solen var alt kommen et Stykke op paa Himlen og ligesom badede den vinterfrosne Jord i sit Flammehav.
„Luk nu Øinene op og see Dem rigtig omkring“, sagde Præsten til mig, „og tak Vorherre, der har givet Dem Øine til at see paa al den Herlighed, og tak mig, der fik Dem til at lukke Øinene op. Se nu der“, vedblev han, idet han strakte Haanden ud mod de snedækte Banker og den frosne Fjord:
«Vides, ut alta stet nive candidum
Nøddebo, nec jam sustineant onus
Silvæ laborantes, geluqve
Flumina constiterint acuto[3].»
Hvor prægtig der end var, tænkte jeg dog, at der var langt prægtigere hjemme, hvor jeg kunde sidde og samtale uforstyrret med Emmy og Andrea Margrethe, og jeg lod derfor et Par Ord falde om, at det var dog temmelig koldt endnu; det vilde være bedre at vente til opad Dagen med at spadsere, for saa vilde det være mildere.
„Opad Dagen?“ sagde Præsten, „nu det er sandt, jeg har jo reent glemt, at De har været til Dands og Lystighed i Nat. Ja maaskee De før vil hjem og i Seng igjen, saa kunne vi jo gaae os en lille Morgentour i Aften Kl. 7, og derefter vende hjem for paa Ny at dandse Julia Hopsasa. Det er saadan en rar christelig Maade at holde Jul paa.“
Da jeg ikke gjerne vilde, at Præsten skulde udbrede sig videre over dette Æmne, saa skyndte jeg mig at forsikkre ham, at jeg var meget glad over at være kommen saa tidlig ud, for Morgenen var dog den allerbedste Tid paa Dagen, saa var Alt saa frisk og saa herligt.
„Det er meget fornuftig talt“, sagde Præsten, „det er rigtignok lige det Modsatte af, hvad De sagde for et Øieblik siden, men det gjør jo ikke Noget.“
Vi vare nu komne ned ad Skrænterne til Fjorden. Langs med denne løb en bred Sti, paa hvis Sider der hist og her voxede nogle Hasselbuske.
„Her seer De Langelinie“, sagde Præsten, „om Formiddagen møder De her Nøddebos Beaumonde, det vil sige min Kone og mine Døtre, thi Byens øvrige Befolkning anseer det for en utilladelig Luxus at spadsere.“
Vi kom forbi et lille Hus, der saae temmelig forfaldent ud. Præsten vendte sig pludselig om mod mig og spurgte, om jeg var Bondeven.
„Aa ja, paa en Maade“, svarede jeg tøvende, thi trods alle Corpus Juris' Bestræbelser er jeg endnu ikke kommen til Klarhed over mine politiske Anskuelser.
„Naa De veed det ikke rigtig selv“, sagde Præsten. „Ellers vilde jeg have sagt Dem, at De her i dette Hus kunde qvæge Dem ved Samtaler med en Aandsbeslægtet. Peder Sørensen, som boer her, er Stadens første Politikus, hvem det vil være en sand Glæde i et belærende Foredrag at udvikle for Dem, at Universitetsbibliotheket burde bruges til at lave Kræmmerhuse af, at Professorerne burde stikkes ind i Kongens Livgarde, og at Præsterne burde sættes til at vogte Gæs. Hvad det Sidste angaaer, synes jeg nu ikke, at der er Grund til Klage, saalænge som vi har mange af Peder Sørensens Kompagni hos os.“
Efter at have fulgt et Stykke langs med Fjorden dreiede vi ind over Markerne og nærmede os Landsbyen. De hvide Gaarde laae tæt ved Siden af hverandre; hist og her steg en Røgsøile ganske langsomt i Veiret. Paa en lille Bakke inde i Byen hævede en teglhængt Bygning sig, hvis gule Mure skinnede stærkt i Sollyset og hævede den frem over de hvide Gaarde rundtomkring.
„Det er vel Skolen?“ spurgte jeg, idet jeg pegede derop.
