„Der mærker man da strax, at det er Russen, der taler“, sagde Corpus Juris med en vis haanlig Betoning, „han seer Alt i et rosenrødt Skær.“
„Saa gid alle Studenter vilde vedblive at være Russer“, raabte jeg, „men naar man gaaer hen og bliver en gammel vranten“ – Pebersvend, vilde jeg have sagt, men blev afbrudt af Andrea Margrethe, der sagde, at det glædede hende, at jeg befandt mig saa vel blandt Studenterne, men om jeg ogsaa virkelig var vis paa, at Alt var saa fortræffeligt?
„Jo det er jeg vis paa“, svarede jeg med stor Iver, thi jeg begyndte at komme i Hede, „i Studenterne boer Ungdomslivet og Ungdomsfriskheden, og fra dem skal det udbrede sig over hele Folket – — de danske Studenter, de kan, hvad de vil“, tilføjede jeg med stærkt Eftertryk, idet jeg tænkte paa det Forsæt, som jeg havde fattet ude paa Kirkegaarden, og hvori jeg nu var urokkelig. Striden var imidlertid bleven ført bort fra sin egentlige Gjenstand, og Samtalen vendte sig til andre Æmner.
Muligvis kunde En og Anden forarge sig over de hyppige Disputer, der fandt Sted mellem os tre Brødre, og mene, at Broderkjærligheden just ikke kan være saameget stor mellem os. Men jeg maa hertil svare, at vi ikke mene hinanden det saa slemt: det er Noget, der nu engang ligger i vor Natur, og som vi maaskee have arvet fra vore gamle Forfædre, der først maatte slaae Arme og Been itu paa hinanden, inden de kunde blive rigtig gode Venner. Dertil kommer, at denne Disputeresyge fremtraadte langt stærkere i hine Dage, vi tilbragte i Nøddebo Præstegaard, end den ellers plejer. Man skulde have ventet det Modsatte, nemlig at den Fredens og Kjærlighedens Aand, som herskede her, ogsaa havde meddeelt sig til os. Dette skete imidlertid ikke. Meest Brøde, troer jeg, paahvilede Corpus Juris; han var i hine Dage højst pirrelig, han var, om det maa være mig tilladt at bruge en uskjøn, men meget træffende Talemaade, ligervis som et raaddent Æg. Man kunde sige, hvad man vilde: strax fandt Corpus Juris det fornødent at opponere. Overfor Gamle var dette vel sjeldnere Tilfældet, thi for denne havde han en vis Respect, men desto hyppigere gik det ud over mig, som jeg alt har anført flere Exempler paa. – Efter denne lille Apologi vender jeg atter tilbage til min Fortælling.
Da vi om Eftermiddagen sadde samlede i Dagligstuen: Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe hver sysselsat med et Haandarbejde, og Gamle, Corpus Juris og jeg sad og saae derpaa, traadte Præsten ind og indbød mig til et Parti Schach.
Jeg modtog Tilbudet, men i mit stille Sind opkastede jeg det Spørgsmaal, hvorfor Præsten ikke ligesaa gjerne kunde have indbudt Corpus Juris til at spille Schach. Andrea Margrethe bragte Schachbrættet og Brikkerne frem, og vi satte os ned for at begynde Spillet.
Uheldigvis havde jeg mine Tanker mere ved Andrea Margrethe end ved Schachspillet, og Følgen var, at jeg mistede den ene Officeer efter den anden.
„De troer nok, at vi spille „Først af Brættet““, sagde Præsten – „Mat!“
For dog at lade, som om jeg havde fulgt Spillet med nogen Interesse, maatte jeg forlange Revanche. Men det gik mig ikke bedre anden Gang, og tilmed kom jeg uforvarende, idet Præsten sagde mig Mat, til at støde min Dronning ned paa Gulvet, saa hun gik midt over.
„Saa“, sagde Præsten, „begynder De nu at gaae løs paa mine stakkels Schachbrikker. Nej med Dem er der intet Udkomme, det er jo et fuldstændigt Ødelæggelsesprincip, der har taget Bolig i Dem. Christopher og Frederik, kom De og lad os faae en fornuftig Schach en quatre; jeg skal spille med den blinde Mand.“
„Aa lad mig være med som den fjerde Mand“, bad Andrea Margrethe.
„Du?“ sagde Præsten, „see Du at faa et Slag Hanrej eller Sortepeer med Nicolai, det er Noget for Jer To.“
Andrea Margrethe vedblev imidlertid sin Begjæring og blev saa kraftig understøttet af Corpus Juris, der bestemt fordrede hende til Makker istedenfor Gamle, saa Præsten tilsidst maatte give efter: han og Gamle bleve Makkere, og Corpus Juris og Andrea Margrethe dannede Modpartiet. De havde netop indtaget deres Pladser, da vi hørte en Vogn rumle ind ad Porten.
