„Ja vist saa“, sagde Andrea Margrethe uden at ane, hvor jeg vilde hen.
„Vil De ikke synge den for os?“
„Jo gjerne“, svarede Andrea Margrethe noget forundret over dette pludselige Forlangende. Først da hun kom til Slutningen af Sangen, og jeg ovenikjøbet havde den Dristighed at stemme i med ganske sagte: „Roselil blev saa rød som et dryppende Blod“ – — først da forstod hun, hvad jeg havde meent. Hun standsede imidlertid ikke, men sang rolig Visen ud og sagde derpaa til mig: „Den Hr. Peder syntes De vel sagtens godt om?“
„Ja“, svarede jeg uden Betænkning.
„Det kan jeg tænke, men kjender De ogsaa Visen om „der arme Peter{?“}“?{-}“
„Nei den kjender jeg ikke.“
„Nu vel, saa skal jeg ogsaa synge den for Dem“ – — og nu begyndte hun at synge:
„Der Hans und die Grethe tanzen herum
Und jauchzen vor lauter Freude.
Der Peter steht so still und stumm
Und ist so blaß wie Kreide.
Der Hans und die Grethe sind Bräutigam und Braut
Und blitzen im Hochzeitsgeschmeide.
Der arme Peter die Nägel kaut
Und geht im Werkeltagskleide.“[4]
Derpaa vendte hun sig om mod mig og sagde: „Hvad synes De om den Hr. Peter?“
„Nei den Peter synes jeg rigtignok ikke om.“
„Tag Dem iagt, at det ikke gaaer Dem paa samme Maade. – Kom, lad os gaae hjem“, sagde hun derpaa til Corpus Juris, og de To gik hurtig i Forveien.
Jeg blev staaende og grublede over, hvad Andrea Margrethe havde sagt til mig. Hvad meente hun egentlig med disse Ord? Vare de en Tilbagevisning, at jeg skulde vogte mig og ikke altfor dristig trænge mig frem, eller vare de en Opmuntring, at jeg skulde tale, medens det endnu var Tid, at jeg ikke siden maatte fortryde min Taushed? Disse Gaader formaaede jeg ikke at løse, men der opstod i dette Øieblik en vis Bitterhed hos mig mod Andrea Margrethe, fordi ogsaa hun, som jeg hidtil havde holdt for saa aaben og ærlig, syntes at høre blandt dem, der gjerne føre tvetunget Tale.
„Skal vi ikke ogsaa gaae hjem?“ spurgte Emmy.
Lyden af denne blide Røst stemte mig atter mildere. Her, tænkte jeg ved mig selv, her ved din Side staaer i det Mindste Een, hvis Sjæl er aaben og reen, Een, som ikke kjender til skuffende og tvetunget Tale, men hvis Ord ere rene og klare som hendes Tanker.
„Se nu falder De jo selv i Tanker og lever i Deres egne Drømme“, sagde Emmy til mig, „og det var netop det, som De før anklagede Christopher for.“
Ja Gamle, hvad havde han at falde i Tanker over? Men naar man har faaet en saadan Sphinxgaade at løse som den, der nys var forelagt mig, saa var det vel ikke underligt, om man tænkte saalænge over den, at man tilsidst blev til Steen. At dette ikke hændtes mig, derfor kunde jeg takke Emmys milde og livsalige Tale.
Da vi nærmede os Præstegaarden, saae vi Corpus Juris og Andrea Margrethe staae og titte ind ad Vinduet til Dagligstuen. Vi gik ogsaa derhen og saae Præsten, Præstekonen og Gamle sidde derinde om en stor Punschebolle. Edite, bibete, collegiales! sang Præsten ud til os, og idet han hævede det fulde Glas i Veiret, raabte han til os: „Se saaledes gaaer det de artige Børn, som smukt blive hjemme; de faae Punsch at drikke, medens de uartige kan staae udenfor med tørre Munde. Se Nicolai, hvor han seer ulykkelig ud – ja saa faae vi vel forbarme os over Eder og tage Eder til Naade. Kom da ind, saa skal I ogsaa faae Landets Goder at smage!“
Saa kom vi ind og toge Alle Plads om Punschebollen. – „Smager den Punsch ikke godt? for jeg har lavet den!“ spurgte Andrea Margrethe mig. „Udmærket!“ svarede jeg med inderlig Glæde; ikke over Punschens Godhed, men fordi jeg af Andrea Margrethes Ord til mig kunde see, at der Intet var i Vejen mellem os, men at vi begge atter vare gode Venner som forhen. – Ogsaa Præsten var i udmærket Humør. Han fortalte gamle Historier fra sine Studenterdage, hvorlunde de, naar de exercerede, vare tre Mand om at stille een Uniform, hvorledes de paa Hjemmarschen stillede Fanen ind i Porten og selv gik op til Conditoren og drak Toddy o. s. v. Jeg sad i fuld Henrykkelse og lyttede til og tænkte: „ak ja, det var de gode, gamle, lykkelige Dage, hvem der dog levede i dem!“
Andrea Margrethe var den, som først afbrød Præsten. Hun havde jo overhovedet ikke megen Sympathi for de gode gamle Dage, og det var vel sagtens heller ikke første Gang, at hun hørte disse Fortællinger. Nu foreslog hun, at vi alle tilsammen skulde skrive et Rimbrev.