„Det er Universitetet“, svarede Præsten corrigerende. „Der kommer en af Pallas Athenes Sønner, en ung Rus“, tilføiede han, idet han pegede paa en fire Aars Purk, der kom os i Møde, gnavende paa et stort Æble.
„Goddag, min Dreng“, sagde Præsten til ham, „værs'go at tage Kaskjetten af for din Præst, Høflighed klæder en ung Mand som Dig saa smukt.“ Drengen rev hurtig Kaskjetten af og stod og stirrede paa os med Kaskjetten i den ene Haand og Æblet i den anden. „Hvordan har din Fa'er det? er han nu bleven rask igjen?“ vedblev Præsten. Drengen svarede ikke, stum af Forbauselse eller Forskrækkelse blev han staaende uforandret i samme Stilling.
„Ja lad os ikke forstyrre ham“, sagde Præsten, idet han greb mig i Armen og trak videre afsted med mig. „Som De seer, er han fordybet i sine politiske Betragtninger og grunder uden Tvivl over, hvilke Forandringer Valgloven bør underkastes for paa bedste Maade at kunne svare til Tidernes Tarv. Pas De paa, i den Dreng stikker der en Minister eller maaskee endog en Journalist, han seer mig ud til Allehaande. – — Men se, se, der kommer Rector Magnificus i egen høie Person“, og med disse Ord pegede Præsten paa en høi, mager Mand i en luvslidt Frakke med en noget rødladen Næse, der i samme Øieblik traadte ud af Døren paa Skolehuset. „Han er ikke uniformeret, men illumineret, som De seer.“
„Drikker han?“ spurgte jeg.
„Ikke mere end som nødvendigt er for at kalde Geisten tillive, naar han skal udføre sin Embedsgjerning som han pleier at sige.“
I det Samme kom Skolelæreren hen til os og efter at have hilst paa os tilbød han at vise mig Skolen. Denne var snart beseet, og Præsten bad nu om Nøglerne til Kirken for at vise mig den.
Kirken laa i Udkanten af Landsbyen, saaledes at Kirkegaarden ved en lille Lindeallee stod i Forbindelse med Præstegaardshaven. Kirkegaarden syntes forøvrigt at være holdt i ganske god Stand, men for Øieblikket vare alle Gravhøie overtrukne med et hvidt Snelagen, over hvilket kun hist og her et Kors eller en Gravsteen ragede op.
Kirken selv havde ikke noget Særegent ved sig, den saae ud som alle vore Landsbykirker. Det Eneste, der vakte min Opmærksomhed, var et lille Orgel, hvorfor jeg spurgte Præsten, om Skolelæreren spillede godt paa Orgel.
„Han spiller ikke ilde“, svarede denne, „kun har han vel megen Lyst til at lave nogle kunstige Triller. Men hvad der derimod er ganske mærkeligt, det er vor Klokkeringning. Hver Gang, der skal ringes til Begravelse, ringer Klokken nok saa muntert og lystigt: „lingelingelingeling“, men skal der ringes til Bryllup, saa ringer han ganske langsomt og alvorligt: „bim—bam, bim—bam, bim—bam.“
„Hvorfor ringer han saaledes?“ spurgte jeg.
„Manden er Philosoph“, svarede Præsten, „han har selv været gift i atten Aar; det er Frugterne af sin Livserfaring, han nu nedlægger i sin Klokkeringning.“
Jeg fik Lyst til selv at prøve Orgelet, hvorfor jeg gik op til det, medens Præsten satte sig ned i en af Kirkestolene. Skjøndt Orgelet kun var lille, løde Tonerne dog smukt og harmonisk hen under Kirkehvælvingerne. Efter at have spillet flere gamle Psalmemelodier igjennem, tilsidst „Hvo ikkun lader Herren raade“, gik jeg atter ned i Kirken, hvor jeg fandt Præsten siddende meget alvorlig, med Hovedet støttet til den ene Haand, dybt hensunken i sine egne Tanker.