„Hvem er det?“ spurgte Præsten, idet han lagde Haanden bag Øret for at opfatte de Kommendes Stemmer (thi vi havde alt tændt Lys og rullet Gardinerne ned).
Andrea Margrethe løb hen til Vinduet og kiggede ud bag Rullegardinet. „O vee, o vee, o vee!“ raabte hun, „det er Forpagter Kjeldborg med hele sin Familie!“
„Er det saadanne græsselige Mennesker, siden De raaber tre Gange Vee?“ spurgte jeg.
„De ere saa græsselig kjedsommelige, saa der er ingen Ende derpaa“, sagde Andrea Margrethe. „Faderen og Sønnen har kun tre Æmner til Samtale; det første er Heste, og det andet er Heste, og det tredie er ogsaa Heste, og Moderen og de to Døttre har slet ikke Noget, de kan tale om!“
„Ja kunde De nu finde paa en eller anden lille Ulykke at more os med i Aften, Nicolai“, sagde Præsten, „saa skulde jeg endda tilgive Dem al den øvrige Fortræd, De har voldet mig.“
Vi gik ud i Forstuen, jeg ikke lidet spændt paa, hvordan disse græsselig kjedsommelige Mennesker kunde see ud, idet jeg ved mig selv tænkte, at det skulde dog være sært, om jeg ikke formaaede at sætte Liv i dem og derved vise, hvad de danske Studenter ere istand til.
Da vi kom ud, kunde jeg ved den urolig flammende Lampes Skind i Begyndelsen ikke see Andet end lutter Peltsfrakker, uldne Tørklæder, Kaaber og Schawler, men lidt efter lidt udviklede menneskelige Skikkelser sig af disse uformelige Masser. Men disse uformelige Masser havde noget Kæmpemæssigt ved sig, saa at jeg næsten kunde fristes til at antage dem for henhørende til en anden Menneskerace end vi selv. Selv Præsten, der var af en ganske anseelig Højde, kom til at see lille ud ved Siden af den svære Forpagter, thi jeg vil nu slet ikke tale om Gamle og Corpus Juris, der saae ud som et Par nette Smaadrenge ved Siden af Forpagterens Søn, Hr. Hans, som han almindelig blev kaldet.
„Goddag og Velkommen“, sagde Præsten, idet han rakte Forpagteren Haanden: „det var smukt af Dem at komme over at see til os. Hvor Godtfolk er, kommer Godtfolk til: her træffer De tre Kjøbenhavnere, hvoraf den ene er Theolog og kan lære Dem, hvad De bør gjøre, den anden er Jurist og kan lære Dem, hvad De skal gjøre, den tredie hedder Nicolai og kan lære Dem, hvad De hverken bør eller skal gjøre.“
„Saa er det vel sagtens Dem, der hedder Nicolai, kan jeg tænke“, sagde Forpagteren, idet han trykkede min Haand saa kraftig, at jeg troede, at han havde beholdt mine fem Fingre med det Samme. Men der var saamegen Hjertelighed i dette Haandtryk, at jeg gjerne tilgav dets Voldsomhed, skjøndt jeg maatte slaae Knips vel over ti Gange, inden jeg kom til Bevidsthed om, at jeg virkelig havde mine Fingre endnu.
Vore Gjæster bleve førte ind i Dagligstuen, hvor der bødes Forpagteren og Hr. Hans hver en Pibe, og ved kraftig Understøttelse af Præsten og mig var Stuen snart indhyllet i tætte Røgskyer, men, som Præsten hviskede til mig, det var saadant et godt Præservativ mod at falde i Søvn.
„Er Kjørselen gaaet godt og vel?“ spurgte Præsten.
„Jo Tak, vel nok“, lød Svaret, „skjøndt den Nærmer gjorde mig det broget nok. Det er et Pokkers stridigt Sind, der stikker i hende. Altid vil hun gjøre det Modsatte af, hvad man vil have hende til. Igaar vilde jeg have, at hun skulde gaae lidt langsomt, for Pigebørnene skulde kjøre hende, men saa foer hun afsted, som om Jorden brændte under hende. Idag vilde jeg derimod gjerne lidt rask afsted, for idag kjørte jeg hende selv, og jeg kan nok magte hende, men saa var hun knap til at faae af Stedet. Men jeg tænker nok, jeg skal faae kureret hende, naar jeg har havt hende et halvt Aars Tid endnu. Det er forresten curiøst nok, for det er accurat ligesom Pastorens Røde.“
„Ja“, svarede Præsten. Jeg kunde see paa ham, at han alt for længe siden havde tabt Traaden, og at hans Tanker vare andensteds henne.