„Ja det vil vel sige“, sagde Præsten, „at jeg skal skrive et Rimbrev, for I Andre pleie altid smukt at tie stille ved den Leilighed.“
„Christopher kan godt skrive Vers“, sagde Emmy, „han har tidligere viist mig Digte, som han har skrevet.“
„Og Frederik kan ogsaa rime“, sagde Andrea Margrethe, „saa Du kan faae Hjælp nok, naar Du først vil begynde.“
„Ja hvorom skal vi da skrive?“ spurgte Præsten. Det var vanskeligt nok at finde et Thema: den ene foreslog dette, den anden hint, men de foreslagne Æmner befandtes at være ubrugbare. Endelig sagde Præsten: „Nu har jeg fundet et Æmne, der er værdigt at besynges. Vi ville skrive et Rimbrev over til Nicolais Fader og fortælle ham om Nicolais Forlovelse med Andrea Margrethe, det vil bestemt glæde ham at høre, hvilke Fremskridt hans Søn gjør herovre.“
Dette Æmne var ikke efter Andrea Margrethes Smag, men hun blev nødt til at give efter. Præsten beordrede nu almindelig Stilhed, for at vi kunde blive inspirerede: jeg fik Pen og Papir og blev udnævnt til Secretair, „thi“, som Præsten sagde, „jeg var vistnok altfor bevæget til selv at kunne udtrykke mine Tanker.“
Der indtraadte nogle Minuters dybe Taushed, hvori jeg havde tilstrækkelig Tid til at betragte de forskjellige Ansigter. Præstekonen og de to Døtre vare sysselsatte med deres Haandarbeider og lode ikke til at ville tage activ Deel i Forfatterskabet. Præsten sad med en meget dybsindig Mine og blæste den ene tykke Røgsky ud af sin Pibe efter den anden, saa at han tilsidst forekom mig som en stor Dampmaskine, der arbeidede og arbeidede for at fabrikere Vers. Corpus Juris sad med Hovedet støttet paa begge Hænder og saae stivt over paa Andrea Margrethe, som om Synet af hende skulde begeistre ham. Paa Gamle var der ikke noget at see, han sad ganske som sædvanlig med et vist drømmende Udtryk i sine Øjne, saa jeg troede, han var falden i Tanker og reent havde glemt det Hele. Men denne Gang havde jeg dog gjort ham Uret, thi han var endog den Første, som begyndte. „Skriv, Nicolai“, sagde han til mig, og derpaa begyndte han at dictere:
„Vi binde i Rimenes festlige Klang
„Den Nyhed, vi har Dig at bringe,
„Thi mægtig fra Hjertet frembruser vor Sang,
„Og ei vi formaae den at tvinge.
„To elskende Hjerter – — to elskende Hjerter —
det er dog kjedeligt, nu har jeg glemt Slutningen“, sagde Gamle, idet han forgæves søgte efter i sin Hukommelse.
„Saa kan Nicolai skrive saaledes“, sagde Præsten:
„To elskende Hjerter, der længtes saa svart,
„Har fundet hinanden – det gik i en Fart.“
Gamle var ikke fornøiet med den Slutning, men Aanden var vegen fra ham, og han saae sig ikke i Stand til at lave nogen bedre, hvorfor den blev staaende.
En lille Stund sadde vi atter stille, derpaa sagde Præsten: „Skriv Nicolai:
„Dog mange Lyder
„Besidder Han,
„Og snart hans Dyder
„Man tælle kan:
„Sort er hans Øje,
„Og sort hans Sjæl;
„Vi maae ham kalde
„En Laban fæl.“
Jeg havde endnu ikke faaet sat Punktum, før Corpus Juris raabte: „Skriv Nicolai!“ og nu dicterede han saa hurtig, at jeg knap kunde følge ham:
„Men Hendes Dyder
„Er uden Tal,
„Og ingen Lyder
„Man finde skal.