„Ja, hvo ikkun lader Herren raade!“ udbrød han, da jeg kom hen til ham, „men det er en svær Kunst at lære. Vi ville selv raade for Alt, og derfor gaaer Alt galt. Vi lægge lange Planer for Fremtiden, i Aar ville vi gjøre det, til næste Aar det, og det tredie Aar det: og gaaer saa ikke Alt efter vort Hoved, saa blive vi forstemte og mismodige og mene i høieste Grad at være forurettede af Skæbnen. Kjøbmanden vil tjene saa og saa mange Penge, den lærde vil skrive saa og saa mange Bøger, Statsmanden vil gjennemføre disse og hine Reformer, og lykkes det ikke, ja saa ere de nogle yderst ulykkelige Mennesker, der ere i deres fulde Ret til at klage over Styrelsen. Se, derover har jeg nu prædiket alle de Aar, jeg har været her, og dog saa gammel, som jeg er, gaaer jeg endnu bestandig og bygger Luftkasteller og lægger Fremtidsplaner og bliver ilde tilmode, naar de ikke lykkes mig – for jeg kan nok prædike rigtig, men jeg kan ikke handle rigtig.“
„Ja“, tillod jeg mig at indvende, idet jeg tænkte paa mine egne Fremtidsplaner, som jeg havde fattet i den forløbne Nat, og som ogsaa strakte sig temmelig langt ud i Tiden, „det er dog nødvendigt, at man lægger en vis Plan, hvorefter man vil handle, ellers maa man jo handle blindthen blot efter Øieblikkets Indskydelse.“
„Naturligvis maa man handle efter en vis Plan, det har jeg jo aldrig benægtet, men vi skulle ikke sætte os altfor fast i Hovedet, at det netop skal gaae til paa den Maade, som vi nu efter vor Visdom mene er den bedste. Men her er det netop, at vort Stivsind og Egenraadighed kommer for Dagen. Thi det er egentlig ikke saameget i og for sig den Ting, at vore Ønsker ikke opfyldes, der vækker vor Uvillie og Harme, som derimod den Omstændighed, at vor Villie ikke sættes igjennem, at vi ikke kunne regere Alt, som vi nu engang havde bestemt. Og hvad ere saa alle vore mange Planer? Daarligdom og Usselhed – galt nok kan det see ud i Verden, men værre vilde det see ud, om det skulde gaae efter vor Villie. Derfor er det godt, at der er En, som har forbeholdt sig sit Veto og engang imellem standser os, naar vi ere altfor ivrige. Kom nu og lad os gaae hjem og drikke The!“
Med denne noget pludselige Vending reiste Præsten sig, og vi gik ud af Kirken. Tause gik vi ved hinandens Side over Kirkegaarden, gjennem den lille Lindeallee ind i Præstegaardshaven. Hver af os havde nok at tænke paa. Jeg gik og tænkte paa mine Drømme fra den foregaaende Aften, som kun slet stemmede med Præstens Tale. Men har man ikke engang Lov til at bygge Luftkasteller, naar man er ung, hvad skal man saa tage sig til? Det dagligdags Liv er dog altfor ensformigt, til at man kan holde ud at gaae saaledes fra den ene Dag til den anden som i en stor Trædemølle – saa maa man dog virkelig en Gang imellem til en Opmuntring udmale sig Fremtiden, som den skal være, naar vi engang blive Herrer og komme til at raade.