„Ja den Røde blev Pastoren da trukken godt til Vands med. Men det var Deres egen Skyld, hvorfor vilde De ikke tage mig paa Raad med? Jeg havde netop dengang en prægtig Fux, som jeg vilde af med; den skulde De have faaet for halv Pris, men nu blev den solgt til Morten Jensen.“
„Saa?“ sagde Præsten og gabede, saa jeg kom ogsaa til at gabe, hvorfor jeg besluttede at søge lidt Afvexling i Underholdningen. Jeg saae, at Hr. Hans var ifærd med at underholde Corpus Juris paa det Ivrigste, og at denne lyttede til med tilsyneladende spændt Opmærksomhed. Saa gik jeg da hen til dem i Haab om her at finde lidt Aandrigheds Føde, men blev høilig skuffet i min Forventning, idet jeg nemlig fandt Hr. Hans ifærd med meget omstændelig at beskrive alle de fortræffelige Egenskaber, som bemældte Fux, der var bleven solgt til Morten Jensen, havde besiddet. Efter nogen Tid at have hørt herpaa, paakom der mig atter en heftig Trang til at gabe, og jeg saae mig om, hvor jeg kunde finde en ny Adspredelse, medens Corpus Juris med en sand Procuratorudholdenhed vedblev at følge Hr. Hans' Foredrag.
Gamle havde taget det fornuftigste Parti; med sin sædvanlige Ugeneerthed havde han opsøgt sig en stille Krog, hvor han sad og læste. Men dette forekom mig dog at stride altfor meget mod de selskabelige Pligter: saa satte jeg mig hen til Damerne, idet jeg haabede der at kunne faae mere Leilighed til at udfolde mit Conversationstalent.
Andrea Margrethe var her i Færd med at holde Samtalen i Gang, hvilket ingenlunde var nogen let Sag. Idet jeg satte mig ved Siden af hende, kastede hun et skjælmsk Blik til mig, som om hun vilde sige: „lad os nu see, hvad de danske Studenter ere istand til.“
Jeg trak op i min Flipper for ligesom ret at ruste mig og begyndte: „Har De seet den unge Skuespiller, der nylig er optraadt i Kjøbenhavn og har vakt almindelig Beundring?“
Et bredt „Næh“ var Svaret.
„De har maaskee ikke været i Kjøbenhavn i Vinter?“
„Næh.“
„De kommer maaskee overhovedet ikke ofte til Kjøbenhavn?“
„Næh.“
„Det gaaer jo udmærket“, hviskede Andrea Margrethe til mig, „det er jo Vaudevillen „Nei“, De spiller for os – den har jeg saa længe ønsket at see.“
„Noch ist Polen nicht verloren“, hviskede jeg til hende, og begyndte derpaa atter: „De lever altsaa bestandig paa Landet?“
„Ja.“
„Og De holder meget af Landlivet?“
„Ja.“
„Men Bylivet har dog ogsaa sine Behageligheder?“
„Ja.“
„Saa det er i Grunden vanskeligt at sige, hvad der er det Bedste.“
„Ja.“
Jeg begyndte at længes tilbage efter Hr. Hans' Conversation, der havde i det Mindste den Fordeel, at man kunde forholde sig passiv. Jeg rømmede mig, taug et Par Øjeblikke stille og rejste mig derpaa fra min Stol.
„Der kom nok finis Poloniæ“, hviskede Andrea Margrethe. Jeg taug og trøstede mig med den gode Bevidsthed, at jeg havde gjort, hvad jeg kunde.
Samtalen mellem Hr. Hans og Corpus Juris var endnu paa samme Standpunkt. Jeg maatte skjænke Corpus Juris min fulde Beundring: ved at see ham staae uforandret i samme Stilling med Præget af den meest spændte Opmærksomhed i sit Ansigt, kom jeg til at tænke paa hin romerske Skildvagt ved Pompeji, der under Vesuvs Udbrud, medens Taarne og Mure styrtede ned rundt omkring ham, og Himmel og Jord syntes at ville forgaae, dog blev staaende paa sin Post, fordi der var Ingen kommen til Afløsning endnu. Saaledes stod Corpus Juris og hørte med ufravendt Opmærksomhed paa Hr. Hans; vel kom jeg nu til Afløsning, men Corpus Juris ansaae det dog for rigtigst at blive, og godt var det, for jeg havde ikke i ti Minutter hørt fortælle om Morten Jensens Fux, før min sidste Rest af Taalmodighed var sluppen op. Jeg saae paa mit Uhr: Klokken var Sex – „Herrejeh“, tænkte jeg, „hvordan i al Verden skal Du dog faae denne Aften lykkelig og vel bragt til Ende!“ Allerede tænkte jeg paa den sidste Udvej, nemlig at følge Gamles Exempel, der med den roligste Mine af Verden sad og læste i sin Krog, som om Fuxer og Skimler og Morten Jensen og Forpagter Kjeldborgs aldrig havde været til – da jeg fik et let Slag paa Skulderen og ved at vende mig om saae Andrea Margrethe staae bagved mig.