„Klart hendes Øie,
„Lyst hendes Sind,
„Frisk hendes Tale
„Som Morgenvind.“
Andrea Margrethe bøjede sig ned over sit Sytøj og syede saa ivrig, at det undrede mig, at hun ikke stak sig i Fingrene; men Præsten udbrød: „Nei see til Juristen, hvor han kunde galloppere afsted, da han først kom op paa Vingehesten; det havde jeg aldrig troet. Det forstaaer sig: det Meste deraf var jo Plagiat efter mig.“
„Nei“, raabte Corpus Juris, „Plagiat er det sandelig ikke; Formen var maaskee den samme, men Indholdet var nyt, og det er ikke Formen, men Indholdet, som det kommer an paa.“
„Hu ha, jeg tier, jeg tier“, sagde Præsten, „før mig bare ikke en Proces paa Halsen, saa jeg bliver nødt til at gaae fra Hus og Hjem. Deres Vers ere ganske splinternye, og det er mine, som er Plagiat efter Deres: er De saa fornøiet med den Erklæring?“
„Men Du har været altfor stræng mod Nicolai“, sagde Præstekonen, „det Vers maa Du lave om.“
„Nei saamænd gjør jeg ej“, svarede Præsten, „Nicolai er et skændigt Menneske, der burde afmales med endnu sortere Farver. Saadan en attenaars Don Juan – det er jo græsseligt! – — Men hvem fortsætter?{„}“{-}
„Nu maa De komme med Noget“, sagde Corpus Juris, idet han bøjede sig over mod Præstekonen.
„Ja lad nu Mo'er ogsaa komme frem“, sagde Præsten, „hendes bliver bestemt det Bedste af det Altsammen, – saa faae vi saadan en smuk Slutning.“
Præstekonen vilde i Begyndelsen ikke, men da Corpus Juris blev ved at trænge ind paa hende, begyndte hun først lidt frygtsomt, men senere mere roligt:
„Dog vistnok din Længsel maa være stor,
„De Elskendes Navne at vide,
„Thi skikke vi did da det vingede Ord,
„Og sikkert derpaa tør Du lide:
„Thi Bruden er Jomfru Andrea saa skjøn —“
Her afbrød Præsten hende pludselig:
„Men Labanen det er din egen Søn!“
Alle Præstekonens Indsigelser hjalp ikke, Præsten paastod, understøttet af Corpus Juris, at denne Slutning skulde blive staaende, og vilde tage Brevet til sig for næste Dag at sende det afsted. „Jeg skal love for, at Deres Fader vil blive fornøiet, naar han faaer slige Nyheder at høre“, sagde Præsten.
Jeg beholdt imidlertid Brevet, idet jeg paastod, at der skulde tages en Afskrift, thi det nærværende Exemplar var skrevet altfor utydelig, til at det kunde bortsendes, og under dette Paaskud gjemte jeg Brevet i min Tegnebog med den stille Beslutning, at det skulde aldrig komme videre – men maaskee nok et lignende af samme Indhold, dog i en anden Form.
Den Aften blev vi ikke siddende længe oppe for ikke at forstyrre Præstens Nattero, kun en ganske kort Tid bleve vi endnu sammen, efterat Præsten var gaaet bort fra os, og derpaa skiltes vi fra hverandre. Corpus Juris havde endnu Noget at sige Andrea Margrethe, hvorfor jeg skyndte mig i Forveien op paa hans Værelse for at see efter, om Hanen endnu var der – jo der sad den oppe lunt og godt og sov, uden at Nogen kunde mærke dens Tilstedeværelse: men imorgen tidlig – sikken et Spektakel, der vil blive, naar Hanen begynder at gale og Corpus Juris at skænde!
Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg atter vaagnede; mit Blod var i stærk Uro, og mine Tanker i ikke mindre. Jeg maatte tænke paa det Rimbrev, vi havde skrevet. Jeg var aldrig rigtig paa det Rene med, om Præsten talte Spøg eller Alvor, thi hans Ansigt var sædvanlig aldeles uforandret. Kunde han dog nu ikke have meent noget mere med dette Brev end en blot Spøg? Kunde det dog ikke være som et hemmeligt Vink om, at jeg skulde blot ikke være bange; naar jeg kun dristigt gik frem, turde jeg nok være vis paa Sejr. Jeg gjennemgik i Erindringen Alt, hvad Præsten havde sagt den Aften, og des mere blev jeg bestyrket i denne min Overbevisning. Jeg vilde vente fire eller fem Aar, til jeg havde faaet min Embedsexamen: saaledes havde jeg tænkt den foregaaende Aften – men hvorfor vilde jeg vente saalænge? Fordi Gamle havde sagt det – men var da Gamle ufeilbar i sine Meninger og Domme? Der var jo mange Mennesker, der havde forlovet sig i samme Alder som den, hvori jeg var, og som dog vare blevne meget lykkelige Ægtemænd. Kan man overhovedet bestemme nogen Alder for et Menneske, hvori han skal forlove sig? – — – Fire eller fem Aar: det er en lang Tid – hvem veed, hvad der kan skee imidlertid? Kunde ikke en Anden komme mig i Forkjøbet? Ja denne Anden kunde jo komme inden et halvt Aar, inden en Maaned, og saa kunde jeg hele mit Liv igjennem angre min Uforsigtighed, at jeg nu havde forsømt det gunstige Øjeblik og ikke talt, medens det endnu var Tid. Thi at det nu netop var den rette Tid til at tale, det var klart af Alt: havde ikke Andrea Margrethe selv sagt til mig, at jeg skulde vogte mig, at det ikke gik mig som den arme Peter. Naar jeg tænkte paa hele hendes Opførsel imod mig, hvorledes vi, der før slet ikke havde anet hinandens Tilværelse, nu i Løbet af to Dage havde stiftet et saa nøie Bekjendtskab, at vi omgikkes som Broder og Søster – hvad kunde hun vel med disse Ord mene Andet end netop, at jeg skulde benytte Tiden, at jeg ikke tilsidst kom til at staae som Trediemand, ligesom den arme Peter. – — Men jeg gjorde maaskee dog bedst i at vente lidt endnu, at betænke mig ret, at jeg om fornødent endnu i Tide kunde trække mig tilbage – — nei, nei, en rigtig Elsker tænker aldrig paa at trække sig tilbage, han kaster enhver Bro af bagved sig og iler kun fremad, indtil han finder enten Sejr eller Undergang.
Jeg kunde ikke blive liggende rolig, jeg sprang op af Sengen, gik hen og aabnede et Vindue. Jeg saae op mod den stille, klare Stjernehimmel; men atter vendte mine gamle Tvivl tilbage. Gamle havde sagt, at det var den største Taabelighed at forlove sig som Student, tidligere havde jeg altid fulgt Gamles Raad og befundet mig vel derved, hvorfor vilde jeg da ikke gjøre det nu? – — I det Samme faldt et stort og prægtigt Stjerneskud: „nei, nei“, sagde jeg til mig selv, „Du skal ikke tvivle og ikke frygte, der seer Du Tegnet paa dine Ønskers Opfyldelse, gaa kun freidig frem og stol dristig paa din Lykke!“
Disse sidste Ord maa jeg formodentlig have sagt høit, thi Corpus Juris raabte ind til mig: „Hvad er der paa Færde, Nicolai? Snakker Du i Søvne?“ – og da han reiste sig op og saae mig staae i det aabne Vindue, gav han sig til at skænde og heftig bebreide mig min Uforsigtighed. Nu begyndte ogsaa Gamle at røre sig. „Nicolai, Nicolai, hvad har Du for?“ og da han saae mig i det aabne Vindue: „men er Du gaaet fra Forstanden? I aabent Vindue midt om Natten ved Juletider uden at være paaklædt – — vil Du paa Øjeblikket gaae i Seng igjen. Du kan forkjøle Dig og blive syg, faae Brystsyge og Tæring deraf“ – — „og Koldfeber og Typhus“, tilføiede Corpus Juris, „og smitte hele Huset; vil Du nu strax gaae i Seng.“ Saa maatte jeg lukke Vinduet og gaae i Seng; lidt efter kunde jeg atter høre Gamles og Corpus Juris' dybe Aandedrag, der tilkjendegav mig, at de begge vare faldne i en sød Slummer. „Og saadanne Menneskers Raad vil Du følge?“ sagde jeg til mig selv, „Mennesker, der kun tænke paa at forkjøle sig og blive syge; hvad forstaaer de dem paa at forlove sig? Men det er Følgen af at gaae og blive en gammel Pebersvend: saa tænker man kun paa Brystsyge og Tæring og Typhus og Koldfeber – — saadanne to Ærkephilistre!