Vi traadte nu atter ind i Dagligstuen. Henne i Sophaen bag Thebordet sad Corpus Juris og Andrea Margrethe, medens Emmy tilligemed Præstekonen og Gamle havde taget Plads om det lille Sybord ved Vinduet. Emmy bød mig Godmorgen, idet jeg traadte ind; en Solstraale faldt netop hen over hendes hvide, klare Pande, Fred og Ro hvilede over hendes Ansigt og syntes at meddele sig til Enhver, der kom i hendes Nærhed. Gamle, der sad ved hendes Side, saae ogsaa usigelig lykkelig ud; i den ene Haand holdt han sin Pibe, der var gaaet ud som sædvanlig, i den anden holdt han et Knippe Nøgler, med hvilket han uafladelig raslede, som om han paa denne Maade vilde accompagnere de Tilstedeværendes Tale. Ogsaa Corpus Juris, der sad ved Siden af Andrea Margrethe, syntes at være i et udmærket Solskinshumør. Han talte og lo, saa jeg var helt forbauset, thi det var en heel anden Corpus Juris end den, som jeg ellers var vant til at see om Morgenen. Det var imidlertid ikke blot denne Gang, men overhovedet hver Morgen, vi tilbragte i Nøddebo, at Corpus Juris viste sig saa elskværdig, og det uagtet han aldrig fik Dagbladet at see, thi Præsten holdt ikke Dagbladet. Jeg kunde fristes til at troe, at det var Andrea Margrethe, der nu udøvede samme Virkning paa ham, som tidligere Dagbladet, ja endog i langt høiere Grad, thi medens han altid maatte studere Dagbladet i det mindste een Time, inden han kunde blive i godt Humør, saa behøvede han kun at see paa Andrea Margrethe et eneste Øieblik, og strax blev han et nyt Menneske.
Jeg blev staaende midt paa Gulvet og betragtede disse to Grupper, den i Sophaen og den ved Vinduet, og vidste ikke rigtig selv, til hvilken jeg skulde slutte mig, da Andrea Margrethe afgjorde Valget for mig ved at byde mig hen til Thebordet ved Siden af Corpus Juris. Men dermed var det ogsaa forbi med dennes gode Humør, og han begyndte atter at blive gnaven og fortrædelig. Først klagede han over, at jeg traadte ham paa Foden, idet jeg satte mig, saa irettesatte han mig, fordi jeg kom for meget Sukker i min The, kort sagt han tiltalte mig paa en saadan Maade, at Andrea Margrethe maatte bede ham erindre, at jeg ikke længer var et Barn, men nok selv vidste at opføre mig paa den rette Maade. Overhovedet var hele Corpus Juris' Opførsel imod mig i de Dage mig paafaldende. Hjemme paa Vestergade vare vi altid de bedste Venner af Verden, her i Nøddebo kunde jeg derimod ikke komme ham tre Skridt nær, førend han strax begyndte at vrisse ad mig. Det var mig umuligt at vide, hvad Grunden kunde være hertil; jeg gjennemgik i Tankerne alle mine Ord og Handlinger for at udfinde, om jeg muligvis kunde have stødt ham med Et eller Andet – men forgæves, jeg var mig ikke noget Saadant bevidst. Paa den anden Side var det naturligt, at en saa uvenlig Opførsel fra Corpus Juris' Side maatte fremkalde en lignende Stemning hos mig. Ja, jeg begyndte paa en Maade at føle et vist Nag til ham; thi medens jeg om Morgenen maatte op af min gode Seng for at spadsere en Morgentur med Præsten, kunde Corpus Juris blive liggende nok saa magelig og strække sig af Hjertens Lyst; bagefter kunde han uforstyrret faae en Passiar med Andrea Margrethe, og da jeg nu kom til for at deltage i denne, blev jeg modtaget paa saa uvenlig en Maade, – det var dog ingen broderlig Handlemaade! Andrea Margrethe talte imidlertid saa venligt og lo saa muntert, at det var umuligt, at nogen fortrædelig eller ubehagelig Stemning kunde længe vedvare.
Idet jeg hændelsesvis kastede et Blik ud af Vinduet, saae jeg den før omtalte Lænkehund spadsere forbi, og jeg spurgte derfor Andrea Margrethe, hvorfor den fik Lov til at gaae frit omkring, da den efter Præstens Sigende var saa slem til at tage Kyllinger.