„Jeg skal ud at besørge Noget i Fadeburet“, sagde hun, „har De Lyst at følge med?“
Jeg fulgte øjeblikkelig og havde endnu den Triumph af see Corpus Juris kaste længselsfulde Blikke efter os, da vi gik, men Hr. Hans holdt ham nu engang altfor fast til, at han kunde slippe bort.
„Jeg maatte forbarme mig over Dem“, sagde Andrea Margrethe, da vi havde lukket Døren i efter os, „De saae saa elendig ud.“
„Puh ha“, svarede jeg stønnende, „hvordan skal vi dog faae denne Aften til at gaae?“
„Er det de danske Studenter, der kan alt, hvad de vil, som allerede tabe Modet? Fy skamme Dem!“
„Ja“, svarede jeg, „men jeg havde heller aldrig troet, at noget Menneske kunde være saa kjedsommelig – der er jo ingen Ende derpaa.“
„Der kan De see, hvad jeg sagde. Men forresten maa De huske paa, at jo større Arbeidet og Anstrængelsen er, des større er ogsaa Æren, naar man naaer Maalet.“
„Ja, ja“, sagde jeg, „Aftenen er jo heller ikke gaaet endnu. Hvem veed, maaskee kan jeg faae en eller anden lykkelig Idee, der pludselig kan sætte Liv i hele Selskabet.“
„Ja gid De kunde faae saadan en lykkelig Idee, det vilde være højligt at ønske“, sagde Andrea Margrethe, idet vi traadte ind i Fadeburet. „Nu skal jeg skænke Dem et Glas Mjød, det kan maaskee inspirere Dem; og der har De Jødekager, at De kan styrke Dem efter de havte Anstrængelser.“
Saa trak vi to Træstole frem og satte os ned i al Ro og Mag og drak Mjød og spiste Jødekager, idet vi lode de Andre derovre skjøtte sig selv og slaae Tiden ihjel, som de bedst kunde.
„Forresten“, sagde Andrea Margrethe, idet hun atter fyldte mit Glas, som jeg havde tømt, „kunde De have godt af at tage Exempel af Frederik; se hvor opmærksomt han stod og hørte paa Hr. Hans' Fortællinger, skjøndt de har vist neppe været til at lee sig ihjel af, om jeg ellers kjender Hr. Hans ret.“
„Det kan Frederik have godt af“, meente jeg, „han har gaaet og drillet mig hele Dagen med den tossede Hane, nu er det en retfærdig Straf, der kommer over ham.“
„Men De er ogsaa altfor ømfindtlig, Nicolai, De kan slet ikke taale Spøg.“
„Den Slags Spøg holder jeg rigtignok ikke af; men jeg skal sige Dem Noget: Frederik er meget drillesyg.“
„Nei, der gjør De Frederik Uret, han er det godmodigste Menneske paa Jorden“ – og nu begyndte Andrea Margrethe en Lovtale over Corpus Juris, der var et fuldstændigt Sidestykke til den, som jeg igaar havde hørt af Emmy over Gamle.
„Hillemænd“, tænkte jeg ved mig selv, „er Gamle og Corpus Juris saa godt anskrevne her, hvad maa de da saa ikke synes om Dig?“ Og det faldt mig ind, om det ikke var bedst nu, da vi sadde alene sammen i Fadeburet og under fortrolig Samtale spiste Jødekager og drak Mjød, om det ikke var bedst nu at gribe Øjeblikket og betroe Andrea Margrethe, hvad jeg havde paa Hjerte. Men jeg vidste ikke ret, hvorledes jeg skulde begynde – om jeg pludselig skulde slaae ind paa en alvorlig høitidelig Tone, der kunde passe til den Sags Vigtighed, som jeg havde for – eller om jeg skulde fortsætte den lette, spøgefulde Samtale og da pludselig ved en aandrig Vending udtale mine Ønsker.
„De seer saa eftertænksom ud, Nicolai“, bemærkede Andrea Margrethe, „begynder den store Idee maaskee at komme, den, som skal sætte Liv i hele Selskabet?“
„Ja“, tænkte jeg ved mig selv, „det kunde rigtignok være en stor Idee, der kunde sætte Liv i hele Selskabet, om jeg nu kom over og fortalte, at jeg havde forlovet mig med Andrea Margrethe.“
I det Samme hørte jeg Fodtrin udenfor, og Corpus Juris traadte ilfærdig ind.