“ og i dette Øjeblik følte jeg mig optændt af saa heftig Vrede mod Gamle og Corpus Juris, at jeg næsten kunde have Lyst til at paadrage mig en Typhus eller Koldfeber bare for at have den Fornøielse at smitte dem. Ved en meget naturlig Tankeforbindelse kom jeg til at tænke paa Hanen, som jeg havde anbragt inde hos Corpus Juris, thi denne vilde dog vist blive ærgerlig derover, og selv Gamle var istand til at blive gnaven. Denne Tanke virkede saa beroligende paa mig, at jeg atter faldt i Søvn. Efter nogle Timers Forløb vaagnede jeg med den samme Tanke, hvormed jeg var slumret ind: Hanen. Men det undrede mig, at jeg slet ikke havde hørt Noget til den endnu: det maatte dog bestemt snart være Morgen. Jeg tog mit Uhr ned og følte paa Viserne, Klokken maatte være henved sex. Men hvad er det dog for en Syvsover af en Hane, der ikke havde galet endnu? Eller skulde den have galet, medens jeg sov, uden at jeg havde hørt det? nei det var umuligt. Eller skulde den endelig være spadseret bort af sig selv – nei det kunde den jo heller ikke, thi Udgangsdøren var lukket. Jeg maatte op at see, hvordan det kunde hænge sammen. Jeg stod atter op og listede mig ganske sagte over Gulvet ind til Corpus Juris og stak Haanden op over det store Skab – jo ganske rigtig, Hanen sad deroppe endnu. Jeg gav et lille Puf til den for at vække den, men i det Samme begyndte Corpus Juris at strække sig i sin Seng, og jeg skyndte mig hurtig tilbage af Frygt for, at han skulde vaagne og see mig. Saa laa jeg ganske stille og ventede paa, at Hanen skulde begynde at gale, men der var ikke mindste Tegn til, at det vilde skee. Man kunde næsten fristes til at troe, at Hanen havde været til Julesvir i de sidste Nætter og nu var i Færd med at sove Rusen ud. Medens jeg laa og speculerede over, hvor vidt der kunde være nogen Sandsynlighed herfor, eller hvad anden Grund der vel kunde findes til denne mærkværdige Taushed, faldt jeg paa Ny i Søvn.
Da jeg atter vaagnede, var det højlys Dag, Solen skinnede muntert ind af mine Vinduer. Jeg foer i Veiret og gned mine Øjne; min første Tanke var atter: Hanen, Hanen! Jeg saae ind i Corpus Juris Værelse – Sengen var tom; jeg saae ind til Gamle: samme Situation. Det var dog altfor mærkeligt, nu maatte jeg have Forklaring, og i eet Spring var jeg inde hos Corpus Juris: Hanen sad der endnu. „Dit uforskammede Dyr“, raabte jeg, idet jeg rakte Haanden op og tog den ned, „hvor tør Du vove at – —“ forskrækket standsede jeg: Vinger og Hoved hang slappe ned – — den var død. Forgæves rystede jeg den, forgæves vendte jeg den paa alle Ender og Kanter: den var og blev død. Nu faldt det mig pludselig ind, at jeg den foregaaende Aften havde maattet anbringe et lille Tryk paa dens Hoved for at faae Plads til den, at dette Tryk muligvis havde været for stærkt, og at den saaledes var bleven qvalt. Jeg lod den falde ned paa Gulvet og hengav mig til Betragtninger, der vare af en mindre glædelig Art. Allerede det, at den ulykkelige Hane var falden som et Offer for min Ubesindighed, voldte mig en vis Smerte, skjøndt jeg trøstede mig med, at den upaatvivlelig var død en hurtig Død, og at dens Skæbne vel neppe nogensinde vilde være bleven at døe Straadød. Men den var Præstens Yndlingsdyr, vidste jeg; hvad mon han vil sige dertil? Og paa hvad Maade skulde jeg bedst fortælle, hvad der var skeet – thi det er dog yderst ubehageligt, naar man vil optræde som Elsker og som Frier, da at skulle bede om Forladelse som en kaad Skoledreng, der har gjort dumme Streger. Et Øjeblik tænkte jeg paa, om det maaskee ikke var bedst at afgjøre det Hele paa en flot Maade – f. Ex. naar Præsten spurgte om, hvor Hanen dog kunde være bleven af, da at sige i en let henkastet Tone: „den har jeg saamænd slaaet ihjel“ – men denne Plan opgav jeg igjen, thi jeg følte, at den var umulig for mig at gjennemføre, navnlig naar Emmy eller Andrea Margrethe var tilstede. Imidlertid blev jeg ikke klogere af at staae her; jeg skød derfor Hanen til Side og gik ned i Haab om, at der vilde aabne sig en eller anden Udvei for mig.