„Den er ikke slem til at tage Kyllinger“, svarede Andrea Margrethe, „kun een eneste Gang, da den var Hvalp, vilde den lege med en Kylling og kom til at bide den ihjel, det er det Hele.“
„Ja da vare dens Hvalpeaar temmelig længe“, meente Præsten, „for det er ikke længere siden end i forrige Uge, at jeg traf den i Hønsehuset og maatte jage den ud deraf.“
„Ja det var for at tage Rotter“, svarede Andrea Margrethe, der aldrig var forlegen for Svar, „der er saa mange Rotter i Hønsehuset.“
„Rotter?“ sagde Præsten, „ja det er nok tobenede Rotter med Vinger paa – gid jeg engang maatte faae nogle af de Rotter til Middag! – Se, hvor er nu min store gule Hane bleven af?“ vedblev han, idet han saae ud af Vinduet, hvor Hønsene netop bleve fodrede, „har Trofast maaskee ogsaa taget den for en Rotte?“
„Der kommer den jo“, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede paa en prægtig Hane, der ganske langsomt med majestætiske Trin kom ind ad Porten og sluttede sig til den øvrige Flok.
„Ja see, er det nu ikke et prægtigt Dyr“, sagde Præsten, idet han vendte sig om til mig, „Mage til den Hane finder De ikke i hele Sognet; see, hvor den basker med Vingerne og kroer sig midt imellem alle sine Koner: ja det er da ogsaa den eneste Mormon, som jeg taaler her i Præstegaarden.“ – Ved Synet af denne Hane foer pludselig en Tanke gjennem mit Hoved, som siden op ad Dagen modnedes til Klarhed hos mig.
Lidt efter trak Præsten sit Uhr op af Lommen og sagde: „Ja nu er det vel paa Tide at gaae til sit Arbeide, Klokken er allerede over Ti. Hvad har De i Sinde at tage Dem for, Nicolai, vil De maaskee gaae i Seng igjen?“
„Jeg vil blive hvor jeg er“, svarede jeg, idet jeg blev siddende paa min Plads.
„Naa, De vil blive hos Andrea Margrethe, ja husk vel paa, hvad jeg sagde igaaraftes. Det er meget betænksomt af Dem, at De først vil træffe de nødvendige Forberedelser, inden De slaaer det store Slag. Lykke paa Reisen, Nicolai!“
Da Præsten var gaaet, opstod en lille Pause. Jeg var ganske forskrækket over hans sidste Ord, jeg følte, hvorledes alt Blodet voldsomt strømmede mig til Hjertet. Anderledes med Andrea Margrethe og Emmy: de forholdt sig begge aldeles rolige, som om Intet var sagt. Med Hensyn til Emmy var dette endda ikke saa paafaldende, thi hun bevarede altid sit stille og rolige Væsen, men med Andrea Margrethe var det en heel anden Sag. Hun pleiede ellers ikke at tie stille, naar Præsten sagde Noget, som hun ikke syntes om, men tog sædvanlig uforsagt til Gjenmæle. Nu derimod taug hun stille, det var da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tænkt over Sagen, og at de begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee, men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da der skal tales aabenlyst uden Skrømt. Ja jeg saae endog, hvorledes Andrea Margrethe kastede et stjaalent Smil hen til Corpus Juris, som om hun vilde hilse paa sin tilkommende Svoger. Denne syntes imidlertid ikke at bemærke det; han rejste sig, gik med hurtige Skridt et Par Gange op og ned ad Gulvet som En, der utaalmodig venter paa Noget, og spurgte derpaa pludselig, om vi ikke skulde gaae ud at spadsere.
„Ja lad os gaae ned og løbe paa Skøjter paa Fjorden“, sagde Andrea Margrethe, „for De kan da vel løbe paa Skøjter, Nicolai?“
„Ja“, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde færdes, der turde jeg ogsaa følge med.
„Det var deiligt“, sagde Andrea Margrethe, „thi der er ingen af Deres Brødre, der kan.“
„Jo“, svarede Corpus Juris, „nu troer jeg ogsaa nok, at jeg kan det.“
Jeg blev temmelig overrasket ved at høre dette, thi jeg havde aldrig seet Noget til, at Corpus Juris havde øvet sig i Skøjteløben.