„Nei det gaaer paa ingen Maade an“, sagde han, „Christopher sidder hele Tiden og læser, og nu er De og Nicolai løbet her ud; hvad maa Kjeldborgs dog tænke derom? De maa virkelig strax komme tilbage med mig.“
„Vil De ikke have et godt Glas Mjød, Frederik“, spurgte Andrea Margrethe, „vi sad just og talte om Dem, saa der kunde man da rigtignok sige, at naar man taler om Solen, saa skinner den.“
„Tak skal De have“, sagde Corpus Juris, idet han tog mod Glasset og i Mangel af en Stol satte sig op paa Bordet, „saa De talte om mig? Hvad var det da, om jeg maa være saa fri at spørge?“
„Nicolai klagede over Dem og sagde, at De var saa drillesyg.“
„Saa?“ sagde Corpus Juris, idet han rolig blev siddende paa Bordet og ikke syntes at ville forhaste sig. „Har jeg været saa slem til at drille Dig i Dag, Nicolai?“
„Det synes jeg ikke, Du behøver at spørge om – jeg har jo ikke kunnet gaae et Øjeblik i Fred for Dig.“
„Nu, nu, jeg meente det ikke saa ilde.“
„Det kan gjerne være, Du ikke meente det saa ilde, men for mig har det været meget ubehageligt.“
„Ja det er ikke værd at tale mere om den Sag“, sagde Andrea Margrethe, „skeet er skeet og lader sig ikke ændre. Men nu bør De smukt drikke paa Forlig og Broderskab.“
„Nu som De vil“, sagde Corpus Juris: „paa Forlig og Broderskab – fra imorgen af“, føiede han til, idet han stødte sit Glas imod mit.
„Fra imorgen af“, gjentog jeg med stærk Betoning, thi i det Samme faldt det mig ind, hvad jeg havde gjort ved Corpus Juris' Seng, og den Spas vilde jeg dog nødig lade gaae fra mig.
Her bleve vi afbrudte ved Emmy, der traadte ind, fulgt af Gamle.
„Sidder De Allesammen her?“ spurgte Emmy, „men det gaaer ikke an saaledes at lade vore Fremmede blive alene. Andrea Margrethe, Du maa i det Mindste gaae ind igjen – hvad maa dog Kjeldborgs tænke om os?“
„De er saa græsselig kjedsommelige“, sagde Andrea Margrethe med et Suk.
„Ja det kan gjerne være, men nu ere de engang vore Gjæster, og saa bør vi ogsaa udøve Gjæstfrihedens Pligter mod dem.“
„Christopher, vil De ikke behage at tage Plads“, sagde Andrea Margrethe, idet hun trak en tom Smørfjerding frem, hvorpaa Gamle tog Sæde med ligesaa megen Alvor og Værdighed, som om det havde været en Fløiels Lænestol med forgyldte Arme, der var bleven sat frem til ham.
Emmy skyndede paa os, at vi skulde gaae. „Nei, Christopher maa virkelig først have et Glas Mjød“, sagde Andrea Margrethe: og saavel Gamle som Corpus Juris og jeg befandt os saa vel, at vi bleve siddende trods alle Emmys Paamindelser, saa at denne tilsidst ogsaa slog sig til Ro.
„Ja Du har det godt, Christopher“, sagde Corpus Juris, „Du sidder nok saa magelig og læser og overlader til os Andre at underholde Kjeldborgs.“
„Naar en Samtale hverken er til Nytte eller til Fornøielse“, svarede Gamle, „saa synes jeg ligesaa gjerne man kan tie stille og passe sig selv.“
„Ja det har De sandelig Ret i“, udbrød Andrea Margrethe, „gid Kjeldborgs vilde være ligesaa fornuftige, saa vilde de ikke komme her og hjemsøge os og ødelægge en deilig Aften for os i Juleferien.“
„Saadant Noget maa Du ikke sige“, bemærkede Emmy; „der er meget godt ved Kjeldborg, naar man betragter dem paa den rette Maade.“
„Ja saa er det aldrig lykkedes mig at betragte dem paa den rette Maade, for jeg har altid fundet dem ubeskrivelig kjedsommelige og i Aften over al Maade, ikke sandt, Nicolai?“
Jeg istemmede dette Vidnesbyrd af mit ganske Hjerte, men Emmy vedblev: „Da veed Du meget godt, at der er Ingen saa villig til at hjælpe de Fattige, som netop Kjeldborgs. Naar der er en eller anden Ulykkelig her i Sognet, som Fa'er ikke veed at hjælpe paa anden Maade, saa behøver han blot at sige et Ord til Kjeldborg, og strax bliver den Sag bragt i Orden. Der er aldrig nogen Fattig, som gaaer tomhændet bort fra dem.“
„Ja det kan være meget smukt, men derfor blive de ikke morsommere. Jeg vilde holde ti Gange saa meget af dem, naar de blot vilde holde sig indenfor deres egne Vægge eller i al Fald kun besøge os, naar vi ere alene.“
„Og saa skulde Du betænke den Interesse, de nære for os“, indvendte Emmy, „og den Deeltagelse, hvormed de følge os i Sorg og i Glæde. Har Du glemt, hvorledes ifjor Vinter, da Du var syg, der ikke hengik nogen Dag, uden at de lode spørge til dit Befindende? Overhovedet troer jeg neppe, at Du skal finde Mange med saamegen Hjertelighed og varm Medfølelse for Andre som Kjeldborgs.“
Jeg tænkte paa Forpagterens Haandtryk, hvoraf jeg endnu syntes at kunne føle Svien, og begyndte at give Emmy Ret, idet jeg fattede den Beslutning at gjøre alt mit for at opmuntre Selskabet.