Da jeg kom ned i Dagligstuen, fandt jeg den tom, der var Ingen tilstede. Themaskinen stod paa Bordet og snurrede, den var ifærd med at gaae af Kog; jeg kunde see, at Alle havde drukket The og vare formodentlig gaaede ud at spadsere ovenpaa. Saa skænkede jeg mig selv en Kop The og satte mig hen i Sophaen. I det samme gik Døren op, og Andrea Margrethe traadte ind med blussende Kinder og straalende Øjne; frisk og livsalig saae hun ud som den unge Morgen.
„Godmorgen Nicolai“, sagde hun, „men det var dog forskrækkeligt, saa længe De har sovet idag.“
„Aa ja“, svarede jeg kort, idet jeg rørte om med Theskeen i min Kop.
„Frederik og jeg har spadseret en mageløs Morgentour sammen“, vedblev Andrea Margrethe. Men denne Efterretning var just ikke skikket til at sætte mig i bedre Humør, og jeg svarede derfor ganske kort: „Saa?“
„„Aa ja“ – og „saa“, hvad skal det sige?“ spurgte Andrea Margrethe. „De er i daarligt Humør; er der gaaet Dem noget imod?“
Disse Ord bleve sagte i en saa hjertelig Tone, at jeg samlede Alt mit Mod og fortalte, hvad der var skeet.
„Ja det var rigtignok meget slemt, meget slemt“, sagde Andrea Margrethe, idet hun rystede paa Hovedet, „det vilde jeg ønske, De ikke havde gjort.“
„Troer De, at Deres Fader vil blive vred derover?“
„Vred bliver han vel ikke, men han vil komme i daarligt Humør, og det er saa kjedeligt for os Andre.“
„Det var maaskee bedst, om jeg strax fortalte ham Alt“, sagde jeg.
„Nei gjør bare ikke det“, sagde Andrea Margrethe, „saa bliver han jo strax i daarligt Humør. Nei lad os hellere vente, saa finde vi maaskee paa een eller anden Udvei.“ Og hun lagde Fingeren paa Hagen og saae heel eftertænksom ud. „Der falder mig Noget ind“, sagde hun lidt efter, „Naboens har en Hane, der ligner vor, kun er den noget mindre: den kunde vi maaskee laane.“
„Ja hvad kan det hjælpe? Det er jo kun Galgenfrist.“
„Det kan hjælpe meget, for Fader er noget kortsynet og vil ikke lægge Mærke dertil, saa kan vi altid vente, til De er reist til Kjøbenhavn, og saa først fortælle ham Sagens rette Sammenhæng.“
„Men saa bliver han jo alligevel i daarligt Humør“, indvendte jeg.
„O det gjør ikke Noget, for saa ere vi alene med ham; jeg skal desuden nok snakke godt for ham igjen.“ Og dermed gik Andrea Margrethe ud for at laane Naboens Hane. Lidt efter kom hun atter tilbage med den; vi fik den sat ud i Gaarden, hvor den nok saa strunk spankulerede op og ned, slog med Vingerne og galede, akkurat, som det kunde have været den gamle Hane.
Nu kom Præsten ind, fulgt af Præstekonen og Corpus Juris, lidt efter kom Gamle og Emmy. Jeg blev slet ikke glad ved at see hele Selskabet samlet, thi jeg frygtede for, at mit Uheld skulde opdages nu, da Alle vare tilstede, og jeg saaledes komme til at staae offentlig Skrifte; i saa Fald kunde jeg da vente en lang Straffeprædiken af Gamle, og at Corpus Juris vilde lee mig dygtig ud.
„Godmorgen Syvsover!“ raabte Præsten, idet han kastede sin med Rimfrost dækkede Hue hen i Ansigtet paa mig, „den Kunst at sove forstaaer De udmærket; De kan da blive Professor deri, hvad Øjeblik det skal være.“
„Ja jeg har sovet udmærket“, svarede jeg, idet jeg behagelig strakte mig tilbage i Sophaen.
„Har sovet“, sagde Præsten, „jeg troer næsten, at De kunde med ligesaa god Grund bruge Præsensformen. – Nu, hvad for Ulykker har De betænkt at anrette idag?“
„Jeg kunde nok have Lyst til at ryge lidt Tobak“, svarede jeg hurtig, thi jeg begyndte at frygte for, at Andrea Margrethes Plan dog ikke vilde lykkes, og jeg foretrak derfor at faae Præsten over i hans Studereværelse, for der at fortælle ham Alt i Enrum, fremfor at staae aabenlyst Skrifte i Dagligstuen.