Den Eneste, der gjorde nogen Indvending mod vor Skøjteløben, var Præstekonen. Hun maa vist have havt en Anelse om, hvorledes det stod sig med min Færdighed heri, thi hun bad mig paa det Indstændigste at lade være. Andrea Margrethe forsikkrede derimod, at der var ikke allermindste Fare; hvis jeg faldt, skulde hun nok hjælpe mig op igjen. Saa gav Præstekonen tilsidst efter. – En ny Vanskelighed opstod imidlertid med Hensyn til Skøjterne. Thi vel havde baade Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans Sønners Skøjter.
Saa begave vi os paa Veien, ledsagede af Præstekonens Formaninger, der blev staaende i Døren og endnu engang tilraabte mig at være forsigtig.
Vi gik ned igjennem Pilealleen. „Se, disse gamle Piletræer“, sagde Andrea Margrethe, „at Fader nu ikke kan lade dem tage bort! De staae saa vindt og skjævt ved Siden af hinanden – var det nu ikke langt bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?“
De gamle Piletræer fandt en varm Forsvarer i Emmy. „Mellem disse gamle Piletræer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund“, sagde hun, „og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester – og nu vil Du hugge dem om?“
„Ja men skulle vi lade Alt det blive staaende, som har været fra Bedstefaders Tid“, meente Andrea Margrethe, „saa bleve vi da tilsidst nødte til selv at flytte ud af Præstegaarden, for ellers veed jeg ikke, hvor vi skulde faae Plads til alle de gamle Træer og gamle Møbler, som Du vil gjemme paa. Har jeg ikke Ret Frederik?“
„Jo vist har De Ret“, svarede denne, idet han bøiede sig ned og rev et lille Pileskud op af Jorden, som om han vilde bidrage Sit til, at det Gamle kunde snarest mulig faae Ende. „Men det er desværre ikke alene her, men i alle mulige Retninger beholde vi alt for meget af det Gamle. Vi gaae meget for langsomt frem, alt for meget af den gamle Slendrian have vi beholdt; tidt og mange Gange maa jeg udbryde:
„Wann wird doch das Blatt sich wenden,
Und das Reich der Alten enden?“
Men vent blot: snart kommer den yngre Slægt frem, og saa skal vi faae noget Andet at see: den har Kraft til at – til at —“
„Til at skrive Aviser“, fuldførte Gamle i en temmelig skarp Tone. Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive liggende, men heldigvis naaede vi i samme Øieblik Skolelærerens Hus, og medens vi prøvede Skøjterne, blev Stridsspørgsmaalet glemt.
Idet vi nærmede os Fjorden, fløi en stor Fugl hen over den.
„Se en Maage, en Maage!“ raabte Andrea Margrethe.
„Er det saa mærkeligt?“ spurgte jeg.
„Mærkeligt er det ikke, men det er morsomt. Jeg kan aldrig see en Maage uden at misunde den.“
„Hvorfor misunder De den?“
„Tænk at kunne flyve langt, langt bort ligesom den, at kunne see fjerne fremmede Lande, det maa dog være mageløst!“ Og Andrea Margrethe fulgte Fuglens Flugt med længselsfulde Blikke.
Vi kom ned til Fjorden og medens Corpus Juris og jeg omhyggelig undersøgte Terrænet, hvor man bedst kunde vove Udfarten, vare Emmy og Andrea Margrethe alt langt ude paa den blanke Flade. De løb med en Lethed og Sikkerhed, som gjorde Corpus Juris og mig beklemte om Hjertet ved Tanken om den Præstation, som vi skulde afgive ovenpaa.
„Nu skal jeg løbe mit Navn“, raabte Andrea Margrethe ind til os, og nu løb hun i kjække raske Svingninger et Andrea Margrethe – „og nu Deres“, raabte hun op til Corpus Juris – og øieblikkelig stod der et zirligt Frederik ved Siden af.