Nu kom Præstekonen: „Nei nu har jeg aldrig seet saa galt! sidder I Allesammen herude? Og Emmy – og Andrea Margrethe – jo det er smukt: nu sidder Fa'er ganske alene derinde med Kjeldborgs.“
„Nu komme vi, nu komme vi“, sagde Andrea Margrethe, og saa maatte vi afsted.
Der herskede Dødsstilhed inde i Dagligstuen. Forpagteren var bleven træt af at fortælle om sine Heste, og Præsten lod til at have opgivet ethvert Forsøg paa at føre Samtalen hen paa andre Gjenstande. Begge sadde de ganske tause og skød de lange Røgskyer fra sig, medens Frøkenerne Kjeldborg sadde saa stille som de forstenede Prindsesser i Æventyret om det fortryllede Slot.
„Naa er I endelig der!“ raabte Præsten os i Møde: „hvor kommer I fra? Har I maaskee igjen været i Høn—“
„Jeg var ude at besørge Noget i Kjøkkenet“, afbrød Andrea Margrethe ham hurtig. Og nu blev Themaskinen bragt ind, og der blev skjænket The rundt, og glad var jeg, for saa gik den Tid. Men alle mine gode Forsætter om at opmuntre Selskabet bleve ikke bragte til Udførelse, og jeg sad og ærgrede mig over mig selv. Hvorfor kunde jeg da i det Mindste ikke tale med Emmy og Andrea Margrethe, som jeg plejede, og lade, som om Kjeldborgs slet ikke var tilstede? Men det vilde ikke lykkes; Kjeldborgs laae som en stor, tung Sten og tyngede paa mig. For dog at gjøre Noget drak jeg fem Kopper The, men deraf blev jeg ikke lystigere.
En liden Afvexling fremkaldtes derved, at Niels traadte ind.
„Hvad vil Du?“ spurgte Præsten.
„Jeg vilde blot sige Pastoren, at nu har jeg endelig fundet Trofast og givet ham sine Prygl.“
„Hvad for Prygl?“ spurgte Præsten forundret.
„Ih de Prygl, som Pastoren sagde igaaraftes, han skulde have, fordi han havde været i Hønsehuset.“
Andrea Margrethe udbrød i høje Beklagelser over den ulykkelige Trofast, der maatte lide saa uskyldig, men Niels trøstede hende med, at havde Trofast denne Gang faaet Prygl uden at have været i Hønsehuset, saa havde han nok tidligere været i Hønsehuset, uden at faae Prygl, saa det kunde akkurat gaae lige op.
„Det kommer nu over dit og Nicolais Hoved“, sagde Præsten.
„Ja ja“, svarede Andrea Margrethe, „saa skal jeg give Trofast en dobbelt Portion Aftensmad i Aften, saa maa det holde ham skadesløs.“
Da Niels var gaaet, spurgte Forpagteren, hvad det var for en Historie.
„Det var en ganske mærkelig Historie, der passerede her igaar Aftes. Seer De, Nicolai og Andrea Margrethe —“
„Aa Fa'er, det er aldrig værd at fortælle“, udbrød den Sidste ivrig.
„Naa saa Du vil, at det skal være en Hemmelighed? ja saa tier jeg“, sagde Præsten.
„Hvad for Noget?“ udbrød Forpagteren, idet han forundret saae fra Andrea Margrethe hen paa mig og fra mig hen paa Andrea Margrethe, „ja jeg tænkte da nok, at de Kjøbenhavnere ikke vare herude for Ingenting.“
„Tys, tys, jeg har Ingenting sagt“, sagde Præsten. „Ti bare stille, ellers faaer jeg Skjænd hele Dagen imorgen af Andrea Margrethe.“
For at afbryde denne Samtale kaldte Andrea Margrethe paa Pigen og bad hende tage Thetøjet bort. Saa sadde vi atter ledige paa Torvet. Præsten holdt ikke af Kortspil, saa denne Tidsfordriv kunde vi ikke tye til. Andrea Margrethe fik den ene Frøken Kjeldborg anbragt ved Pianofortet, hvor hun spillede en lang Sonate, der var ligesaa kjedelig som hun selv. Det er overhovedet mærkeligt med den Evne, som kjedsommelige Folk have til at gjøre alt muligt kjedeligt: ved at høre Frøken Kjeldborg spille, maatte man troe, at hun af alle mulige kjedelige Sonater havde udvalgt den allerkjedeligste og den allerlængste. Det var en Række af Løb, Triller og Trimulanter, som syntes aldrig at ville faae Ende. Tilsidst reiste jeg mig fra min Stol, for at gaae hen til Corpus Juris og fortælle ham, at jeg var lige paa Nippet til at falde i Søvn; men han kom mig imøde paa Halvveien for at gjøre mig den samme Meddelelse med Hensyn til sig selv. Saa stillede jeg mig op ad Døren og kneb mig selv af og til i Armen for at holde mig vaagen.