„Tobak? ja det er jo en meget nyttig Gjerning; kom da over med mig“, og med disse Ord gik Præsten henimod Døren, medens jeg hurtig sprang op for at følge ham. Men idet Præsten lagde Haanden paa Laasen, standsede han pludselig og saae opmærksomt udaf Vinduet.
„Det er da underligt med den Hane; den seer ud, som om den var bleven mindre end igaar.“
„Det er, fordi den gaaer saa langt borte, den er jo ovre i den anden Ende af Gaarden, derfor seer den saa lille ud“, skyndte Andrea Margrethe sig at sige, men jeg kunde see paa hendes Ansigt, at hun kæmpede en haard Kamp med sig selv for ikke at briste i Latter.
„Aa hvad er det for en Snak“, svarede Præsten; „kom Mo'er og see: er den Hane nu ikke bleven mindre end igaar? – Hør Nicolai“, vedblev han, idet han pludselig vendte sig om imod mig, „De har bestemt spist Lidt af den igaar, da de var inde i Hønsehuset.“
Nu kunde Andrea Margrethe ikke tvinge sig længer, men brast i Latter.
„Hvad skal det betyde?“ spurgte Præsten, og nu var der ikke Andet for mig at gjøre end at gaae til Bekjendelse.
„De er et forskrækkeligt Menneske, Nicolai“, sagde Præsten, da jeg havde endt min Beretning, „De holder jo ikke Fred, før De har slaaet baade Mennesker og Dyr ihjel i Præstegaarden. Det er bedst, De strax kommer over at faae noget Tobak, saa er jeg da sikker, at De i al Fald saa længe ikke anretter Ulykker.“
Jeg var hjertelig glad over at slippe for saa godt Kjøb, men det Værste stod endnu tilbage. Thi for det Første maatte jeg siden, hvad jeg nok havde frygtet, høre en lang Straffeprædiken af Gamle, hvori han foreholdt mig mine Pligter mod Dyrene. Disse kjendte jeg rigtignok meget vel, og tilmed havde jeg jo ikke dræbt Hanen med Forsæt, men jeg holdt det dog for rigtigst at tie stille, thi ellers vilde Gamle blot have vedblevet endnu længer. Men langt utaaleligere opførte Corpus Juris sig. Han overdængede mig med en Mængde Spottegloser og Stiklerier om at slaae Haner ihjel, om at ville vække andre Folk og selv sove over sig o. s. v. o. s. v. Navnlig hver Gang jeg nærmede mig Andrea Margrethe og vilde begynde en Samtale med hende, var han utrættelig i at angribe mig med den Slags Vittigheder. Tilsidst blev jeg kjed af at høre herpaa, tog Kaskjet og Vinterfrakke og gik ud paa Marken. Efterat have vandret noget omkring der ude, faldt der mig en ny Hævnplan ind mod Corpus Juris. Jeg gik atter tilbage, listede mig op paa hans Værelse, tog de underste Sengebrædder ud af hans Seng og gjemte dem i Skabet og stillede derpaa Matrasser og Dyner saa kunstig sammen igjen, at det var umuligt at see, at der fattedes Noget. Naar da Corpus Juris om Aftenen forføjede sig til Sengs, vilde han ufeilbarlig falde paa Gulvet. Efterat have fuldført denne Bedrift gik jeg atter ned til de Andre og taalte nu rolig alle Corpus Juris' Drillerier, idet jeg trøstede mig med, at i Aften kom Touren til mig til at lee, og den som leer sidst, han leer bedst.
Alligevel var jeg ikke ganske vel tilmode den Dag. De Planer, som jeg havde ruget over om Natten, fremstillede sig atter for mig, uden at jeg ret havde Mod til at gjennemføre dem. Jeg var adspredt og gav forkeerte Svar, naar jeg blev tiltalt, hvilket end mere gav Corpus Juris Lejlighed til at afskyde sine Vittighedspile paa mig. Saa gik jeg ud paa Kirkegaarden for at faae Fred; der havde jeg Ro nok til at tænke efter. Og dertil kunde jeg trænge, for det var store Sager, jeg havde at tænke over. Mine Tanker vare ligesom det oprørte Hav, hvor det ene Bølgeslag følger efter det andet, det ene større end det andet, og det sidste er det allerstørste. Hvergang jeg havde gjennemtænkt een Tankerække og meente, at nu var jeg færdig med den og kunde rolig lægge den til Side, saa dukkede pludselig en ny op, som var endnu vanskeligere at behandle. Saaledes meente jeg tilstrækkelig at have godtgjort, at det var paa Tide, at jeg forlovede mig, men pludselig opstod det Spørgsmaal hos mig, om det nu ogsaa var afgjort, at jeg skulde forlove mig med Andrea Margrethe. Over denne Tvivl blev jeg i høi Grad forbauset, thi jeg var netop gaaet ud fra den Tanke, at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, og først derfra var jeg kommen til det Resultat, at det netop nu var paa Tide, at jeg forlovede mig. Men nu omstyrtede jeg atter Præmisserne, og saa maatte Slutningen nødvendigvis ogsaa falde bort, og dermed var da al min hidtidige Eftertænken spildt Arbeide. Imidlertid tog jeg dog atter fat paa det sidst opkastede Spørgsmaal, om jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, men hvorledes kunde jeg finde noget afgjørende Bevis for Rigtigheden heraf? Jeg tænkte og tænkte, men jo mere jeg tænkte, desmindre kom der ud af min Tænken, og tilsidst vidste jeg hverken ud eller ind.