„Vil De ogsaa løbe mit Navn“, bad jeg.
„Det kan De selv komme ud og skrive“, var hendes Svar, „De har da vel ikke i Sinde at blive staaende hele Tiden paa Strandbredden.“
Det lod rigtignok til, at baade Corpus Juris og jeg havde meest Lyst til at blive paa Strandbredden, der var i al Fald ingen af os, som gjorde Anstalter til at komme afsted. Hvad Gamle angik, da havde han roligt taget Plads paa en stor Steen under et Træ, men han havde jo heller ikke sagt, at han kunde løbe paa Skøjter. Corpus Juris erklærede som en klog General, at han vilde foreløbig blive paa Strandbredden, for hvis der skulde tilstøde mig noget Uheld, da kunde han strax ile til Hjælp. Jeg for mit Vedkommende tænkte, at man kunde ligesaa gjerne springe i det som krybe i det og begyndte derfor at spænde Skøjterne paa. Saa kom jeg ud paa Isen – og Lykken hjælper de Kjække, ja det er dog et sandt Ord, jeg blev ganske forbauset over, saa godt jeg kunde løbe. Vel vare mine første Svingninger noget usikkre, og jeg slingrede frem og tilbage som en Skibsmast i Storm, men snart fik jeg mere Hold paa mig selv, saa at endog Andrea Margrethe erklærede, at naar jeg fik lidt mere Øvelse, vilde jeg kunne løbe ligesaagodt som hun selv. Hun foreslog mig nu, at jeg skulde tage hende i Haanden, og saa skulde vi begge ile Emmy i Møde, der var løbet et godt Stykke op ad Fjorden. Det gik jeg strax ind paa, og nu ilede vi afsted. Jo længere vi kom fremad, des hurtigere fløi vi – nu fik vi Emmy i Sigte. Denne raabte Noget til os, som vi ikke kunde forstaae. Hendes Raab blev imidlertid høiere, og vi syntes, at hun raabte: „En Maage! en Maage!“ Dette fandt vi ikke var nogen Grund til at standse og fortsatte derfor Løbet. Hun havde imidlertid raabt: „En Vaage! en Vaage!“ idet der nemlig befandt sig en saadan foran os, der var hugget Dagen i Forveien, men i Nattens Løb var bleven bedækket med en tynd Isskorpe, hvorfor vi ikke kunde see den. Vi vilde derfor ufeilbarlig begge være løbne lige i Vaagen, om ikke den samme gode Aand, der vaagede over Palnatoke, da han løb ned ad Kullen, nu ogsaa havde vaaget over os. Pludselig sprang nemlig en af Remmene paa mine Skøjter, og jeg styrtede lige saa lang, jeg var, foran Andrea Margrethe, som derved blev standset. Hun hjalp mig atter op, og nu kom ogsaa Emmy til og forklarede os, hvad hun havde meent. Saa styrede vi alle Tre vort Løb tilbage mod Strandbredden, hvor vi fandt Corpus Juris i Begreb med at binde Skøjterne paa; han var nemlig ifærd med at ile mig til Hjælp, som han havde lovet før. Vi naaede det faste Land i samme Øieblik, som Corpus Juris yderst forsigtig og holdende sig fast i nogle Pilebuske vovede sig ned paa Isen. Jeg tilraabte ham frisk Mod, og da jeg nu selv var i Sikkerhed, var det mig en vis Glæde at skulle see Corpus Juris paa Glatis. Men Andrea Margrethe satte sig derimod, hun erklærede, at der muligvis kunde være flere Vaager, og at han derfor skulde vente til en anden Gang, naar vi havde undersøgt Isen nøiere, og at vi nu for denne Gang skulde begive os hjem. Gamle og Emmy vare af samme Mening, og da Corpus Juris selv ikke viste synderlig Lyst til at komme ud paa Isen, saa begave vi os paa Hjemveien.