Andrea Margrethe kom hen til mig: „De er vist meget søvnig, Nicolai?“
„Ja det er kun med Nød og Neppe, at jeg kan holde mine Øjne aabne.“
„Nu skal jeg lære Dem noget Nyt: vi vil spjælke vore Øjne – det er saadant et ypperligt Middel til at holde sig vaagen.“
„Hvad er det at spjælke sine Øjne?“ spurgte jeg forundret.
„Ja giv nu lidt Tid, saa skal De faae at see —“ og hun gik hen til Brændekurven og kom tilbage med en lille Pind i Haanden. „Seer De: nu skære vi en ganske fin lille Pind heraf og sætter op i Øjelaaget – saaledes – see nu sidder den og stikker, og saa kan man ikke falde i Søvn.“
„Ja det er ypperligt“, udbrød jeg, „lad mig ogsaa spjælke mine Øjne.“
Men desværre blev der ikke Noget deraf, thi Præstekonen, der havde seet, hvad vi havde for, kom og skændte paa os, for det lignede ikke Noget at spjælke sine Øjne, naar man havde Fremmede. Saa maatte jeg da holde ud, saa godt som jeg kunde; Sonaten vedblev, den forekom mig at være ligesaa lang som Kong Xerxes' Hær, der brugte syv Dage og syv Nætter til at gaae over Hellespont. Alt havde faaet Præg af Søvnighed og Kjedsommelighed; jeg saae hen paa Præsten, han saae ud, som om han havde vaaget i de tre sidste Nætter; jeg saae hen paa Corpus Juris, han stod og bed sig i Underlæben, hvilket sandsynligvis var et Surrogat for at spjælke sine Øjne; jeg saae hen paa Gamle, han sad og nikkede med Hovedet, som om han slog Takt til Musiken. Ja selv Lampen begyndte at ose og at true med at gaae ud. Mit eneste Haab stod til Aftensmaden, om mulig den kunde bringe lidt Liv i Gemytterne. Men ogsaa det Haab blev skuffet: Aftensmaden blev anrettet, og vi begyndte at spise, men uden at der indtraadte nogensomhelst Forandring til det Bedre. Thi naar saadan en Kjedsommelighedens Aand først har gjennemtrængt Alle, da er det næsten umuligt at fordrive den igjen. Ligesom en smitsom Syge forplanter den sig fra den Ene til den Anden, og der er ingen Lægedom. Ikke engang Forpagteren eller Hr. Hans talte mere om deres Heste: de sadde ganske tause som alle vi andre og nød deres Aftensmad. Det var næsten, som vi feirede et Gravøl, og det var ogsaa et Slags Gravøl, tænkte jeg, et Gravøl over det gode Humør og Lyst og Liv og Fornøjelighed. Og hvem var saa egentlig Skyld deri? Kjeldborgs kunde ikke være det, i al Fald ikke Forpagteren og Hr. Hans, de havde jo efter bedste Evne givet deres Skærv til den almindelige Underholdning og talt om Heste og atter Heste i det Uendelige og først tiet stille, da der ikke længer var Nogen, som vilde høre paa dem. Mon Præsten og hans Familie da var Skyld deri? Men fra dem var jo hidtil alt Liv og Munterhed udgaaet, hvor var det da muligt, at de paa een Gang kunde blive Kilden til almindelig Kjedsomhed og Søvnighed? Eller var jeg maaskee selv Aarsag deri? Ganske frikjende mig for Skyld turde jeg ikke, thi jeg havde ikke engang gjort saameget som Corpus Juris, der, om han end ikke selv havde givet Noget til Bedste, dog i det Mindste med ufortrøden Opmærksomhed havde hørt paa Hr. Hans' Foredrag over Morten Jensens Fux. Jeg var derimod gaaet min Vei og havde med mit slette Exempel forført de Andre til at gjøre ligervis, og derved vare Forpagteren og Hr. Hans blevne forstemte, da deres Auditorium saaledes lidt efter lidt forlod dem, og saa taug de ogsaa stille. Og nu – nu sad jeg, jeg Repræsentanten for den danske Studenterstand, jeg, der skulde bringe Liv og Lystighed og Ungdomsfriskhed med mig, jeg sad her og taug bomstille og spiste Gaasesteg med Kartofler til som en rigtig Philister. Var der da ikke den mindste Gnist af Ild tilbage i mig – kunde jeg ikke finde paa en eneste Vittighed, der kunde bære Vidnesbyrd om, at en af de „Herrer i Aandernes Rige“ var tilstede? Eller var jeg end selv for fattig til at finde paa Noget, kunde jeg da i det Mindste ikke laane lidt af den Rigdom af Lune og Vid, der som et sprudlende Væld var strømmet fra begeistrede Læber, naar vi en Lørdagaften sadde samlede om den dampende Punschebolle hist i de tilrøgede Haller, og vor rungende Latter og vor jublende Sang bragte Bud til Naboer og Gjenboer, at det danske Studenterlune var ikke død endnu?