Solen, der hidtil havde skinnet klart og muntert, var efterhaanden gaaet bag nogle Skyer, hvorved Alt havde faaet et vist sørgeligt og mørkt Anstrøg. „Solen har maaskee ogsaa Noget at tænke paa“, sagde jeg til mig selv, „derfor bliver den nu ligesaa taageindhyllet som mine Tanker. Men det var, som om Solen kunde have gjættet denne Formodning og nu vilde retfærdiggjøre sig, thi pludselig brød den frem i al sin Glands gjennem Skyerne og kastede sine klare Straaler henover den hvide Kirkemur. I det samme Øjeblik var det mig, som om mine egne Tanker brøde frem af de Tvivlens Taager, hvori de havde været hyllede, thi nu erindrede jeg mig paa een Gang følgende Ord fra min philosophiske Propædeutik: „Enhver Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøjelighed som være begrundet i et Fornufthensyn.“ Der havde jeg jo det Bevis, som jeg søgte, og som soleklart godtgjorde, at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe. Thi denne Forbindelse fremgik af Tilbøjelighed, eftersom jeg virkelig var forelsket i Andrea Margrethe, og tillige var den begrundet i et Fornufthensyn, thi at Andrea Margrethe engang vilde blive en udmærket Præstekone, derom vidnede hendes Bestyrelse af Huset, som jeg allerede i min første Samtale med hende havde overtydet mig om. Altsaa: her var baade Tilbøjelighed og et Fornufthensyn, følgelig burde jeg forlove mig med Andrea Margrethe, og burde jeg forlove mig med Andrea Margrethe, saa burde jeg forlove mig strax: qvod erat demonstrandum. Det var, som om en tung Steen var falden fra mit Hjerte, jeg følte mig saa fri og let som en Fugl i Luften, og idet jeg atter gik gjennem Haven tilbage til Præstegaarden, sang jeg af fuld Hals: „Hive langsomt fra Land – de bergenske Møer snart vi møde kan – ohi ohøi!“
Ved min Indtrædelse i Dagligstuen fandt jeg Corpus Juris og Gamle i en heftig Disput; Emmy og Andrea Margrethe sadde som tavse Tilhørere. Striden dreiede sig om de danske Studenter og Tonen mellem disse. Begge to vare de enige i, at Studenterlivet ingenlunde var, hvad det burde og kunde være, men i at forklare Aarsagen til dette Phænomen vare de højst uenige. Gamle meente nemlig, at den maatte søges deri, at Studenterne nuomstunder gave sig altfor meget af med Politik, Corpus Juris søgte den derimod deri, at Studenterne gave sig altfor lidet af med Politik. Gamle godtgjorde Sandheden af sin Paastand ved at henvise til hine lykkelige Tider, da man efter endt Dagværk samledes som trofaste Brødre uden Partistrid og Partihad og i et ubundent Ungdomslune slog sig løs fra alle Trivialitetens Sorger og Bekymringer. Corpus Juris meente, at det var en svunden Tid, som ikke mere lod sig tilbagekalde, nu var Folket vaagnet til Frihed, og det var Studenternes Sag at klare og udvikle denne Bevidsthed, det var deres Sag at gaae fremmest i Kampen og ikke fejgt og dorsk at trække sig tilbage i et gemytligt Philisteri med Nathuen ned over begge Øren. Striden var her nærved at gaae over til Personligheder, om ikke Andrea Margrethe havde givet den en anden Vending ved at spørge mig om min Mening.
„Jeg“, svarede jeg, „jeg mener, at Livet mellem Studenterne er i enhver Henseende, hvad det bør og skal være og aldeles upaaklageligt. Jeg kommer aldrig op i Studenterforeningen, uden at jeg træffer gode Venner og Bekjendte og morer mig udmærket.“