Jeg søgte og søgte og tænkte og tænkte – men om det var Tanken, der var for stor, eller det Stykke Kartoffel, som jeg netop havde i Munden, det veed jeg ikke: nok er det, jeg fik Kartoflen i den gale Hals. En lille Stund sad jeg stille og ventede, at det vilde gaae over, men det blev værre og værre: jeg kunde ikke trække Veiret. Jeg vilde raabe om Hjælp, men jeg havde ingen Stemme at raabe med. I min Angst greb jeg min Nabo, Hr. Hans, i Armen med en saadan Voldsomhed, at han lod Kniv og Gaffel falde og forfærdet foer op fra sin Stol. Nu kom der Liv i Selskabet; hvor før herskede Gravens Taushed, blev en Raaben, Skrigen og Allarm, saa at det var umuligt at høre Noget. Den Ene gav sine gode Raad saavel som den Anden, Alle raabte i Munden paa hverandre og Præstekonen løb efter Hofmannsdraaber. Allerede begyndte det at sortne for mine Øjne, og Enden vilde formodentlig være bleven, at jeg aldrig meer havde spist Kartofler, om ikke Andrea Margrethe midt under den almindelige Forvirring havde havt Aandsnærværelse nok til at give mig et vel anbragt Stød i Ryggen, der havde til Følge, at Kartoflen fløj ud ligervis som en Steen af en Kastemaskine og satte sig paa Døren ligeoverfor.
Jeg aandede dybt, og jeg aandede tungt som En, der atter vender tilbage til Livet. De Andre kom ogsaa til Ro efter den store Forskrækkelse og toge atter Plads, medens Forpagteren fortalte os, at for tre Uger siden var ganske det Samme skeet med en af hans Heste, der ogsaa havde forslugt sig paa en Kartoffel, men saa havde han taget en Tøjrepæl og drevet ned i Halsen paa den og flækket Kartoflen og derved frelst Dyret.
„Det var Skade, at De ikke sagde det før“, bemærkede Præsten, „saa kunde vi have forsøgt den samme Cur paa Nicolai.“
Og hvad blev nu Følgen af denne Begivenhed? den blev, at den store Opgave, paa hvis Løsning jeg forgæves havde arbeidet, nu var løst paa en meget simpel Maade. Jeg havde jo siddet og speculeret paa, hvorledes jeg skulde bringe Liv i Selskabet, og nu var der kommet Liv i Selskabet. Thi ikke blot jeg selv fornam, hvorledes med Livskraften og Livsfølelsen mit forrige gode Humør vendte tilbage, men det Samme var Tilfældet med alle de Andre. Det er jo bekjendt, at naar man lykkelig og vel har overstaaet en stor Fare, saa forvandler den tidligere Skræk sig til en næsten overstadig Lystighed. Folk ere aldrig saa gemytlige, saa snaksomme og saa meddelsomme, som naar de have undgaaet en Ulykke, der truede med almindelig Fordærvelse. Enhver har Noget at fortælle, Enhver har Noget at sige, og det sees ret, hvorledes Glæden løsner Tungerne. Saaledes gik det ogsaa nu! Den Skræk, hvori Alle havde været for min Skyld, havde tilveiebragt den hidtil savnede Spænstighed i Gemytterne. Vi snakkede og vi loe, og om end En og Anden lo, hvor han ikke skulde lee, saa frembragte det kun end mere Latter. Forpagteren begyndte atter at fortælle Historier om sine Heste, og Præsten begyndte at fortælle Historier fra sine Studenterdage; det Ene som det Andet blev modtaget med lige stor Taknemlighed. Nu var det Tidspunkt kommet, jeg saa længe havde ventet paa, det Tidspunkt, da jeg skulde optræde og hævde de danske Studenters Ære, og jeg foreslog derfor, at vi skulde lege Ordsprogsleg, hvilket Forslag blev modtaget med almindelig Jubel.